Boticielli - blending af Venus, Eva og Jomfru Maria

Jeg så forleden en tv-udsendelse på DR-K som handlede om nøgenmotiver i kunst fra forskellige tidsaldre. Der var billeder og skulpturer fra både græsk-romersk oldtid, europæisk middelalder og renæssancen. Et af billederne husker jeg at jeg har set i virkeligheden, nemlig ovenstående. I Firenze har det været. Og det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
   Det der slog mig var den pointe som udsendelsens engelske kunsthistorie-ekspert kom med, nemlig at dette berømte billede af Botticielli var gennemsyret af en (tre)dobbelt ikonografi - en blanding af middelalderens religiøst funderede malerier af motivet Eva i Paradis (som var kamuflerede billeder af Jomfru Maria - uden tøj på) og så rennæssancens ambition om at genoplive den græske oldtids frigjorte syn på mennesket, kvinden - ved at vælge motiver fra den græske gudeverden - her kærlighedsgudinden Venus.
   Den tanke jeg fik, lige på det her sted i udsendelsen, var at når dette maleri gør så stærkt et indtryk - også ud over sin egen tid, så er det netop fordi det "vibrerer" indholds-, form- og udtryksmæssigt mellem flere "lag" og fortolkninger - altså at der er tale om visuel blending i særlig stærk grad. Og jeg tror at deri ligger forklaringen på at dette maleri virker og virkede stå stærkt - i hvert fald på mig.
   Wikipedia forklarer det med "flere lag" sådan her:

Viewed from a religious standpoint, the nudity of Venus suggests that of Eve before the Fall as well as the pure love of Paradise. Once landed, the goddess of love will don the earthly garb of mortal sin, an act that will lead to the New Eve - the Madonna whose purity is represented by the nude Venus. Once draped in earthly garments she becomes a personification of the Christian Church which offers a spiritual transport back to the pure love of eternal salvation. In this case the scallop shell upon which this image of Venus/Eve/Madonna/Church stands may be seen in its traditionally symbolic pilgrimage context. Furthermore, the broad expanse of sea serves as a reminder of the Virgin Marys' title stella maris, allluding both to the Madonna's name (Maria/maris) and to the heavenly body (Venus/stella). The sea brings forth Venus just as the Virgin gives birth to the ultimate symbol of love, Christ.

Det er måske deri - blending af middelalder og græsk-romersk oldtid for at skab et nyt konceptuelt rum -  at renæssancens utrolige kunstneriske impact ligger, helt overordnet.
   De indiskutabelt største skønhedsoplevelser jeg har haft med arkitektur, bygninger og byer, er  Firenze, Venedig og Siena. Alle renæssancefødte - ligesom Venus.

'Monstermaster' - når blendede udtryk kan flytte eller skabe holdninger

Politiken søndag. PS, s. 2. 'Korrespondenterne'. Rubrik: "Nej til monstermasterne". Reporter fra Norge: Björn Lindahl, Oslo.
   Historien fortæller at den socialdemokratiske regerings plan om at placere højspændingmaster og -ledninger igennem det norske landskab for at skaffe nødvendig elektricitet frem til Bergen, er blevet udsat for så meget kritik at det må droppes. To måneder efter at forslaget var lanceret, besluttede regeringen Stoltenberg sig for at skrinlægge planerne, fortæller artiklen.
   Masterne skulle stå langs Hardangerfjorden som er "norsk nationalsybol" 8 (se kopi af maleri nedenfor). Citat:

Projektets modstandere fik en genial ide, nemlig at omdøbe højspændingsmasterne til 'monstermaster'. Ideen kom fra den tidligere forsvarsminister Kristin Krohn Devold, som i dag er formand for Den Norske Turistforening. DNT arbejder først og fremmest for at forsvar norske vandreres interesser. Modstanden mod masterne er æstetisk. Nordmændene vil helt enkelt ikke se stålmaster og ledninger,når de vandrer i et af Norges mest naturskønne områder. Krista Krohn fortæller, at hun blev inspireret af vikingerne, da hun skulle lægge en strategi mod højspændingsledningerne: "Alle sætninger blev så lange, men jeg ved fra eddadigtet 'Den højeste tale', at bogstavrim får ord og vendinger til at fæstne sig. Derfor gav vi os til at lede efter et ord der begyndte med 'm'. Sådan opstod ordet 'monstermaster'.

Var der nogen der sagde 'kødklister'.

Grundlæggende er det en historie om at bruge sproget kreativt - at opfinde et blended udtryk som rammer ind i "maven" på en norsk offentlighed. En teknisk konstruktion i form af stålmaster blandes med eventyrets forestillinger om et "monster" - altså et uhyre. Og så rammer den blendede forestilling ind i et nationalsymbol, et romantisk maleri som ifølge artiklen er lige så kendt og elsket som skagensmalernes billeder i Danmark: 'Brudefærden i Hadanger', malet af Hans Gude og Adolph Tidemann i 1848.
   Se bare her: Forestil dig dette landskab plastret til med højspændingsmaster og -ledninger: MONSTERMASTER!



Der er jo ingen tvivl om at alle former for kampagner og propaganda som skal påvirke offentligheden, stort set altid bygger på blending - af konstruktionen af en fantasi der blander angstladede fordomme og virkelighed. Et aktuelt eksempel fra et andet broderland Sverige er Sverigedemokraternes valgvideo, som TV 4 ikke ville udsende - i første omgang.

The inner game - of an iron man: Torbjørn Sindballe - og af Caroline Wozniacki

Politikens bogtillæg, lørdag. En anmeldelse af Torbjørn Sindballes bog: 'Den perfekte præstation. Motivation, træning og kærlighed'. Rubrikken: "Jernmand med hjerne". Anmelder: Per Munch.
   Hvem er Torbjørn Sindballe? International vinder af flere triatlon-konkurrencer og nr. 3 ved den særligt hårde ironman-konkurrence på Hawai. Stopper 2009 på grund af en konstateret medfødt hjertefejl.

Ved at læse anmeldelsen får jeg straks associationer til Tim Gallway og bogen 'The Inner Game of Tennis', og de tanker han der udforskede om hvordan man som træner, "coach", kunne hjælpe en tennisspiller til at præstere sit ypperste. Her er et oplysende citat fra en af hans elevers webside http://www.tennismindgame.com/inner-game-tennis.html:

If we take a moment and listen to what is really going on in our minds, we will discover that there is a constant dialogue going on. There seems to be one voice doing all the commanding and criticizing and some other part being quiet and doing the actions.

We can quickly see that their relationship does not feel too friendly. There is one part, Self 1, which constantly tells the other part what to do. It seems to know everything there is about tennis – how to bend the knees, watch the ball, follow through and so on. And then there is the other part, Self 2, who is a silent doer.

And yet, the Self 1 doesn't trust Self 2 much and even takes things in its own »hands« and starts moving the body, tightening all sorts of muscles and makes the arm go where it thinks it »should« go. Since all the fluidity and timing is gone by now, the »arm« usually mishits the shot and Self1 gets one more chance to degrade Self2.

Ifølge anmeldelsen skelner Torbjørn mellem tre forskellige slags mål for succes i forbindelse med sport: resultat, præstation og proces. Og de mål der er mest effektivt at træne henimod, er procesmålet - systematisk at arbejde med kvalitative forbedringer af enkeltdele af og deloperationer i sportsprocessen: løberytmen, svømmetaget, eller spurten i cykelløbet.
   Per Munch siger at "bogen bliver en sanselig og en kognitiv dannelsesrejse, der giver mening langt ud over triatlon og ekstrem sport." Og refererer:

Og når man bliver rigtig god har man udviklet det som Torbjørn Sindballe kalder 'automatviljen'. Den er så stærk at man fortsætter. Trods modstand. Trods modvind og styrtregn. Trods skader. Trods alvorlige  problemer på hjemmefronten og skilsmisse. Trods det der viste sig at vær en manglende hjerteklap og et forstørret hjerte.

Det er tid for at tjekke nyhederne fra US-Open i tennis: Hvordan har Caroline klaret næste runde? En klar association fra denne bog og til en biografi om Caroline jeg for nylig så anmeldt og refereret om hendes opvækst, karriere og træningsmetoder - med klare lighedspunkter og paraleller til det Torbjørn beskriver. Bogen har titlen 'Én bold ad gangen, - forfatter: journalist Anders Haar Rasmussen.
   Det her må være relevant også hvis man vil være en fremragende journalist. Tænk ikke på resultatmålet: den store afsløring der vælter ministre. Men tænk i stedet på at perfektionere processen gennem træning af enkeltdele: research, vinkling, fortælling. Og brug din intuition som er indlejret som automatik i krop og følelser.
   Èn bold ad gangen.

Trymik - et blended udtryk i en anmeldelse af Rune Klans nye show

Navnet Rune Klan har aldrig fæstnet sig, men jeg er med lige så snart Henrik Palle i anmeldelsen af stand-up-forestilling "Det blå show" fortæller at standupperen er ham som  på tv, til Droningens gallamiddag i anledning af hendes 70 års fødselsdag, udførte et af de klassiske korttrick, men i stedet for spillekort brugte: skinkemadder!
   Anmeldelsen har fået rubrikken "Trymik af fineste skuffe", og er jo klart mystificerende: Trymik??????
   Forklaringen får vi så i slutningen af anmeldelsen hvis pointe er at det er en "blended" forestilling:

Om det er stand up med indlagte tryllekunster eller trylleri kogt op med sproglig komik,  er ikke til at afgøre. Måske er det i virkeligheden noget helt tredje, trymik? Hvis det er tilfældet, og det kunne det jo godt være, så er Run Klan verdens bedste og største trymiker. 

Kreativ vinkling - vend en konventionel frame på hovedet

Politiken i dag lørdag den 4. september. Detbatsektionen. Læsernes redaktør Bjarne Schilling kommenterer og forholder sig til at der har været læserkritik af to artikler i den forgangne uge. Jeg husker dem også, netop for det som nogle af Politikens læsere er utilfredse med. At vinklingen har været styret eller underlagt en anden frame end hvad der er "normalt" i Politikens journalistik.

Rubrikkerne var henholdsvis: "Kommunal jobfest i en sparetid" og "Mange lejere spekulerer huslejen ned".
   Historien under den første rubrik var at kommunerne skar ned på "varme hænder"-stillinger for at spare, men at de samtidig ansatten stadig flere højtlønnede akademikere i administrative stillinger. Der er ingen tvivl om at der deri lå en kritik af kommunerne, men også indirekte af de højtuddannede faggrupper som "udkonkurrerede" pædagoger, lærere og hjemmehjælpere, grupper som blev udsat for fyringer på grund af regeringens krav om nulvækst og besparelser.
   Historien under den anden rubrik fortalte at lejere bevidst udnyttede en uklarhed eller eller et hul i lejeloven og adminstrationen af den, som gjorde at udlejere ikke på forhånd kunne få godkendt størrelsen af den lej de udlejede til, og at det var der udlejere der bevidst udnyttede til først at acceptere en "for høj" leje ved starten af et lejemål, og når der så var gået et år, så klagede de til Huslejenævnet som så kunne finde på at sætte lejen så langt ned med tilbagevirkende kraft at udlejeren skulle tilbagebetale meget store beløb.

I begge tilfælde er historien vinklet ud fra en frame der placerer befolkningsgrupper som "modstandere" eller "kritiserede" i historien - befolkningsgrupper som traditionelt i Politikens virkelighedsdækning ville blive placeret i rollen som "ofre" eller "udsatte".
   Og pointen er også at en stor del af Politikens kernelæsere er akademisk uddannede og at en pæn portion af dem også er lejere, men sjældent ejere af udlejningsejendomme.
   Bjarne Schilling afviser kritikkerne der siger at "det kan I ikke være bekendt", med følgende argumentation:

Ganske som vi skal gå til opgaverne uden fordomme, skal vi selvfølgelig gøre vores arbejde grundigt og ikke blive forblændede af paradokserne. Vi skal researche til bunds, vi skal stille kritiske spørgsmål til alle involverede parter, og når vi fremlægger resultatet af arbejdet, skal vi have nuancerne med.

Ja, og jo, og naturligvis.
   Jeg synes man burde fremhæve at der her også er tale om kreativ journalistisk tænkning: Hvad nu hvis vi kunne researche os frem til nogle historier hvor de grupper som vi normalt sympatiserer med, også har træk og egenskaber som ikke er særligt sympatiske: altså at smarte lejre snyder uskyldige og forsvarsløse udlejere, og at "kolde"  højtlønnede akademikere som gøgeunger fortrænger laverelønnede grupper med "varme hænder" i kommunerne.
    Den kreative strategi hedder "at vende tingene på hovedet", og det kreative søgemønster hedder "hvad hvis det modsatte var sandt".
    Man kan jo i hvert fald sige at lige præcis dette skifte af frame for research og vinkling gav historierne en ekstra nyhedsværdi i Politiken-kontekst, som man utvivlsomt har været glad for på redaktionen, og som Bjarne Schilling eufemistisk omtaler som at "vi skal have nuancerne med".