Olav Hergels kreative forslag til revitalisering af journalistikken - ud af kontorerne og bortvisning fra "Borgen"

I mange år har jeg undervist journalister på efteruddannelseskurser i bl. a. dramaturgi og fortælleteknik. Og også i at skrive manuskripter og interviewe. 

   Flere af mine bedste venner er kreative journalister med hang til udvikling og fornyelse.
   Jeg har selv være chef for en tv-station med (regionale)nyheder som hovedprodukt i en årrække.

   I efterhånden mange år har jeg undervist journaliststuderende på SDU og på RUC. 

   Jeg elsker faget - og har stor respekt for dets bedste udøvere. Og dem er der stadig mange af.

Men der er sket det i de senere år at jeg faktisk har fået afsmag for meget af den journalistik jeg både læser i mine aviser og ser i tv. Forudsigeligheden, den rituellle case-fixering, den ensporede framing, fantasiløsheden, sætter sig som en mental indre træthed i min bevidsthed. Jeg bladrer hurtigt, jeg zapper. Jeg keder mig, bliver i dårlig humør.
   Jeg læser hellere fagbøger om neuroscience, metaforteori og flow. Og maler akvareller. Gud bedre det.

   Jeg har egentlig ikke været mig det særligt bevidst. Der er jo stadig gode ting der rent journalistisk og fortællemæssigt er en fornøjelse at være modtager af. Og meningen med skriverierne på denne blog er ikke at give udtryk for letkøbte meninger eller dekonstruktiv kritik. Ej heller at levere sure anmeldelser.
   Skriverierne skal fokusere positivt på kreativitet og udvikling, har jeg besluttet fra starten.

Men den velmeriterede og gedigne journalist på Politiken, Olav Hergel, har skrevet en bemærkelsesværdig kronik i går lørdag, under rubrikken: "Den poltiske journalistik er en gøgeunge".

   Manchetten lyder:

Christiansborg har udviklet sig til en isoleret og anæmisk verden uden kontakt med virkeligheden udenfor. Men løsningen er simpel. Fjern 75 procent af journalisterne på Christansborg. For journalistikkens, politikens og danskernes skyld.

"Gøgeungen" som metafor er god. En gøgeunge er en der smider de "ægte" fugleunger ud af reden en efter en, overtager hele pladsen og bliver opfostret af plejeforældrene der fodrer løs pr. instinkt og automatik. 

I detaljer gennemgår OLav Hergel det dominerende nyhedsbillede omkring politik og politikere i Danmark sådan som det har manifesteret sig i bare i de senere måneder og det seneste års tid. 

   Og jeg får en aha-oplevelse. Det er det jeg er ved at være træt af. Historierne, vinklerne, personfikseringen, forudsigeligheden, de rutiniserede skabeloner. Alt for mange Christiansborg-historier uden politisk substans. 

   Olav Hergel forudsiger også at vi de næste år får meget mere af det samme: En række kommisioner som nu er nedsat for at undersøge den forrige regerings moralske misregimente (Røn Hornbech og de statsløse, Thorning-lækken, Jægerbog-sagen, Overgivelse af krigsfanger til amerikansk tortur) - med udløbere, vil medføre uendelige mængder af den samme slags journalistik der kører i samme riller.

Olav Hegel beskriver også, set indefra, hvad det er for nogle mekanismer i de redaktionelle miljøer og på redaktionsmøderne der kan forklare udviklingen:

Men der er gode grunde til at blive ved med at skrive i samme rille.

   Ikke en, ikke 100, men måske 200 gange har jeg siddet ved et redaktionsmøde og mærket medvinden mod forsiden eller den smukt opsatte artikelm, når ideen om det politiske portræt eller interview begynder at få vinger. Ikke kun fordi det mildt sagt er en journalistisk overkommelig sag at gribe knoglen, gå over til Christiansborg, tage en time med en politikeren, ringe til et par modstandere og så have artiklen i skabet. Også fordi jeg ved, at hvis artiklen bliver god, så bliver placeringen fornem, og det skal være ufatteligt ringe , før den ikke får en nogenlunde opsætning.

   Hvis der ikke er noget andet at find på, så er der altid en eller anden politisk mellemregning, som kan forvandles til et aktiv i ens egen karriere. Men tænk hvis alle disse vitterlig begavede mennesker fik til opgave at rapportere fra virkeligheden. Hvilke dagsordener kunne de ikke sætte.

Ja, "tænk hvis...." Det er formlen for al kreativ tænkning. Og Olav Hergels løsning på miseren er simpel. Det store seriøse redaktioner skal blive enige om at trække 75 procent af "tropperne" hjem fra Christiansborg. Og sende dem ud af kontorerne - ud i den danske virkelighed og lave stærk journalistik derfra.

Hans forslag er godt og i bogstavelig talt grænseoverskridende. Det han taler om er en re-framing af nyhedskriterierne, sådan at det redaktionerne for øjeblikket betragter som "væsentligt" i virkeligheden er holdt op med at være det. 

   Væsentlighedskriteriet er på redaktionerne løbet løbsk, så at sige. Første skridt i forfaldet af den politiske journalistik var at frame på proces snarere end på substans i den politiske journalistik, såkaldt "horserace-journalism". 

   Og nu framer man så efterhånden kun på person og personvurderinger i den politiske journalistik. Med tidshorisonter kortere end nogen politisk proces kan forløbe. 

   Hver dag en ny meningsmåling - uden hensyn til om politikerne overhovedet har haft tid til at gennemføre noget som helst der kan tænkes at virke.

  Olav Hergel har også en god metafor på den slags journalistik: "SE og Hør og Billedbladet for en lille elite":

For vi kan godt, og vi ved det også godt. Vi skal værk fra kontorerne, væk fra telefonerne og væk fra Christiansborg, hvor journalistikken har forvandlet sig til Se og Hør og Billedbladet for en lille elite og derfor ikke fortjener en krone i mediestøtte.

Olav Hergel hører til gruppen af de særligt kreative personligheder inden for journalistikken. Og har ud over både kritisk og indfølende journalistik om indvandrere og flygtnnge (Cavlingprismodtager), skrevet spændende fiktion med udspring i de samme problemstillinger og miljøer. 

   En mand der kan blende fakta og fiktion på en kreativ måde!

   Og her giver han udtryk for det jeg tidligere har kaldt "kreativ vrede". En dyb frustration der kan åbne op for nytænkning og nye - kontroversielle - ideer. 

Vil det hjælpe? Hele resten af Danmark - uden for Borgen - er i den nuværende journalistisk-redaktionelle framing, blevet til en slags "Udkantsdanmark", noget perifert og mindre væsentligt.  

   Er der nogen der vil høre efter og tage nogle konsekvenser - inden for branchen, inden for professionen, inden for miljøet? Og omlægge journalistikken fra den Christianborgske osteklokke til journalistik om det levede og levende livs Danmark uden for?

Erfaringsmæssigt er journalister (over)følsomme over for kritik ude fra. Her kommer den, velargumenteret og velformuleret fra fra en af deres egne!!!

   Vil det hjælpe? Jeg håber, men tvivler. 

   Men jeg gætter på at Olav Hergel selv inden for en overskuelig horisont tager nogle personlige konsekvenser af kronikken.

Vi kan snart se hvad du drømmer og fantaserer om - tyder ny forskning på

På bagsiden af Politikens økonomitillæg den 21. december var der en notits under blogindlægget "Lund på nettet". Rubrikken var "Tanker på film".

   En amerikansk forskergrupper har udviklet en teknik til at filmisk at rekonstruere filmklip som hjernen tidligere har set og indkodet. Altså i princippet en teknik til at "aflæse" - afkode - hvad hjernen har set ved en tidligere lejlighed.

   Gruppen består af: Shinji Nishimoto, An T. Vu, Thomas Naselaris, Yuval Benjamini, Bin Yu & Jack L. Gallant. Gallant er lederen, og gruppen har tidligere publiceret forskning om muligheden for at rekonstruere visuelle indtryk som de afspejler sig i hjernens neurale aktivitet.

