Akvarelmaleriets mysterier (58b) - fortsat 'akvarelkursus på hjemmebane' - borgruiner og andre historier fra Vordingborg og omegn

Referencefoto til akvarel (nedenfor)

Den første 'halvdel' af det indlæg i serien 'akvarelmaleriets' mysterier er tilegnet den serie som jeg kom igang med omkring 1. april, og som har varet måneden ud og lidt til. 

   Pausen på næsten tre kvart år skyldtes utvivlsomt at mine tanker, følelser og mentale fokus i den periode har været anderswo engagiert, nemlig mod min egen krop og mit eget blod.

  

Jeg kom igang via en bestillingsopgave fra ved Juletid, hvor jeg kunne kopiere mig selv: Det gjorde tingene letter for mig: en lejligheds-akvarel. 

   Og derefter gik det derudaf: først med et billede inspireret af Harald Henriksens måde at producere træsnit på: udskæringer på to blokke af hhv. baggrund og forgrund -  der så bliver kombineret til et billed, En ide jeg klart vil arbejde videre med.

   Men lykkedes det mig at komme igang med akvareller fra mit nærområde: Vordingborg og omegn, en plan jeg har haft længe og gennem længere tid har taget referencefotos til, med særligt fokus på et af romantikernes yndlingsmotiver: Gåsetårnet og ruinterrænet.

Her de første to Gåsetårnsakvareller igen:

Jeg har øvet selvkritik i det foregående indlæg, som du kan finde her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/05/akvarelmaleriets-mysterirer-58a.html

Her følger så to ruinbilleder uden Gåsetårn til at tage eller fokusere opmærksomheden, sammen med deres referencefotografier fra min samling:

Egen akvarel: Borgruinen set fra sydøst. 2017

Egen akvarel: Borgruinen set fra syd. 2017

I begge tilfælde er det lys og skygge-kontrasterne jeg har været optaget af - og egentlig er tilfreds med. Især det fra syd.

   Også skyerne på himmelen er jeg glad for. Igen det fra syd som det bedste. De grå områder i skyerne i det første, giver et billedt et dramatisk touch som jeg egentlig meget godt kan lide.

  I begge billeder har jeg med en meget tynd tuschpen tegnet hovedkonturerne i motivet op.

 

Spejlbillederne i vandet i den nye voldgrav af ruinerne, er jeg  ikke lykkedes særlig godt med. 

   I billede nummer to skal spejlbilledet ifølge referencebilledet være mere grønt, men så flyder det i akvarellen mere ud i forhold til i den del af den grønne skråning som vandet spejler.

   

I den første akvarel af de to, er der den særlige 'rettelseshistorie' bag vandets farve, at jeg havde brugt en meget lysere blå end himmelens farve, hvilket så mærkeligt ud som en spejling. 

   Så malede jeg hele vandoverfladen mørkere så den stemt med den mørke del af himmelen. Og det fungerede. 

   Men det slørede og svækkede så til gengæld spejlbilledets konturer og udtryk.

   

I begge akvareller har jeg forenklet træernes konturer og helt fjernet et par af de bagerste kroner som kun ville gøre motivet mere diffust. 

   Og i det andet - det med ruinen set fra syd, har jeg helt fjerne de to træer som stod foran på skråningen. For at gøre ruinen mere klar og barsk i udtrykket.

I begge billeder er ruinens farve malet mere over i lys okker for at øge lys-intensiteten (frem for den murstensrøde farve som ruinen har i virkeligheden), og den grønne farve på skråningerne også malet i en væsentlig lysere nuance. 

   Det er så det der også svækker den grønne spejling i det andet billede.

Her referencefotos af motiverne:

Eget foto: Borgruinen set fra sydøst

Eget foto: Borgruinen set fra syd

Begge motiver kunne godt fortjene et forsøg mere ved en senere lejlighed.

Jeg har tidligere forsøgt mig med akvareller med ruiner som motiv: en fra en ruin på Kreta, og en med motiver af de tusinde tempeltårne på Bagan-sletten:

Egen akvarel: Ruin på Kreta. 2012

Egen akvarel: Templer og balloner på Bagan-sletten, Burma. 2013

Ingen af dem er rigtig vellykkede, synes jeg, men i begge kan jeg godt se ideen.

Så til de sidste to billeder i serien - med vandskabs- og landskabs-motiver uden for Vordingborg by.

   Her først de to referencefotos:

Eget foto: Udsigt mod Oringehalvøen i modlys -
set fra Bakkebølleskovens vandkant - med væltede træer
og en mand som nyder udsigten.

Eget foto: Alleen i modlys - fra Københavnsvej mod Ornebjerg og Kastrup

Det er tydeligt at se hvad jeg går efter: profiler og kontraster - træer hvis kroners gitterværk og konturer bliver grafisk spændende i modlys. 

   Og det er helt afgørende for de motiver at træernes stammer og grene er uden blade.

   Her akvarellen med det første foto som forbillede:

Egen akvarel: Udsigt mod Oringehalvøen fra Bakkebøllekysten. 2017

I forhold til den akvarel jeg malede fra Ordrupnæs i modlys og set gennem et 'gitter' af tynde lange kviste og enkelte blade, så går 'gitteret' jo her i en perspektivisk dybde mod horisonten, og stammer og grene er rundede i kraft af lyssætningen der giver lyse og skygger til at definere de runde former. 

   Det virker rimeligt dramatisk og stimulerer fantasien. Og det var også det jeg gik efter da jeg valgte motivet.

   Jeg kan godt lide valget af den høje horisontlinje - og det hvide sollys i skyerne og sådan som det også spejler sig i flimmeret hen over det brede midterfelt i vandet.

   Og egentlig synes jeg at græstuerne på toppen af den lille klint nederst højre fungerer udmærket.

Akvarellens store og største svaghed er at der jo tydeligevis er to lyskilder der kommer fra hver sin side af billedet, idet træstammen til højre får lys oppe fra den højre himmel uden for billedet, mens resten får lyse fra den venstre.

   I referencefotoet er alle stammer og grene til højre stort set sorte/meget mørkegrå, sandsynligvis fordi skovens træer uden for billedet skygger helt for sollyset på dem.

Da en kvalificeret billedlæser på Facebook gjorde opmærksom på det, svarede jeg at det i virkeligheden ikke var et naturalistisk motiv, men at det stammede fra en fjern planet der havde to sole på himmelen til at afgive lys.

Så kommer vi til den sidste akvarel i denne serie - og udviklingshistorie. 

   Den er faktisk ikke malet som det sidste i serien, men næstsidst (akvarellen med borgruinen set fra syd er malet sidst, men tegnet meget tidligere - sammen med de andre ruinakvareller).

Alleen er typisk én man lægger mærke til om eftermiddagen eller tidlig aften når man kommer hjem i bil til Vordingborg ad Københavnsvej. 

   Som et slags enkelt og genkendeligt velkomstbillede.

   Jeg har så på min el-cykel kørt ud og taget referencefotoet en tidlig formiddag, hvad man kan se på det hvide sollys der siver ind over den blå himmel fra venstre - altså fra øst.

   

Men jeg var træt af blå, kedelige himle med hvide skyer fra alle ruinbillederne, så jeg fandt himmelen fra Ordrupnæsakvarellen frem - sådan rent farvemæssigt. Samtidig med at jeg fastholdt at det var tidlig morgen - og altså ikke aften ved solnedgangstid som er det tidspunkt jeg ellers typiske har set motivet på gennem Vordingborg-årene - hundredevis af gange. 

   Om morgenen er der tit tågebanker hen over markerne, og det ville jeg gerne have med. 

   Det her blev resultatet:

Egen akvarel: Alleen fra Københavnsvej mod Ornebjerg og Kastrup. 2017

Det er jeg tilfreds med. Og det tog vel højst en halvanden time at male.

   Først valget af en lav horisont: Det er den samme som fra fotoet.

   Så valget af den skyfri himmels farver - med chanceringer fra gult og rosarødt til ret mørkeblåt (solen er ikke stået op endnu). 

   Så landskabet i forskellige toner af gråblå, hvor jeg fik tågeeffekten ved først at genvæde feltet over det hele med klart vand, og så male - vådt i vådt - oven på og lade den mørke farv mod syd glide sammen i en blød overgang til den lysere, tynde, våde version af samme farve oven over.

   Til sidst alleens træer - med stammer, grene og kviste tegnet helt sort med forskellige tykkelser tuschpenne.

   Igen en hilsen til Harald Henriksen hvis mange træsnit og få akvareller hænger overalt på væggene i vores hus.

I det sidste blogindlæg - (58c) i denne tredelte serie, vil jeg vise hele rækken af april 2017-akvareller samlet - med nogle af de forbedringer som jeg har foreslået undervejs.