Sider

tirsdag den 11. oktober 2016

Om glæden ved æstetisk skønhed (5) - Carl Johan Forsberg vs Eva Louise Buus - på Rønnebæksholm

Carl Johan Forsberg: Laguna  Viva Venezia. Akvarel.1927 

Så nåede jeg hen til det som jeg for fire blokindlæg tilbage troede jeg bare kunne gå igang med at skrive om: Min positive oplevelse af og fascination ved den udstilling som vores relativt nærliggende kunst-og kultur-udstillingscenter Rønnebæksholm for tiden viser.
   Det ligger ca. 4 km øst for Næstved, og jeg har flere gange tidligere skrevet om mødet med gode udstillinger og interessante kunstnere i deres smukke lokaler: fx Grethe Bagge og Søren Martinsen.
 
Og helt undtagelsesvis er det en udstilling jeg og fruen har besøgt to gange, med 10 dages mellemrum.
   Anden gang fordi vi gerne ville vises rundt af den ene af kunstnerne - den nulevende - som samtidig var den der havde "kurateret" udstillingen, som man professionelt udtrykker det idag.
   "Kuratere" er et relativt nyt ord - overtaget fra engelsk - og betyder i følge ordbogen ...
... udvælge (og arrangere) de genstande eller værker der skal udstilles på en udstilling typisk efter et bestemt princip eller tema.
Det bruges også i en masse anmeldelser, som om alle læsere ved hvad det betyder.

Udstillingen har titlen "Forestillinger om skønhed" og viser billeder af en afdød svensk akvarelmaler Carl Johan Forsberg og af den nulevende danske kunstner Eva Louise Buus.

Det er to gode og interessante kunstnere hvis billeder vi møder på udstillingen. Men det særligt udsædvanlige ved den er historien bag det at den er blevet lavet:
   Dels er det den første samlede udstilling af Carl Johan Forsbergs æstetisk forfinede og dekadente akvarelkunst siden 1930; derefter er han nemlig blevet godt og grundigt glemt og begravet, sådan rent kunsthistorisk.
    Han er altså en regulær outsider og kunsthistorisk set en 'taber', som Eva Louise Forsberg nu har trukket frem af glemslen ved at få indsamlet og udstillet omkring 70 af hans akvareller, malet i perioden 1902-1936.
  Dels er udstillingen også bemærkelsesværdig at ved kurator Buus selv er kunstner og i samme lokaler udstiller en række af sine egne billeder der er inspireret af hendes møde med Carl Johan Forsbergs kunt for nogle år tilbage.  
   Hun fortæller at hun faldt med et brag og blev tændt da hun for første gang stødte på et af hans billeder på en udstilling i det lokale kunstmuseum på Fanø.
   Det var da hun så det her maleri af Forsberg:

Carl Johan Forsberg: Sønderho havn ved nat. Akvarel og pen på papir. 1922
Det gjorde så stærkt indtryk på hende at hun siden lavede en parafrase over det, ikke i det sårbare og skrøbelig medie akvarel, men i syrebehandlet metal

Eva Louise Buus: Skibe ved måneskin. Oxideret messing. 2015

Motivet med fiskerbåde badet i lyset fra et mystisk måneskin, vender Forsberg gang på gang tilbage til, fremgår det af udstillingen og katalogbogen som man kan købe på stedet:


Smukke, stemningsfulde og lidt "sære" billeder.

I sin artikel om ham og sit forhold til hans kunst i udstillingsbogen, fortæller Eva Louise Buus om mødet:
Jeg var begyndt på Kunstakademiet nogle år forinden og gik nu rundt i museets faste samling med billeder af Fanømalere, da noget pludselig fangede min opmærksomhed. Et smukt billede. En stor akvarel af skibe i måneskin. Billedet skilte sig markant ud i stilen fra de andre noget mere tunge og dystre malerier i samlingen.
   Det, der greb mig den gang og stadig griber mig idag, er Forsbergs måde at behandle sine motiver på. De er ganske vist malet, så man kan se, hvad det er, men med en stilisering og en særlig elegance i stilen - som jeg vist bedst kan beskrive som dekadent.. Jeg følte et umiddelbart kunstnerisk slægtskab med denne for mig komplet ukendte kunstner, og min nysgerrighed var vakt.
Som jeg opdagede det i sin tid da jeg skrev bogen om Poul Martinsen, så er det at gå på opdagelse i et andet kreativt menneskes liv og værk, en rejse gennem serendipitetens landskab.
   Det ene underlige, overraskende - tilsyneladende tilfældige - lighedspunkt efter det andet dukker op.
   Eva Louis Buus skriver:
I min udforskning og afsøgning af Forsbergs livsværk er jeg flere gange stødt på underfundige lighedspunkter mellem ham og mig. Vi har begge lagt et arkitekturstudie på hylden for derefter at hellige os billedkunsten, vi har begge en nær relation til Fanø, vi har boet 300 meter fra hinanden på Nørrebro, og vi har ikke mindst et stort kunstnerisk slægtskab. Da jeg første gang gik ind i dialogen mellem hans og mine værker, opdagede jeg , at jeg allerede inden jeg kendte hans arbejde, havde lavet en lang række billeder, der kunne sidestilles direkte med hans. Men mest af alt er det måden, han arbejder med motivet på, som jeg kunstnerisk kan spejle mig i: hans særlige streg og stilisering.
Nogenlunde faste læsere af min blog i de sidste par år, vil kunne genkende en række ligheder med min historie i mødet med akvarelmaleren og farvetræsnitkunstneren Harald Henriksen.
   Her det træsnit som jeg - tilfældigvis - stødte på i en julebasar i Vordingborg for godt to år siden:

Harald Henriksen: Træer ved en vej. Farvetræssnit. 1938
Også jeg blev kunstnerisk-æstetisk forelsket ved første blik, og jeg oplevede også overraskelsen ved at her var en stor - og inden for sin motivkreds - suveræn kunstner, som til min undren var gået totalt i den kunsthistoriske glemmebog efter sin død i 1960.
   Fra 1916 havde han været så kendt og anerkendt som kunstmaler og træsnitkunstner, at han havde udstillet  på Charlottenenborgs forårsudstilling næsten hvert år resten af livet..
    Da jeg stødte på hans farvetræsnit, havde jeg selv malet akvarel on an off i fire år. Og troede ved første blik at det her var en gammel gulnet akvarel. Men blev klogere. Det var et farvetræsnit, men af en helt særlig skønhed - og med tydelig inspiration fra de berømte japanske træsnit et lille århundrede før.
 
Efter at have været fortrængt og glemt siden 1960, så bliver Harald Henriksen og hans kunst først gravet frem i lyset af sønnen Hans Henriksen  som var primus motor bag udstillingen i 2010 i Mørstings Hus på Frederiksberg, og bag udgivelsen af bogen af Ole Lindbo med titlen "Naturens Spejl".
   Og senest vises Harald Henriksens billeder nu på hjemmesiden med digitale kopier af hans samlede værker og med fyldige  biografiske oplysninger, også samlet af sønnen:
Da jeg kun er amatørmaler og ingen kunstneriske ambitioner har, så kan jeg naturligvis ikke stille egne akvareller op på siden af Harald Henriksen billeder og påstå at jeg er blevet inspireret her.
  Men jeg kan se klare æstetiske kontakt- og lighedspunkter mellem hans billeder og mine, i hvert fald i mine ambitioner når jeg maler. Og derfor forstå min mentale 'besættelse' af skønheden i hans billeder.
    Her er en af mine akvareller med træer som "hovedpersoner" - malet efter et fotografi som jeg tog på vores rejse i Burma/Myanmar for nogle år siden:

Egen produktion: Flodlandskab. Burma. 2013
Her et andet, cypresser fra en kyst på Mallorca:

Egen produktion: Cypres ved Mallorcas kyst. 2015
Men lysten har ikke manglet til at male akvareller inspireret af Harald Henriksens typiske motiver.
   Især interessen for træer som grafisk fremtrædende karakterer og konturer der giver billederne forgrund og identitet,  og hans suveræne udnyttelsen af det ufarvede papir til at fremstille "hvidt" som er med og til at give lys og kontrast i billedet, er jeg stærkt optaget af.
   Og måske er det den her udstilling på Rønnebæksholm der ender med at jeg kommer igang med at male akvareller med træer som motiv.

Tilbage til udstillingen om "Perceptions of Beauty", som introduceres sådan i invitationen til ferniseringen.
Forestillinger om Skønhed tager udgangspunkt i Eva Louise Buus (f. 1979) og Carl Johan Forsbergs (1868-1938) fælles om end forskellige søgen efter det skønne. Skønhed var for Carl Johan Forsberg et afgørende mål. I bogen "Opera" beskrev han sig selv som en vandringsmand, der med stav og lygte begav sig fra sted til sted for at søge efter skønhedsidealet. Eva Louise Buus, der har kurateret udstillingen, er også interesseret i idéen om skønhed, men for hende er skønheden ikke noget fast definerbart. I stedet åbner hun gennem sine værker op for spørgsmål som: Hvad er skønt? Hvordan opleves og opfattes skønhed? Skal skønhed sanses eller forstås? Hverken udstillingen eller kataloget forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad der er skønt. Derimod italesættes skønheden som et grundvilkår i vores måde at møde verden på.
I de foregående indlæg har jeg forsøgt at finde ud hvad forskere som er optaget af skønhed som psykologisk og neurologisk fænomen, kan sige om det.
   Og svaret er "processing fluency" - skønhed er det der for hjernens forprogrammerede modtageapperat er nemt, behageligt, forførende at sanse - men med ét forbehold: at det skal opleves i en kontekst af modstand, for at det virker.
   Et stærkt kontroversiel teori i betragtning af at så megen kunst siden 1900-tallet grundlæggende har været orienteret mod at opløse - eller direkte at smadre dette kunstideal. Her har - helt omvendt - det traditionelle skønhedsideal for kunstnerne været det som oprøret den gang (og stadig?) gav mening til og legitimerede.
   Den konservative filosof og kunstkritiker Roger Scruton siger til gengæld - oprørsk mod oprøret - at kunst der ikke har skønhed som mål, ikke er kunst.

Mens alle de billeder (metalplader med motivets former og farve ætset frem via syrebehandlng) som vi ser på udstillingen af Eva Marie Buus, helt umiddelbart er smukke at se på, så gælder det slet ikke alle Carl Johan Forsbergs billeder. 
   Heller ikke dem som Buus parafraserer:

E. L. Buus: Forår. 2015
Et billede i oksideret kobber som er inspireret af det her (har det ikke i en bedre udgave):

C. J. Forsberg: Fårår. 1930

Mens Buus´ billede er uforfalsket skønhed - i ét enkelt dekorativt og grafisk niveau, så at sige, og helt uden 'mental dybde', så er Forsbergs fornemmelse for skønhed gennemsyret af en symbolsk undertekst af seksualitet, drøm og fantasy - et tolkningslag som leder tankerne hen på Gaugin, Bernard, Edvard Munch - symbolister fra århundredskiftet der alle er inspireret af den tilbageskuende kunstretning som kunsthistorien omtaler som "prærafaelitterne":

Edvard Munch
Gaugin
Gaugin
Bernard
John Everett Millais (prærafaelit)
Det symbolisterne har gang i omkring århundredskiftet, dyrker Carl Johan Forsberg også - i slutningen af 1920-erne.
   Men hans billeder af kvinder er mere eksplicitte i deres udsagn og mindre symbolsk kamufleret.
 
En hel sal på udstillingen er tilegnet Carl Johan Forsbergs ret sene akvareller hvor han skildrer nøgne kvinder i bølgerne og i forskellige positurer ved stranden.
   Modellerne har været lige ved hånden, så at sige. Nøgenbadning på Fanø i den periode var accepteret:



Det er naturligvis de her og lignende billeder af Forsberg som Eva Louis Buus fortæller at hun "bedst kan  beskrive som dekadente" i sin tekst ovenfor.
   Men 'skønhed' repræsenterer de vist kun i symbolsk eller mytologisk forstand.

Der er en oldgammel historie som undertekst i de fleste af Forsbergs billeder af bare damer: der viser smukke nøgne kvinder iscenesat i et animeret hav, et motiv som malere har dyrket siden renæssancen.
   Hun hedder Venus og har rødt hår:


Forsberg var vidt berejst - og har sandsynligvis set det her maleri af Gaugin:

Gaugin:: Ondine or In the Wave. 1889
Og måske også det her:

Gaugin: Fatat te Meri (Ved havet) 1892

Eva Louis Buus har selv på udstillingen flere billeder med - af delvist eller helt afklæde kvinder.
   Her er skønheden umiddelbart til at få øje på.
   Og fascinationen ved billederne er ikke det erotisk dobbeltbundede i motivet som hos Forsberg, men ligger - mere overfladisk måske - i spændingen mellem det poetiske motiv og det hårde oxiderede materiale det er lavet i.
  
I de fleste af Buus´ billeder spiller det lange løsthængende og (som hos Forsberg) ofte røde hår en afgørende rolle:

Buus: Kvinde reder hår. Oxideret jern. 2016
Buus: Badende kvind. Oxideret messign. 2016
Buus: Kvinde. Oxideret zink.2015

Herfra kan vi egentlig ikke komme videre. 
  Eva Louise Buus´ kvinder er skønne i poetisk forstand, Carl Johan Forsbergs kvinder er det i symbolsk eller mytologisk forstand.
   
Men der er også andre gennemgående motiver som udstiller forholdet mellem Forsbergs billeder og den inspiration Buus får ud af mødet med hans billeder og motiver.
   Fx den her krukke med røde valmuer af Forsberg, som kan give klare mindelser om Van Goghs berømte solsikkebilleder:

C. A. Forsberg: (Uden titel - Valmuer) 1922

Og her er hvad Buus af det selv blev inspireret til (undtagelsesvis ikke i oxyderet metal):

Eva Louis Buus: Valmuer. Akryl. 2016

Her er valmuerne sat i en porcelænsvase som hun også selv har lavet - og også med motivisk inspiration fra Forsbergs valmuemaleri. 
   
Stærk inspiration fra Art nouveau- eller Jugend-stilen og dens skønhedsidealer er fælles for Forsberg og Buus, en stil der konsekvent byggede på og udnyttede på grafik stilisering af naturlig planters former og farver:

Alphonse Mucha: Pæoner. 1897

Et andet eksempel: Forsbergs akvarel af alpevioler i urtepotte, og derefter Buus´ metalversion af samme motiv:


Forsberg: Alpevioler i urtepotte. Akvarel. 1930
Buus: Alepvioler. Oxideret kobber. 2015
Samme billede med et års forskel
En pointe fra Buus´ rundvisning var at hendes oxiderede billeder i metal gradvist ændrede sig - forfaldt - fordi oxideringen fik lov at fortsætte.

Her et tredje motiv: Syrener i Forsbergs akvarel-udgave overført via inspiration til Buus oxiderede kobber-version:

Forsberg: Syrener. Akvarel. 1918
Buus: Syrener. Oxyderet kobber. 2018
Også andre af Forsbergs malerier synes at have inspiration fra van Goghs billeder, som det her:

Forsberg: Kalvekrogen. Akavarel. 1930
... kan meget vel være inspireret af det her:


Van Gogh: Fiskebåde på en strand. Akvarel. 1888
Som jo også er en akvarel - og hvor også van Goghs inspiration fra japanske træsnit af fx. Hokusai slår tydeligt igennem.

Og  nu vi er ved Japan-inspirationen, så er også Buus blevet direkte inspireret til dette billede - af Hokusais berømte træsnit "Bølgen", men her tilsat måne - efter inspiration fra Forsberg?:

Buus: Bølger. Oxideret messing. 2016
Hokusai: Bølgen. Farvetræsnit
Både Forsberg og Buus er fascineret af træstammer og -grene - set som forfinede fletmønstre og netværk i silhuet (jfr. også Harald Henriksen). 
   Her sat ved siden af hinanden:

 Forsberg: Charlottenlund. Akvarel 1915, vs Buus: Træer. Oxyderet messing. 2015
Men Forsberg er jo en erklæret symbolist (og samtidig med fx Willumsen), så når han senere maler træer i landskaber, så er de som regel med mytologiske motiver, som de her:

Forsberg: Skabelsestid - kompostition. Akvarel. 1928
Forsberg: Dianas jagt - Arkaisk landskab. Akvarel. 1928
Ingen tvivl om at der ligger en søgen efter skønhed i den slags billeder. Men de er jo også urolige og mærkeligt - lidt uhyggelig - i former og farver. Der ligger noget under eller bagved, aner man.
   En slags fantasy, kan man mene og føle.

Da jeg så dem, fik jeg i hvert fald straks associationer til fantasy-genrens grand old man: Tolkien - og hans illustrationer til Hobitten:

Tolkien: Illustration til Hobitten
Tolkien: Illustration til Hobitten
Tolkien: Illustration til Hobitten
Faktisk er der ret mange af Forsbergs akvareller der er meget beslægtede med Tolkiens illustrationer, også og ikke mindst når det gælder vilde og dramatiske bjerglandskaber:

Forsberg: Landskab. Tusch og akvarel. 1915
Tolkien
Forsberg: Vesuv i udbrud. Akvarel. 1903


Tolkien
Forsberg: Parti fra øen Capri. Akvarel.1921
Tolkien

Carl Johan Forsbergs billeder er præget af jugendstilens skønhedsidealer: dette at kunsten skal mime naturen i idealiseret og stiliseret form og suge dens skønhed til sig og transformere den ind i tegninger, malerier, skulpturer, arkitektur.
   Han er et barn af sin tid - før, under og efter 1. Verdenskrig - ligesom i øvrigt Gerda Wegener som han delvist deler skæbne med. 
   Han fulgte ikke modernismens vej mod abstraktion og dens frigørelse fra mimesistvangen, og blev derfor kunsthistorisk kørt ud på et sidespor - allerede da han levede.

Hans billeder ejer alligevel en skønhed og en mystik i både motiver, former og farve som utvivlsomt er det der har fascineret og tiltrukket Eva Louis Buus. Hun har reproduceret skønheden fra hans billeder, genfremstillet hans motiver - men har samtidig abstraheret fra det symbolske lag og den dermed følgende "modstand" som er en del af Forsbergs særlige kunst.

Om glæden ved æstetisk skønhed (4) - nu set med en kvalificeret konservativ kunstkritikers øjne: Roger Scruton

Emil Nolde: Akvarel

Serendipitet:
   På Facebook får jeg for nogle dage siden en henvisning til en artikel om kunstkritikeren og filosoffen Roger Scruton og hans "konservative syn" på ønsket eller kravet om skønhed i kunsten. 
   Og det netop som jeg skulle til at fortsætte min serie om hvordan glæden ved skønhed skyldes at genstande, figurer, landskaber, musik, digte etc. - bevidst eller ubevidst - kan afkodes og aflæses med en særlig høj grad af "processing fluency" - dette at oplevelsen af noget smukt foregår 'flyvende' og 'flydende' og tilsyneladende - næsten - helt ubesværet.
   Mentalt set: Modtagelsen og indoptagelse af skønne sanseinput kører som i smeltet smør eller lunken olie. Stort set uden modstand.
   Denne "processing fluency" skal dog forstås med en række forbehold og et stort gran salt fremgår det når man når til sidst i artiklen som er min hovedkilde til begrebet.
   Her er et link til artiklens af  de tre forskere Rolf Reber, Norbert Schwarz og Piotr Wienkuelman:
https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf
Egentlig ville jeg nemlig her spinde en begavet ende videre - over den tanke jeg fik i det foregående indlæg: at den velbeskrevne oplevelse af 'flow' i virkeligheden falder meget fint sammen med det som den moderne kunstpsykologi kalder "processing fluency" - som er den mentale proces som oplevelsen af skønhed i malerier  og anden sanset kunst og æstetik tilsyneladende afhænger af.
  'Flow' er et begreb som en af foregangsmændene i den positive psykologi Mihaly Czikszentmihalyi har introduceret i debatten om kreativitet, Det handler om at når man udfører krævende - herunder kreative - handlinger med succes, så glemmer man sig selv og oplevelsen af tid og sted.
   Mens hjernen bidrager med en coctail af stimulerende og belønnende hormoner.
   Så er man i en flow-tilstand - en slags lykkerus i arbejdet.
   Men den kobling må vente til en anden gang.
 
Nu til artiklen fra net-mediet Point of View som jeg fik et link til via Facebook:

Artiklens overskrift lyder:
Kunstverdenen er fuld af indbildskhed og falsk originalitet
Og manchetten sammenfatter:
Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår sig på kunst. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne. Inor Dale interviewer den britiske, konservative filosof Roger Scruton om den del af vores menneskelighed, der går tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om at frembringe noget smukt.
http://pov.international/kunstverdenen-er-fuld-af-indbildskhed-og-falsk-originalitet/
Jeg tillader mig her at citere en stor del af artiklen som også indeholder et link til en timelang BBC-dokumentar med titlen "Why Beauty Matters" (kommer nedenfor):
Ved en kunstudstilling i Köln i marts 2014 fremviste den schweiziske performancekunstner Milo Moire sit værk PloppEgg Painting. Hun dumper æg med maling ud af sit underliv og ned på et lærred, mens hun står med spredte ben mellem to stiger.
   Det er fiduskunst, og vi har også mange eksempler på det herhjemme. Lort på dåse. Frikadeller af menneskefedt. Menstruation i et glas. Tis på en væg. En guldfisk i en blender. Lignende artigheder bliver ivrigt produceret rundt omkring i Europa, på trods af at ingen gider have det stående eller hængende i deres eget hjem. Antagelsen synes at være: Kunst er godt, hvis ingen bryder sig om det.
   En skribent fra The Guardian bemærkede dengang, at i alle andre sammenhænge end en kunstforsamling, ville den slags blive opfattet som “en satire over moderne kulturel tomhed.”
Her kan jeg ikke lade være med at tænke: Det er det måske også. En slags vittighed på et højere - metaforisk plan. Se dokumentation i videoen her:
https://vimeo.com/92335924
I hvert fald har jeg aldrig selv følt mig særligt beriget af mødet med den slags kunst. Og jeg synes som regel at journalistikken og debatten om den er mere interessant end den umiddelbare oplevelse af de kunstværker som er anledning til alt postyret.
   Dette også selv om jeg godt i princippet kan se at der i megen af den slags kunst er tale om det jeg har skrevet om jævnligt her på bloggen - som udtryk for kreativitet: konceptuel blending; eller: kunstnerisk "faktion".

Artiklen fra Point of View fortsætter:
Moderne kunst er fuld af disse narrestreger. Og kunstnere, kritikere og bureaukrater samler sig begejstret som klukkende høner i gallerierne, når et nyt æg bliver sat på en piedestal. Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår kunsten. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne.
   Sådan lyder i hvert fald kritikken af samtidens kunstverden fra den britiske filosof og æstetiker Roger Scruton, hvis kunstkritik nåede ud til et stort publikum for nogle år siden, da han lavede dokumentaren Why Beauty Matters til BBC.
Jeg ved ikke om Filmen er blevet vist i DR da den blev lanceret i 2014.
   Men den hører sådan set oplagt hjemme på DR-K. Og kan altså nu ses her hos mig:

 

Min mistanke er at den film ikke er blevet vist på DR-K fordi den så stærkt og velargumenteret advokerer for et såkaldt "konservativt kunstsyn" - en forestilling om sammenhængen mellem kunst og skønhed som jo indiskutabelt var det bærende i kunst- og stil-historien frem til omkring 1900 (sluttende med 'jugendstil' og 'art deco').
   
Jeg har jævnligt på denne blok gjort mig til talsmand for synspunkter som er beslægtede, især i forbindelse med mine skriverier om "utidige" kunstnere som Otto Frello, Harald Henriksen, Vilhelm Hammershøi, Gerda Wegener, Hundertwasser, Niels Strøbæk, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth, Fantasy-illustratorer m. fl. (du kan finde dem ved at søge med stikord i blokkens søgefelt).
   Som eksempel her mit nyerhvervede træsnit af Harald Henriksen:

Harald Henriksen: Vinterlandskab 1943

Vinklen har i mine indlæg om disse kunstnere dog ikke primæret været at fremhæve skønheden i det de lavede, men at fremhæve virkelighedstroheden - illusionskunsten - i disse kunstneres værker.
   Skønheden som det der betager, tiltrækker og fortryller har jeg dog også fremhævet rundt omkring - ofte og ikke mindst - i forbindelse med billeder i jugendstilen og i japanske træsnit og tegnefilm. Men som vist også i Harald Henriksen træsnit og akvareller.
   Men fx også den hollandske maler Johannes Vermeer fra sidste halvdel af 1600-tallet er kommet med i den bunke af kunstnere hvis billeder har givet mig (og mange andre) uforglemmelige oplevelser af skønhed:

Johannes Vermeer: Mælkepigen. 1658
Johannes Vermeer: Pigen med perleøreringen. 1665

Tilbage til artiklen der bringer et interview med Roger Scruton om hvorfor 'skønhed' (i en eller anden forstand) er en vigtig - måske afgørende del af kunsten og dens betydning:
I Why Beauty Matters argumenterede han for, at kunst bør handle om skønhed og transcendens. Som så mange andre konservative intellektuelle, kan Scruton godt lide at smage på sin egen forargelse og opfattelse af forfald, når han langer ud efter kunstnere, der ikke mestrer håndværket, men elsker idéen om berømmelse og beundring.
   På samme måde kritiserer han filosoffer, der jonglerer med fremmedord og teorier, men intet håndgribeligt har at sige om menneskets tilstand. ”Fakers” er hans fælles betegnelse for disse kunstnere og intellektuelle. Men for Scruton er der mere på spil end en akademisk diskussion om, hvad kunst er eller ikke er. Ifølge Scruton går en del af vores menneskelighed tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om noget smukt.
Den kobling mellem kunst uden skønhed og abstrakt teori uden ordentlig virkelighedsforankring (som fx økonomi), kan jeg godt lide.
 
En stor del af min kritik gennem årene af sprog i praksis, fremlagt på kurser og i lærebøger ("Skriv sundere", "Public acces og sprog"), har netop været vendt mod indholdstomt autoritært ping- og pampersprog og retorisk tomme verbale vindfrikadeller fra eksperter og politikere. Og kritikken har netop gået på at den slags sprogbrug slører, skjuler eller fordrejer virkeligheden for læsere og lyttere, frem for at gøre den forståelig og overkommelig. Og min anbefaling har været: brug 'erfaringssprog'  hvor det er muligt.
   Efaringssproget er simpelt hen også smukkere og nemmere at forstå, og så er det et sprog som i en vis metaforisk forstand er 'usynligt' og 'gennemsigtigt', et sprog der har en høj grad af "processing fluency" (se foregående blogindlæg).
   Citatet fra Scruton fortsætter sådan her:
”Når man fjerner idéen om skønhed fra sin centrale plads i vurderingen af kunstværker, underminerer man hele grundlaget og formålet med den kunstneriske produktion. Man gør samtidig vold mod vores selvforståelse og forbindelse til vore medmennesker. Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed”, forklarer han. ”Det er at fjerne det eneste, der retfærdiggør vores eksistentielle angst, lidelse og stress”, siger han og fortsætter:
   "Kunst uden skønhed tvinger os i stedet til at se på verden, som om angst, lidelse og stress er det eneste, der er at finde her. Det har en massiv indvirkning på det omgivende samfund, og særlig på unge mennesker, der – når de ser samtidens typiske kunstprodukter – bliver forstærket i deres tro på, at de er efterladt i en kærlighedsløs verden, hvor man ikke kan finde trøst, men kun distraktioner”.
Sådan har jeg aldrig tænkt før, men det er da et argument som ikke bare kan affejes. 
   Og jeg tænder straks på sammenligningen:
Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed 
Og når man er konservativ og filosofisk indstillet som Scruton, så må man naturligvis opleve den tidlige modernisme (impressionisme, ekspressionisme, pointillisme, fauvisme, kubisme, dadaisme, surrealisme, etc) som et - ja - rigtig gættet - SYNDEFALD:
Syndefald har ifølge Scruton sine rødder i den tidlige modernistiske bevægelse, der senere banede vejen for fiduskunsten. De tidlige modernister var på en kunstnerisk flugt fra nedarvede klichéer og uoprigtige gengivelser af fortiden. Originalitet var i det moderne etos et altafgørende parameter, som kunst skulle bedømmes ud fra.   Modernisterne ville etablere en ny erfaringsorden i kunsten, der kunne åbne døre til forståelse af nutiden set i lyset af fortiden. De gjorde derfor oprør mod konformitet og kitsch.
Da jeg var ung lærte jeg at sætte pris på og forstå moderne kunst, blandt andet hjulpet af at min mor da jeg var 14-15 år, tog mig med på kunstudstillinger der bl.a. viste værker af Klee og Nolde.

Emil Nolde: Akvarel
Paul Klee: Kat og fugl

Allerede den gang oplevede jeg også tiltrækningskraften i oprørs-historien mod den bestående kunst-frame, den som vi herhjemme kalder 'Guldalderen' med navne som Eckersberg og Thorvaldsen som billedkunstneriske frontfigurer.
   Og da jeg selv begyndte at male for alvor i en alder af 18-19 år, var det også med forbilleder og inspiration fra den amerikanske kunst i 50´erne som jeg havde mødt under mit år som udvekslingsstudent i New York 1961-62, formidlet af familiens amerikanske far:

Jackson Pollock
Jackson Pollock

Den gang har jeg ikke tænkt i baner som "det kan jeg ikke lide, for det mangler skønhed". Overhovedet ikke. Og i hvert fald nogle af Jackson Pollocks billeder er også indiskutabelt smukke.
   Men jeg kan ikke løbe fra at jeg selv den gang syntes at malerier med en eller anden form for figurativt forbillede, var dem jeg selv syntes var sjovest at tegne og male.

Egen produktion. Ca. 1960. Oliefarvekridt

Og mine akvareller som jeg er begyndt på for godt 4 år siden, de skal også både ligne og være smukke:

Egen produktion: Flyvende dompaphan. Akvarel. 2016

Egen produktion: Dompappar. Egen produktion. Akvarel. 2015

Og jeg har jo gennem årene måttet konstatere at da kunsten blev abstrakt og totalt frigjorde sig fra et krav om at ligne noget, så mistede jeg efterhånden lysten og fornøjelsen ved at møde den på udstillinger.
   Inderst inde savnede jeg forankringen til en genkendelig sanset virkelighed. Jeg savnede - med et fint ord - 'mimesis' i billederne: at de i en eller anden forstand 'lignede' - bag om abstraktionen.
   
Efterfølgende kunstretninger som 'pop-art', 'optical art' og forskellige former for dekonstruktivistisk kunst, metakunst og instalationskunst har heller aldrig rigtig sagt mig noget.
  Derimod har totalt hengivet mig i betagelsen og optagerheden af en kunstner som Walton Ford, en kunstner som jeg for første gang oplevede for nogle år siden på Louisiana, og som maler dramatiserede parfraser over gamle stik og illustrationer (Audebon):

Walton Ford
Walton Ford
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/picasso-er-ikke-min-kop-te-men-det-er.html
Og mens jeg har skrevet positivt om fx dekonstruktivistisk arkitektur - set udefra, så har jeg også følt at den ofte var decideret ubehagelig at befinde sig inden i og at finde rundt i. 
   Altså: Set indefra - en uskøn oplevelse.
    Her er jeg, så vidt jeg kan regne ud af referaterne om hans synspunkter, enig med Roger Scruton. 
   Se min kritik af 'dekonstruktivistisk arkitektur' her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/nar-arkitekture-opfrer-sig-som-befandt.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/sporene-efter-peter-eisenman-den.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/05/grnne-g-og-skinke-hypotesen-om-sakaldte.html
Endnu en gang må jeg udsætte at skrive om det der var anledningen til hele denne serie om "glæden ved æstetisk skønhed": udstillingen på Rønnebæksholm der viser akvareller af Carl Johan Forsberg - og billeder i syrebehandlet metal og keramik af Eva Louise Buus:

