Jeg har det sidste års tid fået en række aha-oplevelser ved at læse mig ind på forholdet mellem hjernens indretning og funktion på den ene side og kreative processer og operationer på den anden.
En af disse aha-heder har været at hjerne er opdelt i - ikke kun to halvdele - men i en masse meget specifikke moduler med meget specialiserede opgaver, moduler som normalt arbejder relativt selvstændigt, men koordineret sammen. Og som på grund af selvstændigheden så også ikke altid arbejde gnidningsfrit sammen.
Et eksempel er: at når vi taler, så styres prosodi, intonation og tryk (altså den melodiske del af udtalen) af et center i højre hjernehalvdel, mens udtalen af de enkelte ord og deres syntaktiske ordning i en sætning styres af et andet sprogcenter i venstre hjernehalvdel.
Det svarer til at udtalecentret i højre hjernehalvdel styrer stemmebåndets muskulatur, mens udtalecentret i venstre side styrer artikulationen via muskulaturen i og omkring munden.
Normalt forenes nerveimpulserne fra de to centre i en udtale hvor intonationen svinger fint sammen med udtalen af de enkelte ord sat sammen i syntaktisk korrekt ordnede sætninger. Og dette samarbejde fører til at vi får givet forståeligt udtryk for det vi mener med det vi siger.
Men det kan naturligvis gå galt som vi fik eksemplificeret i filmen "The King´s Speach" hvor kongens udtale af ordene blev bremset af et andet center der bremsede eller blokerede for den normale gnidningsfrie udtale, så han kom til at stamme noget så forfærdeligt når han skulle læse en tale op i offentligheden.
På et sprogseminar i juni-måned som jeg tidligere har omtalt, havde adjunkt Jonas Nygaard Blom et interessant oplæg om nogle iagttagelser han havde gjort når uerfarne og urutinerede journaliststuderende skulle læse telegrammer op i radioen.
Han havde fundet ud af at den var gal med netop den naturlige sætningsmelodi - som tilsyneladende "forsvandt" og blev erstattet af en slags intonations-kunstprodukter som han havde navngivet efter deres særlige tryk-melodi-kendtegn: "dronen", "frasehakkeren", "rutsjebanen", "stewardessen", "kælderkarlen".
De uerfarne nyhedsoplæsere greb typisk til en af disse unaturlige intonations- og tryk-skabeloner som så at sige blev påklistret oplæsningen af telegramteksten, og som blev brugt og gentaget igennem lange tekstafsnit uanset sætningstruktur og - mening.
Og de oplæsende, når det hørte resultatet, kunne finde på at sige: "Jamen, jeg lyder ikke som mig selv"; "Det er ikke min tekst"; "Det lyder som en anden end mig der læser". Altså udtryk for en oplevelse af at være en "split personality".
Tolkningen af disse fænomener må være at det normale samarbejde og koordination mellem de to tale-centre i hver sin hjernehalvdel er blevet brudt. At der så at sige er sat en automatisk melodi på oplæsningen, som ikke har noget med indholdet og meningen med det oplæste at gøre. Hvad der jo meget vel kan tænkes at hænge sammen med at kravet til at læse teksten korrekt op samtidig med at man prøver at forstå den, monopoliserer opmærksomheden og forstyrrer den normale automatiske koordination.
Det minder mig om det fænomen som W. Timothy Gallwey beskriver i sine bøger om "The Inner Game of X"- hvor "X" = tennis, golf, ledelse, musik etc.
You can think of your brain as having two distinct parts, what Galwey refers to as Self #1 and Self #2. Self #1 is your conscious mind, where you think, feel emotions, and consciously control your muscles. Self #2 is a nonverbal being, quietly managing the orderly running of the body, storing myriad experiences in memory and retrieving them appropriately without conscious effort.
Når hjernen skal styre en målrettet aktivitet som fx at spille tennis, så kan to de sider: "self 1" og "self 2" - komme i karambolage med hinanden. Der opstår en slags "interferens", således at hensynet til "self 1" forstyrre den gnidningsløse udøvelse af det som self 2 ellers behersker automatisk.
Eller som en anden autoritativ Gallwey-tekst beskriver det:
In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.
Det som Gallwey beskriver som "self 2", svarer ret nøje til den tilstand som Mihaly C-mihaly beskriver som "flow". Og det er altså det bekymrede og alt for selvbevidste og omverdensopmærksomme "self 1" der kan gå hen og spolere flow-tilstanden for "self 2".
Det er så min antagelse i forbindelse med Jonas Nygaard Bloms iagttagelser: At når man normalt taler med andre uden at tænke på andet end at få udtrykt det man tænker, mener og føler med det sagte, så er man i en flow-tilstand som for hjernens to talecentres vedkommende betyder at "melodi-centret" og "ord-og syntaks-centret" gnidningsløst arbejder sammen i udtalen af den indre mening man vil udtrykke.
Men når man så skal læse op af en tekst som ikke er ens egen, så dukker "self 1" op og forstyrre samarbejdet i en sådan grad at hjernen må gribe til nødløsninger og trække på præfabrikerede intonations- og tryk-skabeloner for at der overhovedet kan komme de læste ord og sætninger ud af munden.
Mens den naturlige tale udtrykker en mening som mentalt set kommer indefra, så kræver oplæsning jo at man med øjnene ser og læser en udefra sanset tekst. Hjernen reproducerer så det sete og læste udelukkende via talecentret i venstre hjernehalvdel, idet der ingen automatisk kobling er mellem synscentrets input og intonations-centret der aktiverer stemmebåndet.
For at aktivere den naturlige intonation og tryk, kræver det at læseren "internt"/mentalt har forstået hele meningen og sammenhængen i de sætninger der skal læses op. Og det kræver en særlig form for læsning hvor øjnene læser forud i forhold til det der læses op i nuet. Hvis øjnene kun kan læse ord for ord i nuet så han oplæseren ingen mulighed for at forstå sætningens mening - og derudfra aktivere den "rigtige" intonation og de "rigtige" tryk. Og så træder de kunstig intonations-skemaer ind.
Dette at kunne se og læse forud i forhold til den tekstdel som munden artikulerer i nuet, kræver sandsynligvis træning. Og det vil sikkert hjælpe hvis man læser teksten op på forhånd - indvendig - mange gange. At simulere er at forstå!
Man kan altså analogt med "the inner game of golf" tale om "the inner game of reading aloud".
Der kunne måske ligefrem være pointer at hente fra Gallweys bøger når man skal undervise journaliststuderende i at læse godt op.
(fortsættelse følger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar