'Ammehormon', 'krammehormon', 'kærlighedshormon', 'lykkehormon', 'kælekemikalie' - sig navnet: oxytocin

I det foregående indlæg refererede jeg til at hjernens produktionen af et bestemt hormon, oxytocin, tilsyneladende blev stimuleret af at lytte til en bestemt slags 'ambient' musik - musik som også ofte forbindes med meditation og med new age-filosofien.

Og et citat fra Wikipedia gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.

Det viser sig at en svensk forsker, professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, har påvist at det hormon man oprindelig opdagede blev udløst når kvinder ammede, at det er meget bredspektret i sin effekt og udløses af mange forskellige slags sanseinput, men først og fremmest gennem mellemmenneskelig berøring: hånd mod hud, sex!
   Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.

Kerstin Mobergs egen hjemmeside sammenfatter resultaterne af hendes forskning sådan:

Med tiden visade det sig att oxytocinets effekter inte är begränsade till moderskapet, utan är av mer allmängiltig betydelse, eftersom det förekommer hos gamla och unga och hos män och kvinnor. Beröring, närhet och varma och lugna mentala upplevelser kan också påverka oxytocinfrisättningen. På senare år har oxytocinets möjlighet som botemedel vid ångest, oro, stress depression och sociala svårigheter allt mer kommit i förgrunden.

   På senare tid har Kerstin Uvnäs Moberg överfört oxytocinkonceptet från relationer människor emellan till att också innefatta relationer mellan människor och djur. Härmed får den så länge omvittnade positiva effekten på humör och hälsa av att vistas tillsammans med djur eller att ha ett sällskapsdjur en vetenskaplig förklaring.

http://www.kerstinuvnasmoberg.com/kerstinuvnaesmoberg.html

Jeg læste for nogle år siden om nogle undersøgelser der netop påviste at det at sidde med en rolig, spindende kat i skødet, havde delvis samme effekt på frekvensen af de elektromagnetiske bølger som hjernen udsender, som meditation: forstærkede alfa- og theta-bølger. 

   Og her synes vi i hvert fald at få en delvis forklaring, nemlig at det at have "kæledyr" og fysisk omgås dem, forhøjer oxytocin-hormonet i blodet. Og som Fister her er et tydeligt bevis på - effekten går begge veje:

Jeg får også en association til den adfærdsændring hos læger jeg har oplevet er foregået gennem årene siden jeg var barn: De trykker og føler mindre og mindre på deres patienter.
   Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
   Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
   Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra  læges og patientens sygdom.

En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

   Ved berøring og nærvær dannes oxytocin i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress). Hormonet frigøres herefter til blodbanerne. Her påvirker oxytocin vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler og du føler ro velvære og varme. Selv om mængden af oxytocin i blodet halveres efter blot nogle få minutter, så får vi glæde af det i lang tid, da den resterende mængde bliver længe i kroppen.

Hvad sker der derefter rundt omkring i kroppens forskellige dele og funktioner rent fysiologisk?

• Blodtrykket daler 
• Pulsen daler 
• Smertetærsklen øges 
• Blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres
• Optagelsen af næringsstoffer fra kosten forbedres 
• Fordøjelsen fremmes 
• Sårhelingstiden halveres 
• Immunforsvaret styrkes 
• Kolesteroltallet bliver sundere 

Og de følelsesmæssige effekter er forklaringen på at nogle også taler om oxcytosin som "lykkehormonet":

• Angst og bekymring dæmpes 
• Aggressivitet og vrede dæmpes 
• Man blive roligere og mere afslappet 
• Man føler øget velvære og glæde 
• Kreativiteten stimuleres 
• Man oplever sig elsket og ønsket
• Man oplever øget ømhed og hengivenhed for andre

I forlængelse af min konstatering af at læger fysisk berører deres patienters krop og hud mindre og mindre under konsultationer, så tror jeg at det her hormon også kan forklare hvorfor fysisk alternativ behandling i form af af forskellige slags massage, healing gennem håndspålæggelse, zoneterapi, craniosacral terapi m.fl. er er blevet mere og mere udbredt og populært gennem årene. I de senere år er udvikllingen også blevet sammenfattet under navnet 'wellness'.
   Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
   Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
 
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.

Spørgsmålet er om der er en sammenhæng mellem dette belønningssystems dopaminproduktion (en såkaldt neurotransmitter der virker som et naturligt narkotisk stof) og så hormonet oxytocin. 

   Og det er der, her forklaret af en forsker, doktor Jerry Long:

We know that dopamine is involved in reward and reinforcement, and we know that the dopamine system is activated during social interactions or mating. We also know that the dopamine system is interacting with the oxytocin system to promote the pair bond formation. So for example if you block dopamine, a female will not bond with a male or a male will not bond with a female. Simply by blocking that dopamine input, even oxytocin can’t stimulate the bond; blocking oxytocin receptors will also block the bond formation. Even dopamine can’t stimulate the bond. But if you have both acting at the same time to sort of activate the social aspects and the reward aspects, then it comes together to form a bond which is a preference to interact with another individual.

http://www.dnalc.org/view/2384-Dopamine-Oxytocin-Rewards-and-Bonding.html

En af mine helte og forbilleder udi formidlingen af interessant, ny forskning, Lone Frank, har også skrevet om oxytocin. I en rubrik til en artikel i Weekendavisen helt tilbage i 2008, den 6. juni, kalder hun det:

Kælekemikaliet

LoneFrank indleder artiklen sådan her:

Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker.

   ”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”.

   I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”.

En af de mange forskningsresultater som Lone Frank refererer i artiklen, er at oxytocin ikke bare udløses ved positive fysiske sansninger som kys, kæl og kram, sex og massage, men også når vi erindrer og genkalder os den slags positive oplevelser.

   Mekanismen fungerer altså på samme måde som spejlneuroner der aktiveres både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den samme handling - og også når vi tænker på eller forestiller os handlingen udført. 

   Man har brugt disse spejlneuroners måde at fungerer på som en af de neurologisk mekanismer bag menneskelig empati og indlevelse. Og herunder til at forklare hvordan identifikation og indlevelse hos et filmpublikum med karaktererne på lærredet neurologisk set kommer i stand.

   Det er derfor naturligt at spørge om det at se en rørende/bevægende film også udløser hormondet oxytocin. 

   Selvsamme Poul Zak som omtales i citatet ovenfor, har også lavet forsøg der viser det - eller rettere en af hans studerende:

To see if movies cause our brains to release oxytocin, my graduate student Jorge Barraza designed an experiment where participants watched a video from St. Jude Children's Hospital in Memphis, Tennessee. One group saw a part in which a father discusses his four year-old son Ben's terminal brain cancer. The other half watched as Ben and his father spend a day at the zoo. You can see the video here (kan ikke ses mere)

    Yes, it is really emotional. OK, take a short break to recover.

    In research that will soon appear in the Annals of the New York Academy of Sciences, those who saw the highly emotional part of the video had a 47% increase in oxytocin as measured in blood. Controlling for distress (which was associated with elevated stress hormones), empathy was highly correlated with the spike in oxytocin. This is the first evidence for the speculation, often from my mouth, that oxytocin is a physiologic signature for empathy.

http://www.psychologytoday.com/blog/the-moral-molecule/200902/why-we-cry-movies

Jeg søger videre på nettet: Om der er en sammenhæng mellem de to biologiske forklaringer på empati: spejlneuronerne og oxyctocin. Og finder en videnskabelig artikel fra 2010 med den let tilgængelige titel:

Intranasal oxytocin modulates EEG mu/alpha and beta rhythms during perception of biological motion. 

Artiklens 'abstract' slutter med følgende citat der faktisk kobler alfabølger, spejlneuroner og krammehormonet oxycotin (her forkortet OT) sammen i et eksperimentelt design:

These results are a first step linking OT to the modulation of EEG rhythms in humans, suggesting that OT may have a role in allocating cortical resources to social tasks partly mediated by mirror neuron activity.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20493637 

Her er et link til en artikel fra magasinet "The Atlantic" om en anden forsker, psykologen Barbara Fredrickson, som i sin nye bog Love 2.0: How Our Supreme Emotion Affects Everything We Feel, Think, Do, and Become, fortæller om eksperimenter som viser samspillet mellem spejlneuroner og oxytocin-hormonet i forbindelse med mellemmenneskelig 'kærlighed', et forhold som hun karakteriser er som "micro-moment of positivity resonance":

Like all emotions, love has a biochemical and physiological component. But unlike some of the other positive emotions, like joy or happiness, love cannot be kindled individually—it only exists in the physical connection between two people. Specifically, there are three players in the biological love system—mirror neurons, oxytocin, and vagal tone. Each involves connection and each contributes to those micro-moment of positivity resonance that Fredrickson calls love.

http://www.theatlantic.com/sexes/archive/2013/01/theres-no-such-thing-as-everlasting-love-according-to-science/267199/

Da jeg begyndte det her indlæg ville jeg bare have lidt mere kød på Wikipedias artikel om oxytocin-hormonet som udløses ved helende og helbredende meditationsmusik.  

   Men det førte vidt omkring, jeg kom i en tilstand af 'researchflow' - 'researchers high' - og sluttede altså med indblik i  berøringernes kærlighedens underliggende neurofysiologisk maskineri.

   Lidt sjovt!

Musik - helbredelse og kreativitet - om den musikmedicinske oboist Niels Eje og 'ambient' musik

I en periode i mit liv brugte jeg musik til at berolige mig selv - hele mig selv mentalt. Det var en periode hvor jeg var følelsesmæssig  stresset af efterveerne fra en barsk skilsmisse. 

   Samme periode i øvrigt hvor jeg lærte at meditere.

   Det var især elektronisk syntetiseret musik af Brian Eno, Jean Michel Jarre og japaneren Kitaro  jeg brugte på den måde. Og så indisk sitar-musik af Ravi Shankar.

   Jeg hørte tilfældigt en række musikstykker og bånd med disse kunstnere og følte åbenbart at det var noget jeg havde brug for. 

   Musikken var  altså ikke bevidst valgt eller opsøgt, snarere oplevede jeg at den "fandt mig" på et tidspunkt hvor jeg havde et akut, men ubevidst behov. I et par år lyttede jeg til numrene rigtig meget både hjemme og i bilen. Men jeg tænkte den gang ikke på min lytning som noget der skulle "hele". 

   Jeg har siden lært at den slags musik kaldes 'ambient' musik:

Ambient er en musikgenre som fokuserer på lydenes klangfarve, arrangeret eller fremført specielt for at fremkalde en "atmosfærisk", "visuel" eller rolig og ikke påtrængende kvalitet.

Her en stump af Kitaros fantastisk værk "The Silk Road" spillet med rigtige instrumenter live:

Jeg har i en lang række indlæg været inde på hvordan musik påvirker vores hjerne, noget neuro-videnskaben i de senere år har lavet rigtig mange undersøgelser af. Man har blandt andet talt om 'Mozart-effekten', og også om at musik kan virke kreativitetstimulerende. 

   Flere malere, Kandinsky for eksempel, er kendt for at skulle høre  en bestemt slags musik for at komme i den stemning - det flow - som er en forudsætning for deres artistiske udfoldelser på lærredet.  Eller de arbejder direkte med at "oversætte" musikken til et visuelt udtryk i maleriet. En slags bevidst synæstesi.

   Her er fx et link til en spørge skemaundersøgelse til en række moderne kunstnere om ders forhold til musik når de maler. 

http://www.artpromotivate.com/2013/01/artists-listen-music-while-painting.html

Derfor er jeg også på udkig efter artikler som udforsker det tema - forholdet mellem musik og den hjerne som modtager og påvirkes af musikken. Og jeg har tidligere på blokken skrevet om hjerneforskeren og jazzmusikeren Peter Vust:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

I denne uges 'Ideer' - tillæg til Weekendavisen - er der en artikel af Markus Bernsen med rubrikken "En rask melodi". 

   Den handler om en musiker, oboisten Niels Eje, som systematisk over en årrække har arbejde med at udvikle og komponere helende eller helbredende musik - i samarbejde med en lang række forskellige forskere. 

   Her er et smukt eksempel på den musik Eje komponerer - og ingen tvivl om at den tilhører genren 'ambient' musik:

Ifølge  hjemmeside og avisartiklen er der udført en lang række videnskabelige undersøgelser, offentliggjort i seriøse tidsskrifter, som dokumenterer effekten af Ejes musik. 

Niels Eje beskriver selv sine værker ved hjælp af visuelle metaforer som  "oplevelseslandskaber" og "3D-malerier i lyd". Jeg kommer straks til at associerer til Degas hvis pasteller blev krakteriseret som "synsmusik" (se blogindlægget en uges tid tilbage). 

Artiklen "En rask melodi" sammenfatter forskningsresultaterne omkring 'musik som medicin'. Musik (underforstået af en særlig slags) ...

• kan styrke immunforsvaret
• dæmper patienters stress og angst
• er mere effektivt end medicin til at dæmpe uro før og under operation
• reducerer behovet for morfin efter operation
• reducerer klager fra patienter over personalet
• patienter bliver mindre oprørte når de afventer svar på kritiske undersøgelser

Umiddelbart tænker jeg at det langt hen ad vejen ligner de effekter man, også forskningsbaseret, tilskriver forskellige slags meditation.

Artiklen fortæller også om et rotteforsøg som dokumenterer sammenhængen (og inviterer til lytning af ambient musik efter læsning):

I et tysk forsøg sprøjtede man kræftceller ind i bughulen på rotter og udsatte dem skiftevis for hvid fjernsynsstøj og blide strygerkoncerter. Den hvide støj gjorde udviklingen af metastaser mere aggressiv, mens musikken normaliserede udviklingen.

Artiklen slutter med at henvise til hjerneforskningen som har dokumenteret at "musik stimulerer forbindelsen mellem de to hjernehalvdele og tilførslen af hormonet oxytocin. 

   Oxytocin kaldes også for "krammehormonet" fordi det stimuleres ved fysisk kontakt. Wikipedia har en anden metafor: "kærlighedshormonet":

Recent studies have begun to investigate oxytocin's role in various behaviors, including orgasm, social recognition, pair bonding, anxiety, and maternal behaviors.[2] For this reason, it is sometimes referred to as the "love hormone". There is some evidence that oxytocin promotes ethnocentric behavior, incorporating the trust and empathy of in-groups with their suspicion and rejection of outsiders.[3] Furthermore, genetic differences in the oxytocin receptor gene (OXTR) have been associated with maladaptive social traits such as aggressive behaviour.[4]

Rytmen i helende og helbredende musik synes at spille en vigtig rolle for effekten,  mellem 55 og 65 slag i minuttet, det som i musiksproget kaldes 'adagio', er det optimale. 

    Et af de kendteste og mest populære stykker klassiske musik er Albionis 'Adagio i G-mol', og første sats af  'Måneskinsonaten' af Beethoven spilles også i tempoet adagio.

   Artiklen fortæller om det specielle tempo at det ...

... har vist sig at være  en slags urrytme, som ses i alt fra spædbørns suttebevægelser til psykotiske patienters rokken frem og tilbage i forsøget på at finde ro. Måske skyldes det at hjertet slår i samme tempo, og at vi alle er kommet til verden i Adagio.

Her Albionis´ 'Adagio' som ofte også bruges som meditationsmusik:

Og her endnu et musikstykke af japaneren Kitaro som jeg netop har fundet: "Flying Cloud", et stykke musik som også lynhurtigt kan hjælp dig til at komme i en meditativ flow-tilstand hvis du trykker på play:

Linket til Niels Ejes hjemmeside 'Musicure':

http://www.musicure.com/?lang=dk

Bidrag til en web-tv-dramturgi (5) - nyhedstrekantens muligheder for genopstandelse i web-tv

I de mange år jeg har undervist i tv-nyhedsdramaturgi, har en af de afgørende pointer været at journalister uddannet til at skrive nyheder til avissider, skulle aflære nyhedstrekantens form-indholds-logik hvis de skulle lære at lave velfungerende tv-nyhedsindslag. 

   Der var endda udviklet en særlig nyhedsberettermodel - en forenklet klassisk berettermodel - til at indfange kravene til nyhedsfortællingens opbygning, kunne man som underviser belære kursisterne om: 

Hook, Context, Develtopment, Wrap.

Men når det gælder web-nyhedsdramturgi, så er det ikke nær så indlysende hvorfor man ikke skulle kunne bruge 'nyhedstrekanten' som formmæssig matrice, idet man kan argumentere for at en web-side  med en indlagt player og en avisside har flere funktionelle lighedspunkter end de begge har med en regulær broadcast-tv-udsendelse med indslag.
   Og et web-tv-nyhedsindslag har den særlige egenskab at man kan hoppe af og på undervejs, og starte forfra og gense hvis man ønsker. I princippet meget lig forholdet i forbindelse med læsning af en skreven tekst. 

'Nyhedstrekanten' er jo betegnelsen for nyhedsartiklens klassiske grundform. 

   Princippet der styrer fremstillingen af avisnyheden, er at det der indholdsmæssigt konstituerer nyheden – 'kerneafsnittet' der skal besvare de for nyheden helt afgørende hv-spørgsmål – at det fortælles kort og klart i toppen af historien.

  Og at man derefter gennem de følgende afsnit udbygger med supplerende baggrund, konkretiseringer, konsekvenser, oplysende sidehistorier, underordnede vinkler, årsagsforklaringer, forhistorier mv. 

Princippet for i hvilken rækkefølge disse uddybende og baggrundsgivende afsnit bringes er simpelt: ”faldende væsentlighed”. Jo mindre betydning informationen har for forståelsen af den aktuelle nyhedsbærende og vinklede information i kerneafsnittet, jo senere i artiklen skal den information ligge. 

   I forhold til læseren betyder det at man tilsvarende antager en faldende interesse eller motivation for at læse videre, jo senere i artiklen man kommer.

Mens den bagvedliggende ide i berettermodellen er at fastholde læserens, lytterens eller seerens interesse helt til slutningen af fortællingen, så er ideen i nyhedstrekanten at læseren skulle kunne stå af undervejs - og så alligevel være sikker på at have fået essensens af historien.

   Produktionelt var nyhedstrekantens funktion også at redaktionssekretæren nemt og hurtigt kunne redigere i artiklen – ved at klippe og skære linjer og afsnit ud bagfra. 

   Avis(side)konteksten hører med til forståelsen af denne kompositionsform: Når læseren hopper af undervejs, så skifter han til en anden artikel på samme side eller til en artikel på en følgende side.
    Hvis man hopper af et web-tv-indslag undervejs, hopper man ikke af siden og web-konteksten og de muligheder man har for supplerende bonusmateriale, links, kontekstinformationer via resten af sidens indgange til at få mere  information.

Hopper man af et tv-eller radio-indslag, så slukker man for apparatet - eller zapper til en konkurrerende kanal. En helt anden kop te.

På den anden side har undersøgelser vist at fortællinger formet over nyhedstrekanten ikke er særligt nemme at kapere – især for læsere uden særlige vidensmæssige forudsætninger i forhold til indholdet. Så hvis de begrundelser som ligger bag ved valget af nyhedstrekanten svækkes eller forsvinde, så er berettermodellen - eller bølgemodellen at foretrække.

                        

Hvis man bruger samme grafiske system som når man anskueliggør berettermodellen og bølge­mo­dellen, (som en spændingskurve udfoldet hen ad en vandret tidslinje og med spændingsstyrken markeret ved højden på den lodrette akse) så kan man anskue nyhedstrekanten som en kurve med en faldende serie 'bølger'  med den højeste i starten og den laveste til sidst – altså nærmest en slags omvendt berettermodel hvor man starter med ”klimaks” i toppen og fortsætter nedad med mindre og mindre betydningsfulde uddybende afsnit mod bunden.

   

TV-nyheder i gamle dage - op til ca. midten af 80´erne - fulgte faktisk i vidt omfang nyhedstrekanten, dels fordi alle tv-journalister tidligere var skolede avisjournalister, men også fordi det rent teknisk var nemt at klippe sådan et indslag ned bagfra når optagelserne var på film bånd.

    Udviklingen af den dramaturgiske bevidsthede på tv-nyhedsredaktionerne op gennem 80-erne førte til at man efterhånden tilpassede nyhedsindslagets fortælleform til et forløb formet over berettermodellen eller bølgemodellen, men dog sådan at nyhedsvinklen som regel blev afsløret mere eller mindre direkte i nyhedsværtens oplæg/intro/'spib', svarende til nyhedsartiklens manchet.

Nyhedstrekanten som formende for længere web-tv-indslag

De argumenter der i tidernes morgen har været for at bruge nyhedstrekanten som den gennemgående fortælleform på avisnyheder, kan faktisk også overføres til længere web-tv-indslag. 

   Da man ved at webbrugere har travlt og er utålmodige, og ofte skimmer snarere end læser koncentreret, så kan det være et argument for at bygge et web-videoindslag op efter den model, altså en slags 'omvendt' bølgemodel med forudsat faldende interesse hos brugeren, sådan at man i selve indslaget indbygger en klar grafisk markering af at her kan man hoppe af, fx ved indlagte kapitelrubrikker eller grafiske stop- eller pauseklodser.

    Man producerer og lægger et indledende kerneafsnit først i web-tv-indslaget; derefter lægger man et baggrundsindslag der leverer årsager og forklaringer; og videre et caseinterview; derefter en ekspertvurdering der perspektiverer historien; og til sidst et afsnit om og med link til lignende historier andre steder og på tidligere tidspunkter. 

   I den skrevne kontekst omkring dette kapitelopdelte videoindslag i playeren kan man lægge link til  faktabokse, til statistikker, kort, tidslinjer mv. 

    Disse efterfølgende og i væsentlighed faldende 'bølgeelementer' kan også lægges som små selvstændige indslag med egen rubrik stykvis i ruder til højre ved siden af playeren.

Samlet kan sådan en web-tv-side sammenlignes med det man kalder et "opslag" i avis- og magasin-sammenhæng, hvor man netop kan surfe rundt i "periferien" og finde 'bonusmateriale' logisk eller associativt forbundet til en central bærende artikel.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (4) - om fremdrift i web-tv-indslag - til forskel fra broadcast-tv-indsalg

For lidt over to år siden lagde jeg en række "noter til en web-dramaturgi" ud som en serie-føljeton her på min blog. 

   Noterne blev oprindelig skrevet til mig selv og en kollega som et resultat af godt et halvt års intensiv research og forberedende tænkning til et efteruddannelseskursus i web-tv-dramaturgi.

   Jeg fik kun lagt tre indlæg ud i indlæg, så overtog andre problemstillinger min mentale dagsorden.

Nu har jeg imidlertid i løbet af de sidste måneder oplevet at der har været relativt mange inde og læse netop de sider. 

   Og som censor både på specialer og bacheloropgaver inden for forskellige medieuddannelser har jeg kunnet se ganske mange henvisninger til disse indlæg i kildelisten, og jævnlige referencer med citater fra dem.
   Derfor genoptager jeg nu føljetonen med en række ny - altså gamle - indlæg om "bidrag til en web-tv-dramaturgi. 

Den opløste og fragmenterede web-tv-fortælling: frihed og fremdrift

Når man skal fortælle historier gennem video på nettet, så er det vigtigt at tænke ud af boksen i forhold til principperne for den traditionelle pakkede og lineære tv-(nyheds)fortælling.

   Når vi har med web-tv at gøre og den særlige net-kontekst, så er der tale om opløsning, frag­mentering, collage, montage, eller hvad man nu skal kalde det: en hypertekst hvor det er brugeren der har mulighed for at konstruere sin egen collage eller montage af de fortælle-byggesten som ellers er kittet sammen i et 'indslag', det man på engelske omtaler som 'a package'. Og hvor det derfor for afsenderen er muligt i høj grad at udlægge eller udlicitere – 'outsource' – en lang række af byggestenene til videoplayerens kontekst på netsiden, eller placere dem på andre bag­vedliggende sider som man kan klikke sig ind til, eller – mest radikalt og revolutionerende – til interaktiv levering fra brugerne.

• Man kan invitere brugerne til at levere (sig selv som) cases, dvs. man kan springe casen over i førte omgang
• Man kan invitere til øjenvidnebeskrivelser, dvs. man behøver ikke at rykke ud for at få dem
• Man kan invitere brugerne til at levere dokumenterende billeder, dvs. man kan skære ned på illustrationen af historien, den kan komme hen ad vejen
• Man kan undlade vox pop, idet man inviterer til kommentarer der jo har samme funktion
• Man kan invitere til facts, målinger, opgørelser, statistikker som folk har i kraft af insider-viden eller nærhed i forhold til en problemstilling
• Man kan sprede elementerne over flere dage, og fx lægge en opinionsundersøgelse ud efter indslagets præsentationsdel, og så kommer uddybningen først næste dag, og konfliktoptrapningen med debatten den tredje dag.
• Man kan lægge større eller mindre dele af speakens oplysninger ud omkring player-optagelsen som skreven tekst.
• Man kan lægge grafikken ud for sig ”ved siden af”.
• ”Konfliktoptrapningen” fra et normalt indslag, kan i første omgang lægges ud som en selvstændig teaser til brugerne som invitation til debat om et moralsk kontroversielt spørgsmål; altså man bryder indslagets fortælling af i det punkt der ellers ville ”point of no return”. 

Ønsket om frihed og mange indgange

Det der kendetegner den klassiske lineære dramaturgi, er at den har en indgang i begyndelsen og en udgang til slut, og at historien er bundet til at forløbe mellem dem: Aristoteles skrev "beginning, middel, end". 

   Men når vi taler om web-tv, så er spørgsmålet om hvor vi begynder, hvor midten er, og om og hvor vi slutter, noget der er mere eller mindre op til brugerne. 

   På nettet ønsker brugerne mange indgange, så de kan springe ind og ud i kortere og længere tid, lave ”shortcuts” eller tage omveje, alt efter forudsætninger og interesser. 

   Det er det som nettets karakter af hypertekst i den grad inviterer til.

Et spørgsmål om et skift i fremdriftens karakter

Begrebet dramatisk og episk ”fremdrift” er centralt i den traditionelle tv-fakta- og nyheds-dramaturgi. "fremdrift" betyder her det forhold - den mentale relation - der forbinder fortællingens forløb med publikums oplevelse af at blive fanget og fastholdt fra start til slut. 

   Den relation skal måske tænkes om. Spørgsmålet er om ikke vi i net-tv-sammenhæng i højere grad skal ind på at tale om 'retorisk fremdrift' i stedet for. 

   Eller rettere: man kan sige at i et traditionelt effektivt tv-nyhedsindslag er den retoriske fremdrift underordnet den dramatisk-episke, mens det på nettet snarere er omvendt.

Lyder det snørklet. Så må vi lige definerer 'retorisk fremdrift'.

Retorisk fremdrift skabes af  (retoriske) påstande der vækker til modsigelse, og (retoriske) spørgsmål der der vækker og ægger til ønsker om svar. 

   Opløsningen og fragmenteringen af den lineære dramaturgi - kombineret med interaktionsmuligheder med brugerne, skifter vægten og orienteringen fra dramatisk-episk fremdrift (som skabes af et kronologisk scene på scene-forløb) til retoriske fremdrift som skabes gennem verbal interaktion, en simuleret samtale mellem afsender og modtager, hvori afsender forsøger at foregribe modtagers spørgsmål og indvendinger - anspore til videre interaktion.

   Man kan sige at den dramtisk-episke fremdrift korresponderer med en såkaldt 'lean-back'-modtagesituation, mens den retoriske fremdrift modsvarer brugernes typiske 'lean-forward'-indstilling når de er på nettet. 

   Den dramatisk-episke fremdrift skal forføre modtageren til at 'sluge hele pakken' i et samlet flow, mens den retoriske fremdrift skal overtale modtageren til at acceptere og 'fordøje' informationerne, logikken og argumenterne skridt for skridt, bid for bid - under en form for bevidst modstand eller skepsis.

Normalt vil man sige det er en dramaturgisk og formidlingsmæssig svaghed hvis et tv-indslag, en tv-feature eller en tv-dokumentar rejser og efterlader ubesvarede ”hængende” spørgsmål undervejs. Det bremser og forstyrrer fremdriften og svækker oplevelsen og forståelsen hos publikum. 

   Og det regnes for en fortællemæssig svaghed og dårlig formidling hvis publikum sidder med ”løse ender” til slut, og er frustrerede over det.

   I net-tv-sammenhæng kan man godt indimellem tænke omvendt: at seeren/brugeren har og skal have mulighed for at stoppe op et stykke inde i det audiovisuelle fortælleforløb og stille et spørgsmål der der så skal kunne besvares ved at følge et sidespor før fortællingen fortsætter. 

   Altså noget der kunne minde om computer-spil-dramaturgien, hvor man som spiller skal løse opgaver for at kunne fortsætte gennem spillet.

Under alle omstændigheder er det jo sådan at video-playeren på en netside giver brugeren mulighed for både at stoppe op og afbryde web-tv-fortællingen når han vil, og mulighed for at repetere passager eller hele indslaget forfra. 

   Det er muligheder som vi har kendt i århundreder fra læsningen af skrevne avishistorier, muligheder som er en del af begrundelsen for at nyheder i aviser formidles efter ”nyhedstrekanten”, der jo bla. gør det muligt for avislæseren at stå af læsningen når det passer ham, og gå videre til andre historier på siden eller de følgende sider. 

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om de indsigter om web-tv-nyheder som man kunne læse ud af en undersøgelse: ’Webtvaviserne’, skrevet af journalistisk lektor Rune Michelsen og cand.public Signe Rosendal Rasmussen fra Syddansk Universitet, april 2011.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/nyhedstrekanten-far-come-back-med-web.html

Akvarelmaleriets mysterier (20) - om Degas´ akvarellignende pastel-landskaber - og arven fra min malende morfar

(fortsat fra foregående indlæg)

Jeg synes jo umiddelbart der er en vis lighed mellem pastel- og akvarelmaleri - en lighed i fornemmelsen af "flygtighed" og "lethed" og "lyshed". 

   Så jeg googler også på om Degas har malet akvareller - fordi jeg altså er interesseret i "akvarelmaleriets mysterier" og indimellem har opdaget at nogle af de største kunstnere i den nyere kunsthistorie har malet mange akvareller - mange flere kendte kunstnere og mange flere akvareller end jeg var klar over tidligere.

    Og akvareller har Degas malet, men tilsyneladende ikke ret mange (og ikke nogen det er værd at skrive hjem om):

Til gengæld har han malet rigtig mange fremragende landskabsmalerier med pastel - som slående ser ud som var det akvareller:

Det synes jeg er stærkt interessant. Hvis man ikke lige vidste det, så kunne man jo nemt tro at disse pastellandskaber var akvareller. 

   Så pastel er en teknik og et malemedie som måske var værd at tage op også - ved siden af akvarel, begynder jeg at tænke.

   Og siden min ungdom har jeg faktisk haft liggende en kæmpe stor malerkasse af træ med professionelle pastelkridt i utallige farvenuancer. 

Jeg arvede pastelmalerkassen fra min morfar Oluf Bertolt efter hans død. 

   Han var en af socialdemokratiets "tunge" kulturpersonligheder der blandt andet skrev arbejderbevægelsens historie: "En bygning vi rejser" - sammen med to andre forfattere. Og han redigerede også en antologi af arbejderdigtning: "Vers og værktøj".

   Oluf Bertolt var søn af en kusk,  stod i lære som maler og havde som malersvend gået på valsen ("naver") i Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Siden tog han studentereksamen og blev højskolelærer. Og giftede sig med min mormor som var præstedatter, og som kunne føre sin slægt tilbage til middelalderens mægtigste adelsslægt i Danmark: "Hvide-slægten" (Skjalm Hvide).

   I mange år var Bertolt leder af AOF (Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund) og sad også en række år i Danmarks Radios 'programudvalg' for Socialdemokratiet, ligesom han sad i bestyrelsen for arbejderbevægelsens forlag Fremad. 

   Han var medlem af Fredriksbergs byrråd fra 1937 og til sin død 1958.

Oluf Bertolt var sporadisk fritidsmaler, og malede altså blandt andet med pastelkridt. Jeg er ikke sikker på han fik malet så meget med dem, de så ret ubrugte ud da jeg overtog dem. Måske havde han planer om for alvor at gå igang når han blev pensionist, og havde til det formål indkøbt kassen i Frankrig. Den må have kostet en formue.
   Men det nåede han aldrig, idet han døde i en alder af 67 år.

   Jeg har faktisk for nylig af en kusine fået en tidlig akvarel malet af ham i 1908 (her med genskin fra blitz):

Jeg har faktisk også i min gymnasietid malet pasteller, hovedsagelig den type som kaldes oliepastel, men jeg har også malet nogle få pasteller med de farver jeg arvede fra min morfar.

   Den historie om min ungdoms maler-meriter fortælles og vises i et senere indlæg her på bloggen.