Forførende fiktion, helende kunst og selvhypnosens livsfarlige forførelseskunster

I mange af mine tidligere blogindlæg har jeg været optaget af hvordan sanseindtryk fx fra oplevelser af film og tv-programmer ifølge den nye boomende neurovidenskab aktiverer og "spiller på" forskellige centrer og moduler i hjernen - dels via spejleneuron-systemet og dels via default-mode-netværket - som begge på hver sin måde har med mulighederne for identifikation med personer der agerer på lærredet eller skærmen at gøre.

   Og min hypotese har været at det er det som den effektive dramaturgisk-retoriske konstruktion af filmen eller tv-programmet stimulerer og fremmer - ikke mindst ved at den - fangende, fængende og fastholdende - sætter publikum i en selv-, sted- og tidsforglemmende 'flow'-tilstand.

Politiken har på sine 'Viden'-sider i dag en lille notits der umiddelbart kobler til denne hypotese. Rubrikken

Du kan blive næsten som den, du læser om

Notitsen burde interesserer enhver journalist, forfatter, filmmager eller tv-producent brændende. Den fortæller at ny forskning "bekræfter antagelsen om, at fiktion kan påvirke adfærd og holdninger" (og hvad kan så ikke "fakta" gøre, tænker jeg, eller blandingen af fakta og fiktion?):

Eksperimenter viste blandt andet, at personer oftere ville stemme, hvis de havde læst om en anden persons strabadser for at opnå frem til en valghandling. Også opfattelsen af eksempelvis homoseksualitet  kunne påvirkes af litteratur. Sammenhængen var der kun blandt personer, der levede sig ind i fortællingene og identificerede sig med dens karakterer. "Folk opdager ikke en gang, hvad det sker. Det er en ubevidst proces, " sige Lisa Libby, en af forskerne bag undersøgelsen.

Det er Politikens nu sidemæssigt stærkt reducerede, men udmærkede 'vidensredaktør' Morten Garly Andersen der har høstet historien fra 'videnskab.dk'. 

   Den kunne godt nok fortjen en opfølgning og uddybning som der måske ikke mere er plads til i det radikalt beskårne videnstillæg.

   Kilden findes her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/vi-bliver-som-helten-i-bogen

Artiklen uddyber de nævnte eksempler, og er oversat fra norsk.

Jeg går ind og søger på forskeren Lisa Libby. Hun har en ph.d.-grad og præsenterer sin forskningsinteresse sådan her:

There's an old saying, "Don't judge a person until you've walked a mile in their shoes." The logic of this advice draws on a fundamental truth of human psychology: an individual's perceptions of the world, and thus their reactions to it, are influenced by their subjective perspective. This truth helps explain why different people can react differently to the same situation, and also why the same person can react differently at different points in time. If you've ever looked back on a past relationship, business decision, or even fashion choice and wondered, "What was I thinking?!", you can appreciate the power of perspective.

   Research in my lab investigates the mental processes underlying people's subjective perceptions of the world and of themselves. We seek to understand how these processes relate to cognition, emotion, and behavior; and to identify how subjective perceptions might be manipulated in ways that help people achieve goals, maintain emotional well-being, improve decision-making, and foster interpersonal and intergroup harmony.

   For more information on our research projects and publications, please visit the Subjective Perspectives Research (SuPeR) Lab website.

Som der står til sidst - nu i dansk oversættelse:

Vi søger at at forstå hvordan disse processer relaterer sig til forståelse (kognition), følelser (emotion), og handling (adfærd); og at identificere hvordan subjektive sanseindtryk (perceptioner) kan blive manipuleret på måder som hjælper folk til at  opnå mål, opretholde følelsesmæssig balance, forbedre beslutningstagning og skabe mellemmenneskelig og mellem-grupper harmoni.

   Du kan læse mere om Lisa Libby og hendes forskning her:

http://faculty.psy.ohio-state.edu/libby/

Af Lisa Libbyss litteraturliste at dømme, er der rigtig mange artikler og undersøgelser/eksperimenter hun har været med til at gennemføre, som er relevante for en række af de problemstillinger jeg har jagtet i de sidste par år. Så jeg vender stærkt tilbage når jeg har læst på lektien. 

   Men kan den forskning ikke også bruges til at forstå folk som ikke søger harmoni, forståelse og mellemmenneskelighed? - spørger jeg mig selv - fordi det også kan blive for meget med al den godhed og harmoni.

   Det spørgsmål tager jeg op efter dette indskud, som også har noget med sagen at gøre. 

Jeg har jo nemlig også på bloggen her været optaget mere generelt af hvordan fx. vægfarver i patientsygestuer og opholdsrum eller 'helende' park-natur omkring de gamle statslige, statlige og arkitektonisk smukke sindssygehospitaler kan influere på syge menneskers velbefindende - og ligefrem stimulere deres kreativitet; eller hvordan bestemte typer musik synes at have positive effekter på folks evner til at lære, forstå og huske - som i den pædagogiske retning som kaldes 'suggestopædi', og som jeg var på et en-dags-kursus i så tidligt som midt i 80-erne. Og som jeg siden har set beskrevet af videnskabsfolk som 'Mozart-effekten'.

   Et tidligere indlæg hvor jeg prøvede at forfølge diskussionen om hvorvidt Poul Gernes farvelægning af Herlev Hospital, var 'helende' eller 'forstyrrende' på patienterne, har affødt en kommentar som jeg med glæde citerer her:

Vi har i Sonovision i et stykke tid beskæftiget os med begrebet helende arkitektur og ikke mindst underbegrebet helende kunst har vores interesse.

   Der er ganske ofte, at man finder referencer til Poul Gernes kunst på Herlev Sygehus. Men lige så ofte stilles der ikke spørgsmålstegn ved om hans kunst virker efter hensigten.

   Mange videnskabelige undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem kunst og heling. Men det er ikke alle typer kunst, der virker helende. Det er således ikke det samme vi finder behag i, når vi er raske og gerne vil udfordres, hhv. er syge/bekymrede/angste/stressede.

   For at få en dybere indsigt i problematikken henvendte vi os til Odense Universitets Hospital, hvor vi nu har indgået samarbejde med Endokrinologisk afdeling om et forskningsprojekt, som sætter lys på, hvad der sker, når patienten får indflydelse på hvilken kunst, der skal hænge ved sygesengen.

   I projektet får 130 patienter på Odense Universitetshospital mulighed for selv at vælge det billede, der skal hænge ved deres hospitalsseng. Der stilles delvis fokus på, hvad det betyder for patientens velvære og egenomsorgskapacitet, og som sideeffekt finder vi også ud af noget om, hvilke typer billeder patienterne vælger.

   Man kan læse mere om forskningsprojektet her: http://www.sonovision.dk/nyt-forskningsprojekt-patientens-kunstbibliotek.asp

Jeg kan kun forstå dette sådan, at hvis  det viser sig patienterne gerne vil have et naturalistisk maleri af hjorten ved skovsøen eller af den fattige zigøjnerdreng med tårer i øjnene op at hænge på væggen i deres hospitalstuer, så skal de have det hvis ellers videnskabeligt funderede undersøgelser viser at det hjælper på sindets ro og helbredelsen af patienterne.
   Det er jeg faktisk enig i. Jeg henviser i denne forbindelse også til mit indlæg om 'Dem gamle by i Århus som bruger udstillinger som led i det de kalder 'erindringsformidling:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/erindringsformidling-nar-museet-vkker.html

Fra den ene yderlighed til den anden. Fra forførende fiktion til helende kunst.
   Og så et blik tilbage på forrige blogindlægs Poul Martinsen-bog om forførende hypnose - til onde handlinger: 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Det indlæg handlede bl.a. om hvorvidt man kunne hypnotisere folk til at begå forbrydelser. Og de tv-eksperimenter som tv-dokumentaristen Poul Martinsen foretog og viste for åben skærm, dokumenterede at det kunne man; og specielt hvis de der blev hypnotiseret, mentalt blev 'installeret' i en positiv fiktion som hypnotisøren skabte, en fiktion som retfærdiggjorde forbrydelsen ved at den ville tjene - gavne og fremme - en højere idealistisk og uselvisk sag.

   Og her har vi altså lige kunnet læse om amerikanske eksperimenter der dokumenterer fiktionens effekt  på ret så basale holdninger hvis forsøgspersoner bare kan identificere sig med hovekarakterer i en fiktionshistorie som de læser eller ser på tv.

   

Massemorderen Anders Breivik 'installerede sig selv' i sin egen skrevne og illustrerede fantacy-verden, et 'manifestet' på over tusinde sider:  "2083 - A European Declaration of Independence" ("Before We can Start our Crusade..."), et univers man kunne se visualiseret og dramatiseret på hans You Tube-video: "Knights Templar 2083" (som nu er fjernet fra You Tube, men kan findes andre steder på nettet).

    Denne fiktive fantasi-verden som havde ham selv både som skrivende subjekt og som læsende og modtagende objekt, gjorde det muligt for ham at hypnotisere sig selv sådan at det legitimerede hans mord på de 77 nordmænd, heraf 69 på øen Uttøya. 

    Det er min hypotese. Baseret på videnskabelig evidens.

Men er 'selvhypnose' så ikke noget jeg lige opfinder til lejligheden? Et journalistisk Karl Smart-udtryk?

   Nej, fænomenet viser sig faktisk at have faglig substans, hvad der fremgår af en oplysende Wikipedia-artikel der indledes sådan her:

Self-hypnosis ("autohypnosis") is a form of hypnosis which is self-induced, and normally makes use of self-suggestion ("autosuggestion"). Listening to pre-recorded audio or other media is often mistaken for self-hypnosis, but is just another form of hypnosis.

http://en.wikipedia.org/wiki/Self-hypnosis

En skelnen mellem 'selv-hypnose' og 'almindelig hypnose' som Wikipedia-artiklen her foretager i sit oplæg, bliver ret meningsløs og jo totalt udvisket hvis den samme person, Anders Breivik, først producerer en række dramatisk-retorisk forførende hel og halfiktive medietekster, og han så derefter læser dem - og bliver hypnotiseret af læsningen af disse sine egne yndlingsfantasi-produkter.
   Eller hvis skrivning og læsning indegår i en løbende, mentalt selvforstærkende hypnotisk spiral.

   Kunne det ikke også være det der skete for Adolf Hitler i forbindelse med hans produktion af skriftet "Mein Kampf"?

Indgår det mon i de norske psykiateres vurderingsgrundlag at der findes sådan noget som 'selvhypnose'? Eller er det ikke noget de 'fagligt anerkender' som medicinsk skolede læger? 

    'Hypnose' er noget der hører hjemme i underholdningsidustriens sensationsprægede freak-shows - og alene at tænke på det, endsige bruge ordet  i en faglig sammenhæng, kan måske give ridser i den professionelle ansigtslak? Og måske komme til at bryde den konventionelle medicinske psykiater-frame?

   Og er en 'selvhypnotiseret' person 'gal' - eller er han bare en af de personligheder der er nemme at hypnotisere? Og har fundet på en effektiv teknik til at gøre det ... SELV?