Jeg "tænder" hver gang jeg støder på ordet "simulation" - eller synonymer. De sidste 3-4 måneder har jeg læst artikler om sprog og hjerne og læreproceser og hukommelse, hvor det tilsyneladende er det helt centrale: at hjernen simulerer noget den har modtaget "udefra" gennem sanserne - eller "indefra" via hukommelsen. Og at disse neurale simulationer er hvad "forståelse" egentlig består af.
Som nu artiklen i Informations weekend-tillæg Moderne Tider fra den 20.-21. august. Her støder jeg på en artikel med overskriften: "Computerspil får os til at tænke kapitalistisk".
Afsæt for artiklen er en bog på fransk "Philosophie des Jeux Vidéos" (Computerspillenes filosofi) af filosoffen Mathieu Triclot.
Computerspil er jo simulerede verdener, og når man spiller, så simulerer man indgribende handlinger i de verdener. Det er klart at spejlneuroner må være involveret her, idet man forstår disse verdener og deres handlerum ved at spejlneuronerne tænder både når man selv agerer i disse rum, og når man ser de animerede figurer i spillet agere og reagere.
Om også default-netværket i hjerne spiller med, er ikke helt klart for mig (fordi det er så nyt og jeg måske ikke helt har forstået det), men da det også fungerer med simuleringer, fx når man projicerer sig selv ud i en tænkt fremtid, eller man prøver at se verden fra en anden persons synsvinkel, så er der meget der taler for det.
Mathieu Triclot opstiller, med udgangspunkt i en spilteoretiker Caillois´ teori om 'klassiske' spil, tre sæt modpoler der definerer spillenes logiske rum: konkurrence vs. tilfældet, det imaginære vs. det usikre, det regelbundne vs. det legende/frie.
"Det enkelte spil kan så være tættere på eller længere fra de forskellige modpoler, men de holder sig inden for rammerne", forklarer artiklen. Det giver mulighed for at bestemme forskellige spil som særlige krydsninger: en af dem er flipperspil i spillehaller der ligger i krydsfeltet "konkurrence-usikkerhed-regelbundethed".
Den anden særlig krydsning af modpoler inddrager det imaginære og det regelfaste og findes i stort set alle computerspil. For i alle tilfælde gælder det, at man skal foregive at være en anden i et forestillet univers - og man skal gennemføre spillet efter reglerne.
Det er det centrale i vores sammenhæng som jeg fanges af, er formuleringen: "man skal foregive at være en anden i et forestillet univers".
Jeg tænker straks på børn der leger "far, mor og børn": "Så var du jo faren, og så var jeg jo moren, og...". Eller på en flysimulator hvor du skal lege at du er pilot - uden du er det, og hvor det rum du "flyver" i er et forestillet og udtryksmæssigt animeret/simuleret univers - et imaginært og virtuelt himmelrum.
Artiklen fortsætter:
Som regel forbindes det at foregive at være en anden med noget mere legende såsom skuespil. Men i computerspil er det et grundprincip, at man påtager sig en anden identitet.
"Hvis man skulle finde et ord til den erfaringszone, som computerspillene befinder sig i, kunne man tale om en form for hallu-simulering, altså en hallucination i simuleringen. En produktion af usikkerhed og universer, som er genereret ud fra en beregning," skriver Triclot."
"Hallu-simulering". Dejligt blended udtryk!
Skal man tro de teorier om "simulation as understanding" og teorier om "cognitiv imitation" (se nedenfor) , så indebærer det som artiklen fortæller, at der sker indlæring af holdninger og forestillinger når man spiller computerspil:
Den hidtil usete kombination af en forestillet verden, der styres af regler, som computerspillene udgør, betyder, at spillerne automatisk overtager de livsanskuelser, der findes i spillet. Der kan kort sagt drives politik via computerspillene.
Artiklens pointe er så at det ikke bare er indholdet der leverer "politisk input" til spillernes mentale set up, men også spillereglerne hvis logik og parametre spillerne får internaliseret og dermed overtager .
Artiklen gav mig anledning til at søge på nettet "learning by imitation" og "learning by simulation". Det første førte til en artikel på Wikipedia om "cognitive imitation":
Cognitive imitation is a type of
imitation and a type of
social learning. Cognitive imitation, like the imitation of motor rules (i.e., motor imitation), involves
learning and
copying specific rules by observation. The principal difference between motor and cognitive imitation is the type of rule (and
stimulus) that is learned and copied by the observer. So, whereas in the typical imitation learning experiment subjects must copy novel actions on objects or novel sequences of specific actions (novel motor imitation), in a novel cognitive imitation paradigm subjects have to copy novel rules, independently of specific actions or movement patterns.
Jeg har en mistanke om at det er sådan noget default-netværket er blandet ind i.
Den anden søgning - "learning by simulation" - gav følgende interessante opslag på Wikipedia, som jo i den grad ligger i forlængelse af Mathieu Triclots analyse - eller måske ligefrem er foran.
Opslaget har overskriften "Simulation and games in economics education". Og artiklen indledes med følgende:
A
simulation game is "a
game that contains a mixture of
skill,
chance, and
strategy to simulate an aspect of reality, such as a
stock exchange". Similarly, Ruohomaki states that "a simulation game combines the features of a game (competition, cooperation, rules, participants, roles) with those of a simulation (incorporation of critical features of reality). A game is a simulation game if its rules refer to an empirical model of reality." A properly built simulation game used to teach or learn
economics would closely follow the assumptions and rules of the
theoretical models within this discipline. An example of an economics simulation game that models the theoretical market structures, from perfect competition to pure monopoly, is
Beat The Market.
Manchetten til artiklen i Moderne Tider lød: "Computerspillene får os til at bryde alting ned i tal og formål. Dermed afspejler spillene de vigtigste logikker i nutidens kapitalisme, vurderer fransk filosof".
Ja, mon ikke!
