"Dansk forbudsparti" - en opfølgning

Jeg har prøvet at efterspore min teori fra forrige indlæg, nemlig at "Socialistisk Forbudsparti" var resultatet af en blending-operation på et allerede opfundet blended udtryk: "Dansk forbudsparti". Nettet klarer sagerne. På Niels Krause-Kjærs blog, Berlingske.dk, finder jeg en kommentar fra den 19. januar i år af "Peter J":

..hvad står DF for andet end forbud og stramninger - aldrig kommer der noget positivt fra den kant. Pia & Co burde tage navneforandring til Dansk Forbudsparti.

Den 22-03-2010 har Rune Engelbreth i sin blog på Politiken.dk et indlæg med rubrikken "Dansk Forbudsparti". Afsættet er at Dansk Folkepartis ungdom har nægtet pressen at overvære deres landsmøde.
   I forskellige blogkommentarer efter den 19. januar bruges udtrykket også, så det har slået an, og kan meget vel have ligget og simret - klar til blending - i et mentalt rum hos journalister og redaktører på Information.

"Socialistisk Forbudsparti" - og kreativ journalistisk tænkning

Forsiderubrikken på mandagens Information: "SOCIALISTISK FORBUDSPARTI". Bang! En effektiv rubrik, opfindsom og udtryk for kreativ sproglig tænkning.
   Den grafiske setting er et rundt, rødt, al indkørsel forbudt-skilt, hvori manchetten er indskrevet i den hvide bjælke: "Slut med unge i solarier og pædagoger med parfume. Socialistisk Folkeparti har overhalet Dansk Folkeparti i kapløbet om at udstede forbud. Omtrent hver anden uge kommer SF på noget nyt, som skal reguleres eller forbydes".
   Konstruktionen er lige efter bogen: I et konceptuelt input-rum har vi de konventionelle forestillinger om Socialistisk Folkeparti, som indeholder værdier som antiatotritær, frihed for folket, etc. I det andet input-rum har vi værdier hentet fra forestillingerne om den borgerlige regering, og ikke mindst Dansk Folkepart, som vil kontrollere, stramme, forbyde, retsforfølge, etc. Men SF har rykket sig markant ind mod midten og på nogle områder udtrykt enighed med deres argeste modstander DF. I det blendede rum har vi et tænkt parti der i betegnelsen har lighed med SF i kraft af at den eneste forskel i udtrykket er at "-lke-" er udskiftet med "-buds-".

To gode og kreative journalister, Marchen Neel Gjertsen og Christian Lehmann, har stillet sig selv spørgsmålet: Hvor langt er SF egentlig bevæget sig, kan vi finde en målestok der dokumenterer det? De har så gennemgået pressemddelelserne fra SF fra februar 2009 til og med Marts 2010, og fundet ud af "at SF har foreslået at forbyde eller stramme gevaldigt op på noget hver anden uge - omkring 40 gange. Hertil skal lægges andre stramningsforslag og alt det, de ikke har udsendt pressemeddelelser om."
   I det journalistisk blendede rum som artiklen udtrykker, fremstilles SF altså som et parti der dokumenteret optræder i en rolle der står i modsætning til de konventionelle forestillinger om partiet - dets image. Der er en spaltning mellem image og den nye profil, ville markedsføringsteoretikerne sige. Og det er journalistisk set altid en god historie.
   Den kreative redaktionssekretær eller forsideredaktør skal have komprimeret historien i et slagkraftigt provokerende ord og opfinder det nye blendede udtryk SOCIALISTISK FORBUDSPARTI gennem den udtryksmæssige kobling af "fo" i FOlke... og "fo" i FORbud.
   En konstruktionstype som i øvrigt Politikens ATS dagligt munterer sig med. Uden at have kilder præsent, skulle det ikke undrer mig om ATS tidligere har konstrueret det blendede udtryk DANSK FORBUDSPARTI, så der her i Information er tale om blending i dobbelt forstand (jfr. Dronningens "damptelefon").

I øvrigt er der ikke i artiklen dækning for den ekstra blending-operation som består i konstruktionen af et forestillet rum hvori SF og DF sammen deltager i "et kapløb om at udstede forbud," og hvori SF "overgår" DF sådan som underrubrikken til artiklen inde i bladet udsiger. Journalisterne har ikke foretage en tilsvarende optælling af forbudsforslag fra DF´s pressemeddelelser i samme periode.

Man kan sige at det ligner lidt det web-koncept som jeg omtalte i det foregående blog-indlæg om PolitiFact. Var artiklen om Socialistisk Forbudsparti produceret som en artikel på PolitiFact, så ville man kunne gå ind og finde alle pressemeddelelserne i en database. Og måske ville man have lavet en tilsvarende undersøgelse med de øvrige partiers pressemeddelelser. Og måske ville man have undersøgt det samme korpus af pressemeddelelser for forslag der ville afskaffe eller lempe regler.

"Tilbage til fremtiden" - kreativ nytænkning bag journalistisk nyhedssite: "PolitiFact.com"

Fagbladet Journalisten bringer i sit sidste nummer en artikel under rubrikken "Tilbage til fremtiden", skrevet af Jakob Elkær.  Manchetten siger: "De klassiske journalistiske dyder er tilbage i digital form. PolitiFact tjekker om magthaverne lyver og holder deres løfter. Det er vaghundejournalistik proppet på en database, der forvandler dag til dag-journaliastik til et langsigtet graveprojekt."
   Artiklen fortæller om et nyhedssite som er kendetegnet ved at journalisterne tjekker politikeres, opinionsdanneres og andre indflydelsesriges offentlige udtalelser for deres sandhedsværdi, og så offentliggør de tjekresultaterne på deres site. Det sker i form af en vurdering på en "Truth-O-Meter"-skala:

• SANDT 
• MEST SANDT 
• HALVT SANDT
• NÆPPE SANDT 
• FALSK
• BUKSERNE BRÆNDER

Elkær fremhæver i sin vinkling at det "på en gang oser af gammeldags journalistik og samtidig udnytter moderne webteknik optimalt." Altså i min terminologi at det er et resultat af en kreativ blending-proces.

At tjekke udsagn for deres sandhedsværdi, er i journalistisk sammenhæng ikke noget nyt, sådan set. Vi kender det fra sidste valgkamp hvor flere aviser havde daglige artikler hvor de researchede på om politikernes generelle påstande og udsagn holdt ved en nærmere prøvelse. Mere generelt kan man hævde at det jo egentlig ikke er andet end hvad journalstik i princippet går ud på: at tjene sandheden - "in honour of truth". Og at når vi taler vagthunde-journalistik i sin fineste form - undersøgende journalistik - så skal det jo være så tjekket at det "holder i retten".

Men hvad er så det nye i dette web-journalistik-koncept, det der er et resultat af kreativ tænkning? Ja, ifølge artiklen er det nye:

1. at researchen på sandheden i udtalelserne omsættes til en kategorisk dom (=konklusion), udtrykt i en værdi på en sandhedsskala (jfr. ovenfor); normalt vil man sige at det ikke er journalisten der skal dømme, han skal fremlægge facts, og så er det læserne der skal dømme på det grundlag,
2. at al den dokumentation som dommen (=konklusionen) bygger på, lægges åbent og tilgængeligt frem; normalt lægges den journalistiske dokumentation kun frem i udvalgte citater, og det er ikke muligt at gennemskue om dette udvalg er styret af journalistens bagvedliggende holdninger,
3. at man i forbindelse med en journalistisk undersøgelse også fremlægger modevidens, altså dokumentation som man har gravet frem og som ikke underbygger den kritiske vinkel, eller måske ligefrem modsiger den, 
4. at sitet også fortæller den positive historie: nemlig når politikere og andre magthaver taler sandt og holder deres løfter; "på en avis smider man oftest researchen til et faktatjek ud, hvis resultatet er for mudret, eller til en slagkraftig rubrik, eller hvis politikerne taler sandt," skriver Elkær,
5. at det er muligt for læserne at lægge bedømmelsen af enkeltudtalelser sammen og få en samlet vurdering af en politikers eller opinion omgang med sandheden, ved at opsummere sandhedsværdien for en lang række udsagn over tid; normalt vil læserne ikke have den mulighed gennem sin dag til dag-læsning af sin avis.

