Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Det sker tit at når jeg først har skrevet om et for mig nogenlunde friskt og ubetrådt emne inden for rammerne af temaet kreativitet, så dukker det straks op igen og igen i andre artikler jeg tilfældigvis støder på.
'Serendipitet' kalder man den slags, et vigtigt begreb i udforskningen af kreativitet som der er mange inspirerende definitioner på:
det heldige tilfælde,
det at finde uden at søge,
det at finde noget helt andet og meget bedre end det man søgte,
det at finde noget man ikke vidst at man ledte efter,
Og den bedste:
det at lede efter en nål i en høstak - og komme ud igen med armen om livet på bondemandens frodige datter.
Til fænomenet serendipitet hører også at underbevidstheden leger med, blander sig og får én til at fokusere på noget uventet gennem ubevidste associationer:
For eksempel at når man har en ubhagelig blodsygdom som CML, så kommer der - tilfældigvis! - flere bestillinger på akvareller med motiver med rødt: dompap og rødhals med rønnebær, sort pakhus med rød bil, etc
Igår kom Ornitologisk Forenings blad "Fugle og Natur" ud med en forside som denne med tre charmerende biædere - netop da jeg lige har skrevet om hvordan man kan hjælpe fugle i nød for insekter som føde - ved at opstille 'insekthoteller' i den alt for friserede danske og europæiske natur:
Vinderbillede i DOF´s fotokonkurrence 2017
Og så er de oven i købet (rust)røde på hoved, nakke og vinger.
En biæder-akvarel eller flere ligger nu på min bestillingsliste - til mig selv.
Og sammen med det blad fulgt også kataloget for Naturfredningsforningens net-butik "Narturbutikken.dk". Og hvad mon de lige havde valgt som forsidebillede? - en rødhals på en gren med sne:
Forsidbillede til katalog fra Naturbutikken.dk
Og serendipiteten vil ingen ende tage:
For et par dage kom der tre fotografiske postkort fra Dansk Naturfredningsforening som jeg i 20 år eller mere har været livsvarigt medlem af. Det der lå øverst af dem, viste denne rødhals blandt slåen, et foto som også kunne inspirere til endnu en rødhals-akvarel:
Jule-postkort fra DN
Og det motiv-element skal med - ikke mindst fordi jeg også for nylig har lagt slåen fra vores Ordrupnæs i Odsherred i fryseren - til at lave julesnaps af:
Frosne slåen til julesnaps
Forleden var det emnet 'lucide drømme' der - serendipitetisk - dukkede op - igen igen: Altså dette at man drømmer mere eller mindre (u)hyggeligt, men at man samtidig er sig fuldt bevidst at det er en drøm man er igang med - en drøm som man derfor i et eller omfang kan styre indholdet og retningen af.
Det skrev jeg et nyt indlæg om for en lille måned siden (med links tilbage til tidligere blogindlæg om emnet):
En pointe her var at forskere havde vist at man med elektrisk stimulation af hjernen(s frontallapper) kunne lære folk at styre deres drømme - altså gøre dem 'lucide'.
På videnskab.dk hvor jeg søgte efter noget helt andet, dukkede pludselig et link op til en artikel med overskriften:
Forsker: Tre simple råd kan gøre dig bevidst i dine drømme
Det kunne næsten kun handle om lucide drømme. Og ja!
Jeg citerer:
Har du nogensinde prøvet at drømme, og midt i drømmen blive opmærksom på, at du drømmer og derfor kunne styre drømmen?
Så kan det være, du har haft en såkaldt 'lucid' eller 'klar' drøm, som det kaldes på dansk.
Hvis du ikke har prøvet det, men gerne vil opleve fænomenet, er der en australsk forsker, der forsker i klare drømme og mener, han har fundet opskriften. Det skriver Sydney Morning Herald.
»Disse drømme føles fuldstændig som at være vågen,« forklarer forskeren, Denholm Aspy, til Sydney Morning Herald. Han fortsætter:
»Alle sanserne er til stede. Objekter føles som fast stof og virker virkelige. Du kan smage, røre og lugte,« siger han.
