Jill BolteTaylor - 'TED Talks' og betydningen af kreative restriktioner

Jill Bolte Taylor!

    Navnet har jeg fra forsideartiklen  i Politikens kulturtillæg fra mandag den 18. september. Rubrikken: "Sådan redder man verden på 18 minutter".
   Journalisten der fortæller historien, er en af denne blogs kreative helte og forbilleder inden for professionen: Niels Thorsen.

    Manchetten introducerer de såkaldte 'TED Talks' - hvor forkortelsen står for Technology, Entertainment og Design:

En professor fortæller, hvordan man faktisk kan købe lykke. En nanoforsker, hvordan energi kan udvindes af alger. Og en ekspert i handel, hvorfor mange muligheder lammer os i stedt for at gøre os frie. På seks år er de korte, veloplagte 'TED Talks' set af 800 millioner gange på nettet. I dag går det løs i København.

Jeg har set henvisninger til Jill Bolte Taylor før i flere af de bøger jeg har læst de sidste par år om hjernens måde at arbejde på, dens opdeling i delvist selstændigt arbejdende moduler, og hvad man kan slutte om dens indretning og funktion når nogle af disse moduler "falder ud". Fx i Ramachandrans 'The Tell-Tale Brain', husker jeg.

    Jill Bolte Taylor er hjerneforsker og har oplevet at blive ramt af et "stroke" - et slagtilfælde - som satte venstre halvdel af hjernen - i hvert fald dens sprogcenter - ud af funktion. Det tog hende ifølge diverse kilder og hendes egne udsagn mange år at blive genoptrænet så hun altså kunne genoptage sit arbejde som forsker.

   

I forhold til mine tidligere blogindlæg om 'Den plastiske hjerne', er hendes historie i sig selv dybt interessant. Og jeg håber at alle de uvidende politikere som er igang med at nedskære mulighederne for professionel genoptræning af personer med en lammende hjerneblødning, læser med her.

   Men da jeg i flere indlæg har været optaget af højre hjernehalvdels særlige betydning for kreative processer i dens samspil med venstre, så er det klart at jeg spidser øjne når Thorsen skriver:

Det tog Jill Bolte Taylor otte års genoptræning at genvinde brugen af sin rationelle venstre hjernehalvdel. For fire år siden  kunne hun den lidt undseelige midaldrende kvinde så træde op på en scene, hvor hun med en ægte hjerne hvilende i sin ene hånd fortalte om sine oplevelser med den anderledes fredfyldte højre hjernehalvdel. Et foredrag, som siden er blevet set og hørt af næsten 10 millioner mennesker. 

Her hendes 18 minutter lange 'TED Talk' som ligger på YouTube og har den sprogligt regulære titel "How it Feels to Have a Stroke':

Det er en ægte frisk menneskehjerne hun står med i hænderne. 

   Jeg har en mistanke om at den pointe som hun slår fast med 7-tommer søm, uden videre lader sig koble sammen med Betty Edwads beskrivelse af hvordan man kan lære at tegne så det man ser og det man tegner ligner hinanden overbevisende, nemlig ved at skifte opmærksomheden fra venstre til højre hjernehalvdel. 

   Og jeg syne også at hendes historie klart associerer til det som coarchingteoriens fader, Tim Gallway, beskriver som den forstyrrende interferens mellem 'selv 1' og 'selv 2' når man som sportsmand eller underviser eller leder skal performe optimalt.

   Jeg citerer fra et tidligere blogindlæg:

You can think of your brain as having two distinct parts, what Gallwey refers to as Self #1 and Self #2. Self #1 is your conscious mind, where you think, feel emotions, and consciously control your muscles. Self #2 is a nonverbal being, quietly managing the orderly running of the body, storing myriad experiences in memory and retrieving them appropriately without conscious effort.

'Self #1' er den side - den venstre der bekymrer sig - og 'Self #2' er den side - den højre - der styrer handlingen i nuet, og som bliver forstyrret af interferensen fra 'Self #1' og dens evige kværnen.

  

Jeg vender tilbage til Jill Taylors historie i et senere indlæg når jeg har læste hendes bog om sine erfaringer med ren højrehjenehalvdels-bevidsthed, og om hvordan hun har genoptrænet sin hjerne så   sprog og erindringer og logik  er kommet tilbage. 

    I lyset af begrebet "kreative restriktioner" er hendes case i sig selv interessant. Når venstre hjernhalvdel går i sort, så er der jo rent neurologisk tale om en ekstrem form for en "kreativ restriktion".

    Og når det efter 8 år er lykkedes hende at få de funktioner tilbage, som hun mistede ved sit slagtilfælde, så må det jo enten være fordi hun - efter en operation - langsomt har fået genoptrænet den venstre hjernehalvdel, eller der må være sket det som Sharon Begley beskrev i sin bog 'The Plastic Mind', at andre dele af hjernen har udviklet sig til gennem træning at overtage de mentale funktioner som de ødelagte "moduler" i venstre hjernehalvdel tidligere varetog.

   Sharon Begley gav jo eksempler på at den del af hjernen som hos os andre varetager bearbejdningen af synsindtryk - den visuelle cortex - hos blinde så blev inddraget og aktiveret til at bearbejde lydindtryk.

