'Thinking Fast and Slow' (3) - lemmingeeffekt og selvsving - om betydningen af 'kognitiv lethed' for journalistikken

Journalistik lever af at fortælle nyt der også er sandt. Og et af de vigtigste positive nyhedskriterier er at kunne bringe væsentlige solohistorier.  

   Idealet for en journalist og en redaktion er at skille sig ud fra mængden, gøre en forskel, og være original og selvstændig i sin dækning af virkeligheden, og formidle sine historier på en måde der overrasker og er anderledes.    

   Journalistikken og professionen er underlagt en fælles, men ofte underforstået og uudtalt kreativitetsforventning

Ikke desto mindre har vi m gang på gang især i de senere år oplevet hvordan journalisterne løber i flok efter samme nyhedshistorier, som de i den grad overfodrer offentligheden med, historier som de så også vinkler på samme måde, og hvor der når det kommer til stykket ikke er noget rimeligt forhold mellem omfanget af dækningen og historiens væsentlighed. 

   Det sidste eksempel vi har oplevet, er sagen om kulturminister Uffe Elbæks påståede nepotisme og kammerateri som endte med at han "smed håndklædet i ringen" og gik af som minister i går.

Det interessante er at der er tale om nogle tilbagevendende selvforstærkende kognitive og sociale mekanismer som metaforisk omtales som "mediestorme". 

    Og lige så sikkert og forudsigeligt er det, at når "stormen" har lagt sig, kommer der ganske mange selvkritiske undertiden også lidt flove kommentarer og analyser i de selvsamme medier som har bidraget aktivt til 'stormen'.  

   Retorisk spørger man igen og igen: Hvordan kunne det dog gå så galt? Hvad gik der af os?

   I den forbindelse bringes andre metaforer i spil: Journalisterne har været ofre for 'lemminge-effekten' eller 'lemming-defekten', pressen er gået i 'selvsving'.

Hvordan kan man forklare at de redaktionelle miljøer og deres mange journalister i den grad svigter deres kreativitets-ideal? 

   I lyset af de tanker og teorier som fremsættes i bogen "Thinking Fast and Slow' af Daniel Kahneman, så forekommer det klart at "stormene" er et resultat af den 'tænkning' der i bogen omtales som 'System 1's måde at opererer på, mens de selvkritiske mentale tømmermænd som luftes i professionens egne rækker når stormen har lagt sig, er et System 2-fænomen. 

   Og for lige at repeterer om de to systemers måder at tænke og operere på:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Forklaringen ligger efter min mening i det fænomen som Kahneman karakteiserer som 'cognitiv ease', og som tilegnes et helt selvstændigt kapitel i bogen. 

   'Cognitive ease' kendetegner System 1-tænkning, idet det system så vidt muligt følger den mindste modstands vej - og dermed også den hurtigste - når noget skal besluttes, bedømmes, kategoriseres. 

   Det modsatte - 'cognitive strain' - indebærer at bolden spilles videre til System 2 til nærmere bevidst inspektion og mere anstrengende og tidkrævende "processing".

Kahneman introducerer begreberne ' cognitive ease' og 'strain' sådan her:

Whenever you are conscious, and perhaps even when you are not, multipl computations are going on in your brain, which maintain and update current answers to some key questions: Is anything new going on? Is there a threat? Are things going well? Should my attention be redirected? Is more effort needed for this task? You can think of a cockpit, with a set of dials that indicate the current values of each of these essential variables. The assessments are carried out automatically by System 1, and one of their functions is to determine whether extra effort is required from System 2.

   One of the dials measures cognitive ease, and its range is between “Easy” and “Strained": Easy is a sign that things are going well - no threats, no major news, no need to redirect attention or mobilize effort. Strained indicates that a problem exists, which will require increased mobilisation of System 2. Conversely, you experience cognitive strain. Cognitive strain is affected by both the current level of effort and the presence of unmet demands. The surprise is that a single dial of cognitive ease is connected to a large network of diverse inputs and outputs. 

Kahneman sammenfatter i det følgende skema en række forhold der som input fremmer 'cognitive ease': dette at noget opleves igen og igen, dette at noget udtrykkes klart og tydeligt, dette at noget er forvarslet, og simpelt hen dette at ens stemning er positiv.
   Og 'cognitive ease' udløser så på sin side så forskellige positive 'fornemmelser': 'velkenthed', 'sandhed', 'velvære', 'ubesværethed':

Wikipedia har en anden betegnelse for det samme: 'processing fluency', og henviser med noter til mange af de samme forskningsresultater som Kahneman i sit kapitel om 'cognitive ease' bygger på:

Processing fluency is the ease with which information is processed in the mind. The ease with which perceptual stimuli are processed is perceptual fluency; the ease with which information can be retrieved from memory is retrieval fluency.[1]

   Research in psychology has shown that processing fluency influences different kinds of judgments. For instance, perceptual fluency contributes to the experience of familiarity.    A stimulus that has been repeatedly presented before will be processed more fluently. Therefore, people sometimes take fluency as an indication that a stimulus is familiar in cases where fluency does not stem from familiarity.[2] Later research observed that high perceptual fluency increases the experience of positive affect.[3] Research with psychophysiological methods corroborated this positive effect on affective experience: easy-to-perceive stimuli were not only judged more positively but increased activation in the zygomaticus major muscle, the so-called "smiling muscle".[4] The notion that processing fluency is inherently positive led to the processing fluency theory of aesthetic pleasure[5], and it has been used to explain people's negative reactions towards migrants, who appear to be more difficult to process than nonmigrants.[6] (processing fluency explanation of prejudice against migrants)

   Other studies have shown that when presenting people with a factual statement, manipulations that make the statement easier to mentally process—even totally nonsubstantive changes like writing it in a cleaner font or making it rhyme or simply repeating it—can alter judgment of the truth of the statement, along with evaluation of the intelligence of the statement's author.[7] In one study, people were more likely to judge easy-to-read statements as true.[8] This means that perceived beauty and judged truth have a common underlying experience, namely processing fluency. Indeed, experiments showed that beauty is used as an indication for the correctness of mathematical solutions. This supports the idea that beauty is intuitively seen as truth.[9] Processing fluency may be one of the foundations of intuition.[10]

Ligesom citatet her taler om 'the processing fluencey thory of æesthetic pleasure', kan man i analogi hermed formulere 'the processing fluency theory of journalistic pleasure'. Den teori kan formuleres sådan her:

Journalistiske historier som i særlig grad lever op til de skabeloner og frames som er fælles for journalister når de vælger og prioriterer historier, er nemme at lave (='cognitive ease'), gør journalisterne i godt humør, overbeviser dem om sandheden i historierne, og får alle medlemmer af professionen til at nyde deres job og føle sig som rigtige journalister. 

Et af kendetegnene på kreativitet er at man modarbejder eller undgår såkaldt "nemme løsninger". En kreativ person er typisk en såkaldt "Rasmus modsat" - en der hver gang noget ser for nemt og indlysende ud, siger til sig selv - eller til omverdenen: Hvad nu hvis det modsatte var tilfælde? Hvad nu hvis man så det fra den modsatte synsvinkel? Hvad nu hvis man stillede spørgsmålet på hovedet?

   Blandt kreativitetsteknikker nævner man også ofte det der kaldes negativ brainstorm, hvorved man brainstormer på den negative udgave af det spørgsmål som man egentlig vil have svar på. Fx på et seminar for journalister vender man spørgsmålet: Hvordan får vi flere abonnenter og fastholder dem vi har?  - til spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at skræmme vores abonnenter væk?

Jeg har også i tidligere blogindlæg været inde på at kreativitet forudsætter en eller anden form for modstand eller udfordring. Der skal foreligge et problem eller en opgave som ikke lader sig løse med de midler, teknikker eller procedurer som man plejer at bruge.

    Såkaldt 'kreative restriktioner' er eksempler på begrænsninger der yder modstand mod konventionelle fremgangsmåder. 

   I alle tilfælde er kreativitet i journalistikken forbundet med det modsatte af 'cognitiv ease', nemlig 'cognitive strain' der nødvendiggør System 2-bearbejdning.

'Thinking Fast and Slow' (2) - om publikums-reaktioner på Mahso-dokumentaren og TV-A-indslag om unge abort-mødre

Jeg har for nylig været i biografen og set hele to fantastisk gode film: 'De Urørlige' og 'Operation Argo'. 

    Når jeg forlod biografsalen under musikudtoningen og rulleteksterne, var jeg efter 'De Urørlige' opstemt, glad, mine smilemuskler var ømme, jeg så kærligt på mine medpublikummer og havde fysisk en varm følelse i maven. 

   Efter 'Operation Argo' - stod sveden mig på panden, mit hjerte bankede, jeg havde det som om jeg havde kørt med rutsjebane - hvad jeg ikke kan lide, og dog godt kan nyde - bagefter. Og først da rulleteksterne gled over lærredet åndede jeg lettet op og slappede af.

I begge tilfælde vidst jeg på forhånd at historien "endte godt", og at de medvirkende alle var skuespillere. Men trods denne min forhåndsviden, så lykkedes det begge film - i kraft af en perfekt gennemført dramaturgiske konstruktion - lige efter bogen, kan man sige - at engagere mig og forføre mig, så jeg glemte tid og sted og mit bevidste jeg, mens min krop og hjerne fysiologisk levede med i filmens scener og forløb som havde det været virkeligt.

   Bagefter kunne jeg, sammen med fruen, genkalde mig forskellige scener og analysere hvad i dem og deres sammenhæng og i redigeringen af scener og klip der havde ført til det selforglemmenede flow som vi havde oplevet. 

I den forløbne uge er der mindst to tv-formidlede fakta-historier som har givet anledning til kraftig debat, både blandt menigmand, eksperter og politikere. Følelsesladet debat.

   Det var historien om den adopterede pige fra Ethiopien, Masho og hendes ulykkelige skæbne i Danmark efter adoptionen, en skæbne der indtil videre endte med en anbringelse på en institution. Fortalt gennem en dokumentar på TV2: 'Mercy mercy - Adoptionens pris', instruktør Katrine W. Kjær.

   Og det var historien som TV-A bragte om unge mødre der af socialrådgivere angiveligt blev truet til at abortere - truslen var at hvis ikke de gjorde det ville kommunen alligevel tvangsfjerne barnet.

Reaktionerne i offentligheden og på de sociale medier, har i begge tilfælde været stærke, med trusler på livet til adoptionsforældrene, og meget hadske udfald mod landets socialrådgivere.

I begge tilfælde er reaktionerne også - ligesom ved de to spillefilm - et resultat af effektive dramaturgiske konstruktioner. I kraft af at instruktører og tv-journalister dygtigt og professionelt gennem fortælling og redigering spiller på vores spejlneuroner og deres direkte adgang til den del af hjernen som producerer sorg, vrede, angst, afsky, så bliver seeren forført til en stærkt følelsesladet oplevelse, en oplevelse som har karakter af en slags automatreaktion. Og de reagerer med hadske og fjendtlige udtalelser. 

   Som i øvrigt nu i kraft af de sociale medier stort set ucensureret kan komme ud i offentligheden.

Min egen reaktion var blandet. Jeg reagerer umiddelbart som alle andre, men fordi jeg har undervist i og analyseret dramaturgisk konstruktionspricipper i film og på tv igenne mange år, så er jeg også delvist vaccineret mod at tage nogen som helst direkte konsekvens af de følelser som jeg umiddelbar overvældes af. Men de aktiverede følelser kan jeg ikke sådan løbe fra eller ryste af mig.

Jeg synes at teorien om de to mentale systemer, System 1 og System 2, som beskrives og udfoldes i Daniel Kahnemans bog 'Thiking Fast and Slow' her kan bidrag med indsigt i og perspektivering af hvad det er der foregår. 

Systemerne kan i kort begreb sammenfattes sådan:

System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious

System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

De to systemer arbejder somme tider sammen, men for det meste er det system 1 der kører med klatten, mens system 2 dovner den. System 1 er funderet i nogle evolutionært udviklede biologiske overlevelsesmekanismer, som gør at vi et snapsekundt - og hele tiden - ubevidst drager slutninger, bedømmer, kategoriserer, tager stilling, træffer afgørelser ud fra umiddelbare og spontane indtryk. 

   Og det er ofte 'judgements' af den helt elementære art: X er godt, positivt, rart - eller: X er ubehageligt, irriterende, afskyvækkende.

Denne grafiske model af de to systemer og deres samspil i vores tænkning, kan ses i stor størrelse på en blog som delvis interesserer sig for samme temaer som denne. Her et link:

http://sparkingthinkibility.blogspot.dk/2012/10/reasoning-versus-intuition.html

System 1 reagerer ud fra den grundantagelse at "What You See Is All There Is" præcis fordi det skal gå nemt og hurtigt at komme til en konklusion. 

     Og det er lige præcis den viden dramaturgien og dens dirigenter udnytter. Både i de rigtig gode og berigende spillefilm, og i produktionen og redigeringen af et casebaseret tv-indslag, eller en human interest-dokumentar. 

   I forbindelse med spillefilmene er det jo rigtigt, at viden om hvad der er udeladt, klippet bort og hvordan den i øvrigt er produceret, kun vil virke forstyrrende på oplevelsen. Det er ofte det der kendetegner den dårlige film, at der er "løse ender", "darlings" som ikke er blevet "killed", synlige brud i handlingslogikken.

I forbindelsen med tv-indslag som det om de aborterende mødre under pres, eller om den ulykkelige Masho der er ulykkelig og længes, er det imidlertid ikke nødvendigvis en god ting at vi holdes i uvidenhed om kontekst, fraklip, og bagvedliggende sammenhænge . Tværtimod. Det kan være farligt.

   Specielt er det farligt hvis vi ikke straks efter den umiddelbar oplevelse af vrede og forargelse, aktiverer system 2 og får dette mentale operativsystem til at overveje hvad kan der være af "fornuftige og rimelige forklaringer og uudtalte motiver" til at de forskellige medvirkende - både dem vi ser og dem vi ikke ser - handler som vi oplever det på  skærmen eller lærredet. Og så derefter slå de afkølende reflekterende bremser i.

Der er videre det problem at selv hvis vi på den måde aktiverer System 2, så kan vi stadig godt sidde fanget i de oprindelige følelser som System 1 har aktiveret. Og de følelser lagres i hukommelsen sammen med med den umiddelbare oplevelse. 

   Daniel Kahneman illustrerer den pointe med følgende kendte eksempel på optiske illusioner:

Uanset om vi aktiverer system 2 der kan måle sig frem til at de 2 eller 3 figurer i hvert billede er lige store, så fjerner det ikke System 1's umiddelbare bedømmelse der siger at den forreste skikkelse er mindre end den(de) bagved. 

Kahneman har en anden vigtig pointe her, som han udfolder i et kapitel med titlen 'Answering an Easier Question'. 

   Han beskriver her hvordan vi typisk danner os intuitive meninger om komplicerede spørgsmål. 

   Det gør vi ved mentalt - og ubevidst - at erstatte - substituere - de besværlige og tidkrævende spørgsmål som kræver System 2's aktive tidkrævende medvirken,  med nogle som det er nemt og hurtigt at at besvare - og som System 1 kan klare her og nu.

Han kalder de oprindelige spørgsmål for "target questions" (TQ) og de substituerede spørgsmål for "heuristic questions" (HQ). Og det typiske heuristiske spørgsmål som det er nemt at besvar, er: Hvordan føler jeg - hvad er mit umiddelbare indtryk? 

  Kahneman giver følgende eksempler:

TQ: How much would yo contribute to save an endangerd species?  >>>  HQ: How much emotion do I feel when I think of dying dolphins?

TQ: How hapy are you with your life these days?  >>>  HQ: What is my mood right now? 

TQ: How popular will the president be six months from now?  >>>  HQ: How popular is the president reight now?

TQ: How should financial advisers who pry on the eldely be punished?  >>>  HQ: How much anger do I feel when I think of financial predators?

TQ: This woman is running for the primary. How far will she go in politics?  >>>  HQ: Does this woman look like a political winner?

Og Kahneman forklarer videre idet han bruger metaforen 'det mentale haglgevær' om System 1:

The mental shutgun makes it easy to generate quick answers t difficult questions without imposing much hard work on your lazy System 2. The right-hand counterpart of each of the left-handed questions is very likely to be evoked and very easily answered. Your feelings about dophins and financial crrooks, your current mood, your impressions of the political skill of teh primary candidate, or the current standing of the president will readily come to mind. The heuristic questions provide an off-the-shell answer to each of the difficult target questions. 

Det næste skridt er så at matche svaret på det heuristisk spørgsmål med det oprindeligt 'target'-spørgsmål, og det sker ved en anden System 1-operation: 'intensity matching' - hvor man overfører værdierne fra en skala i det heuristiske spørgsmål til værdierne i 'target-spørgsmålet. 

Recall that both feelings and contribution dollars ar intensity scales. I can feel more or less strongly about dolphins and there is a contribution that matches the intensity of my feelings. The dollar amount that will come to my mind is the matching amount. Similar intensity matches are possible for alle the questions.

Lad os herfra vende tilbage til casebårne tv-indslag og dokumentarer der gør det meget nemt for pbulikums System 1 at tage stilling emotionelt.

   Det er klart at den seriøse - ikke sensationsjagende - journalist eller dokumentarinstruktør har som mål at publikum og offentligheden skal debattere og reflekterer over de komplicerede 'target'-spørgsmål som deres historie rejser. 

   Men her kan den effektive affektskabende dramaturgi komme i vejen, så publikum i kraft af den substituterer disse 'target'-spørgsmål med tilsvarende heuristiske spørgsmål. 

   Hvorefter System 2 aldrig kommer længere end at matche svarene på de lette emotionelle spørgsmål - og stopper der. 

At debatten derefter i medierne de følgende dage delvis kører på system 2´s præmisser, bremser ikke det store flertals umiddelbare reaktioner som kommer til udtryk på facebook og andre kommentarfora på nettet: De ond adoptivforældre burde skydes! De onde socialrådigvere burde hænges! 

Selv om instruktøren til filmen om Masho allerede er indstillet til en pris for sin dokumentar, og selv om TV-A-redaktionen har været stolte af historien om de unge mødre som følte sig presset til abort, så er det for mig klart at de usendelsesansvarlige redaktioner og institutioner har et ansvar som man godt kan kritiserer dem for ikke at leve op til.

'Thinking Fast and Slow' (1) - journalistik om indvandrerdrenge i Daniel Kahnemans optik

I det foregående indlæg om framing og Politikens artikler om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og kriminelle tilbøjeligheder, introducerede jeg Daniel Kahneman og hans bog 'Thinking Fast and Slow'.

   Her er linket til indlægget, hvis du ikke har læst det:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.html

Men hvem er Daniel Kahneman, og hvad har har fået nobelprisen for?
   Engelsk Wikipedia:

Daniel Kahneman (Hebrew: דניאל כהנמן‎) (born March 5, 1934) is an Israeli American psychologist and winner of the 2002 Nobel Memorial Prize in Economic Sciences. He is notable for his work on the psychology of judgment and decision-making, behavioral economics and hedonic psychology.

I sin bog om 'at tænke hurtigt og langsomt' skelner Kahneman mellem to mentale 'operatativsystemer' som på hver deres specifikke og meget forskellige måde vurderer indtryk, foretager afgørelser og drager slutninger ud fra sproglige såvel som ikke sproglige perceptionelle input:    

- System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
- System 2 allocates attention to the effortful mental activities that demand it, including complex computations. The operation of System 2 are oftne associated with the subjectiv experienc of agency, choice and concentration.

System 1 er det som 'tænker hurtigt', en proces der hovedsagelig foregår ubevidst og intuitivt, og hvor tænkningen kører på automatpilot gennem udtrådte associationer, og  ofte er styret af følelser; og når System 1 når til en afgørelse eller drager en slutning, så går det lynhurtigt, og vi er ikke i tvivl om sandheden eller rigtigheden af afgørelsen eller slutningen. 

   System 2 tænker langsomt, tænkningen er bevidst, kræver mentale anstrengelser og tager tid, og dette system aktiveres relativt sjældent, og først når vi er usikre, kommer i tvivl og møder modstand. Og så har det den kedelige egenskab at det er "dovent".

Wikipedia har et udmærket resume af det to systemer i stikord:

In the book's first section, Kahneman describes the two different ways the brain forms thoughts:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Kahneman covers a number of experiments which purport to highlight the differences between these two thought processes, and how they arrive at different results even given the same inputs. Terms and concepts include coherence, attention, laziness, association, jumping to conclusions and how one forms judgements.

Det er 'System 1' der er "hovedpersonen" i Kahnemans bog, men han bruger også mange sider og eksempler på hvordan de to systemers tænkning influerer på hinanden - bl. a. via begreberne 'bias' og  såkaldt 'heuristiske tommelfingerregler'.

I den første del af bogen udfolder han forskellen på de to 'systemer'. 

   Han viser hvordan 'den associative hukommelse' som er kernen i System 1´s måde at operere på, hele tiden konstruerer sammenhængende fortolkninger af hvad der sker i vores omverden i ethvert givet øjeblik. 

    Kahnemans mål  med det afsnit i bogen er, skriver han...

... to give a sense of the complexity and richness of the automatic and often unconcious processes the underlies intuitive thinking, and of how these automatic processes explain the heuristics of judgment. A goal is to introduce a language for thinking and talking about the mind.

Og for mig har det været i den grad en øjenåbner, fordi det kompletterer de mange indlæg jeg har skrevet om det positive ved intuitiv tænkning - som udtryk for "tavs viden" i forbindelse med kreativitet, og om betydningen af den højre hjernehalvdel i sammenhæng med en lang række kreative kognitive processer der er centrale for ideudvikling - fx. på redaktioner og i den enkelte journalists hjerne. 

Endelig synes grundtankegangen hos Kahneman at stemme smukt overens med Tim Gallweys teori om sindets to slags 'selv': Self 1 og Self 2 - der interagerer i 'the inner game' når folk skal lære nyt inden for en række færdighedsområder som golf, tennis, skiløb, ledelse, skrivning m.v. 

   Men de teoretiske fremstillnger stemmer overens på den lidt paradoksale måde at 'System 1' svarer til 'Self 2' - og 'System 2' svarer til 'Self 1'. 

  Og mens Tim Gallwey har været optaget af at hvordan man gennem coaching kan svække indflydelsen af det reflekterende og bekymrede 'Self 2´s forstyrrende indflydelse på Self 1'´s gnidningsfri funktion og udvikling, så har Daniel Kahneman fokus på hvornår System 1 tager fejl, og hvordan disse fejl influerer forstyrrende og misvisende på på System 2´s tænkning.

Et af de principper som System 1 følger, er det Kahneman kalder princippet om ...

What You See Is All There Is 

What You See Is All there Is-princippet siger at vi hele tiden automatisk drager mentale og emotionelle konklusioner fra de input vi får her og nu - uanset mængde/antal og kvalitet. Og vi kan ikke lade være.
   Og får vi kun få input, så konstruerer system 1 på et split sekund konklusioner på det der er til rådighed - for system 1 er udviklet gennem vores biologiske evolution til at  levere overlevelsesegnede vurderinger og -bedømmelser i enhver situation hvor det skal gå hurtigt.
   Kahneman forklarer om samspillet mellem System 1 og System 2:

The combination of a coherence-seeking System 1 with a lazy System 2 implies that System 2 will endorse many intuitive beliefs, which closely reflect the impressions generated by System 1. Of course, system 2 also is capable of a more systematic and carefull approach to evidence, and of following a list of boxes that must be checked before making af decision - think of bying a home, when you deliberately seek information that yo don´t have. However, System 1 is expected to influence even the more careful decisions. Its input never ceases. (...)
   System 1 is radically insensitive to both the quality and the quantity of the information that gives rise to impressions and intuition. 

What You See Is All There Is-princippet styres af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af for System 1: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen/efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.
   Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, så trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".
   Og derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med konklusioner og dertil hørende følelser ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Princippet som sammenfatter den måde denne anden mentale 'maskine' fungerer på, og som på mange måder sammenfatter første del af bogens mange pointer, fortjener en forkortelse på grund af dets gennemgående betydning, synes Kahneman:

Jumping to conclusions on the basis of limited evidence is so important to understanding of intuitive thinking, and comes up so often in this boook, that I will use a cumbersome abbreviation for it: WYSIATI, which stands for what you see is all there is. 

Tilbage til artiklerne om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, formidlet til offentligheden gennem topprioriterede nyhedsartikler i Politiken i sidste uge.

Man kan sige at de er et smukt illustrerende eksempel på det Daniel Kahneman beskriver som System 1´s 'thinking fast': Udbredte og veletablerede mentale frames bekræftes tilsyneladende problemløst og gnidningsfrit af objektive og indiskutable tal fra institutionelle autoriteter og ekspert-undersøgelser.      
   Og det er ikke en enkelt isoleret journalist der vinkler og skriver artikler ud fra System 1´s 'hurtige tænkning', det er det samlede redaktionelle journalistiske system: redaktionen og redaktionscheferne der er følger den vej: "Vi har solohistorier, vi har forsidehistorier. Wau!"

"Jumping to conclusion on the basis of limited evidense", er præcis hvad Politikens indvandrerdrenge-artikler og deres ophavsmænd gør. Og de gør det ud fra de informationer der foreligger - idet de følger de associationsbaner, her altså frames, som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand. 
    Og tilsvarende for læserne: De drager konklusioner og generaliserer automatisk ud fra WYSIATI-princippet via de associationsbaner som yder mindst kognitiv modstand. Og det er i høj grad rubrikkerne og underrubrikkerne der primer forståelsen af resten af artiklerne.

Det er først med den interne efterkritik og derefter læsernes redaktørs klumme at System 2´s bevidste kontrollerende tænkning - 'thinking slow'- er blevet vækket og er gået i aktion - lidt modvilligt og med et pænt tidsmæssigt efterslæb der gør at skaden i offentligheden fra 'den hurtige tænkning' for længst er sket.

   Samme historie som vi i øvrigt på DR 1 fik demonstreret i fem udsendelser med titlen "Hængt ud på forsiden". Eller mandag aften i denne uge med sidste del af dokumentarserien 'Sikke en fest'.
   Mit eget blogindlæg der uddyber kritikken af journalistikken i artiklerne for deres framing, er så endnu et eksempel på 'System 2'´s langsomme tænkning.

Jeg synes det ville være rimeligt her at  citere Daniel Kahnemans egne sammenfatninger af det kapitel han har givet titlen "A Machine for Jumping to Conlusions". WYSIATI-princippet kan forklare en lang varieret liste af 'biases of judgement and choise' der inkluderer følgende blandt mange: 1) 'overdrevet selvsikkerhed' ...

Overconfidence: As the WYSIATI rule implies, neither the quantity nor the quality of the evidence counts for much in subjective confidence.
   The confidence that individuals have in their beliefs depends mostly on the quality of the story they can tell aubout what they see, even if they see little.
   We often fail to allow for the posibility that evidence that should be critical to our judgement is missing - what we see is all there is.Furthermore, our associative system tends to settle on af coherent pattern of activation and suppresses doubt and ambiguity.

Princippet WYSIATI kan også forklare: 2) effekterne af ubevidste mentale framing-operationer:

Framing effects: Different ways of presenting the same information often evoke different emotions.  
   The statement that "the odds of suvivial on month after sugery are 90%" is more reasuring the the equivalen statement that "mortality within one month of surgery is 10%".   Similarly, cold cuts described as "90% fat-free" are more attractive than when they are described as "10% fat."
   The equivalence of the alternativ formulations i transparent, but an individual normally sees only one formulation, and what she sees is all there is.

Begge disse eksempler på hvad princippet om "what you see is all there is", betyder, er i bogen underbygget med en mængde empiriske eksperimenter og undersøgelser.
   Og man skulle næsten tro at artiklerne i Politiken i sidste uge om indvandrerdrenges procentivse manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, at den var bestilt af Kahneman til at illusterere hans bogs pointers relevans inden for det journalistiske domæne.

Men forskerne går ikke selv ram forbi. En af de helt afgørende grunderkendelser i den dokumentation fra videnskabelig undersøgelser over mange år og med mange kilder som Kahneman fortæller om, er at System 1´s 'hurtige tænkning' specielt brugt på statistik og tal, gang på gang rammer ved siden af - både for forskere og for menigmand (fx journalister og deres chefer). 

   Og det går jo mere galt, jo mindre de indsamlede tal er!

Sammen med sin kollega Amos Tversky skrev han en videnskabelig artikel allerede i 1971 med titlen "Belief in the Law of Small Numbers" der dokumenterede problemet.

   Daniel Kahneman fortæller nu i sin bog om den afgørende indsigt i den gamle artikel:

We explained, tongue-in-cheek, that "intuitions about random sampling appear to satisfy the law of smalle numbers, which asserts that the law of large numbers appears to small numbers as well." We also includede a strongly recommendation that researchers regard their "statistical intuitions with proper suspicions and replace impression formation by computation whenever possible."

Kahnemans advarsel til forskerkolleger der laver undersøgelser hvor statistisk intuition eller common  sense styrer resultaterne, burde få enhver journalist til at være endnu mere tilbageholdende med at trække på sin egen uprofessionelle statistiske intuition.

Jeg vil i en række senere indlæg gennemgå nogle andre af de konsekvenser som de to 'systemers' måde at tænke på, og deres indbyrdes samspil, har - både for journalisters tænkning og læsernes tænkning.

(fortsættelse følger)

Om indvandrerdrenges læsefærdighed og kriminalitet - når journalistikken kører på automatpilot - og framer efter udbredte fordomme

Skal man le eller græde? Når man konstaterer at ens avis som skulle være organ for den højeste oplysthed, i forsideartikler kører på automatpilot og framer historier, baseret på små tal fra undersøgelser, efter de mest udbredte fordomme og de mest populistiske værdier. 

Dette at frame og re-frame i mediesammenhænge har jeg været inde på mange gange i indlæg på denne blog, med afsæt i George Lakoff´s berømte og øjeåbnende bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate".

   Bogen handler om ubevidste konceptuelle rammers styring af vores værdier, vores tænkning og vores billeder af virkeligheden. Den handler om at have ubevidste umærkeligt mentale skyklapper på, det der kaldes frames - og om hvordan man kan rive dem af. 

   Der er et link til mit tidligere blogindlæg om vinkling og frames og Lakoff til sidst i dette indlæg. 

   

Men Politiken er gået lige i fælden. 

   Når læserne efter denne uge tænker på indvandrerdrenge i teenagealderen, så tænker de på at de er kriminelle og at de ikke kan læse. Sådan!
   For at citere en ny "helt" i mit univers om kreativ tænkning - og det modsatte: Læsere følger princippet: WYSIATI - forkortelsen for:

"What You See Is All There IS". 

Det er formuleret af Nobelpristageren Daniel Kahneman i sin bog 'Thiking Fast and Slow' - som jeg vender tilbage til til sidst i dette indlæg - og i en række senere!

Politiken har bragt flere artikler om indvandrerdrenge og deres dårligdomme i den forløbne uge. To af de mest opsigtsvækkende omtales i Søndagspolitikens Kultur-tillæg i den klumme/kommentarspalte som forvaltes af 'læsernes redaktør'.

En undersøgelse af det tidligere Socialforskningsinstitut (nu "Det nationale forskningscenter for velfærd") var kilden til den første. Vinklen var i tirsdags på Politiken.dk at et flertal af indvandrerdrenge var ekstremt dårlige læsere - funktionelle analfabeter. Og i en artikel fra i torsdags var vinklen så at indvandrerdrenge var væsentligt mere kriminelle end drenge med etnisk dansk baggrund. Her var kilden til tallene Danmarks Statistik.

   Da jeg læste dem, tænkte jeg: "Åh, nej, ikke igen! Og så i min avis!" Det er jeg sikker på at læsernes redaktør på Politiken også gjorde.

Foranlediget af en intern efterkritik og dokumenteret med et langt citat, havde Bjarne Schilling en fin klumme/kommentar/analyse der påviste at den første artikel var fordomsfuld - en af den slags artikler hvor journalisten altid som et sidste figenblad kan forsvare sig med at "det var ikke forkert, det  der stod i artiklen, og vinklen var i overensstemmelse med undersøgelsens tal."
   Men var det sandt?

Blandt mine morgensvømmervenner gik samtalen livligt om onsdagen. Alle havde læst eller hørt at 55 procent indvandrerdrenge ikke kunne læse når de gik ud af folkeskolen. At det var i København havde ingen lige fattet i skyndingen. Og at 24 procent af de etnisk danske drenge også var funktionelle analfabeter efter 9. klasse kom som et regulært chok for mine morgensvømmerkolleger, da jeg fortalte det.

En faktaboks til artiklen sammenligner disse procenter med procenterne i en sprogtest inden skolestart.

Før skole klarer 50 procent (af tosprogede drenge) sig dårligt i sprogtests mod 15 procent af de etnisk danske børn. 9. klasses test viser, at 55 pct. er funktionelle analfabeter, mens tallet er 24 pct. for etnisk danske drenge.

 "Æbler vs. pærer", "Rundetårn vs. tordenskrald", tænker jeg når jeg læser "sprogtest" og "funktionel analfabet" (="læsetest"). Begge procenttal stiger, men mest for de danske drenge og dem er der jo flest af.

   Men hvad er de absolutte tal? Hvem og hvad  og hvor mange snakker vi om i virkeligheden?

De følgende tal er hentet fra citatet fra den interne efterkritik:

   I absolutte tal er der 949 drenge med indvandrerbaggrund og 1.467 med etnisk dansk baggrund som er funktionelle analfabeter. Det samlede antal for de københavnske drenges vedkommende i 9. klasse er: 2.416. 

   Det samlede antal drenge som man så regner procenterne ud fra er: 7.830 fordelt på hhv. 1.725 indvandrerdrenge, og 6.115 drenge med etnisk dansk baggrund.

   I Politikens interne efterkritik konkluderer den anonyme journalist:

»Jeg mener faktisk, at man kan hævde, at det er gruopvækkende, at det københavnske skolesystem åbenbart er så elendigt, at selv dem, der har fået de sproglige forudsætninger ’forærende’, falder igennem i langt større omfang end dem, der har to sprog at slås med. Derfor mener jeg, at det i hver fald kan diskuteres, om ’Det står skidt til for tosprogede drenge og mænd’ er den rette indledning på komplekset. Det burde vel snarere have været ’Det står skidt til for det københavnske skolevæsen’«.

Godt set. Men jo godt nok for sent. Framing-skaden er sket. Og efterkritikken er jo intern - hvis ikke lige læsernes redaktør havde offentliggjort citatet - for at have noget andet end sig selv at hænge sin kritiske hat på. 

Bjane Schillings egen søndags-kommentar havde rubrikken

Et sæt tal - to slags sandhed

Underrubrikken/manchette lød:

Måske var det de etniske danske drenges manglende læsefærdigheder, vi burde have skrevet om. 

Nu er Bjarne Schelling jo læsernes redaktør på Politiken, så han skal formulere sig med den største agtpågivenhed når han kritiserer sine egne kolleger. Her er det udtrykkene "måske" i manchetten, og "to slags sandhed" i rubrikken der slører det egentlige budskab. 

Senere i klummen nævner han den anden artikel fra om torsdagen der havde denne rubrik på Politiken.dk:

Hver 13. indvandrerdreng under 20 år er kriminel

Og kerneafsnittet i artiklen lyder:

Næsten 8 procent af drenge med indvandrerbaggrund i alderen 15-19 år bliver dømt for en kriminel handling, mens det til sammenligning kun er 3,5 procent af de jævnaldrende etnisk danske drenge, som får en plettet straffeattest.

Jeg studser straks over hvorfor rubrikken skriver "hver 13. indvandrerdreng", men artiklens indledende sætning derefter taler om "8. procent". Som så viser sig senere at være lig med 7,7 procent - rundet op. 

    Jeg undrer mig også over framingen i formuleringerne: "blive dømt for en kriminel handling" (det lyder alvorligt) over for "får en plettet straffeattest" (det lyder ikke så slemt).

   Og hvorfor får vi ingen absolutte tal her? 

Jo, det får vi også senere når det gælder indvandrerdrengene: 3.147, hvoraf altså 7,7 procent har fået en dom (men for hvad?), Det er så ikke i artiklen regnet ud i absolutte tal, så det gør jeg lige: 242 drenge med indvandrerbaggrund har fået en plettet straffeattest.

   Ja, så er det altså heller ikke værre. Specielt da vi ikke ved hvad de er dømt for. At køre for stærkt.?Butikstyveri? Eller knivstikkeri og narko?

Jeg leder forgæves efter de absolutte tal for danske drenge, hvoraf de 3,5 procent altså har begået kriminelle handlinger. Men ved at ekstrapolere fra andre procenttal i artiklen i Politiken når jeg frem til at det absolutte tal for etnisk danske drenge er: 10.852. 

   Af dem er 3,5 procent registreret som kriminelle; i absolutte tal: 380. 

   Det er jo da også godt nok en del flere, og de koster vel samfundet mere end de 242 "kriminelle" indvandrerdrenge.

Men oplysningen om de absolutte tal vil jo svække artiklens vinkel en del. Og helt galt går det med den, hvis man havde vendt de absolutte tal og procenterne på hovedet: 

2.905 indvandrerdrenge har i undersøgelsen en ren straffeattest, svarende til 88 procent af indvandrerdrengene i København i alderen mellem 15 og 19 år.

Det kunne der have stået i underrubrikken. Og artiklen kunne være indledt med: 

Mange danskere har en tåget forestilling om at de fleste indvandrerdrenge nok er kriminelle, tyveknægte, knivstikkere, volds- og voldtængstmænd. En undersøgelse viser  imidlertid at det er en ufunderet fordom....

Hvorfor gør Politikens journalist så ikke det? Konstruktive nyheder er vel ved at være legitimt - i hvert fald på Politiken som gerne vil lægge afstand til sin etisk noget mere anløbne lillebror Ekstrabladet? 

   Svaret blæser i vinden!

Men det der gør denne artikels vinkel om indvandrerdrenges særligt høje kriminalitet helt misvisvende, er at den sammenligner en gruppe drenge hvis baggrund for det store flertals vedkommende er den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen' - med en gruppe etnisk danske drenge hvis baggrund er et mix fordelt på alle socialgrupper, og hvoraf sandsynligvis kun en relativt lille del tilhører den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen', mens et flertal sikkert komme fra middelklassen og opefter.

Lad os som et tankeeksperiment forestille os at vi ud af de danske 10.852 drenge tog den mindre del fra der tilhørte den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen'.  

   Og lads os lege at den gruppe udgør godt en tredjedel af de 10.852, i absolutte tal: 3.617. 

   De ville så udgøre en gruppe danske drenge der socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt har samme familiebaggrund som indvandrerdrengenes gruppe der i absolutte tal udgjorde 3.147. Altså to grupper der i såvel antal som hvad angår social og økonomisk baggrund er umiddelbart sammenlignelige.

   Og lad os så undersøge - eller bede nogle forskere om at gøre det - hvor stor en del af dem der har "begået kriminelle handlinger"/"en plettet straffeattest"!

   

Jeg vil godt vædde min gamle hat på at det bliver mindst 7,7 procent - og mit gæt er at procenttallet nemt kunne være højere. Og så vil Politiken kunne skrive en artikel med en vinkel i underrubrikken der lød: 

"Danske drenge med arbjeder-/underklassebaggrund er mere kriminelle end indvandrerdrenge med samme sociale baggrund."

Og skulle vi så stramme den lidt i rubrikken og følge Politikens forside-rubrik-bestyrer:

Hver 12. etnisk danske dreng under 20 år er kriminel

En vinkel der virkelig ville give genlyd og blive citeret og uddybet af eksperter i alle de nyhedsførende medier de næste mange dage

    

Faktisk nærmer læsernes redaktør sig denne pointe til sidst i klummen ved at citere en lektor i kriminologi der siger at "det er en gammel sandhed at risikoen for at blive kriminel er større hvis man mangle job og uddannelse." 

   Men skarpere bliver selvkritikken ikke. Som læsernes redaktør må Bjarne Schilling jo dække sig ind i forhold til sit eget interne bagland og være forstående over for sin egen redaktions ellers indlysende vildskud. 

   En sådan forstående tone bruger han senere når han glider fra "måske" og "to sandheder" i toppen af kommentaren, til den meget pæne formulering i sidste halvdel af artiklen:

Jeg har ingen konkrete ankepunkter mod hverken kriminalitetsartiklen fredag (han mener torsdag) eller tirsdagsforsiden om uddannelse. De forekom mig fair og ordentlige.

   Men vi bør gribe enhver lejlighed til at se andre vinkler på sagerne, for vi har en pligt til at kunne se problemerne i en sammenhæng og at få nuancerne med.

"Fair og ordentlig"!???? 

Men alligevel: Stor respekt for at læserenes redaktør - trods den udglattende sproglige indpakning - overhovedet udkommer med en kritik af artikler som nyhedsredaktionen og forsideredaktøren sikkert har været rigtig stolte af på dagen - inden de fik tænkt sig om.   

Der er håb forude:
   Jeg er i gang med at læse en stærkt oplysende og øjeåbnende bog af nobelprismodtageren Daniel Kahneman: 'Thinking Fast and Slow'. 

   Jeg er kun en tredjedel igennem og er nået til kapitel 12. Men alene de kapitler burde være obligatorisk læsning på alle journalistuddannelser og på nyhedsredaktioner hvor man dagligt eller ugentligt skriver artikler med indledningen "En undersøgelse viser....".

              (fortsættelse følger) 

   

Linket til et tidligere indlæg om vinkling, frames og George Lakoff er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

Kreativitet og blufærdighed - om frisurer set fra nakken, spejle, øjenkontakt - og den tredje dims

Det her maleri - en såkaldt 'skitse' til et af P.S. Krøyers mest berømte malerier - har være i medierne i de sidste par uger fordi det for nylig blev genfundet. Og for et par dage siden blev dette forstudie solgt på auktion for 4,5 millioner kr. 

   Det burde jeg have taget med i eksempelsamlingen da jeg for et par uger siden skrev et blogindlæg om kvindeportrætter med bortvendt ansigt - med afsæt i Trine Søndergaards udstilling 'Still' - hvor hun viser fotografier af nogle fascinerende "guldnakker" sat på moderne modeller med bortvendt ansigt - set fra nakken.

   Jeg fulgte derfra et spor af associationer der gik over nogle af kunsthistoriens store malere og kvindemalerier, via et selvspejlende kvindeportræt fra Louisiana-udstillingen, til et af mine egne akvarelmalerier af fruen, og sluttende - hel uplanlagt - foran spejlet - hos min kreative frisør.  

Jeg fantaserede mig til at han måtte have et særligt  forhold til den del af en (kvinde)frisure som udgøres af nakken, og som kun frisøren har direkte og uformidlet visuel adgang til når han klipper, mens kunden kun kan se sin nakke formidlet gennem et spejlbillede af et spejlbillede.

   Han bekræftede at nakkens del af en frisure havde en helt unik status i frisørens kreative univers. Mens resten af frisuren - forfra, fra oven og fra siderne - var begrænset af at skulle "klæde" det ansigt som den indrammede, så var nakkens del af frisuren at ligne ved en skulptur som en god frisør havde en særlig glæde ved at kreere og forme, fordi det var der hvor der var frihed til at udfolde sig mest ubundet og kreativt.

Hjemkommet med en karsk korthårsklipning der som sædvanlig faldt i fruens smag, faldt vi i snak om spejlets afgørende betydning for at talen går så let mellem kunde og frisør i en frisørsalon.

   Fruen teori var at det at have øjenkontakt via et spejl, afmonterer den blufærdighed som de fleste mennesker ellers har i forhold til at have øjenkontakt med andre, en blufærdighed som kan hæmme kommunikationen. I frisørstolen har man øjenkontakt uden at have øjenkontakt. Bevidstheden om at øjenkontakten via spejlet kun er indirekte, fører til at man mentalt set slapper af - og kan lade munden løbe.

   Min kreative frisør kunne så siden supplere det om den svækkede blufærdighed med følgende iagttagelse:

Jeg oplever ofte at når det er en meget intens samtalesituation, så drejer kunden sig rundt og laver Face front! For at understrege et statement eller for ligesom at skulle have vitterlighed for en udtalelse!

 Blufærdighed er egentlig et lidt gammeldags udtryk. Ifølge ordbogen betyder "blufærdig" ...

... tilbageholdende og genert, især med hensyn til sex og nøgenhed eller blottelse af intime følelser, tanker, meninger m.m.

SYNONYM bly SE OGSÅ undseelig ærbar

"Hun trækker blufærdigt kjolen ned over knæene"

"Nogle virksomhedsledere er for blufærdige til at tale alkoholproblemer med en medarbejder"

Men alle de mange kvindeportrætter med bortvendt ansigt, det er vel også det de udtrykker: blufærdighed. Et ønske om ikke at blotte sig - for meget. Både hos model og kunstner.

   Og denne blufærdighed er vel også det som megen litteratur og kunstnerisk metaforik er udtryk for: Ofte er kunstneren sårbar fordi han eller hun trækker på meget personlige og måske endda ubevidste og følelsesladede erindringspor. Og samtidig er det der er helt eller delvist skjult mere fascinerende for publikum end det er fuldt oplyst og synligt.

   Det er det æstetisk princip som neurologen Ramachandran kalder 'peekaboo' ('borte-tit') eller 'perceptuel problemløsning'. Fantasien bliver udfordret og kommer på arbejde fordi der er en perceptuel forhindring.

Jeg kan næste dokumentere forskellen mellem effekten af at ansigtet er skjult og så at det er åbenbaret. P.S. Krøyer har lavet et tilsvarende billede som det øverst i indlægget, men med damerne gående i mod beskueren:

Efter min mening meget mere ordinært, selv om det også er et fint maleri.

  

Jeg kan også dokumentere det med disse forslag til bryllupsfrisurer - af  hårstylist Mette Thorsgaard:

Smukt, interessant, fascinerende. Og så som kontrast - de samme frisurer fra en vinkel hvor intet er skjult:

Set fra disse vinkler: meget mere ordinært - og lidt kedeligt.

Her endnu et facinerende P.S. Krøyer-portræt af en halvt bortvendt Marie Krøyer:

Det med blufærdighed og muligheden for at undgå direkte øjenkontakt, minder mig også om to velkendt journalistisk 'interviewplot' som jeg har navngivet for mange år siden: 'den tredje dims' og 'distraheret interview".

   'Den tredje dims' er en strategi der indebærer at intervieweren i interviewsituationen medbringer en "rekvisit" som illustrerer og konkretiserer det som interviewet handler om. Man skal interviewe et barn om julens betydning, og tager noget julestads med som barnet kan sidde med og forholde sig til. Man skal interviewe en mand om hans barndom, man medbringe et fotografi af ham som barn sammen med sine forældre og giver ham det i hånden.

   'Distraheret interview' indebærer at den interviewede er optaget af noget andet samtidig med at han eller hun bliver interviewet og svarer på spørgsmål. Fx kunne man tænke sig at interviewe en Marie Krøyer mens hun sidder der og syer. Eller interviewe en politimand mens han sidder ved rattet i sin politibil og kører på patrulje. Man interviewer en frisør mens han står og klipper.

   Fidusen er i begge interviewstrategier den at talen flyder friere og sproget bliver mere konkret og levende end hvis interviewet foregik ansigt til ansigt - og med påtvunget øjenkontakt mellem de to rollehavende: interviewer og interviewperson.