Akvarelmaleriets mysterier (38) - i sne står birk og gran i skjul - og andre julehistorier om tips og tricks når man skal male vinterlandskabsakvareller

I det forrige indlæg - akvarelmaleriets mysterier (37) - sprang jeg den julespecifikke akvarelproduktion over. Det skriver jeg så om her.

Ud fra en amatør-akvarelmalers synspunkt der elsker at male "negativt" - dvs med stor udnyttelse af det hvide papir til at male "hvidt" med - så er sne og 'vinter-akvareller' af særlig interesse og en særlig udfordring.

   Sidste vinter blev det kun til to stykker af slagsen: dels et meget Harald Henriksen-agtigt og japansk inspireret billede hvor akvarellen er kombineret med tuschtegning, og dels en akvarel med et vinterlandskab der viste et juletræ i en granskoven med et tykt lag sne på grenene:

Den første var inspireret af et maleri jeg fandt på nettet. Og der er kun brugt to farver: en levret rød til solen, og varianter af gråt-til-sort;

   

Det andet var malet med reference til en af de mange instruktionsvideoer som dygtige akvarelkunstnere der tjener penge på at lave kurser i akvarelmaleteknik, havde lagt ud på YouTube.

   Ligesom det var specielt at jeg kombinerede akvarel med tusch i det første, så var det specielt for det snedækkede julegrantræ at den hvide sne var malet på med dækhvidt til sidst - og altså ikke et resultat af at papiret stod umalet sådan som sneen på jorden er malet.

Mange malede snelandskaber som man kan finde på nettet - akvarel, olie, eller akryl - viser ikke bare grantræer i landskabet, men også birketræer og åer eller søer med vand eller et isdække.

   Så det første skridt var at male birkestammer i sne:

Teknikken lærte jeg fra en instruktionsvideo i at male vinterjulekort med akvarel:

    Man finder sin pallet frem med gamle tørrede malingrester på og bløde dem en smule op med vand; derefter tager man et gammelt udtjent plastkort af dem man har hundreder af i skuffen, og stryger det fladt hen over palettens malede flader af forskellige farver, så der sætter sig uregelmæssige malingrester på siden af kortet; derefter stryger man siden af kortet fladt hen over papiret så det svarer til en birkestammes bredde, hvorved det afsætter noget af farverne på en måde så det grangiveligt ligner de mørke dele af barken på et birketræ.

   Smart, simpelt og virkningsfuldt.

   Tilbage var bare at lægge tynde blåviolette skygger i sneen som gav illusionen af vind-hulninger omkring den enkelte stamme, og så male vinterstrittende grene og kviste på stammerne.

Der var andre instruktionsvideoer fra samme akvarelmaler som demonstrerede andre teknikker til brug for vinterlandskabs-akvareller:

   Fx at lægge en tyk snedyne på et julegrantræ ved først at afmaske de hvide områder på det for-tegnede træ og derefter male det grønne på grenene nedenunder; derefter gnider man afmaskningsgummiet af og lægger violette skygger ind i de hvide områder, og eventuelt forstærke mørket i de grønne grene inden under.

Birketræerne i mellemgrunden er lavet som jeg havde lært det i første omgang. Og grantræerne i baggrunden blev markeret med tågede og udflydende blå skygger. Her ikke helt vellykket fordi de blev før mørke og for lidt tågede. 

   Fidusen ved illusionen om  vandet på søen i forgrunden er først og fremmest at man skal sørge for at der er afspejlinger i vandoverfladen fra træerne i mellemgrunden. Heller ikke det blev helt vellykket. Men det samlede resultat var alligevel et fremskridt i sammenligning med snebillederne fra sidste år.

Endelig blev de nylærte tricks og motiv-ideer brugt i denne akvarel som også er inspireret af et "postkort-forbillede" fra en 'how to pain watercolor'-video på YouTube:

Sidste år brokkede fruen sig over at "der manglede noget rødt" i snebilledet med grantræet jeg viste i starten af dette indlæg, hvilket foranledigede at jeg forsøgsvis lavede to versioner med "noget rødt" i.

Såvel den 'glemte kælk' som den 'halvskjulte nisse(hue)' fandt jeg på nettet og klippede ud. Det trick har jeg lært fra andre akvarelkunstnere der teknisk arbejder med "mixed media" som angiver at de altså har kombineret akvarellen med indføjede collage-elementer hentet fra andre billeder, medier og kontekster.

   Sådan så de ud, det "noget rødt" som jeg fandt på nettet og limede ind i snelandskabet - med mange 'likes' til følge da jeg viste forbedringerne på Facebook:

Også i år var der brok over snelandskabs-akvarellerne. "Hvor er Fister?" blev der spurgt fra Fisters fan-klub på Facebook (Fister er vores stor røde skovkat). 

   Så der var ikke andet at gøre end at finde en velegnet 'Fister' i bunken af fotos og så akvarelmale ham i de rette proportioner så han kunne sættes ind et passende sted i den sidste juleakvarel.

   Sådan! Fister sidder bare på stubben og venter på at der skal dukke en mosegris op fra et hul i søbredden:

Fisters Facebook-fanklub blev beroliget og kom i julehumør ved denne mixed media-collage. Der burde dog have været antydet en skygget hulning i sneen omkring træstubben den sidder på, lægger jeg nu mærke til.

Det at jeg fandt flere videoer om at bruge akvarel til at male julepostkort med vinterlandskaber som motiv, gav mig den ide at jeg jo også kunne male julepostkort til mine fire børnebørn og vedlægge deres julechecks:

Hermed et forsinket glædelig Jul til læserne af 'Peters Udsigt'.

Akvarelmaleriets mysterier (37) - træning, inspiration, variation - en gave udvider mit repertoire som akvarelmaler

I det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier beskrev jeg de akvareltekniske efterdønninger af Annelise Pios akvarelkursus.

  Og så fik jeg i december et skub fra en uventet kant. 

   En af mine morgensvømmervenner er deltids-antikvarboghandler på nettet. Han fik for nogle år siden en masse bøger af mig som jeg ikke havde brug for og heller ikke havde plads til.

  Og han har så ind i mellem hjulpet mig med at skaffe særlige udgaver af bøger med specielle illustrationer som jeg ønskede at se nærmere på - eller - som regel - at have stående og eje. 

   For eksempel Hobitten med Tolkiens egne akvarel-illustrationer: 

Eller Gøngehøvdingen i en udgave med de sort-hvid-tegnede illustrationer af Poul Steffensen, som jeg husker fra min barndoms læsning:

En morgen i december forærede min boghandler-ven mig så en østtysk bog fra 50´erne som han sagde han kunne forstille sig at jeg ville være interesseret i. Det var jeg sandelig også.

   Titlen er "Leuchtende Schätze" ("Lysende skatte"), og det er en slags kinesisk billedbog - med illustrationer og kinesiske skrifttegn på den ene side, og på den modsatte side hvad jeg går ud fra er oversættelser til tysk af de kinesiske tekster: Det virker som en blanding af børnerim, ordsprog, småfabler og andet sprogligt guld fra folkedybet. 

   Men det var illustrationerne som min ven gættede på jeg ville være særligt optaget af. Så vidt jeg kunne se var de optrykte akvareller (eller guacher) billeder som for de flestes vedkommende så ud til at være malet meget hurtigt - med få præcise og spændstige penselstrøg, tegnet og malet af en række forskellige ekstremt dygtige kinesisk kunstnere.
   Af den tyske tekst fremgår det at akvarellerne så er omsat til farvetræsnit egnet til trykning (jfr. mine to tidligere blogindlæg om Harald Henriksen der brugte akvarelmalerier som forarbejder til sine farvetræsnit).

   Og da det netop er den hurtige og spontane akvarelteknik jeg kæmper med at turde kaste mig ud i, så inviterede bogens illustrationer til at følge i deres penselspor og male efter.

   Her er de akvareller der kom ud af det:

Sådan set er jeg meget tilfreds med dem. Og de blev malet på en formiddag, så de har - tilsammen - højst taget 1½-2 timer at male.

