Hokusai, Hokusai, Hokusai - Berlin, here we come!

Jeg tager nu til Berlin for at se en eksklusiv udstilling med billeder af den japanske maler og tegner og træsnitkunstner Hokusai. Jeg har skrevet om ham før - senest da jeg så udstillingen på Ordrupgaard hvor det blev dokumenteret at hans indflydelse på impressionisternes mestre var enorm. http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/nar-blending-i-malerkunsten-frer-til-en.html

   Begge mine to faste aviser, Politiken og Information, havde store anmeldelser af den nye udstilling i Berlin. De var var helt euforiske. Det drejer sig om billeder i original der er blevet fundet sent, og som normalt ikke udstilles - heller ikke i Japan.

   Det var fruen, som også er meget begejstret for Hokusai, der foreslog at vi skulle tage ned og se udstillingen, når vi nu havde tid og mulighed for det. Så det gør vi.

   Nedenfor lidt oplysninger om manden. Han er ikke kedelig. Og mildest talt arbejdsom og produktiv ud over alle grænser. Og af hans biografi at dømme tilhører han i den grad den særligt kreative personlighed, fx dette at han havde problemer med at finde sig til rette i skolen. Og gennemgående var svær at omgås. Han var i øvrigt fader til Manga-tegneseriestilen.

   Han havde i sit liv mange identiteter (mere en 30) tilsyneladende. Og det sidste billede han producerede underskrev han med "den tegne-tossede gamle mand."

   Først da han var 70 år gammel syntes han at han nogenlunde havde forstået det med at tegne naturens former. Selv er jeg nu 68 år gammel, så der er håb forude. 

Hokusai (1760-1849) lived during the Tokugawa period (1600 to 1867). In a Japan of traditional Confucian values and feudal regimentation, Hokusai was a thoroughly Bohemian artist: cocky, quarrelsome, restless, aggressive, and sensational. He fought with his teachers and was often thrown out of art schools. As a stubborn artistic genius, he was single-mindedly obsessed with art. Hokusai left over 30,000 works, including silk paintings, woodblock prints, picture books, manga, travel illustrations, erotic illustrations, paintings, and sketches. Some of his paintings were public spectacles which measured over 200 sq. meters (2,000 sq. feet.) He didn't care much for being sensible or social respect; he signed one of his last works as "The Art-Crazy Old Man". In his 89 years, Hokusai changed his name some thirty times (Hokusai wasn't his real name) and lived in at least ninety homes. We laugh and recognize him as an artist, but wait, that's because we see him as a Western artist, long before the West arrived in Japan. 

"From the age of six I had a mania for drawing the shapes of things. When I was fifty I had published a universe of designs. but all I have done before the the age of seventy is not worth bothering with. At seventy five I'll have learned something of the pattern of nature, of animals, of plants, of trees, birds, fish and insects. When I am eighty you will see real progress. At ninety I shall have cut my way deeply into the mystery of life itself. At a hundred I shall be a marvelous artist. At a hundred and ten everything I create; a dot, a line, will jump to life as never before. To all of you who are going to live as long as I do, I promise to keep my word. I am writing this in my old age. I used to call myself Hokosai, but today I sign my self 'The Old Man Mad About Drawing." -- Hokusai

 De her træsnit har jeg i kopi på mine vægge:

(Fortsættelse følger. Se tanker efter udstillingsbesøget på: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/hokusai-og-hockney-to-alen-ud-af-et.html )

"Kickstart" og "ketchupeffekt - og andre metaforer på økonomisk tænkning i journalistik

I bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World" - af James Geary har han et kapitel "Metaphor and Mony" hvori han fremhæver og analyserer en række af de metaforer som journalister og økonomer bruger når de skal skrive om fx. aktiemarkedet.

   I dag har Politiken sit Økonomi-tillæg, så jeg tænker jeg lige ville tjekke. 

   Metaforer er jo typisk noget vi bruger for at forstå det abstrakte og uhåndgribelidg gennem sprog fra det konkrete og håndgribelige i vores hverdag. Og økonomi og økonomisk tænkning er jo abstraktioner på abstraktioner. Så behovet er der.

Forsideartiklen handler om CO2-kvoter som firmaerne har fået gratis, og som staten altså har betalt. Den er næsten metaforfri, men der er så en enkelt der ligesom er undertekst hele vejen igennem: "regningen".  

  "En regning" er jo et stykke papir som vi fx kan få med posten, med angivelse af et beløb vi skylder for en vare som vi har modtaget, og som vi skal gå på netbank for at betale.

   Artiklen fortæller:

Beregninger foretaget af Politiken viser, at de danske elselskaber siden 2009 har tjent omkring 12,5 milliarder kroner på at opkræve betaling fra forbrugerne for kvoter de har fået gratis af staten.

  Kvoteordningen blev ellers indført som en slags afgift, hvor store CO2-forurenere skulle betale for udledningen og blive ansporet til at indføre grøn teknologi.

  Regningen (min fremhævelse) kunne de lade gå videre til forbrugerne, men på sigt ville de grønneste energiselskaber blive billigere og vinde markedsandele.

Det er helt klart. Jeg forstår ikke en brik. 

   "Regningen" er det eneste nogenlunde konkrete ord i hele teksten, men det hjælper ikke til nogen forståelse af sammenhængen.  Men jeg kan dog nogenlunde regne ud at det netop kun er i overført betydning at "regningen" ender hos forbrugerne, fordi det altså er staten og EU der har fordelt de gratis kvoter til virksomhederne.

   For en sikkerheds skyld tjekker jeg lige mine egne el-regninger fra NVE. Nej, der står ikke nogen rubrik der angiver et tal for hvad de gratis kvoter for virksomhederne koster mig i kroner og øre!

   Langt henne i artiklen forsøges sammenhængen der skal give mening til metaforen, så forklaret:

Når CO2-kvoter uddelt gratis af staten kan ende som en støre elregning, er det fordi kvoterne teknisk set er at betragte som et værdipapir, som selskaberne enten kan sælge eller bruge til at udlede CO2.

   Selv om kvoterne er gratis, er de derfor set fra elselskabernes side en del af deres omkostninger og noget kunderne helt naturligt skal betale for. 

Nu er meningen med denne blog jo ikke at kritisere, men at forstå. Og det jeg kan forstå, er at artiklens to journalister, Kåre Pedersen & Michel Rotheborg, er så indforstået med det økonomiske sprog og det abstrakte univers det referer til, at de ikke kan se at det de skriver, er totalt volapyk for 99,9% af avisens læsere, en gruppe jeg, trods høj uddannelse og god erfaring med at læse svære tekster, altså også tilhører.

Jeg snupper lige en anden artikel. Rubrikken lyder "En kickstart af dansk økonomi kræver mere end små pakker". 

   Manchetten: "Det er populært at tale om at sparke økonomien i gang, men det er ikke så nemt, som det lyder". Artiklens forfatter er ikke journalist, men økonomiprofessor Torben M. Andersen, tidligere overvismand.

  

Ja, her er der mere gang i metaforikken: "Kickstarte" der er vist noget man normalt gør ved motorer der ikke rigtig vil starte, men præcis hvad det vil sige, ved jeg ikke.

   Ordbogen fortæller at en kickstarter er en "pedal som starter motoren på en knallert eller motorcykel når man træder den hurtigt og kraftigt ned".

   Bag ved udtrykket ligger altså den konceptuelle metafor at det abstrakte: "økonomien" - skal ses og forstås gennem det konkrete: "en motor".

I rubrikken optræder så også en anden metafor: "pakker". Den bruges jo som en kliche om en samling love som vedtages for at de i fællesskab skal bidrage til at løse et akut samfundsproblem: "genopretningspakke", "bankpakke", "boligpakke".

   Det er en metafor som er valgt af politikere og medskyldige journalister fordi den gør det komplicerede til noget velkendt og overskueligt: en pakke som dem vi får med posten, eller måske endda i jule- eller fødselsdagsgave, og som indeholder noget godt som nogen har pakket ind til os.

   Problemet er imidlertid at de to metaforer ikke arbejder sammen: Hvordan kan man starte en motor med en pakke?

I manchetten er der en variant af kickstarte-metaforen: "sparke økonomien igang". Og dog: Hvad sparker man igang når det udtrykket skal forstås bogstaveligt? En fodboldkamp.

   Så fra at være en "motor" er økonomien nu blevet "en fodboldkamp" som skal igang.

Da professoren skal forklare hvad metaforen "kickstarte økonomien" egentlig betyder, så griber han til en anden som ligger i talemåden: "at hive sig selv op ved hårene".

Tanken er, at man med en et relativt beskedent, men målrettet indgreb kan sætte gang i økonomien. Hvis det lykkes, vil man med andre ord nærmest trække økonomien op ved hårene. Det er politisk attraktivt, for ved at sætte gang i økonomien forbedrer man samtidig de offentlige finanser som følge af den øgede aktivitet.

Den konceptuelle metafor bag ved den formulering er at økonomien er "et menneske der er ved at drukne". Vi får godt nok associationer, men inden for få linjer i indledningen gør han brug af tre forskellige konceptuelle metaforer som ikke visuelt og konkret arbejder sammen.

Senere i artiklen møder læseren metaforerne "ketchupeffekten" og "mat økonomi" og "medvindseffekt":

Der kommer også nemt en ketchupeffekt når den økonomiske udvikling vender. I en mat økonomi tøver man med at udskifte og anskaffe varig forbrugsgoder. Desto længere tid der går, desto større er behovet.

   En vending i konjunkturerne efter en lang mat periode kan således udløse en medvindseffekt fra en stigende efterspørgsmål efter varig forbrugsgoder.

"Mat" er noget et menneske er efter alvorlig sygdom, så den svinger meget godt sammen med at trække økonomien op ved hårene: økonomien er "et menneske som har været døden nær". 

   De to andre placerer økonomien som ketchup i en ketchupflaske og som et skib eller en cykel der får øget fremdrift af at få medvind. 

Man mærker professorens ambition om at formidle sit stof. Man kan diskutere hvor vellykket det er. Men han er altså bedre en journalisterne. 

   Måske er det en afsmittende overføring fra hans undervisning på universitetet hvor unge mennesker starter på økonomistudiet uden at have nogen som helst forestilling om hvad det er de skal lære at beskrive og forstå.

David Hockney - og hans iPad-malerier - og camera obscura-teknikken

Jeg var for nogle uger siden på Louisiana for at se en udstilling med David Hockneys iPad-malerier. Jeg har tidligere set udstillinger med hans billeder og synes han er en af det helt store og originale moderne kunstnere. 

   At han er særdeles kreativ er der ingen tvivl om, og det har også givet sig udslag i at han har afprøvet mulighederne for at skabe kunst på en iPad ved hjælp af et lille gratis tegne-maleprogram "Brushes".

   Det er der kommet en lang række smukke og poetiske miniaturebilleder ud af. Et af dem som ses blive malet på nedenstående video, var blæst op til udstillingens plakat. Og den var simpelt hen - ja, på en eller anden måde - japansk i sin lethed.

   Sådan ser et udsnit af plakaten ud: 

Her er en video hvor vi ser ham tegne/male billedet der blev til plakaten:

Udstillingen er slut nu, men en del af hans iPad-malerier kan ses på nettet.

   Det var godt nok inspirerende. Jeg har ikke en iPad, men overvejer nu at anskaffe en - alene for at kunne male på den.

En af hans kreative ideer er at tage fotos af dele af et motiv og så stykke dem sammen og male det som en kæmpe collage, som det her berømte med titlen "A bigger Gran Canyon":

Jeg husker jeg for nogle år siden så et engelsk tv-program med titlen "Secret Knowledge" hvor David Hockney dokumenterede at renæssancens og 16-1700-tallet store kunstnere havde brugt camera-obscura- teknikken som hjælpemiddel til at male deres figurer og landskaber naturtro.
   Hvad er camera obscura, og hvordan fungerer det?

Det var fascinerende i udsendelsen at se hvordan Hockney kunne påvise det, nemlig ved at vise at nogle af motiverne var sat sammen af flere "fotografier" af dele af motivet.
   Det forklarede nogle af de ellers ufoklarlige "forvrængninger" i perspektivet der var i en lang række af disse malerier. Hockney har utvivlsomt opdaget det fordi han selv komponerede billeder med en lignende teknik.
    Udsendelsen kan ses i 8 dele på YouTube. Her er første del:

   

Hjernens opgave-orientered netværk versus default-netværket - spontan trance, flow-tilstand og aha-oplevelser

En yderligere søgning viste så at der er et komplementært netværk i hjernen - "the task oriented network" - til det jeg har omtalt som default-netværket. Mens det opgaveorienterede netwærk er aktivt når hjernen udfordres til at løse eksternt motiverede opgaver og problemer, så er default netværket kendetegnet ved at være i funktion i hjernens "resting state" - et netværk som er aktivt uden ydre stimuli og som altså ser "indad", som når man fx dagdrømmer, genkalder sig personlige erindringer eller fantaserer sig selv ind i forestillede scenarier.

De to netværkd komplementære karakter er illustreret her i disse neuro-imaging-illustrationer fra artiklen "The human brain is intrinsically organized into dynamic, anticorrelated functional networks", forfattet af Michael D. Fox, Abraham Z. Snyder, Justin L. Vincent, Maurizio Corbetta, David C. Van Essen, and Marcus E. Raichle.

Artiklen bekræfter at højre hjernehalvdel er særligt aktiv i forbindelse med aha-oplevelser. Og så fortæller den at ingen af de to netværk har en præfereret forbindelse til det sensomotoriske netværk som spejlneuronerne er en del af.

Jeg fandt ud af eksistensen af det opgave-orienterede netværk da jeg stødte på begrebet "spontan trance", som synes at være et andet ord for hjernens "hvile-tilstand" som er det der definitorisk kendetegner defualt-netværkets funktion.

  Her er citatet som førte mig videre. Forfatteren til et indlæg på http://nlp-blog.dk/category/coaching/ opstiller betingelser for aha-oplevelsen:

Man skal være i en “informationstæt bevidsthedstilstand”. Oplevelser med intens (informationstæt) opmærksomhed er en del af hverdagen, f.eks.:

• Drømme. Her er opmærksomheden rettet indad - sindet og hjernen laver sine egne billeder.

• “Flow”-tilstand - hvor du er opslugt af noget meget interessant, og lukker alt andet ude. Det er en tilstand, hvor du lærer hurtigt - på mange planer.

• “AHA-oplevelser”, hvor du pludselig oplever en forståelse af noget, som førhen har været svært eller uigennemskueligt.

Den informationstætte bevidsthedstilstand kaldes også spontan trance. Alle pattedyr og mennesker går i spontan trance flere gange i døgnet i en bestemt rytme, som er biologisk bestemt (hos mennesker med cirka 1½-2 timers interval). Hvis denne rytme brydes for tit, kan du få stress.

   Spontan trance er også en slags afslappet fleksibel søgetilstand i sind og krop, en åbenhed for at bearbejde (mange) forskellige løsningsmuligheder.

   Minutiøse undersøgelser af læreprocesser viser, at åbenhed overfor forskellige muligheder i den tidlige fase af problemløsning, øger chancerne for indsigt, læring og udvikling markant.

Det er det der er det fantastiske ved at forske via nettet. Du får en ide - en association - og bruger associationens to ord eller begreber til - lynhurtigt at finde ud af - om "det har noget på sig". Og aha-oplevelsen kommer med det samme. De videnskabelige artikler som forbinder de to ord, popper op øverst i søgningslisten. Og lidt efter kommer der henvisning til en Wikipedia-artikel.

   Og jo, du kan gå videre med den tankegang du har forfulgt - eller der viser sig et nyt associationsspor.

   Jeg ved nu virkelig hvad link-joy er!

Fiktioner som fortællende simulationer af og modeller på virkeligheden

Jeg sluttede det foregående blog-indlæg om default-netværket med at konstatere at beskrivelsen af dets funktion i de to citater i den grad faldt sammen med de krav man må stille til en forfatters hjerne der skriver romaner.

   I det sidste citat jeg bragte om dette netværks funktion var der omtale af "fictional narrative simulation", og det gjorde at jeg googlede det og fandt følgende abstract fra en artikel. Den går ikke på hjernens neurologisk funktion, men på pyskologien bag ved fortællinger - idet der her tales om at litteraturen leverer "modeller for simulation af den sociale verden via abstraktion, simplifikation, og kompression".

Fiction literature has largely been ignored by psychology researchers because its only function seems to be entertainment, with no connection to empirical validity. We argue that literary narratives have a more important purpose. They offer models or simulations of the social world via abstraction, simplification, and compression. Narrative fiction also creates a deep and immersive simulative experience of social interactions for readers. This simulation facilitates the communication and understanding of social information and makes it more compelling, achieving a form of learning through experience. Engaging in the simulative experiences of fiction literature can facilitate the understanding of others who are different from ourselves and can augment our capacity for empathy and social inference.
http://pps.sagepub.com/content/3/3/173.short

"Compression" som bruges midt fem linier nede i citatet "tænder" en association hos mig. Begrebet er sammen med "integration" det som kendtegner den mentale proces som i den kognitive lingvistik kaldes "blending", og som jeg har skrevet rigtig meget om tidligere på denne blog.

   Og jeg har hele tiden spekulerer over om man kunne lave en eller anden form for kobling mellem konceptuel blending og spejlneuron-netværket og default-netværket.

   På en måde kan man sige at det ikke er så svært i nogen af tilfældene:
   Spejlneuronerne fungerer jo sådan at der sker en konceptuel eller mental blanding af mig og mine handlinger og følelser på den ene side, og så af "den anden" hvis handlinger jeg iagttager på den anden side. Jeg forstår den andens indre gennem spejling af den andens adfærd i min egen. Og det foregår automatisk og ubevidst.

   Og default netværket fungere tilsyneladende sådan at det blander fremdragne selvbiografiske erindringer med imaginære mentale rum hvorigennem jeg´et projicerer sig selv ind i andre personer eller i andre virkeligheder. Formlen er "hvad hvis..." 

   Dette netværk udtrykker sig så vidt jeg kan læse kilderne gennem bevidst fantaserende tænkning.

Jeg forfølger sporet og finder omtale af en videnskabelige artikel på adressen http://boingboing.net/2009/01/29/your-brain-on-fictio.html - omtalen har rubrikken: 

Your brain on fiction: we simulate action we read in narrative

Posted by Cory Doctorow

Jeg fascineres straks af selve illustrationen, som viser neuro-imaging-resultater med en detaljeringsgrad i forhold til fiktionsfortællinger som jeg ikke har set tidligere:

Den videnskabelige artikel har titlen: "Reading Stories Activates Neural Representations of Visual and Motor Experiences", og forfatterne er: Nicole K. Speer, Jeremy R. Reynolds, Khena M. Swallow, & Jeffrey M. Zacks. Artiklens abstract lyder sådan her:

To understand and remember stories, readers integrate their knowledge of the world with information in the text. Here we present functional neuroimaging evidence that neural systems track changes in the situation described by a story. Different brain regions track different aspects of a story, such as a character’s physical location or current goals. Some of these regions mirror those involved when people perform, imagine, or observe similar real-world activities. These results support the view that readers understand a story by simulating the events in the story world and updating their simulation when features of that world change.

En af forfatterne, Nicole Speer, bliver refereret og citeret i artiklen fra boingboing.net. Her "oversætter" hun undersøgelsens resultater og perspektiver:

Nicole Speer, lead author of this study, says findings demonstrate that reading is by no means a passive exercise. Rather, readers mentally simulate each new situation encountered in a narrative. Details about actions and sensation are captured from the text and integrated with personal knowledge from past experiences. These data are then run through mental simulations using brain regions that closely mirror those involved when people perform, imagine, or observe similar real-world activities.

Så vidt jeg kan læse mig til her, så forudsætter disse resultater et samarbejde mellem default-netværket ("personal knowledge of past experience") og spejlneuron-netværket ("using brain regions that closely mirror those involved when people perform,...").

  Artiklen fra boingboing.net fortsætter:

"These results suggest that readers use perceptual and motor representations in the process of comprehending narrated activity, and these representations are dynamically updated at points where relevant aspects of the situation are changing," says Speer, now a research associate with The Western Interstate Commission for Higher Education (WICHE) Mental Health Program in Boulder, Colo. "Readers understand a story by simulating the events in the story world and updating their simulation when features of that world change."

En anden blog udfolder undersøgelsens resultat helt konkret og udlægger altså den illustration jeg har vist i starten af dette indlæg:

For example, changes in the objects a character interacted with (e.g., "pulled a light cord") were associated with increases in a region in the frontal lobes known to be important for controlling grasping motions. Changes in characters' locations (e.g., "went through the front door into the kitchen") were associated with increases in regions in the temporal lobes that are selectively activate when people view pictures of spatial scenes.

Jeg vil i et kommende indlæg forfølge det spor der hedder bevidsthed og simulation og som altså kobler bevidst tænkning og simulering sammen (og som burde have noget at gøre med defualt-netværket). 

   Jeg har fundet en artikel: "Conscious Thought Is for Facilitating Social and Cultural Interactions: How Mental Simulations Serve the Animal–Culture Interface" - af forfatterne Roy F. Baumeister and E. J. Masicampo. Fra 2010.

   Så jeg er stadig på omgangshøjde med de nyeste resultater.

      (fortsættelse følger)