Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 11: Den historiske krimi og Robert van Gulik

Hvor Qui Xiaolong på rejsen hjalp mig med at befolke megabyerne Peking, Shanghai og Hongkong med liv, så er det en anden forfatter som blev aktualiseret af alle de historiske paladser, murkonstruktioner, templer og Buddhafigurer vi så.

   Navnet er Robert van Gulik, hans gennemgående detektiv har navnet Dee Jen-djieh.

   Robert van Guliks kriminalromaner hører til i den underafdeling af etniske krimier hvor personer, plot og miljø er placeret tilbage i en fjern fortid - og her altså Kinas. Serien er jeg så først begyndt at genlæse efter hjemkomsten fra Kinarejsen. 

Det er mange år siden jeg stødte på serien, og jeg blev dybt fascineret fordi de som krimihistorier var så utroligt fremmedartede. Forfatteren er hollænder og skrev romanerne om Dommer Dee i 50-erne og 60-erne. Hans faglige forudsætninger var at han i mange år havde forsket i Kinas historie, kultur og sprog. 

   Det der satte Robert van Gulik igang som forfatter af romanerne, var at han til engelsk oversatte en autentisk kinesisk krimihistorie fra 17-hundredtallet der havde Dommer Dee (eller Di, som det staves i de danske oversættelser) som hovedperson. Titlen: Celebrated Cases og Judge Dee (Dee Goongan) - An Authentic Eighteenth-Century Detective Novel. 

     

   

Romanen var en historie blandt mange fra den periode der havde dommeren som hovedperson. Da oversættelsen blev en salgssucces, bruget Robert van Gulik disse romaners skabeloner og hovedperson som inspiration til en lang række romaner med plot inspireret af forfatterens kendskab til den kinesiske litteraturhistorie, men tilrettelagt efter europæiske genrekrav til en kriminalroman.

   Dommer Dee er faktisk en historisk kendt kinesisk embedsmand fra 600-tallet under Tang-dynastiet. Og han har opnået en særlig status i kinesisk litteratur, fordi der igennem årene i Kina blev fortalt og skrevet rigtig mange historier med ham som hovedperson, en Kungfutse-moralsk barsk herre der opklarede forbrydelser og eksekverede hårde, men -efter kinesisk lov - retfærdige domme. Disse kinesiske bøger var ofte illustreret, så man har også sat ansigt på ham, altid med et stort sort skæg.

Robert van Gulik

Dommer Dee

Ordet "dommer"/"judge" er ret misvisende i forhold til den sociale og administrative funktion han faktisk varetager. I romanerne omtales han også som "magistrate" (="fredsdommer"), men rent faktisk er han øverste administrative myndighed for et stort "distrikt" med en tæt befolket, befæstet by som centrum; han er denne bys borgmester,  og så er han også politichef, efterforsker, anklager og dommer. Alt sammen forenet i en person.

   En "dommer" som Dee er udpeget af Kejseren, og for at få adgang til stillingen, skal han først have taget en høj akademisk-administrativ eksamen i litteratur, i lovgivning og i fægtekunst og kampsport. Begår han administrative eller juridiske fejl, bliver han fyret og måske henrettet, eller - som en mild dom - forvist til en post i de yderste grænseregioner.

   Fruen har i øvrigt lige mindet mig om at et af komplekserne i Den forbudte by i Peking som vi så, udelukkende var bygget og indrette til at afholde eksaminer for dem der ville kvalificere sig til de højeste administrative embeder som dommer Dees.

   Set med moderne vestlige øjne, er der i "dommer"-embedet sket en total sammenblanding af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Denne uhyre magtfulde embedsmandsrolle har imidlertid langt over 1000 år på bagen i kinesisk historie, så  det er ikke mærkeligt at kineserne har svært ved at forstå hvad alt det der med demokrati og magtens tredeling egentlig går ud på. 

   Og heller ikke så mærkeligt at proletariatets diktatur ikke føltes specielt fremmed for kineserne. Mao var i praksis en kejserskikkelse - omgærdet med stort set samme aura og udstyret med en tilsvarende enevældig magt som de gamle kejsere.