Set med akademiske øjne, nærmer journalistikken sig her forskningen, idet den i dette koncept leverer gennemsigtighed i forhold til hvordan den når sine konklusioner, og idet den også accepterer konklusioner uden kritisk eller negativt afslørende framing. 

   Ifølge artiklen kommer ideen til konceptet fra en webudvikler, Adrian Holovaty, der i 2006 har skrevet: "Manifesto on the fundamental way newspaper websites need to change".  Heri argumenterer han for at "journalister skal gøre op med tanken om hurtige artikler uden levetid ud over døgnet og i stedet tænke på at de faktisk samler struktureret information." Se mere på http://www.holovaty.com/writing/fundamental-change/

  

Går man ind og læser manifestet, så er det dybt interessant ud fra en kreativitetssynsvinkel, idet hovedpointen er at journalister som gruppe og profession kun tænker på informationer som noget der her og nu skal skal skæres til så de kan bruges til at lave journalistik på efter et historieskema. Sjældent tænker de på information som noget der har værdi i sig selv i kraft af at de kan bruges i alle mulige andre forskellige sammenhæng.

   Det må jeg vist se nærmere på senere!

I hvert fald giver det mening for mig at se selve den kreative proces det er at producere et stykke journalistik, som en blending-proces, hvori der i det ene input-rum indgår et historie-skema, og i et andet input-rum indgår en række informationer, og som output får vi så en journalistisk sammenkogt, formet og fortalt historie. I det blendede rum i artiklen er informationerne fra input-rummet frigjort fra sin strukturelle kontekst for at kunne indgår gnidningsfrit i historiens skematik. 

   Problemet er at det ikke er muligt at køre den journalstiske historie-blender baglæns, og dermed få informationerne ud af artiklen igen i en form så de uden videre kan bruges i andre sammenhænge - både af  læserne og af andre journalister. Det er det som Adrian Holovaty kalder "struktureret information", der foreligger i en databaseform der gør at det har værdi ud over en enkelte journalistiske histories ramme.
   Principielt er det jo igen noget der minder om forskning, hvor en stor del af de formelle konventioner der omgiver publiceringen af en afhandling, har til formål at gøre informationerne nyttige i andre forskningssammenhænge, gennem abstracts, fodnoter, forskellige former for index, personregistre og litteraturlister.
   Man kan måske sige at det at supplere en artikel med en faktaboks, er noget der ligner struktureret information i Adrian Holovatys forstand.

Sportsjournalistikken kreative stavblender får fuld skrue når Caroline Wozcniacik er på banen

Avisernes sportsjournalister er berømte og berygtede både for deres blomstrende kreative og for deres totalt klicheprægede sprog - i kampen for at levendegøre sportsoplevelsen for læserne.

Se nu f.eks. Politikens sportsider i mandagsudgaven. "Wozniacki skød grusbanesæson i gang med triumf", udråber rubrikken. Det betyder bare at hun vandt sin første turnering spillet på bane med grusunderlag. Om metaforen at "skyde noget igang" har nogen særlig effekt er tvivlsomt. At introducerer billedet af manden der står ved startlinjen og skyder et kapløb i gang, er måske snarere forvirrende end oplysende, når det nu handler om en kvindelig sportsstjerne der spille tennis
   Men der er altså tale om blending: en konceptuel blanding der trækker på et aktuelt indput-rum hvor CW indleder og vinder den første af en række tenniskampe på grusbane i den sæson, og på et andet imaginært input-rum hvor en official til et atletikstævne afskyder en startpistol hvorefter en række løbere sætter igang med at løbe i en konkurrence om at nå først i mål. I det blendede rum optræder CW både som den der står og skyder pistolen af og og en af dem der tager afsæt fra startlinien og løber derudad.

Også artiklens indledningsafsnit er interessant som en tekst der er et resultat af en ret radikal blending-operation:

For knap 500 år siden søgte den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León forgæves efter dokumentation for legenden om 'ungdommens kilde' ved Florida-kyststrækningen Ponte Vedra Beach. Søndag fandt en ung dansker til gengæld for anden gang lykken i området, der i dag er et populært hjemsted for golf- og tennisstjerner samt skuespillere.

Skulle nogen være i tvivl så blev det igen slået fast: Caroline Wozniacki er kommet til verdenstoppen i tennis for at blive. (...)

Artikelindledningen rejser spørgsmålet om man kan tale om at en tekst er udtryk for et mislykket blending-forsøg.    
   Det er i hvert fald utroligt svært at se hvad denne sammenkobling af en 500 år gammel fortælling om en mand der forgæves søgte at dokumentere eksistensen af 'ungdommens kilde", har at gøre med at "en ung dansker" (CW) for anden gang fandt lykken i området."
   Der er nogle lighedspunkter der fungerer som betydningsmæssige koblinger mellem de to input-rum: Historierne foregå på samme geografiske sted med 500 års mellemrum, og i begge historier indgår noget med ungdom.

  Men samtidig er der i teksten indbygget en modsætning der modvirker blending af de to rum: hovedperson søger forgæves 'ungdommens kilde' - den anden hovedperson er en ung dansker der til gengæld finder lykken for anden gang.

  I det ene rum er der noget der mislykkes for ever, mens der i det andet er noget der lykkes for anden gang..
   Stakkels Juan Ponce de León trækkes frem af historiens mørke for at give en flatterende, men i øvrigt helt irrelevant story-baggrund for Carolines meriter. Hun er ung, hun behøver ikke - som taber-Juan - at søge ungdommens kilde, er den uudtalte konklusion.
   Det blended rum som journalisten har skabt, har ligheder med Cæsar når han holdt sejrs-processioner i Rom. Som led i processionen havde han, for at kaste glans over sig selv, altid indlagt alle mulige tabere fra sine slag, modstandere som han havde holdt i live ind til processionen, for så lige efter at aflive dem.

Klee, Nolde, Hokusai - og kreative restriktioner

Både Paul Klee og Emil Nolde var repræsenteret med en række fine malerier på udstillingen "Farven i Kunsten". Og de er på mange måder hinandens modsætninger.
   Men når jeg har en særlig interesse for dem, skyldes det utvivlsomt at jeg fik et "æstetisk kick" da jeg var omkring 15-17 år. Min familien var flyttet fra Stege til København et par år før. Jeg tegnede og malede meget, og der var netop kommet Filias oliepastelfarver på markedet, som gav mig mulighed for at male fantasifulde digtede landskabsbilleder i stærke farver: Drømmebilleder. Der var på Charlottenborg i de år to store udstillinger, som min mor tog mig med på: Emil Nolde, og Paul Klee. Og jeg kan faktisk huske selve oplevelsen af at gå rundt og blive emotionelt påvirket. Jeg tror følelsen var "befrielse", "eufori". Jeg tror det var der jeg for alvor fik lyst til selv at blive maler.
   Mens efterbyrden af Klee var udstillingskataloget, som jeg siden stjal med da jeg flyttede hjemmefra, så var Nolde repræsenteret i vores hjem med en kæmpe udstillingsplakat i glas og ramme, ophængt over vores sofa i dagligstuen: Med kraftigt lysende solsikker i front, og på baggrund af en dramatisk blåsort uvejrshimmel, gennembrudt af skarpt orangerøde solstrejf.

Nå, men det der som slog mig i denne omgang, var at det fremgår af de to kunstneres biografier at de i perioder af deres liv, var tvunget til at realisere deres kunstneriske drift  i det skjulte - med andre ord: de var underlagt kreative restriktioner eller kreativ askese.

Selv om Nolde havde klare nazisympatier, fik han i 1941 totalt maleforbud, fordi hans malerier blev kategoriseret som "entartet" (da. 'degenereret'). Da oliemaleri kan lugtes, blev han tvunget til i stedet at male små akvareller, som hurtigt kunne gemmes, og som ikke efterlod sig duftspor. Da han ikke længere kunne male ude i naturen eller efter modeler, måtte han trække på sine indre billeder, sine erindringer og fantasier.
   De flere hundrede små, farvestærke og ekstremt udtryksfulde akvareller kaldes i faglitteraturen hans "umalede billeder". Og som der står på www.vimu.info: 

Serien af "umalede billeder" var et led i Noldes kunstneriske udvikling, som igen og igen var præget af faser af tilbagetrækning, hvor han i selvvalgt isolation, frembraget billedserier af en helt egen type.

Selv om jeg ikke lige har læst det nogen steder, så er det indlysende at dette maleforbud, også må have udløst det som jeg andet steds har kaldt "kreativ vrede".

I Weekendavisen 23. april 2010, under rubrikken "Kammertoner", fortæller Merete A. Baird i en anmeldelse af en Klee-udstilling i Paris:

Klee har tysk statsborgerskab, og i 1916 bliver den 37-årige mobiliseret til den tyske hær, heldigvis for gammel til at komme ved fronten. I stedet sættes reservisten til at male insdustrielt flyvemateriel. I smug arbejder han videre med sine intense små formater, anbragt i bunden af en skuffe, som hastigt kan lukkes, hvis nogen kommer ind. Abstrakte udtryksmåder hjælper med at holde massehysteriernes ubærlige realiteter på afstand. I 1917 skaber han det kubistiske "Kapellet", hvor sort måne, stjerne og sol valser rundt om et tragikomisk kapel, der skælver som et ramlende korthus i en askestøvet, blåsort undergangs- og aftenlandsfandango.

I manchetten til anmeldelsen står: "Maleriets Mozart. Paul Klee skrev i 1918 i sin dagbog: "Jeg er besat af farve. Farven og jeg er forenet. Jeg er maler." En tekst der blender Mozart og Paul Klee, og et citat der blender to input-rum:  "jeg, Paul Klee", med "farve", hvad der i output-rummets mix bliver til: "Jeg er maler".
    Paul Klee er i den grad en kunstner som helt bevidst arbejder med blending både i indhold, form og udtryk. Han er visuel ironiker, om nogen. Og anmelderen "blender med" i en vildtvoksende metaforik i forsøget på at videregive en oplevelse.
   Men det er påfaldende hvordan de to kunstneres situation i disse faser af deres liv ligner hinanden. De må male, men de må skjule deres aktiviteter, formatet er tvunget småt, og der sker ting og sager i deres kreative udvikling.
   De er begge repræsenteret med plakater og reproduktioner på vores hjemlige vægge: Nolde med en poetisk akvarel af en klovn, Klee bl.a. med en musikalsk pyramideabstraktion: "Gradus ad Parnassum".

Hokusai er en japansk maler, og hvorfor kommer jeg til lige at tænke på ham?
   Dels læste jeg om ham og blev betaget for livet på nogenlunde samme tid i min tidlige ungdom, hvor jeg fik Nolde og Klee ind på nethinden for ever. Det var i Broby-Johansens bøger: Verdensmestre og Hverdagskunst - Verdenskunst, at jeg stødte på Hokusai - og blev mærket for livet. Bøgerne stod i mine forældres reol, og var sikkert en gave fra min Morfar, der selv malede pastel i sin fritid, og som sad i Arbejderbevægelsens forlag Fremad, som udgav Brobys bøger.
   Og dels var jeg i Japan sidste år, og så rigtig mange af Hokusais berømte træsnit. Og et eksempel på udnyttelsen af selvpålagt kreativ askese eller kreative restriktioner har vi ekstremt tydeligt i hans træsnit-serie om Fuji-bjerget ("Thirty-six Views of Mount Fuji"), som han skabte da han var omkring 70 år gammel (så der er håb endnu).
   Et af de mest kendte i den serie er det der populært kaldes "Røde Fuji", med Fuji-bjerget i en kraftig lerrød farve og striber af hvid sne ned fra toppen, en mørkeblå himmel med hvide skyer som baggrund, og et mørkegrønt skovområde ved foden; dets rigtige titel er: "South Wind at Clear Dawn".
   Et andet er  "Den store bølg" (rigtig titel: "In the Hollow of a Wave off the coast at Kangawa"), som alle kender, og som jeg derfor ikke vil prøve at beskrive i ord.
   De to træsnit er simpelt hen blevet ikoner for Japan. Man så dem overalt: på nøgleringe, på sokker, t-shirts - you name it. Og jeg har haft kopier af dem hængende på væggen i mange, mange år.