Akvarelmaleriets mysterier (27) - om snelandskaber og lidt personlige erindringer

Før Jul forsøgte jeg mig med et par akvarelmalede snelandskabsmotiver - der stilmæssigt pegede i meget forskellig retning, og som ikke havde fotografier som forbilleder.

   Interessen for at male snelandskaber med akvarel ligger i forlængelse af min fascination ved at hvidt i skyer og vand og natur - hvis man skal følge et akvareldogme - skal males ved at lade papiret stå umalet der hvor den hvide farve skal være.

   

Her en relativt ny akvarel der er minimalistisk i sit udtryk - klart inspireret af min kærlighed til japanske træsnit af mestrene Hokusai og Hiroshige og andre japanske kunstnere fra 1800-tallet:

nedgående sol, snedækket mark, træ og hegn i silhuet

Her følger nogle japanske landskabsbilleder i træsnitform - af Hiroshige og Hokusai:

Japansk træsnit - af Hokusai

Japansk træsnit - af Hiroshige

Min akvarel med den nedgående leverrøde sol, den snedækkede mark og træet og hegnet i silhuet i forgrunden, trækker stilmæssigt og motivisk også linjer tilbage til min ungdoms sorthvide tusch-tegninger som fx. de her:

Egen tuschtegning 1966

Egen tuschtegning 1966

I den forbindelse kommer jeg i tanker om en indrammet tuschtegning som fruen fandt ved en oprydning for nylig, og som er af nyere dato end de to her, nemlig tilbage fra 1990. 

   Den er tegnet "live" ved direkte langvarig iagttagelse af motivet - uden fotografi-mellemkomst - mens vi holdt ferie på en græsk ø. 

   Først tegnet med blyant og derefter tegnet op med tusch:

Egen friluftstegning - pinjetræ på græsk ø

Jeg husker jeg sad i parasolskyggen på en lille taverna og så ud over vandet gennem de gamle pinjetræstammer mens jeg tegnede. Det tog vel sammenlagt 3-4 dage at få den færdig.

    Jeg havde den gang lige (gen)læst Betty Ewards meget inspirerende og pædagogiske bog "At tegne er at se" ("Drawing on the Right Side of the Brain"), og pålagde mig selv den restriktion - det 'benspænd' som det hedder i vore dage - at jeg kun måtte tegne så meget af træets stammer, grene og kviste som jeg faktisk kunne se. Når der var grønne nåle der dækkede for nogle af grenene, så skulle der være "blankt" i tegningen.

    Det blev ikke til mere end den ene sommerferietegning på det tidspunkt i mit liv hvor jeg ellers var travlt optaget af tjene penge som rundrejsende konsulent på forskellige radio- og tv-stationer i Skandinavien. Men jeg kan se nu at denne tegning pegede fremad mod den måde at arbejde på som jeg siden tog op da jeg begyndte at male naturalistiske akvareller efter oplevede og fotograferede motiver.

Tuschtegningen af de gamle græske pinjetræer er også et udtryk for at der allerede på det tidspunkt har ligget og luret et savn efter at genopleve glæden fra min ungdom ved at tegne/male, et savn som Betty Edwards-bogen havde mindet mig om. 

   Ewards helt afgørende pædagogiske pointe var at hvis man skulle tegne noget der virkelig lignede, så skulle man lukke ned for venstre hjernehalvdels kategoriske forhåndsforestillinger om hvordan motivet så ud, for  virkelig at kunne se og tegne de "abstrakte" linjer, former og konturer i motivet i de rette proportione.

I forhold til det at male snelandskaber, var akvarellen uden referencebillede med den leverrøde nedgående sol og det nøgne træ i silhuet jo ikke svær at lave - og egentlig var det alt for let, for jeg fulgte jo langt hen ad vejen bare et gammelt velkendt grafisk spor fra min ungdom, som man ser.

Til gengæld havde jeg ingen som helst erfaring med eller maleteknik til fx at male grantræer dækket med sne. Og det var et oplagt motiv at udfordrer mig selv med da vi næremed os Jul, også selvom jeg ikke kunne skaffe mig referencefotos fra egne optagelser.

   Jeg efterspurgte hjælp blandt de mange how-to-instruktionsvideor der findes på YouTube. Jeg søgte på "snowlandscapes" - og fandt en akvarel-tutorial-video der viste mig teknikken og processen.

   Her er resultatet som jeg egentlig er godt tilfreds med:

Grantræer i sne - malet efter how-to-video

Men i forhold til de akvareldogmer jeg indtil nu har nogenlunde har overholdt, så var det "snyd". For de hvide puder af sne på grantræerne fremkommer ikke ved at det hvide papir umalet skinner igennem, men ved at jeg har bruge dækfarvehvidt som er lagt på til aller sidst.

   Fruen som jeg viste denne akvarel til først, reagerede spontant - ikke på brugen af hvid dækfarve, men på det næsten monokrone - 'kedelige' - farveudtryk: "Der mangler noget rødt," var hendes reaktion.

   Grøn er komplementærfarve til rød, så det havde hun jo i den grad ret i. I mine akvareller fra Færøerne sørgede jeg også for det meste at få en eller anden rød artifakt med i billedet, her vores akvarelærer Bardur Jakupssons røde Berlingo:

Egen akvarel fra Færøerne

Udfordringen var så at finde noget rødt der 'naturligt' kunne indlægges i akvarellen "grantræer i sne". En rødkælk var min første ide - i forlængelse af at jeg havde malet flere fugleakvareller (jfr. foregående blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier), men den ville være alt for lille til at kunne ses hvis de naturlige størrelsesforhold i billedet skulle bevares:

Foto af rødkælk, hentet fra nettet

J

Jeg fandt på to ideer som jeg så klippede ud fra illustrationer på nettet og klistrede ind. 

Det sidste blev så brugt til en ekstra julehilsen til familie og venner.