Kreative restriktioner - i Kina: Han Han og 'græsmudderhesten'

Jeg skrev tidligere om Ai Weiwi - den kinesiske avantgarde-kunstner som lod sin protest mod det kinesiske autoritære og undertrykkende styre komme til udtryk gennem undertekst og indirekte henvisninger og associationer.
   Politiken har idag en historie i sin kultursektion om et andet og nok så markant eksempel på det samme fænomen. Det drejer sig om den unge kinesiske forfatter Han Han. Han er et stort idol for den kinesiske ungdom, og hans blog bliver læst af omkring 300 millioner mennesker, fortæller avisen. Og man må gå ud fra det hovedsagelig er kinesere. Han er født 1982 og har udgivet 14 bøger der har solgt i meget store oplag. Oven i er han professionel rallykører og musikproducer. Et kreativt multitalent, kan man slutte sig til. Og utroligt populær blandt de unge kinesere.
  Han har for nylig lanceret et litterært magasin, Dangzhonyan, som i første udgave blev solgt i 1,5 millioner eksemplarer. Men pludselig var der ingen med indflydelse i Kina der ville samarbejde med ham og magasinet, så det måtte lukke. Hvorfor?

En vigtig pointe i Politikens artikel er at Han Han er systemkritiker, men på en måde så det er svært at ramme ham. Han udnytter den kinesiske tradition for dobbeltbundethed og tvetydigheder i sproget. Det at ord som skriftligt har et helt forskelligt udtryk, lydligt ligner hinanden, sådan at kineserne kan få associationer som styret ikke ønsker, men har svært ved at kritisere og dømme ham for.
  Det nu lukkede magasins titel var Dangzhonyan - som er betegnelsen for Kommunistpartiets centralkomite. Men det kan også rent lydligt betyde noget i retning af: "et kor af solister" - hvilket kan give kinesere associationer til ytringsfrihed.
  Politiken artikel citerer Mette Holm, Kinaeskpert, for andre lignende eksempler. På You-Tube finder man et indslag med en sang på kinesisk om det modige og udholdende fantasidyr græsmudderhesten. På hovedsproget mandarin minder udtrykket slående om "din mors vagina". I sangens fortælling besejrer 'græsmudderhesten' en invaderende hær af 'flodkrabber' - et ord der på kinesisk der lyder næsten som udtalen af ordet "harmoni", som jo er Det kinesiske styres faste eufemisme for nødvendigheden af at undertrykke anderledes tænkende.
   Altså det vi i andre sammenhænge har kaldt en undertekst: det der er den egentlige mening, men som er underforstået.

Artiklen nævner at det som Han Han gør i forhold til det kinesiske styre, på mange måder minder om Vaclav Havels måde at forvalte sit forfatterskab på under det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet.
Og om en del danske revyviseforfatteres sange under nazisternes besættelse af Danmark.

Kreative restriktioner er noget som sætter fantasien i gang hos skrivende folk for at komme uden om mure og grænser, forbud og forhindringer . Det er noget kunstnere og journalister kan pålægge sig selv (jfr. dokumentarfilmen De fem benspænd som var et resultat af Lars von Triers udfordring til Jørgen Leth). Men også noget et system kan udfordrer kritiske og modvillige kunstnere med, så de arbejder med fantasistimulerende metaforer og allegorier.

Den heldige Jussi - med en rodløs barndom - og Julian Assange ligeså

Jeg har tidligere fremført den teori at mange meget kreative mennesker i deres barndom og ungdom er blevet flyttet meget omkring og dermed  socialt og mentalt  blevet revet op med rode, og at denne rodløshed sætter sig spor i sindet som en splittelse og et savn der stimulere til kraftig fantaseren - og dermed til en permanent kreativ uro og rastløshed.

Politiken har 2. juledag et stort interviewportræt med Jussi Adler-Olsen, foranlediget af hans kæmpesucces som krimiforfatter, skrevet af Carsten Andersen. JA-O´s fjerde roman i serien om Afdeling Q  - afdelingen for glemte sager - og om den skæve treenighed af Carl Mørck, Assad og Rose, er udgivet i et førsteoplag på 80.000.

   Artiklen går lige til sagen fra starten. Det er i barndommens tabte land at kimen til forfatterskabet lægges:

Da Jussi Adler-Olsen er 13 år, tror han livet er slut. Han er i chok. Hans far, overlægen har lige fortalt familien, at han har købt hus i Brøndbyøster. Det er på den måde han får fortalt, at de skal bryde op igen, som de gjorde, da overlæge Henry Olsen skiftede job fra sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland til Sct. Hans Hospital i København og videre igen til statshospitalet i Brønderslev, hvor de nu bor. Det går også meget hurtigt op for sønnen Jussi, at Brøndbyøster ikke er lige rundt om hjørnet, selv om bynavnet smager lidt som Brønderslev. Brøndbyøster ligger ved København, men for Jussi kunne det lige så godt være en anden planet, for på det øjeblik mister han sin kendte verden. Han må sige farvel til vennen Bamse, skolekammeraterne, trygheden og omgivelserne på statshospitalet. Og fremover skal de endda bo uden for hospitalet. (...) I dag, 47 år sener, kan Jussi Adler-Olsen se, at det ikke var der, det hele sluttede. Måske var det i virkeligheden der, det hele begyndte. (...) I dag kalder han det en milepæl i sit liv. "Det var der, min forfattertilværelse begyndte", siger han. 

Jussi referer i artiklen sin far der sagde til ham som ung: "Du har ekstremt mange talenter. I mine øjne er dit største talent at du er heldig. Alle de øvrige talenter skal du udforske undervejs og lade være med at tænke på endemålet."

   Et sådant udsagn referer jo indirekte til det begreb jeg omtalte for et par blogindlæg siden: serendipitet - evnen til - tilfældigt - at gøre heldige opdagelser. I hvert fald er det heldigt for hans forfatterskab at han som helt lille fik lov til frit at gå rundt på gangene på sindssygehospitalet på Nykøbing Sjælland.

    Det gave skræmmende oplevelser der gav inspiration og stof til senere fortællinger. Han rapporterer til journalisten om en ren gyservirkelighed som hans far tillod ham frit at bevæge sig rundt i:

Det var i 1955. Der var ingen psykofarmaka,og det var derfor jeg senere skrev romanen 'Alfabethuset'. Beskrivelserne fra filmen 'Gøgereden'  er vand ved siden af hvordan det var i Nykøbing. Der var skrigebure på den ene side og skrigebure på den anden side.  Kvinder og mænd for sig. Kvinderne var let påklædte. Mændene var stort set nøgne, for de havde det med at angribe hinanden. Man risikerede at de stoppede underbukserne i munden på hinanden eller forsøgte at kvæle hinanden med en undertrøje. De sprang op i hegnet og skreg, men for mig var de ikke skræmmende. De var bare sindssyge. Jeg var fem-seks år, men for mig var det lægerne, der var skræmmende. De havde magten. Det var dem der havde stetoskoperne og de lange kanyler. (...) Det var skræmmende og grænseoverskridende.

Det er naturligvis en tilfældighed at en anden meget kreativ personlighed som i den grad har domineret mediebilledet i den sidste del af 2010, har samme initialer som Jussi Adler-Olsen: J.A. Ja, rigtigt: Frontfiguren for Wikileaks, Julian Assange. Og en faktaboks i forbindelse med et interview i Politiken fortæller at han i sin barndom har flyttet bopæl mere end to dusin gange.

   Den første stedfar som han fik da han var et år gammel, var direktør for et omrejsende teaterselskab. Han fortæller om Julian at han fra helt lille havde en meget stærk retfærdighedssans, og: "He always stood up for the underdog... he was always very angry about people ganging up on other people."

    Da han var ni år gammel fik hans mor en ny mand og han selv en ny stedfar der var new-age-musiker.

  Så det har godt nok være et barndomsliv med savn, rodløshed og fremmedgørelse der har leveret brændstof til at den mentale grænsenedbrydende stavblender er gået i gang for alvor.

   Første kreative grænseoverskridelse med samfundsmæssig "impact" var at han blev hacker. Wikipedia fortæller:

In 1987, after turning 16, Assange began hacking under the name "Mendax" (derived from a phrase of Horace: "splendide mendax", or "nobly untruthful").^[2] He and two other hackers joined to form a group which they named the International Subversives. Assange wrote down the early rules of the subculture: "Don’t damage computer systems you break into (including crashing them); don’t change the information in those systems (except for altering logs to cover your tracks); and share information".

Interviewbøger om særligt kreative mennesker - af Teddy Petersen og af Annie Dunch

Andre end mig er interesserede i kreativitet ud fra personlighedens synsvinkel. Og har realiseret deres interesse i form af interviews med et udvalg af arten - udgivet i bogform.

   Sjovt nok var det også en af de ideer jeg havde da jeg, inden jeg fik ideen til denne blog, tænkte på at skrive en bog om kreativitet. Den ide udsprang af min oplevelser og mit udbytte ved at interviewe tv-dokumentarismens grand old man, Poul Martinsen, som jo, ikke overraskende, viste sig at udvise alle de egenskaber som faglitteraturen fortæller kendetegner den personlighedstype.

   Jeg luftede ideen om bogen for Teddy Petersen, som i mange år har været redaktør for journalisthøjskolens forlag AJOUR, og som jeg har arbejdet sammen med i min tid som konsulent i DR i 80-erne. Han opfandt bl.a. radioformatet "Noget-for-noget", som var et indholdsmæssigt kvalificeret modstykke til det indholdstomme "De ringer, vi spiller" med den uopslidelige Jørn Hjorting som folkeelsket vært.

   Bogen blev jo ikke til noget i denne omgang, men ud af ideudvekslingen fik jeg bl.a. Teddy Petersens interviewbog: I skribentens værksted. Tolv samtaler med journalister om at skrive.

   Han har valgt en velskrevet artikel fra hver af interviewpersonerne, og i interviewene efterforsker han spørgsmål om...

...de overvejelser, der ligger til grund for artiklen, de vanskeligheder og glæder der forekommer under skriveprocessen og mere generelt: Hvordan skaber de forudsætningerne for at skrive godt? Hvordan skrider arbejdet frem? Hvor lægger de vægten? Hvornår er det sværest? Skønnest? Hvad læser den skrivende selv?

Cirka halvdelen af de interviewede journalister kender jeg af navn. Jeg vil hen ad vejen i det kommende års blogindlæg, trække på en række af disse interviews. Især når jeg forfølger temaet kreativt sprog og sproglig kreativitet.

En af mine morgensvømme- og morgensauna-venner her i Vordingborg hedder René og er også et meget kreativt menneske: meget snakkende, meget social, meget  opmærksomhedskrævende; han skriver sange, spiller og synger, og så har han også startet sig et netantikvariat-udsalg, da han oprindelig er boghandleruddannet, men manglede lyst til at stå og ekspedere i en butik. Han er en tænksom person, som synes at stort set alt i denne verden er interessant at tænke over. Han er den eneste langhårede mand blandt morgensvømmerne, selv om han er omkring de 60.

   Da han hørte om min blog om kreativitet, fandt han straks frem af reolerne og forærede mig et gammelt hæfte fra 60-erne om emnet, vist nok fra et pædagogisk kursus han selv havde gået på i sin ungdom. Og her op til Jul stak han mig så en bog - kun til låns fordi han selv ville læse den. Det er også en interviewbog, titlen: Inspiration og kreativitet - af en forfatter hvis navn jeg ikke kendte, men som på indersiden af omslaget beskrives sådan: "Annie Dunch, designer, fortæller, vanebryder og inspirator har interviewet otte af sine yndlingskunstnere om inspiration og kreativitet."

   Af navn kender jeg ca. halvdelen af kunstnerne. På bagsiden beskrives de spørgsmål Annie har udforsket: "Hvor kommer inspirationen fra? Findes der en guddommelig en af slagsen? Og hvilken rolle har intuitionen?" Derefter udfoldes bogens indhold sådan:

Otte af vores anerkendte kunstnere kommer ind på disse spørgsmål når de fortæller om deres kreativt proces, når de fortæller om deres kreative proces, om hvordan idéer opstår, og om hvad der inspirerer dem inden for film, jazz, kunsthåndværk, opera, poesi, skrivekunst, skulptur og trylleri. Bogen sætter samtidig fokus på deres kreativitet i barndommen - som på forunderlig vis blev virkeliggjort i deres voksne liv. De turde tro på at de kunne nå deres mål. De brændte for deres kreativit. De var inspirerende. Fortællingerne er baseret på samtale med Annie Dunch, men fremstår som fortalt af den enkelte kunstner direkte til læseren. INSPIRATION OG KREATIVITET inspirerer til et liv med mere kreativitet og livsglæde. 

Også temaet den kreative personligheds rødder i barndommen, og spørgsmålet om intuitiv tænkning kan jeg forfølge via nogle af disse interviews - hvis man skal  tro på bagsideteksten.

Jeg får noget at læse på i Juleferien!

Videnssprog vs. erfaringssprog - og de to hjernehalvdeles måder at tænke på

Jeg sluttede sidst blogindlæg med at fortælle om en faglig AHA-oplevelse: at der var store ligheder - en slags analogi - mellem de lister jeg for mange år siden som sprogforsker opstillede for at karakterisere to slags sprogbrug: erfaringssprog og videnssprog. Sådan liste-definerede jeg de to former for sprogbrug:

Videnssprog	Erfaringssprog
·        logisk ·        upersonligt ·        abstrakt ·        billedfattigt ·        følelsesrenset ·        monologisk ·        systemorienteret ·        rødder i skriftsprog ·        bruges mest offentligt	·        sanseligt ·        personligt  ·        konkret ·        billedrigt ·        følelsesladet ·        dialogisk ·        handlingsorienteret ·        rødder i talesprog ·        bruges mest privat

Videnssprog er den form for sprogbrug som findes i akademiske afhandlinger og bøger, og i forskellige administrative genrer: notater, analyser, anbefalinger, rapporter, forretningsbreve, juridiske dokumenter, artikler i fagtidsskrifter. Det er "systemverdenens" sprog.

   Erfaringssproget er den form for sprogbrug som næsten alle mennesker bruger som dagligt omgangssprog, og det er også det sprog som forfattere bruger i romaner og noveller, og som findes i erindringer og dagbøger; og endelig er det det sprog vi finder i en række journalistiske genrer: reportager, features, fortællende journalistik. Det er "livsverdenens" sprog.

Og her er så flere varianter af hvordan forskere og formidlere har systematiseret de to former for tænkning som der er udbredt enighed om er domineret af/udspringer af henholdsvis venstre og højre hjernehalvdel:

Da højre hjernehalvdels tænkning foregår ubevidst, så er alle kreative processer når de kommer til udtryk i et sprogligt produkt et resultat af at højre og venstre halvdel af hjernen arbejder sammen.

Ligheden er slående mellem de to sæt af lister. Der er en klar korrespondance mellem højre hjernehalvdels tænkning og erfaringssprog på den ene side og mellem venstre hjernehalvdels tænkning og videnssprog på den anden.

Historisk set må erfaringssproget være det oprindelige. Det hænger sammen med og er funktionelt i forhold til oprindelige livsformer som jægere og samlere og agerdyrkere. Og det ligger i smuk forlængelse af den metaforteori som jeg tidligere har omtalt og fundet beskrevet i Metaphors We Live By - af George Lakoff og Mark Johnson. 

   Deres teori går ud på at når vi tænker og udtrykker os, så sker det i flere stadier og på flere konceptuelle niveauer, men det primære er at vi som mennesker tænker og udtrykker os gennem en række grundlæggende konceptuelle metaforer hvis referencer er vores krops fysiologi, denne krops orientering i tid og rum, og de handlinger kroppen foretager i forhold til vores umiddelbare omgivelser. Altså vores umiddelbare fysiske erfaringer med os selv og med det rum vi sanser og handler i.

   

Videnssproget er en slags sproglig overbygning, et sprogligt og kognitivt destillat med rod i opfindelsen af skriftsprog og udviklet sammen med de administrative og kommunikative behov for overblik, sammenfatning, analyse og kategorisering som er knytte til udviklingen af store komplekse kultursamfund; der er tale om samfudnsformationer som er kendetegnet ved befolkningstætte storbyer, handelscentre og centraliserede magkoncentrationer - tidligst opstået omkring de store floder Nilen, Eufrat og Tigris, Indus og Ganges, Den gule flod m.fl.

   Videnssproget er altså også metaforisk - men i anden potens så at sige- nemlig når vi skal til at definerer gennem erfaringssproget: Journalistik er når en mand løber rundt for at jage en historie som han senere vil forme til en artikel der lægges ind på en side i avisen. 

Serendipitet - hvad er det og hvorfor det?

"Serendipitet", er et ord jeg først stødte på i dag, og ved et sært sammentræf. Men med det samme jeg læste hvad betydningen var, med det samme kunne jeg se hvor vigtigt begrebet var - set i sammenhæng med diskussionen om kreativitet og intuition.

   Jeg fik simpelt hen en AHA-oplevelse. BUM. PLING. DONG.

Ordet refererer til det fænomen at man opdager noget godt eller vigtigt eller interessant, mens man er i gang med (at søge) noget helt andet. Eller opdagelser ved en tilfældighed. Det kan defineres som evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.

   Et berømt eksempel er penicillin som Alexander Flemming opdagede fordi han glemte en petriskål med en bakteriekultur i en vindueskarm og tog på ferie, og da han kom tilbage opdagede han at skålen var kontamineret med en svamp som havde svækket bakteriekulturens vækst.

   Et andet kendt eksempel er Columbus opdagelse af Amerika, mens han var igang med at finde søvejen til Indien.

   Et tredje er Newton der opdagede tyngdeloven da han sad og mediterede over æbler der faldt fra genene af det træ han befandt sig under.

Jeg får associationer til:

- Poul Martinsen som, da jeg interviewede ham, flere gange understregede heldets betydning for at hans produktioner var så vellykkede som de var.

- Bevingede ord som: "Det er mere held, end forstand."

- Målmanden Peter Schmeichel der sagde: Jo mere man træner, jo heldigere er man.

- Pasteur der har sagt: "Tilfældet virker kun for den der er forberedt"/Chance favours the prepared mind"

- Og naturligvis (jfr. foregående blog) John Lennon: Life is what happens to you, while you are busy making other plans.

Selve måden jeg nåede hen til begrebet på (eller det nåede hen til mig), er i sig selv udtryk for serendipitet:
   Jeg og en anden som også (tilfældigvis!) hedder Peter, holdt en lille julefrokost sammen på den restaurant der hedder SULT i Filmhuset i Vognmagergade i København. Vi snakkede en hel del om kreativitet, AHA-oplevelser, og diskuterede om der var nogen sammenhæng mellem AHA-oplevelsen som publikum skal opleve i klimaks på en god film, hvis ellers den er dramaturgisk skruet rigtig sammen, og så den AHA-oplevelse man får når man har tumlet med et problem, har sovet på det, og om morgenen vågner og har løsningen!

   Da vi forlod hinanden valgte jeg den lange vej til Hovedbanegården ad Strøget, frem for den korte til S-toget på Nørreport. Jeg er ellers for doven til at gå lange ture og vælger altid den korteste og nemmeste vej, men den dag var jeg i løftet stemning. Og pludselig kom jeg i tanker om en historie om en mand der tumlede rundt i mørket og blev udsat for alskens strabadser, og i dagslys opdagede han at det var en "stork". Jeg huskede ikke præcis historiens pointe, men jeg forbandt den med Karen Blixen.

   Da jeg så fik en mail fra min navnebroder i dag, der henviste til vores kreative snak om kreativitet og formidling, kom jeg igen i tanker om manden og turen i mørket og storken og Karen Blixen. Jeg googlede på associationen og fandt en henvisning til en historie af Karen Blixen i et tidsskrift Peripetri (som betyder dramaturgisk vendepunkt). Den er fra hendes første bog Den afrikanske farm:

I et lille rundt hus med et rundt vindue i og en lille trekantet have til, boede der en mand. Ikke langt fra huset var der en sø med en mængde fisk i, som manden fangede og solgte i byen. En nat vågnede han op ved at høre en frygtelig larm, og han begav sig af sted i mørket for at finde ud af, hvad der var i vejen. Han løb ned ad søen til. Først løb han sydpå. Her snublede han over en sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op igen, faldt i en anden grøft, kom op igen, faldt i en tredje grøft og kom til sidste også op af den. Han forstod nu, at han havde taget fejl, og at larmen ikke kom fra denne kant, og han løb tilbage mod nord. Men da han var der, mente han igen at høre, at larmen kom sydfra, og han løb samme vej tilbage. Han snublede først over en stor sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op, faldt i en anden grøft, kom op, faldt i en tredje grøft, og kom til sidst også op af den. Nu kunne han bestemt høre, at larmen kom fra enden af søen. Han styrtede da derhen og så, at der var en stor lækage i dæmningen her, og at alt vandet, og fiskene med strømmede ud gennem hullet. Han tog da fat på at stoppe lækken til, og arbejdede på det hele natten, og først da hans arbejde var færdigt, vendte han tilbage til sit hus og gik i seng. Da manden nu vågnede næste morgen og så ud af sit runde vindue: hvad så han da? En stork!

Historien giver ingen mening. Hvilken forbindelse er der mellem den tumultariske tur om natten og den stork han ser om dagen? Ingen - før man får at vide at man skal tegne ruten med dens forskellige vendepunkter mens man får historien fortalt. Så har man nemlig tegnet en stork!

   Karen Blixen ser historien som en skæbnefortælling. Manden tager sin skæbne på sig selv om han ikke forstår hvad meningen er, før han næste morgen kan se at han med sine spor i landskabet har tegnet en stork. Derfor turens forskellige retninger og vendepunkter. AHA!

   Tidskriftet hvori historien var refereret, var et temanummer om serendipitet og dets betydning - fra forskellige vinkler. Og flere andre historier bliver også refereret som illustration, bl.a. HC. Andersens Klods Hans,  der jo samler tre ting op på rejsen til prinsessen: en træsko uden overlæder, noget plutte og en død krage. Og de tre ting, viser det sig så, er dem der gør det muligt for ham at vinde prinsessen, der ellers sender alle friere ud i mørket fordi de ikke kan svare for sig.

    Begrebets oprindelse ifølge Wikipedia:

Ordet 'serendipitet' stammer fra engelsk (serendipity), og det kan føres præcist tilbage til Horace Walpole (1717-1797), der i et brev til en god ven i 1754 ville beskrive et heldigt fund, og i denne forbindelse dannede ordet serendipity ud fra titlen på et persisk eventyr oversat fra italiensk til engelsk, The Three Princes of Serendip, som han havde læst som barn. Serendip er et gammelt persisk navn for Sri Lanka. Eventyrets tre hovedpersoner havde den særlige evne til at finde det usøgte, og ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med.

Bogen som to af artiklerne refererede til var: Robert Merton og Elinor Barber: The Travels and Adventures of Serendipity. I lyset af mine blogføljeton om Kinarejse og kreativitet, tænder jeg straks på titlen der kobler "rejse" og "eventyr" sammen. Den må jeg da vist se at få fat i. Ligesom den bog som min navnebroder viste mig han var igang med: Steven Johnson: Where Good Ideas Come From: The Natural History og Innovation.

Selv havde jeg en slags serendipitets-oplevelse for nylig!

   For mange år siden "opfandt jeg" distinktionen erfaringssprog vs. videnssprog, som udtryk for en slags terminologisk modstrategi i forhold til en engelsk sprogsociologs distinktion: restricted code vs. elaboratede code, som i følge ham karakteriserede hhv. arbejderklassens og den uddannede middelklasses sprog.

   Jeg opstillede to lister for hvad der var typiske træk og kendetegn ved de to typer sprogbrug, og brugte siden distinktionen analytisk i bøger og artikler i forskellige pædagogiske sammenhænge: til sygeplejersker, til medarbejdere i Danmarks Radio, til dansklærere, til journalister.

   For tre uger siden blev jeg ringet op af en sygeplejeforsker fra KU der havde læst om distinktionen i min bog henvendt til sygeplejersker: Skriv Sundere, hvori det er en vigtig pointe at man skal tage udgangspunkt i erfaringsprog når man informerer patienter.

    Forskeren havde haft glæde af den distinktion, fortalte hun, og ville vide hvad det hed på engelsk - for hun skulle skrive en akademisk meriterende artikel i et engelsksproget tidsskrift. Jeg fandt på: language of (everyday) experience og language of (systematic) knowledge.

   Men lige da jeg sad og kigge på de to lister i en af mine gamle artikler, (ind)så jeg pludselig - AHA - at listerne var næsten identiske med de lister man ser hver gang nogen skriver om hvad der kendetegner de to hjernehalvdeles forskellige funktioner og måder at tænke på.

(fortsættelse følger: 
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html)