Romanerne om Dommer Dee der opklarer forbrydelser i sit distrikt og dømmer forbryderne til døden, ofte efter lovbestemt tortur, giver læserne et levend indblik i dagligliv, kultur og administration i et Kina med ubrudte kulturelle og litterære rødder helt tilbage til det første kejserrige. Blandt andet får man som læser indblik i konflikter og modsætninger mellem den gamle Konfutse-moral-religion som dommeren står for, og så Taoismen (den med Ying og Yang) og den indtrængende Buddhisme. 

Historierne giver også indblik i den kinesiske juridiske tradition, som for os virker barbarisk, men som i en kinesisk fortid gav mening.

   Som historiker har Robert van Gulik forsket i mange forskellige sider af kinesisk kultur- og samfundsliv og har blandt andet publiceret en akademisk afhandling om sex, kønsroller og ritualer omkring ægteskab: Sexual Life in Ancient China. A preliminary survey of Chines sex and society from ca. 1500 B.C. till 1644 A.D. Hans viden her har sat sig spor i romanerne som er ret eksplicitte mht. forholdet mellem kønnene, herunder prostitution, kurtisane- og konkubinesystemet. 

Jeg fik jævnligt associationer til van Guliks Dee-historier da vi så Den forbudte by og Sommerpaladset i Peking. Men også terrakottahæren i området omkring byen Xian fik ekstra liv gennem de indtryk jeg have fra Dommer Dee-krimierne. 

   Ja, sådan var det: I forhold til de historier flippede jeg helt ud, netop da vi kom til byen Xian. Den inderste kerne af byen er omgivet af en kæmpebred og høj forsvarsmur - bygget i et kvadrat og med fire indgange eller porte mod hver sit verdenshjørne. Og det er præcis den slags byer med den slags mure, porte og forsvarsværker som Dommer Dee er den øverste kejserlige embedsmand for.

   Han bliver så flyttet fra embede til embede i forskellige provinser i de 10-15 år serien dækker, og avancerer til stadig mere centrale regioner efterhånden som hans opklaringer af forbrydelser meriterer ham hos kejseren.

    Her er billeder fra Xian som koblede mig til romanernes univers og gav mig et regulært kick:

Beskrevet i kreativitetsteoriens begreber, så er van Guliks romaner i sig selv udtryk for blending af to konceptuelle rum: et rum der indeholder den faktiske kinesiske historie omkring Tang-dynastiets i 600-tallet - med en dommer Dee som en betydningsfuld kejserlig embedsmand, og så et andet rum der indeholder det fiktive univers i kinesiske kriminalhistorier fra 1700-tallet - med en fiktiv hovedperson af samme navn og stilling som detektiv.

   Og så sker der så igen når jeg ved genlæsningen af disse romaner, kobler deres fiktion og fiktive virkelighed sammen med den faktiske virkelighed som jeg oplevede og nu genfremkalder i erindringen under læsningen.

   Hvor svært kan det være? Ikke at opleve og føle det i nuet, men at udtrykke det i analytiske ord bagefter, det er sværere end man skulle tro. 

   Det ser jeg på i næste og dermed også sidste blog i denne rejseføljeton.

                                                                                                       (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 10: Den etniske krimi og Qui Xiaolong

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så genlæste jeg undervejs på Kinarejsen en serie krimier af den kinesiske forfatter Qui Xiaolong. Her ses han på besøg i Shanghai hvor hovedpersonen i romanerne, Chefinspektør Chen Cao, også arbejder og er vokset op.

Hovedpersonens liv op til det tidpunkt hvor partiet  besluttede at den unge digter og magister i engelsk skulle ansættes i politiet, er stærkt selvbiografisk og er i centrale detaljer kalkeret over Qui Xiaolongs eget barndoms- og ungdomsliv.

   Ideen til at kombinerer den personlige baggrund med dette for en humanist næsten "uspiselige" job som politichef og efterforsker, fik han ved at en tidligere medstuderende i engelsk rent faktisk blev "tvangsudskrevet" til et en stilling i politiet i Shanghai.

   Qui Xiaolong fortæller i øvrigt i et andet interview at han var inspireret af Sjöwall og Walö og deres sociologiske "approach" til krimihistorierne da han selv kastede sig ud i krimiforfatterskabet.

Hvorfor har jeg nu fået den skøre ide at læse etniske krimier mens jeg rejser og opholder mig på det sted de foregår?

   Det hænger sammen med at når man rejser som turist, så er det i virkeligheden et utroligt overfladisk indtryk man får af stedet og de seværdigheder og events man konfronterer sig med. Uden dybde - uanset hvor god rejselederen er, og uanset hvor velskrevet "turen-går-til"-guidebogen er. Man har ikke en ærlig chance for at lære almindelige mennesker i befolkningen at kende og den sociale virkelighed og dagligdag som de lever i og med, er en lukket bog

   Dem man møder på rejsen, har stort set kun et mål: at lokke og narre penge ud af turisterne. De ser os som malkekøer, ikke som mennesker. Og vi ser dem til gengæld som urimeligt anmassende og påtrængende når de forsøger at sælge turist-junk til os.

   Og her kommer de etniske krimier ind. De åbner op for den virkelighed man ser. Det at de er krimier, giver altid et tvesyn på den sociale og økonomiske virkelighed de foregår i. Moderne krimier sætter moralske og sociale problemer på spidsen, og afdækker samfundsmæssige modsætninger og dilemmaer. Og når de er gode, og det er de ofte, så poder de ens bevidsthed med levende mennesker som man så ved fantasiens hjælp kan befolke de syns- og lydindtryk med som man får ved mødet med fok på gaden, på hoteller, på restauranter, i butikker

   Der er altså tale om det jeg kalder blending: to konceptuelle rum - her et reelt og et fiktivt - som blandes i ens bevidsthed undervejs. Og fordobler kvaliteten af rejsen, giver oplevelserne en ekstra dimension.

   Og for lige at springe til andre etniske og historiske romaner af samme slags: Læs Simenons Maigret-romaner når du er i Paris, Dona Leons romaner om Commisario Brunetti når du er i Venedig, Frank Tallis romaner om Doctor Max Lieberman og Inspector Reinhardt når du er i Wien, James Mc-Clures historier om lieutenant Kramer og hans afrikanske assisten Zondi når du er i Sydafrika, Paul Manns tre fortællinger om advokat George Sansi når du er i Bombay.

 

Tilbage til Kina og til Shanghai.

   Alle Chen Cao-historierne har plot der har rødder i Mao-periodens rædselsregime. Og den politiafdeling som Chen er chef for, har specielt til opgave at tage sig af sager der er politiske følsomme. Chen selv er jo partimedlem, så hver eneste sag sætter ham under krydstryk og ender altid med en tvetydig løsning der slider på hans moral og integritet.

   Historierne udspiller sig på baggrund af den buldrende kapitalisme i Kina fra 1990 og fremefter, med en masse nyrige forretningsmænd - "big bucks" - der vælter sig i luksus, med en udbredt prostitution, og med et kommunistparti hvis sociale retorik er mere og mere hul, og hvis komplekse og hierarkiske kadresystem er inficeret af korruption og skjulte dagsordner i forhold til en befolkning på 1,3 milliarder hvis interesser de hævder at tjene.

Vores besøg i Peking, Shanghai og Hongkong blev i den grad gjort levende for mig når vi kørte i bus i trafikmylderet i disse moderne megabyer, gennem  de her romaners fiktive, men alligevel meget realistiske univers. I flere af romanerne er specielt boligproblemerne for almindelige mennesker et centralt tema, fordi de billige boliger fra Maos tid, rives ned mens beboerne tvangsudsættes. Og de har  naturligvis ikke råd til at betale hvad lejligheder i de nye spekulationsbyggerier koster.

   Nedrivning af de gamle, lave og delvist slummede kvarterer, til fordel for glitrende skyskrabere med lejligheder, så vi overalt i begge de to megabyer.

   Og jeg fantaserede mig til en masse menneskeskæbner, gjort levende gennem romanernes optik.

   Noget lignende skete i forbindelse med mødet med alle de historiske seværdigheder. Der hed forfatteren bare Robert van Gulik og detektiven Dee Jen-djieh.

                                                                                                       (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 9: Den prisbelønnede digter og andre historier

Igår fik den kinesiske digter og litteraturprofessor Liu Xiaobo Nobels Fredspris. Sidste år var det præsident Obama. Jeg skrev i et tidligere blogindlæg at nyheden om at Liu havde fået Fredsprisen førte til sort skærm i engelsksprogede tv-nyheder da vi var i Peking.

   Liu Xiaobo er blevet idømt 11 års fængsel for at være medforfatter til Charter 08, et skrift underskrevet af en række intellektuelle, der opfordrede de kinesiske myndigheder til at overholde den kinesiske grundlov hvori der bl.a. står:

Ytringsfriheden, pressefriheden og den akademiske frihed bør respekteres, så borgerne kan blive informeret og udøve deres ret til at holde øje med den politiske ledelse. 

Politiken Kultur igår citerer et af hans digte. Det er skrevet til hans kone LiuXia under et tidligere fængselsophold:

En lille rotte krydser tremmerne

løber frem og tilbage

i vindueskarmen

væggene holder øje med ham

gennem flager af maling

de blodfyldte myg holder øje med ham 

selv månen trækker han til sig

fra himlen, hans skygge af sølv

så smuk som om han svæver

Han er find på den i aften, rotten

han hverken spiser, drikker

eller skærer tænder

stirrer kun med lumske, lyse øjne

mens han slentrer 

frem og tilbage

i månens skær.

Digterens kone er blevet sat i husarrest, så hun ikke kunne rejse til Norge og modtage prisen på hans vegne. Forbilledet for Charter 08 er Václav Havel der var forfatter af et tilsvarende dokument Charter 77 mange år før Berlinmuren og de østeuropæiske kommunistregimer faldt.

    Så hvem ved: Liu Xiaobo kan også ende med at blive præsident i Kina. Det kinesiske styres for os at se helt utroligt overdrevne reaktion, begrundes med deres insisteren på "harmoni", og den har digteren truet og forstyrret, endda flere gange.

Men historien om litteraturprofessoren og digteren giver mig også andre associationer, nemlig til de kriminalromaner jeg læste på vores Kinarejse. Jeg tror nok nogle af de andre deltagere syntes det var lidt mærkeligt at jeg indimellem sad med næsen i en bog - i stedt for at opleve de fascinerende synsindtryk som de forskellige seværdigheder leverede undervejs. Det vil jeg forklare i et senere indlæg.

Forfatteren til de kriminalromaner, hedder Qiu Xiaolong. Den først i serien har titlen: Death of a Red Heorine. Tiden for handlingen er 1990, hovedpersonen er Chefinspektør Chen Cao i Shanghais politi, som ved siden af også er en moderne ankerkendt digter i Kina. Jævnligt i fortællingen citerer han digte fra Kinas årtusindgamle litterære tradition der i Kina er levende på en helt anden måde end gamle digte og digtere er hos os. Indimellem hjælper associationer til digtene ham til at opklare den sag han er i gang med. Chen er i øvrigt medlem af komunistpartiet og betragtes af partiets magtfulde inderkreds i Peking som "a coming man" - en mand med en lovende karrriere på vej op i systemet.

   I øvrigt er han også gourmet og romanerne beskriver i detaljer de lækreste kinesiske specialiteter som han nyder i forbindelse med jagten på forbryderne. Samlet set en personlighed med flere ansigter og splittet mellem forskellige loyaliteter

   Forfatteren Qui Xiaolong voksede selv op i Shagnhai og studerede som ung mand engelsk modernistisk poesi i midten af 80-erne. Samtidig skrev han selv moderne kinesiske digte og fik dem udgivet i Kina. Han kom som 30-årig på et studieophold til USA 1988 for at studere T.S. Eliot.    

   Massakren på Den Himmelske Freds Plads året efter, gjorde at han blev derovre. Der er ingen tvivl om at han har tillagt sin hovedperson en del af sine egen historie, f.eks. at han som ung på grund af kronisk bronkitis undgik som sine jævnladrende at blive sendt på landet for at blive genopdraget gennem hårdt landarbejde.

   Hans krimiserie med Chen som hovedperson består indtil videre af 6 romaner som i alt er udkommet i over en million eksemplarer og er oversat til en lang række sprog. Den senest udkomne har titlen The Mao Case.

   Han skriver på engelsk, og de første romaner affødte ingen officielle kinesiske reaktioner, selv om de på mange måder er kritiske over for det autoritære styre, det uigennemsigtige system og de sociale konsekvenser af den frembrusende kapitalisme.

   Den første bog i serien blev oversat til kinesisk og udgivet af et kinesisk forlag for nogle år siden. Qui Xiaolong fortæller i et interview om sine "overraskelser" i den anledning:

And I have just got a copy of it this month. The fact that the novel can be published there really surprises me. At the same time, the Chinese version also surprises me with its dramatic changes and cuts. In the English version, the story happens in Shanghai, but in the Chinese version, Shanghai has become "H city." All the street names have consequently changed too. Not to mention the removal of politically sensitive words or sentences. So Shanghai has been shanghaied, or I have been shanghaied.

I interviewet fortæller han også noget om hvad det betyder at skulle skrive på engelsk, idet han bliver spurgt om det at han lever i USA med familie giver ham " a needed distance":

"A needed distance" is the very word. I used to write in Chinese, in China, and writing here in English has not been easy, but it provides me with a different perspective, as if I were both an insider and an outsider simultaneously. And with a value system too, so to speak. There are two lines by the Song dynasty poet Su Dongpo, which I have quoted in one of the books, "You cannot see the true face of Mount Lu, / Because you are in the mountains." 

I den terminologi jeg tidligere har anvendt, taler han her om frameshifting mellem en kinesisk kulturel frame og en amerikansk kulturel frame og om blending af et insider-synspunkt og et outsider-synspunkt - som en nødvendig forudsætning for at kunne skrive romanerne.

   Typisk for den særligt kreativ personlighed, udspringer behovet for at udtrykke sig kreativt af en spaltning i personligheden som vi tidligere har set kendetegner mange kunstnere og mønsterbrydere, en spaltning som bl.a. opstår og opleves ved at være nødt til at flytte og nødt til at skifte sprog. Hele interviewet er værd at læse og findes på: 

http://www.bookbrowse.com/biographies/index.cfm/author_number/1416/Qiu-Xiaolong

En helt personlig erindring dukker pludselig op. Jeg var i USA som udvekslingsstudent i 1961-62, og boede hos en utroligt varm jødisk familie i en forstad til New York. Hjemmefra var jeg bestemt ikke særligt god til engelsk, og havde det generelt svært med at lære fremmedsprog gennem almindelig skoleundervisning.

   I USA lærte jeg engelsk til næsten perfektion meget hurtigt, og det var på mange måder en åbenbaring. En af konsekvenserne var at jeg begyndte at skrive digte - på engelsk, noget der slet ikke var faldet mig ind at gøre på dansk derhjemme. Det betød utvivlsomt også meget for den kreative åbning som jeg oplevede, at familien som jeg boede hos, var meget kunstnerisk interesseret.

   Jeg fortsatte i øvrigt med at skrive digte på dansk da jeg kom hjem, og fik også er par år efter skrevet en hel digtsamling, som dog aldrig blev udgivet. Men jeg læste jævnligt op af digtene ved forskellige lejligheder, bl.a. - som tidligere nævnt - ved en seance i Studentersamfundets regi hvor den geniale semiotiker Per Åge Brandt akkompagnerede min oplæsning på klaver.

                                                                                                                 (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 8: Seværdighedernes mystik

Når et rejseselskab udbyder en rejse, så fortæller de ikke om de interessante mennesker man kan risikere at blive rejsefæller med. Det kan godt være de nævner rejselederens navn hvis det er en kendt journalist eller forfatter der er hyret til det og som måske har stået som hovedtilrettelægger af turen.

   Men det der fylder og er totalt i fokus i en rejsebeskrivelse er - seværdigheder: sights. Noget der pirrer synsnerverne, noget der er værdifuldt for synet og godt for øjnene.

   Og når rejseselskabet annoncerer en tur, så reklamerer man stort set ikke med noget der appellerer til de andre sanser: ikke med noget der er værd at høre, noget der er værd at mærke, noget der er værd at lugte. Det er synet, synsindtryk, synsoplevelser det hele går på. SE-VÆRDIGHEDER

   På engelsk taler man også om sight-seeing når man er i rollen som turist. Så en vigtig drivkraft for sådan en rejse, er altså: det man får at se.

Kreativitet er utvivlsomt særligt forbundet med synssansen. Man taler om at kunne se det for sig, at kunne forestille sig noget. Fantasier er forestillinger om noget som ikke findes. Man taler om at kreative forskere og kunstnere og politikere er visionære. Når man drømmer og fantaserer, så drømmer man i billeder, ikke i ord.

   Der er en gammel formulering der siger at det er nødvendigt at få syn for sagn - altså med egne øjne at få se det nogen har udtalt sig om. I undersøgende tv-journalstik taler man om "visual proof" - synligt bevis - dokumentation - for de anklager og afsløringer som programmet skal levere.

   I skreven journalistik kræver man også for at noget skal være godt formidlet: Don´t tell it, show it. Altså for at læserne virkelig skal forstå og føle hvad en artikel handler om så må den effekt skabes ved at sproget taler i billeder, i situationer, i sanselige detaljer: metaforer og metonymer.

   Og jeg kommer i tanker om det engelske bevingede udtryk: seeing is believing

Og det er jo det man rejser for: at få syn for sagn. Man har læst og hørt meget om Kina op gennem årene. Set pressefoto til avisartikler, nogle tv-nyhedsindslag og turistfilm. Måske også i nyere tid nogle fantastiske spillefilm: Zhang Yimous Hero og House of Flying Daggers. Og den fantastiske: Tiger på spring, drage i skjul, instrueret af Ang Lee. Som alle filmisk set, har været en fryd for øjet. Og som har omgærdet de kinesiske landskaber og historiske mindesmærker med en aura af eventyr.

   Og så er der billederne af studenteroprøret på den hilmelske freds plads i 1989, der blev slået ned og knust. Dette foto med studenten der konfronterer kampvognene blev for mig og det meste af verden både et metonym og en metafor på hvad der skete og hvilken betydning det havde. En øjeåbner.

Jeg ved ikke præcis hvornår jeg blev opmærksom på at nogle ganske bestemte synsindtryk og synsoplevelser fra rejser, havde det med at besætte mine erindringer som et savn og en sult, noget jeg simpelt hen måtte se, og helst se igen når jeg havde set det.

   Og hvor det at opleve seværdigheden i virkeligheden var radikalt forskelligt fra det at have set billeder af den. Sådan på stående fod kan jeg fremhæve: Venedig, rådhuspladsen i Sienna, busten af Nefertiti, Carcasonne i Frankrig. Felluca på Nilen. Gardasøen.

   Og det er ikke til at sige hvornår lynet slår ned. Fra rejser i USA: Las Vegas om aftenen, The Redwoods. Malere hvis billeder man aldrig får ud af hovedet igen: Klee,  Hokusai, Breugel, Vermeer.

Vi besøgte og så jo stort set alt det man skal se. Men hvad klæber for alvor fast i erindringen, fordi det også satte følelser og fantasier igang. Kulturhistorisk:

   Terrakottahæren, skabt og begravet for at ledsage og beskytte Kinas første kejser på hans rejse til dødsriget Utroligt, fantastisk, gribende. Helt uden for kategori.

   Jadebuddaen i templet i Shanghai. Betagende, drømmeagtigt.

Har det noget med kreativitet at gøre? Ja, ja, ja. Det stimulerer fantasien og sætter sig emotionelle spor i erindringen som indtryk fra en helt anden verden end den man lever i til daglig. Det er umuligt ikke at blande fantasi og oplevet virkelighed når man har set denne hær der skal kæmpe i et imaginært dødsrige, og denne Budda af jade der snarere får en til at fantaserer om himmelsk fred og harmoni.

   Og så en association til Den himmelske freds plads i Peking.  For mig var det til gengæld en rigtig dårlig oplevelse. Og den blev ikke bedre af at vi var der flere gange. Jeg så hele tiden for mig billederne fra den gang det fredelige studenteroprør brutalt blev kvast.

   Jeg syntes at Maos Mausolæum midt på pladsen var en monumental øjebæ, ligesom "Den sorte kasse" på Rådhuspladsen i København. Og jeg ville ikke ind og se den udstoppede, balsamerede og voksede Madame Tussaud-figur der giver sig ud for at være resterne af en af verdens største politiske forbrydere og massemordere: MAO.  

                                                                                                                       (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 7: De meget berejste rejsende

"At rejse er at leve", har H.C. Andersen skrevet. Og han vidste hvad han talte om. Han rejste selv meget, selv om han jo aldrig var i Kina. Men det kunne også godt være mottoet for den gruppe mennesker fruen og jeg rejste sammen med på en næsten 4 ugers Kinarejse .

   Men hvad er det for et liv man lever når man rejser? Og hvem er de rejsende? Og hvorfor rejser de?

Når så mange forfattere og malerkunstner i 18-tallet tog ud at rejse, så var der tale om en "dannelsesrejse", ofte betalt af legater og mæcener. De nye indtryk i det fremmede skulle åbne øjnene for en anden virkelighed end den hjemlige andedam, sætte den danske virkelighed i perspektiv og give (ny) kunstnerisk inspiration. Konceptuel blending af det hjemlige og det fremmede. Kulturmødet. Det kom der bøger ud af og malerier. Kunst.

   Man kan ikke sige vi - denne gruppe af Kinarejsende - var på en "dannelsesrejse". Vi var stort set alle sammen så "færdidgdannet" som man kunne være når man så på vores gennemsnitsalder. Mange var pensionister og efterlønnere, eller efterlønnen lå lige om hjørnet, det store flertal var i hvert fald 50 plus. Og så var der et enkelt ungt par, som i omtale ikke hed andet  end "de unge mennesker". De fleste kom parvis, men et par single mænd var der også.

   Bortset fra det havde vi ikke ret meget til fælles. Der var stor spredning hvad angik økonomi, stor variation hvad angik uddannelse og (tidligere) job.  Og vores bagage var tilsvarende forskellig, både i omfang og kvalitet (ingen hjul, to hjul, fire hjul, blød, hård, højglans, mat, farve (sort dominerende). Fruen og jeg var med hensyn til vægt af vores bagage, rene minimalister. Vi kunne uden problemer til sammen have haft 7-8 kg mere med. Andre havde allerede nået grænsen for overvægt hjemmefra.

På sådan en planlagt og pakket tur som vores, lærer man hinanden rigtig godt at kende. Alle 24 "interviewer" hinanden og udveksler personlige historier når man følges på de indimellem lange vandringer til og fra seværdighederne og ved de mange fælles måltider. Og her gælder den fundamentale sociale regel: Noget for noget. Og det man får at vide, fortæller man hurtigt videre til nogle af de andre rejsende. Så når de første 10 dage er gået, så ved vi indbyrdes mere og kender hinanden bedre end vi kender kollegerne på arbejdspladsen: Hvor vi er vokset op, hvilken uddannelse vi har, karriere, giftermål i flere omgang, børn og børnebørn, fritidsinteresser.

   Og ikke mindst fortæller vi og får rigtig meget at vide om hinandens tidligere rejser. Og udveksler erfaringer, tricks og gode råd. 

   Uden at jeg talte op, havde jeg en klar oplevelse af at der var en stor andel af det man kalder "mønsterbrydere" blandt rejsekammeraterne, altså mennesker der som ung er brudt ud af de sociale rammer som de er vokset op i, og som mentalt og socialt set har skabt sig en anden tilværelse end forældrenes. Rejsende i eget liv.

En rejse som den vi var på i Kina, har karakter af en slags socialpsykologisk laboratorium: Positive sociale processer som ellers kan strække sig over lang tid at gennemløbe, og som der ellers kan gå lang tid imellem man indgår i, de bliver her afviklet koncentreret og i fast, fast motion. 

   Mekanismerne kender man fra kurser og seminarer hvor lederne har brug for en åben og kreativ stemning, hurtigt - og derfor gennem "pædagogisk tvang" sætter grupper igang med forskellige sociale spil og lege den første halve til hele time. 

Efterhånden som vi lærte dem nærmere at kende, viste det sig at langt de fleste af vores rejsekammerater var meget berejste. Fruen og jeg synes selv vi har rejst rigtig meget de senere år, men her blev det klart at vi var de rene novicer. Vi blev simpelt hen "overtrumfet" gang på gang: Når vi begyndte at fortælle om vores rejseerfaringer, så havde de andre været på de samme eller lignende rejser - og flere til. Og på større rejser og længer væk. 

   Så trods den meget forskellige baggrund, var der alligevel noget vi var fælles om: en slags permanent udlængsel der åbenbart ikke kunne mættes. Som gruppe var vi rejselystne ud over det sædvanlige. Og selv om der var en del der ikke var særligt velbeslåede rent økonomisk, så sparede de målrettet op til at rejse for. Eller de lånte af friværdien. For ud at rejse ville de. Igen og igen.

De meget berejste rejsende 

Men har det noget med kreativitet at gøre? Vi var jo ikke en samling unge H.C.Andersen-er eller guldaldermalere in spe. Rejsens mange stærke indtryk i mødet med det fremmede skulle ikke bagefter omsættes i kunstneriske udtryk. Og selvfølgelig er det sjovt at komme hjem og fortælle familie og venner om hvad man har set, og vise billeder. Men...

Kreativitet er jo noget med mentalt at overskride grænser, bryde med vanetænkning og lineær logik, at forbinde elementer som ellers er adskilt, for at skabe nyt. Og kreativ tankevirksomhed sker gennem det jeg tidligere har kaldt blending: med afsæt i to adskilte konceptuelle rum at udtænke og give udtryk til et tredje som trækker på elementer fra de to input-rum - lige som ved biologisk befrugtning hvor den nydannede celle har et udvalgt mix af kromosomer fra de to forældres kønscelller.

   Og det er jo det der sker. Rent fysisk overskrider vi grænser under sådan en rejse, øjne,krop, ører, smagsløj, næse sanser nyt og friskt -  og mentalt set sker der utvivlsomt blending in spe. Som ikke nødvendigvis kommer til udtryk gennem kunst, men gennem stimuleret fantasi- og tankevirksomhed. Igangsat af mødet med de mange fantastiske kultur- og natur-seværdigheder og med skiftet til ny location ca. hver tredje dag. Og stimuleret af mødet med et fremmed folkeslag med andre konventioner, vaner, dagligdag end vi er vant til. Og af mødet med de andre medrejsende, som jeg nævnte før. 

   Der sker en konfrontation af sjæl og krop med ny virkelighed - med stadig sammenligninger mellem den hjemlige virkelighed og med de daglige store doser af ny indtryk som man indsprøjtes med under hele rejsen. Kick´et - overraskelsen - kan ligge i at noget ligner på trods af kulturforskelle og fysiske afstande. Eller i kontraster og modsætninger som gør at man kommer hjem og ser sit eget univers "med andre øjne" eller "nye briller".

   

Det kendetegner den særligt kreative personlighed som mange kunstnere og videnskabsmænd har, at de er meget utålmodige og aldrig rigtig tilfredse med de de laver, og at de er ekstremt nysgerrige inden for de felter de udfolder sig i. Og jeg har brugt metaforen at de i deres psykiske konstitution har fået indbygget en permanent mental stavblender som hele tiden kører, og som bevirker at det føles som en nødvendighed hele tiden at skabe nyt.

   Her ser jeg ligheder med os de meget berejste rejsende. En umættelig nysgerrighed, en lyst til anderledesheden, brud på vaner og konventioner når vi rejser ud. Og mentalt beriget, nye målestokke og referencerammer, en skærpet opmærksomhed over for - i det her tilfælde alt hvad der har med Kina at gøre - i medierne, i politik, i samfundsdebatten.

   Vi rejser ud for at sætte den mentale stavblender igang i en periode, og den fortsætter med at køre længe efter vi er kommet hjem. Men på et eller andet tidspunkt går den i stå, bremset af den daglige trommerum. Og så får vi abstinenser og må af sted igen for at få tændt for strømmen der driver motoren.    

   Der er sikkert noget med endofiner, adrenalin og hormoner som vi bliver afhængige af, og som vi ved bliver stimuleret ved den her slags rejser. Til forskel fra og i modsætning til de daserejser som vi alle var på da vi var yngre.

   

Der kan også gå sport i det. Vel hjemme igen, udveksler jeg også rejseerfaringer med mine morgensvømme- og saunavenner (jeg og fruen svømmer hver morgen det meste af året i den lokale svømmehal). Også blandt dem er der nogen der hører til kategorien de meget berejste rejsende. Og de kunne fortælle at de på deres rejser var stødt på rejsekammerater der som mål havde at have besøgt 100 lande. Og som var tæt på målet, og som rejste 3-4 gange om året. 

   Jeg har talt op: 32 lande har jeg selv besøgt. En del som led i mit arbejde. Der er langt op til 100. Men er det virkelig noget at stræbe efter: Rejsen som en jagt på et trofæ?

                                                                                                                      (fortsættelse følger)