Om glæden ved æstetisk skønhed (2) - meget mere om "processing fluency" og hvad der fremmer det

Proportioner  tegnet ind i et konstrueret smukt kvindeansigt

Skuespilleren Angelina Jolie

Dette indlæg er en fortsættelse af de umiddelbart foregående, som der er et link til her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html

Afsættet var en udstilling på Rønnebæksholm af to kunstnere, en der maler akvarel og en der arbejde i syrebehandlet metal. Navnene er Carl Johan Forsberg og Eva Louis Buus.

Carl Johan Forsberg: Akvarel (japansk inspireret)

Eva Louise Buus:
Hokusai-inspireret bølgemotiv på kobber

Under søgningen på teorier om æstetisk skønhedsoplevelser og hvad der foregår i hjernen i den forbindelse, opdagede jeg at der fandtes en teori som gik under betegnelsen "Processing fluency theory of aesthetic pleasure".
   Som vel  nærmest kan oversættes til dansk sådan: skønhed opleves når oplevelsen gennem sanserne af et 'objekt' foregår flydende - den fiser bare under huden, ind i hjerte og hjerne - uden forstyrrende modstand.
   Oplevelsen kan på mange måde minde om det at blive forelsket ved første blik.

Og først: Hvad betyder "processing fluency"?

Processing fluency is the ease with which information is processed. Perceptual fluency is the ease of processing stimuli based on manipulations to perceptual quality. Retrieval fluency is the ease with which information can be retrieved from memory.

Altså: Det er en slags mål for hvor  relativt 'flydende' eller 'flyvende' - glidende, nemt, ubesværet - man kan afkode og indoptage information via de fem sanser - og tilsvarende hvor let eller mindre let man kan genkalde sig information fra hukommelsen.

   Og det begreb kobles så teoretisk sammen med 'glæden ved æstetisk skønhed'.

The processing fluency theory of aesthetic pleasure is a theory in psychological aesthetics on how people experience beauty. 

Altså: Oplevelsen af æstetisk skønhed ved fx en genstand, et maleri, et landskab, et ansigt eller et stykke musik - og følelsen af tilfredshed ved mødet med dette æstetiske objekt, skulle ifølge den teori skyldes at det er noget der foregår særlig nemt og ubesværet: nemlig at sanse, percipere, opleve det; altså at det man oplevede som smukt eller skønt er en 'sansebegivenhed' hvor 'informationen' så at sige bare strømmer ubesværet ind i underbevidstheden - ledsaget af en befriende følelse af velbehag (som skyldes forøget dopamin og serotonin fra hjernens belønningssystem)

  Så ifølge den teori er 'skønhed' nok noget der foregår i hjernen (og altså "beauty is in the eye of the beholder", som man siger på engelsk), men det sker især og mest i mødet og interaktionen over tid med særlige egenskaber ved objekter som vi medfødt er positivt indstillet over for.

https://dornsife.usc.edu/assets/sites/780/docs/04_pspr_reber_et_al_beauty.pdf

Artiklen som jeg har linket til her, er vist nok den der introducere ideen for første gang, en ide (teori) som forsøger at opløse konflikten mellem to uforenelige forestillinger om 'skønhed':
   - én position der siger at 'skønhed' er (objektive og måske ligefrem matematiske) særlige egenskaber ved bestemte objekter ('egenskaber' er fx 'det gyldne snit' eller 'symmetri' eller 'harmoni' i toner og farver), og ...
    - en anden position der siger at er 'skønhed' en rent subjekt projektion fra den der oplever skønheden: på dansk: 'skønhed afhænger af øjnene der ser'.

Betydningen af teorien om 'processing fluency' beskrives sådan i Wikipedia:

The processing fluency theory of aesthetic pleasure emphasizes the interaction between the viewer and an object in that it integrates theories and a wide range of empirical evidence that focus on effects of objective stimulus attributes on perceived beauty with those that emphasize the role of experience, for example by invoking prototypicality. In this theory, beauty is seen as an experience that has nothing to do with artistic merit: Beautiful works of art may be without any merit whereas good art is not necessarily beautiful.

Aafhandlingen der er skrevet af tre forskere fra forskellige universiteters psykologiinstitutter: Rolf Reber, Norbert Schwarz, Piotr Winkielman, har denne titel:

Processing Fluency and Aesthetic Pleasure: Is Beauty in the Perceiver’s Processing Experience?

Og teksten indledes med en spidsformulering af ideen:

We propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently perceivers can process an object, the more positive their aesthetic response. 

Altså: Det er dynamikken i interaktionen (='processing dynamics') mellem hjernen og sanseindtryk fra omgivelserne som - over tid fra baby til voksen - ender med at konstituere hvad vi - man - føler og oplever som 'smukt' - som glædeligt tiltrækkende og fornøjeligt dejligt.

   Og det er fordi den kommunikative lethed mellem ydre impuls og hjernens indre modtageapparat både afhænger af lejrede erfaring over tid - og af de egenskaber som hjernen af biologiske grunde (evolutionens sortering gennem overlevelse) oplever og føler sig tiltrukket af.

Artiklen gennemgår forskellig variable som man traditionelt har kunnet konstatere betyder noget for hvor smukt eller ikke smukt man vurderer noget: 'figural goodness' (=vurderingen af at nogle figurer er mere behagelige at se/høre/mærke på end andre: lumumma-takete), figur-grund kontrast, stimulus-repetition (=gentagelse fremmer forståelsen, redundans), symmetri og 'prototypicality' (=dette at noget er typisk og 'gennemsnitligt' for sin slags).

Og artikelforfatterne Reber, Schwarz og Wienkielman sporer i alle de tilfælde den positive følelse og vurdering af 'skønhed' tilbage til 'processing fluency' - og siger altså at hvis noget er kendetegnet ved disse egenskaber, så gør de det nemmere at afkode og dermed dejligere at opleve, idet det aktiverer belønningsystemet gennem øget dopamin-produktion.
   Sammenhængen er altså:

nemt>behageligt>smukt

Jeg kan umiddelbart koble det sammen med i hvert fald tre begreber jeg tidligere har skrevet om: 'det gyldne snit', 'fraktaler' og Henrik Klüvers 'formkonstanter'.

Først til 'det gyldne snit' som er et forhold mellem to linjestykker der kan udtrykkes ved en brøk der kendetegner symbolet pi:

The Golden Proportion, a mathematical ratio, represents beauty, harmony and balance in physical form. Over the centuries, this geometric constant has influenced architecture, biological systems, mathematics and art. This ratio is believed to hold the key to the secret of beauty and finds its representation in innumerous natural and manmade masterpieces. 

Forholdet beskrevet i ord fra Videnskab.dk

»Et linjestykke siges at være delt i yderste og mellemste forhold, når hele linjestykket forholder sig til det største stykke som det største til det mindste.«

   Det lyder måske en anelse kryptisk, men du skal altså forestille dig at dele en linje eller en geometrisk figur i to stykker med forskellige længder eller arealer – stykke A og stykke B. Det gyldne snit opstår, når du deler linjen på en måde, så det længste stykke A har det samme forhold til det korteste stykke B, som hele linjen har til stykket A.

   Det betyder, at hvis du dividerer stykke A med stykke B, så får du samme tal, som hvis du deler hele linjens længde med stykket A - nemlig konstanten 1,618. Og det er sjovt nok en konstant, der lader til at dukke op flere steder i naturen lige fra galakser til solsikker.

Og altså også et forhold som kunstnere og designere siden de gamle grækere har brugt til at ordne kompositionen i billeder, arkitektur og design. Som fx Mona Lisa:  

Jeg har skrevet et længere indlæg om det gyldne snit i kunst og design her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/03/det-gyldne-snit-og-dermed-det-gyldne.html

Så til fraktalerne, som også har proportioner og bestemte matematiske formler (bl.a. mandelbrot-ligningerne) som underliggende "styresystem":

A fractal is a natural phenomenon or a mathematical set that exhibits a repeating pattern that displays at every scale. It is also known as expanding symmetry or evolving symmetry. If the replication is exactly the same at every scale, it is called a self-similar pattern. An example of this is the Menger Sponge. Fractals can also be nearly the same at different levels. This latter pattern is illustrated in the magnifications of the Mandelbrot set. Fractals also include the idea of a detailed pattern that repeats itself.

Frataler synes at være gennemgående og selvrepeterende figurer og figursystemer i en masse naturfænomener, men de ligger også strukturerende bag en masse kunst og design hvori indgår gitre, stråler, netværk og spiraler.

  Jeg har skrevet et længere indlæg om fraktaler i natur og kunst her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/fraktaler-tal-og-formler-i-hjernen-i.html

I det indlæg er jeg også inde på fraktalernes forbindelse til det man kalder

Henrik Klüvers 'formkonstanter', karakteristiske figurer der har vist sig at være en del af hjernens visuelle forprogrammering: nogle basale grundformer eller mønstre som kommer frem som billeder på hjernens indre skærm når man fx. hallucinerer under indtagelse af LSD eller andre euforiserende stoffer:

Læs mere om Klüvers 'formkonstanter' her hvor jeg påviser deres betydning for jugendstilens former som efterligner naturen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Hvis et visuelt objekt tilnærmelsesvis lever op til nogle af disse mål, proportioner og figurer, så vil allerede et lille barns hjerne opleve objektet som noget godt og blive belønnet af behaget ved "processing fluency"; følelsen tilnærmet oversat til ord: "Det der er vel nok dejligt og rart (=smukt), for: det kender jeg da i forvejen", eller "for: det ligner noget jeg allerede kender".

   Og parallelt med oplevelsen af visuel skønhed, regner man så med at oplevelsen af lyd, eller af overflader eller af smage/lugte fungerer.

De tre forfattere af artiklen om "processing fluency" som noget der øger oplevelsen af skønhed, fremhæver også at andre egenskaber som fx 'visuel eller semantic priming' (= metaforisk set 'at gøde jorden' for noget der skal komme) øger oplevelsen af 'æstetisk tilfredsstillelse' - fordi det letter afkodningen af noget når vi ubevidst er blevet indstillet på dets fremkomst.

   Altså: dette at man gennem forudgående 'set up' eller 'framing' så at sige er blevet forberedt på oplevelsen, eller at man har tidligere erfaringer at tolke det nye igennem (som fx gennem metaforiske sammenligninger og analogier), det gør også kommunikationen mere flydende og giver øget skønhed til den oplevede genstand.
   Derfor er det fx en god ting at læse på lektion - en turguide - når man skal på turistbesøg i en ny by fra en fremmed eller gammel kultur. Man får simpelt hen 'mere skønhedsværdi' ud af turen.

Jeg får her to andre associationer:

   Den ene er til de begreber som jeg opregner i første bind af min bog "De levende billeders dramaturgi" i kapitlet "Historiens Udsmykning".

  De tilhører det lag i udtrykket hvis funktion er at bidrage til det jeg der kalder "fortællingens udtryksøkonomi" som er kendetegnet ved at det skaber "æstetisk kontinuitet og koncentration" under oplevelsen:

• Metafor
• Metonym
• Tema
• Set up - pay off
• Parallelscener
• Teks - underteks
• Punch line   

I alle de tilfælde kan man sige at deres funktion er at lette afkodningen og forstærke den emotionelle oplevelse af den dybereliggende dramaturgi og præmis i fortællingen.

   Hvad der så også kan siges at være begrundelsen for virkningen af en række overordnede 'udtryksøkonomiske principper' som teori-litteraturen har forskellige betegnelser for: 'less is more', 'isbjergprincippet', princippet om  'tidens, stedets og handlingens enhed' - og princippet om ønsket 'synæstesi' mellem forskellige sansemåder ('lumumma-takete'). 

   Og videre: Det er også begrundelsen for at man i det dramaturgiske begrebsapparat opererer med såkaldte 'kontrast- og følgekarakterer' som er med  i persongalleriet primært for at profilere hovedkaraktererne 'subjekt', 'hjælper', 'modstander'.

Jeg stopper her.

   Men det ville være interessant hvis en klog dramaturgiforsker kiggede på Hollywood-dramaturgien ud fra synspunktet: "Processing Fluency and Aesthetic Pleasure".

 
De principper man kan læse om i dramaturgiskrifter fra Aristoteles og frem, er simpelt hen principper for nem og effektiv budskabs-kommunikation via dramaer på teater, i film - og genneme storytelling i romaner/noveller, principper der bidrager til en særligt letflydende kommunikation som forbindes med en følelse af velvære, glæde og fornøjelse hos publikum når de anvendes.
   Som vi i gamle dage sagde på TV-dramaturgikurserne: Publikum skal opleve at det er deres eget indre manuskript filmen eller tv-fortællingen følger når de ser den.

  Som man måske husker fra sin skoletid, så var det allerede i starten af 1700-tallet Ludvig Holbergs erklærede mål med sine komedier "at gavne og fornøje". Og han forstod i den grad at muliggøre og stimulere "processing fluency" for det i forhold til teateroplevelsen nye og uerfarne borgerskab i Kongens København, som han skrev sine komedier for og til.

Den anden association jeg får når jeg læser at oplevelsen af 'skønhed' skyldes en særlig lethed i afkodningen (='processing fluency'), er koblingen til  neurologen og hjerneforskeren I. S. Ramachandran og hans kapitel om "The Artful Brain" i bogen "The Emergin Brain" (og kapitler med tilsvarende indhold i hans bog "The Tell-Tale-brain").

   Her opregner han 10 principper som udgør hans fagligt velbegrundede, men spektulative forslag til "the universal laws of art':

• gruppering (peak shift) 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit (perceptual problem solving)
• afsky ved tilfældigheder (abhorrence of coincidende)
• ordentlighed (repetition, rythm and orderliness)
• symmetri 
• balance
• metafor 

Og jeg tilføjer så for egen regning:

• metonymi

Ramachandrans  10 principper for  biologisk funderede "universal laws of art", har jeg jævnligt refereret til på min blog i den gennemgående serie om "akvarelmaleriets mysterier". Og først gang her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html

I alle tilfælde kan man argumentere for at de ti beskrevne principper på hver sin måde øger et kunstobjekts muligheder for at bidrage til 'processing fluency'; nogle især ved at lette kommunikationen, og nogle ved at forstyrre den, men kun midlertidigt (som fx 'overdrivelse'  og 'borte tit')

 

Man kan altså sige at teorien om øget 'processing fluency' som det der forklarer hvorfor noget opleves som særlig 'smukt' - som havende 'skønhed', at den teori ophæver konflikten mellem de to modstridende positioner som jeg nævnte tidligere: mellem den subjektivt orienterede der siger at skønhed afhænger af øjet (eller øret eller smagsløgene) der ser (hører, smager) på den ene side, og på den anden side: objektive egenskaber (der kan sættes på formel) ved det æstetiske objekt som hjerne fra starten - fra tidlig barndom - er programmeret til at føle og opfatte som behageligt.

Eller udtrykt i Wikipediasprog:

The theory resolves the apparent paradox of inborn and acquired preferences. For instance, infants prefer consonant melodies. According to the fluency account, this is because infants share perceptual equipment that make them process consonance in music more easily than dissonance. When children grow up, they are exposed to the music of their culture, resulting in culture-specific musical fluency. This familiarization explains why individuals from different cultures have different musical tastes. In addition, the theory helps explain why beauty (in a wide sense; perhaps the term elegance is more apt) is a cue for truth in mathematical problem solving and scientific discovery.

Jeg husker fra min gymnasietids undervisning i både fysik og matematik, at lærerne med lys i øjnene kunne afslutte en forklaring på tavlen for en lovmæssighed med at udbryde: "Det er et et smukt og meget elegant bevis."

   Den gang forstod jeg ikke hvad de egentlig mente, for jeg havde godt nok tit store problemer nok med bare at forstå og finde ud af formler og principper i matematikken og fysikken; mentalt overskud til at jeg også kunne nyde skønheden i det jeg så under mentale skrig og skår så endelig forstod og lærte mig, det manglede jeg den gang.

Artiklen af de tre psykologiprofessorer er lang og sprogligt set ikke særlig nem. Der er ikke gjort noget her for at øge dens 'processing fluency' i forhold til en almindelig læser, kan man sige. Og det har blandt andet noget med abstraktionsniveauet at gøre: Artiklen er i den grad 'meta' og forsøger at samle op på en masse tidligere tænkning og ideer om skønhed:

   Den forsøger at gennemlyse og forklare en stor portion isolerede forskningsresultater gennem årene, resultater som beskriver koblingen mellem objektive beskriv- og målbare stimuli på den ene side - og på den anden side hjernens subjektive reaktion på mødet med dem, en reaktion som emotionelt er positiv og kommer til udtryk ved glæde og fornøjelse ved mødet med 'skønheden' i kunsten (og virkeligheden). 

   Og de skriver i deres indledende 'abstract' at:

Our proposal provides an integrative framework for the study of aesthetic pleasure and sheds light on the interplay between early preferences versus cultural influences on taste, preferences for both prototypical and abstracted forms, and the relation between beauty and truth. In contrast to theories that trace aesthetic pleasure to objective stimulus features per se, we propose that beauty is grounded in the processing experiences of the perceiver, which are in part a function of stimulus properties.

De accepterer altså at hjernen er forudprogrammeret til at opleve en række input som emotionelt positive i hjernens belønnnngscenter:  særlige proportioner ved genstande, ansigter og figurer, særlige typer af former, særlig tonekombinationer og rytmer, specielle farvekombinationer (jfr farvecirklen), bestemte smage og lugte, etc.

   Men de medtænker så også at hjernen over tid sammenfatter disse oplevelser i sammenhæng med faktiske erfaringer og læringer, sådan at når man møder kunst i litteratur, i maleri, i arkitektur, i musik, i mad - og i naturen  - ja, så reagerer hjernens belønningssystem med et mentalt: "I love it":

   'Det her er maleri, poesi, musik og mad jeg kan lide - noget jeg tænder på og ønsker at opleve igen, føler og tænker den bevidste del af hjernen med sæde i frontallapperne, samtidig med at følelsen af behag og fornøjelse gentager sig.

Min sammenfatning lyder altså sådan:
  Hjernen oplever en høj grad af "processing fluency' præcis fordi kommunikationen mellem den æstetiske genstand (impulsgivende input) og hjernen (der afkoder betydning og mening) kører som i olie og bare flyder afsted og foregår relativt automatisk og modstandsløst:

   Så er det nemlig skøn kunst for mig - og rigtig mange af de andre der går rundt på fx Hundertwasser-udstillingen - eller fx sidder med i koncertsalen og lytter til en Mozartsymfoni - eller fx sidder i lænestolen og læser digte af Emil Aarestrup:

Til en Veninde

	Der er en Trolddom paa din Læbe,
	Der er en Afgrund i dit Blik,
	Der er i Lyden af din Stemme
	En Drøms ætheriske Musik.
	Der er en Klarhed paa din Pande,
	Der er et Mørke i dit Haar,
	Der er en Strøm af Blomsteraande
	Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
	Der er en Skat af evig Viisdom
	I Smilehullet paa din Kind,
	Der er en Brønd, en Sundhedskilde
	For alle Hjerter, i dit Sind.
	Der er en Verden i dit Indre,
	En sværmerisk, chaotisk Vaar —
	Som jeg umulig kan forglemme,
	Som jeg tilbeder og forstaaer.

Hov. Stop ....
   Der er jo nogle problemer her:
   Kunst er interessant fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, sætter nye tanker i gang. Det har man - vi alle - lært og tror på.
   Hvorimod pop og kitsch er kedeligt fordi det er (alt for) enkelt, banalt og simpelt og bygger på et nedslidt og udtjent skønhedsbegreb.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: 

Enten er man kitch eller avantgarde

   Den siden da ret indiskutable erfarede sandhed står vel i modsætning til teorien om at 'skønhed' er bestemt af 'processing fluency'?

   Det synes de tre forskere de har lanceret teorien også:

An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.

(fortsættes i næste blogindlæg)