I Politiken fra tirsdag den 11. maj var der en artikel på debatsiden om tre unge forskeres analyser af Lars Løkkes måde at svare på ved tirsdagens rituelle møde med de politiske journalister. Rubrikken: "Tirsdagsspin. Lars Løkkes retoriske undvigelser."
Forskerne, som selv udgør et "fagligt blend" med baggrund i tre forskellige institutter, har analyseret forholdet mellem det spørgsmål journalisterne kommer med, og den måde han svarer på.
De skelner mellem på den ene side:
direkte og åbenlyse undvigelser, som: "Jeg var ikke til stede på mødet", "Jeg har ikke læst rapporten", "Jeg afventer resultatet af undersøgelsen", eller i form af: kritik af spørgsmålets ordlyd, motivinsinuationer mod spørgeren, eller en intetsigende opregning af fakta så spørgsmålet "glemmes". På den anden side:
de mere indirekte retoriske undvigemanøvre.
Forskerne deler statsministerens retoriske undvigemanøvre op i tre hovedtyper:
tidsforskydning, subjektforskydning, og niveauforskydning.
Og det er her det er interessant hvis man fjerne journalistens og forskernes moralske filtre. For så er der med disse manøvre tale om kreativ konceptuel blending:
1)
Tidsforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål om sager i fortiden med henvisninger til hvad man gør her og nu, eller at han besvarer spørgsmål om et aktuelt problem ved at opregne hvad man tidligere har gjort ved problemet eller fremover vil gøre.
Her vil teorien om konceptuel blending fremhæve at det kreative er at der sker en komprimering af tiden i
det blendede rum ved i svaret at blende tidsmæssigt adskilte men ellers hinanden lignende konceptuelle input-rum.
2)
Subjektforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål ved at skifte rolle fra politiker til privatperson, altså i princippet en blending - her integration offentligt og privat - når han f.eks. besvare spørgsmål der fremhæver modsætningen mellem regeringens officielle skolepolitik og det at han selv har taget på ferie med sine børn uden for skolernes officielle ferie, ved blot at sige: "Ja, det er jo en personlig beslutning vi som forældre har truffet..." Her forudsætter han integration af forældrerolle og politikerrolle.
Her vil blending-teorien sige at han ved at svare som han gør, integrerer de to konceptuelt adskilte roller i sit undvige-"blend".
3)
Niveauforskydning indebærer at Løkke redefinerer hvad sagen handler om, typisk ved at besvare et spørgsmål om en konkret sag ved at henvise til abstrakte og generelle politiske motiver, f.eks. når han besvarer et kritisk spørgsmål om overbetaling til de private hospitaler i 2007, svarer: "Sagen handler om, at da vi kom til i 2001, der lagde vi et nyt spor ud for dansk sundhedspolitik, hvor vi valget at sætte patienten først. Vi var trætte af...".
Blending-teorien vil her nok sige at der sker en dekomprimering i forholdet mellem det konkrete og det abstraket, nærmest det modsatte af hvad man gør når man konstruerer en metafor. Det er metaforisk set ligesom at vende en kikkert fra at være "nærsynet" til at være "fjernsynet". Måske ville man også i blending-teorien tale om
re-framing.
Min pointe ved at hive disse udmærkede og aktuelt forankrede forskningsresultater frem - med brug af moderne retorik - er en jeg har været inde på tidligere - at kreativitet ikke er bundet til moralsk tænkning og adfærd. Der foregår blending over alt hvor der skal løses problemer og man skal tænke hurtigt og automatisk.
Disse undvige-strategier er jo internaliseret gennem mange års poltiske praksis i forholdet mellem politikere og journalister - og er indlært på samme måde som når man har lært at cykle: Når man først kan, så gør man det bare uden at bevidst at tænke på hvordan man skal holde sig kørende uden at vælte. Og det er indlært på samme måde som når journalister lærer at vinkle og skære en historie til en nyhedsartikel.
Navnene på de tre forskere er: Heidi Jønch-Clausen, Christina Pontoppidan, Jonas Gabrielsen.
