Jeg har tidligere flere gange skrevet om at det er en stimulerende udfordring at få bestillinger på akvareller fra familie, venner og bekendte - med et udpeget motiv.
Simpelt hen fordi der dels indgår en social forpligtelse (så min træthed eller ugidelighed ikke sejrer), og dels fordi jeg samtidig får en udfordring til at prøve at male et motiv i akvarel som jeg ikke umiddelbart ellers ville være tændt på - endsige have kastet mig ud i.
Med akvarel er det tit sådan (som jeg lærte af de japanske træsnitkunstnere) at det at tegne/male bestemte motiver for en stor del består af 'professionelle tricks', som så, når man først har lært at beherske dem, så gør at så sidder billedet lige i skabet, som man siger.
Det er det som bl.a. kendtegner manga-stilen som kendes fra japanske tegneserier og tegnefilm, og som oprindelig - blandt andre - er blevet udviklet af den japanske træsnitkunstner Hokusai så tidligt som i første halvdel af 1800-tallet:
Manga is said to originate from scrolls dating back to the 12th and 13th centuries. During the Edo period (1603-1867), another book of drawings, Toba Ehon, embedded the concept of manga.[6] The word first came into common usage in the late 18th century[7] with the publication of such works as Santō Kyōden's picturebook Shiji no yukikai (1798),[8][9] and in the early 19th century with such works as Aikawa Minwa's Manga hyakujo (1814) and the celebrated Hokusai Manga books (1814–1834) containing assorted drawings from the sketchbooks of the famous ukiyo-e artist Hokusai who lived from 1760–1849.[10] Rakuten Kitazawa (1876–1955) first used the word "manga" in the modern sense.[11]
Det er naturligvis overdrevet - vel lidt af en provokation - at skrive sådan om sin 'kunst' - at man udnytter 'professionelle tricks'. Men der er noget om snakken.
Fx nu min egen seneste serie med ugler som motiv: Mange af de akvareller malede jeg i en lidt sjusket første udgave (for simpelt hen at overkomme en 'maleblokering'), og så: Ja, så malede jeg en anden udgave som jeg som regel var ret tilfreds med. Ved simpelt hen at genbruge de "tricks" som var lykkedes i første udgaven.
Og i flere tilfælde skulle jeg så male en kopi af sådan en vellykket ugle-akvarel. Og lykkes det (og det gjorde det som regel), så viser det på en måde også det rigtige i iagttagelsen af betydningen af 'professionelle tricks'.
Men i sidste omgang af bestillingsopgaver har ønsket stået på 'hunde' som motiv, altså hunde som ejeren gerne ville have portrætteret i akvarel.
Vi starter med Renés skotske foxterrier, en hunderace alle kender. Den har knaldsort pels, er langhåret - så langhåret at pelsen mere eller mindre dækker benene.
Her er akvarellen med Renés hund som motiv - malet ud fra et reference-foto han gav mig:
Jeg har det ret fint med det.
Det er svært at male 'blød langhåret pels' og især når farven er sort.
Har dog planer om flere akvareller af sorte langhårde skotske terriere. Ved at der kommer bestillinger på den samme hund, men i sne-omgivelser.
Her er så to akvareller hvor motivet er Kims (min kreative frisørs) hvidpelsede High Westland Terrier. Den lyder navnet Oscar - den første akvarel med et ungdomsfoto som referencebillede, det andet som den ser ud i dag:
Det bliver endnu en gang demonstreret at hvidt er godt for akvarelmotiver. Og jeg er meget tilfreds med begge billeder.
Det er ikke første gang jeg maler hunde som bestillingsopgave.
Gina som er gift med min bonussøn, havde længe ønsket sig en akvarel med deres nyeste schæfer Ballou som motiv.
Jeg havde også flere gange forsøgt at finde et foto af Ballou som ville egne sig som referencefoto. Men jeg fandt ikke rigtig et jeg syntes kunne være sjovt at male.
Men bingo, så var det der: et billede hvor man ser Ballou nysgerrigt kigge på en nyankommen killing der kigger ud af hullet i en flyttekasse:
Ret vellykket, synes jeg stadig.
Udfordringen var Ballous stride sort-brunt chancerende pels. Men jeg udnyttede at jeg kunne give pelsen struktur med en indledende gummimaskering der hvor den skulle være lysere striber.
Og så kommer jeg i tanker om tre tidligere hunde-akvareller med gravhunde som motiv som jeg har malet, dem her:
Det specielle ved dem er at de alle er malet med andre akvareller af gravhunde som referencebilleder, billeder som jeg har fundet på nettet.
Her har jeg altså nærmest forsøgt at kopiere forbillederne - helt eller delvist.
Jeg var sådan set ret tilfreds med dem alle tre. Og de lå vel, som jeg husker det, ganske tæt op af referencebillederne.
Fidusen ved mange akvareller er jo at man ved at iagttage dem analytisk, stort set kan se hvordan maleprocessen er forgået - trin for trin.
I det med den brune gravhund der kigger op, har jeg prøvet at markere nogle konturlinjer med en tynd hvid streg. Det fungerer fint, og et "tricks" jeg kunne finde på at genbruge i andre sammenhænge.
Og i billedet med de tre gravhunde ved havet, har jeg inkopieret to ekstra hunde som ikke var med i referencebilledet. Det var nemt og virkede godt, syntes jeg - fordi det stimulerer fantasien: Tre - uden snor - ser ud over havet! Og hvad gør de der, og hvad kigger de efter?
Det som jeg vælger i den tredje akvarel - at male gravhunden i en blå farve, snarere end en sort-grå, virker forfriskende - lidt ligesom det kendte maleri fra den tyske fauvisme med en blå hest som motiv.
Forbilledet er også malet i blå nuancer.
Når jeg gerne ville prøve at udfordrer mig selv med nogle gravhunde-akvareller var der en dobbelt anledning:
Dels er gravhunden fruens yndlingshund og har været det altid.
Og dels havde min modelbyggerven drejet sin gravhundemodel af affaldstræ - med Kay Boyesens kendte figur i teaktræ som forbillede:
Og for så lige at vende tilbage til den skotske fox terrier.
Findes der mon ikke en manga-instruktionstegning for sådan en?
Jo, naturligvis:
https://www.dragoart.com/tuts/15146/1/1/how-to-draw-a-scottie,-scottish-terrier.htm
Egentlig ville jeg gerne have nået at male endnu en sort skotsk foxterrier mere, og kopien af konturerne har jeg lavet.
Men så tog trætheden over.
