Finn Nørbygaard - klovn med tårer bag masken

I mit arbejdsværelse har jeg et smukt poetisk akvarelmaleri af Emil Nolde. En udstillngsplakat. Det viser en hvid klovn på blå baggrund. Jeg har ikke kunnet finde det ved at google. Det sjove er at plakaten næsten altid er gemt bag en dør der altid er åben så den skjuler den væg det hænger på. Jeg kom til at tænk på den plakat og det motiv da jeg læste et fødselsdagsportræt om Finn Nørbyggaard.

   Emil Nolde har malet mange klovne, viser det sig. Her er et maleri der er nært beslægtet med det på min plakat. Det også akvarel, som man ser:

 

Klovnen er som figur et blend - en konceptuel blanding af flere personligheder. Den ydre med en maske som smiler - og den indre bagved - som græder. 

   Klovnen er prototypen på den kreative personlighed: to personer i en:

Klovnene Flippo

Det overdrevne røde smil skal man ikke tro på. Det dementeres af tårerne. Andre klovnemasker har nedadbøjede malede mundvige.
   Denne dobbelt hed kan være en af forklaringerne på den særlige angstform som kaldes 'Coulrofobi' - klovneangst eller klovneskræk.

   Alle komikere har denne dobbelthed i sig, antager jeg. Måske alle store kunstnere.

Som sagt: Jeg kom i tanker om alle disse visuelle klovnerier ved læsning af et fødselsdagsportræt for et par uger siden i Politiken.

   Komikeren Finn Nørbygaard fyldte 60. Billedet der blev vist af ham, var et foto hvor han kigger ned og hvor vand løber ned ad ansigtet på ham. Som en regn af tårer.

Finn Nørbygaard hører jo til de særligt kreative personligheder, ligesom makkeren Jacob Haugaard.

   Ifølge portrætartiklen fra den 8. marts, så har Finn Nørbygaard grund til at græde bag masken. Aktuelt var der de millioner han mistede fordi han havde investeret dem i Stein Bagger-projekter.

   Og hvordan er det lige med barndommen? - Fødselsdagsartiklen med rubrikken "Profession: Jyde" fortæller:

Det var ikke lige til at se, at Finn Nørbygaard skulle blive landskendt komiker. Det var ikke lige den sang, der blev sunget over hans vugge. Faktisk er hans opvækst fyldt med mørke skygger: To måneder  efter fødselen blev Finn Nørbygaard sat i pleje. Moderen orkede ikke endnu et barn. Plejefamilien vanrøgtede ham, lod ham ligge i sin egen afføring, forladt og i den grad omsorgssvigtet. Han blev tvangsfjernet, kom i pleje hos en ny familie, som senere adopterede ham.

Videre fortælles om hans hektiske voksenliv, samarbejdet med Jacob Haugaard, filmproduktioner, turnere rundt i landet med shows. Et kreativt knokleri uden lige. Men...

Midt i alt det sad en orm og  gnavede. Da den fik gnavet hul, fik Finn Nørbygaard et regulært sammenbrud. Det resulterede i, at han sideløbende med sit showmanship tog en uddannelse som psykoterapeut. 

Det fortæller han blandet andet om i bogen "Tillykke med din krise - en komiker bag facaden". En anmeldelse fortæller:

Vi får indblik i Finn Nørbygaards barndom. Hvad mangel på kærlighed og omsorg i de tidligstefaser i livet betyder. Hans søgen efter identitet, efter han finder ud af, han er adoptivbarn. Sit forsøg på flugt gennem arbejdsmani og perfektionisme i voksenlivet. Og hvor svært han har det med at være "helt tilstede" og nærværende. Hans angst og usikkerhed i nære relationer. Det at elske og blive elsket, indebærer jo muligheden for at blive forladt.

Hvorfor bliver nogle mennesker med et åbent sind psykisk syge mens andre bliver stærkt kreative?

