Sider

onsdag den 25. januar 2017

'Fake news' - 'fup-nyheder og 'falske nyheder' - aprilsnar hele året rundt - hvad er opskriften - og hvad er konsekvenserne?

Fotos der viser hvor mange tilskuere der var foran det hvide hus da hhv. Obama og Trump blev indsat som USA´s præsident. Men er de taget på samme tidspunkt på dagen?

Min Facebook-ven David Trads skrev følgende opdatering den 23-01-17:
FAKE NEWS
Til almindelig orientering, så blokerer jeg frem over folk, der spreder fake news, straks jeg opdager det.
Fem er lige røget ud for at sprede løgnen om, at der i virkeligheden var flere til Trumps indsættelse end til Obamas.
Hvad tror de tosser ellers på?
At Elvis lever? At månelandingen var fup? At Trump taler sandt?
Jeg har faktisk selv  i nogen tid gået og bagt på  et indlæg om det som alle aviser også skriver om for tiden: fup-nyheder - falske nyheder- eller det som mange skriver - det engelske udtryk: Fake News.
   Nyheder og nyhedshistorier som er fulde af løgn - et opdigtet indhold, men som fremtræder og formidles så nogle læsere/brugere - eller mange - tror på dem som sandhed, som nogen der er dækning for i virkeligheden.

Når alle skriver om det, så er det fordi 'man' (fx FBI/CIA) mener at en række falske nyheder er udsendt af luskede hjemmesider - der ligner nyhedssider - men er oprettet netop med det formål at de 'nyheder' de lancerer, har skullet påvirke den amerikanske valgkamp ved at nogle vælgere og medier troede på dem.
  Og flere steder i pressen har jeg nu læst at udtrykket "Fake News" allerede har skiftet betydning i flere diskussioner, og for nogle sprogbrugere altså 'bare' betyder "nyheder hvis indhold jeg ikke sympatiserer med."
   I den betydning har jeg læst at fx Donald Trump bruger udtrykket. Ligesom hans talsmand er fræk nok til at kalde en bevidst og indiskutabelt løgnagtig nyhed for én nyheder der bygger på "alternative facts."

Jeg gik nogle dage i sidste uge rundt og spekulerede på hvordan jeg skulle finde et godt og helt sikkert eksempel på en falsk-nyhed - til at eksemplificere genren.
   Og så røg jeg jeg selv i sumpe med en ordentlig maveplaster! Til mine over tusinde FB-vennerne måtte jeg skrive denne opdatering - med flovmandens rødeste ører:
Kære FB-venner:
Jeg beklager at jeg for et par dage siden var for hurtig til at dele en falsk nyhed, som jeg naturligvis nu har slettet. Overskriften startede med "Israeli President: ..." og så fulgte et "citat" af en udtalelse som den nuværende israelske præsident Reuven Rivlin aldrig er kommet med.
   Artiklen stammer fra en "nyhedshjemmeside" der forkortes AWD ("Another Western Dawn") som angiveligt er publiceret fra Pakistan. Den var delt af en troværdig ven, og en anden troværdig ven gjorde mig opmærksom på brøleren.
   Og det var netop som jeg var ved at lægge an til at skrive et blogindlæg om "fake news" (på dansk "fup-nyheder"), som jo ud fra det synspunkt at de på snedig vis blander falskt og sandt, interesserer mig som en form for 'faktion' (ligesom fx 'mocumentary' eller 'aprilsnar'). Men så kan jeg lære det, kan jeg!?!?!? Og undskyld venner!
Det jeg og min kilde var gået i vandet på, var efter alt at dømme en ægte 'fake news'-artikel fra en ægte falsk-nyheds-netside.
 
Wikipedia skelner mellem 'Fake News Websites' også kaldet 'Hoax News', og 'Satire News Sites'.
    Man kan finde aktuelle lister på engelsk over de to slags fup-nyhedssider.

Her et link til en liste med 'satirenyhedssider', der defineres sådan her:
This is a list of satirical news websites which are satirical bent, or parodies of news, which consists of fake news stories and other humor. They are not to be confused with fake news websites, which deliberately publish hoaxes in an attempt to profit from gullible readers.
https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_satirical_news_websites
Her et følger et link til en liste med 'fake news sites' der defineres sådan her:
These sites intentionally publish hoaxes and disinformation for purposes other than news satire.  
   This list also excludes sites that promote conspiracy theories based on apparently genuine belief (as opposed to a conscious intent to misinform or to gather web traffic).
   Some of these sites use a URL that ends in .co or otherwise resembling genuine news sites
https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_fake_news_websites
Det er naturligvis vigtigt at (kunne) skelne mellem løgne for sjov og løgne for alvor. Og helst lige så skarpt som i Piet Heins begavede gruk:
Den, som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.
Til de formål som kendetegner bevidst løgnagtige 'fake news sites' hører: god gammeldags propaganda, poltisk dis- og misinformation,  bevidst forbrugervildledning (fx annoncer for varer man ikke har), og falske, men troværdige sensationsnyheder - udsendt på nettet bare for at få så mange reklameklik som muligt - og altså for at tjene penge.

På Facebook kunne jeg også for et par dage siden se at en ATS-historie var. som det hedder, 'gået viralt' på nettet - og var blevet kommenteret i lange forargede spor som om den var sand.
   For læsere af denne blog som ikke kender til ATS (forkortelsen står for "At Tænke Sig") og hvad en ATS-historie er, kan jeg oplyse (og tro mig) at der under den genrerubrik i en fast spalte på bagsiden af Politiken netop bringes mange "falske nyheder": format, form, vinkling, citater, sprog og illustrationer er den typiske avisnyheds, indholdet er satirisk eller parodisk rettet mod mere eller mindre absurde eller latterlige artikler eller udtalelser i medierne, herunder i Politikens egen 'seriøse' del.
   ATS-historien som jeg selv morede mig meget over, var illustreret med dette foto:


Historien fortalte at det helt almindelige danske ægtepar som for nylig havde vundet en lottogevinst på over 100 millioner kroner, nu af "retten" var blevet fradømt gevinsten igen fordi de - fantasiløst - i første omgang ikke ville bruge pengene til andet end nye tagrender og køb af en bil - og så oven i købet kun en kedelig Hyundai:
ATS: Lottovindere dømt til at betale gevinst tilbage
ATS-DOMSTOLEN: LOTTOVINDERE DØMT. 
Thi kendes for ret! 
Ægteparret Leif og Aase fra Ølsted, som har vundet 114 millioner i Eurojackpot, findes skyldige i manglende fantasi ved offentligt at have erklæret, at de vil bruge pengene på nye tagrender til deres hus samt en bil af mærket Hyundai.
   Retten finder, at dette er alt for uambitiøst, og at de tiltaltes udtalelser er egnet til at håne spilkunder, der drømmer om den store gevinst for at kunne rejse Jorden rundt, bade i champagne og leve et generelt luksusliv iført spraglet sommertøj.
   Med hensyn til de af Leif og Aase fremsatte ønsker finder vi, at et nyt hus samt en Tesla eller en Porsche ville have været mere passende i forhold til gevinstens størrelse.
   De tiltalte skal inden 1. februar tilbagebetale 114.000.000 kr. til Danske Spil og frakendes samtidig retten til at deltage i lottotrækninger i en periode af 5 år.
http://politiken.dk/bagsiden/art5792877/Lottovindere-d%C3%B8mt-til-at-betale-gevinst-tilbage
Hvad er det lige ATS her forholder sig parodierende og satirisk til?
   Det er reaktionerne på blandt andet Facebook og viderefortalt af EB, BT og MetroXpress m.fl. over at der ikke lå en god eventyrlig og fantastisk historie i vindernes reaktion på at have vundet lottopræmien.

Ifølge 'Læsernes Redaktør' Bjarne Schillings faste søndagsspalte i Politiken, var der altså chokerende mange bruger der havde kommenteret ATS-historien på Facebook som om det var en rigtig - altså sandfærdig - nyhedsartikel!
   Og forargelsen blandt disse kommentatorer var gevaldig stor.
   Her et eksempel på en typisk kommentar:
De skal have lov til at beholde deres velfortjente 114 mill og så må danske spil og deres juridiske retningslinjer straks fjerne deres klamme hænder fra deres gevinst. De må bruge dem på lige nøjagtig det de vil. Og det skal hverken en organisation eller staten gøre sig til herre over vil jeg mene. Om de så ville holde grillfest for hele den lille by. De er en om´er dansk spil.
Og her et eksempel mere på en kommentar til den ATS-historie:
ej hvor jeg brækker mig, hvem fuck skal bestemme hvad de bruger deres penge på! folk skal bare stoppe med at have så ondt i røven. FUCKING TIL GRIN! Pinligt danmark.
Der er ikke noget nyt under solen, fristes man - lidt arrogant og elitært - til at sige.

Enhver traditionel papiravis har siden tidernes morgen på bagsiden haft "morsomme" artikler, vittigheder, citater, tegninger.
   Genren er kendt i Danmark helt tilbage fra Meir Aron Goldschmidts satire-ugeavis Corsaren (1840-1855) som blandt andet udleverederede Kirkegaards særprægede 'apparition' når han gik rundt i byen - til morskab for københavnerne.
    På TV havde DR i 70´erne og 80´erne tradition for hver lørdag at udsende en række parodier og satire-indslag under forskellige navne som "Hov Hov" eller "Uha Uha".
    På DR-radioens P1 har man hver morgen en gang om ugen  i en årrække lidt i 8 kunnet høre satiremagasinet "Selvsving". Det er nu netop holdt op.
    Og i USA var "The Daily Show" med komikeren John Stewart som vært, i årevis - efter sigende - en vigtig kilde for mange unge amerikanere til at forstå hvad der foregik i de forskellige kanalers seriøse "News"-udsendelser. Og vi kunne også se udsendelserne på en af DR´s kanaler.
   Daily News kører videre med en ny, og ikke nær så populær vært.
   Den franske satireavis "Den lænkede and" der kombinere satire med undersøgende journalistik, blev udsat for et forfærdeligt terrorangreb fordi de gjorde grin med Muhammed.

Hvad er fælles her?
   Der er tale om en tekstlig eller visuel fremstilling der ikke er sand, men opdigtet - og som i form og udtryk ligner og fremtræder som en sandhed.
   Og i de ovennævnte eksempler er meningen at publikum skal gennemskue 'løgnen' og forstå den som en slags fiktion, og morer sig over dens - helst overraskende - lighed med en sandhed.
   Men det kan de ikke altid, viser det sig.

Hvordan gennemskuer et publikum at der er tale om en satirisk løgn iklædt sandhedens form og udtryk?
   Det handler altid om konteksten - om den udtryksmæssige ramme som signalerer at det der fortælles ikke skal tages for alvor, men er for sjov.
   En sådan kontekstramme er fx overskriften "ATS" og placeringen i en enkelt spalte placeret helt ude til højre på bagsiden af Politikens første sektion.
   Enhver tekst og ethvert billede inden for den ramme, skal forstås ironisk, og de 'kendsgerninger' der leveres i teksterne, er typisk en blanding af sandt og falskt.
   Og sådan forstås  det også af enhver fast læser af Politiken - og af mange andre avis-fortrolige borgere.

Men hvad hvis man ikke læser avis og ikke kender til Politiken og dens faste satirespalte på bagsiden? Og ikke ved at overskriften ATS er navnet på den spalte? Og man kun ser historien på Facebook uden den avis-kontekst som ellers udgør dens papiravis-reservat? Og man så i øvrigt har en tåget forestilling om at samfundets institutioner godt kan tænkes at være så mægtige at de kan trække en lottogevinst tilbage hvis de er utilfreds med vindernes måde at ville bruge pengene på.
   Så er forargelsen vel berettiget? Og det at give udtryk for den i en kommentar på Facebook vel helt OK? Og ikke noget at grine af?
 
Læsernes redaktør forklarer at man havde troet sig sikker mod misforståelser med følgende oplysende kontekst:
På Facebook havde overskriften fået tilføjet 'ATS:' Og lige under den blev det forklaret, at 'ATS er Politikens satirespalte'. Fra selve nyheden var der et link til hele ATS. Så skulle man tro, at alle var med på, at det var tant og fjas. 
Ja, måske kender mange Facebook-brugere heller ikke betydningen af udtrykket 'satire' og 'satirespalte', tænker jeg. Men Politikens læsere og journalister gør det jo nok!?

Læsernes redaktør kan så berette at det slet ikke er første gang at ATS-artikler er blevet taget for pålydende:
Da ATS i sin tid citerede bstyrelsesmedlem Abbdid Wahut fra det muslimske flertal i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal for, at der ikke måtte spises flæskesteg på fællesarealerne.
Da ATS under overskriften 'Nye krav til perleplader i Randers' kunne meddele, at kommunen havde pålagt sine daginstitutioner, at grise skulle indgå som  motiv, når børnene lavede perleplader.
I princippet fungerer den slags historier i forhold til et relativt uvidende læsersegment på samme måde som de aprilsnar-artikler/-indslag man hvert år finder eksempler på i de fleste skrevne og elektroniske medier den 1. april.

Aprilsnarre i medierne er en veletableret genre som udnytter fascinationen hos læserne eller publikum ved mødet med en - gys-givende og latter-vækkende - blanding af fakta og fiktion. Når den erkendes som opdigtet, vel at mærke.
   Så får man ikke bare en AHA-oplevelse, men en HA-HA-HA-oplevelse.

I den vestlige pressetradition har journalisterne (og også reklamefolk) lov til en gang om året at narre læserne til at tro at en opfundet nyhed, iklædt journalistikkens nyhedsformater i ord, lyd og billeder, og placeret mellem alle de ægte nyheder, at den er den rene og skære journalistiske sandhed.
   Igen er det konteksten der leverer forståelsen - eller misforståelsen.

Hvilke konventioner og spilleregler der er for disse aprilsnarre, det har jeg skrevet om og beskrevet i en række tidligere indlæg her på blokken.
   'Opskriften' fra 2011 gengiver jeg her i sin fulde længde:
En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".
   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er aprilsnarens mål. 
Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".
   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle.
   Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.
   Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.
   Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.
   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.
Profetisk afslutter jeg et tidligere indlæg om genren med dette 'tankeeksperiment':
Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?
   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".

   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.
Men det er jo faktisk det der ser ud til at være ved at ske i disse år: et gradvist sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk mediebåret kommunikation forudsætter og er indlejret i, og som også de fleste af de vidende og højtuddannede eksperter som journalisterne citerer, har lænet sig op ad og levet højt på i århundreder.

Det ser ud til at det for (alt for) mange mennesker er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.
   Og hvis Face-book eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - men ej heller på de de digitale medier og hjemmesider der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som serøs og troværdig journalistik.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.
 
Det fortæller jeg mere om i et følgende indlæg hvor jeg også kommer ind på hvorfor vi "hopper på den", også selv om vi er oplyste og kritisk indstillede.

Her følger links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om 'aprilsnarre' og deres dramaturgi - med en masse illustrerende eksempler:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015_04_02_archive.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar