Tøjbamser, pussypower og bare bryster - kreative aktionsformer mod autoritære restriktioner og systemisk undertrykkelse

Et par år efter at muren var faldet, og de østeuropæiske autoritære regimer var brudt sammen, husker jeg nogle artikler, sikkert i Information, hvor vinklen var at kunstnere - modvilligt - beklagede sig over  det nye "frie" miljø. Kunsten som kritik, som oprør som modspil - som mentalt og konceptuelt undergravende virksomhed, havde mistet sin styrke og potens.
    Kreative restriktioner afføder kreative frustrationer - og kreativ vrede!

Problemet efter murens fald for mange østeuropæiske kunstnere: en mangel på kreative restriktioner - social og mental undertrykkelse der ellers havde stimulerede kunstnerne til konceptuel subversiv opfindsomhed. Blending, ironi, kamuflage, montage, metafor.

   Associationen får jeg fra nogle af de nyhedsartikler som her i sommermånederne har domineret i et ellers slapt sommer-nyhedsbillede, med en banal faglig blokade af en restaurant og en debat om omskæring af drenge som højdepunkter. 

Alle autoritære regimer har et forholdsvis begrænset repertoire af midler og indgreb til at opretholde magten over folk og fæ i deres land: Politi- og efterretnngsvirksomhd, overvågning, fængslinger, tortur, knægtning af presse- og forsamlingsfrihed, regimets egne ungdomsorganisationer, stikkere, medløberi.

   Jo hårdere undertrkkelse, jo kraftigere kreative restriktioner. Og det inspirerer til kreative modspil hvor aktivister spiller på en anden banen end den som regimerne har forsøgt at hegne ind.

Modoffensiven finder så nye grænsoverskridende veje og udtryksmidler. Vi så det i slutningen af 60-erne og op gennem 70-erne - i forbindelse med anti-atommarcher, anti-Vienamkrigs-bevægelsen, de første miljøaktioner fra Green-peace. Vi havde herhjemme Sovognen, Ungdomsredaktionen, de første feminist-aktioner, flower-power-ideologien. Alt sammen oprørsudtryk mod de mentale og ideologiske skyklapper som de vestlige samfund og deres regeringer forsøgte at kontrollere befolkningerne og deres tænkning med. Den gang - fra midten af 60-erne til omkring 1980. I ly af den såkaldt "kolde krig".

Det blev kaldt "ungdomsoprør". Og for mine børn og børnebørn er det - historie, myter - anekdoter omgivet med en aura af fantastik og drømmeverden. 

   Og medierne betød noget den gang. Uden dem, først og fremmest tv, intet ungdomsoprør. Uden dem ingen Green Peace. Uden dem ingen rødstrømpebevægelse. 

Og nu ser vi det igen. I kraft af de nye sociale og digitale medier, så fungerer undertrykkelsen af befolkningerne i de fleste autoritære og diktatoriske samfund som kreative restriktioner for de unge, digitaliserede og relativt højtuddannede befolkningsgrupper. De er ofte arbejdsløse, så hvad skal de ellers bruge tiden til. 

   Der er en vilje - et mentalt og følelsesmæssigt pres - til nytænkning og handling, stillet over for og mødt med en tilsyneladende uovervindelig mur af undertrykkelse og vold. 

   Der er savn af traditionelle udtryksmuligheder og fravær af frihed. 

   Og hvad har man så tilbage: sin fantasi.

Information havde en artikel om det i torsdags under rubrikken "Bryster, punk og borgerrettigheder". Og en leder i fredags med rubrikken "Putin til grin". 

   Artiklen er skrevet af Catarina Nedertoft Jessen. Hun fokuserer på hvad der sker i de østeuropæiske lande hvor demokratiet aldrig slog i gennem efter murens fald. Og hun opregner en række aktioner og aktionerende grupper som gør brug af mentalt grænseoverskriden udtryksmidler: ironi, satire, provokation, blending, metaforer - kombineret med aktionsformer som ikke kan stoppes fordi de er spontane og uforudsebare for de forskellige magtapparater, magtapparater der er låst fast i traditionlt framede forestillinger om hvordan modstand kommer til udtryk.

   Og når systemet reagerer traditionelt med bøder, fængslinger, bureaukratisk chikane, straks er det en top-nyehedshistorie på nettet og via de sociale medier - med fascinerende global impact.

De autoritære systemer og regimer bliver til grin. Udstilles som tomme skaller med tom retorik. Ligesom troldmanden blev afsløret i 'Troldmanden fra OZ'. 

   Og det kan magtens troldmænd ikke tåle - ikke bære. De lever af at præge sindende i befolkningerne med billeder der skaber angst, respekt, opgivenhed, passivitet. Og de billeder krakelerer og falmer under aktionernes metaforiske pres.

   Så den mentale frisættelse af befolkningerne som er resultatet af disse kreative - visuelt og verbalt provokerende - anti-aktioner, virker måske stærkere end massedemonstrationer på gaderne - i hvert fald i første omgang.

   En gammel 68-er som mig - må fryde sig og varme sig. Der er håb!

Hvorfor er det tilsyneladende mest kvinder der går forrest i disse aktioner?

Akvarelmaleriets mysterier (9) - Rudolf von Alt - en af jugendstilens inspiratorer og en akvarelmaler af Guds nåde

Under min research på jugendstilen og dens rødder, stødte jeg på den østrigske maler Rudolf von Alt (1812-1905). Han blev udnævnt til "æresformand" i en forening som i nogle år omkring 1900 var rammen for bl.a. jugendestilens malerer og udstillinger i Wien, med Gustav Klimt som den første formand. Foreningen havde navnet The Vienna Secsession.

   Wikipedia:

The Vienna Secession (also known as the Union of Austrian Artists, or Vereinigung Bildender Künstler Österreichs) was formed in 1897 by a group of Austrian artists who had resigned from the Association of Austrian Artists, housed in the Vienna Künstlerhaus. This movement included painters, sculptors, and architects. The first president of the Secession was Gustav Klimt, and Rudolf von Alt was made honorary president. Its official magazine was called "Ver Sacrum".

Og hvorfor blev Rudolf von Alt, som jo egentlig var to generationer ældre end de oprørske unge malere i Wien, udnævnt til æresmedlem af The Vienna Secession?

   Derfor:

Rudolf von Alt er i høj grad arkitektur-, interiør- og city-scape-maler, og i hans senere malerier kan man finde et vist slægtskab med de franske empressionister i kraft af det vibrerende lys der gennemsyrer billederne, sammen med et fascinerende dybdeperspektiv:

 

Som det fremgår var Rudolf von Alt meget betaget af Venedig-motiver. Og det er jeg også. Har været der tre gange, og har fået et visuelt spark i sjælen ved hvert besøg. Venedig vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Men når jeg især vil fremhæve Rudolf von Alt her på bloggen, så er det fordi jeg blev klar over at han er en af de helt store akvarelmalere. I klasse med englænderen William Turner.

   Rudolf von Alt udnytter til fulde og mesterligt den næsten overjordiske og mystiske lethed som netop akvarelmaleriets lag på lag-teknik, kombineret med vådt i vådt-teknikken, kan forlene motiverne med. 

   Alle de foregående billeder er akvarelmalerier. Tro det eller ej!

   Og se bare her - flere billeder der demonstrerer hvad mesteren kan med 'vandfarver':

Klik ind på dette link og se mange flere af Rudolf von Alts akvareller:

http://www.wikipaintings.org/en/rudolf-von-alt/view-of-salzburg-1831#supersized-artistPaintings-253396

Den plastiske hjerne (1) - de seks dimensioner i personlighedens emotionelle stil

Hvor stabilt er vores hjernes konstruktion - dens "arkitektur" - over tid? Hvor stabil er vores personlighed over tid? Hvor påvirkelig er hjerne og sind af emotionelt stærke begivenheder som den enkelte oplever i krisesituationer? Og hvorfor reagerer to mennesker vidt forskelligt på samme barske oplevelser og vilkår?

   Det er spørgsmål som har ligget og luret neden under en af de tankemæssige hovedveje jeg har fulgt på denne blog, nemlig om de ofte barske forhistorier fra barndom og ungdom som rigtig mange af de særligt kreative personligheder med karrierer inden for politik, forskning og kunst har kunnet fortælle. Det er historier om radikalt og pludselig at skifte miljø og sprog, om tab af tryghed i ellers nære sociale tilhørsforhold, om savn af en eller begge forældre, om skilsmisser, om mobning i skolen, om at føle sig udenfor og fremmed i forhold til omgivelserne, om at være splittet mellem to kulturer og sprog.

Min meget forenklede teori har været, at den type barske negative vilkår hos nogle mennesker og under nogle omstændigheder fører til  emotionelt betingede reaktionsmønstre som, fastholdt over længer tid, fremmer konstruktionen af en særligt "kreativ hjerne". Og  at der i den konstruktion indgår at hjernens fantasiliv stimuleres uforholdsmæssigt meget, dvs. det udvikler de dele af hjernens komplekse modulsystem som kaldes the default network præcis som hård træning kan udvikle muskler til at fungere bedre. 

    Talemåden "Hvad udad tabes, skal indad vindes," er på en eller anden måde ret præcist i forhold til det reaktionsmønster. Typisk er i hvert fald at rigtig mange særligt kreative personligheder kan fortælle om at de i den slags situationer hvor de oplever længervarende "tab" og "savn", isolerer sig, vender sig "indad" - og i de perioder pludselig får et stort behov for og udbytte af at læse fiktion.

   Og så har jeg jo også måttet konstatere at de selvsamme negative vilkår med oplevelser af kritiske tab og (af)savn kan indebærer et liv med social deroute, kriminalitet, alkoholisme, narkomani - you name it.

Derfor spidsede jeg øjne da jeg læste om Richard J. Davidssons forskning om "følelsesmæssig stil", som kan defineres som en variabel og vægtet kombination af forskellige mentale og emotionelle parametre:

• Resilience (= ukuelighed, robusthed, mental udholdenhed) : how slowly or quickly you recover from adversity
• Outlook (= optimisme, "et lyst sind", positivt " livssyn"): how long you are able to sustain positive emotion.
• Social Intuition (= fornemmelse for andres fornemmelser): how adept you are at picking up social signals from the people around you.
• Self Awareness (= selvindsigt): How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
• Sensitivity to Context (= emotionel selvkontrol tilpasset situationen): how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
• Attention (= nærvær, opmærksomhed, koncentration): how sharp and clear your focus is.

I mit indlæg den 7. juli omtalte jeg kort og summarisk Richard J. Davidson som den forsknngsmæssige hovdfigur bag den dokumentarfilm som båd i Danmark og internationalt har fået en meget positiv omtale: "Free the Mind" - instrueret af Phie Amboes:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/frigr-sindet-med-tankens-kraft-om.html

Richard J. Davidsons helt nye bog som jeg lige har anskaffet, har titlen: "The Emotional Life of Your Brain". Og undertitlen lyder: "How its uniqe patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them".

   Bogen er skrevet sammen med Sharron Begley, som er en slags amerikansk pendant til vores egen suveræne videnskabsjournalist Lone Frank. Begley har så også selv skrevet en mere populariseret indføring i de ret så revolutionerende og kontroversielle teorier og ideer inden for neuroscience-feltet som Davidson har udviklet gennem eksperimentel hjerneforskning over en lang årrække.

   Begleys bog udkom 2009, så mon ikke det er den - og dens bestseller-succes - der har givet anledning til en invitation fra professor Davidson til at hun bistod ham med at skrive hans bog. Han er nemlig også en af "heltene" i Begleys bog. 

Hvad er det der er fascinerende ved Davidsons bog - og ved hans teoretiske og empirisk funderede nytænkning?

   Først og fremmest er det det at den er dramaturgisk "plottet", og det er nok i høj grad Begleys fortjeneste. På samme måde som fx Joshua Foer´s 'Moonwalking with Einstein', eller Steven Johnson´s 'Mind Wide Open', eller Lone Franks 'Mit smukke genom' er journalistisk plottede, nemlig som en  kombineret opdagelsesrejse og udviklingshistorie med fortælleren som subjekt.

   Davidson taler i introduktionen om 'A Scientific Quest', som Wikipedia definerer sådan her:

A journey towards a goal ...the objects of quests require great exertion on the part of the hero, and the overcoming of many obstacles. 

En vidneskabelig rejse mod et vanskeligt mål, som indbærer store anstrengelser og overvindelse af stor modstand. Et set up til et eventyr!.

    Davidson fortæller kronologisk hvordan han skridt for skridt er kommet til en forskningsmæssig grænseoverskridende forståelse af hjernen, af den menneskelige personligheds sindstilstande og af det følelsesliv som udspringer af forskellige dele af hjernens forskellige neurologisk og neurokemiske reaktionsmåder, dels i forhold til mødet med omgivelserne og dels i forhold til sindets indre liv.

"The Emotional Life of Your Brain" fortæller simpelt hen en spændende historie - som har karakter af en slags forskningsmæssig selvbiografi - en personligt fortalt  erkendelsesrejse - et livsforløb præget af  en masse forskningsmæssig modstand, af egen tvivl og usikkerhed, og gang på gang også af mentalt gennembrydende aha-oplevelser.

   Udervejs formulerer han en række empiriske funderede opgør med det man kunne kalde mainstream opfattelsen inden for psykologien og neurovidenskaben: om hvordan hjernen er indrettet og fungerer i forhold til følelseslivet hos det enkelte menneske, og i forhold til det enkelte menneskes individuelle udvikling fra barn, til ung, til voksen og ældre.

This book describes a personal and professional journey to understand why and how people differ in their emotional response to what life throws at them, motivatede by my desire to help people lead helthier, more fulfilling lives. The "professional" thread in this tapestry describes the development of the hybrid discipline called affective neurscience, the study of the brain mechanisms that underlie our emotions and the search for ways to enhance peoples sense of well-being and promote positive qualities of mind. The personal "thread" is my own story. 

Davidsons fortælling viser at han selv er mønstebryder og outsider i forhold til de dominerende forskningsmiljøer og de dominerende antagelser inden for forskningfeltet:

(...) I have ventured outside the boundaries enclosing these disciplines, sometimes getting stuck down, but in the end, I hope, achieving at least som of what I set out to do: to show through rigorous research that emotions, far from being the neurological fluff that mainstream science once believed them to be, ar central to the functions of th brain and to the life of the mind.

Hans udvikling af teorien om de forskellige emotionelle stilarter er kendetegnet ved at hver af de 6 dimensioner kan testes som hhv. stærkt eller svagt udviklet, og at de empirisk kan vises at have med meget forskellige dele af hjernens funktionsmåde og neurale aktivitetsniveau at gøre:

• Stærk eller svag mental robusthed afhænger af styrken af signalerne mellem den prefrontale cortex og den del af hjernen der kaldes amygdala.
• Styrken af den sociale intuition hænger sammen med høj neural aktivitet i den del af hjernen som kaldes fusiform gyurus og kun moderat aktivitet i amygdala.
• Hvor god man er til at styre sine følelser i forhold til forskellige former for kontekst, afhænger af hvor høj den neurale aktivitet er i den del af hjernen som kaldes hippocampus.
• En høj grad af selvindsigt hænger sammen med høj aktivitet i den del af hjernen som kaldes insula.
• Stærk eller svækket opmærksomhed og koncentrationsevne hænger sammen med hvor godt prefrontal cortex evner det der kaldes 'phase-locking' som reaktion på eksterne sansestimuli.
• Den optimistiske hjerne ('outlook'-dimensionen) variere med hvor stærkt og vedvarende hjernens kemiske belønningssystem (nucleus accumbens) er aktivt, og dette belønningssystem er reguleret af hvor stærke signaler det modtager fra præfrontal cortex.

Læseren bedes i første omgang gå til den engelske Wikipedia for at få at vide hvilke funktioner man typisk tillægger amygdala, fusiform gyrus, prefrontal cortex, hippocampus, etc.

De fleste af de personligheds-typologier som den psykologiske og neurologisk forskningen har arbejdet med, og som jeg også har refereret i forskellige indlæg på denne blog, går ud fra at den enkelte person typisk er fx introvert eller ekstrovert, eller er en Highly Sensitiv Person (HSP), eller en High Sensation Seeker (HSS), eller en ADHD´er. Og at det er noget man "er" så at sige fra naturens hånd - og bliver ved med at være hele livet. Hvad der så i øvrigt passer godt med at man har konstateret at disse særlige personlighedstyper ofte kan begrundes i genetisk funderede psykiske egenskaber (="fra naturens hånd"). 

Richard Davidson spørger så sig selv - og giver sig til at undersøge og teste - om det enkelte menneskes personlige emotionelle stil er noget der er permanent for den enkelte person, hvad det ville være naturligt at gå ud fra - netop fordi Davidson  har forankret hver enkelt dimension i den emotionelle stil i et hvert sit specifikke empirisk påviseligt samspil mellem forskellige dele af hjernens moduler og funktioner.

   Men svaret er nej. 

En forsøgsrække over  en 6-årig periode viser at børn der er kendetegnet ved én markant emotionel stil, meget vel kan have skiftet til en anden i løbet af en tre-årig eller seks-årig periode. Man kan altså ikke med nogen sikkerhed slutte fra hvordan et barns emotionelle personlighed er når det er tre år, til hvordan dets emotionelle personlighed ville blive 6 år efter. Ca. en tredjedel er ifølge Davidsons forsøgsrække stabile mht. emotionel stil, en tredjedel flyttede sig noget (ind mod midten), og en tredjedel skiftede til deres emotionelle modsætning.

   Davidsons forklaring på dette er at den nyeste forskning i genetik viser at gener kan tændes og slukkes - afhængig af de påvirkninger individet får fra mødet med forskellige begivenheder og vilkår i omgivelserne. Og at den mekanisme også kan føre til ændringer i en personligheds emotionelle stil. 

Konklusionen er lysende klar (og jeg er nået ca. halvt igennem bogen):

These discoveries  about the malleability (i.e. formbarhed, plasticitet) of a key facet of Emotional Style - and indeed, of personality, temperament, and other genetically based traits - provide the foundation for parents and teachers to identify af child´s Emotional Style and try to shape it. 

   Even if a child has a genotype that predisposes him to be anxious, being raised in a relaxed andnurturing envionment can dial down those genes, quite littreally, by altering the extent to whiich priticular genes are expressed. 

   Similarly, at child who has a genetic predisposition for shyness can develop into a sociable adolescent and adult i her parents do not shelter her and indulge her shyness but instead gently encourage her to interact with other kids. 

   The environment does not just shape behavior or even brain function. I also affects whether genes turn on or off and, therefore, which inherited traits we express.

(fortsættelse følger) 

The Beatles,The Illsly Brotheres og Johannes Mashiyane - om 'ring shout', 'pennywhistle-kwela' og kreative restriktioner

I Weekendavisen for en uge siden var der en artikel af René Gummer under rubrikken "Dans og Skrig" - 2. del af en artikelserie på to om "Rock og Religion".
   I centrum for artiklen er den sang 'Twist and Shout' som Beatles gjorde verdenskendt med John Lennon som forsanger og resten af gruppens som kor. Sangen var en del af deres første LP-album "Please Please Me" fra 1963. Hør og se den her:

Artiklen i Weekendavisen fortæller at det var det af numrene på LP-en der blev indspillet sidst i rækken. Og historien bag optagelsen er denne:

Efter en lang dag i  studiet var "Twist and Shout" blevet gemt til sidst fordi den forkølede Lennon vidset at når den var sunget ville hans stemme være væk. Der blev taget to takes det sidste overlevede ikke, så det første er det vi kender i dag; en 22 årig ung man  der råber sig langt ud af Liverpool og langt ind i historiebøgerne. Det er ikke så sært, for den desperate energi, der strømmer ud af Lennon, rammer lige så sikkert nu som for et halvt århundrede siden - også selvom manden selv kun havde en kimsende hovedrysten til overs for sin præstation, som han mente kunne gøres langt bedre. "Jeg skreg jo bare", sagde han i 1980. "Det havde ikke noget at gøre med at synge."

Historien for mig er et smukt og klokkeklart eksempel på hvad kreative restriktioner kan betyde for stor kunst.
   Der er stor risiko for at Lennons stemme forsvinder, den er så at sige på sit yderste den dag. Så sangen skal være i kassen med det samme. Og samtidig er hans stemme hæs og forkølet og egentlig for dårlig til sang. Så for at overkommet disse modstande, begrænsninger og det pres er Lennon totalt selvforglemmende fokuseret når han 'skrige-synger'. Og otuputtet: et fantastisk sangnummer der - fora at bruge en helt velvalgt kliché - i den grad kommer ud over rampen.

Men artiklen fortæller ikke bare forhistorien for nummeret, men også forhistorien for den genre som 'Twis and Shout' udspringer af. Og den eksemplificerer også betydningen af kreative restriktioner, for udviklingen af nyt.
    Sangen udspringer af en gospel-sangtradition som kaldes 'ring shout': "Præsten råber et budskab, og menigheden enten gentager eller svarer." Og nummeret blev oprindelig indspillet af en gruppe som hed "The Illsly Brothers" som var vokset op med og havde deltaget i gospelgudstjenester i den lokale First Baptist Church.
   Og så kommer forklaringen og pointen. "Som led i den total racedominans blev slaverne af deres hvide herrer forbudt at bruge trommer - et instrument  der på mange områder var definitionen af deres hjemegnes religion og dermed et slag i solar plexus til stort selvforståelse og og identitet."
   Så hvordan skulle de sort udtrykke det savn som manglen på trommer udgjorde - både musikalsk og identitetsmæssigt? Gummers artikel forklarer:

Slaverne var dermed overladt til at bruge kroppen og den lyde som instrumenter. De oprindelige ring shouts blev fremført sådan at en sanger begyndte med at bevæge kroppen til en indre rytme, der gradvist kom lyd på med klap og stamp. "Samtidig kom han eller hun med "spontane og emotionelt ladede udbrud, som de andre forsamlede gentog eller svarede på.

Til sammenligning her The Illsly Brothers´ originale udgave som Beatels´ altså er en - fabelagtig - kopversion af:

En af de musikgenrer eller stilarter som jeg som meget ung blev stærkt betaget af, var også et produkt af kreative restriktioner - restriktioner der i det her tilfælde lå i at de sorte i Sydafrikas byer under apartheid-regimet ønskede at spille en form for jazz, men ikke havde råd til instrumenterne. De havde kun råd til blikfløjter - 'penneywhistles':

Genren kaldes kwela, og her følger et eksempel på hvordan det lyder når musikken er bedst. Det er fra den LP jeg stadig har liggende derhjemme, købt da den udkom i begyndelsen af 60-erne. Titlen: "New Sounds of Africa":

Her oplysninger fra You Tube om musikkens oprindelse og om en af de helt store musikere, Johannes Mashiyane:

Johannes "Spokes" Mashiyane was regarded as one of the greatest pennywhistle artists that graced the South African kwela music scene from the 1950s to (approximately) the 1970s. His name was derived from the bicycle wheel spokes from which he fashioned his first pennywhistle. He claimed that the inspiration for his songs were from his dreams. He played with other kwela greats of his time and he enjoys a respectable following to this day.
   As a child Spokes Mashiyane (1933-1972) learned to play reed flute common among black cattle herders. When he moved to Johannesburg he got a pennywhistle and started to play his music on the streets for tips. This is where Strike Vilakazi, a talent scout for Trutone Records, first noticed him. And so began the career of South Africa's most famous pennywhistle player.
  Mashiyane worked with guitarist and composer Allen Kwela, and it was the latter's last name that became the title of the popular Kwela music of South Africa that dominated much of the black music scene during the 1950s.
   Kwela music's influence even crossed the artificial racial barriers caused by the politics of Apartheid, and many Boeremusiek tunes incorporated this "new" sound into the folk music of Afrikanerdom. 

Forløberen for 'the penny whistel' er altså en 'reed-flute' - en pile(træs)fløjte af den slags jeg selv har lavet og spillet på som barn, og som i årtusinder har været lavet over hele verden:

Takete- og lumumma-arkitektur - og noget om jugend-stilens rødder og betydning

Politiken havde forleden en kort artikel om et nyt lejlighedsbyggeri på Århus havn. Her er det billede ejendomsmægleren bruger til at sælge lejlighederne med.



'Isbjerget' er navnet på komplekset. Et indlysende navn!

Jeg associerer i første omgang synet af 'Isbjerget' med det nye hotel på Amager, Hotel Bella Sky:



Og med et andet berømt Amagerbyggeri "VM-husene":



Så kobler jeg disse synsindtryk - disse visuelle "gestalter" - til gestalpyskologernes og designteoretikernes begrebsmodsætningpar:

'takete' og 'lumumma'

Og så spørger jeg dig, min kære læser: Hvilket af disse to sproglige udtryk synes du er mest dækkende for den fornemmelse du får ved synet af de tre stykker arkitektur?
    Dit svar vil være... (det står ved slutningen af dette indlæg).

De to ord 'takete' og 'lumumma' er ord som i sig selv ingen betydning har - de er "rent udtryk". Og verdensomfattenende undersøgelser viser at de to ord - uanset sprog - associeres til forskellige typer sansninger, sådan at man kan tale om 'takete-lyde' og 'lumumma-lyde', 'takete-former' og 'lumumma-former', 'takete-farve(kombinatione)r' og 'lumumma-farve(kombinatione)r'.

Lad os tage lyde som eksempel:

- takete-lyde: et træ som knækker og falder til jorden, en motorsav, et udrykningshorn, glas som splintres, et symfoniorkester som stemmer instrumenter, kragfugle som reagere på en rovfugl,

- lummuma-lyde: fuglesang, kildevand som risler, små bølgeslag mod strandkanten, barnelatter, en gammeldags fiskutters motorlyd, en svag vind gennem trætoppe.

   Neurologisk set er der tale om det som man kalder synæstesi, et fremmedord som bogstaveligt betyder 'sam-sansning': at indtryk fra én sans automatisk og ubevidst kobler sigt til indtryk fra en anden fordi der neurologisk er "hul igennem" mellem to ellers adskilte hjernemoduler.

   Nogle mennesker er fra naturens hånd synæstetikerer, og forbinder fx automatisk forskellige bogstaver med forskellige farver, eller forskellige lyde med forskellige tal. Mulighederne for 'villet' synæstesi er det vi udnytter i sproget når vi kan sige om en person at: han havde en skarp tunge, hun var i sort humør, hun brændte af indestængt harme, hun havde en blød stemme, han havde et lyst sind, han havde stikkende øjne.

   Det der sker, er at udtryk for ydre sansning bruges til - metaforisk og i overført betydning - at beskrive indre følelser eller emotionelle effekter. 

   Det perseptionspyskologiske eksperiment man har lavet i mange lande og i rammen af mange sprog og kulturer, går ud på at spørge folk: Hvilken en af disse to figurer er en 'takete', og hvilken er en 'lumumma'?

Uanset land, kultur, sprog: Alle svarer... nå ja, svar selv.
   Og dit svar vil for den nederste figur være identisk med det du gav på spørgsmålet om de tre stykker moderne arkitektur oven for.

Arkitekterne kan ikke løbe fra at former, farver og følelser hænger sammen. At der findes noget som man kunne kalde 'emotionel resonans' i forhold til forskellige slags sansninger. At vores følelser svinger med de visuelle udtryk vi møder. Aggression fx svinger med én type visuelt udtryk, empati med en anden. 

    Enhver der læser tegneserie kender til forskellen. Og spørgsmålet er: Hvilke følelser appellerer den slags moderne arkitekturstil til som Isbjerget, Hotel Bella Sky eller VM-husene? Kulde eller varme, ensomhed eller fællesskab, konflikt eller fredeligt samvær? 

    Har du lyst til at bo der? Inviterer byggeriet til dejlig sex? Kan du høre de varme glade barnestemmer?

Hele denne lange smøre om arkitekturformers  og -farvers synæstetiske effekter fordi der var en artikel i sidste uges Weekendavisen om den stilart inden for visuel kunst og arkitektur som jeg, lige siden jeg var helt ung, følte mig i dyb mental og emotionel samklang med: 'jugend-stilen' (som også har et fransk navn: 'Art Nouveau').
    Artiklen aktualiserede en gammel æstetisk betagelse og satte gang i associationerne til takete-lumumma-modsætningen. 

     Er der nemlig nogen stilart som kan sammenfattes med perceptionspsykolgiens 'lumumma'-etiket, så er det den. Og det er ikke så mærkeligt, for stilretningen havde samme ide-grundlag som en af de klassiske ideudviklingskabeloner: 'Naturen  som model'.
   Her følger nogle eksempler på jugend-stil høstet fra Googles billedgalleri:

 

Jugend- eller Art Nouveau-stilen hang sammen med tidsånden, stemningen, den kulturelle temperatur i Europa før Første Verdenskrig. Den havde nydelsen ved organisk skønhed som mentalt mål og retfærdiggørelse. Den blev forbundet med frihed, natur - krop og erotik. Og ikke mindst: ungdom.

   Det tyske navne fik stilen efter et tysk kulturtidskrift 'Jugend – Münchner illustrierte Wochenschrift für Kunst und Leben' der begyndte at udkomme ugentligt i 1896.

   I vore dag ville man kalde det et livsstilsmagasin. Se her forsiderne af nogle af de tidlige numre. De siger det hele - 'lumumma':

Jugend-stilen var stærkt inspireret af eksotisk orientalsk kunst, ikke mindst japanske træsnit og japansk keramik.
   En af stilens store mestre var englænderen, tegneren og illustratoren Aubrey Vincent Beardsley. Her en af hans berømte sort-hvide tegninger hvor inspirationen fra Japan tydeligt slår igennem:

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet min meget tidlige 'forelskelse' i japanske træsnit, først og fremmest eksemplificeret ved Hokusai, som også var faderen til manga-tegneserie-stilen, en stil som i moderne tegnefilmversioner betagende smukt eksemplificeres ved Hayao Miyazakis to aktuelle film: 'Ariettys Hemmelige Verden' og 'Laputa - slottet i himlen':

   

Slægtskabet med og inspirationen fra Jugendstilen er åbenbar.
   Også Walt Disney kendte alt til takete/lumumma-forskellen. Hans tidlige store tegnefilm 'Bamb', 'Askepot' og 'Snehvide' er konsekvent lumumma-stylede, og har klare Jugend-stil-rødder, dog totalt renset for den erotiske dekadence som var en integreret del af den oprindelige jugend-livsstil omkring århundredskiftet:

Har man været i Barcelona, så er der et jugend-stil-arkitektnavn som dominerer bevidsthed og synsindtryk: Antonio Gaudi. Med himmelvendte øjne fokuseret på hans endnu ufuldendte kirke-mesterværk 'Sagrada Familia, en kreativ og konceptuel blanding af gotik- og jugend-stil:

 Jeg kan anbefale at du googler på hans navn og 'billeder', så skal du se 'jugend-løjer'.

Tilbage til spørgsmålene fra tidligere, hvis nogen stadig skulle være i tvivl om svarene. Dette er en 'takete'-form:

Dette er en 'lumumma'-form:

'Isslottet' og de følgende to stykker moderne amagerkansk arkitektur er udtryksmæssigt entydigt og rendyrket 'takete'.
   Hvorfor?