Men det der var emnet for Niels Thorsens artikel i Politiken, var 'TED Talks' konferencen i København - en eventtype som jeg ikke har hørt eller læst om før.

   Det er altså en konference der blander teknologi, underholdning og design, så TED-Talks-ideen er altså en smukt udtryk for kreativ konceptuel blending.
   Mottoet som udtrykker konceptideen, er

'Ideer som er værd at sprede'

Og TED-konferencens europæiske direktør citeres for at sige:

Verden har ikke brug for færre ideer. Den har brug for flere. Og for, at allehar lettere adgang til dem.

   Vi er drevet af nysgerrighed og af bekymring over de problemer, som verden står over for, og af et ønske om at finde løsninger på dem. Vi vil gerne lægge nogle frø i jorden, som kan vokse op og blive til løsninger for menneskeheden. 

TED Talks-ideen har i sin konceptuelle tænkning ligheder med den Zetland Live-forestilling jeg for nylig var tilskuer til. Dels det kalejdoskopiske mix på tværs af mentale og faglige universer, og dels den skarpe tidsgrænse alle oplæg skal respektere, og som fungerer som en kreativ restriktion.

   Man kan også opfatte oplæggene som en slags pitch der skal få folk til at få lyst til og ønske at vide mere. Det gjorde det fx for mit vedkommende i forhold til Jill Taylors oplæg.

Alle oplæg skal have en knivskarp ide - eller vinkel, hvis man vil bruge en journalistisk term. Og en lidenskabelig engageret personlighed der kan formidle en fagligt funderet interessant historie

    Alle TED Talks-oplægsholderne bliver decideret trænet i at holde et foredrag på max 18 minutter live fra en scene foran et publikum, og at fremføre det så engagerende, underholdende og skarpt som muligt. En slags intellektuel stand up-show der kan levere det ene fagligt-kreative adrenalinsus efter det andet.

    Alle oplæg bliver lagt på nettet til fri afspilning. Og den samlede konference er et tværfagligt mix af emner: astronomi, miljø, psykologi, økonomi, etc.

Ideen blev fostret af arkitekt og designer Richard Saul Wurman i 1984. Hvert år holdes der to konferencer med hver ca. 70 foredrag. Siden 2006 er alle foredrag blevet tilgængelige på nettet og kan findes her:

http://www.ted.com/talks

Der er naturligvis også en TED Talks-kanal på YouTube.

Alle vores universiteter burde årligt holde sådan en konference - med oplægsholder-træningsprogram, tidsgrænse og kravet om den frie live-performance fra en scene. Og så med at det blev lagt på nettet bagefter. 

  

Kenji Ekuan, Dieter Rams, Jacob Jensen, Jonathan Ive, Hans Wegner - kopier, tyverier - eller bare design-inspiration

Politikens tillæg om design og mad har idag en artikel om en tysk designer, Dieter Rams.

    Navnet kendte jeg ikke, men nogle af de ting han har designet kender jeg. Det artiklen diskuterer, er om - og i hvilket omfang design "stjæles", "lånes" eller bare er "inspirationskilde". 

   

Ser man på en række af Apples produkter som har bidraget til den verdensomspændende succes, så er det imitationer af nogle af Dieter Rams´ designede produkter for det tyske firma Braun.
   Det illustrerer artiklen klart. Fx Ipod-en:

 

Rubrikken for artiklen i Politikens tillæg er:

Stjæl det design

Artiklens vinkel er: "Det du siger, er du selv".
   Apple har været efter Samsung for at imitere en række Apple-produkters design. Og Apple har for øjeblikket vundet en retssag i USA mod Samsung.

    Men har Apple selv rene hænder?

    Nej. Artiklen dokumenterer med visual proof at mange af Apples produkters design er "stjålet" fra den tyske designer Dieter Ram der har være designer for det tyske firma Braun i mange år.

   Hvor går grænsen?

Det interesser mig fordi kreativitet jo er grænseoverskridende og kendetegnes ved blending af velkendt med nyt. Hvor meget "nyt" skal der til? Hvor meget velkendt må genbruges?

For et par indlæg siden konstaterede jeg at flere af de danske verdensberømte møbelarkitekter til næsten mindste detalje har kopieret Shaker-møbler.

   En af dem var Hans J. Wegner. Og han har faktisk været om sig - og været dygtig til at lade sig inspirere, kan man sige. Hans berømte Kinastol er stort set en helt ren kopi af en kinesisk stol der er 300 år ældre:

Alle store kunstnere har lært sig og udviklet sig ved undervejs at kopiere de store mestre. Faktisk indgår det som obligatoriske øvelser i de fleste kunstakademiers undervisning. Eller har i hvert fald gjort det.

   Og  Andy Wharholes  popart-grafik der bearbejdede ikoniske fotos af nogle af de kendte, som her Marylin Monroe, betalte han mon royalty til fotograferne som havde leveret forbillederne?

"Forbilledet" er dette fotografi af Gene Korman, taget i forbindelse med Marylin Monroes medvirken i filmen 'Niagara':

Og en forholdsvis aktuel historie. Et eksempel som blev diskuteret i forbindelse med Obamas valgkamp, var dette ikoniske poster-billede af ham:

Billedet er lavet af street art-kunstneren Shepard Fairey. Billedet er en grafisk bearbjdning af et AP-fotografi. Fotografen der havde tage "forbilledet" hedder Mannie Garcia:

Mannie Garcias originalfoto

Der har været retssager i USA om hvorvidt og i hvilket omfang Shepar Fairey har (mis)brugt "for-fotoet".

    At Fairey her har viderebeabejdet et i øvrigt fint pressefoto af Obama - til noget som fik ikonisk status i Obamas valgkamp, er der ingen tvivl om.
   Og Fareys billede er kunst, det er fotografiet ikke. Synes jeg.

   Men havde Fairey ret til det og frihed til det? Eller overskred han en grænse for de rettigheder som fotografen har til afbildningen af sit motiv.

For mig er det faktisk et ikke helt uinteressant spørgsmål - efter at jeg er begyndt af male akvarel efter fotos. Der er naturligvis ikke noget problem så længe det er fotos jeg selv har taget - on location. 

    Men hvad hvis jeg maler akvareller - med afsæt i fotos taget af af andre og fra steder jeg aldrig har været? Skylder jeg så at gør opmærksom på det?
   Faktisk har jeg flere gange malet efter andres malerier eller fotos på nettet - inden mine Kap Verde-akvareller.

I vores hjem har vi en relativt dyr brødrister. Den er designet af Jacob Jensen - som i mange år har været husdesigner for Bang & Olufsen:

Men har han bare tyvstjålet sit design fra Dieter Rams? Eller følger de bare begge de samme principper for god design. Her Dieter Rams Braun-toaster HT 550:

Og hvad med Jacob Jensen berømte og fantastiske funktionelle Margrethe-skå?. Kan firmaet Norm Architects bare tillade sig at bue skålkanten - og så er det et originalt nyt design - kaldet en "nyfortolkning". Eller hur?

Dieter Rams som både har været "inspirator" for Jacob Jensen og for Appel-designeren Jonathan Ive, har udformet en række grundprincipper for kravene til hvad der er god design, kaldet designkunstens "de 10 bud":

På mange måder er Dieter Rams 10 design-bud en slags dogmeregler, og de er et smukt udtryk for den variant af de kreative restriktioner som siger:

LESS IS MORE

Dieter Rams er værd at citere, viser det sig:

My aim is to omit everything superfluous so that the essential is shown to the best possible advantage.

Question everything generally thought to be obvious.

Having small touches of colour makes it more colourful than having the whole thing in colour.

Good design is making something intelligible and memorable. Great design is making something memorable and meaningful.

A product must not claim features – more innovative, more efficient, of higher value – it does not have. It must not influence or manipulate buyers and users.

There is no longer room for irrelevant things. We have no longer got the resources. Irrelevance is out.

Men jeg bliver nysgerrig. Hvor meget af det der er i vores hjem er faktisk designet af Dieter Rams. Flere ting, viser det sig. Her kommer et par eksempler:

Jeg kommer i tanker om min og fruens Japan-tur for nogle år siden. For mig er der ingen tvivl om at mange af de moderne danske og udenlandske designere har fået en fundamental inspiration fra Japansk kunst, design, arkitektur og mode. Ligesom impressionisterne i Frankrig - for 150 år siden.

    Navnet er Kenji Ekuan. Som ung studerede han til munk, men gav op i tide, og helligede sig designet. Fx denne soyaflaske som alle kender og bruger i hjemmet: 

Mig bekendt er den ikke en tilpasning af eksisterende design og vil ikke nogensinde blive erstattet eller blive udsat for re-design. Den er unik. Og bruges som skoleeksempel i undervisningen på design-uddannelser.
    Men også det japanske højhastighedtog Shikansen - og og den japanske bambusmadkasse som man mødte overalt, har Kenji Ekuan designet.

Bon appetit!

'Bergmans Video' (2) - stilhedens dramaturgi og andre historier

Så endnu et program i den svenske dokumentarserie 'Bergmans Video' - det var program 4 i serien - med temaet "tystnad" - "stilhed". Sendt på SVT1.

Der er stadig tale om en velfungerende fler-lags dramaturgisk konstruktion. 

   Fortælleren i rollen som forbindende vært der besøger Bergmans hjem på Fårö og udvælger fra han samling af videofilm, var denne gang en franske kvindelige instruktør Claire Denis der fortæller hvordan stilhed = reduceret dialog til fordel for handling og mimik - har haft betydning for hendes film, hvoraf jeg kun har set hendes debutfilm 'Chocolat' for mange år siden.

    Hun fortæller hvordan hun som instruktør og manuskriptskriver er optaget af at fortælle i scener med så få replikker som muligt,

    Indgangen til temaet er naturligvis Bergmans film "Tystnaden". Den gennemgående pointe i temaet er at stilhed - tavshed - ingen ord - i centrale scener, er en form for kreativ restriktion som er stærkt stimulerende for skuespillerne, og som intensiverer oplevelsen hos publikum - fordi publikum fascineres - som altid - af det som ikke siges og af det som ikke vises. 

    Stilhed og tavshed og pauser i film er benzin på fantasiens bål både hos publikum og hos skuespillere.

    

Claire Denis siger om sit eget forhold til det at lave film:

At lave film er som at have narkotika i blodet.   

Hun erklærer det som en metaforisk sammenligning - men læsere af denne blog vil vide at det er den bogstavelige sandhed  og virkelighed. 

   Store filmkunstnere som Ingmar Bergman eller Poul Martinsen producerer "som besatte". Kan ikke undværer den kemiske belønning (dopamin, endofiner, adrenalin) som udløses i hjernen når de kommer i instruktør-flow - "directors high", kunne man kalde det.

Det der slog stærkest an hos mig i denne uges udgave af 'Bergmas Video' var klippene fra filmen Piano, instrueret af Jane Campion og med Holly Hunter i hovedrollen som den stumme Ada.

   Da jeg så filmen i biografen for mange år siden, gjorde den et stort indtryk på mig, så stort at jeg overvejde at bruge den som dramaturgisk skoleeksempel og lærestykke i Power TV-kurset for DR som jeg tidigere har fortalt om. Det endte dog med at blive en anden film med kvinder som bærende karrakter, 'Thelma og Louise', der blev det illustrative skoleeksempel i kurset.

Filmen Piano er visuelt betagende og fantastisk flot fortalt, en række både smukke og rædsomme billeder og scener glemmer man aldrig:

Og Holly Hunter som Ada er utroligt udtryksfuld i sin stumme mimik og gestik, og vandt en Oscar for sit spil i rollen:

Hully Hunter fortæller i 'Bergmans Video' at det at spille rollen som den stumme Ada fik mere betydning for hendes udvikling som (film)skuespiller end noget andet. Og hun beretter at hun oplevede at der skete noget helt særligt i hjernen når muligheden for at udtrykke sig i ord var blokeret i kraft af rollen. "Det var som om der åbnede sig et andet og større - ukendt rum i hjernen"  når sproget var sat uden for døren som muligt udtryk, siger hun.

   Adas centrale udtryksmiddel bliver - som kompensation for det fraværende sprog - musik i forma af hendes klaverspil. Og Holly Hunter spiller selv klaver i scenerne.

Neurobiologisk hænger det jo sådan sammen at venstre hjernedel er der hvor sprogcentrene befinder sig og er aktive når man taler. Er de moduler så at sige lukket ned, så switcher hjernen kommunikativt program til den højre del som er sprogløs. Højre hjernehalvdel er der hvor musikudøvelse og en meget stor del af den visuelle hukommelse styres fra. Og det er derfra der er direkte forbindelse til den emotionelle del af hjernen.

   Det er tydeligevis erfaringerne med dette påtvungne skift som Holly Hunter prøver at beskrive i interviewet. Og også hun udtrykker sig på en måde som man umiddelbart må opfatte som en metafor på nogle svært beskrivbare oplevelser og erfaringer.
   Men sandsynligvis er det helt reelt at hun får en stærkt forbedret og mere direkte adgang til rum i hjernen som er vigtige for en skuespiller og kunstner som hende at være fortrolig med.  

Akvarelmaleriets mysterier (10) - akvareller fra Færøerne - sporene af endnu et Bardur Jakupsson-malerkursus

I halvåret efter jeg og fruen havde været på akvarelkursus ved Gardasøen i oktober 2011 med den færøske maler Bardur Jakupsson som underviser, arbejdede jeg videre med maleriet og udviklede en arbejdsform (og en stil) hvor jeg udnyttede fotografier af motivet som mellemstation. 

    Dette med lidt dårlig samvittighed fordi Bardurs undervisning jo indebar at man malede motivet "live" - på stedet. Og fordi han fremhævede akvarelmaleriets muligheder for at lade farverne løbe sammen. Og det kunne jeg ikke finde ud af.

   I mine akvareller fra Kap Verde var der ikke noget der løb sammen, de var meget "grafiske", som fx dette:

Jeg var spændt på at møde Bardur igen - på endnu et kursus - men et hvor han var på hjemmebane. Det var i den lille bygd Gjogv i den nordlige ende af Østerø hvor han havde sit atelier, så vi oplevede nu kunstneren i sit naturlig habitat.

Her er et af hans nyere akvareller - med motiv fra den bygd der også leverede alle motiverne for kursusdeltagerne i løbet af ugen:

Når man har været på stedet, så er det klart at motivet er den dramatiske kløft som afgrænser den ene side af bygden, og at i baggrunden ser vi øen med den karakteristisk flade fjeldtop. Badur har forladt enhver form for realisme, har abstraheret motivet til enkle klare farver og markante livlige brede penselstrøg. Flere områder i billedet udnyttes dette at farverne får lov til at flyde sammen: vådt i vådt!

   Her er et foto af motivet:

At male den kløft var en af opgaverne vi fik på kurset. Den prøvede jeg så at male i min nye "grafiske" stil, og især i gengivelsen af vandet udnyttede jeg det jeg havde lært mig på Kap Verde - at finde et malerisk udtryk for det hvide modlys i vandet:

En af de andre ting jeg havde lært mig på Kap Verde var at male en himmel i modlys:

Og var der noget der er betagende flot på Færøerne, så er det himlen og skyerne i sollys. Så her er et af de motiver som jeg først fotograferede og derefter malede.

   Her først maleriet:

Og så forbilledet - professionelt benævnt et 'referencebillede':

Her endnu et færøsk himmelmotiv - jeg udnytter en "formel for skyer" og en "formel for færøsk fjeld" - der er altså også tale om en abstraktion gennem en "grafisk" forenkling af former og farver, men naturligvis slet ikke så frit og radikalt som i Bardurs maleri oven for:

Det jeg fandt ud af på Færøerne, var at jeg ikke bare kunne sidde ude - midt i motivet og male "live" - det man i gamle dage kaldte "friluftsmaleri" i modsætning til "ateliermaleri".

    Dels var det ubekvemt og distraherende for mit gamle fede kadaver at sidde på en hård klippe og balancere med akvarelæske, vand, blok og pensler. Men selv når jeg fandt et godt sted at sidde og med god "bordplads" til akvarelrekvisitterne, så gik det ikke - jeg kunne ikke koncentrere mig.  Hvorfor?

    På en måde var motivet og alle dets detaljer i farver og former for mentalt overvældende for mig, så jeg ikke kunne aktivere det distancerede analytiske blik som Betty Edwards beskriver er nødvendigt rent mentalt - for virkelig at kunne SE motivet og dets proportioner "rent" gennem højre hjernehalvdels optik - og frigøre bevidstheden for interfererende forhåndsforestillinger om motivet fra venstre hjernehalvdel.

    Det at få motivet "spærret inde" i et foto var det perceptuelle mellemhop der gjorde det muligt for mig at analysere det i dets rene abstrakte enkeltdele, og så male dem bid for bid - uden at tænke på og blive distraheret af hvordan jeg forestillede mig det så ud.

    Men den analytiske distance gjorde det også nemmere at abstrahere med hensyn til farver. I det sidste i "landskabserien" har jeg malet alle skygger i de grønne vulkanske fjelde med nuancer af violet - i modsætning til de foregående hvor jeg har malet skygge(r) med varianter af mørkegrønne farver:

Løsningen for mig blev at tegne motivet "live" på stedet fra en bestemt position. Derefter gennemfotografere motivet fra forskellige vinkler og med forskellige beskæringer. Og så gå hjem og male. Altså en form for perceptuel blending af to visuellle input-rum.

   Som her:

Det er malet på et meget "groft" akvarelpapir hvis struktur får hele motivet til at "flimre".

   Her et af flere fotografiske forbilleder:

Det maleri jeg var mest tilfreds med af min færøske akvareller, var det her - hvor jeg udnytter at det fotografiske forbillede er taget med vidvinkel - hvilket forvrænger perspektivet på en fascinerende måde:

Man fornemmer måske inspirationen fra "Både på stranden" fra Kap Verde der indledte dette indlæg.

Hvad lærte jeg så af nyt på kurset? 

    Det at se og opleve Bardur sidde ude - med os kursister omkring sig - ordknapt demonstrerende sine tekniker som introduktion til de forskellige motiver, det var jo langt hen ad vejen en repetition fra Gardasø-kurset. 

   Men på en eller anden måde gav det en ekstra dimension at se ham i det landskab han tydeligvis elsker og føler sig hjemme i - og som er inspirationen også for hans abstrakte oliebilleder. 

    Og man forstod hvorfor han havde en hel ekstra akvarelæske - udelukkende med forskellige grønne farver.

Men denne gang hørte jeg måske mere efter hvad Bardur sagde under gennemgangen om aftenen af kursisternes billeder. 

   Først og fremmest sagde han - til sidst på kurset - at "nogen havde deres egen stil" - henvendt til mine billeder. 

    Det opfattede jeg ikke bare som en ros, hvad jeg tror det var ment som. Det gav mig også en aha-oplevelse. Sådan havde jeg ikke tænkt om mine billeder - at de havde "en stil". Men det var afsættet for de tanker jeg siden har gjort  om "motiviske formler" (se senere).

   

Bardur sagde også ting som umiddelbart gav mening i lyset af de teorier om kreativitet som jeg har forfulgt på bloggen her. Formuleringer som jeg husker nu snart en måned efter.

   Først og fremmest leverede han en smuk sproglig metafor på den teknik han demonstrer: "Man skal lade penslen danse over lærredet". 

   "Den dansende pensel"! Det udtrykker jo det kropslige, det frie og det intuitive i den måde han bruger penslen og farverne på. 

    Og det gør det jo også klart at jeg indtil videre ikke er kommet meget videre end til små hop på stedet, og måske et enkelt lille trin fremad.   

   I mine Færømalerier ovenfor er det først og fremmest de to billeder - "kløften med den røde båd" og "elven gennem byen" hvor jeg kan genkende lidt af det "dansende" - nemlig da jeg malede vandet i bunden af kløften og det strømmende vand i elven. I begge tilfælde er der tale om dele af akvareller hvor jeg udnyttede det jeg havde lært mig gennem to af Cap Verde-billederne: om at lade det hvide papir stå tilbage på baggrund af vandets skygger.

   

Og så refererede Bardur til begrebet "serendipiditet" - selv om han ikke brugte termen. Han udtalte faktisk noget i retning af: "Man finder, uden at søge." Underforstået: når man maler på den måde jeg anbefaler.

   Han fremhævede flere gange at der i den slags (akvarel)maleri hvor man bevidst udnytter det at vandfarverne løber sammen og blandes - "vådt i vådt" - at i det er der meget held og tilfældighed. Og  at hvis man skulle udnytte og beherske de muligheder, så skulle man indstille sig på at gøre mange forsøg - male det samme motiv mange gange. 

   Jeg kom i tanker om Peter Schmeichels bon mot: "Jo mere man træner, jo heldigere er man." Og oversatte det i hovedet til: 

Jo flere akvareller man maler - jo større er chancen for at nogle farver flyder ind i hinanden på den æstetisk helt rigtige måde.

Måske kunne man også oversætte John Lennons visdomsord: "Life happens while you are busy making other plans" til et akvarelslogan: 

Watercolour painting happens while you are busy wetting yuour brushes with other colours.

Jeg må så også konstatere at indtil nu har jeg ikke malet det samme motiv flere gange - bortset fra en enkelt gang hvor jeg malede en afghansk opiumsbonde efter et avisfotografi i to versioner. 

Jo, det var lærerigt nok. Og jeg har godt nok flere gange haft lyst til at gen-male et motiv - fx også flere af dem fra Færøerne. Men jeg synes det er svært. 

   At male akvarel så det ligner motivet som er det jeg lige nu nu er blevet "fortryllet af" - er for mig nærmest en mentalt selvforglemmende nydelse. 
   Hjernens belønningskemi aktiveres, og jeg kommer tydeligvis i flow. Det opleves ligesom at spise en velsmagende ret. Motivet bliver i en eller anden forstand "konsumeret" ved at man maler det. Man taler jo også om at "spise" eller "sluge noget med øjnene". Og så rekonstruerer man motivets  "sjæl" med hånd og pensel når man maler det.

    Og det er svært at opnå samme nydelse ved at indtage genopvarmede rester fra dagen før, selv om der er undtagelser. Fx smager lasagne som regel bedre dagen efter.   

    På den anden side fremgår det jo af mine billederne ovenfor at der er en masse "gentagelse" i dele af motivet. Også i forhold til Kap Verde-billederne.

Disse "gentagelser" er jeg faktisk blevet klogere på. Det var nok det Bardur mente med at mine billeder havde en "stil". 

   Det handler om det jeg ovenfor har kaldt motiviske "formler": Jeg har - ubevidst - udviklet "formler for lys i vand", "formler for skyer", "formler for det færøske landskab", kan jeg nu se. Forenklinger og abstraktioner der kan genbruges med god æstetisk effekt.

    

Jeg får associationer fra mine billeders "stil" til de japanske træsnit af Hokusai og de andre japanske mestre fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet en del indlæg om her på bloggen. De har nemlig også faste motiviske formler - fx for "skyer på en himmel":

... eller "vandfald der løber ned ad klipper":

 eller "bølger der brækker i skumsprøjt":

Ligesom på Gardasøen-kurset var det også på dette kursus en opløftende oplevelse at se hvor meget  alle deltagere udviklede sig - og blev bedre - i løbet af de kun 6 dage kurset varede. 

    Der var flere andre deltagere end fruen og mig som var på deres Bardur-kursus nummer to. Og flere af deltagerne havde også gået på andre kurser før dette. 

   

For første gang i mit liv købte jeg et maleri - ikke af Bardur, men af en af kursisterne:

Essensen af et færøsk fjeld! Essensen af akvarelmaleriets særlige poesi. 

   Hanne Broch er navnet på kunstneren!

Sublimeringens kunst - Karen Blixen, Aage Henriksen og Shaker-sekten - om seksuel afholdenhed som en skabende kraft

Serendipitet igen: frustration, afsavn, afholdenhed, tab og begrænsninger fremmer kreative processer.

Jeg har for et par måneder siden skrevet om hypnosemorderen Palle Hardrup og om litteraturprofessoren Aage Henriksen - i samme indlæg. Koblingen var yoga-meditation og kondalini-kraftens skræmmende og somme tider invaliderende effekt på dem der oplever den stige eksplosivt og brændende op gennem ryggen til hovedet i forbindelse med praktiseringen af yoga-meditation.

   Min meditative praksis er forankeret i Trancendental Meditations-teknikken; det er en væsentlig anden form - en stilhedens meditation - og jeg har aldrig oplevet noget i den retning som Aage Henriksen og Palle Hardrup fortæller om. Men fascineres.

Og i den forbindelse researchede jeg lidt på Aage Henriksen, som jeg jo havde som litteraturlærer da jeg studerede dansk i 60´erne på Københavns Universitet.

Jeg blev klar over at der var flere af hans seneste bøger jeg aldrig har fået læst, og tænkte at dem måtte jeg nu se at fat i.

   Den sidst læste for midt vedkommende var "Litterært Testamente - seks kapitler om kærlighed", og den fortalte meget direkte i det sidste kapitel om hans psykisk problemfyldte, 10 år lange platoniske kærlighedsforhold til Karen Blixen, et forhold hvorigennem hun forsøgte at styre hans mentale udvikling og "opdrage" ham til hvad jeg nu kunne finde på at betegne 'sublimeringsforfatter'.

   Jeg blev også klar over at Aage Henriksen søn, Morten Henriksen, som jeg husker jeg har mødt i en eller anden sammenhæng da vi var unge, havde lavet en film sidste år om sin far, en film som jeg tænkte at den  måtte vel være til at skaffe og kunne være interessant at se. Titlen er "Bag Blixens Maske".

I indledningen til 'Litterært testamente' skriver Aage Henriksen om de særlige erfaringer med urealiseret kærlighed som en række store forfattere gjorde sig - og "skrev på" - op igennem 1800-årene:

Blandt de erotiske temaer, som nu trådte frem, var der et, i almindelighed overset, som var en umiddelbar følge af, at det nye erhverv, at vær digter, var opstået. Forståelse ved hjælp af egne erindringer nødvendiggør jo afstand til disse erindringer, så deres mønsteragtige præg kan opfattes og indføres i opfundne handlinger. Men ved denne forskydning i iagttagelseshøjde opstår også spørgsmålet om hvem det nu er, som ser og former. (...) Dette fik en helt intim og nærgående skikkelse i en oplevelse, som mange forfattere havde, og som her foreløbig skal sammenfattes i en fællesnævner:

   På et vist tidspunkt i deres ungdom kom en række digtere ud for, at en forelskelse, som i længere tid hverken havde kunnet komme frem eller tilbage, ændrede retning og slog indad for så at finde udtryk i en kunstnerisk form. Den lange stivnen opløstes i strømmende sødme, og ny produktive muligheder og evner dukkede op, mens den elskede og overhovedet evnen til at elske fortabte sig i baggrunden. (...)

   Inden det lange århundrede var udløbet, fik fænomenet sit navn under Freuds kortlægning af det menneskelige kønsliv. Sublimering kaldte han det, (...)

Der er her tale om såkaldt "platonisk kærlighed" hvor man dyrker og nyder kærligheden til en uopnåelig kvinde, for dens egen skyld.

   Tankegangen må også se ret bekendt ud for læsere af denne blog, hvor jeg har forfulgt den hypotese at særlige tabs- og afsavns-oplevelser i barndom og ungdom kan føre til dannelsen af den konstellation af personlige egenskaber som kendetegner den særligt kreative personlighed, fordi den styrker og udvide de dele af hjernen som fantasien mentalt set udspringer af - "the default mode network'.

   Med tanke på Richard J. Davidsons udforskning af "den plastiske hjerne", kan man også forestille sig at der simpelt hen er tale om at disse - 'traumatiske' vil man vel kalde dem - erfaringer for nogen fører til en regulær omlægning - "rewiring" - af hjernens neurale forbindelsessystem, så der sker en mere eller mindre permanent ændring i personlighedens 'emotionelle stil, en ændring som stimulerer den højre hjernehalvdel som neurovidenskaben typisk kobler sammen med både intuitive kreative processer - og med depressioner (se tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne').

I den seneste uge har der så i avisernes bog- og kulturtillæg været en masse artikler om Karen Blixen i anledningen af 50-året for hendes død, som igen har mindet mig om Aage Henriksen. Og i går aftes så jeg så den doumentariske portrætfilm "Bag Blixens Maske" som Morten Henriksen har lavet om sin fars forhold til Karen Blixen og om Mortens eget forhold til det forhold.

   Filmen fortalte måske ikke så meget nyt om Henriksens forhold til Blixen når man havde læst kapitlet i 'Litterært testamente' - men der var en direktehed i Mortens spørgsmål og i Aages svar og reaktive mimik som mere klart end jeg tidligere har forstået det, afslørede hvad der foregik i forholdet mellem den ælder forfatterinde og den unge litterat.

Karen Blixens eget liv og "hemmeligheder" er nøglen til at forstå det forhold.

   Hendes historie inden hun blev forfatter og udkom med sin første bog som 50-årig i 1934, er præget af en lang række emotionelt belastende tab og (af)savn:

• tabet af faderen da hun var 10 år - da han begik selvmord
• den ulykkelige og aldrig realiserede kærlighed til baron Hans von Blixen-Finecke - og ægteskab med hans tvillingbror Bror von Blixen-Finecke, som var hende utro
• tabet af sin elsker Dennys Finch Hatton  i Afrika der omkom ved et flystyrt, 
• tabet af den kaffefarm der havde givet hendes liv økonomisk grundlag og praktisk fylde i 17 år da den økonomiske depression ramte kaffemarkedet i Kenya,
• tabet af mulighederne for at fuldbyrde et seksuelt forhold til en mand fordi hun var blevet smittet med syfilis af sin ægtemand Bror Blixen, som hun blev skilt fra 1925.

Ud over at den monumentale tabskonto blev sublimeret og omsat til verdenslitteratur på Nobelprisniveau, så prægede den også den måde hun omgikkes en række af unge forfattere og litterater på. Heriblandt og ikke mindst Aage Henriksen (og Thorkild Bjørnvig).
   De skulle "forføres" til at forstå de afkalds-erfaringer der have gjort hende til den "storyteller" hun nu var blevet.

   Hendes projekt var - gennem  litterær farvet fantasistimulation og selviscenesættelse som 'sibylle', 'heks' og 'månegudinde'' - at knytte disse unge mænd til sig i et mentalt opdragende platonisk betagelses- og fascinationsforhold, og få dem til at opgive deres borgerlige bindinger til samliv og sex med deres ægtefæller. Så de - så at sige - kunne lære sublimeringens kunst, gennem mødet med hende og hendes "hemmeligheder".

For Aage Henriksen betød det ti år lange, emotionelt betændte og psykisk belastende forhold til Karen Blixen, at han blev 'mentalt mærket' for resten af livet. Både konkret og fysisk - ved at hun til slut i deres forhold påførte ham en livsvarig smertefuld nakkelidelse. Og så psykisk mærket blev han at han grænseoverskridende brugte sin søn som "fortrolig" om hendes "hemmeligheder" - hvad der videre mærkede Morten mentalt, som det fremgår af filmen.

   Og endelig blev Aage Henriksen mentalt mærket mere permanent i hjernens og sindets emotionelle set up, så han kom ud af forholdet med en stor indsigt i den platoniske kærligheds afgørende betydning for den litterære kreativitets mentale mønstre og drivkræfter.

   Denne indsigt udnyttede han så resten af sit liv som inspirerende litteraturforsker og -underviser. Ud af det kom der en række bøger med højt kvalificerede analyser af de emotionelt omvæltende erfaringer der gennemsyrer og bearbejdes i store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Søren Kirkegaard, Sofus Clausen, Jakob Knudsen, Henrik Ibsen, Martin Andersen Nexø. Og ikke mindst: Karen Blixen selv.

   En afgørende nøgle til de kreative mentale mønstre og litterære udviklingshistorier fandt han her i Frimurerordenens middelalderforankrede filosofi, idealer og ritualer.

Og det spor - om kærlighed der frustreres og ikke realiseres, som en eksplosiv kreativ drivkraft - fører mig videre til en artikel i Informations lørdagstillæg 'Moderne Tider' fra den 29. august.
   Journalisten Lasse Laversen har jeg tidligere refereret til da han skrev begavet og oplysende om placebo-effekten.

   Denne gang har han bl.a. skrevet om den amerikanske sekt der går under navnet 'Shakerne' - "The Shakers".

    Rubrikken lyder opsigtsvækkende - og er et citat fra en kilde i artiklen:

"Der er milliarder at hente i tilbageholdt udløsning"

Citatet er fra kilden Niels Dencker, "tantra-instruktør og penismassør". Og citatet konkluderer artiklen.

Artiklens overordnede vinkel er at cølibat, total seksuel afholdenhed, herunder tilbageholdt ejakulation hos manden, stimulerer kreativitet og giver ekstra fysisk og mental energi. Og shakersekten og dens kultur  som den har udfoldet sig i små samfund i USA gennem mere end 100 år (fra slutning af 1700-tallet), ses som en slags dokumentation for at der er noget om påstanden.

... fra bunden skabet de komplette landbrugskollektiver med en kreativitet og opfindsomhed, der lod de lokale landmænd måbende tilbage. Maskiner verden aldrig havde set før - vaskemaskiner, foderanlæg, blendere - møbeldsign og brugskunst der blev banebrydende flere hundrede år senere, ligesom deres insisteren på ligestilling mellem kønnene først skulle blive normen i en anden verden.

Lasse Lavrsen bliver vist rundt af en guide i Shaker-frilandsmuseet i Massachussets, en guide som han citere i en ramme af sproglig distance: 

"Mange mener, at deres (i.e. shakernes) afholdenhed - specielt mændenes - er hemmeligheden bag deres kreative overskud og fremmelige ingeniørkunst. (...)

   En freudianer vil sikkert kalde det sublimering, men selv om afholdenhed er blevet sat i forbindelse med undertrykkelse og fordømmelse, er der faktisk flere og flere, der taler om sammenhængen mellem  kreativit og afholdenhed og kastet sig in i kampen for at ... holde sig tilbage."

Trods deres åbenlyse succes som innovatorer over en bred front, så betød det radikale cølibat, at shaker-kulturen havde problemer med at overleve i længden. De kunne i princippet kun videreføre deres kultur og livsform gennem  tilslutning fra ny konvertitter og  adoption af forældreløse børn.

Jeg kender shakerkulturens møbeldesign, dels fra det amerikanske hjem jeg levede i som udvekslingsstudent, og hvor stole og borde var (kopier af originale) shakermøbler, og dels fra de danske klassisk-moderne møbelarkitekter som Børge Mogensen, Hans Wegner, Arne Jacobsen.
   Deres internationalt berømmede stole og bord er for fleres vedkommende så inspirerede af shaker-designet, at det nærmer sig rene kopier.

  Selv har jeg et Arne Jacobsen-shaker-bord som skrivebord, har jeg nu fundet ud af:

Det er en sjov tanke at dette bords smukke rene linjer og minimalistiske design - indirekte - udsprang af at shakerkulturens radikale krav om sexuel nul-tolerance. Her er forbillederne:

I hvert fald er det muligt at se hele historien om endnu et eksempel på betydningen af "kreative restriktioner" og måske også "kreativ vrede". 

   Den permanente frustration over det forbudte, det savnede, det uopnåelige kan tilsyneladende fremprovokere en mental ommøblering der stimulerer til intuitiv højt kvalificeret ideudvikling og  som skærper ambitionen om æstetiske koncentration og forenkling.