Neofili - lyst til nyheder - og andre fornyelses-drivende egenskaber: vedholdenhed, selvoverskridelse, videbegær, lyst til fortællinger

Politikens tillæg 'Viden' havde flere artikler jeg synes var værd at folde ud, kommentere og associere til. Når vi nu er i krydsfeltet mellem neuroscience, kreativitet og journalistik. 

   En af dem har rubrikken

Frygten for at ked sig bringer verden fremad

Det er en artikel overtaget og oversat fra New York Times, af John Tierney.
   Han er en kendt videnskabsjournalist med hang til radikal libertarianisme (hvad det er må du selv slå op).
   Han har i en række år bestyret en blog med titlen: TierneyLabblog. Om den siger han selv

The Lab's work is guided by two founding principles:

   1. Just because an idea appeals to a lot of people doesn't mean it's wrong.

   2. But that's a good working theory.

En klar Rasmus Modsat-type, åbenbart. Kunne uden videre indgå i Berlingskes panel af vrisne gamle mænd.

Men artiklen er faktisk interessant. Jeg kobler den helt umiddelbart sammen med de blogindlæg jeg tidligere har skrevet om 'neurojournalistik'. Altså artiklerne der kobler hjerneforskningens resultater sammen med hvad der typisk kendetegner journalister, deres roller, deres tænkemåde, deres arbejdsprocesser. De er nyhedsjunkies - helt bogstaveligt.

Tierneys artikel indledes sådan her - retorisk to the point:

Er du type, der træffer beslutninger på et ufuldstændigt grundlag? Hidser du dig op lige på en studs? Skal der ikke meget til, før du keder dig? Stortrives du i situationer, som alle andre finder kaotiske? Eller foretrækker du, at alt er timet og tilrettelagt?

Mit personlige svar vil nok være: Ja, både og - det kommer an på.

Artiklen fortsætter idet den fokuserer på forskning der rent faktisk forholder sig videnskabeligt til  den slags overvejelser som spørgsmålene kan igangsætte:

Disse spørgsmål indgår, når man prøver at undersøge vores nysgerrighed og nyhedshunger. Egenskaber, der længe er blevet anset for temmelig problematiske. Når forskere har søgt efter karaktertrækkenes genetiske årsager og deres forbindelser til, hvordan hjernen er under indflydelse af dopamin, har de typisk forbundet den umættelige nysgerrighed med  adskillige problemer: ADHD, overdreven trang til at shoppe, ludomani, alkoholmisbrug, stofmisbrug og kriminel adfærd.

Tierney er klart inde på den bane jeg har skrevet om tidligere i bloggen. Dette at journalister kan være en slags nyhedsnarkomaner, og derfor daglig doper sig i den flowproces som er nødvendig for at kunne levere nyheder - flere endda - dagligt.

   Nogle mennesker har, fortæller han videre, rent faktisk gener der disponerer for "lyst til nyt". Og det har bidraget til menneskeartens biologiske og kulturelle udvikling.

   Tierney refererer til en anden journalist Winfred Gallagher:

I overbliksartiklen 'Det nye: om at foresåt vores behov for nyheder og forandring' argumenterer Winfred Gallagher for, at kærligheden til det nye altid hr været afgørende for menneskets overlevelse: Det var den, da menneskene  i urtiden skulle tilvænne sig klima-forandringer på den afrikanske savanne, og det er den stadig når vi skal hitte ud af det seneste digitale legetøj fra Silion Valley. 

   "Der er intet, der beskriver ens personlighed mere præcist end ens føelsesmæssige reaktioner  på nyskabelser og forandringer over tid", hævder Winifred Gallagher.

Den ene journalist referer til den anden. Hvad er substansen, hvor er forskningen?

   Robert Clooninger fra Washington University i St. Louis har observeret folk over tid, målt dem med den samme prsonlighedstest, og inddraget forandringerne i deres liv over et tiår. 

  Han har opdelt folk i typer - alt efter deres forhold til nyt og nyheder:

• neofobe - dem der er angste for nyt af en hver art
• neofile - dem der elsker nyt
• neomaniske - dem for hvem alt nyt er en besættelse

En befolkning - fx i Stenalderen - har bedst overlevelsesmuligheder hvis den består af en blanding af neofobe og neofile personligheder. Det argumenterer Winfred Gallagher for. 

Forskeren Rober Clooninger opsummerer sine undersøgelser med at dem i hans testpanel der har haft det bedste liv, er dem som skorede højt på følgende tre parametre i hans psykologiske testbatteri: 

• nysgerrighed
• vedholdenhed
• selvoverskridelse

Hvis testpersonerne skorede højt på alle tre parametre, så gik det dem godt, de var glade og tilfredse af temperament og karakter, fortæller referatet af undersøgelsen.

   Jeg er jo ikke i tvivl om at vi her i Clooningers typologi har endnu et eksempel på den personlighedstype jeg  - med Mihaly Csikszentmihalyi - har kaldt den særligt kreative personlighed. Og at det er mennesker som har særligt let ved at komme i kreativt flow når de udforsker sig selv og omverdenen.

Jeg har hele tiden på den her blog koblet denne personlighestype sammen med oplevelsen af særlige på en gang frustrerende og fantasistimulerende barndoms- og ungdomserfaringer. Men har ikke spurgt efter eller jagtet en biologisk forklaring på det. 

   Kan den særligt kreative personlighed - i hvert fald delvist - forklares genetisk - som noget der er arveligt?

   Hvorfor har jeg egentlig ikke forfulgt det spor? Blufærdighed? Fejhed?

   Det vrimler dog med eksempler på at kunstnere har fædre og mødre der også har kunstneriske tilbøjeligheder, og hvis børn også har det med at blive kunstnere.

I alle fald har jeg i klar erindring den århusianske psykologiprofessor som mente at kunne dokumentere at de forskelle der kunne måles i IQ mellem kvinder og mænd, mellem sorte, hvide og mongoler, at de var arveligt betinget.

   Helmuth Nyborg hedder han. Ham gik det ilde både i den akademiske og den journalistiske offentlighed.

I artiklen af John Tierney henviser han til en anden forsker der argumenterer for at nogle mennesker er udstyret med en slags 'nyhedsgen'. Eller som han kalder det - et 'migrationsgen':

Ifølge biokemikeren Robert Moyzis fra University of California har de eventyrlystne nyhedselskere oftere en form for 'migrationsgen'. Denne dna-mutation fandst sted for omkring 50.000 år siden, den gang mennesket fra Afrika spredtes ud i verden, og den er mere dominerende i befolkningsgrupper i afsides egne. Eksempelvis stammer flere indianerstammer i Sydamerika fra de vanvittigt nysgerrige fok , der krydsede Beringstrædet.

Og så dukker endnu en gang op - hjernens eget doping- og belønningssystem - som en forklaring:

De genetiske variationer påvirker hjernes regulering af stoffet dopamin, altså det signalstof, som har med belønning og nye stimuli at gøre. De forskellige variationer er også blevet sat i forbindelse med en større tilbøjelighed til risikovillighed og nyhedssøgning.

Risikovillighed står centralt på listen over de egenskaber der kendetegner den særligt kreative personlighed. Og den permanente utilfredshed med det velkendte, sikre og velarprøvede ligeså. Og en af de ting jeg har noteret fra alle de interviews med særligt kreative personligheder jeg har refereret i indlæg, står også at de flytter - eller bliver flyttet meget omkring. Og altså: De har en umættelig hang og trang til at overskride mentale grænser. Til blending.

   At der naturligvis må være et samspil af arve og miljø fremgår også af artiklen:

Men gener er kun en del af historien. Forskere har fundet ud af, at folks tendens til nyhedssøgning også afhænger af deres opvækst, af deres lokalkultur og af deres alderstrin. Ifølge visse beregninger halveres folks nyhedstrang fra de er 20 til de er 60.

Og her får jeg pludselig en association til min oldgamle bog 'Faktion som udtryksmiddel'. Her skriver jeg nemlig noget om hvad der driver folk når de er modtagere af og oplever film, tv, aviser, romaner,  teater - nemlig nogle former for 'lyst' eller 'begær': 

• skuelyst (voyeurisme, billedbegær)
• eventyrlyst (narrativt begær)
• kundskabstørst (videbegær)

Man kan få en mistanke om at den genetiske mutation der omtales her som noget der sker i vores forfædres, homo sapiens, biologiske set up for omkring 50.000 år siden, ikke bare er forklaringen på stor lyst til at fysisk at vandrer vidt omkring og gå på opdagelse efter nyt land, men også forklaringen  på fx det skred omkring æstetisk udfoldelse og teknologisk opfindsomhed som kommer til udtryk i den kunst- og teknologi-eksplosion som vi ser i hulemalerierne og alle de andre artifakter som pludselig dukker op i store mængder:

About 40,000 years ago, with the appearance of the Cro-Magnon culture, tools became markedly more sophisticated, incorporating a wider variety of raw materials such as bone and antler. They also included new implements for making clothing, engravings, and sculptures. Fine artwork, in the form of decorated tools, beads, ivory carvings of humans and animals, clay figurines, musical instruments, and cave paintings, appeared over the next 20,000 years.

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 

   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.

   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 

   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 

  

Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.

   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken

Ud med de syge tanker

Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.

Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 

    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.

Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.

Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.

    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.

Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 

    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.

 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 

    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.

    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.

    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen. 

Johan Olsen - en af de særligt kreative personligheder - med musik og dna på hjernen

Kendt og dygtig rock-musiker og anerkendt forsker ud i molykolærbiologien. En ikke helt normalt kombination af kvalifikationer. Navnet er Johan Olsen, og jeg husker at jeg hørte ham fortælle om sit liv for mere end et år siden i Karen Secher Jensens radioprogramserie Besøgstid. 

   Nu læste jeg så et interview med ham i B.T. i flyveren hjem fra Oslo. Og huskede programmet.

Wikipedia fortæller om Johan Olsen som musiker og mediemulittalent:

Johan Gotthardt Olsen (født i København N 25. marts1969) er en dansk musiker, biolog, foredragsholder, forskerved Københavns Universitet, radiovært og tv-vært. Han er bedst kendt som forsanger i Magtens Korridorer, Pligten Kalder (med Torben Steno), Retox Panic (med Simon Beckog Lykke N. Andersen), radiovært på P3s Sommerskolen og Efterskolen med Julie Bundgaard og Aleksander Thastum, smagsdommer i DR2 programmet Smagsdommerne og tv-vært i Den halve sandhed på DR2. Sammen med Niklas Schneidermann har han bandet Crash Replay. Han synger desuden gamle og nye viser om druk, død og ulykkeligkærlighed med bandet Gangerpilt.

I et interview med ham om hans forskningsinteresser og hvordan det startede fortæller han:

"Jeg har villet være biolog, siden jeg var helt lille. Jeg syntes, det var sjovt med dyr, og jeg kunne godt lide at lære navnene på forskellige fisk og fugle. Som barn tilbragte jeg alle mine somre på en øde ø i Norge med min familie. Der er sgu biologi derude! Så jeg har altid interesseret mig for naturen."

"Da jeg i slutningen af folkeskolen blev præsenteret for DNA-molekylet (molekyle i cellerne, der rummer arvemassen), så var der et eller andet inde i hovedet på mig, der sagde klik. Fra det øjeblik var det det molekylære, der var det spændende. Det var sådan et 'rush' for mig. Hele konceptet med DNA var så uforståeligt og så gådefuldt."

   "Gymnasiet handlede meget om at feste, blive voksen og lære en masse nye mennesker at kende. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville ind og læse biologi."

    "Jeg brugte en stor del af min fritid på at sidde på biblioteket og læse blade og bøger om genetik og biokemi. Jeg var så sulten efter at finde ud af mere."

   Mange af kammeraterne tog ud at rejse efter gymnasiet, men ikke Johan. Han glædede sig som et lille barn til at komme i gang med at læse på universitetet.

   "Mine venner kaldte mig en kedelig, støvet stodder! Men biologien var en rejse for mig. Det var vigtigt for mig at starte på det studie."

Læs mere her:

http://www.ug.dk/flereomraader/inspiration/interviews/biolog.aspx

På DR.dk´s side om Karen Secher Jensens interview med Johan Olsen får vi at vide historien om hvordan han blev musiker - det var serendipitet:

Det med musikken begyndte nu som en tilfældighed. Som dreng fik Johan Olsen uden videre interesse stukket en violin i hånden, og på pladespilleren i barndomshjemmet var det oftest klassisk musik, der kom ud af højtalerne. Lige indtil Johan Olsen fik en plade med Pink Floyd, som vendte op og ned på alt.

    'The Wall' blev nærmest en åbenbaring for den unge Johan, der bare måtte overskrive skoletavlen i alle frikvartererne med Pink Floyds tekster. Alligevel var det ikke musiker, han drømte om at blive, for det var helt klart naturvidenskabens forunderlige verden, der trak:

    - Ambitionerne var aldrig at blive et stort kommercielt band, vi var et fyraftensband. Nogen dyrker fluefiskeri, mens vi stod i kælderen og øvede, siger Johan Olsen om grundlæggelsen af Magtens Korridorer, der blev til i fredagsbaren på biologistudiet.

   Tilfældigt eller ej, Magtens Korridorer havde stor succes som liveband i det københavnske universitetsmiljø i midten af 90'erne, men brød først igennem i 1997 med den legendariske 'Hestevisen' i forbindelse DR's radioprogram 'Tæskeholdet'. Det store kommercielle gennembrud kom dog først i 2003, og resten er historie.

   Magtens Korridorer er kommet for at blive, for bandet har med Johan Olsen i forgrunden en del på hjertet. Som der står på bandet hjemmeside: "At lukke ned for ordstrømmen fra Johan Olsens brede flab er som at stoppe en tsunami med et badeforhæng."

Hør det spændende interview med Johan Olsen på 

http://www.dr.dk/P1/Besoegstid/Udsendelser/2010/02/24084806.htm

Og læg så i øvrigt mærke til radioprogrammet 'Besøgstid'. 

    Det har nu kørt i flere år. Den tematiske interesse bag programmet er den samme som min på denne blog: kreativitet og den særligt kreative personlighed. 

   Og vært og interviewer Karen Secher Jensen er simpelt hen fremragende. Udsendelserne er ikke blot fine radioportrætter af interessante og mangefacetterede personligheder, men også nærmest en lærebog i interviewteknik og hele spektrummet af interview-strategier.

   De mennesker der medvirker er ikke altid nemme at interviewe. Det er kreative personligheder med både egen dagsorden, med stor lyst eller ulyst til at folde sig ud, nogle der elsker at høre sig selv tale højt og længe, andre som er blufærdige ud over alle grænser.

   Men det lykkes næsten altid at få optage et "udviklingsinterview", dvs et interview hvor man klart oplever at den interviewede faktisk gennemløber en mental udviklingsproces under interviewet. 

   Dramaturgisk set er det  interviews der på det smukkeste følger berettermodellen, godt med vendepunkter og overraskelser både for medvirkende og lytter - og derfor radiointerviews der effektivt fanger og fastholder lytterens interesse. 

   Det skyldes er en kombination af fremragende research og en stærk empati og indlevelse hos intervieweren.

   Og Karen Sechers radiostemme findes ikke bedre.

Hvorfor scener i film virker så stærkt på os - her er nøglen til dramaturgiens gåder

"Jeg handler og føler ligesom ham." - "Han tænker og føler nok ligesom mig." To udsagn der stort set betyder det samme! Eller gør de? Svaret er nej!
   Begge udsagn - begge konklusioner - er mulige når vi ser en person optræde i en scene på fx et biograflærred.
   Det første udsagn bygger på spejlneuronernes virkning. De aktiverer den del af hjernen som styrer vores handlinger - præmotorcortex, når vi ser andre udføres disse handlinger. Det virker som om vi får installeret et program for en handling, og det eneste der mangler for at udføre den handling vi ser en anden gøre, er at nogen trykker på "enter"-knappen. Altså at vi efterligner den.
    Det andet udsagn bygger på det som defaultnetværket kan, nemlig trække på egne erindringer og i fantasien forstille dig at en anden har tilsvarende. Det kan lade sig gøre fordi der i defaultnetværket er installeret det der hedder TOM - "the Theory of Mind", dette at alle mennesker som er nogenlunde ved deres fulde fem, går ud fra den grundantagelse når de selv tænker, handler og føler i en bestemt situation, at sådan vil et andet menneske tænke, handle og føle under tilsvarende omstændigheder.

Jeg synes jeg her på det sidste er kommet til nogle klare erkendelser om hvad det er der sker og kan forklare hvordan og hvad der gør at fx. en god spillefilm virker som den gør. Altså jeg er kommet nærmere til at kunne levere et neuroscience-grundlag for den dramaturgi og dens virkninger på seerpublikummet, jeg har undervist i i mange år - og troet på - uden at have andet end ret diffuse eksterne referencer til at underbygge det med.
   Ny synes jeg så småt jeg har det der er så moderne i dag at have for udsagn: evidens. 

Begge de to simulerende netværk - spejlneuronnetværket - og defaultmode-netværket - skal være aktiveret og deres indvirkning kompletterer hinanden og arbejder sammen om at levere den flow-oplevelse som kendetegner den mentalt opslugende oplevelsen ved at se en god film.

   Det er en oplevelse som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv og tid og sted - til fordel for at "gå op" i en anden verden - i et eller flere andre "selv" og en anden tid og andre steder som filmen indvier en i. Og denne "gåen op" indebærer også at vi påvirkes følelsesmæssigt som om vi var den person vi ser på filmen.

Spejlneuronoplevelsen/-effekten kan formuleres sådan: "Jeg handler og føler ligesom dig" - det er effekten af den simulation i præmotorcortex som spejlneuronerne aktiverer ved at jeg ser en anden handle målrettet og gennem mimik og gestus udtrykke følelser. Denne aktivering af spejlneuroner er automatisk og foregår under bevidsthedsgrænsen. Den foregår stærkest ved direkte visuel og lydlig perception. Er væsentlig svagere aktivering - men den er der - når man læser om at en person udfører den handling eller udtrykker disse følelser.

JEG KIGGER UDAD OG IAGTTAGER ANDRE FOR AT KUNNE FORSTÅ MIG SELV GENNEM DISSE ANDRE

Denne intuitive forståelse skyldes spejlneuronerne og de simulationer af handlinger som deres aktivering indebærer.

Default-mode-netværkets måde at fungere på kan formuleres sådan: "Du som jeg ser og hører, tænker og føler nok ligesom mig".
   Det er effekten af at defaultnetværket "ser indad" og har referencer til ens mentale indre ressourcer: til egne erindringer, fantasier, Theory Of Mind (TOM), fremtidsprojektioner, moralske overvejelser, etc. - når hjernen via perception eller verbal beskrivelse konfronteres med oplevelsen af andre der taler eller agerer eller samspiller med dig i en social situation. Dit default netværk simulerer deres indre processer  som lig dit eget indres processer.

JEG KIGGER INDAD OG REFLEKTERER OVER MIG SELV FOR AT KUNNE FORSTÅ ANDRE GENNEM MIG SELV

Deri ligger forklaringen på hvorfor vi i undervisningen i dramaturgi, skal gøre så meget ud af betyndingen af handlingsbårne scener som det den dramatiske fremstillingsmåde er kendetegnet ved at levere. 

   Og det er også forklaringen på at det har et klart neurologisk grundlag når vi prædiker for de skrivend journaliststuderende: Don´t tell, show. "Show" skal oversættes til: Fortæl i handlingbårne scener.

Jeg citerer igen James Gearys meget klar sætning om dette, men nu skifter jeg "read a story" ud med "ser en film" - "watch a movie":

When we watch a movie, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while watching and viewing, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand movies by imaginatively acting them our in our minds. Movies er rehearsals for real lilfe.

"Acting out in our minds" - "rehearsals for real life".
     Citatet - her i revideret udgave, har James Geary formuleret i sin bog "Metaphors We Live By" - på baggrund af læsning af den forskning der har opdaget spejlneuronerne, og hvordan de virker. En tilsvarende sætning burde kunne laves på baggrund at forestillingen om hvordan the default mode network fungerer.

   Det er jeg bare ikke i stand til lige nu, men det virker ikke hel umuligt at det kan lade sig gøre.

Det må vel være noget i retning af at det mentale indre blik - den selvreflekterende sans - som vi kigger indad med når vi tænker alt det som default mode netværket gør, og det ydre blik - synssansen - som vi oplever filmen med som om den var virkelig, at de to "blik" spiller sammen, så det ydre blik gør det muligt for det indre blik at se filmen som om den var en del af dit eget indre, eller som om du havde transformeret dit eget indre ind i filmens univers og handling. 

Det lyder sgu meget godt!

Spejlneuroner og børnehavepædagogik - ifølge Annette Hauerberg

Det er en fed oplevelse når man læser en kronik hvor forfatteren er nået til erkendelser og har gennemgået erkendelsesforløb som ligner dem man selv har.

   Det gælder fx Anette Haurberg, der har skrevet en kronik i Politiken i tirsdags. Rubrikken:

Alle voksne er levende forbilleder

Den kan jeg godt lide.

   Hvem er Annette Fauerberg? Googling giver ingen ting. Men ifølge Politiken er hun "pædagog og lærer", tidligere leder af børnehave.

    Hun er en klog dame, belæst i neuroscience, og skriver rigtig godt, som starten her viser:

Det er formiddag, og alle børn er ude, en af de voksne er ved at tage lejeredskaberne frem, en anden er på vej med de sidst børn, da jeg inde fra børnehavens vindue kigger ud og opdager et fantastisk syn: Alle børn ligger på knæ i en kreds rundt om en håndværker, mens han studerer et kort over grunden. Børnene har alle indtaget samme stilling som ham ...

Hvad er det der suger dm ind i kredsen omkring den fremmede håndværker?

Er det måden han agerer på, hans koncentration og optagethed af sit virke? Er det hans synlige og for børn gennemskuelige arbejde, der for dem giver mening, er fysisk muligt at efterligne og derved inspirerer dem - for eksempel til korttegning og flere nye lege?

Jeg tænker straks "spejlneuroner" som håndværkerens fysiske adfærd aktiverer hos børnene. Og ganske rigtigt længere inde i kronikke har Annette fat i dem. 

    Anette Hauerberg konstaterer hvor vigtig mimetisk indlæring er fra børn er helt bitte små. Og hun modstiller børnene der er vildt optaget af håndværkerens fysisk adfærd og handlinger, hvordan vi voksen - også pædagoger - ellers tænker:

De fleste børn forklarer børn mangt og meget. Vi forfalder let til at forklare den treårige, at månen skifter form, fordi jorden drejer rundt om solen, eller far bærer den yngste ind i børnehaven, samtidig med at han forklarer hende, hvad de skal i aften, og at han kommer hjem klokken fire.

   Men børn lærer ikke meget af forklaringer, og vi voksen kan derfor hører os selv sige: "Det har jeg jo fortalt dig, det ved du godt". Ja, vi har fortalt det, men barnet har ikke forstået det, fordi små børn lever i langt mere i handlinger og følelser end i ord. (...)

   Børn tilegner sig først og fremmst forståelse af verden gennem deres handlinger og sanseindtryk.

Annette har utvivlsomt læst (et referat af) Giacometti Rizzolati og Corrad Sinigaglia´s bog "Mirrors in the Brain - How our Minds Share Actions and Emotions". Og forklarer lige ud af landevejen hvordan spejlneuronernes og dermed "efterligningens betydning for barnets udvikling og læring samt bevidstheden om, at spejlneuronerne giver os en mulighed for læse andres hensigt":

Ser du nogen spise is er der neuroner i hjernen, som imiterer følelsen af at spise is. Ser du nogen slå sig, vil du uvilkårligt selv fortrække ansigtet i smerte. 

   Det forklarer rigtig meget,som har været et mysterium. For eksempel ved vi, at børn lærer gennem at efterligne. Nu ved vi, at der er en hjernemekanisme som er 'designet' til det.

Anette Hauerberg referer til en bog på dansk: "Hvorfor jeg føler det, du føler", som hun siger er den første på dansk om spejlneuroner. Af Joachim Bauer, psykiater og profesor i medicin.

Spejlsystemerne kan kun indspejles når de kommer fra levende forbilleder, fra biologiske synligt handlende aktører, forklare AH videre. "Små børn har altså brug for tilstedeværende levende omsorgspersoner":

De har brug for at lære sig selv og andre at kende gennem deres livtag med omgivelserne. De har brug for at gøre livsnær erfaringer sammen med mennesker, der laver fysiske aktiviteter som at grave og plante i have, feje blade sammen, reparerer og lappe cykler, synge, male legehuse, snitte grene til huler og snobrød, strikke og hækle, lægge erantisløg og vintergæk, følge årstiderne, lave mad, bage m.m. Når disse opgaver er så gode for børn at være i nærheden af, er det fordi de inviterer til efterligning. 

Og selve det opleve at man kan efterligne, tror jeg der i sig selv er en belønning i - i form af lykke-stofferne i hjernen der er en del af oplevelsen af at være i flow. 

Anette supplerer med flere egenerfaringer der understøtter betydningen af at børn lærer og udvikler ved at iagttage og imiterer andre - voksnes - handlinger.

Jeg får mindelser fra da min datter var netop 2-3-4 år gammel. Fruen havde den gang den vane at når hun skulle være kreativ og skrive manuskripter, så gik hun i haven og gav den den store forårs-, sommer- og efterårs-make over. Faktisk lignede vore have næsten altid slagmarkerne under første verdenskrig. 

   Datteren der som sagt kun var en 3-4 år, var dybt fascineret og optaget. Og bad altid om at få besked om hvad hun skulle og kunne gøre. Havde hu så fået et bed til lugning, så var hun effektiv og de bede hun lugede, var i befriet for ukrudt som var det fruen der selv havde gjort det.

  Vi boede den gang i et sommerhusområde der var gradvist var ved at blive til helårsparcelhuse. Men et af sommerhusene der stadig blev brugt til det, var nabo til vores, og hvert forår flyttede "Herdis" ud i sit sommerhus og begyndt på sin forårs-klipning, -studsning og -lugning af haven. 

   Og vips! Lige så snart hun var flyttet ind, så levede min datter næsten døgnet rundt inde hos Herdis. Og ind fra vore side af hækken kunne vi høre hvordan der blev spurgt og instrueret i en lind strøm af oplevelsesfuld læring.

Jeg tænker så også på hvorfor diverse alle disse moderne make-over-program-formater, madprogrammer, Ryge Petersen-programmer, Bonderøven, etc. ja, hele reality-tv- udviklingen er så umanerligt populære. 

   Og jeg er ikke i tvivl om at det er spejlneuronerne som bliver "rørt" og "spillet på" - med direkte adgang til vores følelser - ved at vi ser andres konkrete målrettede handlinger under gør-det-selv-bearbejdning af materialer, planter og dyr.

Anette Hauerberg forklarer at 

...børn føler for det meste sympati for virksomme voksne, fordi de forbinder sig med handlingen. For en femårig er det langt sjovere at have en onkel, der kører motorcykel end en, der har det store kort. 

   Vi husker bedre konkrete oplevelser end abstrakt viden,

   (...)

Alle voksne er levende forbilleder, uanset om vi ønsker det eller ej! Om vi gør noget godt eller mindre godt, så bliver det optaget og efterlignet. Mange har sikkert oplevet den lidt pudsige situation at sætte sig på hug for at tale med et mindre barn, som derefter selv sætter sig på hug - og man er lige vidt.

   (...)

Der må gribes, før der kan begribes. Vi må begynde med handlingen og gennem vore daglige meningsfulde gøremål lade børnene lære verden og sig selv at kende. Til disse handlinger knyttes følelser, evner og erfaringer, der alle virke ind på både krop og sjæl.

AH skriver utroligt godt og konkret og illustrativt. Erfaringsprog med afsæt til vidensprogs-generaliseringer. Det fungerer umanerligt godt. 

   Og selvfølgelig ikke mindst. Det er lige vand på min mølle.