Daniel Kahneman - igen, igen - nu også fra danske økonomer - og udenlandske klimaforskere

Daniel Kahneman

For godt og vel tre år siden stødte jeg på en bog som jeg syntes var så fascinerende at jeg måtte skrive en hel serie af indlæg med afsæt i det jeg fik ud af den. Forfatteren hed Daniel Kahneman, og bogens titel var 'Thinking, Fast and Slow'.

Min fascination skyldtes blandt andet at den så at sige vendte en række forestillinger som jeg havde gjort mig om kreativitet, på hovedet - ud fra en kritisk tilgang til hvordan intuitiv tænkning fungerede i dagligdagen.

   Flere artikler fra min daglige avislæsning igår, viser at jeg den gang havde fat i den lange ende, så at sige. Jeg var på forkant.

   Men provokerende var det også for mig den gang jeg stødte på bogen, at den tilsyneladende modsagde meget af det jeg havde skrevet om ellers på bloggen, specielt når det gjaldt fænomenet intuition.

   Tilsyneladende er der to slags intuition, den fordomsfulde, hurtige og nemme - og så den der fører til nye tanker og ideer og produkter.

Den her blok har jo som rød tråd udforskningen af kreativitet - fra alle mulige faglige vinkler og udgangspunkter. Og gennemgående har jo været at at forskerne er enige om at grænseoverskridende kreativitet i ideer, i tænkning, i kunst, i videnskab - har at gøre med at mennesker suspenderer en række af de psykologisk kontrolmekanismer og "går i åben tilstand", kontrolmekanismer som er med til at opretholde god ro og orden mellem mennesker indbyrdes og i samfundet som helhed.

   Hjerneforskerne som har haft min særlige interesse i mange blogindlæg, er også ret enige om at den 'åbne tilstand' opstår ved at centrer i frontallapperne som har moral at gøre, svækkes eller ligefrem suspenderer deres aktivitet, for at andre dele af hjernen neurologisk set frit - eller i hvert fald friere - kan interagere.

   Det sker fx når vi drømmer, synker hen i dagdrømmerier ('mindwandering'), eller under meditation.  Og ikke mindst sker det når vi kommer i det der kaldes flow-tilstand under arbejdet med et kreativitetskrævende arbejde som fx det at skriv en bog, skabe et kunstværk, bygge en fysisk model af noget, eller udvikle en ny videnskabelig teori.

   Jeg har også været optaget af den teori der lå bag en række meget solgte og læste bøger om coaching inden for en række praksisområder: tennis, musik, golf, arbejde, ledelse, m.m. Forfatteren var Tim Gallwey og den metaforiske og fængende fællestitel har været "The Inner Game of X..."

   Den underliggende  teori i bag bøgerne, har været at folk der ville være rigtig gode til noget, skulle lære at respektere - lytte til - og for så vidt 'træne' sin her- og nu-intuition, i stedet for bevidste at reflektere over - og bevidst at bekymre sig om hvordan de gjorde, og om de nu gjorde det rigtige, om hvad andre mente om det de gjorde, etc.

   Metaforen som har været gennemgående i bøgerne har været at der altid foregår en kamp eller et spil - 'game' - mellem to stemmer i bevidstheden, hvor den ene - den reflekterende og bekymrede - forhindrer den anden i at udfolde sig optimalt i spontan handling. Og at man altså skal lære at lukke ned for den ene hvis man har ambitioner om at  nå top-performance inden for sit arbejdsfelt: sport, kunst, ledelse, etc.

   Wikipedia fortæller:

The "inner game" is based upon certain principles in which an individual uses non-judgmental observations of critical variables, with the purpose of being accurate about these observations. If the observations are accurate, the person's body will adjust and correct automatically to achieve best performance.

En af Gallweys elever og popularisatorer forklarer det sådan her:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Når jeg blev umiddelbart optaget af Tim Gallwey, hang det utvivlsomt sammen med at jeg kunne genkende tænkningen fra en bog jeg læste for mange år siden -om kunsten at tegne, en bog jeg blev meget inspireret af.

   Forfatteren hed Betty Edwards, og bøgerne der udkom på dansk en gang i 80´erne havde titlerne: 'At tegne er at se' og 'Kunsten at se' (den har på engelsk den mere oplysende titel: 'Drawing on the Right Side of the Brain')

   Hende veldokumenterede påstand i de to bøger, var at alle kunne lære at tegne så tegningen lignede den genstand, figur eller person som man tegnede efter.   Hvis man lærte sig mentalt at lukke ned for den forstyrrende interferens fra den venstre hjernehalvdels præfabrikerede forestillinger når man iagttog det man skulle tegne, så ville den højre hjernehalvdel alene styre synet, og så ville man pludselig helt skarpt kunne se og tegne det der skulle fremstilles, med de helt rigtige proportioner. 

   Jeg tegnede faktisk slet ikke på det tidspunkt og havde ikke gjort det i mange år, men gennemførte en række af de øvelser og opgaver Betty Edwards beskrev i bøgerne. Og pludselig gik det som en leg med at tegne noget så det virkelig lignede.

Og her kommer så Daniel Kahneman ind med sin teori om to jeg'ers meget forskellige tænkemåde, en teori der fungerer som en slags modbillede til hvad jeg hidtil har været optaget af.

   Det ene 'jeg' er hurtigt og intuitivt tænkende og fornemmende, fordomstyret og tommelfingerregel-bundet, et 'jeg' der altid hurtigt er parat til at konkludere, og meget tit derfor konkluderer forkert; over for de et andet 'jeg' der til gengæld er reflekterende eftertænksomt, skeptisk og afprøvende, men et 'jeg' der desværre også er dovent, og hvis tænkning er svær at mobilisere fordi den risikerer at gøre livet indviklet, besværligt og krævende; og så er det et 'jeg' som skal bruge længere tid til at nå til konklusioner som baserer sig på viden og kendsgerninger.

   Fidusen ved Kahnemans grundigt beskrevne og dokumenterede teori, er at den har stor forklaringskraft i forhold til en række problemer og tendenser i det moderne samfund. Og det er vel det de bedste teorier kan: give oplysende aha-oplevelser til at forstå det der ellers forkommer mærkeligt eller tåget

   Og for mig var det altså i 2012 den for hurtige og overfladiske journalistik der bredte sig mere og mere i medierne, som jeg pludselig analytisk og nøgternt kunne få skovlen under - uden af den grund at føle at jeg var en sur gammel dræber af kreativ hurtig journalistik.

   

For et halvt år siden stødte jeg så på Daniel Kahneman igen, nemlig i bogen 'Forelsket i vinklen. Om fikseringsfejl hos journalister'. 

   Her brugte forfatterne Mikkel Hvid og Marlene Bjerre hans teori til at forklare hvorfor ellers professionelle journalister jævnligt forføres til at vinkle en historie på en måde som gør historien skæv, misvisende eller ligefrem usand.

Og nu kommer vi så til det aktuelle: 

   I onsdagens Politiken dukker Kahnemans teori så op som en forklaringsmodel til hvorfor økonomerne gang på gang går galt i byen og udtaler sig om samfundsøkonomien - uden seriøst hold i virkeligheden. Det gør de primært fordi deres teorier og modeller bygger på forestilingen om mennesket som det altid rationelle og velovervejede væsen, en forestilling som forskere omtaler som "det økonomisk menneske", og en forestilling som jo netop Kahneman i den grad har punkteret.

   Artiklen på forsiden af Kultur-sektionen er skrevet af Rune Lykkeberg, og har rubrikken: 

Hvil i fred, du økonomiske menneske

Underrubrikken lyder:

Vi har aldrig set det. Vi har aldrig mødet det. Alligevel har det økonomiske menneske været hovedperson i årtiers reformer af velfærdsstaten. Nu har landets ledende økonomer i Dagpengekommissionen erklæret det økonomiske menneske dødt. Rune Lykkeberg tegner en nekrolog over en alt for fornuftig medborger.

En slags faktaboks til artiklen bragte nogle citater fra kommisionens beretning, som vist kun kan være et ekstrakt fra Kahnemans hurtigttænkende intuitive 'jeg'. 

   I versionen på Politiken.dk citeres under rubrikken "Dødsattest":

Dagpengekommissionen gør i et afsnit med titlen 'Vi er ikke altid rationelle' opmærksom på, at det økonomiske menneske som et rent fornuftsbåret væsen ikke altid holder vand. Dette er nogle centrale pointer fra afsnittet i rapporten:    

»Det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at mennesker langt fra altid gør det, der er fornuftigt, rationelt og giver dem størst nytte på længere sigt. Vi er kort sagt ikke altid rationelle. Vi træffer ofte beslutninger, der ikke er gennemtænkte, men derimod bygger på mavefornemmelser, intuition eller sociale normer«.

   »Det første er, at mennesket har forskellige kort- og langsigtede præferencer. Det giver udslag i, at vi udskyder handlinger, der skal foretages på bekostning af fx fritid«.

   »Det andet fund er svag selvkontrol. Det betyder, at vi vælger at udskyde det vanskelige eller ubehagelige«.

   »Et tredje fund er tabsaversion. Fænomenet kendes umiddelbart også fra den klassiske økonomiske disciplin og dækker over, at omkostningen ved at tabe 100 kr. føles større end den tilsvarende gevinst ved at opnå en gevinst på 100 kr. «.

   »Endelig har vi en tendens til at overvurdere os selv. Vi tror, at vi performer bedre, end vi faktisk gør på jobbet, og vi undervurderer risikoen for at blive fyret«.

Jeg blev så glad over at en 'tung' århundredgammel videnskabelig illusion nu omsider så ud til at blive punkteret og erstattet med viden, at jeg skrev et opstemt indlæg på Facebook:

Det bør være lidt af en festdag i dag. Ifølge Politiken er forestillingen om "det økonomiske menneske" lagt i graven, også af ledende danske økonomer, som ellers stædigt hat holdt fast i den - trods en virkelighed som sagde det modsatte. Det viser rapporten fra Dagpengekommisionen.

   Så må man bar håbe at Venstre og hele blå blok (og Finansministeriet) så slår ørerne ud og hører efter. Indtil nu er alle deres forslag til såkaldte reformer jo ellers baseret på netop den forestilling.

   "Det økonomiske menneske" er fantasien om at alle mennesker altid og kun handler rationelt og tænker langsigtet og kalkuleret, en fantasi som den borgerlige økonomiske "videnskab" har baseret sine modeller på i århundreder. Og derfor altid har fejlet hvad angår prognoser om kriser i samfundet.

   Må "det økonomiske menneske" hvile i fred!

   Ifølge Politikens artikel vil "de økonomiske menneske dog hjemsøge politik og økonomisk tænkning som seje spøgelser og genfærd der går igen og igen og igen - i mange år endnu.

Og den spådom om fortsat hjemsøgelse fra 'det økonomiske menneske', skyldes at også fagøkonomer er underlagt loven om at tænke på den måde som er lettest og hurtigst, og som ikke indebærer tidkrævend udvikling af ny besværlig teori, Sandsynligvis vil flertallet af dem i mange år endnu bruge de modeller med indbygget forestilling om 'det økonomiske menneske'  som de altid har gjort.

Information forfølger det samme spor med afsæt i dagpengekommisionens rapport og kritik af 'det økonomiske menneske'. Den avis har vinklet sin artikel på en måde som fremgår af rubrikken:

Svage mennesker træffer kortsigtede valg

 Underrubrikken lyder:

I udformningen af den nye dagpengereform har arkitekterne skelet til en gren af økonomisk teori, der har at gøre med menneskers hang til at træffe ’dumme’ beslutninger. Det er de svage grupper, der træffer de ’dumme’ beslutninger, siger MIT-professor.

Den gren af økonomien der her nævnes, har betegnelsen 'adfærdsøkonomi' - på engelsk 'behavioral economics' - et teorikompleks som også i følge Wikipedia har Daniel Kahneman og hans videnskabelige makker gennem mange år, Amos Tversky som nogle af sine videnskabelige fædre.

  Wikipedia skriver her hvad det er for en special slags 'økonomi, vi her har på banen:

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of psychological, social, cognitive, and emotional factors on the economic decisionsof individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. Behavioral economics is primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents. Behavioral models typically integrate insights from psychology, neuroscience and microeconomic theory; in so doing, these behavioral models cover a range of concepts, methods, and fields. Behavioral economics is sometimes discussed as an alternative to neoclassical economics.

   The study of behavioral economics includes how market decisions are made and the mechanisms that drive public choice. The use of "Behavioral economics" in U.S. scholarly papers has increased in the past few years as a recent study shows.

   There are three prevalent themes in behavioral finances:

• Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.

• Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.

• Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

  Jeg skal ikke her forholde mig til kommisionens forslag - eller til det politiske forlig der fulgte efter igår. 

  Det jeg synes er interessant, er når artiklens hovedkilde, professor Dan Ariely fra MIT i USA, understreger at jo mere komplicerede systemer og rammer man stiller folk over for i forbindelse med lovgivning (som fx et nyt dagpengesystem), jo sværere er det for de svageste grupper i samfundet at træffe langsigtede og velovervejede valg. 

»Forestil dig, at hver gang, du træffer et valg, forstår du konsekvenserne af det valg. Køber du en sandwich, har du ikke penge til bussen. Køber du aftensmad, har du ikke penge til medicin. Alt, du gør, har en konsekvens. Det er ikke kun en forsinket konsekvens, men også en umiddelbar konsekvens. At tænke sådan er hårdt for dig,« siger Dan Ariely.

   Han mener ikke, at man er født til at tænke sådan. Uanset hvilken gruppe i samfundet du tilhører, vil det nedbryde dig, hvis du konstant skal afveje, hvilke konsekvenser dine valg har.

  »Det gør dig mentalt træt. Det gør, at du ikke er i stand til at tænke langsigtet og træffe gode beslutninger. Når du er i en situation af knaphed, får det dig til at tænke meget kortsigtet,« siger Dan Ariely.

Den konventionelle mainstream økonomiske tænkning bygger på en forkert teori om mennesket, nemlig at det altid er i stand til at tænke rationelt og bygge sine valg på langsigtede fordele. Og at det vil gøre det i hverdagens praksis.

   Sådan tænker folk som flest imidlertid ikke. Og slet ikke hvis de materielt er på røven, og uddannelsesmæssigt fattige på mentale ressourcer.

   Så en politik der forudsætter at dem der skal fungere inden for dens rammer, har mentalt overskud til at reflektere og vælge i et langsigtet perspektiv, den er dømt til at være ineffektiv.

   Om det siger Dan Ariely:

»Hver gang du laver politik, har du en teori om den person, som politikken rammer. Det gælder alt fra kriminalitet til skattebetaling. Hvis du har den forkerte teori om den person, er oddsene for at du får en held med politikken meget lille. Du bliver nødt til at lave politik, der medregner menneskets natur. Derfor har adfærdsøkonomi en kæmpe rolle at spille der.«

Det er så en tankegang som også kan spores i en artikel om klimapolitik, skrevet af Informations journalistiske grand old man på området: Jørgen Steen Nielsen.

Rubrikken er et spørgsmål som sikkert mange har stillet sig, som ønsker at politikerne nu gør noget alvorligt ved alt det der skaber og forstærke drivhuseffekten:

Klimabudskabet - hvorfor kan det dog ikke trænge ind?

Manchetten peger på menneskets hjerne - og dermed biologisk begrænsninger i tænkning - som en forklaring:

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med

Artiklen indledes med at udfolde og konkretisere rubrikkens spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

   Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

   Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

   Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

   Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

   Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

George Marshall der forsker i kommunikation om klima og miljø og har skrevet bogen 'Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change', han forklarer at når folk ikke reagerer eller reagerer helt uhensigtsmæssigt, så skyldes det problemernes komplekse karakter:

»Klimaændringer er et ekseptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

   Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

   »Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

En anden forsker i miljøkommunikation, Chloe Lucas, University of Tasmania, forklarer at det grundlæggende handler om vores behov for tryghed:

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Jørgen Steen Nielsen sammenfatter herefter:

Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Og så er det at Daniel Kahneman bringes på bane - igen. Hans teori om de to 'tænkesystemer' - det hurtige og det langsomme - refereres som en slags overordnet forklaring. Og manden selv er dybt pessimistisk på menneskehedens vegne:

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

   »System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

  System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

  Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

   »Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævnte bog.

Artiklen slutter med at citere en række forskere der ser håb og muligheder hvis man kommunikerer på en anden og mere tryghedskabende måde end hidtil. Og sidste afsnit forsøger at løfte den optimistiske fane - hvis man altså snakker om noget andet og afledt end det der er problemet: de katastrofale klimaforandringer, så kan man måske få folk som flest til at gøre det der er rigtigt og fornuftigt:

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

   Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Som læser må man konkludere at journalisten Jørgen Steen Nielsen selv ikke er alt for optimistisk - og vel nærmest deler Kahnemans skepsis.