Den plastiske hjerne (2) - og mulighederne for genoptræning af handicappede efter hjerneskade

Politiken har haft i den senere tid haft en hel serie kritiske artikler om kommunernes faglige svigt og uformåen, når det gælder genoptræning af hjerneskadede efter ulykker, hjerneblødninger og blodpropper. Og vi har set stærke opfølgende indslag på fx DR´s Aftenshowet der understreger manglen på kommunal faglig kompetence og omhu på området.

   På grund af ren og skær faglig uvidenhed om mulighederne i den plastiske hjerne for at ommøblerer hjernens funktioner i forhold til krop, sprog og tænkning  gennem hurtig, systematisk og målrettet træning, så mister en masse hjerneskadede , deres funktionsevner permanent, mennesker som kunne blive mere eller mindre helet ved en videnskabeligt funderet genoptræningsindsats. Genoptræningen kommer for sent i gang, foregår usystematisk, og er ikke så intensiv, omfattende og målrettet som det er nødvendigt. 

Jeg vil her fortælle om Sharaon Begleys bog 'The plastic mind'. Sharon Begley  er en kendt og agtet videnskabsjournalist, og bogen gennemgår en række af de indsigter som den moderne hjerneforskning har leveret med hensyn til hjernens muligheder for at ændrer sig gennem livet, og mulighederne for at ændre hjernens mere grundliggende funktionsmåde gennem fysiske øvelser og mentale teknikker.

  I det første indlæg om "Den plastisk hjerne" fortalte jeg om David J. Richardsens teori om emotionele stilarter. Den vigtige pointe var at man empirisk kunne anlysere det enkelte menneskesinds følelsesmæssige habitus, dvs. grundindstilling, i 6 selstændige dimensioner: resilience-style, outlook style, social intuition style, self-awareness style, sensitivity style, attention style. Og så længe man var barn og ung, så det ud til at stilarten inden for hvor af disse dimensioner kunne ændrer sig uafhængigt af hinanden i løbet af relativt kort tid. 

Begleys og Davidsons bøger er et opgør med forestillingen om "the hardwired brain", altså dette at den moduopdelte hjerne stort set er færdigudviklet når man er voksne, og derfor ikke ændres væsentlig - borset fra at den kan forfalde eller blive skadet og dermed være dårligere til at varetage nogle af sine kognitive og handlinsstyrende funktioner.

  Begge bøger har i sidste instans et særligt fokus, nemlig spørgsmålet om det er muligt gennem mentale teknikker at ændre negative og destruktive følelser og tanker. Og hvis ja, i hvilket omfang og med hvilken varig effekt. 

Sharon Beglys bog har som rammesættende plot et møde - en konference - mellem Dalai Lama og en gruppe hjerneforskere i 2004 med "neuroplasticity" som det centrale emne. Hjerneforskerne kommer med en række forskellige oplæg, og Dalai Lama og hans backinggruppe af buddhistiske munke stiller uddybende spørgsmål. Buddhismens dogmer og antagelser om menneskesindets funktionsmåde og muligheder, konfronteres med de sidste ny indsigter som den moderne neurovidenskab kan levere. Og Sharon Begly referer fra oplæg og spørgsmål fra mødet og supplerer med oplysninger fra læsning og interviews med forskerne. 

Udgiveren af bogen er "The Mind & Life Institute" der er en forskningsinstitution og tænketank der har følgende grænseoverskridende og tværdisciplinære mission:

The Mission of the Mind & Life Institute is to promote and support rigorous, multi-disciplinary scientific investigation of the mind which will lead to the development and dissemination of practices that cultivate the mental qualities of attention, emotional balance, kindness, compassion, confidence and happiness.

   Our investigation is rooted in an integrated way of knowing that combines the first and second person direct experience of contemplative practice with a modern scientific third person inquiry.

   Our commitment to multi-disciplinary investigation includes research in the traditional mind sciences, social sciences, contemplative scholarship and practice, philosophy and humanities. We believe that only through this integrated investigation can we achieve an accurate understanding of how the mind works, the benefits of mental fitness, and the best practices for achieving mental and emotional fitness.

Sharon Bagelys gennemgående (og diskutable) metafor for hjernen indlejret i kroppen er at den er som et område med el-installationer i forskellige områder der forbundet med ledninger ("wiring"). 

    Hun sammenfatter en række videnskabelige resultater fra de senere år:

The brain can indeed be rewired. It can expand the area that is wirede to move the fingers, forging new connections that underpin the dexterity of an accopliced violinist. I can activate long-dormant wires and run new cables like an electrician bringing an old house up to code, so that regions that once saw can instead feel and hear. It can quiet circuits that once crackled with the aberrant activity that charactarizes depression and cut pathaological connections that keep the brin in the o-god-something is wron state that marks obsessive-compulsive disorde. The adult brain, in short, retains much of the plasticity of the developing brain, including the power to reapair damaged regions, to grow new neurons, to rezone regions that performed one task and have them assume a new task, to change the circuitry that weaves neurons into the networks that allow us to remember, feed, suffer, think, imagine, and dream.

En grundliggende indsigt er at de dele af hjernen som bliver brugt meget, vokser og ekspanderer det areal der varetager den specifikke mentale og adfærdsmæssige funktion. Den del af professionelle pianisters motor- og præmotorcortex der styrer fingrenes handlingsmotorik, og den del af deres somasensoriske cortex der giver feed back gennem følesansen, er vokset kraftigt og besætter et større areal af neuroner i de hjernedele end hos ikke-pianister. Den del af hjernen som arbejder når vi skal orienterer os og finde omkring i nye og ukendte omgivelser, er væsentlig større i neuron-areal end hos ikke-taxachauffører.

   Vi ved efterhånen alle at træning og kraftig motion fører til at de muskler som bruges bliver større. I den forstand fungerer hjernen og dens forskellig moduler og funktionsområder også nærmest som en masse forskelige muskler der vokser eller formindskes alt efter hvor meget de er i aktion og bliver brugt. 

   Men dertil kommer at bare det at tænke på nogle handlinger eller tænke på nogle mentale aktiviteter kan virke forandrende ind på de dele af hjernen som administrere disse handlinger og aktiviteter:

Merely thinking about playing the piano leads to a mesurable, physcal change in the brain´s motorcortex, and thinking about thoughts  in certain ways can restore mental health.

Med formuleringen "thinking about thoughts" refererer Begley til den såkaldte kognitive terapi og til bestemte former for meditation. 

Sharon Begley beskriver en masse videnskabelige eksperimenter med dyr, der viser at hjernens simpelt hen vokser i vægt og volumen - flere og ny neuroner fødes - jo mere "komplekst", dvs. mentalt nyt og interessant og fysisk krævend og udfordrende et miljø de lever i, er. 

   Og det gælder både unge og voksne individer. Og det gælder ikke bare dyr som forsøgsrotter, men også mennesker. Fx ser det ud til at daglig kraftig fysisk motion stærkt kan reducerer depressive mekanismer i hjernen.

   Et af spørgsmålene som diskussionen om hjernens plasticitet aktiverer, er hvad der sker når dele af hjernen mister kontakt og funktion fordi en del af sanseapparatet er gået i udu. Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde lydindtryk, brak hos døve? Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde synsindtryk, øde og inaktiv hen, hos blinde? Og "dør" disse hjernemoduler når de ikke modtager de signaler som de biologisk set er programmeret ("wired") til at bearbejde?

   

Forskningen viser at svaret er nej, også i den grad. Der sker en omprogrammering ("rewiring"), så den visuelle cortex rektutteres til at modtage og bearbejde lydindtryk eller føleindtryk hos blinde, og den del der kaldes the temporal lobe og som bearbejder lydindtryk, omprogrammeres til at bearbejde lydindtryk.

   De forskellige perceptionelle dele af cortex viser sig både at være aktive når de modtager ydre sanseindtryk, men viser sig også at blive aktiveret af mentale - indre "sansninger". Hvis man beder et menneske om at genkalde sig billedet af et velkendt landskab med henblik på at skulle tegne det "efter hukommelsen", så aktiveres den visuelle cortex som om den have modtaget input fra faktisk ydre synsindtryk. Tilsvarende hvis man beder folk om inde i hovedet - men altså tavst - at nynne-tænke en melodi de kender, så aktiveres den del af hjernens som ville være aktivt bearbejdende hvis den havde modtage tilsvarende faktiske lydindtryk gennem øret. 

Det er måske ikke så overraskende at den barnlige hjerne er plastisk. Men hvad med den voksne? Er forbindelserne og funktionerne så ikke fastlagt og stivnet en gang for alle?

   Her viser en lang række forsøg og undersøgelser at systematiske genoptræningsteknikker kan aktiverer neurologiske "naboegne" af hjernen til de områder der er ødelagt, sådan at de overtager den ødelagte funktion. 

   En teknik synes jeg er særlig interessant. Har man fået lammet en arm gennem en hjerneskade, så kan det at blokere den anden raske arms funktion i lang tid kombineret med gradvis træning af den lammede, gøre at hjernen så "tvinges" til at finde en ny vej til at aktivere den lammede. 

   Det kaldes 'constraint induced motor therapi'. Og de nyrekruterede områder af hjernen som tvinges til at tage over, kan både være de tilsvarende i den modsatte side af hjernen, eller det kan være nogle der ligger i den umiddelbare neurologisk omegn i fx motor eller præmotorcortex. 

Tilsvarende terapier kan bruges til at behandle ordblindhed, hvor man gennem læsetræning og lyd-lytteøvelser tvinger hjernen til at "rewire" de centre som er fejlforbundet mellem hørelse og syn hos de ordblinde.

Når jeg synes det er særlig interessant, er det fordi man jo også kan tænke en sådan kompensatorisk 'rewiring' når det gælder udviklingen af den kreative hjerne. Altså en slags 'constraint induced mental and emotional therapy'.
    Mange særligt kreative personligheder har oplevet en barndom med dårlige relationer til en af forældrene, eller tab af en forældre, eller skilsmisse. Endvidere har de oplevet tvunget at skifte hjemegn, skole, sprog/dialekt, kammerater, og at blive mobbet eller socialt isoleret. Erfaringer der  har medført en gennemgående følelse af fremmedgjorthed og tab af vigtige sociale og sociapsykologiske relationer.
    Hvis man tænker i en analogi til det fysisk-motoriske som er beskrevet oven for, så kan man anskue disse negative og belastende erfaringer som nogen der påfører et barn eller et ungt menneske "sociale lammelser" eller "sociale handicap".
    Disse sociale begrænsninger og invalideringer, kan føre til rekruttering og ekspansion af andre dele af hjernen, nemlig dem der varetager mentale funktioner som: genkaldelse af erindringer, fantaseren, dagdrømme, projektive forestillinger, theory of mind-tænkning, etc. Altså det jeg tidligere har beskrevet som default mode-netværket, som netop udvikles op gennem barndom og ungdom.
   Og - forstiller jeg mig også - denne kompensatoriske rekruttering og ekspansion af disse del af hjernen, kan blive stimuleret af fx læsning, eller af en mentorfigur blandt de nære sociale omgivelser.

(fortsættelse følger)