   Her er en video hvor input-filmen vises til venstre og den rekonstruerede output-film ud fra hjernens aktivitet vises til højre:

Den særlige snedige teknik man bruger kan du læse om her: http://gallantlab.org/

I princippet laver man et leksikon af i tusindvis af YouTube-klip som korresponderer med de billeder af hjernens neuronaktiviteter i den visuelle cortex man opnår ved sådkaldte fMRI-skanninger; den visuelle cortex er den del af hjerne som bearbejder de signaler som modtages gennem øjenene.

   Så afspiller man en filmstump som ikke indgår i dette leksikon, og laver billeder hjernens aktivitet under oplevelsen af filmen. Disse billeder bruger man så til at afsøge leksikonnet og får dermed en ny film frem, som altså er en rekonstruktion af den film hjernen tidligere har set og bearbejdet.

Sådan forklarer forskerne selv teknikken som dokumenteres med videoen ovenfor:

The left clip is a segment of a Hollywood movie trailed that the subject viewed while in the magnet. The right clip shows the reconstruction of this segment from brain activity measured using fMRI. The procedure is as follows:

[1] Record brain activity while the subject watches several hours of movie trailers.

[2] Build dictionaries (regression model; see below) to translate between the shapes, edges and motion in the movies and measured brain activity. A separate dictionary is constructed for each of several thousand points in the brain at which brain activity was measured.

(For experts: our success here in building a movie-to-brain activity encoding model that can predicts brain activity to arbitrary novel movie inputs was one of the keys of this study)

[3] Record brain activity to a new set of movie trailers that will be used to test the quality of the dictionaries and reconstructions.

[4] Build a random library of ~18,000,000 seconds of video downloaded at random from YouTube (that have no overlap with the movies subjects saw in the magnet). Put each of these clips through the dictionaries to generate predictions of brain activity. Select the 100 clips whose predicted activity is most similar to the observed brain activity. Average those clips together. This is the reconstruction.

Der er to fascinerende forhold ved disse her forskningsresultater:

Det ene er at de komplementerer det man har fundet ud af i forbindelse med spejlneuroner: øjnene ser en anden person udføre en målrettet handling, og den del af hjernen - premortorcortex - som overordnet styrer motorikken i ens egne handlinger, aktiveres på samme måde hvis man selv foretog den handling man ser en anden gøre.

   En metafor på det kunne være at et afspillet musikstykke når man hører det, "indskriver" noderne til musikstykket i hjernen, hvor "noderne" altså er de neuroner der aktiveres i præmotorcortex

   Her går vi så den anden vej. Vi registrerer "noderne" i hjernen og bruger dem til at afspille musikken igen.

   I spejlneuron-forskningen handler det om "encoding", mens det i de her nye eksperiemnter handler om "decoding".

 

Det andet er at man altså her kan ane de første skridt mod muligheden for også at kunne "aflæse" hvad folk fantaserer og drømmer når de gør det i billeder. Altså rent faktisk aflæse hvad de ser på den indre skærm med det indre øje når de forestiller sig noget.

   Vi har allerede tidligere set at spejlneuroner også aktiveres når man forestiller sig selv at udføre en handling - uden faktisk at gøre det. Så på et eller andet tidspunkt må det være muligt at koble disse to forsøgsrækker sammen. Og dermed få en dokumentation for at når vi ser en film eller læser en fortælling, så oplever vi den rent faktisk som om det var os selv der producerede filmen/fortællinge for vores "indre skærm" eller "indre øre".

Og endelig er der jo en klar analogi i eksperimentet til hvad der må ske når vi genkalder os oplevelser som har sat sig spor i den autobiografiske hukommelse. Oplevelserne som jo er en indprægning af sanseindtryk på et bestemt tidspunkt og på en bestemt lokalitet, rekonstrueres i en form så de derefter kan omsætte i en sproglig fortælling - men også fx males på et lærred. 

Om Jon Bang Carlsens fantastiske metaforsprog - og om kilderne til hans kreative personlighed

Jon Bang Carlsen er en af de filminstruktører hvis film altid har tiltrukket mig - fordi deres fortælleformer og udtryk balancerer på grænsen mellem fakta og fiktion.

    For mange år siden da jeg samlede eksempler ind et kursus i "Faktion som udtryksmiddel", var der en der gav mig filmen "En rig mand" til gennemsyn. Det var en stærk oplevelse at se den, den handler om xxx der opfandt en flydende gødning til at gøde stueplanter med. Og jeg husker tydeligt at jeg var dobbelt fascineret dels af portrættet af den mærkelige mand, og dels af usikkerheden om hvor meget der var aftalt og instrueret.

I min bunke af klippede avisartikler fra sidste år fandt jeg en kronik af ham fra Politiken (29/5/11) med rubrikken: "Et land der tør tro på mirakler". Manchetten fortæller at der er tale om et "Postkort fra USA, hvor en barnlig brutalitet hersker - både rørende og afskyvækkende for en pæn dansker med humanistiske ambitioner".

   Jeg husker ikke at jeg før har læst noget af Jon Bang Carlsen, men kronikkens sprog fik mig mentalt set til at spærre de indre øjne op. Det vrimlede simpelt hen med fantastisk levende metaforer og metonymer. Billederne næsten snublede over hinanden. Og ofte er filmfolk ikke specielt gode skribenter.

Metaforerne var ikke af den slags jeg ellers mest har beskæftiget mig med her på bloggen: de konceptuelle metaforer som er universelle og som vores bevidsthed bl.a. bruger til at tænke over og tale om indre mentale tilstande ("jeg var i sort humør") eller sociale relationer (han fik den kolde skulder).

  Nej, her var der en masse ægte kreative og mentalt eksplosive metaforer, prægnante metonymer  og musikalske bogstavrim som fx når han beskriver den amerikanske morgenmad (mine kursiveringer og fremhævelser):

Jeg har ikke smagt dårligere og mere ukærlig mad, siden jeg for mange år siden havde min gang bag Jerntæppet, hvor alle retter, ligegyldigt hvilket fransk navn de bar, smagte som spildolie fra en sovjetisk traktor, der var brændt sammen en råkold tirsdag midt i en femårsplan.

Eller når han beskriver Los Angeles bybillede gennem Eurpas kirkers mentale optik:

Jeg elsker Los Angeles.

   Her er ingen af Europas krævende katedraler, som det er ens forbandede fødselspligt at bøje nakken for i underdanighed, ingen teser, som Martin Luther uden 'King' for et halvt årtusinde siden bankede op på en kirkeport i Wittenberg, og som med pedantisk germansk alvor viskede alle kalkmalerier  på kirkernes vægge ud.

  I Los Angeles er der kun grafitti og malerier i neon. Fjerner man dem, står der ikke en smuk kirke tilbage i landskabet, men et elendigt paphus, man frit kan brænde ned, for ingen vil savne det.

  Måske kaldes USA 'Guds eget land' på grund af manglen på tusind år gamle klamme stenbygninger, som den frysende søn af Gud ikke kan flygte fra uden at fornærme sine pedantiske fans.

Jeg bliver nysgerrig: Ud over at være en af de kunstnere der tydelig vis har en ubændig lyst til at blande genrer - konceptuel blending - og har et vildt blomstrende sprog, hvad slags personlighed er han ellers? 

   Hører han, som jeg umiddelbart antager til den særligt kreative type? Det vil fx sige: "flere personer i en", en barndom eller ungdom med tab, og savn og fremmedgørelse i forhold til forældre, skole, miljø, kreativ vrede?

Jeg googler på Jon Bang Carlsen og finder en fire år gammel kronik af ham fra Information 25/7/07 med den slagkraftige og sigende rubrik "At se i blinde". Her har han en enkelt reference til sin barndom unde omtalen af en filmtrologi han er igang med fra Sydafrika:

Inspirationen til triologiens anden film Portræt af Gud har som Blinded Angels noget med øjne at gøre. Som barn knælede jeg hver aften ved siden af min seng og bad til et groft, men desto smukkere portræt af Jesus, malet af Roualt. Da familiekatastrofen alligevel skete, stak jeg ildraveren ned i kakkelovnen på barneværelset og ventede til den blev rødglødende. Så brændte jeg øjnene ud på min barndoms Jesus.

   Siden har jeg prøvet at restaurere gudens portræt i en streg, som ikke vender ryggen til al den tvivl livet har givet mig. Det er der kommet en hel række film ud af, som alle prøver at definere en sandhed, som ikke udelukker tvivlen. Og som alle, ligegyldigt hvor dokumentarisk, de går klædt, benytter løgnen til at komme om bag virkelighedens maske. 

Jo, den er da vist god nok! "Familiekatatrofen", "brændte øjnene ud på min barndoms Jesus".

    Jeg søger videre. På tidskriftet Goldbergs hjemmeside finder jeg en artikel fra 2007 skrevet af Af Jacques Blum og Eva Bøggild under rubrikken "Renhed og rædsler", skrevet i anledning af Jon Bang Carlsens film "Purity Beats Everything".

De smalle læber, den maskuline autoritet, de blå øjne og blonde hår. Nazist? Hvid sydafrikaner? Når Jon Bang Carlsen fortæller om sig selv og sin rolle i verden, er det som tilhørende gruppen af bødler, ikke ofrene.

   Jo, han var måske offer som barn – offer for forældrenes skænderier og skilsmisse, en voldsom far og en i perioder depressiv mor.

nnn”Weekendforældre” omtaler han sit forhold til forældrene som og forklarer, at der ikke var megen struktur på dagligdagen, og at børnene i et stort omfang var overladt til sig selv.

Hovedpersonerne er to overlevende holocaustofre hvis historie Jon Bang Carlsen ifølge artiklen spejler sig i gennem filmen om og med dem. 

Det er ikke svært at spore instruktørens indignation og vrede i filmen. Men Jon Bang Carlsens vrede er hverken diffus eller abstrakt. Hans vrede, forklarer han, retter sig mod de omgivelser – herunder hans forældre der blandt andet boede i Vedbæk i 1950’erne – som ikke nævnte Holocaust med et ord.

   Ofrene fandtes ikke, omtalen af naboen Tysklands moralske og kulturelle sammenbrud, bunkerne af lig og de menneskelige ydmygelser blev væk i den pæne og ordentlige tavshedsspiral.

Jon Bang Carlsen er klart det filmvidenskaben har døbt en auteur, der er kendetegnet ved at personligt farvede motiver, temaer og karaktertyper er gennemgående i det samlede "filmværk", og at en vigtig drivkraft i hans motivation for at producere filmene er en mere eller mindre bevidst ønske om  selverkendelse og selvudvikling.

   Præcis som jeg for nogle år siden fandt ud af gjaldt for tv-dokumentaristen Poul Martinsen. 

Hukommelse og glemsomhed - og træning af korttidshukommelsen

Nu jeg er igang med at læse om hukommelse, så...

I min bunke af avisudklip finder jeg to artikler der har med hukommelse at gøre. En fra Politiken den 11. december og en fra Kristeligt Dagblad helt tilbage fra 26. november. 

   De viser at jeg har været opmærksom på hukommelsens betydning for kreativitet, inden jeg begyndte at læse Moonwalk with Einstein.

Politikens rubrik lyder: "Det meget belejlige hukommelsestab", og stod i Viden-tillægget, og den var omgivet af associerende artikler og notitser: om løgndetektorer, om hvordan og hvor meget hjernen "lyser" op under skanning når man lyver og når man taler sandt, og om hvordan man kan se på hjernens aktiviteter når den forsøger at "lægge ubehagelige erindringer på afstand. 

   Jeg mindes at Poul Martinsen jo en gang i midten af 90´erne lavede et dokumentarprogram om løgnens psykologi, som især gik på om man kunne se på folks ansigter og kropsbevægelser om de løj. 

Hvad konkluderes her: At hjernen er væsentlig mere aktiv når man lyver end når man siger sandheden. Logisk nok: Den lyvende hjerne skal fastholde to "modstridende" konceptuelle rum: det som indeholder sandheden og ikke må udtales, og det som indeholder/fabrikerer løgnen som skal udtales. Det kræver ekstra mental energi.

Løgndetektorer kan ikke altid afslører når personer lyver. Nogle mennesker har selvkontrol i et omfang så deres blodtryk ikke stiger, så de ikke udsondrer ekstra svede, og så øjnene ikke flakker, og så de ikke stammer - sådan som de fleste af os gør og dermed ville blive afsløret i en løgndetektor.

Politikere og forbrydere som bliver afhørt af kommisioner og politi, kan påberåbe sig "glemsel" som årsagen til at de ikke kan svare på spørgsmål. Hvad enten det er sandt eller falskt. Og de kan under alle omstændigheder have en strategisk interesse i at deres hukommelse svigter.

  Men, fortæller artiklen, det er ikke nemt bevidst at glemme noget man har gjort eller oplevet. Og man taler i moderne forskning ikke om freudianske fortrængninger. Derimod ser forskerne på hvordan erindringer lagres. Og hvad der gør at de lagres særligt godt, eller ikke så godt.

   En forsker, Annette Bohn, fortæller:

Det følelsesmæssige indhold øger sandsynligheden for at noget bliver husket. Men når det er sagt må man skelne mellem, hvad der huskes fra henholdsvis positive og negative situationer. Og her ser det ud til, at mennesker generelt husker fakta fra negative situationer, mens stemninger og stemningsbilleder kommer til at spille en relativt større rolle for erindringen af positive situationer.

Det er naturligvis meget relevant for journalister, som hermed kan legitimer deres gennemgående negative tilgange til virkeligheden gennem konfliktkriteriet, sikrer at publikum husker historierne. Positiv historier kan godt sætte læserne i en god stemning, men de glemmer nemmere historierne.

Og en anden forsker, Michael Anderson, fortæller om at særligt ubehagelige oplevelser som vi allerhelst vil glemme, er dem som er allersværest at viske ud. Han kalder det særligt påtrængende erindringer, og de har en tendens til at dukke op uventet i bevidstheden, selv om man ikke har gjort noget for at kalde dem frem.

Vi har i forskellige forsøg vist, at sådanne påtrængende erindringer over tid vil have en tendens til at blive svækket, hvis man aktivt og vedholdende forsøger at skubbe dem bort. Og denne proces kaldes motiveret glemsel. Gevinsten ved dette er åbenlys. I den udstrækning man tale om en omkostning, er den, at de vil blive vanskeligt at genkalde sig erindringen i detaljer, hvis man senere - af en eller anden grund - skulle få brug for det.

Artiklen i Kristeligt dagblad lå tæt op af det jeg er i gang med at læse i bogen "Moonwalk with Einstein". Rubrikken lyder: "Hukommelse er vigtigere end intelligens". Pointen i artiklen er at arbejdshukommelsen som er vigtig for hvad og hvordan noget lagres i langtidshukommelsen, at den kan trænes, og at det bør man gøre i undervisningen.

   Et eksempel gives i artiklen start:

En matematiktime begynder med, at læreren beder eleverne lukke øjnene og tænke på en figur, hvis kanter er lige lange og parvist paralelle. Derefter skal de tænke, at de klipper hjørnerne af figuren. Og til sidst skal de tegne hvad de ser, for det indre øje.

  Det lyder måske som en banal og mærkelig undervisningsform, men det er en kort og konkret vej til at sikre, at samtlige elever får aktiveret både arbejdshukommelsen og langtidshukommelsen.  Disse to funktioner skal arbejde sammen i elevens hjerne, for at undervisningen overhovedet bærer frugt. Og ved først at sætte hjernen i sving med at lede i katalogerne over allerede lærte figurerer og derefter med at gøre noget aktivt med den fundne figur, er det hele igang.

Noter i øvrigt metaforen "ser for det indre øje" og at det der beskrives her er det man metaforisk kalder  "et tankeeksperiment". Og i det foregående citat er der konceptuelle metaforer som at erindringer "skubbes bort", og kan "kaldes frem".  

Hukommelseskunstnere og mentalatleter - hukommelsespaladser med frække huskebilleder på væggen

Jeg er igang med at læse bogen Moonwalk med Einstein, forfatter Joshua Foer, som jeg i to tidligere indlæg har refereret til. Den er godt nok sjov og spændende og interessant. 

   Ikke fordi der er så meget nyt, men det er måden det er fortalt og præsenteret på. Og så vrimler det med dejlige blandede metaforer som fx. hukommelsespaladser og mentalatleter.

Det sidste står for de mennesker der har trænet sig op til at være hukommelseskunstnere. Og bogens nagelfaste pointe er at alle kan lære at huske meget, meget mere end de tror. 

   De mennesker der deltager i forskellige mesterskaber i hukommelse, har ikke en særlig evne eller er udstyret med en helt speciel hjerne. Nej, de kan og har lært sig nogle teknikker, og så kan de altså huske store mængder af facts revet ud af en meningsfuld sammenhæng.

Jeg har tidligere læst at man mentalt skulle lave en forbindelse mellem det svært huskelige og noget visuelt, et billede, for at kunne huske det bedre og genkalde det nemt og nøjagtigt. Men her uddybes det med "hukommelspaladset", det mentale "sted" hvor man skal "gemme" billederne som så står for det man egentlig skal huske. Der skelnes mellem den naturlige hukommelse som er den man bar har som medfødt, og den "kunstige":

Kunstig hukommelse har to grundlæggende komponenter: billeder og steder. Billeder repræsenterer indholdet af det man ønsker at huske. Steder - eller loci, som det kaldes på latin - er der hvor disse billeder bliver opbevaret.

   Meningen er at man skaber et sted for sit indre blik, et sted, som man kender godt og let kan visualisere, og derefter befolker man det imaginære sted med billeder der repræsenterer det man ønsker at huske. Romerne kaldte det "loci-metoden", og en sådan bygning kom senere til at hedde "hukommelsespaladser."

Et hukommelsespalads kan også være erindrede forestillinger om andre steder man kender rigtig godt og i detaljer, fx et landskab eller sin egen krops legemsdele. 

   Jeg bemærker her hvordan metaforen "det indre blik" hives af stalden - for at beskrive og forklare indre mentale processer. Og jeg ser for mig "mentalatleter" spæne rundt i "hukommelseslandskaber".

Hele fidusen er at mennesket har en fremragende rumlig og visuel hukommelse (biologisk nødvendig for jæger- og samler-hjernen), men en dårlig hukommelse for løsrevne facts og enkeltinformationer som tal og ord.
   Så ved at koble de løsrevne og i den givne sammenhæng meningsløse oplysninger med noget visuelt og rumligt, så motiverer det hjernen til at huske det meget bedre. 

   Og det billede der repræsenterer det du skal huske, skal du så udstyre med så mange visuelle eller sanselige egenskaber at det giver et stort net af neurale forbindelser til andet mentalt stof som befinder sig i hjernen: farve, lugte, smag, størrelse. Her skal man altså udnytte sin fantasi. 

   Og det er en fordel hvis man har en beskidt fantasi.

For mig er der ingen tvivl om at det her kan kobles til det jeg skrev om for ikke så længe siden: nyheder formidlet som manga-tegneserier, via afklædte damer som nyhedsværter, eller nyheder opført som teaterperformance. Det fremmer interessen, forståelsen - og at det sætter sig på hjernen som noget man husker.

    Vi kobler nyheden til noget der er visuelt og fascinerende, og så sidder den fast og forstås for alvor.

Så min konklusion er så også at disse memoteknikker i virkeligheden er en form for blending. Vi ser og forstår X gennem Y.

Men jeg associerer også til erfaringssprogets basic-level-kategorier: ord der refererede til noget man kan tegne eller udføre som handling.