Historiefusk eller faktion - "The King´s Speech" i sandhedens eller oplevelsens tjeneste

I fredags den 4. marts var der er artikel af Kim Faber i Politikens kultursektion under rubrikken "Oscarvinder anklagdes for historiefusk". Artiklen handlede om den firedobbelte Oscarvinder "The King´s Speech", som jeg havde været inde og se og skrev om inden Oscaruddelingen i søndags.
   Kim Faber fortæller at filmen nu beskyldes for historieforfalskning på magasin-websiden www.slate.com. Den hårde anklage fremsættes her af Christopher Hitchens, en kendt engelsk-amerikansk skribent og debattør.
   Primært mener Hitchens at Winston Churchill i filmen er fremstillet alt for positiv over for den stammende King George, og alt for negativ over for hans storebror King Edward VIII der abdicerede for at kunne gifte sig med den fraskilte amerikanerinde "Mrs. Simpson". Eward var ifølge Hitchens nazisympatisør, og havde Churchill´s opbakning til det sidste; mens i filmen er Churchill ...

... shown as a consistent friend of the stuttering prince and his loyal princess and as a man generally in favor of a statesmanlike solution to the crisis of the abdication. In point of fact, Churchill was—for as long as he dared—a consistent friend of conceited, spoiled, Hitler-sympathizing Edward VIII. And he allowed his romantic attachment to this gargoyle to do great damage to the very dearly bought coalition of forces that was evolving to oppose Nazism and appeasement. 

Generelt argumenterer Hitchens for, med henvisning til dokumentation fra konglige dagbøger og breve, at Oscarfilmens fremstilling af den engelske kongefamilie som samlende symbol på modstanden mod Hitler og nazismen, er stærkt fortegnet og malet alt for rosenrødt: 

Almost the entire moral capital of this rather odd little German dynasty is invested in the post-fabricated myth of its participation in "Britain's finest hour." In fact, had it been up to them, the finest hour would never have taken place. So this is not a detail but a major desecration of the historical record—now apparently gliding unopposed toward a baptism by Oscar.

Kritikken afvises - naturligvis - af manuskriptforfatteren David Seidler, som vandt en Oscar for manuskriptet. Og Kim Faber og redaktionen har utvivlsomt syntes at dette var en god historie, og vigtig nok til at blive fortalt til læserne.
   Men hvorfor egentlig?

Filmen er en jo en regulær spillefilm - fiktion - og er blevet Oscarbedømt som en sådan. Den ikke en dokumentar eller en dramadokumentar. Det er ikke en historiske oplysningsfilm. Der indgår ikke interviews med eksperter om sandheden i historien. Ej heller citeres der fra breve og dagbøger. Og vi får ikke nogen tekst på lærredet inden selve filmfortællingen går i gang, som udsiger en eller anden kontrakt med publikum om filmens sandhedsværdi.
   Før eller efter selve den filmiske fortælling kunne der have stået en tekst på lærredet som man tit ser: "based on at true story". Men selv det bliver ikke eksplicit udsagt. Den eneste direkte henvisninger til at filmen har noget med virkeligheden at gøre, er en tekst efter filmen men før credits, der fortæller at talepædagogen og kongen forblev nære venner til kongens død i 1952.
  For mig som biografgænger og filmtilskuer - for min filmoplevelse - har det ingen betydning at manuskriptforfatteren på én gang har ladet sig inspirere af en faktisk historie, og samtidig har skrevet sit manuskript så det dramaturgisk set er et fremragende skoleeksempel på den klassiske Hollywod-film fortælling: "lige efter bogen". En kreativ og filmkunstnerisk toppræstation.
   Der er som i enhver historisk biograffilm tale om konceptuel blending af to mentale rum: den historiske virkeligheds i et og fantasiens dramaturgiske krav i et andet. Og i det her tilfælde er faktions-blandingen vellykket - i en grad så det har regnet mildt med Oscars.

Tror jeg filmen ville have vundet 4 Oscars hvis historien i sin helhed havde været opdigtet, hvis kong Georg ikke rent faktisk havde stammet, hvis talepædagogen ikke havde eksisteret i virkeligheden? - Det er et godt spørgsmål, som man siger! - Jeg tvivler.

Under alle omstændigheder hører det til historien om filmen og dens modtagelse at en masse danske og udenlandske journalister med lyst og engagement skrev store artikler med normal journalistisk sandhedskontrakt hvori de fortalte hvad historikernes historie var,  som filmens historie tog afsæt i. Så de sparede mig for, efter at have set filmen, at komme hjem og slå op på nettet for at finde ud af hvor meget "truth" historien egentlig var "based on".
   Man kan så også spørge hvorfor journalister er så optaget af spørgsmålet om et medieprodukt er sandhed eller fiktion, og hvordan det er blandet! Kunne det være fordi enhver journalist intuitivt ved at egne produkter også i et eller andet omfang balancerer på en mental knivsæg mellem fakta og fiktion.
   Det tror jeg.

Når alt kommer til alt: Journalistik er den mest troværdige form for fiktion!.

"The King´s Speach" - en god film - et godt plot - og "based on at true story"

Jeg var i forgårs nede i vores lokale biograf i Vordingborg og se en "snigpremiere" på en film, som vel så snart kommer op i Dagmar eller Grand i København. Titlen er "The King´s Speach", og Wikipedia fortæller:

The King's Speech is a 2010 British historical drama film directed by Tom Hooper and written by David Seidler. The film won the 2010 Toronto International Film Festival People's Choice Award and was nominated for fourteen BAFTAs, of which it won seven; twelve Academy Awards; and seven Golden Globes, with Colin Firth winning for Best Actor. Firth plays King George VI, who, to overcome his stutter, is introduced to Lionel Logue, an unorthodox speech therapist played by Geoffrey Rush. The two men become friends as they work together, and after his brother abdicates, the King relies on Logue to help him make a radio broadcast at the beginning of World War II.

Manuskriptforfatteren David Seidler har selv lidt af den samme taleforstyrrelse - at stamme - som kongen, fremgår det. Så han har en personlig aktie i historien og har på den baggrund kunnet bruge sin på egen erfaring baseret fantasi til at give plottet et realistisk twist, til karaktertegningen af kongens lidelser med sin taleblokering og til beskrivelsen af dynamikken mellem hovedkarakteren og hjælper-/mentor-figuren.
   Filmen respekterer langt hen ad vejen de historiske kendsgerninger, men afviger også på en række væsentlige punkter. Primært begrundet i hensynet til dramaturgien.
   Om kongen får vi at vide at han i sin barndom blev tvunget til at skrive med højre hånd selvom han var venstrehåndet, og at han fik "rettet" sine kalveknæ med metalskinner. Det synes at være dokumenteret.
   Og det er korrekt at han havde store problemer med sin stammen som barn og ung. Åbningsscenen i filmen hvor han som prins skal holde en tale på Wembly 1926, men næsten ikke kan få et ord over sine stammen læber, er også veldokumenteret.
   Men mødet med talepædagogen foregår meget tidligere i den historiske virkelighede end i filmenens og han bliver også hjulpet til at komme over sine taleblokeringer meget hurtigere i virkeligheden end i filmen. Her er han stadig plaget af stammen da han modvilligt må overtage tronen efter sin abdicerende storebror. Denne modviljen synes også at være historisk dokumenteret.
  I øvrigt fortæller Wikipedia at talepædagogens notesbøger med notater fra taleøvelserne med prinsen/kongen, var blevet fundet, og en række citater herfra blev indkorporeret i dialogen mellem den kongelige klient/patient og taleterapeuten, hvad der jo var med til at øge dens autenticitet.

Der er altså i filmens univers og fremstilling tale om genremæssig blending, både i forhold til manuskriptforfatterens egne erfaringer med stammen, og hvordan man kan hjælpes til at komme over den, og i forhold til den historisk virkelighed.
   Filmen er et produkt af kreativ tænkning og udgør en integreret audiovisuel blanding af virkelighed og fiktion, der så er blevet underlagt Hollywood-dramaturgiens krav til komprimering af tid, sted og handling - og til udformning af plot, dialog og karaktertegning.

I kreativitetssammenhæng synes jeg også at den teknik som pædagogen i filmen anvender til at få den kongelige klient til at overkomme sin stammen, er særedeles interessant og relevant.
   Det viser sig i filmen at hovedpersonen under bestemte omstændigheder ikke stammer når han siger noget:

• når han skal fortælle sin døtre som han elsker højt, "skæve" eventyr hvor han påtager sig en særlig "fortæller rolle" 
• når han bliver stiktosset og rasende
• hvis han synger de ord han skulle sige
• hvis han danser mens han skal sige det han vil sige
• hvis han undervejs i talen jævnligt bander og siger frække ord

Det udnytter terapeuten så i sine taleterapeutiske øvelser.

På mange måder er det jo parallelt med de vilkår som fremmer kreativ tænkning, og som muliggør at man "omgår" de mentale blokeringer for kreativ udvikling: Man defokuserer og afleder opmærksomheden i forhold til problemet - ved f.eks. at meditere eller ved at udføre noget kropsligt krævende. 

   Det minder også om den tænkning som Tim Gallway med "The Inner Game"-bøgerne om coaching gør sig til talsmand for hvis man skal performe optimalt som sportsmand eller leder. Ikke mindst hans skelnen mellem "self 1" og "self 2" ligner det vi filmen ser hos den kongelige stammer, hvor "self 1" der fokuserer på angst og stress ved oplevede forventninger og krav fra omverdenen, blokerer for at "self 2" kan udvikle og udfolde sig frit - en blokering der så kommer til udtryk som stammen.

   Det taleterapeuten "lærer" den royale klient, er at få indsigt i at han rent faktisk har et "self 1" der kan tale og udtrykke sig uden at stamme. Og at det er muligt ved hjælp af forskellige teknikker at snyde "self 2".

God film, god blanding, fin oplevelse plus indsigt.