Denholm Aspy gav 47 forsøgspersoner følgende instruks:
De blev bedt om at praktisere virkelighedstjek og holde øje med tegn på, at de var i en drøm, f.eks. ved at lægge mærke til tekster, som har tendens til at se anderledes ud i drømmeland sammenlignet med i virkeligheden.
Desuden skulle de stille vækkeuret, så de blev vækket efter fem timers søvn, hvor de skulle sige til sig selv, at de ville huske, hvad de drømte næste gang.
Samtidigt skulle de visualisere, at de ville få en klar drøm.
Det viste sig af 17 procent af forsøgspersonerne efter en uges øvelser oplevede klare drømme, refererer Sydney Morning Herald.
Og for dem som kunne falde søvn igen fem minutter efter de var blevet vækket og havde sagt til sig selv at de ville huske deres drømme, der havde næsen halvdelen opnået at få 'klar drømme', refererer avisen.
Her link til artiklen:
Dette foto af en fin sejlbåd er ikke strandet på brostenene ved muren på en ø beboet af de kæmper som Gulliver besøgte i Swifts satiriske roman "Gullivers rejser", men det kunne godt se sådan ud:
Tilføj billedtekst
Det ligner en ægte sejlbåd, men er det ikke.
Og den er ikke strandet på Kæmpernes Ø i en moderne foto-realistisk udgave af Swifts verdensberømte roman fra 1726.
Det er - helt nede på fortovet - en model af en sejlbåd bygget af "modelbyggeren" - en af mine kreative morgensvømmervenner hvis super-realistiske modeller du kan få et indtryk af her:
Og fotoet af sejlbåden er et set up til det følgendeblogindlæg (= pay off) hvor jeg tager et andet tema op som jeg i relativt mange indlæg tidligere har bakset med - reflekteret over - vist eksempler på.
Og med stikord som: modeller - illusionskunst - mimesis - super-realistisk kunst - imitation - simulering - kunst eller kitsch.
Og med Niels Strøbæks for mig bevingede ord som bærende ledetråd:
Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.
Det er de færreste artikler som jeg læser, hvor jeg efter læsningen siger: "Ja, selvfølgelig". Men det gjorde jeg efter læsningen af denne artikel i Politiken:
Overskrift:
Mister generation IPad evnen til at tegne?
Det er naturligvis et retorisk spørgsmål som artiklen svarer 'ja' til.
Manchetten lyder:
På en friskole i Københavnsområdet har de kommende børnehaveklasseelever hvert år tegnet et hus til deres skoleleder. I løbet af 15 år har tegningerne mistet farve, detaljer og stilsikkerhed.
Sådan står der på forsiden af Kulturtillægget. Inde i sektionen står selve artiklen, nu med følgende overskrift:
Fra slot til skrot
Manchetten til netavis-versionen af artiklen lyder:
De danske børn er idéfattige, og deres svigtende kreativitet kan skyldes iPaddens indtog. Teknologien gør børnene afhængige og fratager dem muligheden for at sanse, mener formanden for Danmarks Billedkunstlærere.
Hvorfor deler jeg den bekymring?
For det første tegnede og farvede jeg meget da jeg var lille - under skolealderen. Og husker glæden ved at se de resultater jeg kom afsted med.
For det andet var der en periode da jeg var ung danskstuderende hvor jeg interesserede mig meget for børns tegneudvikling og lærte mig at identificere de forskellige faser i fx at tegne/male et menneske som de fleste børn gennemgik under de første års opvækst.
Fx lærte jeg at et bestemt stadie i børns tegning af mennesker havde betegnelsen "en kopffüssler"; som den her glade figur tegnet af et af mine bonusbørnebørn da han var - måske 3 år: et hoved med to ben:
Noget af det jeg undrede mig over den gang, var hvorfor nogle få børn - som jeg selv og enkelte af mine venner - var fortsat med at tegne og male op igennem ungdommen - mens andre - langt de fleste - relativt tidligt og pludselig bare holdt op.
