 |
| Preben Fjederholt: Usikkerhedsfelt. 1992 |
Jeg har jævnligt skrevet om kunstmalere som har været outsidere - har stået uden for tiden, kan man sige - og uden for den moderne kunsthistories main-stream projektørlys.
Det drejer sig om navne som: Otto Frello, Ole E. Petersen, Trine Søndergaard, Carl Johan Forsberg, Carl Fredrik Hill, Niels Strøbæk, Martin Bigum, Jens Lund, Johannes Holbæk, Jesper Christiansen, Harald Henriksen (der var han igen), m.fl.
Fælles for dem er, synes jeg, når jeg nu kaster blikket tilbage, at de alle er teknisk dygtige skønhedsdyrkere - med et nærmest romantisk-naturalistisk 'twist'. Aldrig kun overflade, altid flere lag under den genkendelige og sanselig overflade, altid imaginære undetekster - en slags fantasy, men på et artistisk højere eller dybere niveau end nutidens fantasy-tegneserier og -film.
Den seneste udstilling som satte mange tanker i gang hos mig, var udstillingen på Rønnebæksholm med titlen "Forestillinger om skønhed", en udstilling hvor kurator Eva Louise Buus udstillede egne billeder samen med en række ca. 100 år gamle akvarelmalerier som de var inspireret af og parafraser over, malet af den svenske outsider-maler Carl Johan Forsberg (1868-1938), en kunstner som efter sin død stort set var gået i den kunsthistoriske glemmebog.
Mit møde med denne fascinerende dobbeltudstilling affødte en hel serie indlæg hvor jeg gravede i kunsthistorien skønhedsbegreb, og i min egen fascination af skønhed i malerkunst med den sansede og genkendelige virkelighed som forbilleder.
Her link til det sidste indlæg i den serie hvorfra man så, hvis man har lyst, kan arbejde sig baglæns:
Denne lange indledning med mange tilbageblik, for at komme til sagen - det som dette indlæg handler om: en kunstbog - uden en aktuel udstilling at læne sig op ad.
En af mine kreative morgensvømmervenner fra den noget nedslidte svømmehal i Vordingborg, lånte mig for godt en måned siden - som opmuntring i en mørk tid - denne bog med hjem - med en varm anbefaling ...
Følelsen er alt. Preben Fjederholt - kunst og liv
... skrevet af kunstkritiker og journalist Lisbeth Bonde, som, skulle det vise sig når man læste forordet, har "dannet par" med Fjederholt i 11 år - fra 1987 til 1998.
Preben Fjederholt døde ung, kun 44 år gammel, den 3. juli 2000. Og både hans malerier og hans personlige historie, gør at jeg får lyst til - i forlængelse af de andre kunsthistoriske set 'skæve' navne jeg indledte med - at fordybe mig lidt i bogen, i Fjederholts kunst - og i historien om ham som Lisbeth Bonde fortæller.
Og hvorfor er det så lige at Lisbeth Bonde har skrevet bogen?
En begrundelse som jeg i den grad kan forstå efter mit uplanlagte og uventede møde med akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren Harald Henriksen (som vel snar må hænge de faste læsere af denne blok ud ad halsen)
Lisbeth Bonde skriver i forordet:
Det indgyder respekt at opleve en kunstner arbejde. Jeg har set, hvor meget sved der skal til - hvor mange kræfter og hvor meget mod det kræver at udvikle sine egen originale kunst og hele tiden skulle hive sig selv op ved hårene.Det er mit ønske, at bogen vil forhindre at Preben Fjederholt, som den væsentlige kunstner fra slutningen af det 20. århundrede han var, ufortjent skal gå i glemmebogen. Det er mit håb, at bogens mange gengivelser af hans værker vil overbevise de læsere, som ikke kender hans kunst, om, hvor smuk og dyb den er. Men også at de, som allerede kender den, vil blive yderligere bekræftet heri og måske få nogle nye indfaldsvinkler til hans maleri.
Ingen tvivl om det.
Jeg er sådan set blevet overbevist af bogen og dens gengivelser af Fjederholts kunst, om at han fortjener at blive husket af kunsthistorien, også selv om - eller måske netop derfor - han er en skønhedssøgende outsider i hvis billeder ikke er for fastholdere.
Lisbeth Bondes bog blev flot anmeldt i min daglige avis Politiken af Mathias Kryger. Men jeg må have overset den da den kom i den 4. januar.
Anmeldelsen har den ret så opsigtsvækkende overskrift:
Ny kunstbog maner en hel forelskelse frem hos læseren
Og indledningsafsnittet i anmeldelsen lyder:
Da jeg begyndte at studere kunsthistorie i år 2000, var den biografiske læsning – den, som mener, at kunstværkets motivation og fortolkning skal findes i kunstnerens eget liv og egen historie – upopulær og underlødig. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Kunsthistorien nu drives også af begær, følsomhed og ikke mindst nysgerrighed.
Down Memory Lane:
Jeg læste selv kunsthistorie på KU et par år i slutningen af 60´erne, og sådan var det også den gang - både i det studie og i litteraturundervisningen i mit hovedfag dansk: den biografiske metode var stort set YT.
Den eneste litteraturlærer jeg syntes det var interessant at høre på til dansk litteratur-forelæsninger, var Aage Henriksen. Og han var typisk nok også en af de få undervisere der dyrkede en form for biografisk læsning - af Goethe, Baggesen, Grundtvig, Kirkegaard, Ibsen, Sofus Clausen, Karen Blixen.
Det var et sidespring. Her et link til Mathias Krygers anmeldelse:
http://politiken.dk/kultur/boger/art5772060/Ny-kunstbog-maner-en-hel-forelskelse-frem-hos-l%C3%A6seren
Nekrologerne i de store aviser for godt 16 år siden, er enige om at Preben Fjderholt vare en stor kunstner der havde en lovende og endnu større karriere foran sig, at han var noget af en enspænder, en der så at sige stod uden for tiden, og en maler hvis kunst på en gang var moderne og tilbageskuende.
Det første kapitel i Lisbeth Bondes bog har - sigende nok - titlen:
En kunstner ude af trit med sin samtid
Min morgensvømmerven som lånte mig bogen, er inkarneret kunstsamler - og har været det i mange år - og er samler i en helt anden klasse og genremæssig bredde end det ensporede produkt af min Harald Henriksen-mani de seneste par år.
Som en hilsen med på vejen, fortalte han at han faktisk i sin tid selv havde købt to af Preben Fjederholts malerier, som han havde hængende på væggen.
Dem havde jeg ikke specielt lagt mærke til sidst jeg besøgte ham og igen beskuede alle de kreative herligheder på væggene.
Deraf kan man lære at når man har så mange forskellige gode kunstnere på sine vægge, så er risikoen at deres udtryk har en tendens til at overdøve hinanden.
Men her er fotos af hans to Preben Fjederholt-malerier som han faktisk for et par år siden havde gjort Lisbeth Bonde opmærksom på at han ejede hvis hun var interesseret i at have dem med i bogen:
 |
| Preben Fjederholt: Metafysisk landskab. 1989 (130x100cm) |
 |
| Preben Fjederholt: Uden titel. ca. 1989-90 (?) (44x55cm) |
Når man isolerer de to malerier som jeg her har gjort her, kan man jo straks se at de form- og udtryksmæssigt er særpræget interessante, og at de følelses- og fantasimæssigt kan noget helt særligt.
Fælles for dem er det tågede og flimrende i overfladen, med motiver (hhv. skovlandskab og kvindelig model i interiør) set igennem en uskarp optik, og brug af en meget begrænset og noget jordslået palet, hhv. "grønt-chancerende " og "brunt-chancerende".
De to malerier kaster tydeligvis begge mental- og kunst-historiske tråde tilbage til nogle af århundredskiftets store outsider-malere, fx og ikke mindst Wilhelm Hammershøj, hvis billeder, motiver og stil-særpræg jeg har skrevet ret detaljeret om i et længere indlæg fra midt i juli sidste år efter et besøg på Hammershøj-udstillingen på Ordrupgaard:
Så min kunstsamler-ven har været tidligt ude og har virkelig haft næse for Preben Fjederholts særlige kunstneriske kvaliteter og særpræg. Jeg kan nemt forstå at han købte dem.
I et brev til Lisbeth Bonde der til sin bog har efterlyst solgte Fjederholt-malerier i privateje, fortæller han om sine to:
Billederne er måske ikke helt vellykkede.(...)Begge billeder er købt i Galleri Gry.(...)Det grønne billede hedder "Metafysisk landskab" og er fra 1989 og måler 130x100 cm. Det brune billede har jeg ingen titel på, men det forestiller vist nok hans kone. Det er købt i 1992 og måler 44x55 cm.
Det er først da jeg læser Lisbeths Bondes bog at jeg for alvor bliver klar over Fjderholts kvaliteter.
Ikke bare giver bogen en fascinerende fortælling om ham og hans kunstneriske liv, set i samleverens tilbageskuende optik, men teksten har også en del referencer som flere gange sender mig 'down memory lane'.
For eksempel side 41 hvor "sprogforskeren, semiotikeren og digteren Per Aage Brandt" fremhæves for "sin encyklopædiske viden og frodige fantasi" i forbindelse med etableringen af forlaget og galleriet med navnet Basilisk.
Down Memory Lane:
Per Aage Brand var "semiotiker", jeg var "pragmatiker" - de to dominerende, fornyende og konkurrerende retninger inden for sprog- og litteraturforskning i slutningen af 60'erne og første halvdel af 70'erne.
I 1967 (må det have været) optrådte vi imidlertid sammen på en jazz-og-poesi-aften i Studentersamfundets lokaler på H. C. Andersens Boulevard: Han spillede jazz-klaver, jeg læste mine digte op.
I Lisbeth Bondes historie er vi godt 20 år længere fremme, hvor hun blev den første leder af galleri Basilisk, som bl.a. udstillede Preben Fjderholts malerier fra den periode.
Først og fremmest er hendes bog også, som hun selv fremhæver, rigt illustreret med mange af Fjederholts malerier - inden for alle klassiske genrer og dækkende en stor del af hans kunstner-karriere:
 |
| Opslag fra bogen der viser nogle af "12 Kalenderbilleder". 1995 (viser malerierne "Januar" til "Maj") |
 |
| Opslag fra bogen der viser to malerier: Uden Titel, fra 1998 |
En hurtig søgning på 'billeder' på Google på hans navn gav bl.a. følgende hits:
Det er den type malerier i bogen der først gør størst indtryk og fascinerer - i hvert fald mig.
De fleste med fællestitlen "Metafysisk Museum". Og alle er kendetegnet ved denne specielle slørede og ufokuserede optik, en "linse" der så at sig er lagt ind foran motivet som en anti-naturalistisk sanselig og stemningsgivende chikane for umiddelbar genkendelse og identifikation.
En del af malerierne fremtræder som en form for minimalistisk still-leben, som dem her:
 |
| Preben Fjederholt: Interiør |
 |
| Preben Fjederholt: Still Life |
Andre af Fjederholts billeder har karakter af hvad Lisbeth Bonde betegner som "metamalerier", dvs. malerier som viser mystiske og øde udstillingslokaler med ophængte - ofte mærke og næsten motivløse - 'malerier' - 'malerier inden i malerier som jo dermed reflekterer - og reflekterer over - sig selv:
 |
| Preben Fjederholt: Metafysisk Museem. 1989 |
 |
| Preben Fjederholt: Metafysisk Museum. 1989 |
Det er forståeligt at mange kunsthistorisk kyndige der skriver om Fjederholts billeder, får associationer til Vilhelm Hammershøjs malerier fra begyndelsen af 19-hundredtallet: mennesketomme interiørbilleder, den arkitektonisk forenklede stramhed i motivet med centralperspektivisk dybde og et forsvindingspunkt der fører gennem flere rum og åbninger, den afdæmpede næsten monokrome farveholdning, en markant lyssætning der giver rummene karakter, og det let tågede og udviskede der overlejrer alle skarpe linjer og konturer; som blev motivet set gennem en dårligt fokuseret og uskarp optik.
Bogen viser også en række af Fjederholts interiørmalerier med nøgenmodeller - beslægtet med det "brune" som min ven havde købt omkring 1992 i galleri Gerly, og som angiveligt viste hans kone Lisbeth Bonde.
Her er flere inden for denne klassiske genre og motivkreds:
Her fornemmer man et tydeligt slægtskab med Wilhelm Hammershøj som naturligvis ogs også har malet kvindelige modeller:
Jeg har selv siden jeg begyndte at male akvarel for 5 år siden, som regel malet efter egne eller andres fotografier (som jeg har benævnt 'forbilleder'), og jeg har ofte filosoferet over hvad der sker i billedet og hos beskueren når man maler et motiv der via fotografiet som mellemstation bliver en slags 2. grads repræsentation af et naturtro og genkendeligt motiv.
Som gennemgående etiket af mange af mine billeder har jeg talt om "akvareldrømme" - fordi, når man transponerer fra foto til akvarel, bliver der noget uvirkeligt og drømmeagtigt over motivet.
Her er et af mine få billeder af en kvindelige model, malet med akvarelfarver og med 'forbillede' i et fotografi hentet på nettet:
 |
| Modelstudie. Akvarel. 2015 Egen produktion |
 |
| 'Forbillede' |
Hos Lisbeth Bonde er det interessant at læse sig til at når man fremhæver den "tågede og uskarpe optik" i hans billeder, så er det ikke bare er en udvendig beskrivende metafor for Fjederholts motivslørende stil og udtryk.
Rent faktisk er mange af hans billeder nemlig malet efter fotografier han selv har taget - og er altså produceret med et visuelt afsæt i forudgående fotografiske repræsentationer af motivet
Men hans motivisk udforskning af virkeligheden via fotografier går altså i stik modsat retning af samtidige 'hyrperrealistiske' malere som fx Niels Strøbek, som jeg tidligere har været optaget af og skrevet om, bl.a. i det her indlæg:
Fjederhold kan meget vel helt bevidst have valgt at optage sine fotografiske 'forbilleder' til sine malerier med en bevidst ufokuseret eller rystet optik.
Jeg synes dog samtidig det rammer lige i plet hvad angår Fjederholts kunst, det Strøbek-citat som jeg har brugt flere gange i tidligere indlæg:
Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.
Lisbeth Bonde fortæller:
Fjederholts malerier handler i høj grad om hvordan man kan gestalte virkeligheden i et malerisk sprog, der tager afsæt i fotografiet.(...)Mange motiver blev desuden til på baggrund af Prebens egne manipulerede fotos, når han satte fotos sammen på nye måder, hvis ikke han tegnede direkte på dem, så han opnåede en anden virkning - et malerisk modsprog til den skinbarlige virkelighed. (...) Men uanset motivet så søgte han - (...) - altid at udforske skønheden.Det kan være nok så mennesketomme rum, nok så forladte parker, og en nok så labyrintisk arkitektur, ligegyldigt hvad og hvor, forlener han motivet med skønhed.
Andre beskrivende adjektiver som presser sig på når man ser Fjederholts billeder, er "gådefuldhed","usikkerhed", "ubestemmelighed".
Det synes jeg ikke mindst man oplever ved mødet med mange af hans "grønne" udendørsbilleder. For hvad viser de? Hvad er det egentlig man ser?
I mange af dem er konturerne i motivet er ikke bare slørede, men ofte regulært flimrende og vibrerende (kan minde lidt om nogle af Monets sene malerier hvor som han malede da han var næsten blind).
Og man har ved synet af flere af dem en fornemmelse af at der kan ligge tidligere versioner bag, som helt eller delvist er malet over: 'konceptuel blending' - en slags malerisk palimpsest.
Her chancerer farveholdningen inden for et sort-blågrønt spektrum som ifølge hans kunstnerven Peter Martensen ofte opnås ved at blande "emerald green" og "kraplak" i forskellige forhold:
En gennemgående stemning af vemod, melankoli og sorg emmer ud af mange af disse billeder.
Lisbeth Bonde fortæller at deres første søn var død ved fødslen. Og videre:
En uges tid efter dødfødslen kom vores gode ven Harly Sonne på besøg. Han havde sin guitar med, og spillede Eric Claptons sørgelige sang Tears from Heaven, som han spillede med stor empati. Det var hans kærlige trøst til os.
Down Memory Lane:
Harly Sonne der begik selvmord i 1998, var også 'semiotiker', fem år yngre end mig - og vel nærmest at betragte som en Per Åge Brandt-elev der - om muligt - var mere begavet end sin mentor.
Jeg mødte Harly første gang da han i september 1973 dukkede op på et 2. dels kollokvium i "samtaleanalyse" på danskstudiet på KU, som jeg som ekstern lektor stod for.
Han kom med så mange provokerende, begavede, belæste og kreative indspark i løbet af 1. semester, at jeg måtte arbejde (tænke, læse, skrive) som en gal i hele januar på skriftet "Papirer til "Samtalens Grammatik", så det var klar til udlevering ved 2. semesters start - for at jeg over for holdet kunne demonstrere at jeg fagligt i det mindste matchede Harly, et papir som siden blev trykt som et "Rolig-papir" på RUC året efter - og fik en del faglig anerkendelse som en slags pionerværk inden for den del af den pragmatiske sproganalyse:
Harly og jeg blev faktisk senere private venner efter denne faglige 'konfrontation'.
I årene efter udviklede han sammen med en kollega Christian Gramby den såkaldte 'udsigelsesmodel', der som teoretisk indspark blev helt afgørende for min egen udvikling af teorien om 'faktionens dramaturgi' i medierne - som endte med bogen "Faktion som udtryksmiddel" fra 1990.
Jeg blev interviewet om indholdet i bogen af Harly i forbindelse med udgivelsen. Det skete i et timelangt radioprogram på P1. Harly var på det tidspunkt kommet hjem fra seks års ophold i Holland med en professortitel, men uden job, og havde så fået job som programmedarbejder i et DR-bogpogram.
Interviewet var ekstremt venligt og forstående, og jeg husker at jeg var meget stolt fordi jeg oplevede at måden det blev afviklet på, var udtryk for Harlys anerkendelse og respekt for mit arbejde.
Det hører så med til den historie at faktionsbogen ikke var "akademisk" i traditionel forstand, men en slags kursuskompendium - og at jeg i mange år primært havde arbejdet praktisk i DR som intern uddannelseskonsulent.
Her et link til Erik Skyum-Nielsens nekrolog ved Harly Sonnes død:
Jeg kan skrive under på hvert et ord.
Tilbage til Fjederholt 'blågrønne' eksteriør-malerier:
Med dem overskrider maleren rammerne sat af sin store inspirationskilde Vilhelm Hammershøjs mentale og visuelle interiør-univers fra århundredskiftet.
De her er ligesom 'rystede' som jeg kender det fra 'mislykkede fotografier' i min ungdom - og de indimellem nærmest spøgelsesagtige park-, skov- og have-landskabsmalerier trækker associerende tråde videre tilbage til romantikken og dens dunkle og naturmystiske landskabsmaleri:
Og Fjederholts interesse for fortidens malerkunst går endnu længere tilbage i kunsthistorien:
I bogen finder man et Fjederholt-maleri fra 1990 som er en regulær pastiche over Vermeers berømte "En kvinde i blåt, der læser et brev" (1663), et billede som også Wilhelm Hammershøj jo tydeligt var inspireret af i en række af sine interiører fra Strandgade 30 - med sin kone som motiv og model.
Her et foto af Fjederholts billede som det vises i bogen:
 |
| Preben Fjederholt: Pastiche over Vermeers "Kvinde i blåt der læser et brev", ca. 1990 |
Ups! Down memory lane igen:
Et af mine tidligste 'træningsakvareller' fra november 2011 var - mærkeligt nok - også en Vermeer-kopi:
 |
| Egen akvarel: Pastiche over Vermeers "Pige med perleørering". |
Vermeer frister og udfordrer åbenbart til pasticher og kopieringer, hvad man godt forstår.
Mange af Fjederholts malerier med sort-blågrønne park- , skov- og have-motiver som vist ovenfor, er altså hentet fra studierejser i Italien og besøg i de italienske klassiske parker og villahaver.
Men der er også en lang række række smukke, slørede og smukt vibrerende malerier med motiver fra danske herregårdsparker, som vises i bogen.
Ifølge både Lisbeth Bonde og Peter Martensen var Preben Fjederholts anden store inspirationskilde Gerhard Richter, som Louisiana havde en udstilling med i 2005, anmeldt her i Information af Erik Steffensen.
Jeg så ikke udstillingen, men husker - anmeldelsen:
Lisbeth Bonde fortæller at Preben Fjederholt var stærkt optaget og inspireret af de her Richter-malerier med tændte stearinlys som motiv, som han så på en udstilling i Moderna Museet i Stockholm 1984.
Malerierne har tydeligvis fotografier som forlæg, men er samtidig slørede som Fjederholts still-leben fra omkring 1989-90:
 |
| Gerhard Richter: Zwei Kerze. 1982 |
 |
| Gerhard Richter: Kerze. 1983 |
Ifølge Lisbeth Bonde malede Fjederholt også en række billeder med tændte stearinlys i et abstrakt rum.
Men de er ikke med i bogen, og jeg kan ikke finde dem på nettet. Men som nævnt stemmer Richters billeder her genremæssigt godt overens med de still-leben af Fjederholt jeg har vist oven for.
Her nogle af Gerhard Richters abstrakte malerier fra begyndelsen af 90' erne, som tydeligvis også har været stærke inspirationskilder for det 'rystede' og vibrerende udtryk som mange af Fjederholts grønne billeder fra 90'erne har:
 |
| Gerhard Richter: Abstractes Bild.1990 |
 |
| Gerhard Richter: Abstractes Bild. 1994 |
 |
| Gerhard Richter: Abstractes Bild. 1992 |
Men Fjederholts billeder er ikke rigtig 'abstrakte', har altid et genkendeligt motiv som 'forbillede'.
Fra bogens sidste kapitler som gentager bogens titel "Følelsen er alt", får jeg en stærk oplevelse af 'deja vue'.
Lisbeth Bonde fortæller her at Preben Fjederholt (2 år efter deres skilsmisse) har fået et San Cataldo-stipendium, og derfra vender hjem til Danmark den 5. juni 2000 efter i en måned at have boet og malet der. En lille måned efter, den 3. juni var han død af eftervirkningerne af den legionella-infektion han havde pådraget sig i Rom på vejen hjem fra San Cataldo
San Cataldo er et såkaldt refugium oppe i bjergene ved Amalfikysten hvor man - enten via et stipendium eller selvbetalt - i ro kan arbejde kunstnerisk og kreativt i en kortere eller længere periode.
Og fruen har faktisk boet og arbejdet med at skrive manuskripter til en tv-serie samme sted i en periode i sensommeren 1996 - også betalt via et stipendium.
I Lisbeth Bondes bog er der vist en række malerier med motiver fra det ophold, som jeg har affotograferet her:
De har alle mere eller mindre karakter af skitser som senere skulle viderebearbejdes til færdig billeder hjemme i atelieret.
Men det følgende Fjederholt-maleri som jeg selv er virkelig stærkt betaget af selv om jeg kun ser det på nettet, er ikke med i bogen. Det har titlen "Blue Rain og er fra 1999.
|
| Preben Fjederholt: Blue Rain. 1999. (100x100 cm) |
Motivet stammer utvivlsomt fra et tidligere ophold i Italien, og kunstneren kan meget vel have både hjembragt skitser derfra og fotografier til støtte for erindringen og følelserne knyttet til det.
Down memory lane - igen:
For godt et halvt år siden var fruen og jeg sammen på en uges akvarelkursus i Amalfi-området. Underviseren var Ane Grete Aagaard som vi før havde været på et to dages kursus hos i Farum for et par år siden.
Hun er en meget dygtig akvarelmaler i klassisk stil, og jeg har samlet op på mine erfaringer på det kursus i dette indlæg:
På det tidspunkt havde jeg i tre måneder været på en stærk medicin der skulle behandle og bekæmpe min CML-leukæmi. Det så efter nogle måneders behandling ud til at gå rigtig fint - lige efter bogen, kunne man sige.
Så jeg var ikke bekymret for at tage afsted og vi havde 7 fine dage i et hotel der lå et hårnålesving neden for San Cataldo.
Jeg var ikke særligt tilfreds med mine billeder fra kurset, hvad der også fremgår af indlægget, men de her tre syntes jeg dog havde noget over sig:
 |
| Akvarel: "Cypresser og pinjer i tåge i bjergene over Amalfi". 2016 (egenproduktion) |
 |
| Akvarel: "Trappeparti i byen Minuta". 2016 (egenproduktion) |
 |
| Akvarel: "Mørke skyer over Ravello". 2016. (egenproduktion) |
Som John Lennon sang: "Life is what is happening to you while you are busy making other plans."
Martin Bigums har kommenteret Fjederholts maleri "Usikkerhedsfelt. 1992" som du mødte i toppen af dette indlæg:
En aften i 1992 cyklede jeg træt hjemad fra atelieret, ind gennem København, og i Politikens Forhals vindue hang maleren Preben Fjederholts store maleri 'Usikkerhedsfelt'. Det fik mig til at standse, og der stod jeg så med cyklen mellem benene, i en 20 minutter.Når man kan mestre et maleri så fint som her, så er det ikke en enlig svale - så er det fordi talentet er ongoing, insisterende og fordybet.Vuét over Roms topografi, med Colloseum, Forum Romanum og Tiberen, de glitrende gader, det var antikkens Rom, der her var skildret, men chock: med store jetflys skygger fastholdt i deres "hækkeløb" over de varme tagtegl.Fjederholdt legede med sit motiv og sin beskuer, med vores forestillinger om historiens gang. Ved første øjekast havde jeg tænkt at det var et meget fint mestret, tungt oliemaleri, i næste øjeblik udkrystaliseredes eftertanken, med det konceptuelle clash af charterfly i antikken.Igen, en gennemarbejdet vision, ind fra højre, ikke til at skrabe af hukommelsen og erkendelsens vindspejl.
Kommentaren stod i en artikel med overskriften "At vove en vision" med overliggeren: "Passioneret trods. Malerier fra den almene hukommelses mørke", hvori han introducerede udstillingens øvrige udstillere, heriblandt altså Preben Fjederholm.
Her billedet igen:
|
| Preben Fjederholt: Usikkerhedsfelt. 1992 (Maleri af vue over det klassiske Rom, med skygge af moderne flyvemaskine) |
Link til hele artiklen her:
http://docplayer.dk/7013493-At-vove-en-vision-passioneret-trods-malerier-fra-den-almene-hukommelses-moerke.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar