Sider

torsdag den 23. februar 2017

Preben Fjederholt vs. Lisbeth Bonde - en fascinerende maler - en fremragende bog - og en god historie som fører mig 'down memory lane'


Preben Fjederholt: Usikkerhedsfelt. 1992

Jeg har jævnligt skrevet om kunstmalere som har været outsidere - har stået uden for tiden, kan man sige - og uden for den moderne kunsthistories main-stream projektørlys.
   Det drejer sig om navne som: Otto Frello, Ole E. Petersen, Trine Søndergaard, Carl Johan Forsberg, Carl Fredrik Hill, Niels Strøbæk, Martin Bigum, Jens Lund, Johannes Holbæk, Jesper Christiansen, Harald Henriksen (der var han igen), m.fl.
   Fælles for dem er, synes jeg, når jeg nu kaster blikket tilbage, at de alle er teknisk dygtige skønhedsdyrkere - med et nærmest romantisk-naturalistisk 'twist'. Aldrig kun overflade, altid flere lag under den genkendelige og sanselig overflade, altid imaginære undetekster - en slags fantasy, men på et artistisk højere eller dybere niveau end nutidens fantasy-tegneserier og -film.

Den seneste udstilling som satte mange tanker i gang hos mig, var udstillingen på Rønnebæksholm med titlen "Forestillinger om skønhed", en udstilling hvor kurator Eva Louise Buus udstillede egne billeder samen med en række ca. 100 år gamle akvarelmalerier som de var inspireret af og parafraser over, malet af den svenske  outsider-maler Carl Johan Forsberg (1868-1938), en kunstner som efter sin død stort set var gået i den kunsthistoriske glemmebog.
   Mit møde med denne fascinerende dobbeltudstilling affødte en hel serie indlæg hvor jeg gravede i kunsthistorien skønhedsbegreb, og i min egen fascination af skønhed i malerkunst med den sansede og genkendelige virkelighed som forbilleder.
   Her link til det sidste indlæg i den serie hvorfra man så, hvis man har lyst, kan arbejde sig baglæns:
Denne lange indledning med mange tilbageblik, for at komme til sagen - det som dette indlæg handler om: en kunstbog - uden en aktuel udstilling at læne sig op ad.

En af mine kreative morgensvømmervenner fra den noget nedslidte svømmehal i Vordingborg, lånte mig for godt en måned siden - som opmuntring i en mørk tid - denne bog med hjem - med en varm anbefaling ...
Følelsen er alt. Preben Fjederholt - kunst og liv
... skrevet af kunstkritiker og journalist Lisbeth Bonde, som, skulle det vise sig når man læste forordet, har "dannet par" med Fjederholt i 11 år - fra 1987 til 1998.
   Preben Fjederholt døde ung, kun 44 år gammel, den 3. juli 2000. Og både hans malerier og hans personlige historie, gør at jeg får lyst til - i forlængelse af de andre kunsthistoriske set 'skæve' navne jeg indledte med - at fordybe mig lidt i bogen, i Fjederholts kunst - og i historien om ham som Lisbeth Bonde fortæller.

Og hvorfor er det så lige at Lisbeth Bonde har skrevet bogen?
   En begrundelse som jeg i den grad kan forstå efter mit uplanlagte og uventede møde med akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren Harald Henriksen (som vel snar må hænge de faste læsere af denne blok ud ad halsen)
   Lisbeth Bonde skriver i forordet:
Det indgyder respekt at opleve en kunstner arbejde. Jeg har set, hvor meget sved der skal til - hvor mange kræfter og hvor meget mod det kræver at udvikle sine egen originale kunst og hele tiden skulle hive sig selv op ved hårene.
   Det er mit ønske, at bogen vil forhindre at Preben Fjederholt, som den væsentlige kunstner fra slutningen af det 20. århundrede han var, ufortjent skal gå i glemmebogen. Det er mit håb, at  bogens mange gengivelser af hans værker vil overbevise de læsere, som ikke kender hans kunst, om, hvor smuk og dyb den er. Men også at de, som allerede kender den, vil blive yderligere bekræftet heri og måske få nogle nye indfaldsvinkler til hans maleri.
Ingen tvivl om det. 
   Jeg er sådan set blevet overbevist af bogen og dens gengivelser af Fjederholts kunst, om at han fortjener at blive husket af kunsthistorien, også selv om - eller måske netop derfor - han er en skønhedssøgende outsider i hvis billeder ikke er for fastholdere.
   Lisbeth Bondes bog blev flot anmeldt i min daglige avis Politiken af Mathias Kryger. Men jeg må have overset den da den kom i den 4. januar.
   Anmeldelsen har den ret så opsigtsvækkende overskrift:
Ny kunstbog maner en hel forelskelse frem hos læseren
Og indledningsafsnittet i anmeldelsen lyder: 
Da jeg begyndte at studere kunsthistorie i år 2000, var den biografiske læsning – den, som mener, at kunstværkets motivation og fortolkning skal findes i kunstnerens eget liv og egen historie – upopulær og underlødig. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Kunsthistorien nu drives også af begær, følsomhed og ikke mindst nysgerrighed.
Down Memory Lane:
   Jeg læste selv kunsthistorie på KU et par år i slutningen af 60´erne, og sådan var det også den gang - både i det studie og i litteraturundervisningen i mit hovedfag dansk: den biografiske metode var stort set YT.
   Den eneste litteraturlærer jeg syntes det var interessant at høre på til dansk litteratur-forelæsninger, var Aage Henriksen. Og han var typisk nok også en af de få undervisere der dyrkede en form for biografisk læsning - af Goethe, Baggesen, Grundtvig, Kirkegaard, Ibsen, Sofus Clausen, Karen Blixen.
 
Det var et sidespring. Her et link til Mathias Krygers anmeldelse:
http://politiken.dk/kultur/boger/art5772060/Ny-kunstbog-maner-en-hel-forelskelse-frem-hos-l%C3%A6seren
Nekrologerne i de store aviser for godt 16 år siden, er enige om at Preben Fjderholt vare en stor kunstner der havde en lovende og endnu større karriere foran sig, at han var noget af en enspænder, en der så at sige stod uden for tiden, og en maler hvis kunst på en gang var moderne og tilbageskuende.
   Det første kapitel i Lisbeth Bondes bog har - sigende nok - titlen:
En kunstner ude af trit med sin samtid
Min morgensvømmerven som lånte mig bogen, er inkarneret kunstsamler - og har været det i mange år - og er samler i en helt anden klasse og genremæssig bredde end det ensporede produkt af min Harald Henriksen-mani de seneste par år.
   Som en hilsen med på vejen, fortalte han at han faktisk i sin tid selv havde købt to af Preben Fjederholts malerier, som han havde hængende på væggen.
   Dem havde jeg ikke specielt lagt mærke til sidst jeg besøgte ham og igen beskuede alle de kreative herligheder på væggene.
   Deraf kan man lære at når man har så mange forskellige gode kunstnere på sine vægge, så er risikoen at deres udtryk har en tendens til at overdøve hinanden.

Men her er fotos af hans to Preben Fjederholt-malerier som han faktisk for et par år siden havde gjort Lisbeth Bonde opmærksom på at han ejede hvis hun var interesseret i at have dem med i bogen:

Preben Fjederholt: Metafysisk landskab. 1989 (130x100cm)
Preben Fjederholt: Uden titel. ca. 1989-90 (?) (44x55cm)

Når man isolerer de to malerier som jeg her har gjort her, kan man jo straks se at de form- og udtryksmæssigt er særpræget interessante, og at de følelses- og fantasimæssigt kan noget helt særligt.
   Fælles for dem er det tågede og flimrende i overfladen, med motiver (hhv. skovlandskab og kvindelig model i interiør) set igennem en uskarp optik, og brug af en meget begrænset og noget jordslået palet, hhv. "grønt-chancerende " og "brunt-chancerende".
   De to malerier kaster tydeligvis begge mental- og kunst-historiske tråde tilbage til nogle af århundredskiftets store outsider-malere, fx og ikke mindst Wilhelm Hammershøj, hvis billeder, motiver og stil-særpræg jeg har skrevet ret detaljeret om i et længere indlæg fra midt i juli sidste år efter et besøg på Hammershøj-udstillingen på Ordrupgaard:
Så min kunstsamler-ven har været tidligt ude og har virkelig haft næse for Preben Fjederholts særlige kunstneriske kvaliteter og særpræg. Jeg kan nemt forstå at han købte dem.
   I et brev til Lisbeth Bonde der til sin bog har efterlyst solgte Fjederholt-malerier i privateje,  fortæller han om sine to:
   Billederne er måske ikke helt vellykkede.
   (...)
   Begge billeder er købt i Galleri Gry.
   (...)
   Det grønne billede hedder "Metafysisk landskab" og er fra 1989 og måler 130x100 cm. Det brune billede  har jeg ingen titel på, men det forestiller vist nok hans kone. Det er købt i 1992 og måler  44x55 cm.
Det er først da jeg læser Lisbeths Bondes bog at jeg for alvor  bliver klar over Fjderholts kvaliteter.
   Ikke bare giver bogen en fascinerende fortælling om ham og hans kunstneriske liv, set i samleverens tilbageskuende optik, men teksten har også en del referencer som flere gange sender mig 'down memory lane'.
   For eksempel side 41 hvor "sprogforskeren, semiotikeren og digteren Per Aage Brandt" fremhæves for "sin encyklopædiske viden og frodige fantasi" i forbindelse med etableringen af forlaget og galleriet med navnet Basilisk.

Down Memory Lane:
   Per Aage Brand var "semiotiker", jeg var "pragmatiker" - de to dominerende, fornyende og konkurrerende retninger inden for sprog- og litteraturforskning i slutningen af 60'erne og første halvdel af 70'erne.
   I 1967 (må det have været) optrådte vi imidlertid sammen på en jazz-og-poesi-aften i Studentersamfundets lokaler på H. C. Andersens Boulevard: Han spillede jazz-klaver, jeg læste mine digte op.
   I Lisbeth Bondes historie er vi godt 20 år længere fremme, hvor hun blev den første leder af galleri Basilisk, som bl.a. udstillede Preben Fjderholts malerier fra den periode.
 
Først og fremmest er hendes bog også, som hun selv fremhæver, rigt illustreret med mange af Fjederholts malerier - inden for alle klassiske genrer og dækkende en stor del af hans kunstner-karriere:

Opslag fra bogen der viser nogle af "12 Kalenderbilleder". 1995
(viser malerierne "Januar" til "Maj")

Opslag fra bogen der viser to malerier: Uden Titel, fra 1998

En hurtig søgning på 'billeder' på Google på hans navn gav bl.a. følgende hits:



Det er den type malerier i bogen der først gør størst indtryk og fascinerer - i hvert fald mig. 
   De fleste med fællestitlen "Metafysisk Museum". Og alle er kendetegnet ved denne specielle slørede og ufokuserede optik, en "linse" der så at sig er lagt ind foran motivet som en anti-naturalistisk sanselig og stemningsgivende chikane for umiddelbar genkendelse og identifikation.
   En del af malerierne fremtræder som en form for minimalistisk still-leben, som dem her:

Preben Fjederholt: Interiør
Preben Fjederholt: Still Life

Andre af Fjederholts billeder har karakter af hvad Lisbeth Bonde betegner som "metamalerier", dvs. malerier som viser mystiske og øde udstillingslokaler med ophængte - ofte mærke og næsten motivløse - 'malerier' - 'malerier inden i malerier som jo dermed reflekterer - og reflekterer over - sig selv:

Preben Fjederholt: Metafysisk Museem. 1989
Preben Fjederholt: Metafysisk Museum. 1989

Det er forståeligt at mange kunsthistorisk kyndige der skriver om Fjederholts billeder, får associationer til Vilhelm Hammershøjs malerier fra begyndelsen af 19-hundredtallet: mennesketomme interiørbilleder, den arkitektonisk forenklede stramhed i motivet med centralperspektivisk dybde og et forsvindingspunkt der fører gennem flere rum og åbninger, den afdæmpede næsten monokrome farveholdning, en markant lyssætning der giver rummene karakter, og det let tågede og udviskede der overlejrer alle skarpe linjer og konturer; som blev motivet set gennem en dårligt fokuseret og uskarp optik.

Bogen viser også en række af Fjederholts interiørmalerier med nøgenmodeller - beslægtet med det "brune" som min ven havde købt omkring 1992 i galleri Gerly, og som angiveligt viste hans kone Lisbeth Bonde.
   Her er flere inden for denne klassiske genre og motivkreds:


Her fornemmer man et tydeligt slægtskab med Wilhelm Hammershøj som naturligvis ogs også har malet kvindelige modeller:



Jeg har selv siden jeg begyndte at male akvarel for 5 år siden, som regel malet efter egne eller andres fotografier (som jeg har benævnt 'forbilleder'), og jeg har ofte filosoferet over hvad der sker i billedet og hos beskueren når man maler et motiv der via fotografiet som mellemstation bliver en slags 2. grads repræsentation af et naturtro og genkendeligt motiv.
   Som gennemgående etiket af mange af mine billeder har jeg talt om "akvareldrømme" - fordi, når man transponerer fra foto til akvarel, bliver der noget uvirkeligt og drømmeagtigt over motivet.
   Her er et af mine få billeder af en kvindelige model, malet med akvarelfarver og med 'forbillede' i et fotografi hentet på nettet:

Modelstudie. Akvarel. 2015
Egen produktion
'Forbillede'

Hos Lisbeth Bonde er det interessant at læse sig til at når man fremhæver den "tågede og uskarpe optik" i hans billeder, så er det ikke bare er en udvendig beskrivende metafor for Fjederholts motivslørende stil og udtryk. 
   Rent faktisk er mange af hans billeder nemlig malet efter fotografier han selv har taget - og er altså produceret med et visuelt afsæt i forudgående fotografiske repræsentationer af motivet 
   Men hans motivisk udforskning af virkeligheden via fotografier går altså i stik modsat retning af samtidige 'hyrperrealistiske' malere som fx Niels Strøbek, som jeg tidligere har været optaget af og skrevet om, bl.a. i det her indlæg:
Fjederhold kan meget vel helt bevidst have valgt at optage sine fotografiske 'forbilleder' til sine malerier med en bevidst ufokuseret eller rystet optik.
   Jeg synes dog samtidig det rammer lige i plet hvad angår Fjederholts kunst, det Strøbek-citat som jeg har brugt flere gange i tidligere indlæg:
Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.
Lisbeth Bonde fortæller:
Fjederholts malerier handler i høj grad om hvordan man kan gestalte virkeligheden i et malerisk sprog, der tager afsæt i fotografiet.
(...)
Mange motiver blev desuden til på baggrund af Prebens egne manipulerede fotos, når han satte fotos sammen på nye måder, hvis ikke han tegnede direkte på dem, så han opnåede en anden virkning - et malerisk modsprog til den skinbarlige virkelighed. (...) Men uanset motivet så søgte han - (...) - altid at udforske skønheden.
   Det kan være nok så mennesketomme rum, nok så forladte parker, og en nok så labyrintisk arkitektur, ligegyldigt hvad og hvor, forlener han motivet med skønhed.
Andre beskrivende adjektiver som presser sig på når man ser Fjederholts billeder, er "gådefuldhed","usikkerhed", "ubestemmelighed".

Det synes jeg ikke mindst man oplever ved mødet med mange af hans "grønne" udendørsbilleder. For hvad viser de? Hvad er det egentlig man ser?
   I mange af dem er konturerne i motivet er ikke bare slørede, men ofte regulært flimrende og vibrerende (kan minde lidt om nogle af Monets sene malerier hvor som han malede da han var næsten blind). 
   Og man har ved synet af flere af dem en fornemmelse af at der kan ligge tidligere versioner bag, som helt eller delvist er malet over: 'konceptuel blending' - en slags malerisk palimpsest.
   Her chancerer farveholdningen inden for et sort-blågrønt spektrum som ifølge hans kunstnerven Peter Martensen ofte opnås ved at blande "emerald green" og "kraplak" i forskellige forhold:


En gennemgående stemning af vemod, melankoli og sorg emmer ud af mange af disse billeder.
   Lisbeth Bonde fortæller at deres første søn var død ved fødslen. Og videre:
En uges tid efter dødfødslen kom vores gode ven Harly Sonne på besøg. Han havde sin guitar med, og spillede Eric Claptons sørgelige sang Tears from Heaven, som han spillede med stor empati. Det var hans kærlige trøst til os.
Down Memory Lane:
   Harly Sonne der begik selvmord i 1998,  var også 'semiotiker', fem år yngre end mig - og vel nærmest at betragte som en Per Åge Brandt-elev der - om muligt - var mere begavet end sin mentor.
   Jeg mødte Harly første gang da han i  september 1973 dukkede op på et 2. dels kollokvium i "samtaleanalyse" på danskstudiet på KU, som jeg som ekstern lektor stod for.
   Han kom med så mange provokerende, begavede, belæste og kreative indspark i løbet af 1. semester, at jeg måtte arbejde (tænke, læse, skrive) som en gal i hele januar på skriftet "Papirer til "Samtalens Grammatik", så det var klar til udlevering ved 2. semesters start - for at jeg over for holdet kunne demonstrere at jeg fagligt i det mindste matchede Harly, et papir som siden blev trykt som et "Rolig-papir" på RUC året efter - og fik en del faglig anerkendelse som en slags pionerværk inden for den del af den pragmatiske sproganalyse:
Harly og jeg blev faktisk senere private venner efter denne faglige 'konfrontation'.
   I årene efter udviklede han sammen med en kollega Christian Gramby den såkaldte 'udsigelsesmodel', der som teoretisk indspark blev helt afgørende for min egen udvikling af teorien om 'faktionens dramaturgi' i medierne - som endte med bogen "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990.
   Jeg blev interviewet om indholdet i bogen af Harly i forbindelse med udgivelsen. Det skete i et timelangt radioprogram på P1. Harly var på det tidspunkt kommet hjem fra seks års ophold i Holland med en professortitel, men uden job, og havde så fået job som programmedarbejder i et DR-bogpogram.
   Interviewet var ekstremt venligt og forstående, og jeg husker at jeg var meget stolt fordi jeg oplevede at måden det blev afviklet på, var udtryk for Harlys anerkendelse og respekt for mit arbejde.
   Det hører så med til den historie at faktionsbogen ikke var "akademisk" i traditionel forstand, men en slags kursuskompendium - og at jeg i mange år primært havde arbejdet praktisk i DR som intern uddannelseskonsulent.
   Her et link til Erik Skyum-Nielsens nekrolog ved Harly Sonnes død:
Jeg kan skrive under på hvert et ord.
 
Tilbage til Fjederholt 'blågrønne' eksteriør-malerier:
   Med dem overskrider maleren rammerne sat af sin store inspirationskilde Vilhelm Hammershøjs mentale og visuelle interiør-univers fra århundredskiftet.
   De her er ligesom 'rystede' som jeg kender det fra 'mislykkede fotografier' i min ungdom - og de  indimellem nærmest spøgelsesagtige park-, skov- og have-landskabsmalerier trækker associerende tråde videre tilbage til romantikken og dens dunkle og naturmystiske landskabsmaleri:


Og Fjederholts interesse for fortidens malerkunst går endnu længere tilbage i kunsthistorien:
   I bogen finder man et Fjederholt-maleri fra 1990 som er en regulær pastiche over Vermeers berømte "En kvinde i blåt, der læser et brev" (1663), et billede som også Wilhelm Hammershøj jo tydeligt var inspireret af i en række af sine interiører fra Strandgade 30 - med sin kone som motiv og model.
   Her et foto af Fjederholts billede som det vises i bogen:

Preben Fjederholt: Pastiche over Vermeers "Kvinde i blåt der læser et brev", ca. 1990

Ups! Down memory lane igen: 
   Et af mine tidligste 'træningsakvareller' fra november 2011 var - mærkeligt nok - også en Vermeer-kopi:

Egen akvarel: Pastiche over Vermeers "Pige med perleørering". 

Vermeer frister og udfordrer åbenbart til pasticher og kopieringer, hvad man godt forstår.

Mange af Fjederholts malerier med sort-blågrønne park- , skov- og have-motiver som vist ovenfor, er altså hentet fra studierejser i Italien og besøg i de italienske klassiske parker og villahaver. 
   Men der er også en lang række række smukke, slørede og smukt vibrerende malerier med motiver fra danske herregårdsparker, som vises i bogen.
   
Ifølge både Lisbeth Bonde og Peter Martensen var Preben Fjederholts anden store inspirationskilde Gerhard Richter, som Louisiana havde en udstilling med i 2005, anmeldt her i Information af Erik Steffensen. 
   Jeg så ikke udstillingen, men husker - anmeldelsen:
Lisbeth Bonde fortæller at Preben Fjederholt var stærkt optaget og inspireret af de her Richter-malerier med tændte stearinlys som motiv, som han så på en udstilling i Moderna Museet i Stockholm 1984. 
   Malerierne har tydeligvis fotografier som forlæg, men er samtidig slørede som Fjederholts still-leben fra omkring 1989-90:

Gerhard Richter: Zwei Kerze. 1982
Gerhard Richter: Kerze. 1983

Ifølge Lisbeth Bonde malede Fjederholt også en række billeder med tændte stearinlys i et abstrakt rum.
   Men de er ikke med i bogen, og jeg kan ikke finde dem på nettet. Men som nævnt stemmer Richters billeder her genremæssigt godt overens med de still-leben af Fjederholt jeg har vist oven for.

Her nogle af Gerhard Richters abstrakte malerier fra begyndelsen af 90' erne, som tydeligvis også har været stærke inspirationskilder for det 'rystede' og vibrerende udtryk som mange af Fjederholts grønne billeder fra 90'erne har:

Gerhard Richter: Abstractes Bild.1990
Gerhard Richter: Abstractes Bild. 1994
Gerhard Richter: Abstractes Bild. 1992

Men Fjederholts billeder er ikke rigtig 'abstrakte', har altid et genkendeligt motiv som 'forbillede'.

Fra bogens sidste kapitler som gentager bogens titel "Følelsen er alt", får jeg en stærk oplevelse af 'deja vue'. 
   Lisbeth Bonde fortæller her  at Preben Fjederholt (2 år efter deres skilsmisse) har fået et San Cataldo-stipendium, og derfra vender hjem til Danmark den 5. juni 2000 efter i en måned at have boet og malet der. En lille måned efter, den 3. juni var han død af eftervirkningerne af den legionella-infektion han havde pådraget sig i Rom på vejen hjem fra San Cataldo
   San Cataldo er et såkaldt refugium oppe i bjergene ved Amalfikysten hvor man  - enten via et stipendium eller selvbetalt - i ro  kan arbejde kunstnerisk og kreativt i en kortere eller længere periode. 
   Og fruen har faktisk boet og arbejdet med at skrive manuskripter til en tv-serie samme sted i en periode i sensommeren 1996 - også betalt via et stipendium.
I Lisbeth Bondes bog er der vist en række malerier med motiver fra det ophold, som jeg har affotograferet  her:


De har alle mere eller mindre karakter af skitser som senere skulle viderebearbejdes til færdig billeder hjemme i atelieret.
   Men det følgende Fjederholt-maleri som jeg selv er virkelig stærkt betaget af selv om jeg kun ser det på nettet, er ikke med i bogen. Det har titlen "Blue Rain og er fra 1999. 
   
Preben Fjederholt: Blue Rain. 1999. (100x100 cm)
Motivet stammer utvivlsomt fra et tidligere ophold i Italien, og kunstneren kan meget vel have både hjembragt skitser derfra og fotografier til støtte for erindringen og følelserne knyttet til det.

Down memory lane - igen:
   For godt et halvt år siden var fruen og jeg sammen på en uges akvarelkursus i Amalfi-området. Underviseren var Ane Grete Aagaard som vi før havde været på et to dages kursus hos i Farum for et par år siden. 
   Hun er en meget dygtig akvarelmaler i klassisk stil, og jeg har samlet op på mine erfaringer på det kursus i dette indlæg:
På det tidspunkt havde jeg i tre måneder været på en stærk medicin der skulle behandle og bekæmpe min CML-leukæmi. Det så efter nogle måneders behandling ud til at gå rigtig fint - lige efter bogen, kunne man sige. 
   Så jeg var ikke bekymret for at tage afsted og vi havde 7 fine dage i et hotel der lå et hårnålesving neden for San Cataldo.

Jeg var ikke særligt tilfreds med mine billeder fra kurset, hvad der også fremgår af indlægget, men de her tre syntes jeg dog havde noget over sig:

 Akvarel: "Cypresser og pinjer i tåge i bjergene over Amalfi". 2016
(egenproduktion)
Akvarel: "Trappeparti i byen Minuta". 2016
(egenproduktion)
Akvarel: "Mørke skyer over Ravello". 2016.
(egenproduktion)

Som John Lennon sang: "Life is what is happening to you while you are busy making other plans."
   
Martin Bigums har kommenteret Fjederholts maleri "Usikkerhedsfelt. 1992" som du mødte i toppen af dette indlæg:
En aften i 1992 cyklede jeg træt hjemad fra atelieret, ind gennem København, og i Politikens Forhals vindue hang maleren Preben Fjederholts store maleri 'Usikkerhedsfelt'. Det fik mig til at standse, og der stod jeg så med cyklen mellem benene, i en 20 minutter.
   Når man kan mestre et maleri så fint som her, så er det ikke en enlig svale - så er det fordi talentet er ongoing, insisterende og fordybet.
   Vuét over Roms topografi, med Colloseum, Forum Romanum og Tiberen, de glitrende gader, det var antikkens Rom, der her var skildret, men chock: med store jetflys skygger fastholdt i deres "hækkeløb" over de varme tagtegl.
   Fjederholdt legede med sit motiv og sin beskuer, med vores forestillinger om historiens gang. Ved første øjekast havde jeg tænkt at det var et meget fint mestret, tungt oliemaleri, i næste øjeblik udkrystaliseredes eftertanken, med det konceptuelle clash af charterfly i antikken.
   Igen, en gennemarbejdet vision, ind fra højre, ikke til at skrabe af hukommelsen og erkendelsens vindspejl.
Kommentaren stod i en artikel med overskriften "At vove en vision" med overliggeren: "Passioneret trods. Malerier fra den almene hukommelses mørke", hvori han introducerede udstillingens øvrige udstillere, heriblandt altså Preben Fjederholm.

Her billedet igen:

Preben Fjederholt: Usikkerhedsfelt. 1992
(Maleri af vue over det klassiske Rom, med skygge af moderne flyvemaskine)   

Link til hele artiklen her:
http://docplayer.dk/7013493-At-vove-en-vision-passioneret-trods-malerier-fra-den-almene-hukommelses-moerke.html

tirsdag den 31. januar 2017

Mulige og umulige veje til at give Trump og andre trumpister journalistisk modspil - med afsæt i en klumme af Amalie Kestler


Dette indlæg ligger i forlængelse af det foregående her på blokken som havde overskriften ...
   "Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?"
   Hvis du ikke har læst det, så foreslår jeg at du læser det først - inden du går videre med dette indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/01/nar-brug-af-erfaringssprog-i-politiske.html
Det tidligere indlæg tog afsæt i en 'Signatur'-klumme i Søndagspolitiken af Amalie Kestler fra den 22/01/2017 som havde rubrikken:
Fem veje til en bedre journalistik
Forudsat i sådan en overskrift er at journalistikken i disse år i en eller anden forstand er 'dårlig'  eller er blevet 'dårligere' - og trænger til et forbedrende løft som dette medlem af  'lederkollegiet' vil vise veje til.
   I punktform ser 'de fem veje' sådan ud:
  1. Handlinger frem for holdninger
  2. Indhold frem for anklager
  3. Nyheder er ikke hvad de har været
  4. Konsekvens frem for begivenhed
  5. Behold autoriteten
http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/
Jeg suser baglæns - 'down memory lane' - til min første kronik i Politiken i 1998 efter at jeg var blevet 'kaldet', som det hedder, til et professorat i journalistik (det første i Danmark) ved Odense Universitet (senere SDU). 
   Kronikken havde overskriften "12 påstande om journalistikken uvæsen", og min ide var at jeg, lidt provokerende, ville gøre opmærksom på at den nye journalistuddannelse i Odense (sammen med den nye på RUC) faktisk havde fået et eksplicit opdrag af den daværende regering til gennem en mere akademisk orienteret og fagligt funderet uddannelse at højne journalistikkens kvalitet i de skrevne og elektroniske medier.
   Som back up for de "12 påstande" havde jeg i godt et halvt år forud samlet og sammenfattet eksempler på hvad man blandt politikere, forskere og i medierne selv, offentligt havde bebrejdet journalisterne af dårligdomme og svigt i deres professionelle arbejde, et arbejde som jo ideelt set burde ske 'i sandhedens tjeneste' og med et særligt ansvar som 'den fjerde statsmagt'.
1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.
2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.
3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.
4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.
5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.
6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.
7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.
8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.
9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.
10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.
11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.
12. Journalistikken truer demokratiet.
Nogle få journalister blev sure. Nogle få journalisthadere sendte opmuntrende breve. Resten var tavshed.

Hvis nogen dengang omkring slutningen af århundret i fuldt alvor havde at troet at målsætningen om et markant kvalitetsløft kunne realiseres gennem to nye journalistuddannelser, så blev de skuffet. 
   Selv håbede jeg jo det bedste da jeg startede i jobbet, men vidste jo godt at det blev op ad bakke.
   Derfor kronikken.
   En afværgeforanstaltning på forhånd.
   Alt pegede allerede den gang på at der var store og stærke samfundsmæssige kræfter, både økonomiske og teknologiske, som trak i den modsatte retning.

Den 10. december 2012 havde tv-vært og filosofisk anlagte journalist Clement Kjærsgaard en kronik i Politiken hvori han formulerede og uddybende kommenterede denne rubrik:
Ti principper for en bedre journalistik 
... med en bagvedliggende tankegang som minder om Amalie Kestlers  (og min egen 14 år tidligere). 
   De ti principper var formuleret sådan her:
10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.
Begavet, nuanceret, fornuftigt, gennemtænkt.
   Og jeg refererer loyalt og interesseret i et indlæg som fremhæver Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", at Clement Kjærsgaard i kronikken gør sig til talsmand for den langsomme, tænksomme og tung-i-røven-system 2-tænkning, selv om han altså som vært på DR2 var og er berømt (og berygtet) for at være den hurtigste danske live-vært i journalistiske debatprogrammer når han fyrer kritiske spørgsmål af til de i studiet indkaldte politikere og andre magthavere i Danmark:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012_12_11_archive.html
I januar 2015 offentliggjord Center for Nyhedsforskning på RUC en rapport der fremlagde 'en omfattende kortlægning af danske mediers etik', udarbejdet af nogle af mine tidligere kolleger fra journalistuddannelsen på RUC: Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, Sofie Flensburg, Maria Bendix Olsen.
  Gode folk. Kloge folk. Reflekterede folk.

De konkluderede - efter et punktvis referat af indholdet i undersøgelsen - i solid akademisk stil:
Hvordan man fortolker rapportens mange konklusioner, vil naturligvis afhænge af, hvilket presseetisk ideal man har. Men journalisternes stærke bevidsthed om presseetikken, det øgede antal interne retningslinjer i mediehusene og journalister og redaktørers opbakning til Pressenævnet må overordnet fortolkes positivt for dansk journalistik anno 2014. Til gengæld kan der også påpeges problemer, særligt hvad angår manglende konsekvenser af overtrædelser af presseetikken, at det stadigt hurtigere nyhedskredsløb på mange måder presser etikken, samt at mange af de nye netmedier ikke har det samme fokus på medieetik, som de traditionelle, etablerede mediehuse.
http://slks.dk/mediernes-udvikling-2015/specialrapporter/medieetik/
Rapporten er bestemt ikke ukritisk.
   Men på den anden side: ganske beroligende, set i lyset af den kritik der løbende kommer fra politisk hold om at journalister giver køb på etik og kildekritik for at forfølge sensationelle historier, og - ikke mindst - for at kunne følge med i konkurrencen fra journalistisk set uredigerede nyheder på internettet.

For mig er der ingen tvivl om at nyhedsjournalistikken har været i en stadig mere intensiv krise de sidste 10-15-20 år.
   Jeg har dog selv haft en vis optimisme knyttet til at den undersøgende journalistik (IR='investigative reporting') stort set i den samme periode stadig har haft en vigtig plads og stor betydning i pressedækning af samfundets politisk og økonomiske magthavere.
   Både i regionale og landsdækkende aviser og i de tilsvarende større elektroniske medier.

Men Trump og hans ligesindede kan selv de mest seriøse og undersøgende journalister åbenbart ikke klare.
   Og en højnelse af journalisternes etik er ikke svaret, tror jeg.

Jeg har i det foregåend indlæg gjort opmærksom på at Trump - både i sine taler, i sine svar når journalister konfronterer ham, og i sine direkte meddelelser på Twitter - konsekvent bruger 'erfaringssprog', en sprogbrug vi alle, og ikke mindst dem der mener det samme som ham, kender fra dagligdagens private snak og meningsudvekslinger, og som vi derfor kan identificere os med - også selv om vi er totalt uenige - og måske oplever det som vulgært, chauvinistisk, fordomsfuldt, unuanceret og decideret løgnagtigt - og udtalt mod bedrevidende.
   Og når han så får kritiske journalistspørgsmål om det han har sagt, så hjælper journalisterne ham - paradoksalt nok - ved at citere ham og hans svar, og ved at give ham mulighed for at repetere det: 
 
- Reporter: "Du har sagt sådan og sådan og sådan. Mener du virkelig det, når kendsgerningerne, forskerne, undersøgelser, historien dokumenterer at noget andet er tilfældet?
Trump: "Ja, selvfølgelig.Sådan og sådan og sådan. Og Yakkedi, yakkedi, yakkedi, yak..."
 
Kritisk afslørende spørgsmål af den slags giver så Trump et glimrende afsæt til både at fremture i udtalelsen (og dermed få den gentaget offentligt), eller give den ekstra emotionelt eftertryk ved at uddybe og forstærke den med flere følelsesmæssigt potente sproglige billeder og opsigtsvækkende kontroversielle påstande.

Hvis man så spillefilmen "Spies og Glistrup" fra 2013, som blev genudsendt for et par dage siden i tv, eller hvis man er så gammel som mig (73 år) og kan huske de to herrers optræden i medierne i levende live, så vil man vide hvad jeg snakker om.
    På mange måder kan man sige at de to er gået op i en højere enhed i skikkelse af Trump. 
   Konceptuel blending, så det basker.

Og som det pæne fornuftige og vidende menneske man er, så  må man jo spørge sig:
   Hvorfor er det ikke ødelæggende for Trumps troværdighed som politiker (og for dem der ligner en fortyndet udgave af ham) at han på den måde gang på gang af journalister og eksperter offentligt bliver afsløret i hele og halve usandheder, i fatal uvidenhed i forhold til det han udtaler sig om, i åbenlys racisme og sexisme, i grænseoverskridende brud på god tone og almindelig anstændighed, i oplagte dumheder, etc.? 
   Det ville det  jo nemlig være for langt de fleste main stream-politikere. 
   Eller sådan var det måske en gang, men er ikke mere?

Her sammenfatter jeg så hvad det er for en konklusion som det er nødvendigt at seriøse journalister og en seriøs presse må forholde sig til, hvis man ikke ønsker at Trump og tilsvarende 'trumpister' i andre vestlige lande skal få endnu mere frit løb i de kommende år. 
   Konklusionen er baseret på forholdsvis grundig læsning af artikler i seriøse aviser og og gennemsyn af historier i seriøse tv-nyhedsprogrammer.

- Hvis en tilstrækkelig stor del af vælgerne er enige og og langt hen ad vejen synes at det meste af det Trump siger, er det de inderst inde tænker, mener og føler, ... 
- Hvis Trump i høj grad meddeler sig til vælgerne via sociale medier som Twitter og dér udtaler sig med kontroversielle påstande som er delt i hundredtusindtal længe inden han kan få stillet kritiske spørgsmål af main-stream-mediernes reportere, ...
- Hvis de efterhånden mange vælgere som primært får nyheder via sociale meder, ikke har mulighed for at skelne mellem opsigtsvækkende nyheder hvis indhold er sandt, og falske nyheder med opdigtet sensationelt indhold som der bliver flere og flere af ...
- Hvis en stor del af vælgerne har mistet tilliden til kritiske eksperter og gravende journalister (der socialt og økonomisk har deres på det tørre), og som formulerer sig i et 'objektivt', billedfattigt, følelsesrenset, abstrakt og indforstået videnssprog, ...
- Hvis en stor del af vælgerne  ikke har tillid til flertallet af main stream-politikere hvis offentlige udtalelser er gennemsyret af uldne abstraktioner, henholdende løfter og eufemistisk omskrivninger, ...
- Hvis efterhånden mange års lovgivnings- og traktatmæssige liberaliseringer af økonomi og arbejdsmarked, primært  ser ud til at have gavnet et i forvejen velståend mindretal, og samtidig ser ud til at true den økonomiske tryghed for større dele af befolkningen, ...
... , ja, så er de traditionelle strategier som seriøse nyhedsjournalister og - solide graver-journalister og kritiske vidende eksperter og analytikere ellers i mange år har kunne praktisere i offentligheden (sådan ca. siden Watergate-sagen), simpelt hen blevet demonteret, gjort ubrugelige og impotente.
   
Det kræver radikal journalistisk nytænkning. 
   For blindt at forsætte med at udøve traditionel politiske nyhedsjournalistik og  seriøs kritisk undersøgende journalistik som hidtil, går simpelt hen ikke længere.
   Det hjælper nemlig bare 'trumpisterne' - i stedet for at modarbejde deres forurening af offentligheden. 
   De traditionelle journalistiske strategier fungerer ikke længere 'i sandhedens tjeneste'. 

Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 
   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt journalistisk bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.
   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".
   Men er det nok?

Her følger nogle mere radikale råd i forlængelse af Amalie Kestlers 'fem veje', råd som jeg udmærket ved at ingen journalist ved sine fulde fem kunne finde på at følge, men som faktisk er en logisk konsekvens af hvad vi har set ske politisk i det seneste år:

Handlinger frem for holdninger
Det er ikke og bør ikke udbasuneres som en overskriftbærende nyhed at Trump og andre trumpister udtaler sig løgnagtigt, fordomsfuldt og mod bedrevidende. Lad løgnen dø i tavshed. De gør det bare for at blive citeret endnu en gang, og de ved at deres supportere er lige glade med om det er sandt eller ej

Indhold frem for anklager
Det bør ikke trække overskrifter i pressen at Trump og alle hans svende rent faktisk begår de dumheder mht. lovgivning som de siger de vil gøre. Når de har magt til at gør det, så skal man lade dumheden dø i tavshed indtil konsekvensen bliver tydelig for alle.

Nyheder er ikke, hvad de har været
Drop at skrive nyheder i den seriøse presse som bevidstløst citerer og dermed redaktionelt utjekket halser bagefter sensationelle og kontroversielle udtalelser fra Trump (og lignende) på de sociale medier. De kommer kun med den slags udtalelser fordi de ved at journalisterne går efter den gode historie som et sensationelt og provokerende citat (måske, måske ikke) indeholder

Konsekvens frem for begivenhed
Undgå at hoppe på breaking news-vognen i konkurrence med de andre medier. Breaking news er nyhedsdækning baseret på uvidenhed og manglende overblik. Vent med at slå det stort op indtil man med sikkerhed ved hvad der er sket og sagt, og har mulighed for at beskrive de sandsynlig konsekvenserne. 

Behold autoriteten
Lad være med at rapportere en tvivlsom sandhed viderebragt af en tydeligvis interessestyret kilde selv om det så vil være en god (men også letkøbt) historie med en skarpvinklet overskrift at kunne finde og citere en måske lige så biased ekspert der kan skyde den selvsamme 'sandhed' ned med et velvalgt citat.


lørdag den 28. januar 2017

Når brug af 'erfaringssprog' i politiske udtalelser sikrer citater og delinger i pressen og på nettet - som snyder de journalistiske gatekeepere ... Hvad så?

http://journalisten.dk/journalisten-i-111-aar-tag-med-paa-tidsrejse

Jeg kan sige det som det er: Jeg håber inderligt at jeg i fremtidige blok-indlæg, kan blive fri for at omtale den nyvalgte USA-præsident, Donald Trump.
   Men her vil jeg starte med ham, foranlediget af en 'Signatur'-klumme. skrevet af Amalie Kestler ("lederkollegiet" i Søndagspolitikens debatsektion for en lille uge siden).
   Overskriften var en 'teaser' ...:
Fem veje til bedre journalistik
... Et 'set up' til at læseren ønsker svaret på et opfølgende spørgsmål "hvilke fem veje taler du om?"
   Underrubrikken er sådan lidt kryptisk i formuleringerne:
Ikke alle veje fører til en bedre presse. Men her er fem bud på veje, der gør.
Da jeg har læst den, er jeg hundrede procent sikker på at Donald Trump optræder i anslag og præsentation af historien, inden de 'fem bud' bliver opregnet og udfoldet.

Jeg er ikke specielt glad for udtrykket "bud" - det associerer til noget uforpligtende, noget man ikke skal tage alvorligt. Og den indforståede joke med formuleringen  "fem veje til" og "ikke alle veje fører til" hvor man så har udskiftet det klassiske bon mots "Rom" med "Journalistik", er måske heller ikke den mest spændstige invitation til at læse videre.
   Men ellers OK. 

Nedenfor følger et længere citat fra indledningen af klummen, som i genrens natur skal være mere eller mindre positiv og gerne analytisk moraliserende over verdens gang og elendighed.
   Men minsandten: 'Donald Trump' er ikke nævnt med ét ord.
Og dog - han er klart den skjulte og forudsatte reference i indledningen - eller rettere: Det er journalisternes dækning af ham og hans valgkamp som er blevet anklaget for at være en vigtig del af årsagerne til at han vandt - først republikanernes primærvalg - og i anden omgang altså selve præsidentvalget:
'Skyd efter pressen’, er blevet en global folkesport i den vestlige verden.
   At vrænge ad ’dårlige journalister’, der stiller de forkerte spørgsmål, interviewer hinanden eller undlader at sætte sig ind i sagerne, er blevet så hverdagsagtigt som at klage over it-problemer.
   For nylig fortalte en veninde mig om en journalist, der var så optaget af sin egen vinkel, at vedkommende virkede uinteresseret i, hvad min veninde – som var kilde – egentlig sagde.
  De fleste fag har faglige beskyttelsesdragter. Og jeg kommer tit til at iføre mig sådan en, når jeg hører den slags historier. »Det lyder som en dårlig oplevelse. Men husk på, at der hver dag laves god og grundig journalistisk af hundredvis af seriøse journalister i danske medier«, kan jeg finde på at sige. For det gør der.
   Men at tilliden til vores fag efterhånden er så lille, bør vække til eftertanke. Særligt i en tid, hvor det er presset af både Facebook og fake news.
   Det er ikke mere synd for journalister end for andre, når de mister deres job eller oplever nedskæringer. Men det er synd for andre end pressen, hvis den mister sin funktion som respekteret modspiller i samfundet.
  En fri og kritisk presse er den mørtel, der binder et demokrati sammen. Tilliden til, at uretfærdighed og magtmisbrug bliver afdækket, og at folk kan komme til orde i den offentlige debat, er afgørende.
   Hvordan bliver medierne så bedre? Danske medier udvikler sig heldigvis hele tiden. Men her er fem veje, som efter min mening vil styrke journalistikken:
De "fem veje "og flere til, vender jeg tilbage til sidst i dette og det følgende blogindlæg.
 
Både den danske, den internationale og den amerikanske traditionelle presse - også kaldt 'main-stream-nyhedsmedierne', er ganske rigtigt blevet kritiseret og har selv efterfølgende sanket glødende aske på deres journalistiske reporteres og redaktøres hoveder - over at det der skulle være en kritisk, men saglig og oplysende dækning af valgkampen, blev et langt kampagne-indslag for Trumps kandidatur.
   Og det er ikke første gang det sker internationalt: en lignende kollektiv journalistisk bodsgang oplevede vi også efter den engelske Brexit-afstemning og den valgkamp som førte til at de vælgere der ville ud af EU, vandt. Stik imod eksperters og mainstream-journalisters forventning.
   En næsten ordret lignende selvkritik kunne vi også læse i pressen herhjemme, da EU-folkeafstemningen om en nydefinering af retsforbeholdet i Danmarks traktat med EU, førte til et klart nej, en nydefinering der ville gøre det muligt for Danamark ar blive inden for EU-politi-samarbejdet, samtidig med at alt andet i forbeholdet var ved det gamle.

Et fællestræk for den politiske side der i alle tre tilfælde vandt afstemningen, var følgende:

1) Nej-siden (og Trump-siden) var simpelt hen fuld af løgn. Det er tydeligt blevet dokumenteret - lidt under, men først især efter valgene. Og disse løgne - usandheder - påstande uden dækning - er under valgkampen citeret vidt og bredt og virkelig blevet slået stort op i pressen - både i den traditionelle presse, men også og ikke mindst vi (deling på) de sociale medier: Twitter, Facebook m.fl. Samtidig med - naturligvis - at disse udsagn, især i den traditionelle presse, er blevet kritiseret for manglende "virkelighedsforankring" af den saglige politiske modpart og en lang række eksperter.
   Men uanset hvor kritisk live-reporterne gik til Trump og til de meste fremtrædende nejsigere, og uanset hvor afslørende journalisterne var i forhold til de oplagte usandheder, halve sandheder og fordomsfulde og forenklende bemærkninger Trump og de andre nej-sigere kom med, så gav det overskrifter og omtale. Og næsten dagligt var det dermed ham og de politikere der tænkte og udtalte sig som ham, der kom til at sætte pressens dagsorden. Han var altid og hvergang god for det enhver journalist kan genkende når han møder det i udtalelser: En god historie.
   Den i al journalistik indbyggede regel som Nej-siden og Trump så effektiv har udnyttet/brugt/misbrugt, hedder:
  • For at kunne kritisere, må man først citere! 
Og det er det hele det retoriske game går ud på: At blive citeret og citeret og citeret igen. Og igen. Og igen....
   Så jo mere vilde udtalelser, jo flere citater i pressen og på nettet, og jo mere opmærksomheds-sugende omtale af citaterne og gencitering af citaterne. Ubetalelige kampagnebidrag. Længere er den historie ikke. Men lang nok, synes mange.

2) Nej-siden (og Trump-siden, som man vel også godt kan kalde Nej-til-Hillary-siden), kommunikerede i meget højere grad end tidligere helt uden om de traditionelle journalistske medier og deres redaktionellee gatekeepere. Og alle de stærkt støjende, spidsformulerede og provokerende udsagn - trekvarte og halve sandheder - og regulære usandheder - de blev konsekvent fremført i et stærkt følelsesladet, holdningsforstærkende og billedrigt sprog - i høj grad den slags dagligsprog som jeg tidligere (pyha: faktisk for godt 35 år) siden gav betegnelsen 'erfaringssprog' (som jeg så satte i modsætning til de veluddannede administratorers 'videnssprog').
   Både journalisterne og vælgerne elsker at poltiske udtalelser formuleres i erfaringssprog. Det er nemlig deres eget dagligsprog og også de fleste journalisters oprindelige arbejds- og brugssprog når de skulle skrive artikler til eller optræde som studieværter eller 'journalist-eksperter' i medierne. Der opstå simpelt hen det fænomen som er det helt afgørende for at kommunikation skal fungerer: identifikation,  som er det vigtigste af alle nyhedskriterierne, og den ene af de tre parametre som enhver dramaturgisk velfungerende fortælling skal levere.
   Både journalister og vælgere kunne og kan genkende sig selv  og leve sig ind  i det følelsesladede og billedrige sprog som Trump, Brexit-modstanderne Politiforbeholds-modstanderne brugte når de skældte ud og sagde fra i forhold til hvad ekspertene fremhævede af fordele ved at blive i EU, ved at vælge Hillary og ved at stemme for et revideret dansk retsforbehold.
   Enhver der har beskæftiget sig nogenlunde seriøst med hvordan og hvorfor en halvgod eller halvdårlig roman bliver en bestseller trods kritiske eller lunkne anmeldelser, ved at hvis bare læserne kan identificere sig i forhold til fortællingen, fortællerstemmen og fortællersynsvinklen, så er spørgsmålet om sandhed og virklighed i historien uden betydning.

Fore en ordens skyld repetere jeg lige forskellen mellem de to slag sprogbrug:

Videnssprog
Erfaringssprog
·        logisk
·        upersonligt
·        abstrakt
·        billedfattigt
·        følelsesrenset
·        monologisk
·        systemorienteret
·        rødder i skriftsprog
·        bruges mest offentligt
·        sanseligt
·        personligt 
·        konkret
·        billedrigt
·        følelsesladet
·        dialogisk
·        handlingsorienteret
·        rødder i talesprog
·        bruges mest privat

Se mere her hvor jeg i et meget tidligt indlæg på min blok introducerer de to begreber og de kendetegn som karakteriser de to slags sprogbrug:
Hvis man søger modsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' på nettet, vil man se hvor mange seriøse kilder der beskriver og omtaler den - og de gør de uden kildeangivelse, hvilket jo viser at begrebsparret nu er blevet en del af en bred faglig forståelse langt ud over en snæver akademisk offentlighed. Hvad jeg er lidt stolt af.

Og hvorfor mon jeg kommer til at tænke på "Harry Potter" og "Fifty Shades of Gray"?
   Og hvorfor mon jeg herefter som 73 årig gammel mand straks associerer 'down memory lane''  - og på den indre biograf ser og hører navne som: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Kristen Poulsgaard,  Preben Møller Hansen, Knud Jespersen, Kirsten Jacobsen, Pia Kjærsgaard.
   Svaret er at de alle er superbrugere af erfaringssprog til at formulere slagkraftige, følelsesladede, billedrige, konkrete og forenklende politiske budskaber, som derefter er lette at citere i overskrifter og som den dagsaktuelle journalistik straks kan se en god historie i - uanset om udtalelserne holder vand eller ikke.
 
Jeg husker at da jeg for første gang introducerede begrebsmodsætningen 'erfaringssprog-videnssprog' for et hold studerende en gang i starten af 80'erne, så påstod jeg frækt:

"En dansk politiker som energisk turde bruge - og som fremturede med at bruge - erfaringssprog når han/hun mundtligt fremførte politiske budskaber i de elektroniske medier, var sikret mindst fire mandater ved førstkommende folketingsvalg."

Nu opremser jeg i punktform de "fem veje til en bedre journalistik" som Amalie Kestler relativt kortfattet uddyber i sin klumme sidste søndag:
  • Handlinger frem for holdninger
  • Indhold frem for anklager
  • Nyheder er ikke hvad de har været
  • Konsekvens frem for begivenhed
  • Behold autoriteten
Ikke alverden ophidsende elle kampopråbende rubrikker, er min spontane mavefornemmelse. Men for de flestes vedkommende kan jeg umiddelbart gætte i hvilken retning uddybningen går.
   Man kan her læse her Amalie Kestler umiddelbart lægger i disse overskrifter:
http://politiken.dk/debat/klummer/amaliekestler/
Har du læst det? Hvad tænker du? 
   Jeg var og er i hvert fald ikke tilfreds.
   
Det er måske ikke forkert, de "veje" Amalie Kestler trækker frem og ridser op i sin klumme. 
   Men jeg synes ikke det er et tilstrækkeligt bolværk mod og modsvar til moderne politikere der som Trump bare overhaler indenom til publikum via uredigerede verbale udladninger på de sociale medier, og som bare fremturer konfronterende med hele, trekvarte og halve usandheder når han bliver stillet kritiske spørgsmål af seriøse politiske journalister.
   Her tænker jeg på erfarne amerikanske pressefolk der uden tvivl til hver en tid kan skrive under på Amalie Kestlers "fem veje til en bedre journalistik".

Det spor forfølger jeg videre i det følgende blogindlæg!

(dette altså et set up til at læse videre i det efterfølgende blogindlæg som jeg i skrivende stund er begyndt på, men som nok først er færdig et par dage ind i februar)