Når malerier flimrer mellem to verdener - i anledning af en udstilling af Grethe Bagges malerier

Det må da være et maleri af en af de helt store fauvister fra begyndelsen af 1900-tallet, tænker man - jeg. 

   Men nej, det er det ikke. Det er malet af en dansk kunstmaler ved navn Grethe Bagge. Titlen er 'Turam', og det er malet i 1965.

Rønnebæksholm er et smukt udstillingsted for kunst der ligger nogle få km vest for Næstved. 

   Der har jævnligt været vist udstillinger som har været meget seværdige. For eksempel en fin udstilling om dansk surrealisme, og en udstilling af Søren Martinsens landskabsmalerier.

   

Og nu har de ramt plet igen - med en udstilling af skulptøren og maleren Grethe Bagge (1925-2012).

   

Flere af anmelderne fremhæver det paradoksale i at hun utvivlsom var og er en stor dansk kunstner som igennem årene har fået megen anerkendelse, samtidig med at hun tilsyneladende er blevet glemt eller overset af den kanoniske kunsthistorie og kun i ringe grad er repræsenteret på danske museer. 

   I bogen der er udgivet i anledning at udstillingen, skriver Cathrine Hedager Ostenfeld Kamper:

Grethe Bagge bliver allerede i sin ungdom spået en lovend karriere og modtager (...) flere udmærkelser, men alligevel glimrer hun ved sit fravær i diverse kunsthistoriske fortegnelser, på bibliotekshylderne og i de offentlige kunstsamlinger.

En skæbne som hun på en måde deler med Harald Henriksen, Otto Frello og Gerda Wegener, som jeg alle tidligere har skrevet om i en række indlæg

   

Det er symptomatisk for hendes placering som usynlig i den officielle kunsthistorie, at samtlige billeder på udstillingen er udlånt af Marjatta-skolen ved Præstø, som hun havde testamenteret dem til ved sin død. 

   De gange hendes billeder i nyere tid har været på auktion, har de været vurderet lavt og er blevet solgt billigt. 

   

Marjatta-skolen som er en skole for udviklingshæmmede, udspringer i sin pædagogik af Rudolf Steiners antroposofiske filosofi, som meget forenklet udtrykt siger at mennesket er et åndeligt væsen, som i sin helhed består af legeme, sjæl og ånd.

   Men hvem er Marjatta? 

   Det er en af personerne i det store finske nationalepos Kalevala, som menes at være godt 2000 år gammelt, og som er overleveret mundtligt fra slægt til slægt af sangere som rejste rundt på gårdene i grænseområdet mellem Finland og Rusland.

Fortællingen om Marjatta betragtes af mange som en nordisk Maria skikkelse. Marjatta figuren repræsenterer det forvandlede sjæleliv, som i sin renhed kan føde åndsbarnet, den nye jeg-bevidsthed.

    Historien om Marjatta er stort set en julehistorie, hvor en jomfru får et barn i en stald. I stalden står der ikke et æsel og en okse, men en hest. Marjatta mister sit barn, og må lede efter det. Hun søger det først på jorden, hvor hun ikke kan finde det. Så vandrer hun op til stjernerne, månen og solen efter Steiners begreber "repræsentanter for en åndelig verden". Solen fortæller Marjatta, at hendes barn er sunket ned i mosen, og sidder i til skuldrene. Marjatta trækker sit barn op af mosen. At det er sunket dybt ned i moradset, spiller ingen rolle for hende. Hun trækker barnet op og opdrager det, så det kan blive konge over Karelen eller som det hedder: "Herskeren over almagtsvældet".

Grethe Bagge: Uden titel (Marjatta), 1975

Her har vi en parallel til de forældre, som har fået et hæmmet barn. De må efter fødslen finde deres barn igen. Vi kan også sige, at vi i en verden, som lægger så meget vægt på intellektet, må finde de andre menneskelige værdier i barnet.

   Efter Rudolf Steiners opfattelse har også hæmmede børn en stor opgave i den mangfoldige verden, vi nu engang lever i.

   Den optimisme, der er knyttet til fortællingen om jomfruen og barnet, viser sig i det pædagogiske arbejde og vinder genklang hos forældrene.

Grethe Bagge udviser i holdningen til sin egen kunst et klart slægtskab med Hilma af Klint, der også var påvirket af åndelige strømninger som teosofi og antroposofi, og som var af den opfattelse at hun, når hun malede, stod i forbindelse med en højere bevidsthed, som fremførte sine budskaber gennem hende. 

   Grethe Bagge vil også i sin kunst lade en dobbelt verden komme til udtryk, dels den billederne viser - og dels et bagvedliggende naturromantisk eller mytologisk rum som man kun kan ane. 

   Lignende synspunkter finder man hos fx Kandinsky ("Om det åndelige i kunsten", 1911) og mange af postimpressionisterne og ekspressionisterne fra begyndelsen af 1900-tallet. 

Men som ung var Grethe Bagge først en meget dygtig og lovende skulptør, som man fx kan se i den her figur der forestiller en balletdanserinde der er ved at tage sine balletsko på:

Grethe Bagge: Kongelig solodanserinde Margrethed Schanne, 1951

Samtidens anmeldere var noget provokeret af den ukonventionelle stilling at fremstille en balletdanser i, men et slægtskab med Degas synes jeg er tydeligt. Og det 'flimrende' i den rå modellering er også markant. 

Et afgørende vendepunkt i Grethe Bagges kunstnerkarrierer indtraf da hun i årene før og efter 1960 blev elev af en af de helt store gamle ekspressionister Oskar Kokoschka (1886-1980). 

   Det var mødet med ham og den undervisning hun fik af ham på en række kurser der så at sig omskolede hende fra at være en glimrende billedehugger til at blive en nok endnu mere orginal maler. 

Udstilllingen efterlader mig med ét gennemgående udtryk: Hendes billeder 'flimrer' konstant og virker næsten som en slags fixerbilleder. 

    Står man tilpas langt fra billedet, så er motivet synligt og klart, kommer man bare lidt nærmere, så opløses det i abstrakte farveflader og det genkendelige motiv forsvinder.

    Her er motivet en klippeformation i de svenske skove.

Grethe Bagge: Uden titel (Klippesten i Sverig), 1966

Også hvis man fokuserer på en eller flere af de stærke farver i baggrunden af et billede, så opløses hele det genkendelige i motivet også.

Og Grethe Bagge skriver i 1967 i et udstillingskatalog om sin kunstopfattelse:

Ved intensiv dyrkelse af sanseiagttagelsen, kommer man til det punkt, hvor farverne løsner sig fra genstandene og svæver. Oplevelsen bliver fladeagtig - musikalsk. Lyset kærtegner genstandene - og skaber rummet. Farverne taler til sjælen - direkte - som musik. Så står man med den helt frigjorte farv, og man begynder at male - ud fra farven, åndende i i farve - ikke det, man ser, men det, man oplever.

Hun skriver senere om 'farveoplevelsen':

Gennem farveoplevelsen kommer man ind til en dybere sandhed om tingene og oplever sit samhørsforhold til helheden. Trænger igennem den ydre illusoriske skal og nærmer sig det egentlig, det der gemmer sig bag den.

Grete Bagge maler også akvarel, og det gør hun fremragende, og udstillingen demonstrer at det er den moderne vådt-i-vådt-teknik hun hovedsagelig gør brug af, så motivet også i det malemedie flimrer og er svært genkendeligt:

Grethe Bagge: Santorini, 1964

På udstillingen opdagede jeg noget som bogen af Cathrine Kamper ikke nævner nogen steder: Når Grethe Bagge 'maler lys', så sker det som oftest ved ikke at male, men ved at lade det hvide grundede lærred stå bart.

   Det ser man i fx i dette maleri af robåde; det hvide i biledet er ikke malet med zink- eller blyhvidt, der er ingen penselstrøg, det er det hvide grundede lærred der står nøgent frem: 

Grethe Bagge: Le Gateaux, 1972

Det er gennemgående at det er det hvide lys og kontrasten mellem lys og skygge der giver plasticitet og rum i hendes oliemalerier.

   Og det med at lade det hvide lærred klare arbejdet, har hun utvivlsomt overført fra sine erfaringer med akvarelmaleriet hvor det er det hvide umalede papir der skaber lyseffekten.

Grethe Bagge: Komposition med heste og personer, 1966

For mig er der ingen tvivl om at Grethe Bagge er en af de helt store danske malere, som altså bare ikke kunne placeres i en kunsthistorisk kasse og dårligt passe ind i en af de forskellige -ismer som har afløst hinanden op gennem 1900-tallet. 

   Som en af anmelderne skrev: Hun har været ude af sync. 

Grethe Bagges forældre var aktive medlemmer af det Antroposofisk selskab med Rudolf Steiner som inspirator og frontfigur, og det var herigennem hun selv senere møder Albert Eman der oprettede Marjaretta-hjememt, og som  bad hende male er række udsmykkende billeder til hjemmet.  

   Et forhold som altså endte med at skolen fik overdraget skatten af alle hendes usolgte billeder da hun døde.