Helt ude i autofiktionen - balladen om Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" - en slagkraftig bog uden varedeklaration

Fra omslaget til Karina Pedersens bog
 "Helt ude i hampen - mails fra underklassen"

Da jeg læste de første anmeldelser af Karina Pedersen bog "Helt ude i hampen", og derefter fulgte den lynhurtigt eksploderende debat i medierne - både de sociale og de ikke-sociale - så tænkte jeg: FAKTION!

For rigtige mange år siden - 1990 - udkom jeg med en bog med titlen "Faktion som udtryksmiddel". Og jeg skrev en definition i starten bogen som jeg siden har fået mange akademiske skældud for:

'Faktion' er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

I kort form er 'faktion' altså i følge mig: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen! Og heri ligger implicit at alle medieprodukter kan siges at være en blanding af fakta og fiktion, men at det kun er når der bliver ballade (=offentlig debat og diskussion) om det, at jeg vil kalde det 'faktion'.

    Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Helt ude i hampen" er 'faktion' i min forstand. For sikken en ballade!

Den definition  har jeg fastholdt siden!

   Og det er netop på baggrund af den definition at alarmklokkerne straks ringede for mit indre øre  og mine umiddelbare følelser straks råber vagt i gevær ved reaktionerne på Karinas bog: faktion er faktion er faktion.

   Jeg har ikke læst bogen, og jeg kender ikke Karina som blogger og 'højredrejet debattør'. Har altså ingen fordomme eller forhåndsforventninger - og ingen bås at placere hendes skriverier i.

   Og jeg forholder mig heller ikke moraliserende til teksten, jeg er i  'observation mode'.

 

Det bliver så afsløret at en del af det Karina skriver, simpelt hen ikke passer med den virkelighed hun skriver om. Og at andre dele er så subjektivt farvet at hvis det havde være journalistik, så skulle en masse mennesker som omtales, beskrives og citeres i bogen, have været spurgt af Karina eller tjekket af hendes redaktør.

   Og i anden omgang skulle disse mennesker naturligvis også være spurgt af de journalister som har taget bogen faktuelt for gode vare.

   Og spørgsmålet som skulle være stillet: Hvad siger du til den beskrivelse af dig og hvad du har sagt og gjort? Er du enig, og hvis ikke - Hvad så?

Jeg har i ret mange år været verbal og økonomisk back-up for Zetland, et kreativt og genrefornyende journalist-kollektiv hvor hovedkræfterne og igangsætterne er mine (og de øvrige underviseres) gamle studerende fra journalistuddannelsen på SDU. Og Zetland-folkene er alle ekstremt begavede og kreative.

   Alligevel gik de ud med brask og bram i deres netavis Zetland og tog bogen for en slags journalistisk 1. person kilde-fakta ("native informant") Uden at tjekke synspunkter fra de personer som blev omtalt og beskrevet ekstremt negativt i bogen. Af "Karina Pedersen". I rollen som 'mail-skriver'. Og uden at tjekke fakta, simpelt hen.

   Når jeg skriver forfatternavnet med distancerende gåseøjne, så er det fordi man kan være i tvivl om hun faktisk selv har skrevet bogen. Eller om hun bare har leveret stof og navn til en litterært velskrivende 'ghost-writer', som så er anonym og ikke optræder på titelbaldet.

Ifølge referaterne lever bogens indhold til en beskrivelse af et bestemt lag i den danske befolkning i den grad op til bestemte fordomme hos mennesker med et bestemt politisk syn. Og det burder have fået alarmklokkerne til at ringe.

   Når en historie næsten er for god til at være sand, så er det som regel fordi den er for god til at være sand.

   Altså usand!

Nogle af mine kilder på Facebook foreslår at den egentlige skribent og pennefører er Dennis Nørmark, som er erklæret medlem af og repræsentant for Liberal Alliance i forskellige sammenhænge. 

