Kreativitet og madlavning - om verdens mest berømte kok, restaurant El Bulli og molekylær gastronomi

Igår havde Politiken en stor portrætartikel om og med den spanske kok Ferran Adria, skrevet af Adam  Price under rubrikken: "Mad er det nye rock´n´roll." Krogen var at unge kokke skulle konkurrere om at blive "årets danske kok". Og DR lavede reportage fra konkurrencen: nemt at oversætte iscenesat konkurrencevirkelighed til reality-tv.  
   En helt usaglig association: Hvor holder jeg dog af Jamie Oliver, både hans opskrifter som bare var mig lige fra de første udsendelser, og hans kogebøger for efterhånden mange år siden. Og ikke mindst og især og ekstra meget efter at have set programmerne på DR1 om hans Sisyfos-agtige projekt med at ændre de engelske skolebørns og skolesystems skolemad. Grænseoverskridende: fra populært enkelt gourmet-tv-køkken for det grønne segment - til social madvane-virkelighed for børn.
   Men tilsyneladende, hvis man skal tro tv-serien som er nogle år gammel, var det alligevel ikke et Sisyfos-projekt, stenen rullede ikke ned igen. For projektet lykkedes - med en fantastisk dramaturgisk klimaks: Jamie Olivers møde med daværende premierminister Tony Blair - resulterende i bindende gyldne løfter fra den på det tidspunkt mægtigste mand i England.

Men det var et associerende sidespring. Vi skal fra England til Spanien, fra enkel sund skolemad til forfinet eksperimenterende gourmetmad, fra den ene superkreative kok med hang til folkelighed til den anden superkreative kok med hang til det iletære:
    Restauranten El Bulli lukker snart! Den har i mange år været betragtet som verdens bedste restaurant med tre Michelin-stjerner og 5 gang nummer et på World 50 Best Restaurants-listen. Kokken Ferran Adria som har stået for successen, fortæller at der skete et skift i hans tænkning om mad i 1993. Han fik tydeligvis en aha-oplevelse af en slags:

Frem til det tidspunkt lavede vi 'bare mad'. Efter 1993 var missionen en anden. Det var 'at skabe'. Det er svært at sige, hvad der egentlig skete. Du kender heller ikke revolutionen, og præcis hvad der førte til den, før den er indtruffet. (/) Vi søgte efter et nyt sprog. Vi havde en masse knowhow. Jeg mener, vi var gode til at lave mad. Men vi ønskede at ændre fortællingen.

Den nye "fortælling" som Ferran Adria var igang med at opdage og udvikle, fik et navn: Molekylær Gastronomi. "Provokationen begyndte at blive ambitionen mere end blot harmoni og velsmag," fortæller kunstnerkokken videre. Og maden blev kaldt "mærkelig". Der er ikke egentlig tale om særlig retning inden for gastronomien, får vi at vide, men mere en række "teknikker" som står til rådighed for "den ambitiøse nysgerrige kok."

Når jeg har spist på en gourmetrestaurant har jeg selv altid tænkt på menuen som et stykke anvendt dramaturgi - en berettermodel med anslag, præsentation, uddybning, etc. etc. - hvor hver ret skal indeholde en overraskelse og være et mini-vendepunkt. Og Adria fortæller tilsvarende:

Jeg ser menuen som en film. Indimellem er det en sjov film. Andre steder uhyggelig, grotesk, provokerende, glad, legende. Udgangspunktet for hvordan vi skaber vores menuer kommer oprindelig fra tapas. Altså princippet omkring de mange små retter. 

Der er tydeligvis tale om konceptuel blending af noget tradtionelt spansk, tappas-ideen, og så noget radikalt nyt.
   Men hvad er princippet bag det nye, hvad går de særlige "teknikker" ud på? Det forklarer Adam Price sådan her:

Mange principper, som er blevet udbredt i topgastronomien over hele verden i de senere år, er oprindelig udsprunget fra El Bulli. Et af de væsentligere har formentlig været dekonstruktionen. Altså at man arbejder med at skille en kendt ret ad og præsentere den på en ny måde. Smagene forbliver relativt de samme, men man leger med teksturen og temperaturen for at provokere og overraske folk.

Og her følger så Adam Prices egen reaktion på at have været på en dramaturgisk smagsrejse - et maratonløb for næse, tunge og gane - igennem en 44 retters menu på El Bulli:

Efter at jeg har anmeldt mad for Politiken i 16-17 år, er det ikke uden overdrivelse, at jeg siger, at det ubetinget har været en af de største gastronomiske oplevelser, jeg har haft. Ikke fordi jeg ikke har smagt mad, der ofte smagte bedre, end hvad vi spiste denne aften. Men fordi det her ikke essentielt handler om mad,  der 'bare' skal smage godt. Man skal parkere alle sine klassiske begreber om gourmetmad i forhold til El Bulli. (/) Den evige diskussion om, hvorvidt mad kan være kunst, trænger sig på med en anden naturlighed efter et sådant måltid, end når man sidder og kigger på et stykke velstegt kalvekød med en god sovs fra en dygtig koks hænder. På El Bulli deltager man i en løbende installation - et eksperiment. En fortælling, som Adria og hans store team af kokke løbende udvikler, indvikler og afvikler.

Det vor Adam fortæller og anbefaler er at skifte frame for at nyde El Bullis menu, fra forventninger om traditionelt gourmetmad der smager rigtig godt, til den type forventninger man stiller til - intet mindre end stor kunst!

Man kan jo i hvert fald bemærke hvorledes behovet for metaforer presser sig igennem både Adrias og Prices udtalelser - for at de kan beskrive det der ikke kan beskrives. Mad som kunst: "en fortælling", "en film", "en installation".

Jeg får iøvrigt mindelser fra den gang lærergruppen for kommunikationsuddannelsen på RUC mødtes for første gang i 1977, sammenbragt fra mange forskellige fag. En af dem var også et af de mest kreative mennsker jeg harmødt: Jan Krag Jacobsen. Han gjorde nogle af vores læremøder til en helt særlig oplevelse når vi skulle spise sammen, nemlig når det var ham der stod for maden. Af uddannelse var han kemiingeniør, han havde arbejdet som radioreporter med forbrugerjournalistik som speciale. To personligheder i én.
   På tv-havde han optrådt med sensationelle dekonstruktioner af dårlig mad. Han demonstrerede for åben skærm hvordan industrien lavede hindbærmarmelade ud af et enkelt hindbær og tilsætningsstoffer for resten. Og han viste hvordan indholdet i industrikødpølse ville se ud hvis der ikke var farve og stivelsesstoffer i: en hvid ulækker tyktflydende masse.
   Han var initiativtager til de planer for "et måltidets hus" som den borgerlige regering fantasiløst skrottede da de kom til. Og er nu med i en gruppe der arbejder med at planer om at få oprettet et madeksperimentarium. Og aprospos det:
  Hvorfor lukker Ferran Adria El Bulli? - For at gå i gang med et nyt projekt, forklarer han:

Det nye projekt ønsker at inkludere filosoffer, designere, webfolk, kreative mennesker. Ikke kun mad. Det handler om kreativitet. Selvfølgelig vil meget handle om mad. Men vejen dertil og veje derfra vil handle om andre områder. Vi ønsker at dokumenterearbejdet. Hver dag på nettet skal man kunne se, hvad der er foregået i El Bulli. Hvad har vi lavet? Hvilke ideer er fremkommet? Hente inspration.

I enhver henseende en grænseoverskridende og grænsenedbrydende mand. Og et projekt der satser på blending af forskelige faglige frames og konceptuelle rum. Ferran Adria er en mand som tilsyneladende ikke kan lade være med at blende nye ideer ud af ellers adskilte konceptuelle input-rum igen og igen.

Hjernens aktivitet er forskellig - afhængigt af om man hører til de "kreativt tænkende" eller til de "metodisk tænkende"

Ovenstående rubrik er oversat fra en artikel i Science Daily fra 2007. Artiklen forholder sig til en debat blandt forskere om "kreativ (divergent) tænkning" og "ikke-kreativ (konvergent) tænkning" grundlæggende er forskellig eller dybest set nogenlunde er det samme. Og dermed også om der en biologisk-fysiologisk forskel på kreativt tænkende mennesker og de mennesker som tænker metodisk, skridt for skridt.

En undersøgelse foretaget af forskerne John Kounis og Mark Jung-Beeman tyder på at det er tilfældet. De har delt fortsøgspersonerne i to grupper: en gruppe der om sig selv fortæller at de løser problemer ved "sudden insight" (=aha-oplevelser) og dem som fortæller at de løser problemer "metodisk".

  EEG-scanning af de to gruppers hjerneaktiviteter, både når de var i hvile og ikke sat til at løse problemer, og når de skulle løse problemer, viste at der var klare forskelle i hjernearktiviteterne. Det sidste vidste man godt fra andre undersøgelser, det første var nyt:

One difference was that the creative solvers exhibited greater activity in several regions of the right hemisphere. Prvious research has suggested that the right hemisphere of the brain plays a special role ind solving problems with creative insight, likely due to right-hemisphere involvement in the processing af loose or "remote" associations between the elements of a problem, which is understood to be an improtant component of creative thought. The current study shows that greater right hemisphere activity occurs even during a "resting" state in thoes with tendency to solve problems by creative insight. This findings suggest that even the spontaneous thought of creative individuals, such as in their daydreams, contain more remote associations.

Så altså den gamle historie om at kreativitet forbindes med særlig aktivitet i højre hjernehalvdel, holder endnu, og det vi får at vide her er at forskellen mellem kreativt tænkende og metodisk tænkende personer, så at sige er permanent indbygget i personlighedens biologiske set up. Alle kan måske nok tænke kreativt under bestemte vilkår, men for nogen er det "et must" - en del af deres "natur".

En anden af mine kæpheste omkring kreativitet har altid været at det at visualisere et problem - tænke i billeder, modeller, skemaer, metaforer - at det er fremmende for en kreativ løsningsproces.

   Da jeg var direktør for en tv-station, fik jeg derfor sat white boards op på alle vægge i redaktionslokalet, så medarbejderne hvis de var i gang med at diskutere et eller andet, altid lige kunne gå hen og tegne og fortælle. Også de sammenhæng mellem kreativitet og visualitet bliver bekræftet af undersøgelsen:

Second, creative and metodical solvers exhibited different activity in areas of the brain that process visual information. The patterns of "alpha" and "beta" brain waves in creative solvers was consistent with diffuse rather than focused visual attention. This may allow creative individuals to broadly sample the invironment for experiences that can trigger remote associations to produce an Aha!-moment. 

I artiklen udlægges konsekvenserne af disse "findings" sådan: De kreative problemløsere kan meget nemmere få associationer til løsningen af et problem ved at se en tilfældig reklame eller overhøre et tilfældigt replikskifte, fordi de er åbne og modtagelige for distraktioner fra omgivelserne i en given situation. Heroverfor står de metodiske problemløsere der tenderer til at afskærme sig fra distraktioner for at kunne koncentrere sig om at følge den metodiske opskrift de behersker i forvejen.

Picasso er ikke min kop te - men det er Walton Ford til gengæld - begge beset på Louisiana

Det kan nås endnu!

   På Louisiana har de to udstillinger, en med Picasso-billeder over temaet "fred og frihed" som netop er åbnet, og en med billeder af den relativt unge amerikanske kunstner Walton Ford, en udstilling der slutter den 6. marts. Walton Ford blev født nogenlunde samtidig med at Picasso døde.

Skynd dig at komme op og se Walton Ford-udstillingen inden den er forbi. Den er fantastisk. Billederne er dybt fascinerende, skræmmende, drømmeagtige, alt for virkelige, fabulerende, metaforiske, aktuelle, velkendte, fremmedartede, ironiske.

   De er et produkt af visuel konceptuel blending så det basker.

Jeg husker anmeldelsen og foromtalen i Politiken da udstillingen åbnede i efteråret en gang. Og mente da at billederne og kunstneren i den grad hørte hjemme og fortjente omtale her på bloggen. Men nødvendigheden af andre indlæg om andre aspekter af kreativitet, overhalede ham indenom. Men nu nåede jeg op og så udstillingen her i går. Ville bag efter købe de to fugle-plakater, men de var udsolgt. Som de eneste af de godt 50 de havde til salg fra tidligere udstillinger.

Politikens kultursektion havde dette billede på forsiden. Pang! Aha!

Albrecht Dürer, tænker jeg straks. Hans berømte træsnit:

Her er hvad en anden blogger, Madison Colvin, fortæller om billedet på forsiden af Politikens kultursektion og kunstneren som har malet det:

Ford meticulously paints birds and animals in the style of 19th-century naturalists like Audubon, but puts the subjects of these paintings in symbolic or allegorical allusions to art history, natural history, colonialism, politics, and violence. One painting, “Loss of the Lisbon Rhinoceros” (above) references an incident in the year 1515, when a ship carrying a captive Indian rhino as a gift from King Manuel of Portugal to Pope Leo X foundered off the coast of Genoa. This was the first rhino seen in Europe since Roman times. Descriptions of it inspired Durer’s famously inaccurate woodcut. Ford’s painting depicts the enormous rhinoceros chained to a ships’ deck, rearing its head upwards in panic or defiance as it sinks into the waves.

http://thepoindextress.blogspot.com/2010_01_01_archive.html

Det er nemt at Google en masse af Walton Fords billeder, så man kan få et indtryk af hans samlede univers.

   Alle billederne på Louisiana er imidlertid i naturlig størrelse i forhold til de dyr og fugle de fremstiller. Så billedet af næsehornet på skibet der er ved at gå under, var 400x264 cm.

   Et kraftigt indspark på nethinden, der sætter gang i neuroner og synapser, og øger produktionen af endofiner og seorotonin. Som ved en forelskelse.

   Hvad har Walton Ford gang i - i forhold til mig?

Det hører i hvert fald med til historien at jeg i min ungdom da jeg stadig malede og tegnede, faktisk producerede billeder med fantasi-mytologiske fugle, både oljemalede og som tushtegninger med minutiøst detaljerede fjer. Så det var noget af en aha-oplevelse for mig da jeg så Walton Fords billeder - især dem med fuglemotiver.

   Det var sådan nogen jeg drømte om at skabe da jeg var ung og visuelt produktiv, blev jeg klar over da jeg så dem. Der var et match mellem Waltons fuglebilleder og  mine i erindringen gemte og glemte drømmeforestillinger - som jeg da jeg var ung, hverken havde teknik, tålmodighed og vedholdenhed til at realisere. Og pludselig her på Louisiana blev drømmen synlig virkelighed i skikkelse af Walton Fords billeder.

Men hvor havde jeg drømmen om disse motiver fra? - Det fik jeg også forklaringen på da jeg læste om baggrunden for Walton Fords helt specielle over-realistiske stil:

   Jeg var i USA som udvekslingsstudent 1961-62. Og boede hos en fantastisk varm og kulturinteresseret jødisk familie i en forstad til New York. Min amerikanske far var regionschef for en supermarkedskæde, men i sin fritid samlede han på morderne amerikansk kunst. Og på reolen, husker jeg pludselig nu, stod en kopi af den bog, "Auduborn´s Birds of America", som har inspireret Walton Ford. Jeg husker at jeg jævnligt sad og bladrede i Auduborns fuglebog - og blev dybt betaget af de billeder - som også Walton Ford må være blevet det på et tidspunkt i sin barndom eller ungdom.

   Her er et af billederne fra Audubons bog som jeg husker endnu:

Se i øvrigt annonceringen af Walton Ford-udstillingen på Louisiana-museets hjemmeside:

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/Walton+Ford

Læs mere om Walton Ford på siden:

http://theesotericcuriosa.blogspot.com/2009/11/animal-kingdom-as-seen-through-eyes-of.html

"The King´s Speach" - en god film - et godt plot - og "based on at true story"

Jeg var i forgårs nede i vores lokale biograf i Vordingborg og se en "snigpremiere" på en film, som vel så snart kommer op i Dagmar eller Grand i København. Titlen er "The King´s Speach", og Wikipedia fortæller:

The King's Speech is a 2010 British historical drama film directed by Tom Hooper and written by David Seidler. The film won the 2010 Toronto International Film Festival People's Choice Award and was nominated for fourteen BAFTAs, of which it won seven; twelve Academy Awards; and seven Golden Globes, with Colin Firth winning for Best Actor. Firth plays King George VI, who, to overcome his stutter, is introduced to Lionel Logue, an unorthodox speech therapist played by Geoffrey Rush. The two men become friends as they work together, and after his brother abdicates, the King relies on Logue to help him make a radio broadcast at the beginning of World War II.

Manuskriptforfatteren David Seidler har selv lidt af den samme taleforstyrrelse - at stamme - som kongen, fremgår det. Så han har en personlig aktie i historien og har på den baggrund kunnet bruge sin på egen erfaring baseret fantasi til at give plottet et realistisk twist, til karaktertegningen af kongens lidelser med sin taleblokering og til beskrivelsen af dynamikken mellem hovedkarakteren og hjælper-/mentor-figuren.
   Filmen respekterer langt hen ad vejen de historiske kendsgerninger, men afviger også på en række væsentlige punkter. Primært begrundet i hensynet til dramaturgien.
   Om kongen får vi at vide at han i sin barndom blev tvunget til at skrive med højre hånd selvom han var venstrehåndet, og at han fik "rettet" sine kalveknæ med metalskinner. Det synes at være dokumenteret.
   Og det er korrekt at han havde store problemer med sin stammen som barn og ung. Åbningsscenen i filmen hvor han som prins skal holde en tale på Wembly 1926, men næsten ikke kan få et ord over sine stammen læber, er også veldokumenteret.
   Men mødet med talepædagogen foregår meget tidligere i den historiske virkelighede end i filmenens og han bliver også hjulpet til at komme over sine taleblokeringer meget hurtigere i virkeligheden end i filmen. Her er han stadig plaget af stammen da han modvilligt må overtage tronen efter sin abdicerende storebror. Denne modviljen synes også at være historisk dokumenteret.
  I øvrigt fortæller Wikipedia at talepædagogens notesbøger med notater fra taleøvelserne med prinsen/kongen, var blevet fundet, og en række citater herfra blev indkorporeret i dialogen mellem den kongelige klient/patient og taleterapeuten, hvad der jo var med til at øge dens autenticitet.

Der er altså i filmens univers og fremstilling tale om genremæssig blending, både i forhold til manuskriptforfatterens egne erfaringer med stammen, og hvordan man kan hjælpes til at komme over den, og i forhold til den historisk virkelighed.
   Filmen er et produkt af kreativ tænkning og udgør en integreret audiovisuel blanding af virkelighed og fiktion, der så er blevet underlagt Hollywood-dramaturgiens krav til komprimering af tid, sted og handling - og til udformning af plot, dialog og karaktertegning.

I kreativitetssammenhæng synes jeg også at den teknik som pædagogen i filmen anvender til at få den kongelige klient til at overkomme sin stammen, er særedeles interessant og relevant.
   Det viser sig i filmen at hovedpersonen under bestemte omstændigheder ikke stammer når han siger noget:

• når han skal fortælle sin døtre som han elsker højt, "skæve" eventyr hvor han påtager sig en særlig "fortæller rolle" 
• når han bliver stiktosset og rasende
• hvis han synger de ord han skulle sige
• hvis han danser mens han skal sige det han vil sige
• hvis han undervejs i talen jævnligt bander og siger frække ord

Det udnytter terapeuten så i sine taleterapeutiske øvelser.

På mange måder er det jo parallelt med de vilkår som fremmer kreativ tænkning, og som muliggør at man "omgår" de mentale blokeringer for kreativ udvikling: Man defokuserer og afleder opmærksomheden i forhold til problemet - ved f.eks. at meditere eller ved at udføre noget kropsligt krævende. 

   Det minder også om den tænkning som Tim Gallway med "The Inner Game"-bøgerne om coaching gør sig til talsmand for hvis man skal performe optimalt som sportsmand eller leder. Ikke mindst hans skelnen mellem "self 1" og "self 2" ligner det vi filmen ser hos den kongelige stammer, hvor "self 1" der fokuserer på angst og stress ved oplevede forventninger og krav fra omverdenen, blokerer for at "self 2" kan udvikle og udfolde sig frit - en blokering der så kommer til udtryk som stammen.

   Det taleterapeuten "lærer" den royale klient, er at få indsigt i at han rent faktisk har et "self 1" der kan tale og udtrykke sig uden at stamme. Og at det er muligt ved hjælp af forskellige teknikker at snyde "self 2".

God film, god blanding, fin oplevelse plus indsigt.

Undersøgende journalistik, kreativitet og hypotetisk tænkning

Igår beordrede Statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Information "integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til over for Folketinget skriftligt at redegøre for hele sagen om de statsløse. Dét er netop, hvad hun hidtil har afvist." 
   Idag har Information på forsiden rubrikken: "Rønn ignorerede ulovlig sagsbehandling i over et år". Og med underrubrikken: "Ifølge oplysninger fra Sverige må integrationsminister Birthe Rønne Hornbech siden december 2008 have kendt til de ulovlige afslag til statsløse. Allevel fortsatte ministeriet fejlbehandlingen." 
   Artiklens journalister er dem der stædigt og med næsen i sporet har forfulgt denne sag i Information i længere tid: Anton Geist og Ulrik Dahlin.

Jeg har tidligere skrevet om kontrafaktisk historiefortælling og om tilbage til fremtiden-fortællinger, dvs. fremtidsscenarier fortalt "i bakspejlet" - fra et tænkt fremtidigt tidspunkt. I begge tilfælde er der tale om konceptuel blending af noget faktisk og noget fantaseret - udfoldet i en tekst. I begge tilfælde kan man tale om at disse tekster har karakter af svar på hver sin slags hypotetiske spørgsmål:

- hvis noget var sket som ikke skete, hvordan ville historien så have set ud frem til idag?
- hvis verden udvikler sig ifølge kendte lovmæssigheder, hvordan vil den så se ud om x antal år?

Det der så slår mig, er at den undersøgende journalistik, som i mange år har været et af mine interesseområder, har kendetegn der ligner de to foregående eksempler. Eller rettere: Den tænkning der ligger bag et stykke undersøgende journalistisk arbejde, bygger også på konceptuel blending, er mit postulat.
   Her drejer det sig på den ene side om en kendt og accepteret samfundsmæssig tilstand og forhistorie hvori alt er i den kønneste orden, love og regler følges, der administreres efter reglerne, og hvori f.eks. økonomiske, politiske og administrative magthaver er lige så retlinede og uselviske som de giver sig ud for. Det er det ene mentale input-rum, lad os kalde det idealscenariet.
   På den anden side er der forestillingen om at idelascenariet er i realiteten er falsk, og der bag det - skjult og i hemmelighed for offentligheden - er et andet scenarie hvor nogen har snydt og bedraget og begået ulovligheder, og hvor samfundets institutioner - private eller offentlige - har svigtet sine idealer. Lad os kalde dette andet input-rum for realitetscenariet. Og ud af det kommer et stykke undersøgende journalistik - et blend - hvor realitetscenariet forsøger at bekæmpe og udkonkurrere idealscenariet i en kamp om sandheden.

For at være en god undersøgende journalist skal man være tunet ind på en helt bestemt måde i forhold til idealscenariet: Som grundindstilling skal man være mistænksom og gå ud fra at dette scenarie ikke repræsenterer virkeligheden og sandheden, men er en fiktion - ønsketænkning, skønmaleri. Og den undersøgende journalist skal - måske ud fra et tip eller et enkelt spor - kunne forestille sig at et alternativt scenarie som værende virkeligt og sande, et realitetsscenarie der gennem research skal kunne dokumentere at idealscenariet i et eller andet omfang er: løgn og latin.
   Altså lige som de to foregående blendede tekstformer skal undersøgend journalistik kunne give svar på et hypotetisk spørgsmål:
- Hvis det som offentligheden tror er virkeligt og sandt, ikke er det, men kun "overflade", hvordan vil verden så i virkeligheden se ud?

Som eksempel: Hvis borgmester Peter Brixtofte ikke er den karismatiske og kreative borgmester som han fremtræder, men en svindeler og bedrager, hvordan kan han så tænkes at have opført sig.
   Man kan sige at den undersøgende journalistik er udtryk for en slags omvendt kontrafaktisk tænkning, hvis mål er at revidere "historien" ved - gennem kritisk journalistisk undersøgelse - at erstatte den eksisterende idealiserede historie med en anden der er sandere.

Kravet til den undersøgende journalist er jo naturligvis at han/hun skal føle sig forpligtet på sandheden uanset hvad. Men først og fremmest skal han/hun være særligt kreativ - i den forstand at han/hun så at sige permanent skal have det man kalder "en rigtig beskidt fantasi". Og  altså kunne forstille sig (= "Hvad nu hvis...") økonomisk, social og psykologisk råddenskab og svamp overalt i samfundet, skjult bag en overflade hvor alt tilsyneladende er rent og pænt.
   Trukket helt ud til kanten: Den undersøgende journalist skal kunne forestille sig det næsten utænkelige. Det er der så heldigvis indimellem nogen som kan:

Hvad nu hvis cand. jur., tidligere politimester, tidligere retsordfører for Venstre  og nuværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, i flere år har vidst og dermed accepteret en sagsbehandling af de statsløse unge, der klart og utvetydigt overtræder flere FN-konventioner som Danmark har underskrevet?

Tillykke Information, tillykke Anton Geist og Ulrik Dahlin