Da jeg skrev om Otto Frello, var en af de ting jeg noterede som kendetegnede hans billeder, at de gav en virkelighedstro illusion af dybde og rum - oplevelsen af tre dimensioner i en to dimensional flade: lærredet.
Han fortalte at han med hensyn til malemåde og -teknik havde forbilleder i kunsten før impressionismen, en kunst der siden renæssancen har udviklet sig mod større og større perfektion frem til de store modernistiske oprørsretninger fra sidste halvdel af 1800-tallet og fremefter.
Og at når han tegnede figurer, bygninger, landskaber, så kunne han ikke lade være med at tegne det perspektivisk - i 3 D.
Fruen og jeg var inde og se C. W. Eckersberg-udstillingen på Statens Museum for kunst for nylig. Titlen var den sensationsprægede og lidt misvisende: "En smuk løgn".
Det var imidlertid en glimrende udstilling der gav et godt indtryk af hvor epokegørende Eckersberg var, både som guldalderens pionerskikkelse inden for maleriet - men også - og måske ikke mindst - som professor og underviser på Kunstakademiet hvor han lærte fra sig til en række dygtige yngre elever på hans skole.
Mens Frello pegede bagud, så pegede Eckersberg fremad i kunsthistorien. Men de var fælles om idealet at malerierne skulle illudere virkelighedens motiver helt ned i den mindste detalje - dog uden at der var tale om "realisme".
Eckersberg var pioner på området 'friluftsmaleri', som hans svigerfar Jens Juel ansporede ham til at gå igang med da han var ung.
Det at gå ud i naturen eller ud i byen og tegne og male efter det man så foran sig så det virkelig lignede, var noget nyt der stillede særlige krav til tegne- og maleteknikken, en teknik som ikke mindst dybtgående viden om 'linearperspektivet' hjalp ham og hans samtidige til at opnå.
Her et par berømte eksempel på Eckersbergs brug af linearperspektiv i malerier med motiver fra hans ophold i Rom:
 |
| Eckersberg. Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk. |
 |
| Eckersberg. Marmortrappen som fører op til S. Maria in Aracoeli i Rom. 1814-16 |
'Linearperspektivet' - eller som jeg tidligere misvisende har kaldt det - 'centralperspektivet' (som er en særlig variant af linearperspektivet) - blev i Europa opdaget omkring 1400.
Linearperspektivet findes i flere versioner, afhængigt af om tegningen i billedet arbejder med en, to eller tre såkaldt 'forsvindingspunkter' for 'hjælpelinjerne', men grundprincipperne er det samme, som disse to tegninger illustrerer:
I Eckersbergmalerierne ovenfor er der i billedet med buerne kun brugt et forsvindingspunkt (i midten af udsigten gennem den midterste bue), mens der er brugt to forsvindigspunkter i billedet af trappen (det ene til højre i billedramme, det andet til venstre langt uden for billedrammen).
Jeg mindes ikke at have set malerier eller tegninger fra Eckersbergs hånd der gør brug af et tre-punkts linearperspektiv.
Men her er en instruktionstegning fra nettet der demonstrerer tre-punkt-linearperspektivet - altså et perspektiv der skabes ved hjælplinjer der mødes i tre forskellige forsvindingspunkter:
Harald Henriksen, akvarelmaler og farvetræsnit-kunstner, var uhyre perspektivbevidst i sine billeder:
Flere andre teknikker som har med en specifik udnyttelse af former og farver at gøre, kan også være med til at give fornemmelsen af dybde i et maleri, og også den viden demonstrerer både Harald Henriksen og C. W. Eckersberg at de har og udnytter:
1. At noget står bagved noget andet som skygger for det, giver dybde. Dybde via skygger vs. lys skabes ved klar, retningsbestemt lyssætnig.
2. At jo længere ind i billedet man kommer, jo mindre bliver træer, bygninger, genstande og mennesker.
3. At jo længere ind i billedet man skal føres, jo svagere bliver farverne og jo utydeligere konturerne.
4. At de dele af motivet der skal være i forgrunden er mere detaljeret end de dele som befinder sig i baggrunden.
Eckersberg var også pioner på området 'at male damer uden tøj på' - efter levende model.
Det fik han indført som en del af undervisningen på akademiets malerskole i 1837. Inspirationen kom utvivlsomt fra han ophold i Rom og Paris hvor brug af kvindelige nøgenmodeller var udbredt i kunstnerkolonierne.
Det her billede er nok hans mesterværk inden for genren:
 |
| Kvinde foran et spejl. 1941 |
Det billede illuderer dybe og rum primært gennem modellering af lys og skygge på kroppen, og det at kvinden spejler sig.
Det maleri var desværre ikke med på den aktuelle udstilling, men til gengæld var der en række "rene" nøgenstudier som ifølge ledsageteksterne var nogle Eckersberg malede som lærestykker for sine elever, billeder som Eckersberg i øvrigt ikke udstillede offentligt. Og som jeg derfor heller ikke kan kopiere her til bloggen.
Et af de andre malerier på udstillingen med helt eller delvist afklædte modeller som motiv, var det her:
 |
| Nøgen kvinde i færd med at drage sine tøfler på, 1843 |
Her ser vi linearperspektivet i funktion i gulvets marmorfliser. Ret så sofistikeret. Men ellers er det også her modellering af lys og skygge der giver dybde og rumlig form både til krop, ansigt og det klæde kvinden har om hofterne.
Men billedet har faktisk en alvorlig skavank når det gælder kroppens proportioner - utvivlsomt også set med Eckersbergs øjne:
Låret der vender ud mod beskueren er helt ude af proportion med resten af kroppen. Det er alt for tykt og afstanden fra hofteled til knæ er alt for lang.
Disse fejlproportioner kamufleres af det blå klæde.
Men man kan straks se de forkerte størrelsesforhold hvis man et øjeblik fantaserer sig til at klædet ikke var der.
Også kvindens overarm er, så vidt jeg umiddelbart ser det, alt for lang i forhold til almindelige menneskelige proportioner.
For at undgå den slags fejlproportioner, brugte mange kunstnerne siden renæssancen to 'devices': camera obscura og og det at betragte motivet gennem et gitter.
Camera obscura var en teknik der - før opfindelsen og udviklingen af fotografiet - gjorde det muligt at projicere motivet op på en væg, og så tegne det af derfra:
Kunstneren David Hockney har fremsat den teori at en stor del af illusionskunsten i 16-, 17- og 18-hundrede tallet, brugte camera obscura-teknikken til at opnå den "fotorealistiske effekt" som de stræbte efter. Teknikken har været kendt siden Aristoteles.
Blandt andet hollænderen Vermeers malerier tyder på at kunstneren har brugt camera obscura-teknikken som hjælpemiddel til både komposition og farvelægning af lys og skygge i mange af sine malerier:
 |
| Vermeer: Officer og leende pige. 1655-1660 |
Om Eckersberg har brugt camera obscura som hjælp til sine indendørs motiver, herunder malerierne af bare damer, fremgår ikke af udstillingen.
Et enkelt citat jeg har fundet, tyder på det, og kobler det sammen med hans interesse for brug af 'videnskabeligt målt' viden til kompositionen af sine billeder:
E. anvendte hjælpemidler til sine naturstudier, brugte f.eks. sekstant til sine mariner og måske et camera obscura til sine landskaber, og gjorde gennem mange år daglige optegnelser om vejret. Hans næsten videnskabelige holdning til kunsten satte også sit præg på hans bogudgivelser om perspektiv.
www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbach.do?kunstnerId=172&wsektion=alle
Den anden teknik til at fastholde de korrekte proportioner i motivet på lærredet, var at se motivet gennem et gitter, og så tegne de små udsnit som øjet kunne tvinges til at fokusere på, for sig - et efter et.
Problemet med at fastholde de rigtig proportioner i et motiv når man tegner af efter model, skyldes at hjernens viden om hvordan motivet ser ud, forstyrrer og forvrænger synet så det har svært ved at "affotografere" motivets proportioner korrekt.
Det var blandt andet de forvrængninger af synet som tegneunderviseren Betty Edwards, som det fremgår af hendes berømte bøger, modarbejdede med forskellige andre teknikker, fx ved at vende motivet på hovedet så øjet ikke blev forstyrret af den viden.
Igen er det usikkert om og i hvilket omfang Eckersberg har brugt denne gitterteknik, men flere kilder dokumenterer at gitterteknikken i hvert fald blev brugt når han skulle overføre et tegnet motiv fra naturen til fortegningen til et maleri på lærredet.
Her første og anden del af den dokumentar hvor David Hockney forklarer og illustrerer sin teori og betydningen af camera obscura-teknikken for de gamle mestres kunst:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar