Sider

mandag den 9. september 2013

Malerier af Afghanistan-krigen som fremmedgjort hverdag og udstillet normalitet - Mathilde Fengers 'bataljemaleri' ophængt på Frederiksborg Slot

Mine to daglige aviser bragte begge for en uges tid siden hver store artikler om en kvindelig maler hvis maleri fra Afghanistan-krigen skulle op og hænge på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot. 
   Navnet på kunstneren er Mathilde Fenger, og hendes maleri som nu bliver en del af nationens malede historie, ser sådan ud:

Bataljemaleri
Bataljemaleri

Billedets titel er "Transition - de danske styrker indsats i Afghanistan"; "transition" betyder 'overgang'. Formatet er 200 x 240 cm. 
   Det hænger nu mellem maleriet af Anders Fog Rasmussen og Dronning Margrethe. Blending!

Straks jeg så afbildningen af maleriet i aviserne, gjorde det faktisk et stærkt indtryk. Indtrykket blev på en eller anden måde hængende på nethindens inderside flere dage efter.
   Og jeg ved godt hvorfor? Fordi det minder mig om nogle af de høj-kvalitet-tegneserier, typisk med franske tegnere som producenter, som jeg i årenes løb har dyrket og nydt.
   Jeg googler hendes navn og billeder. Og der er flere af samme slags. Og selv om det bare er netversioner som ses på computerskærmen, så bekræfter de min oplevelse af at her er noget særligt "på gång".

Ligesom vi har begrebet at noget er "politisk ukorrekt" til at karakterisere upassende udtalelser om køn, race og religion, så er oplevelsen og fascinationen ved synet af  Mathilde Fengers krigsmalerier utvivlsomt også præget af at de i en eller anden forstand er "kunstneriske ukorrekte"
    De er regulært figurative, og motivet er en aktuel krig med danske soldaters deltagelse, noget som vi ikke forventer at se foreviget i et stort maleri ophængt blandt ikoniske kendisportrætter på vores nationalhistoriske museum; nationale krigsmalerier er ikke lige det der har være in på den danske kunstscene så længe jeg kan huske det.
   Stilen er semi-naturalistisk, og det må jeg erkende: Jeg holder af malerier hvor det der ligner det øjet ser, blandes og fusioneres med noget - et ekstra 'lag' - der ikke ligner, er fremmedartet og distanceskabende. Så der opstår et kreativt og fascinerende blending-forhold mellem - UPS: 
mimesis og fantastik
Undskyld de to fremmedord som pludselig dukkede op fra min hjernes verbale gemmer. 
   Men hvis du skulle falde over min gamle bog "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990 - så er der i et appendiks en mange sider lang udfoldelse af dem. 
   Jeg vil måske ved en senere lejlighed tage tråden op.
   
Jeg har tidligere skrevet om en af disse tegnesriernes elitekunstnere: Enki Bilal, født serber, men vokset op i Frankrig. Se:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/christian-schad-en-malers-skbne-i.html
Søgningen på nettet afslører at jeg er gået glip af omtalen af den udstilling som Mathilde Fenger havde i 2012, og som udsprang af en kunstnerisk reportagerejse til den danske militærmission i Afghanistan året inden.  
   På rejsen tog hun i massevis af fotografier og skitser, og omsatte så indtrykkene i 26 stor malerier som bl.a. blev udstillet på Frederiksborg slot. Men udstillingen kom også rundt på en række militærkaserner. 
   Her fortæller en militær 'udstillingsleder' om denne rundtur i en usædvanlig udstillingskontekst for kunst:
HELMAND - en international mission - 
malet og skildret af kunstmaleren Mathilde Fenger

Af Kaptajn Axel Vermehren, udstillingsleder
I 2010 fik kunstmaleren Mathilde Fenger tilladelse af Forsvarsministeriet og Hærens Operative Kommando til at rejse til Afghanistan for at skildre livet i Danmarks internationale militære engagement. 
   Det blev til ca. 2500 fotos, skitser og utroligt mange indtryk, som nu er blevet til 20 store naturalistiske bataljemalerier i olie. 
   Som udstillingsleder på Hærens Officersskole har jeg i samarbejde med Mathilde Fenger fået den ære og glæde at indlede en stor udstillingsrejse, der bl.a. går til 6 af hærens tjenestesteder i løbet af det næste års tid. Samtidig har Hjemmeværnet ønsket at deltage i udstillingen. Der arbejdes tillige på, at udstillingen skal til NATO-hovedkvarteret i Bruxelles. Udstillingen på Frederiksberg Slot og Hærens Officersskole blev gennemført fra den 5. til den 30. september.
   Mathilde Fengers malerier er blevet vist i en harmoni mellem kulturværdier i rammen af slottet og en sandfærdig skildring af livet i Helmand, opsat i primitive og rå stafelier.    Udstillingen er blevet besøgt af ca. 1.300 personer, lige fra Veteranhjemmet, Kunstforeninger, private foreninger, AOF, Erhvervslivets toplederkonference, en række af forsvarets myndigheder og ikke mindst hovedparten af soldaterne fra ISAF 10. 
   Udstillingen har dermed fået et flot afsæt som en skildring af livet i Helmand i Afghanistan. 
   "Det har givet mig et andet perspektiv på tingene. Og så har jeg fået blod på tanden i forhold til at bruge maleriet til noget vigtigt. Ikke kun noget æstetisk, men til at tage stilling".
Mathilde Fenger
Her er nogle af de billeder som indgik i den turnerende udstilling. Stadig fascinerende i kraft af den særlige blanding af indlevet naturalisme og fremmedgørende distancering:

Maleri af Mathilde Fenger - Kampvogn passerer ud af vagten i Camp Price




Du kan se flere af malerierne fra den udstilling her:
http://kopenhagen.dk/artguide/single/article/krig-i-kunsten/
Og her:
http://kissersgalleri.blogspot.dk/2012/07/maleriudstilling-af-mathilde-fenger-pa.html 
 Serien har fællestitlen "Bataljemalerier" - en betegnelse som godt nok lyder gammeldags. Sidst man i dansk regi oplevede danske kunstnere male den slag "krigsreportager", var i forbindelse med krigen i 1864.

Det var den udstilling der fik museumsdirektør for Frederiksborg Slot, Mette Skovgaard, til at bestille et enkelt stort maleri af Mathilde Fenger der skulle sammenfatte essensen af "11 års krig i et maleri", som rubrikken lød i Informations reportageartikel 2. september 2013.

Hun og Frederiksborg Slot fik godt nok noget for pengene! Og nogle visuelle 'eyekicks' til refleksion for eftertiden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar