Avatar, Inception - hypnose og docu-comedy - dramaturgisk blending af flere realiteter

For mange år siden skrev jeg i min bog Faktion som udtryksmiddel et særligt appendix om den type dramaturgi hvor en stor del af spændingen og fremdriften i en film eller et tv-program foregår i kraft af at historien har flere realitetsplaner som spiller sammen og mod hinanden: et metonymisk og et metaforisk. Klare eksempler var f.eks.tv-serien Den syngende detektiv og spillefilmen Dreamchild, men også Den enfoldige morder er kendetegnet ved at udnytte den drivkraft der ligger i at arbejde med flere realitetsplaner i en filmfortælling. 
   Freuds psykoanalyse hvori analyse af drømme er indgangen til forståelsen af ubevidste og ofte uønskede fortællinger og erindringer, er et velkendt eksempel på at det ikke kun snævert er dramaturgien som kan udnytte eksistensen af flere realitetsplaner der belyser hinanden, til at skabe udvikling og frigørelse
   Mytforskeren Joseph Campell har udviklet en særlig teori om myte-fortællinger som har fået navnet "The Heroe' s Journey", der som definerende træk opererer med at en "helt" først introduceres for os i en "ordinary world" - og derefter inspireres eller provokeres til at overskride grænsen til en anden "special world" hvor helten møder eventyret i form af prøvelser, fantastiske udfordringer og magiske modstandere - for så til slut at vende hjem til "the ordinary world", belønnet med ny indsigt i sig selv og verdens indretning og muligheder. 
   Det er altså en teori om fundamental storytelling der grundlæggende bygger på et spil og en bevægelse mellem to realitetsplaner som drivkraften i en universel udviklingshistorie.
   Bogen og filmen Troldmanden fra Oz er et gammelkendt og ofte refereret eksempel. Et stadig helt aktuelt eksempel på udnyttelsen af denne særlige dramaturgiske konstruktion, er Harry Potter-serien. 
   Jeg har for nylig på DVD set to af de film der har gået i biograferne sidste år og som fik meget fine anmeldelser, men film som jeg ikke nåede at se. 
   Det interessante var for mig i hvilket omfang det nu er blevet "mainstream" - af høj filmisk kvalitet - at skabe fortællinger hvor en afgørende del af plot og fremdrift er spillet mellem flere virkelighedsrum. 
   Den ene film er Inception, som jeg har beskrevet i et tidligere blogindlæg ud fra anmeldelserne, og hvis plot kan resumeres sådan: 

In a world where technology exists to enter the human mind through dream invasion, a highly skilled thief is given a final chance at redemption which involves executing his toughest job to date: Inception.

Det er en fantastisk god og spændende film, og den kører fuldstændig efter Campells myterecept. Og ud fra en kreativitets-teoretisk synsvinkel forsøger den jo metaforisk at beskrive hvordan man bevidst kan arbejde med "at inspirerer" folk til at få ideer, nemlig ved at "plante" dem i bevidstheden uden at folk gør modstand fordi de ikke ved at de har været udsat for en sådan kreativ "udplantning".
   Jeg får også nu associationer til hypnose, fordi jeg lige er ved at være færdig med bestseller-krimien Hypnotisøren. Spørgsmålet er: Kan en dygtig hypnotisør gennem hypnose få folk til at få og føde nye grænseoverskridende ideer - også af "den onde" slags? Jeg googler "hypnosis and creativity" og finder på siden: http://www.buzzle.com/editorials/10-17-2005-79057.asp.

True creativity seems to happen by itself because it is a product of the unconscious mind. In fact, the harder you consciously try to be creative, the poorer your creative problem solving skills become. The problem is made worse by self-limiting beliefs ("I’ll never come up with a good idea") and the tendency to analyze and reject any ideas too quickly. Hypnosis can help bypass these barriers that exist at the conscious level and let your unconscious mind come up with the sorts of ideas, solutions and innovations that it is so good at. It is also important that you are relaxed to be creative. In fact, you are most creative when you are asleep – when you dream. Hypnosis allows you to enter this relaxed dream-like state on demand. It used to be that the only way to experience hypnosis was to be hypnotized in a clinical setting. Now, a number of good hypnosis CDs exist that allow you to get the benefits of hypnosis in the comfort of your home. Using a combination of relaxation techniques, visualization exercises and positive affirmations, these CDs can boost your creative problem solving abilities in many aspects of your life.

Det ser i øvrigt ud til at der er en hel "dansk industri" der lever af at sælge bøger, kurser og CD-rommer hvori ideen er at stimulere til kreativ tænkning gennem brug af hypnose. Ja, ja, det vidste jeg faktisk ikke.

Den anden film jeg købte hjem på DVD var AVATAR, som jo fik et ekstra publikumsboost i kraft af at den kunne ses i 3D.
   Også den film og dens plot lever gennem spillet og spændingen mellem to planer: Menneskene er kommet til en anden planet hvor der bo intelligente mennskelignende væsener, men atmosfæren er totalt giftig for jord-mennesker, så for at komme  i nærkontakt med de "indfødte", har man opfundet en slags Avatar-teknik, så man kan besjæle konstruerede humanoide robotter med et levende menneskes bevidsthed (mens det sover), robotter som kan leve og udfolde sig "normalt" i den giftige verden, og som har skikkelse af den indfødte race hvis hudfarve er blå. Hovedpersonen styrer en avatar i den "anden verden", og ender med at komme i et konfliktforhold mellem den verden han lever i, og den virtuelle verden hvori hans avatar er aktiv og dynamisk - og han i rollen som avatar bliver forelsket i en "indfødt" pige. Plottet helt kort beskrives sådan her:

A paraplegic marine dispatched to the moon Pandora on a unique mission becomes torn between following his orders and protecting the world he feels is his home.

Her er det jo meget tydeligt at der er tale om en film som metaforisk udfolder fænomenet conceptuel blending i et dramaturgisk forløb hvor publikum gennem heltens udviklingshistorie selv skal udvikle den tolerance som gør det muligt at de to verdener kan "samleve" og få noget ud af hinanden.
   Inspirationen er klart nok internetspillet og -portalen Second Life, hvor mennesker gennem  avatar-figurer som de styrer og lever igennem i den anden verden, opnår mulighederne for at dyrke og udfolde et imaginært liv som de ikke kan praktiserer i deres virkelige tilværelse.
   Som jeg forstår det, er der også muligheder for at "veksle" fordele opnået i den virtuelle Second Life-verden, til fordele i den virkelige verden, så man også der kan tale om blending af det imaginære og det reelle.

Politiken havde i går en artikel på den faste side de nu har om "medier", en artikel  af Jakob Elkær med rubrikken "Du er, hvor du er". Den fortæller om en ny applikation eller feature ved Facebook som har fået navnet "Places", og som gør at man gennem sin mobiltelefon og med udnyttelse af gps "kan tjekke ind" og dermed hele tiden kan holde sine Facebook-venner opdateret om præcis hvor man er.
   Det omtales også som  en "geosocial tjeneste" i artiklen, og en ekspert fra et webbureau udtaler: "Før talte vi om den virkelige verden og den virtuelle verden som to forskellige ting. Nu smelter de sammen".
   Klar tale - en punch line. Men: Er der med denne "sammensmeltning" tale om blending - altså at der ud af denne geosociale tjeneste kommer ny ideer - nye output-rum. Artiklens svar er faktisk i første omgang: Nej - men hvem ved!''

For at det ikke skal være løgn omtales på den modsatte side en ny tv-serie der har titlen Pokerfjæs. Rubrikken udråber: "Mellem 'Klovn' og virkelighed". Underrubrikken introducerer serien som en genreblanding gennem det blendede udtryk: docu-comedy. 
   Journalisten Henrik Palle fortæller at konceptet er "lige så enkelt som det er effektivt":

Man tager en håndfuld af rigets kendteste mandlige skuespillere samt et par pokerbuffs og monterer disse i en enkelt handling: De skal til Las Vegas og deltage i verdensmesterskaberne i pokerspil af den texanske variant med alt betalt, hvorfor der selvsagt er lagt i ovnen til massevis af druk, ballade, skæg og optrin. En blanding af film som 'Tømmermænd i Las Vegas' og rigtig konkurrence.

Det lyder præcis som det det nok er: et effektivt fortæller- og underholdningsplot der spiller på tvetydigheden mellem fakta og fiktion, og som sikrer et tilpas samspil mellem information, identifikation og fascination: gennem scener, handling med forventninger og overraskelser, modstand, vendepunkter og sandhedens øjeblikke.
   Senere i artiklen filosoferer Henrik Palle over hvad det egentlig genremæssigt er vi har gang i med denne series "kontraktforhold":

Hvad er vi ude i? Er det en opfølger på 'Klovn' med masser af kendte i pinlige situationer? Er det reality? Hvad sker der? Som sædvanlig i disse år er vi ude i en temmelig mudret afart af dokumentaren, hvor  begivenhederne til dels er iscenesat, dialogen scriptet et stykke af vejen, og hvor det hele er instrueret og tilrettelagt. Deltagerne spiller sig selv i strammede udgaver, hvor karakteristiske træk fremhæves uden nogen videre diskretion, så vi ikke er i tvivl om, at eksempelvis Thomas Bo Larsen er en sådan lidt brovtende type, og at kuglestøderen Joachim B. Olsen også i virkeligheden er et brød (selv om han altså stiller op for Liberal Alliance).

Citatet her dokumenterer jo at serien også i den grad falder ind under kategorien faktion, og at serien/programmerne i Henrik Palles optik effektivt og enkelt udnytter de dramaturgiske muligheder der ligger i en tvetydig kontrakt eller en såkaldt "dobbeltkontrakt" med publikum. Såvel Las Vega-setting som konkurrence-plot kan man forudse vil sikre den nødvendige fremdrift og en række vendepunkter og sandhedens øjeblikke.

Mere når jeg ikke lige nu, på vej til Kap Verde - feriedrøm og virkelighed. En uge alene med luftige og solrige kontrakter.

Forbrænding skal være sexet

Det er rubrikken på forsideartiklen i Politikens anden sektion. Den handler om resultatet af en arkitektkonkurrence om udformningen af et nyt forbrændingsanlæg, til afløsning for det 40 år gamle affaldsforbrændingsanlæg på Amager. Vinderforslaget er et eksemplarisk udtryk for kreativ tænkning, hvor man i vinderforslaget har tænkt ting sammen som ellers er tænkes adskilt og kategoriseres i klart forskellige konceptuelle rum. Affaldsforbrænding og et skisportsnalæg. Som der står i artiklen:

Designet kortslutter vante adskillelser mellem bygning og landskab, arbejde og fritid, alvor og sjov: I forslaget blive hele tagfladen på den kommende affaldsforbrænding formet som en knap 100 meter hnøj vintersportsbakke med tre pister på tilsammen 1,5 kilometer, som kan anvendes året rundt.

Med forslaget er der jo tale om hvad nu hvis-tænkning - i form af rendyrket konceputel blending: affaldsforbrændingsanlæg og skisportsanlæg befinder sig i to klart adskilte konceptuelle input-rum, og i output-rummet har vi så vinderforslaget hvori der foregår en samtænkning af de to input-rum: Når der alligevel skal være et stort tagareal på sådan et forbrændingsanlæg, hvorfor så ikke bruge det til noget fornuftig - og sjovt?
   Endnu sjovere er måske en anden ide som indgår i vinderforslaget: Her mikser man et nødvendigt onde - udslip af CO2-røg fra anlægget, med positiv pædagogik af befolkningen omkring det. Skorstenen som skal slippe røgen ud, skal indrettes og udformes på en særlige måde:

Røgen skal tilbageholdes i beholderen, indtil den rummer 200 kilo CO2,som derefter presses ud i en gigantisk røgring. Ideen er ikke kun at gøre legen til alvor. For med ringene vil CO2-udslippet for første gang kunne blive pædagogisk anskueligt. Hver gang der er dampet fem ringe fra skorstenen, er der sluppet endnu et ton CO2 ud i atmosfæren; ethvert barn  i København vil få et forhold til udledningen, og hvor hurtigt det faktisk går. Om aftenen er det tanken, at røgringene kan blive belyst og altså fortsat fungere som ikon for denne aldeles uhøjtidelige måde at illustrere  forvandlingen af resterne fra vores forbrug til energi, damp og CO2.

Et smukt et eksempel på en af de kreative teknikker som er velkendt og meget udbredt: Hvad nu hvis vi gjorde det modsatte-tænkning. Normalt vil man som industrianlæg i vore dage forsøge at formindske eller skjule røgen. Her gør man, modsætningsvis, røgudledningen ekstremt synlig og spektakulær, for dermed at udnytte den til et formål som slet ikke ellers forbindes med udledning og forurening: pædagogisk oplysningsvirksomhed.
   Det fremgår af artiklen at forslaget fra BIG-tegnestuen ikke kommer uopfordret, men som megen kreativ virksomhed, er den et resultat af en udfordrende rammesætning: I konkurrenceprogrammet lå nemlig et ønske om at anlægget skulle kombineres med et besøgscenter der skulle tilfører værket nogle kvaliteter, så det ikke bare fremtrådte som "byens bagside", men kunne være "et ikon for en ny bevidst bæredygtighed".

Sebastian Swane - blending af opera og psykoanalyse

Fruen hører altid søndag formiddag programmet "Åbent Hus" på P2 med Nikolaj Koppel og Hella Joof. I dag havde de en gæst inde, Sebastian Swane, som fruen efter programmet begejstret fortalte om. Noget med opera og psykoanalyse. Hun havde fået en aha-oplevelse af Sebastian Swanes udlægningen af operagenrens særlige kvaliteter, som "multilagsfortællnger" (mit ord), og koblingen mellem psykiatriske analyser og diagnoser og operaernes tematiske struktur. Sebastian Swane var oprindelig operasanger, men havde skiftet karrierer og var uddannet mediciner med speciale i psykiatri, refererede hun. Men han sang stadigvæk også.
   De eneste "Swaner" jeg kender er kunstnerfamilien der har hus i Odsherred i nærheden af hvor vi har sommerhus. Sebastian Swane har jeg aldrig hørt om - og søger på nettet.
   Han har egen hjemmeside: www.sebastian-swane.dk. Af hans CV fremgår det at han i den grad må høre til kategorien af særligt kreative personligheder. En kompleks, mangesidig multipersonlighed, der ud over at være overlæge i psykiatri, har været og stadig er aktiv operasanger, og så har han dyrket mange forskellige ekstremsport-aktiviteter.
   Det fremgår af et interview at han som 4-årig vidste han ville være operasanger, at han som 14-årig vidste han også ville være læge, og som 16 årig at det skulle være inden for psykiatrien. Han holder  mange operaformidlende foredrag hvor han ser analytisk på operaen gennem psykologiens og psykiatriens optik. Som fx i dette citat:

I de store operaer fungerer orkestret som personernes underbevidsthed og fortæller hele tiden på flere planer, hvad personerne virkelig føler og tænker, i modsætning til det de siger. Kompleksiteten er dybt fascinerende. Det, at der fx i Wagners operaer er flere hundrede motiver, som betyder noget specielt, og hele tiden refererer til en speciel tanke, person, situation eller følelse, som fx had eller jalousi, og så kan spilles samtidigt, betyder, at vi får afdækket interessante aspekter ved personernes bagvedliggende drifter og instinkter. Når man i klassisk musik – i modsætning til de fleste andre former for musik – spiller flere motiver eller melodier på en gang, har man det, der kaldes kontrapunkt, som måske er det mest udtryksrige ved musikken, fordi den hermed kan udtrykke flere følelser samtidigt, noget som denne kunstart kan gøre bedre end nogen anden. Hermed imiterer musikken netop vores måde at opleve verden på, nemlig følelser og tanker på flere emotionelle planer på engang. Fx når en kvindelig person i en opera siger, at hun hader en person, og man så i orkesteret hører et kærlighedsmotiv samtidig med et jalousimotiv, så ved man at hun lyver fordi hun er jaloux. Og alt efter hvor meget man nu har lyst og interesse for at gå ind i en dybere analyse, vil man måske opdage, at jalousimotivet er kærlighedsmotivet spillet bagfra, fordi komponisten vil vise, at det er en forvredet kærlighed. Hermed bringes vi ind på Freuds begreb ’reaktionsdannelse’, som betyder, at man siger det modsatte af, hvad man mener!

Dette er naturligvis dybt interessant set fra et kreativitetsynspunkt, og det var det fruen tændte på og fik aha-oplevelse af da hun hørte om det.
   Det Sebastian Swane fortæller her, handler om det dramaturgien kalder undertekst, retorikken kalder ironi. Altså blendede udtryksformer, som jeg tidligere har beskrevet. Og det er klart at operaen som genre i sig selv er en blended genre af musik og teater: SYNGE-SPIL
   Citatet er også interessant ved at det altså bruger Freud og psykoanalysens begrebsapparat til at gennemlyse operaen som genre. I en af hans andre artikler på hjemmesiden, kan man finde en meget grundig gennemgang af den moderne Freud-kritik, hvis konklusion er at Freud absolut ingen empirisk grundlag havde for sine teorier, at han var en mytemager uden lige, og at hans teorier er at ligne ved religion. Artiklen trækker en analogi fra: forholdet mellem Freuds psykoanalyse/den "dynamiske psykologi" og den moderne kognitive psykologi/terapi - til: forholdet mellem astrologi og den moderne videnskabelige astronomi. Se: http://sebastian-swane.dk/Download/Freud.pdf.
   Sebastian Swane er også som forsker og videnskabsmand en kompleks personlighed, ser det ud til.
   Citatet ovenfor er fra et interview med en journalist ved navn Flemming Christiansen i tidsskriftet Ascolata 2005: http://sebastian-swane.dk/Download/Uddannet%20som%20sanger.pdf.

Stenøkser, hjernen, sproget, kreativiteten

Jeg sorterer i avisudklip som jeg har lagt til side fordi jeg den dag ikke havde tid til at skrive et blogindlæg om det. Et er fra Information den 17. november. Rubrikken der fanger mig, lyder: "Det var fremstillingen af stenøkser der udviklede vores sprog".
   Artiklen fortæller at man har målt hvor hvor stærkt hjernen aktiveres i to forskellige situationer: 1) når man hugger en stenøkse af den fine slebne og symmetriske slags som først blev fundet sammen med knogler af menneskearten Homo Erectus for 500.000 år siden, og 2) når man hugger de "stenflager" som blev fundet sammen med knogler af Homo Habilis for 2 millioner år siden.
   Pointen i undersøgelsen er at nøgleområder i hjernens højre halvdel bliver mere aktive, når der skiftes fra fremstilling af de primitiv stenflager til de håndværksmæssigt avancerede stenøkser. Og at nogle af de samme hjerneregioner er involveret i sprogprocesser. Undersøgelsens ophavsmand og forfatter til en artikel i tidsskriftet Plos One, udtaler:

Springet fra primitive stenredskaber til elegante håndholdt økser var et massivt teknologisk fremskridt for vore tidlige forfædre. Vores undersøgelser giver forstærket belæg for den teori at redskabsfremstilling og sproget udviklede sig i sammenhæng, da begge stillede krav om mere avanceret tænkning, hvilket gør den tidlige palæolitiske tid til en afgørende tid i menneskets historie. Det var efter denne periode, at de tidlige mennesker forlod  Afrika og begyndte at kolonisere andre dele af verden.

Højre hjernehalvdel er der hvor man siger at den rumlige men ubevidste kreative tænkning foregår. Og det er indlysende at for at hugge en stenøkse, så må man forestille sig den først. Altså have en fantasi om den. Denne forestilling skal så arbejde sammen med og styrer de motoriske centre som aktiveres når hænderne manipulerer noget fysisk i omverdenen. Og for hver stump der hugges af stenen, går der en melding tilbage til hjerne som vurderer om stenen nærmer sig den forestillede form efterhånden som den bliver hugget til og slebet. Man må så gå ud fra at sproget først er blevet brugt til instruktion fra den der kan til den der skal til at lære at kunne - hugge en "elegant" stenøks.
   Det giver mig associationer til "Den 3. dims"-interviewstrategien, der går ud på at få folk til at tale mere levende og konkret når de svarer på spørgsmål, hvis man indfører det man snakker om i samtalerummet, så begge kan se det og røre ved det.
   Et egentligt referentielt sprog er der ikke behov for når sproget skal varetage sin funktion som kommunikation af relationer til artsfæller. Det er først når et menneske skal instruere et andet menneske om at lave en ting at vi har brug for ord med tingsreference.
   Og mens man naturligvis kan lære bare af at iagttage hvad en anden gør hvis det er meget simle enkeltoprationer, så er det nødvendig for at lære den mere avancerede produktion sprogligt at få forklaret sammenhængen mellem mål - forestillingen om en økse - og midlerne: en række enkelthandlinger i en bestem orden og styret af en overordnet erfaringsbaseret designlogik
   Man må her kunne tale om blending: af et konceptuelt rum hvori forestillingen om stenøksen som kan fælde træer og dyr, befinder sig, og et andet konceptuelt rum hvor forestillingen om en sten der omformes ved at blive tilhugget, befinder sig. Blending foregår så i virkeligheden når stenøksen gradvis vokser ud af stenklumpen ved hændernes hjælp. Jeg mindes en historie om Picasso:

"Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok?" blev Picasso en gang spurgt. "Meget enkelt svarede den gamle mester, man hugger det marmor væk som ikke ligner en løve."

Eksaminator-censor-blending ved eksamensbordet

Igen var jeg sammen med gode mennesker som spurgte om hvad jeg havde gang i - underforstået - om jeg var i gang med en ny bog. Jeg sagde: både nej og ja. Jeg skriver løbende, men ikke på en bog. Hvis man putter et "l" ind i "bog", så får man "blog". Sådan en er jeg i gang med.
   I de kredse jeg færdes er det ikke almindeligt at skrive en blog. Når så man fortæller det, er det næste spørgsmål: Er der mange kommentarer? Det er der ikke, fortæller jeg. For min blog indholder næsten ikke meninger og lægger ikke op til debat eller dialog. Den handler om kreativitet, og er en måde at lave halv- eller kvart-videnskabelig research på inden for et område der optager mig. Og - er jeg så blevet klar over undervejs - altid har optaget mig. Blog-indlæg er forpligtende fordi de er offentlige som en bog, men det giver en stor frihed at man kan skrive stykvis og delt og associativt og cirkulært og springende og ulogisk - hvad man jo ikke kan i forhold til en bog der skal være færdig og endelig og begrænset og logisk og klar og sammenhængende.

F.eks. nu igår hvor jeg var censor på tv-tilrettelæggeruddannelsen. Eksaminator var Søren Steen Jespersen, en af stifterne af det dokumentarorienterede tv-produktionsselskab Bastard Film, som i årenes løb har leveret flotte, relevante og væsentlige dokumentarfilm til især TV2.
   Jeg kendte ham ikke personligt, men navnet er dukket op i forbindelse med en lang række dokumentarer som jeg har set og har liggende som vhs-kopier, og som jeg har brugt og refereret til i De levende billeders dramaturgi - og som illustrerende eksempler på kurset Power TV.
   Det viste sig at SSJ havde været på Nordisk Film i 90´ern mens Poul Martinsen også sad og arbejdede derude. Og at han var en stor beundrer af ham. Så jeg prøvede lige at fortælle så meget om mit arbejde med at skrive bogen om Poul, at han måske kunne blive så hooked at han kunne finde på at læse bogen.

Vi sad der en hel dag og eksaminerede en halv snes vordende tv-tilrettelæggere - ud fra den opgave de havde afleveret: et journalistisk tv-indslag, et rammekoncept og en analyserende rapport. Og det  indebar faktisk en kreativ proces at vi to erfarne herrer sad og skulle begrunde nogle vurderinger for hinanden, blive enige og over for den enkelte studerende forklare og retfærdiggøre en karakter.
   Han er journalist og har stor produktionserfaring som tv-journalist og dokumentarist, jeg er akademiker og har stor analyse- og undervisningserfaring på samme felt.
   Så vores votering fik karakter af af blending af to delvist forskellige mentale rum, og jeg synes jeg blev klogere og fik nogle aha-oplevelser.

Hvad blev vi så enige om der var af gennemgående svagheder i indslagene?
   To ting: De studerende manglede at synliggøre den konflikt eller den modstand der skulle give historien fremdrift. Og de manglede at levere de kontekstinformationer og den forhistorie som kunne motivere de medvirkendes handlinger og udvikling. SSJ havde mest hæftet sig ved fraværet af konflikt, og jeg havde mest hæftet mig ved fraværet af kontekst og forhistorie.
   Pointen var så klar: at konflikterne i de fleste historier lå i den kontekst eller den forhistorie som ikke var ekspliciteret i indslaget. Og at den fortællemodel som de alle trak på: Kristian Frederiksens PKP-model - ikke inviterede til konflikthistorier og ikke inviterede til at levere kontekstinformation og forhistorier, men snarere stillede sig i vejen.
   PPK-modellen er en særlig berettermodel som den kreative tv-journalist Kristian Frederiksen i sin bog Alene med et kamera har givet navn: Præmis, Konsekvens, Perspektiv. Udviklet til brug for one-man-band-produktion og sync-in-action interviews. Den er velegnet til at give forløbsstruktur til personfokuserede reportager med handlingsforløb i tid. Men den giver ikke naturligt plads til "flash back" eller til det som englænderne kalder "BBI"-afsnit: et afsnit der leverer Boring But Important information.
   Det er lige præcis den slags nødvendig information berettermodellen inviterer til, nemlig i uddybningsdelen. Og det er også det der er plads til i bølgemodellen - i "mellemspillene" mellem "bølgerne".
   Man kan sige at opgaverne og eksaminanderne fungerede på samme måde som strategien "den 3. dims" i et interview. Det inviterede til konkret og kreativ-tænkning hos censor og eksaminator i forening. Og tilsyneladende forstod eksaminanderne det når vi bagefter kaldte dem ind og forklarede det.