   De tre fugle - en papegøje, en isfugl og en krage - er jo i en helt anden stil end de fugle jeg selv tidligere har malet - som meget fremstår som malede illustrationer der nøje gør rede for form, proportioner og farvetegninger fra de fotografiske forbilleder jeg har brugt - som de her søpapegøjer:

Billedet med det grønne insekt og de gyldne lange tynde blade sammen med korn- eller blomsteraks, det står for mig som noget typisk kinesisk-japansk i stil og teknik. Nogle få strøg med fri hånd til at male bladene, og så frem med detaljepenslen med to andre farver til insektet og frugterne på aksene. Færdigt arbejde.

   Det sidste billede i serien med de to sort-hvide fisk og de grønne vandplanter, er på mange måder også typisk kinesisk-japansk - i kraft af den grafiske enkelhed og den dekorative abstraktion fra detaljer. 

   Hvilke fisk billedet visere, ved jeg ikke. Men googler man "chinese fish" og "watercolor" - så vrimler det ikke mindst med billeder af guldfisk - som her i en tilsvarende grafisk forenkling og abstraktion:

 

Ikke mindst erfaringerne med de tre hurtigt malede fugle gav mig lyst til at genoptage fugle-akvarellerne - en motivserie som jeg sidst var inde på for godt et år siden da jeg var på et malekursus hos den kendte kunstmaler H. C. Rylander og blev sat til at male efter model - og jeg fandt så en udstoppet skarv som motiv i Rylanders atelier:

Læs mere om den ret så specielle oprindelseshistorie for skarvbilledet her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html

Jeg skulle dog først hen på den anden side af nytår før jeg kom igang med nogle fugle-akvareller. Det blev rødhalsen der blev motivet. Det vrimler med både fotos og akvareller med rødhals som motiv på nettet, så det var nemt at finde nogle gode forbilleder/referencebilleder.

   Så her kommer mine fire akvarel-versioner af en rødhals - red robin, på engelsk.  Som man ser, er det tredje billede et forstudie til det fjerde - med mere forsigtig farvelægning og ingen særlig naturkontekst - bortset fra en gren at sidde på: 

Inspirationen fra kinesisk og japansk kunst hverken kan eller vil jeg løbe fra. 

   De er jo naturligvis slet ikke malet med den ynde og kreative lethed som kendetegner disse orientalske traditioner -  traditioner som blandt andet også er stærkt præget af at alle fra barnsben lærer at male skrifttegnene med tuschpensler,

   Alligevel er de her rødhalse malet væsentligt hurtigere og lettere end mine tidligere fugle-akvareller. 

   Så jeg er kommet videre i teksten!

Min lyst og fornøjelse ved at stilistisk og motivisk at læne mig op ad kinesisk og japansk malerkunst, fik et boost da jeg lige efter nytår genså den tyske spillefilm "Når kirsebærtræerne blomstrer" på DVD. 

   En fantastisk gribende film - også ved gensynet. Den aktiverede blandt andet erindringerne fra min og fruens 10 dages Japan-tur for 4-5 år siden. Rejsen foregik om foråret netop mens de ikoniske kirsebærtræer blomstrede overalt hvor vi kom. 

   Filmen og erindringsbillederne provkerede mig til at se om jeg kunne finde ud af at male lyserødt blomstrende japanske kirsebærtræer. Så det lignede!

   Her fandt jeg tre-fire instruktionsvideor på YouTube af forskellige dygtige akvarelmalere - videoer der viste en række tricks og tips til hvordan man kunne opnå illusionen af blomstrende kirsebærgrene. Og ud fra dem prøvede jeg så to forskellige teknikker: en tørt-på-tørt og en vådt-i vådt.

   Men undervejs i søgningen faldt jeg over en YouTube-video der de første par minutter viste hvor hurtigt og nemt man kunne male grønt løv på træer så det så på en gang naturalistisk og poetisk ud - et teknisk tip der var meget beslægtet med det jeg havde lært af den illustrerede tyske børnebog: 

   Her kommer alle mine tre japansk-inspirerede natur-akvareller fra januar 2015:

Det sidste er jeg stærkt tilfreds med.

Lige op til Jul ville jeg gentage successen fra sidste år - og male et eller flere snelandskaber. Hvordan det forløb, fortæller jeg om i det følgende indlæg om akvarelmaleriets mysterier. 

New York, New York (3) - MOMA vs The Noguchi Museum - og andre historier om kunstmuseer og deres udstillinger

Når man er turist i en million-storby som New York, så er museumbesøg noget af det der helt naturlig står højt på listen af det man bare må gøre. Specielt hvis man er optaget af kreativitet i alle dens former og udtryk.

   Museumsbesøg har imidlertid også en helt særlig plads i mit hjerte og min mentale baggage. Og New York har nogle af verdens mest internationalt kendte kunstmuseer, så hvad skulle vi vælge da vi besøgte byen i slutningen af september i år?

   Da vi også skulle rundt og opleve helt andre sider af New York på vores 10 dages besøg, så blev det "kun" til at vi tog en besøgsrunde til følgende kunstmuseer og -samlinger:

- The Noguchi Museum
- Museum of Moderen Art (MOMA)
- The Frick Collection

Den største oplevelse gav - mod forventning - besøget på The Noguchi Museum. Navnet Noguchi kendte jeg fra nogle berømte designermøbler, blandt andet dette sofabord:

Men derudover vidste jeg ikke noget om ham som kunstner. Wikipedia fortæller:

Isamu Noguchi, November 17, 1904 – December 30, 1988) was a prominent Japanese American artist and landscape architect whose artistic career spanned six decades, from the 1920s onward. Known for his sculpture and public works, Noguchi also designed stage sets for various Martha Graham productions, and several mass-produced lamps and furniture pieces, some of which are still manufactured and sold.

   In 1947, Noguchi began a collaboration with the Herman Miller company, when he joined with George Nelson, Paul László and Charles Eames to produce a catalog containing what is often considered to be the most influential body of modern furniture ever produced, including the iconic Noguchi table which remains in production today. His work lives on around the world and at the Noguchi Museum in New York City.

Han er internationalt kendt for ikoniske kæmpeskulpturer, blandt andet den her røde terning med hul igennem og balancerende på en spids - en skulptur som stod på en plads i East Village ikke langt fra hvor vi boede på East 7th Street:

Noguchi-museet ligger ikke på Manhatten, men i Queens, tæt ved Hudson-floden i en tidligere industribygning.

Alle udstillingsrummene er fyldt med hans smukke abstrakte og organiske stenskulpturer der for de flestes vedkommende lever af spændingsforholdet mellem slebne glatte flader og mere ru og rå flader:

I tilknytning til museumsbygningen var der et indhegnet haveanlæg - der smukt kombinerede træer, revet grus og en række af Noguchis skulpturer - nærmest essensen af stiliseret japansk og  zen-funderet havekunst:

Noguchi er i øvrigt også repræsenteret med en skulptur i vores vores danske Louisianas skulpturpark: "The Queen of Spades" fra 1986:

Besøget på Noguchi-museet var uden tvivl New York-turens kunstneriske og æstetiske højdepunkt.

Til gengæld var Museum of Modern Art (MOMA) lidt af en skuffelse. På en måde.

    Man så en masse eksempler på absolutte mesterværker inden for moderne malerkunst fra impressionismen og fremefter   - og også en flot og imponerende samling af de helt stor amerikanske modernister var udstillet der, blandt andet med store værker af nogle af de kunstnere jeg faktisk husker fra mit ophold i 1961-62: Jackson Pollock, Dekooning, Andy Warhol. 

   Men formidlingen var faktisk elendig. Efter mange besøg på Ordrupgaard og Louisiana er man blevet forvænt med at de udstillede værker sættes i en eller anden interessant uddybende tematisk eller kulturhistorisk kontekst.  

   MOMAs udstillingslokaler virkede pakket - 'crowded'. Det var som om malerierne kæmpede om opmærksomheden. Og det enkelte kunstværk var kun ledsaget af et minimum af oplysninger. Ellers var kronologi det eneste strukturerende princip.

Der har sikkert være ophængt malerier for flere milliarder kroner. Og selvfølgelig var det stor kunst man fik lov til at opleve 'live'. Alle malerierne var jo mesterværker i topklasse, billeder som man ellers kun kendte fra kunstbøgerne. 

   Her hang de side om side, vægfuld efter vægfuld. 

   Et lille udvalg fra en enkelt sal kan illustrere kvaliteten:

Dali

Miro

Léger

Modigliani

Chagall

Picasso

Henri Rousseau.

Gaugin

Ja, WAU. Men det blive ligesom stikkende i halsen.

The Frick Collection var det tredje kunstmuseum i New York vi besøgte i denne omgang. Det kendte jeg slet ikke til hjemmefra, men vores guidebøger anbefalede det kraftigt.

   Og det var virkelig en fin oplevelse - ikke mindst på grund af den smukke jugend-/art deco-bygning som af rigmanden Henry Clay Frick var blevet bygget som privatbolig, og som samtidig var designet og specialindrettet til at være en superæstetisk ramme og baggrund for hans imponerende samling af europæisk klassisk kunst:

Wikipedia fortæller:

Frick Collection er et kunstmuseum på Manhattan i New York i USA. Det er i et palæ tegnet af Thomas Hastingsog opført i 1913-14 på vegne af Henry Clay Frick (1849-1919). Bygningen blev ændret og udvidet af John Russell Pope i de tidlige 1930'ere for at gøre det til en offentlig institution. Det blev åbnet som museum den 16. december 1935.

   Muset er et af de mere fremstående mindre kunstmuseer i USA med en lille, men særdeles vigtig samling af malerier af europæiske mestre og værdifulde møbler. Malerierne er stor set ophængt efter Fricks anvisninger, og nyyindkøbte værker passer ind i den eksisterende samling.

   Samlingen indeholder nogle af de bedst kendte malerier af de største europæiske kunstnere, såvel som en mængde skulpturer og porcelæn. Der er også franske 18. hundredtals møbler, limoges emaljer og orientalske tæpper. Efter Fricks død udvidede hans datter Helen Clay Frick(1888-1984) samlingen med en tredjedel nye numre.

   I alt indeholder samlingen mere end 1.100 kunstværker fra renæssancen til slutningen af det 19. århundrede.

Man kan vel nærmest sammenligne det med vores eget Glyptoteket som har en tilsvarende oprindelseshistorie.

   Også på Frick-museet oplevede man en lang række mesterværker 'live', billeder som man ellers kun havde kendt fra illustrationerne i tykke bogværker om kunstens historie. Men på grund af den æstetiske ramme, bekæmpede mesterværkerne ikke hinanden, og den samlede oplevelse var meget mere tilfredsstillende end den man fik på MOMA.

  

Vi besøgte også et andet museum på Manhatten: National Mueseum of The American Indian, New York-afdeling, et fint museum som havde en omfattende samling og udstilling af indiansk kunst.
   Det havde også til huse i en meget smuk jugendbygning fra 1906, oprindeligt bygget som hovedkontor for New Yorks havnetoldmydigheder:

Hverken MOMA eller Noguchi-museet fandtes den gang i 60´erne da jeg var udvekslingsstudent i New York og boede hos en varm og kærlig jødisk familie hvor faderen var meget interesseret i moderne amerikansk kunst som boomede i den periode.

   Jeg husker at jeg den gang besøgte Guggenheim-museet (som jeg har skrevet mere om i mit andet New York-indlæg om ikonisk arkitektur i byen):

Den arkitonisk unikke bygningen husker jeg tydeligt. Den et virkelig stærkt indtryk, både udefra og indeni, på en kunstinteresseret 17-årig dreng fra København. Men hvad de udstillede den gang jeg besøgte det, har jeg ingen erindring om.

Jeg besøgte også den gang det overvældende The Metropolitan Museum of Art, USAs største museum - i top ti blandt museer på verdensplan.

    Igen erindrer jeg ikke indholdet af udstillingen så mange år efter. Og dog! Et enkelt maleri gjorde så stærkt et indtryk at jeg altid siden på et split sekund har kunne genkalde mig det på den indre skærm. Det her af Salvador Dali:

Crucifixion (Corpus Hypercubus). 1954

Jeg skrev i indledningen at museer og museumsbesøg havde en særlig plads i mit hjerte og min mentale bagage. Og det er rigtigt. Det er noget som har været en ikke uvæsentlig del af mit liv siden jeg var helt ung.

   Faktisk fra jeg var teenager har jeg været en ivrig mueseumsgæst inden for et bredt felt af fagområder: etnografi, geologi, naturhistorie, astronomi, malerkunst, arkæologi, historie.

   I København hvor jeg boede fra jeg var 14, besøgte jeg jævnligt Statens Museum for Kunst, Glyptoteket, Naturhistorisk museum, og - ikke mindst: Nationalmuseet.

   Mine faglige interesser skiftede fokus ganske meget i de år: geolog, etnograf, kunstmaler, digter, historiker - og til det som det så endte med: det akademiske studie af dansk sprog og litteratur.

   Og ofte var indgangen til interessen for de forskellige fagområder udsprunget og stimuleret af  fascinationen fra tidligere års hyppige museumsbesøg.

   Men jeg mistede aldrig helt interessen for de fagområder der hen ad vejen røg ud af fokus - og jeg abonnerede i mange år på flere populære - ofte flot illustrerede - faglige magasiner og tidsskrifter. Selv idag abonnerer jeg stadig på "Illustreret Videnskab".

Derfor husker jeg også klart min fascination og optagethed ved mødet med flere fantastisk flotte museumsudstillinger i Washington, hovedstaden i USA, da jeg i 1962  besøgte byen i flere omgange.

   Dels var jeg i hovedstaden en uges tid sammen med mine high-school klassekamerater om foråret, og dels opholdt jeg mig der også nogle dage sammen med min jævnaldrende årgang af "foreign exchange students" som en fælles afslutning på vores år i USA.

   Ud over alle de berømte historiske monumentale bygningsværker og udendørs skulpturer man tit har set i amerikanske film, så er der ét museum der er helt centralt når man besøger Washington: 'The Smithsonian'.  Og jeg mindes stadig den særlige ærefrygt der prægede lærernes stemmeføring når 'Smithsonian' blev introduceret og omtalt for os elver.

Den gang besøgte jeg tre Smithsonian-museer: The National Museum of American History, The National Air and Space Museum og The National Museum of Natural History.

   I en dansk avis' rejseartikel kunne man læse følgende om dette ´kæmpekompleks af et nationalmuseum:

Kongressen godkendte i 1846 en lov om Smithsonian Institution, som i dag har udviklet sig til 19 museer, gallerier og en zoologisk have og ni forskningsinstitutter i Washington, New York og staten Virginia. 168 museer i 39 stater, Panama og Puerto Rico er tilknyttet Smithsonian.

´  14 af museerne i Washington og informationscentret i slottet er placeret ved eller i nærheden af Mall'en. Carl Hart fortæller, at Smithsonian Institution har i alt 137 millioner genstande, og »at det vil tage 4.000 dage at se og læse alt, og så er det kun 10 procent, som er udstillet. Resten er opmagasinet«.

Det som et museum skal og gør er at give syn for sagn og levere visual proof for det fagområde museet skal formidle. Og der er tre indtryk som står klart tilbage i erindringen fra besøgene fra for mere end 40 år siden:

   Dels de gamle flyvemaskiner i original som stod eller var ophængt overalt i nogle kæmpe udstillingshaller:

Dels 'left overs' fra USA´s satelit- og rumraketprogram som de i de år udviklede i konkurrence med sovjetunionen:

Og endelig de smukt belyste og flot iscenesatte panoramaer der viste livagtigt udstoppede eller rekonstruerede dyr placeret i naturtro omgivelser -  på engelsk kaldet 'dioramaer':

Dioramaer var også det der gjorde størst indtryk på mig i denne omgang da vi i september i år besøgte det tilsvarende naturhistoriske museum i New York: The American Museum of Natural History - som fx de her:

Dioramaer med en så betagende visuel illusions- og fascinationskraft synes jeg man med fordel kan opfatte som en slags hypernaturalistiske installationer - altså som en særlig slags kunst. 

   Det emne vender jeg tilbage til senere.