Eva Louise Buus
Carl Johan Forsberg

Men jeg slutter lige med at gentage endnu et citat fra artiklen med interviewet med Roger Scruton:
I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden, da han sagde, at man enten er kitsch eller avantgarde.
Vil man vide mere om Rober Scruton, så læs her:
https://en.wikipedia.org/wiki/Roger_Scruton
(fortsættes i næste indlæg der endelig rammer i mål og tager afsæt i udstillingen på Rønnebæksholm som jeg og fruen besøgte for efterhånden en 14 dages tid siden) 

fredag den 7. oktober 2016

Om glæden ved æstetisk skønhed (3) - endnu mere om betydningen af "processing fluency" - her bevæger vi os fra skønhed til sandhed

(fortsat fra forrige indlæg, som det vil være en god ide at læse før dette)

Kunst er interessant, tiltrækkende, stimulerende og noget der er giver varig oplevelsesværdi fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, originalt og sætter nye tanker i gang. Det har jeg - man, vi, alle - lært og tror på.
    Og det har vel været kunstæstetikkens grundlæggende præmis siden slutningen af 1800-tallet hvor modernismen og tænkningen bag den, blev født.
     Herhjemme var det Georg Brandes der formulerede kravet til ordentlig kunst, specielt med tanke på litteraturen: Den skulle "sætte problemer under debat".
   Dette sat i modsætning til forestillinger om den 'skønhed' der bygger på et nedslidt, udtjent og idealiserende skønhedsideal fra århundrederne før da, som som pop og kitsch, noget som helt grundlæggende er kedeligt fordi det er for enkelt, banalt, forudsigeligt og simpelt.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: Enten er man kitch eller avantgarde:
http://www.sharecom.ca/greenberg/kitsch.html
 Ilustrerende eksempler fra artiklen:

Kitch
Avantgarde
Kitch
Avantgarde
Så den siden da ret indiskutable og ofte erfarede sandhed som jeg indledte med, den står vel i modsætning til teorien om sammenhængen mellem 'processing fluency' og 'aesthetic pleasure', en teori som blev lanceret i afhandlingen med titlen: "Processing fluency and aesthetic pleasure: Is beauty in the perceiver's processing experience?" - skrevet af forskerne: Rever, Schwarz og Vinkielman.
   Og det syn på kunst og oplevelsen af den,  at den skal være provokerende og sætte tanker i gang, er forfatterne sådan set enig i. 
An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.
Der er nemlig et ret grundlæggende problem ved deres teori: Den ser ikke ud til at stemme overens med den erfaring at kunst for at opleves som skøn, også skal hav en kant, være kompliceret - og altså i en metaforisk forstand være 'sand'.

O.K. Nu må man så holde tungen lige i munden, sådan mentalt set: Tanke- og formuleringsmæssigt galoperer vi ud over stepperne:
 
For faktisk at opleve "processing fluency" i forhold til en genstand, så må der også være en oplevelse af en forventet modstand i konteksten og situationen, en modstand som skal overvindes og som så også - til sidst - bliver overvundet.
   Hvis der er nul modstand ved perceptionen (=det man ser, er totalt forudsigeligt og velkendt) betyder faktisk  at oplevelsen af 'processing fluency' formindskes eller helt forsvinder. Og nemt slår over i sin modsætning: kedsomhed, forudsigelighed, vane:
As discussed in the preceding section, the ability of fluency to elicit an experience, and the perceiver’s willingness to use that experience in forming a judgment, depends on expectations and attributions. Simple stimuli allow the perceiver to form more accurate processing expectations, reducing the strength of the fluencybased experience. Further, simple stimuli provide the perceiver with an obvious attribution for the experience.
Hvis man som modtager reagerer ved mødet med 'skønheden' med denne tanke og følelse: "Jamen det er jo ikke andet end...", eller "Jamen, det er jo bare...", så forsvinder den æstetiske skønhedsoplevelse - som dug for solen.
 
Tænk på hvordan impressionisternes billeder blev oplevet da de de første gange udstillede i slutningen af 1800-tallet: stor modstand og ståhej - deres billeder blev af kunstkritikerne udskreget som uforståelige, grimme og barbariske, og de selv set som modstandere af den traditionelle kunsts universelle og indlysende skønhed.

Monet: Solopgang. 1972

Den modstand blev så over tid overvundet hos et nyt og mere åbent indstillet publikum, så flere og flere kritikere og udstillingsgæster oplevede "processing fluency" ved synet af dem, og dermed (ind)så deres æstetiske skønhed.
   Men nu er plakater med kopier af Monets, Renoirs og Degas´ billeder så 'indlysende smukke' at de for mange nok er dekorative, men også simpelt hen er kedelige - idet de egentlig ikke yder modstand nok, har æstetisk kant nok, til at man kan oplever skønheden i dem i dag.

Artiklen om 'processing fluency' fortsætter ved at henvise til æstetiske principper som "uniformity in variety" (='indre ensartethed bag ydre forskellighed'), eller "simplicity in complexity" (='det enkle i det komplicerede'):
Consistent with these ideas, a common view in aesthetics holds that highest beauty is attained by “uniformity in variety,” or “simplicity in complexity,” as when a complex theme is presented in an accessible way (see Dickie, 1997). This phenomenon can be understood by conceptualizing uniformity or simplicity as a source of fluency, and variety or complexity as a source of processing expectations. That is, when processing is expected to be difficult, yet turns out to be easy, it creates a particularly strong experience of aesthetic pleasure (see Gombrich, 1984, for a related discussion).
Fidusen ved den særlige stærke oplevelse af 'skønhed' som stammer fra 'det enkle i det komplicerede' eller 'det fælles i variationen', er at hvis man forventer det ikke går så flydende med afkodningen af det man ser, hører, føler, smager, læser - og man så pludseligt eller gradvist oplever at det alligevel opleves dejligt (man har 'knækket koden', som man siger), så giver det en særligt stærk oplevelse af skønhed, vellyd, velsmag.
 
Forskning viser så også at sammenhængen mellem komplekse stimuli og oplevelsen af behag, følger en omvendt U-kurve: Først stiger oplevelsen af behag med øget kompleksitet - indtil det bliver FOR besværligt og indviklet, så falder den igen.
A similar logic may explain why stimulus complexity is often related to preference by an inverted Ushaped function (e.g., Berlyne, 1971; Vitz, 1966). With low levels of complexity, the source of fluency is very salient. As complexity increases, the salience of the source of perceptual fluency decreases, enhancing the misattribution of fluency to beauty. However, further increases in complexity will eventually reduce processing fluency, leading to a decrease in perceived beauty. These mechanisms would combine to form a U-shaped relation between complexity and beauty, as predicted and found by Berlyne (1971).
Illustreret her:

Det er parallelt til beskrivelsen af 'flow'-oplevelsen som man finder den beskrevet inden for kreativitetsteorien i Mihaly Csikszentmihalyi-aftapningen: 'Flow' oplever man når der er en balance mellem det der er svært (= modstand), og det man i forvejen kan og som er nemt (= færdigheder) således at opgaven via den metaforiske flyve- eller flydetur bliver løst optimalt - til alles fuld tilfredsstillelse
  Er det for nemt, så kommer man ikke i 'flow'. Er det for svært, så heller ikke.

Artiklen diskuterer videre hvad forskellige forhold som kan gøre teorien i dens forenklede udgave problematisk:
   For eksempel dette at "processing fluency" også kan afhænge af om indholdet i kommunikationen er neme eller svær at kapere, kaldet 'cognitive ease' (i modsætning til 'perceptuel ease' som er det de har fokus på).
   Et smukt formet og proportioneret ansigt, er nemmere at opleve som meget smukt end den smukt formede abstrakte skulptur som man ikke kan finde ud af hvad forestiller.
   Eksempel: ansigtet på skuespilleren Angelina Jolie versus en Robert Jacobsen jernskulptur.

Anglina Jolie-portrætfoto
Robert Jacobsen-skulptur

Teorien om "processing fluency and aesthetic pleasure" kan blandt andre ting forklare hvorfor 'novicer' og 'eksperter' inden for et bestemt fagområde ofte kan værre ude for at de oplever 'skønhed' og 'graden af skønhed' meget forskelligt.
   Det som 'novicen' kan opleve som fantastisk smukt, kan af eksperten opleves som alt for indlysende behageligt og dermed banalt - og følgeligt ikke så smukt som objekter hvor skønheden er mere indirekte og skjult.
   Kritikere med ekspertstatus kunne i sådanne sammenhænge finde på at kaldet det for "forløjet kunst", associerer jeg.

Hen imod slutningen af artiklen tager de tre forfatter så nogle af Ramachandrans 10 principper for "universal laws of art" op: overdrivelse og abstraktion (forenkling).
   På en måde går de jo nemlig imod princippet om 'prototypicalitet' (dette at noget er typisk for sin slags) som noget der fremmer letheden i kommunikationen.
   De skriver:
In apparent contradiction to a common preference for prototypicality, two popular techniques in art are exaggeration and abstraction (Ramachandran & Hirstein, 1999). A perceptual fluency theory may again shed light on this paradox. On the one hand, prototypical stimuli are easier to process than nonprototypical ones, resulting in higher preference. On the other hand, under some conditions, exaggeration and abstraction may facilitate processing even more by emphasizing central features and discarding others.
Altså:: Forfatterne til artiklen mener her med deres teori at kunne forklare et paradoks: Hvorfor det er rigtigt at "overdrivelse fremmer forståelsen", "less is more" og "isbjergprincippet" (dette at det synlige og udtalt skjuler og henviser til en masse der er usynligt og uudtalt) - frem for forestillingen om at det man ser og hører, bare i et en-til-en-forhold ligner det det fremstiller - som i et fotografi.
   I begge tilfælde er der tale om at det øger "processing fluency" hvis man forenkler og overdriver det som er typisk, fælles, gennemsnitligt og gennemgående, via brug af den simple streg og linjeføring, eller ved den karikerede fremstilling.
   Jeg tager lige et par eksempler fra min yndlingskunst, de japanske træsnit:


Man forstår jo godt at de franske impressionister - og herhjemme Harald Henriksen m.fl. - blev stærkt inspirerede af skønheden i disse træsnit - via  neto deres forenkling og overdrivelse.

Fra skønhed til sandhed

Egentlig startede dette og det foregående indlæg med min nysgerrighed efter hvad det var i hjernen der sagde mig: "Hvor dejligt: Det her er godt nok fantastisk smukt!" Foranlediget af en udstilling på Rønnebæksholm som tematiserede "forestillinger om skønhed".
   Men en særlig vinkel som jeg var og er optaget af, er også hvordan der kunne og kan være en sammenhæng mellem 'skønhed' og 'sandhed':
   Det ene har med sansernes emotionelt positive oplevelse af objekter at gøre, det andet med substansen, med indholdet i udsagn at gøre.
  Og begge spørgsmål har optaget mig - som mangeårig underviser i journalistik, forsker og konsulent for folk der producerer fortællinger på tv. Og som en der har produceret bøger og artikler som faktisk rigtig mange mennesker har sagt der har haft glæde ved at læse og hvis indhold de har fået stort udbytte af. Og altså i en eller forstand har oplevet som indeholdende 'sandhed(er)'.

Svaret ifølge artiklens afsnit med overskriften "Beauty and Truth" er at  at de har en fælles kilde til vurderingen: "processing fluency":
In fact, there is growing empirical evidence that people use a common source for evaluations of both beauty and truth—processing fluency.
   For example, stimulus repetition increases judgments of liking. Similarly, figure–ground contrast increases judgments of liking.
   For example, R. Reber and Schwarz (1999) observed that the same statements were more likely to be judged true when presented with high rather than with low figure–ground contrast.
   Similarly, McGlone and Tofighbakhsh (2000) demonstrated that the same propositions are more likely to be perceived as true when presented in a rhyming rather than a nonrhyming form. Interestingly, a rhyming form also enhances the fluency with which statements are understood.
   In combination, these findings suggest that judgments of beauty and intuitive judgments of truth may share a common underlying mechanism.
   Although human reason conceptually separates beauty and truth, the very same experience of processing fluency may serve as a nonanalytic basis for both judgments.
Ups og haps! Vi er her inde på det område som jeg tidligere har skrevet om, når jeg har refereret centrale synspunkter og ideer fra bogen "Thinking, Fast and Slow" af Daniel Kahneman.
   Heri påviser han hvordan det at noget er nemt at tænke (system 1) fx fordi man har letkøbte fordomme om det, gør at man derfor nemmere tror på at det er sandt.

Artiklen slutter med at opsummere sine 'findings' ....
In sum, we propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently the perceiver can process an object, the more positive is his or her aesthetic response. This proposal entails four specific assumptions.
   First, objects differ in the fluency with which they can be processed. Features that facilitate fluent processing include all the core features identified in objectivist theories of beauty, like goodness of form, symmetry, and figure–ground contrast, as well as variables that have not received attention in traditional theories of aesthetic pleasure, like perceptual and conceptual priming procedures.
Altså: Forskellige objekter adskiller sig fra hinanden i forhold til hvor nemme eller svære de er at 'afkode'' med vores sanser (="can be processed"). Alle de egenskaber som teorien om at skønhed findes i ydre objektive objekter  uafhængigt af hvem som sanser dem, er egenskaber der letter denne afkødningsproces så impulserne fra dem bidrager til at oplevelsen af objektet bare flyder ind via underbevidstheden.
Second, processing fluency is itself hedonically marked and high fluency is subjectively experienced as positive, as indicated by psychophysiological findings.
For det andet: Selve det at noget er let at afkode, er fra barnsben forbundet med positive følelser,  det som her kaldes 'hedonically marked'. Og hvad er 'hedonisme' så? - Det kommer fra græsk (hedone="lyst") og er læren om at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse.
Third, the affective response elicited by processing fluency feeds into judgments of aesthetic appreciation, unless the informational value of the experience is called into question.
For det tredje: Positive følelser som skabes ved at afkodningen bare går af sig selv, flyder umiddelbart sammen med at noget vurderes som æstetisk værdifuldt, med mindre indholdet som formidles via den sansevurderede genstand, opleves som problematiskf fordi der er en konflikt mellem smuk form og grimt indhold.    Et godt eksempel på en sådan problematiserende og kritisk diskussionen finder man i forbindelse med tyske filmkunstner Leni Riefenstahls film Triumph des Willens der gennem en fantastisk dygtig optage- og redigeringsteknik forførende og effektivt heroiserer Nazismen og Hitlers Dikatatur:

Still-billede fra Riefenstahls film
Og endelig kan effekten af oplevelse af hvor flydende mødet med en et objekt går, blive ændret af særlige forhold: 
Finally, the impact of fluency is moderated by expectations and attribution. On the one hand, fluency has a particularly strong impact when its source is unknown and fluent processing comes as a surprise.
   On the other hand, the fluency-based affective experience is discounted as a source of relevant information when the perceiver attributes the experience to an irrelevant source. 
Hvad kan påvirke og modificere oplevelsen af afkodningen af en sanset genstand, altså hvor flydende eller trægt mødet går? er spørgsmålet her. 
   - Det kan stærke forhåndsforventninger og særlige former for kontekster - og påvirkningen kan gå i både  positiv og negativ retning. 
   Hvis oplevelsen af at "her går det nemt og flydende", hvis den kommer som en overraskelse, så forstærker det den positive oplevelse. Og omvendt hvis mødet føles som væsentligt mere trægt end forventet, så forstærker det den negative oplevelse.
   'Attribution' handler om hvordan vi forklarer eller begrunder oplevelsen af mødet med en genstand. Og hvis vi tilskriver oplevelsn noget negativt eller irrelevant hos afsenderpersonen eller i genstandens kontekst, så svækker det den positive oplevelse. 
   Et eksempel: Et maleri som traditionelt tilskrives Van Gogh, viser sig ved computerbaserede nærstudier af penselstrøgene at være en meget senere, men også meget dygtig forfalskning; billedet er malet mange år efter hans død - af en superprofessionel forfalsker:


In this photo released by the Museum and James Wang and Jia Li of Penn State shows a known forgery "The Sea at Saintes-Maries", left and the brushstrokes of the image at right. To detect fakes, the painting is divided into 2.5 inch by 2.5 inch sections. Each brushstroke is compared to a computer model devised from scans of 23 unquestionably authentic van Gogh works. The strokes are examined based on their length and steadiness.


Sammenfattende af dette komprimerede afsnit:
   Skønhed er ikke et objektivt træk ved genstande, lyde og andre sanseformer. Men det udspringer heller ikke frit af hjernens følelser af behag og ubehag.
   Det er noget som ligger i forholdet mellem hjernen og den umiddelbart oplevede smukke genstand: En relation der via interaktion over tid lærer hjernen og dermed bevidstheden at dette er smukt og dette ikke.
We have seen that beauty does not rest in the objective features of an object, but derives instead from the processing experiences of the perceiver. Is beauty therefore in the eye of the beholder? In a sense it is, if folk wisdom thinks of the eye as the perceptual processes of the beholder.
    However, beauty “in the eye of the beholder” has often been contrasted to “objective beauty.” The fluency hypothesis resolves this apparent contradiction: Beauty is in the processing experiences of the beholder, but these processing experiences are themselves, in part, a function of objective stimulus properties and the history of the perceiver’s encounters with the stimulus. Hence, beauty appears to be “in the interaction” between the stimulus and the beholder’s cognitive and affective processes
Men interaktionen mellem hjernen ot oplevelsen af skønhed i objekter i omverdenen udspringer så fra starten - barndommen - af objektive features ved genstande som hjernen er blevet forhåndsprogrammeret til at sætte pris på gennem darwinistisk udvælgelse: bundne sanseformer som har gavnet artens overlevelse, og over tid derfor har fæstnet sig genetisk i hjernevindinger og hormonale styresystemer.

Pyha. Det var en hård omgang at forstå det med betydningen af "processing fluency". Men når jeg har skrevet det - og skrevet det så langstrakt, så er det fordi jeg synes jeg virkelig blev klogere af at forstå det. 

Under researchen til dette og det foregåend blogindlæg er der også dukket et andet begreb op som kobler hjernens konstruktion og funktion med følelsen af lyst og dermed med lyst- eller glædefuld æstetiske oplevelser: "hedonistic hostspots" (om hvad 'hedonisme' er, se ovenfor):
Hedonic Hotspots are pleasure centers of the brain beneath the level of conscious thought. These set each other off during sensory pleasurable experiences.
This animation shows how cognitive pleasures, such as a good conversation, a pleasurable idea or memory, a problem solved, etc, set off hedonic hot spots in the unconscious part of the brain. Ultimately the stimulation of these hot spots activates cognitive pleasure circuits, as well.
Det med hedonistiske hotspots og deres funktion og betydning i oplevelsen af skønhed, vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

I næste indlæg planlægger jeg så at fortæller mere konkret om den udstilling som startede hele serien her: Maleriudstillingen på Rønnebæksholm med titlen: 'Forestillinger om skønhed', med billeder af den for længst afdøde svenske akvarelmaler Carl Johan Forsberg, og den nulevende danske kunstnerinde Eva Louise Buus, som er blevet inspireret til mange af sine billeder af mødet med billeder af Forsberg.

(fortsættes i næste indlæg)