   I Berlingske Tidende blev bogen meget positivt anmeldt af et andet medlem af Liberal Alliance og tidligere folketingskandidat: Anne Sophia Hermansen.

   Hans Hauge, litteraturlektor på Aarhus Universitet, argumenterer ganske overbevisende for at det er en slags 'autofiktion', dvs. fiktion baseret på erindrede oplevelser, men forklædt som fakta - med en jeg-fortæller og fortalt i en form som halvt eller helt mimer fakta. 

   Hans Hauge er angiveligt medlem af den stærkt højredrejde tænketank CEPOS. Og hans analyse er jo ironisk rettet mod alle dem der så at sige er "hoppet på bogen" som en slags faktaforpligtet journalistik.

   

Formen for Karinas bog er angiveligt en moderne brev-roman - altså en serie tekster udformet som e-mails. Undertitlen er netop "Mails fra underklassen". 

   Ingen har mig bekendt endnu efterspurgt og -forsket hvem adressaten - "en veninde" - er til disse mails, og efterspurgt hvad vendinden svarede på disse mails.

   Altså er formen en slags snyd - hvis det var en film ville man kalde den en 'mocumentary'.

   

Grundlæggende er problemet som ved alle former for medie-faktion der giver den slags ballade i offentligheden, at der er uklarhed omkring 'kontrakten' eller 'overenskomsten' med læserne. Der mangler simpelt hen en angivelse af genren eller genreblandingen på forsiden af bogen der kunne bidrage til at besvare disse spørgsmål for læseren. 

   - Er det en 'roman', forklædt som den ene side af en mailkorrespondance? 

   - I hvilket omfang er der faktisk tale om erindringer, og i hvilket omfang er personer og episoder opfundet af en livlig fantasi?

   - Er det en faktafunderet debatbog som står inde for sandhenden i en række påstande og generaliseringer i nogle faktiske mails til en faktisk veninde? 

   - Er forfatteren faktisk Karina Pedersen, eller har hun leveret stof til en dygtig og litterært kyndig anonym ghostwriter?

   

En eksplicit og fyldig overenskomst-tekst i starten eller slutningen af bogen, altså en slags varedeklaration der besvarede disse og andre tilsvarende spørgsmål, ville have kunnet tone debatten ned - eller givet den en helt anden retning.

   

Men det er naturligvis meget muligt at forlag og forfatter netop har ønsket medieballaden - og derfor bevidst har valgt IKKE at varedeklarere den.   

   Forlagsdirektøren, Gyldendals Johannes Riis, erklærer i DRs Deadline at det er en "erindringsbog" - og så bør der være ret frit slag:

Det er en slags erindringsbog, og der udkommer mange bøger i disse år, der er blandingsform. Karina Pedersen har valgt den form her, fordi hun mener, at det er den rigtige til at fortælle sin historie. Det må være enhver forfatters ret at præsentere sit stof i den form, som passer bedst, siger Johannes Riis.

Gyldendal har så selv markedsført bogen "Helt ude i hampen - mails fra underklassen" under etiketten "samfund" - og altså ikke under etiketten "erindringer". 

   Det ser Johannes Riis heller ingen problemer i.

   Og formen kan det også være hip-som-hap med:

Om der er kommet nogle afsnit fra dagbogen ind i bogen, kan jeg ikke se er et problem. Det er ikke vigtigt, om det er e-mails eller breve, eller hvad det er. Hovedsagen må være, at man tager stilling til det, der står i den bog, siger Johannes Riis.

Her må man sige at hvis der ikke er nogen eksplicit genrebetegnelse eller evt. mere udfoldet verbal varedeklaration i bogen, så vil det netop være formen som i sig selv fungerer som en uudtalt 'overenskomst' for læserne.

   Og de har - altså anmelderne - alle opfattet bogen som en slags fakta, netop i kraft af formen - en samling mails til en veninde.

Som ofte i den slags faktionsballader i medierne er der også en juridisk vinkel, nemlig om forfatter- og forlags-ansvar i forhold til lovparagrafferne om privatlivets fred og injurier. 

   Karinas mor og søskende siger hun er fuld af løgn. Så DR hiver fat i en professor i pressejura fra SDU, og skriver under rubrikken "Professor: Forfatter må stå på mål for anklager om usandheder":

Hvis de har ret i deres afvisning, og der ikke er hold i Karina Pedersens beskyldninger, så kan det ifølge Sten Schaumburg-Müller være strafbart.

   - Man må sådan set skrive en hel masse om andre. Der, hvor det kan blive problematisk, det er, hvis man skriver ting om andre, der er meget private, fordi man som udgangspunkt ikke må afsløre andres private forhold, eller hvis man beskylder andre for noget kriminelt, siger han.

   Det er Karina Pedersens mor og brødre selv, der kan vælge at gå til domstolene, hvis de mener, at de er blevet udsat for æreskrænkelse.

   Sager om ærekrænkelse skal dog ifølge Sten Schaumburg-Müller ses i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der handler om ytringsfrihed.

   - Man har lov til at fortælle om sit eget liv, og der vil selvfølgelig være andre mennesker involveret i fortællingen. Men man skal overveje, om man skal beskylde andre for alvorlige ting, da man kan komme til at stå til regnskab efterfølgende, siger han.

Ifølge professoren har også forlaget Gyldendal et ansvar som kan retsforfølges af familien.

Jeg synes meget godt om slutningen i Informations bagsideleder fra igår den 6. september:

Bogen er egentlig en personlig beretning eller erindringsbog fortalt som e-mails til en gammel veninde.

   Den er mindst lige så meget en moderne brevroman i Goethes tradition, som den er en debatbog, fortalt med bidende og fængende satire og hudflettende en social klasses egne stereotyper. Alle må holde for, inklusive forfatteren selv.

   Men bogens vidnesbyrd og vigtige nuancer bliver helt umulige at forsvare, når forfatteren samtidig som debattør entydigt gør sig til del af et liberalistisk ideologisk korstog og ikke mindst baserer flere af sine påstande på lemfældige oplysninger.

   Så holder offentligheden op med at se bogen som særskilt fra resten af det, Karina Pedersen har sagt, og bogen bliver det entydige partsindlæg i en socialpolitisk debat om velfærdsstaten, som den sikkert ikke vil være.

   Hvad kan vi andre lære af denne uskønne, rodede forestilling?

   Som forventet endte det med, at Gyldendal forsvarede bogen på bogens egne præmisser, ganske enkelt fordi de kan gøre det og til trods for den genreforvirring, der fortsat vil herske om bogen.

   Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner.

   Netop fordi der overalt investeres så meget ideologisk i sandhedsvidner, er det vigtigt med den opmærksomhed. Det autentiske er jo ikke nødvendigvis lig med ’sandheden’.

Her links til en lang række væsentlige indlæg i balladen om "Helt ude i hampen". Jeg regner bestemt med der kommer flere de følgende dage. 

https://www.zetland.dk/historie/sOKnYPbZ-mO0kGnlW-ce59b

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://www.b.dk/kronikker/loegneren-kan-man-faktatjekke-fiktion

http://pov.international/hvem-har-skrevet-karina-ps-bog/

http://pov.international/den-gennemforte-menneskelige-smalighed/

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://politiken.dk/kultur/ECE3372253/gyldendal-helt-ude-i-hampen-er-et-staerkt-vidnesbyrd/

http://politiken.dk/debat/ledere/premium/ECE3372605/hele-karina-sagen-maa-tjene-til-skraek-og-advarsel/

https://www.information.dk/kultur/2016/09/klatgaeld-uenighed-underdanmarks-moensterbrydere

https://www.information.dk/indland/2016/09/liberal-alliances-karina-effekt

https://www.information.dk/debat/leder/2016/09/stemmen-underklassen