I forrige uge skrev Lone Frank en artikel med rubrikken "Genialitet & galimatias". Overliggeren fortalte: 

Uden filter. Ja, der er en forbindelse mellem de skitzotypiske træk, som man finder i udtalt grad hos sindssyge - og så den frie kreativitet, hvor overraskende ting sættes i spil. Nogle hjerner har så at sige større masker i de mentale filtre som regulere sanseindtryk og tankeaktivitet.

Her er jeg lidt stolt. Det tema har jeg nemlig selv taget op i to blogindlæg tidligere:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/er-kreativitet-genetisk-bestemt.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

Når jeg er lidt stolt er det fordi jeg er en stor beundrer af Lone Frank som videnskabsjournalist. Og når jeg læser Weekendavisen i sommerperioden, så er det i høj grad tillægget "Ideer", som hun bidrager med front-artikler til, som jeg kaster mig over, mens en stor del af resten er mig for konservativt og elitært. 

Pointen i denne artikel er at vi som "hjerne" får stimuli gennem et bombardement af ydre sansninger og af indre "sansninger". Og nogle er mere sårbare og kan blive overvældet af informationspresset både indefra og udefra. Og så bryder hjernen sammen og bliver "syg".

   Hvis den vel at mærke ikke er så intelligente at den har mentalt overskud til at sortere, prioritere og fokuserer. 

  

De særligt kreative er mere opmærksomme på stimuli der kommer indefra - og "modtager muligvis mere input fra det indre fjernlager", som der står.

   De særligt kreative har ifølge artiklen et på en gang stormasket og alligevel robust filter til at sortere alle de sanseindtryk de modtager så de ikke overvældes men er i stand til at fokusere og jonglere. 

   For skitzofrene er dette filter svækket, så de bliver forstyrret af alle mulige for så vidt ligegyldig indtryk som de så overfortolker og har hallucinationer ud fra. 

Den faglige terminilogi som dække kernen i artiklen er kognitiv disinhibition, og det betyder at man er særlig åben over for nye indtryk (indre som ydre), samtidig med at man er så intelligent at man kan sortere dem fra som er irrelevante og forstyrrende.

   En særlig vægt i den sammenhæng har det der kaldes "latent inhibition", og som indebærer at man er i stand til straks at glemme informationer og stimuli som ikke tidligere har haft betydning, så de ikke optager "lagerplads" i hjernen. 

   Tilsyneladende har de særligt kreative det sådan at flere "irrelevante informationer" får lov at sive ind i hjernen, og de er dårligere til at ignorere diverse stimuli end de mindre kreative. Det giver hjernen mere at "lege" med. 

En hjernens kognitive gatekeeper er bla. den del der har navnet thalmus, som er en slags fordelingscentral af impulser og signaler som kommer fra forskellige kilder, og som sendes videre til de højere centrer i hjernebarken. Den funktion er svækket hos skizofrene. 

   Et forskningsprojekt i Stockholm viste at der var en negativ sammenhæng mellem såkaldte D2 dopamin-recptorer i thalmus og kreativitet, så jo færre der var af dem, jo mere kreativ var personen på en testskala. Og pointen skulle så være at når der er færre af dem, så er porten gennem thalmus mere åben for ny information og overraskende impulser.

   

Den sidste pointe i artiklen er alfa-bølgernes betydning i forbindelse med kreative processer. Man ved at fx nogle former for meditation og særlige former for musik ("Mozart-effekten") stimulerer til flere alfabølger. 

   Mere kreative mennesker har en forøget alfa-bølge-aktivitet i hjernen end mindre kreative, har man målt. Og hypotesen er at disse bølger hjælper sindet med at fokuserer indad - på de neurologiske og kognitive input som skabes i hjernen selv. Og derigennem lette vejen for nye informationer og nye sammenhæng til hjernebarken.

  En forsker siger at det i den forbindelse er interessant hvad der sker når folk få en aha-oplevelse - det såkaldt eureka-øjeblik. Lige inden erkendelsen bliver bevidst, kan man måle et "udbrud" af alfa-bølger - efterfulgt af gamma-bølger som af nogle forskere forbindes med en høj grad af koncentreret bevidsthed og indsigt.