"Jeg vil ikke sidde her og være kunsthader. og det er ikke for at krukke. Men for mig er forskellen på en kunstner og en popper, at kunstneren åbner sin sorte boks for folk. Det allerinderste. Han vil gerne have et publikum, men han vil lave sine ting, uanset om det er der eller ej. Mens popperen gerne vil ud og spille for et publikum og have gang i den. Han vil aldrig åbne for sin sorte boks. Ikke for sit publikum i hver fald. Det har jeg aldrig gjort i en sang eller på scenen.For Kim Larsen er det åbenbart væsentligt at hæge om - skjule - den kreative stavblender som rent faktisk omsætter "noget" i "den sorte boks" til hans populære sange. Og som jo præcis er det som de kunstnere gør som han lægger afstand til.
Nu har du så chansen for at fortælle, hvad der er i den sorte boks?
"Det fortæller jeg kun til min dame. Jeg tænker nogle gange, at det her skal ingen have at vide. Der gør nogle kunstnere. En af mine favoritter, van Gogh, gjorde det jo meget direkte hele tiden. Han var ligesom uden opsyn. Men jeg vil ikke have at folk skal se ind i mit inderste hjertekammer, så jeg omskriver det. Med poesi eller humor."
Hans kamuflagearbejde - og dermed blendingoperationer - er blot en tand mere effektivt end de kunstneres som åbenlyst trækker på de oplevelser som er lagret i deres "sorte boks".
Rene paradoksformuleringer. Men hans formuleringer om at kunstnere ikke tænker på deres publikum, og at det er "poppet" at gøre det som han gør, er værd at forfølge.