Og derefter senere i livet kunne finde på at sige noget i retning af: "Jamen, jeg kan ikke tegne/male."
Jeg husker jeg var fascineret over de mange børnetegninger som man kunne se og læse om i forskellige undersøgelser, og som man med de rette begreber kunne analysere ud fra et udviklingssynspunkt.
Her er et blandet udvalg hentet fra nettet. Enjoy ....
Og jeg var ligeledes stærkt optaget af hvordan den kreativitet der lå i spontane børnetegninger i de tidlige barneår, kunne bevares, stimuleres og udvikles senere i barn- og ungdommen under særlige skoleformer: Summerhill-skolen i England, Steiner-pædagogikken, Bernadotteskolen herhjemme med CC. Kragh Muller som leder, Regio Emilia-filosofien forankret i eksperimenterende pædagogik i Norditalien:
Og så var der jo også en del af de kunstnere fra omkring århundredskiftet og fremefter hvis kunst jeg var meget optaget af i 60'erne og senere, som dyrkede børnetegninger som ideal, og/eller lod deres kunst blive stærkt inspireret af dem, som fx Klee og Picasso - og senere Cobra-gruppen:
Her tekst-indledningen fra New York Times til en artikel om en udstilling der i 2006 har som ambition at udforske og udfolde børnetegningernes betydning for moderne kunst:
WHEN Paul Klee laboriously copied a mountain landscape by his 12-year-old son, Felix, into his own 1920 painting "Untitled (Tent City in the Mountains)," he paid tribute to the vitality and inventiveness of childhood, a source of creativity celebrated at least since Rousseau. His homage put him squarely in a modernist tradition that sought refuge from academic constraints in the somewhat mythical paradise of an untrained eye that sees the world afresh, a childlike hand still unshackled by habit and skill.
Decades earlier, when Klee had just finished his art studies, he discovered a cache of his own childhood drawings. He described them, in a 1902 letter to his fiancée, as "the most significant" ones he had yet made.
Artiklen er illustreret med denne tidlige Poul Klee-tegning (han var født i 1879):
Artiklen i Politiken satte hos mig flere erindringer igang om tidligere indlæg og reference her på blokke.
Den handler altså om hvordan børns 'evner' til at tegne og tænke visuelt forfalder og bliver ustryksmæssigt fattigere fordi IPaden totalt dominerer deres visuelle liv. Det er et liv der mentalt og fysisk bliver amputeret og som svækker de dele af hjernen der ellers tidligere blev stimuleret, når børnene gennem uhæmmet brug af Ipadden fratages den særlige kropslige aktivitet som karakteriserer det at tegne og male.
Det er fx kun godt et år siden jeg skrev et indlæg der fortalte om at det at tage noter fra en forelæsning i hånden frem for at skrive noterne på sin computer eller IPad, at det gjorde at de studerende huskede noterne og det de refererede til, meget bedre.
Eller omvendt at det at skrive noter under forelæsningen på en skærm af en slags og med et tastatur af en slags, gjorde notetagningen mindre effektiv som læringsredskab fordi de studerende glemte mere af det forelæst end hvis de havde skrevet dem i hånden.
Disse udsagn blev underbygget af seriøs forskning som man kan læse om i dette indlæg som er fra august 2016.
Der er også mange undersøgelser der bekræfter det gamle engelske bevingede ord om at ' learning by doing' - er bedre og mere effektivt end bare 'learning by listening´ - til underviseren - eller 'learning by reading' - en bog.
I begge tilfælde kan resultaterne af den slags undersøgelser langt hen ad vejen forklares af den moderne hjerneforskning.
Hvis flere forskellige dele af hjernen aktiveres når man er igang med at lære noget - herunder de dele der forvalter og styrer vores fysiske handlinger og motorik (motorcortex og præmotorcortex) - så er det der læres og forstås, tilsyneladende mere anvendeligt og hænger bedre fast end hvis disse handlingsorienterede dele af hjernen er inaktive under læreprocessen.
Det kan også hænge sammen med at der i præmotorcotex sidder en stor mængde af de såkaldte spejlneuroner der gør det muligt neurologisk at forbinde de handlinger man forestilller sig at gøre, med de tilsvarende handlinger når man faktisk udfører dem, og med de tilsvarende handlinger når man se en anden praktiserer dem; fx at cykle, at skære et stykke rugbrød, at svømme; at gå over gaden for grønt lys, etc.
Man lærer at udføre en handling ved at simulere at man udfører handlingen som man først har set en anden udføre.
Og det er det samme med memoteknikkerne - de mentale tricks der gør at folk kan lære at huske store mængder af 'meningsløs' information uden at deres hjerne og hukommelse i øvrigt er noget der skiller sig ud (jfr. bogen "Moonwalk With Einstein" af Joshua Foer).
Tricket er at sørge for at de for så vidt kontekst- og meningsløse 'enheder' som skal huskes - tal, formler, bogstaver, navne - via træning forbindes i den visuelle hukommelse med fysiske billeder i en velkendt kontekst - fx via såkaldte "hukommelses-paladser":
Hvordan hænger alt det så sammen med artiklen i Politiken om udviklingen som har overskriften "Fra Slot til Skrot"?
Jeg citerer lige fra indledningen:
Sådan tegner børnene i dag: Se udviklingen fra 2002 til 2016
I gennem 15 år har en skoleleder på en friskole bedt alle børn, der skal starte i skolen, tegne en tegning. I 2002 var børnenes udtryk detaljeret og farverigt. I dag er deres tegninger mere simple og unuancerede. Udviklingen forundrer forskere og bekymrer billedkunstlærer Lykke Andersen. iPadden har taget alt for meget over, mener hun.
De 10 tegninger er her udvalgt blandt de 60 tegninger, skolelederen har modtaget fra de tre årgange. De viser den gennemgående tendens blandt børnenes tegnefærdigheder de forskellige år.
Tegnet i 2002
Skolelederen på en lille friskole uden for København har i mange år taget en samtale med de nye børn et for et, foråret før de skal begynde på skolen. På et tidspunkt i samtalen giver han dem et stykke papir og en æske farvekridt og spørger, om de vil tegne en tegning til ham.
Hvis de ikke selv har en idé til, hvad de vil lave, foreslår han dem at tegne et hus, så det gør langt de fleste. Og der er sket noget interessant i de 15 år, han har indsamlet tegninger. Det vurderer børnepsykolog og specialist i analyse af børnetegninger Grete Binger, der har set skolelederens bunker.
»Nogle er exceptionelle i deres detaljerigdom«, bemærker hun, da hun ser på tegningerne fra 2002, tegnet af børn, der i dag er omkring 21 år gamle. Langt de fleste har tegnet det hus, skolelederen har foreslået.
»Men næsten alle børnene har tegnet noget uden om huset. Mange har en basislinje, enten tegnet som en streg eller græs. Det vil sige, at tegneren placerer huset i tid og rum, i en sammenhæng«.
Tegnet i 2009
I 2009, hvor tegnerne er børn, der er omkring 14 år i dag, er det kun halvdelen, der har tegnet det hus, skolelederen foreslog. »Men«, pointerer Grete Binger:
»Detaljerigdommen er mindre, og der er ikke på samme måde omgivelser med. Lidt under halvdelen har den basislinje, som vi tolker som et tegn på modenhed. Nu er der 7 børn, der kun bruger én farve. Flere farver kan tolkes som et udtryk for flere følelser, men også for, at barnet har brugt mere tid og udnyttet de redskaber og muligheder, der er stillet til rådighed«.
Tegnet i 2016
I 2016 har alle børnene tegnet et hus. De fleste har kun brugt en af de farver, der lå foran dem. Mange har trykket så svagt, at man næsten ikke kan se stregen, og husene er blevet mere primitive. Meget få udfylder papiret, og husene står som satellitter uden basislinje.
»Hvor de 6-årige tidligere tydeligvis i deres hoved havde et klart billede af, hvordan et hus ser ud og har haft overskud til at tegne ting uden om, ser det i dag ikke ud til, at de har meget erfaring med at producere et grafisk udtryk«, siger Grete Binger.
Der er jo ikke tale om en supervidenskabelig undersøgelse af mange børns tegninger over tid - statistisk udvalgt til at være repræsentative for deres årgang og med den spredning i social baggrund som man kunne ønske sig, ved et definitivt stykke forskning hvis resultater man skal forholde sig til.
Ikke desto mindre giver de indsamlede tegninger mulighed for at opdage tegn på generelle forandringer i børns billedsprog, fordi det er en sammenlignelig børnegruppe og en sammenlignelig situation og opgave gennem alle årene, det konkluderer Jakob Ørsted, der er uddannet billedkunstner og lektor ved pædagoguddannelsen på UCC i København.
Selv er jeg ikke i tvivl. Jeg har 3-4 børnebørn som er vokset op med iPadden og som nu er mellem 8 og 16 år.
Og jeg har jo oplevet hvor meget tid de bruger med diverse spil og videoer mv. som iPadden frister børnene til at bruge - når familien samles til fejring af fødselsdage - eller andre former for familiekomsammen.
Min oplevelse er at børnene i den alder utvivlsomt falder for de mentale fristelser som spil- og game-mulighederne i iPaddens apps-indhold tilbyder, og som betyder at børnene mange timer om ugen hjemme eller i skolens frikvarter, har totalt fokus på iPaddens skærm (eller måske nu: smart-telefonens) og på at manipulere og styre det der foregår med fingerne på tastaturet. Og til gengæld i lange perioder helt har abstraheret fra de umiddelbare social omgivelser som måtte komme i form af kontakt og samspil (fx leg) med andre børn/mennesker i situationen.
Det er en vigtig del af det at være kreativ at man kan genkalde sig erindringer, oplevelser og erfaringer i form af fremkaldte billeder på den indre skærm, det som på engelsk kaldes "the minds eye".
Og det svært ikke at tolke den udvikling (= afvikling af kontekst, farver og detaljer i hus-tegningerne) som artiklen i Politiken referer og dokumenterer er sket over en 15-årig periode, som en mental forarmelse og nedsmeltning af børns mulighed for at udfolde sig kreativt og socialt.
Kan man - børn, forældre, samfundet - da gøre noget?
- Ja, ligesom med cigaretter, euforiserende stoffer, alkohol og aktive smartphones i klasseværelserne, så kan man forbyde eller begrænse brugen af iPadden hos børn til et bestemt antal timer dagligt eller ugentligt. Og måske først tillade at de får lov at bruge den når de er 8 eller 10 år.
Eller man kan belønne de børn der begrænser brugen, ligesom jeg i sin tid fik at vide at jeg ville få et kørekort hvis jeg ikke røg før jeg var atten (hvad jeg dog ikke holdt).
Og jeg gider helt ærligt ikke høre på velmenene venner og pædagogiske eksperter som siger at forbud og grænser er forkert og giver bagslag: at det er vigtigt at børnene fra de er helt små lærer at brug iPadden fornuftigt og dermed begrænse omfanget af de 'skader' på hjernen som vi jo nu får stadig mere dokumentation på sker over årene ved uhæmmet brug.
Som jeg ser det, er der tale om en særlig afart af ludomani der simpelthen skyldes at hjernens belønningssystem kører med klatten når først den har oplevet hvordan det føles med et skud dopamin hvert 5. eller 10. minut ved uhæmmet brug af iPaddens uendelige muligheder for spil og underholdning lige ved hånden.
Tror man virkelig at ikke-digitalt-erfarne eller digitalt amatøriske forældre på den baggrund kan opdrage deres børn til at begrænse og beherske den daglige brug af iPadden til noget der er 'fornuftigt' og 'under kontrol'?
Jeg gør det ikke.
Carl-Henning Pedersen, der var en af den berømte COBRA-gruppes danske medlemmer, skrev i udstillingskataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 1948, hvor han og flere andre fra gruppen udstillede:
»Al Ægte kunst kommer fra menneskets sind«, »Sindet omformer de oplevelser, vi henter i naturens verden, i vor egen verden. Livet strømmer ustandseligt og ophober sine oplevelser.«
Den mentale strømning fra menneskets sind som "omformer de oplevelser vi henter i naturens verden", til visuelle levende kunstneriske udtryk "i vor egen verden", den synes at være kraftig svækket og på retur hos iPad-overstimulerede børn i de senere år.
Foruroligende!
Carl-Henning Pedersen: "Ved havet", 1987. Olie på lærred, 206 x 290 cm.
Jeg skrev det foregående indlæg om insekthotteller - inspireret af at en af mine morgensvømmervenner havde bygget et af slagsen og opstillet det til offentligt skue uden for det lejlighedskompleks han boede i.
Ideen havde han fået fra sine ugelange vandreture i Tyskland og Frankrig hvor han havde mødt en del rundt omkring.
Argumentet for at sammentømre og opstille insekthoteller, er at det hjælper insekter som er vigtige for vores natur (bestøvning af blomster, føde for fugle, omsætning af planter til muld) med at overleve i et ellers stadig mere insekt-ugæstfrit miljø af kunstig velplejet natur.
Baggrunden for min interesse var også en nyhed om at mængden af insekter i naturen over jorden over en bred bank var faldet drastisk (80%) i løbet af de sidste 25 år. Med risiko for økologisk kollaps hvis den negative udvikling fortsætter.
Research på nettet har imidlertid ikke (endnu) givet videnskabeligt funderet dokumentation for at det faktisk batter noget i forhold til at forbedre biodiversiteten i dens store skala.
Men at de kan være nyttige i det nære lokale miljø er jeg (og diverse naturvejledende entusiaster på nettet) ikke i tvivl om.
Men skidt.
De er utvivlsomt sjove at lave, man lærer noget om naturen ved at indsamle materialer til dem og bygge dem, og arbejdet med dem stimulerer til kreativ tænkning og opfindsomhed. Og så er de oven i købet dekorative at have stående i haven eller på terrassen.
Enhver skolelærer i naturfag vil utvivlsomt score højt hos eleverne hvis han/hun i undervisningen gav dem som opgave at bygge insekt-hoteller.
På nettet kan man, især hvis man googler nogle af de engelske betegnelser: 'insect hotel', 'bug hotel', 'insect house', 'bug abode' - finde mange specialopskrifter til hvordan man bygger insekt-ly som især tiltrækker særligt 'nyttige' insektarter ('beneficial insects') som fx mariehøner, graver- og snyltehvepse, humlebier, netvinger, natsommerfugle m.fl.
Jeg blev faktisk så glad i låget over at finde alle de mange billeder af alle de mange forskellige insekthoteller på nettet, at jeg i det følgende bare viser en lang række forskellige af slagsen:
Jeg har for andet år i træk sammen med to børnebørn skåret groteske ansigter ud af Halloween-græskar til at lyse op inde fra i mørke:
Her sidste års resultat:
Her er årets resultat hvor jeg selv har bidraget med et:
Jeg kan ikke løbe fra at jeg - selv i min høje alder - faktisk syntes det var sjovt at skære maskerne ud af de store græskar, og at opleve at det syntes mine to børnebørn også i år.
Det er samme slags kreative fornøjelse - men noget længerevarende og fysisk mere krævnede - jeg forestiller mig børn og voksne kan få ved at bygge insekthoteller.
Og efter endt funktion som lygter i efterårets aften- og natte-mørke tænker jeg mig at græskarlygterne også kan lægges ud i naturen til glæde for både fugle, mus og insekter.
Og så får jeg lige en association til min egen barndom på Lolland i 50'erne hvor jeg boede på sukkerfabrikken i Holeby i en række år.
Dengang skar vi også lys-lygte-masker - men det var ud af sukkerroer som bønderne havde tabt fra vognene når de kørte dem ind på sukkerfabrikken:
