På med aktanten - kreativitetspyskologiens flowmodel og dramaturgiens aktantmodel - to sider af samme sag

Jeg nævnte i forrige indlæg at jeg har været medunderviser og medtilrettelægger for et kursus for NRK (det norske "DR"), og at vi  havde brugt berettermoddellen som en slags forløbsmæssig skabelon for kursusplanens indholdselementer.
    Kursets navn var "Masterclass i historiefortælling". Og vores del af dette ambitiøse uddannelsesforløb, var en tillempet version af det gamle Power TV-kursus og varede 4 dage.

 
Men når man kigger på den grafiske model af flow-processen som man finder i forskellige versioner på nettet, så giver den ikke bare associationer til berettermodellen som jeg har været inde på flere gange, men også til aktantmodellen. Den sammenhæng prøver jeg at underbygge i det følgende.

 
Her er et par grafiske varianter der beskriver hvad flow er, og hvad der er drivkraft i en flow-proces: 

Det man kan bemærke er, at de to akser jo ikke er de samme som i berettermodellen.
   I berettermodellen er den vertikale akse en der går på "spænding" - ikke på "kompleksistet", og den vertikale akse i berettermodellen går på "tid" - ikke på "færdighed" som i flow-modellen.

   Så man kan sige at da det er en model for "psykisk-cognitiv udvikling" - for "lykkelig læring", drevet frem i et mentalt spændingfelt mellem opgavens udfordring og egen kompetence, så har den i lige så høj grad noget tilfælles med aktantmodellen som vi også bruger i undervisningen i film- og tv-dramaturgi.

Lad os derfor lige se på denne anden grundmodel i dramaturgiens værktøjskasse: aktantmodellen.       

   Aktantmodellen er et grafisk udtrykt skema for for forholdet mellem centrale elementer i stort set alle "gode historier" i litteratur, film, tv, teater, eventyrfortælling, myter og sagn. Oprindelig med afsæt i analyser af eventyrskemaer.

    Den centrale figur er subjekt-aktanten, som indgår i to akser der spiller sammen i enhver fortælling: en projekt-akse og en konfliktakse.

Modellens projekt-akse er den lodrette akse:

        objekt

            /\

       subjekt

Modellens konflikt-akse lægges vandret og ser sådan ud:  

hjælper > subjekt < modstander

Den tredje akse i modellen - den såkaldte kommunikationsakse, ser jeg bort fra. Traditionelt forvirre den mere end den skaber analytisk klarhed.

   Min forenklede version af aktantmodellen ser altså sådan ud

                  objekt

                     /\

hjælper > subjekt < modstander

Subjekt > objekt-aksen beskriver hovedpersonens udvikling fra "lille" og "svag" og til "stor" og "stærk", en udvikling som skabes gennem kamp om of i subjektet mellem hjælper og modstander der så at sige "squeezer" subjektet op mod objektet hen gennem historien.

   Man kan fx sætte Askepot-historiens forskellige hovedrollehavende ind i modellen:

• Subjekt: Askepot
• Objekt: Prinsen
• Modstander: Stedmoder og stedsøstre
• Hjælper: Den gode femoder

Hvis vi nu tager flow-modellen, som jo er en model for den psykiske udviklingsproces man oplever når man arbejder med en udfordrende opgave eller et problem som skal løses, og oversætter modellen til en aktanthistorie, hvordan ser det så ud?

  På den ene side er opgaven/problemet så svær(t) at den kræver alle evner og ressourcer, men alligevel må den ikke være sværere end at den trods alt kan løses efterhånden som man udvikler sin kompetence under arbejdet. 

   Hvis opgaven er så svær at man ikke kan løse den, men man blot bliver mere og mere frustreret og giver op, så kommer man ikke i flow;  eller hvis den er så nem at man slet ikke behøver at anstrenge sig det mindste, og man derfor bare keder sig, så kommer man heller ikke i flow.

   Der er en kognitiv-mentale zone hvor samspillet mellem opgavens udfordringer og de evner og ressourcer man har - og som man trækker på og udvikler under arbejdet - tilsammen fører til en udvikling af sindet undervejs til løsningen . 

Oversat til aktantmodellen:

• Subjekt: Den person der skal løse en svær opgave
• Objekt: Løsningen af opgaven
• Modstander: Opgavens kompleksitet der yder kognitiv modstand
• Hjælper: Subjektets egne evner, kompetence, kreativitet, viljestyrke

Hvad plejer vi så at sige om aktantmodellens betydning i en historie når vi underviser i dramaturgi? 

   Ja, faktisk noget der er helt analogt med tolkning af flow-modellen i de to yderpol-situationer hvor personen der skal løse opgaven/problemet og udvikle sin kompetence, ikke kommer i flow.

   Vi siger at hvis der ingen modstand(er) er i aktantmodellen, så er der ingen konflikt, og så bliver der ingen historie. Det er modstand(er)en der driver historien. Jo større modstand der skal overvindes af subjektet for at nå sit objekt, jo mere spændende og fængende historie kommer der ud af det. 

   Og hvad hvis modstand(er)en er helt utroligt overvældende stærk, og der ingen hjælp(er) - ydre eller indre - er til stede? - Ja, så får vi et "bøddel-offer-skema", og den slags historier er statiske, og vi keder os på den mest negative måde: 

   Så dem bryder vi os ikke om høre på og dropper - zapper væk fra - hurtigst muligt.

Flow-moddellens grafisk udtryk fremstår altså som en fusion af en berettermodel og en aktantmodel!  
   Det synes jeg er en ny erkendelse som er værd at tage med når man underviser i dramaturgi.

Og denne analyse underbygger og forstærker følgende hypotese som jeg tidligere har fremsat: Når folk ser en god film, et godt teaterstykke, eller et velfungerende tv-program, og de bliver fanget og fastholdt af den fortalte historie, så de glemmer sig selv, tid og sted, så sker det ved en slags stedfortrædende - simulerende - flowtilstand som den effektive dramaturgiske konstruktion sikrer at publikum kommer i.
   Se:http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html