Jeg så 'Her er dit liv' i fredags på DR 1 - med Peter Schmeichel som hovedperson. Han omtales som "verdens bedste målmand".
Der er visse ting ved ham som umiddelbart passer med den særligt kreative personligheds baggrund: splittet sproglig identitet, frustration! Hvem er jeg?
Forældrene kommer fra hhv Polen (faderen, musiker) og Danmark (moderen, sygeplejerske). De er tit ikke hjemme om aftenen og natten. Han selv var polsk statsborger til han var syv år.
Og så var Peter "vild" - fysisk ekstremt aktiv og omkringfarende - og en dreng omgivelserne godt kunne blive nervøs ved at omgås - allerede da han var lille. Og altid indstillet på konkurrence med andre på legepladsen.
Umiddelbart kunne han godt lyde som lidt af et dampbarn - eller en ADHD´er.
Historien vi får fortal af ham selv i programmet om hvordan han blev målmand, er et smukt eksempel på fænomenet serendipitet. Og på betydningen af kreative restriktioner for at mentale og fysiske energier kanaliseres ud i kreativ handling.
Han fortæller at da han kom på fodboldbanen som 8 årig for første gang, fandt træneren lynhurtigt ud af at Peter faktisk var helt uegnet til fodbold. Han var for vild, utjekket, ustyrlig.
Han forstod ikke og respekterede simpelt hen ikke reglerne - og var mentalt helt uegnet til at indgå i noget der lignede et holdspil med sine jævnaldrende. Så træneren spurgte i sin nød om han ikke kunne tænke sig at stå på mål. Og jo, hvorfor ikke prøve det?
Selv mente Peter Schmeichel at hvis ikke lige lederen havde løst det akutte problem med hans totalt manglende egnethed til at spille på hold i marken på det tidspunkt, så var han nok aldrig blevet fodboldspiller.
Altså rent held. Serendipitet.
Han blev målmand.
I målet er man den eneste der betyder noget. Man er en mod mange. Og man konkurrerer kun med sig selv. Så Peter Schmeichel passede som personlighed - som fod i hose til målmandrollen.
Der i målet har han så stået siden - i alle årene. Og en af de gennemgående jokes i udsendelsen var den som hans kammerater drillede ham med: Du er ikke fodboldspiller, du er målmand. (Rent faktisk har han dog scoret 9 mål i sin karriere).
Kammeraterne har i øvrigt beskrevet hans opførsel i målet som højkæftet og ramsaltet i sine kommentarer til deres præstationer.
Han var kendt for at uddele skideballer til dem når de tumlede rundt i forsvaret foran målet og foran ham.
Selve målmandsrollen og -placeringen inviterer til frustration. Til kreativ vrede. Til konceptuel projektion. Man står der og identificerer sig - spiller mentalt med dem oppe foran. Men er jo magtesløs når de fejler og dummer sig.
Det jeg ser som et koncentreret billede af Peter Schmeichel på banen i rollen som målmand, er den mentalt og fysiske vildbasse der bliver låst inde og låst fast på den mest afgrænsede plads af alle på et fodboldhold.
Han er begrænset til at opholde sig inden for målstængerne og inden for straffesparkfeltet i 90 minutter - mens alle kammeraterne spæner rundt og "spiller". Han har intentioner og ambitioner på hele holdets vegne mens han står der - lænket af reglerne for rollen. Og når han er "på arbejde" så er det jo når de andre har fejlet i forsvaret.
Mentalt må han stå som bærer af indestængt frustration og aggressiv vrede over ikke at kunne gøre noget proaktivt for alvor før det øjeblik hvor en af modstanderne skyder mod mål.
Og al den indespærrede kreative energi kommer så eksplosivt til udtryk i geniale redninger på stribe. Se bare her.
Peter Schmeichel er en mental og fysisk kunstner på sit felt. En god målmand har den kropsligt spejlende intuition der ud fra ubevidste kropsignaler fra spilleren der skyder, i et split sekund forudser hvor bolden kommer.
Han har det man kunne kalde projektiv intuition. Ud fra de visuelle input til den visuelle cortex, laver hans hjerne en split-sekund-analyse af hvor præcist hans krop, hans arme og hænder skal være for at at lave en mesterredning.
Og der er de så - meget ofte.
Han citeres på nettet for et af mine yndlings bon-mot´er:
Han citeres på nettet for et af mine yndlings bon-mot´er:
Jo mere du træner, jo heldigere er du!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar