 |
| Foto: Udsigt mod Scala fra Hotel Zi´ntonio |
 |
| Foto: Udsigt til bjergene fra hotellets terrasse |
Fruen og jeg har været på en uges malerferie i Syditalien, nærmere bestemt i omegnen af Amalfi.
Vi boede på hotel Zi´tonio i en lille by Scala oppe i bjergene.
Fra hotellet var der blandt andet udsigt til den charmerende turistomsværmede by Ravello på den anden side af en dyb kløft der gav et kig ud til havet:
 |
| Foto: Udsigt til Ravello fra vores terrasse |
En bustur ned til Amalfi tog en lille halv times tid.
Et hårnålesving oven for hotellet lå kunstner-refugiet San Cataldo som fruen havde nydt at bo på for ca. 20 år siden
Tilrettelægger og underviser på kurset var Ane Grete Aagaard.
Ane Grete kendte vi begge fra et 2-dages akvarelkursus i Farum for et par år siden som jeg skrev om i dette indlæg:
Så vi vidste hvad hun stod for: Det klassiske akvarelmaleri, med rødder tilbage til 1800-tallets guldalderkunst.
På Ane Gretes hjemmeside kan man se hvor god hun er - både til akvarel og til oliemaling:
http://anegrete.dk/
Jeg havde kvababbelser på forhånd.
Ikke på grund af underviseren, men på grund konteksten og vilkårene: male ude i det fri-opgaver - med dårlige og ubekvemme siddemuligheder i forhold til motiver og placering af akvarelæske, pensler, vand, klude m. m. Og ikke mindst: et voldsomt bakket og trappet terrain i Amalfis omegn som i min alder og i min vægtklasse ikke umiddelbart virker stimulerende for male-energien.
Efter to af den slags akvarelferie-kurser med Bardur Jakupsson, et ved Gardasøen (det aller første) og et i hans hjemland Færøerne, var jeg kommet til den konklusion at jeg malede klart bedre inden døre, siddende ved et bord på en ordentlig stol og med plads til alle male-remedierne og med brug af referencefotos af motiverne - enten egne taget på udvalgte locations - eller andres hentet fra nettet eller fra bøger med billeder.
Så når vi meldte os til Ane Gretes kursus var det for mit vedkommende lidt i trods, og først og fremmest på grund af tryghed ved underviseren og det man vidste om Amalfiområdets rige muligheder for fascinerende motiver og spændende indtryk.
Kurset blev den første dag indledt med Ane Gretes korte repetition af hovedprincipperne i akvarelteknikkene fra det udsendte kompendium, hvorefter deltagerne blev smidt ud i at vælge og male en af de mange udsigter fra hotellets terrasse.
Det her er hvad der kom ud af mit første forsøg (to referencefotos som jeg altså ikke brugte, ses i starten af indlægget):
 |
| Akvarel: "Udsigt mod Scala". 2016 (egenproduktion) |
Jeg nåede ikke at blive færdig med billedet samme dag, så der er malet videre på det i slutningen af kurset.
Her tilføjede jeg de små cypresser i mellemgrunden og de to pinjetræer; husenes teglrøde tage fik en ekstra gang farve, og husene på bjergsidens terrasser blev tegnet ind og malet i de hvide felter som havde været afmasket.
Tilfreds? Nej. Svag og diffus grøn forgrund uden konturer og struktur - og for ensfarvet. Tågen i bjergene er heller ikke vellykket.
Men god ide at indføje de mørke cypresser i forgrunden. De er 'trukket ind' fra en udsigt længere til højre - uden for det motiv jeg havde for mig da jeg tegnede det op.
Vi fik om eftermiddagen en opfordring til et førsøg mere med en af de forskellige udsigter fra Hotellets terrasse.
Jeg prøvede vanen tro igen at tegne landskabets konturer op ret præcist inden jeg begyndte at male, og begyndte så at lave himmel over bjergene.
Læreren var ikke tilfreds. Jeg var alt for hæmmet og kontrollerende i starten. Hun tog en tyk pensel - en mop - med masser af vand og lidt blå farve og demonstrerede hvordan jeg burde gøre - på mit billede.
Det blev jeg ærlig talt lidt provokeret af, og gik i stå.
Oppe på vores egen balkon satte jeg mig så til at male 'bjerge med tåge' med løs hånd, med tynde farver og med brug af siden af penslen - egentlig frigjort fra motivet.
Og da de tågede bjerge var tørre, malede jeg cypresser og pinjer.
Alt i alt tog det billede vel 20-25 minutter at male - i modsætning til det første som vel må have taget omkring tre timer i tegne-maletid.
 |
| Akvarel: "Cypresser og pinjer i tåge mellem bjerge". 2016 (egenproduktion) |
Det jeg godt kan lide ved det billede er dels at så meget er 'hvidt' (=umalet papir) som forstærker effekten af de områder der er farvet, og dels at det har en grafisk, abstrakt enkelhed i farver og form, så det kommer til at udtrykke essensen af udsigt og indtryk fra det omgivende bjerglandskab.
Men inderst inde føler jeg også at sådan en akvarel malet på den måde nærmer sig en slags fidusmaleri - med for letkøbte, men jo fine visuelle effekter.
Den næste dag skulle vi besøge Ravello - og male motiver som vi fandt i et romantisk bygningskompleks kaldet Villa Rufolo, som var fuld af spændende udsigter og fascinerende forfaldent murværk, portaler, hvælvinger.
Mange billeder på nettet og i turistbrochurer fra Ravello viser motiver fra derfra.
Her nogle af dem jeg selv tog - men jo desværre aldrig fik mulighed for at prøve at male:
 |
| Foto: Udsigt fra Villa Rufolo, Ravello. |
 |
| Foto: Murværk og grønt i Villa Rufolo, Ravello |
 |
| Foto: Hvælvinger, Villa Rufolo, Ravello. |
Den dag blev nemlig virkelig en nedtur for mig.
Da vi stod af bussen, glemte jeg min rygsæk med alt mit malergrej. Alene og forladt på et sæde forsatte den busturen ned til Amalfi.
Det lykkedes - mod alle odds og fordomme - at få rygsækken op til Ravello - transporteret i politibil af det meget hjælpsomme lokale gendarmeri - dem der kaldes 'carabinieri', og som i krimilitteraturen ikke har det bedste ry.
Men jeg fik altså rygsæk og udstyr tilbage. En politirapport blev udfærdiget efter alle kunstens regler. Og jeg skrev under på en uforståelig italiensk håndskrevet tekst hvor jeg - i princippet - kunne have tilstået hvad som helst.
Hele affæren tog omkring 3 timer - med en masse frustrerende ventetid på torvet foran kirken hvor jeg heldigvis blev holdt med selskab af kursuslederen Niels, pensioneret civilingeniør og Ane Gretes mand.
Jeg var lettet, naturligvis. Men min lyst til at male var vel nærmest på nulpunktet.
Inde på Villa Rufolos område fik jeg så den bundne opgave som resten af holdet havde prøvet om formiddagen: at male en en mur delvist dækket af et bladhang. Og Ane Grete gav mig nu ene time og demonstrerede hvordan man byggede op lag på lag.
Her resultatet af mine anstrengelser:
 |
| Akvarel: "Bladhang og murværk", Villa Rufolo. 2016 (egenproduktion) |
Man kan sige at opgaven egentlig gik ud på at følge de fem 'grundregler' som vi havde fået indprentet flere gange af Ane Grete:
1. En akvarel skal planlægges2. Mal fra lyst til mørkt - dvs. begynd med de lyseste valører og byg gradvist mørkere op.3. Begynd flydende og ubestemt og afslut med detaljer - dvs. lås ikke maleriet op i begyndelsen, en mere ubestemt form og tone kan altid ændres senere.4. Begynd vådt og slut tørt - dvs. det våde maleri er svært at styre, lad det tørre og gå gradvist videre.5. Begynd modigt, og bliv mere fej jo tættere du kommer på resultatet.
Selvom jeg godt forstod principperne - og syntes jeg fulgte dem, var jeg var ikke tilfreds med resultatet, især ikke murværket.
Fik hjælp fra læreren til sten-kvadrene i muren, som jeg syntes var blevet diffuse og uden karakter. Løsningen: at fordybe - mørkne/sortne - de skyggefulde felter mellem stenene.
Men stadigvæk: Som helhed var det kedeligt at se på.
Den følgende dag blev vi på hotellets overdækkede terrasse fordi vejret truede med regn. Så igen nærmede siddevilkårene sig dem jeg havde det bedst med: en stol at sidde på, et bord til blok, farver, pensler etc.
Vi fik en bunden opgave: at male et cement-springvand der stod på terrassen, med en spinkel kvindefigur placeret i centrum af en noget der kunne ligne en drikkepokal i kæmpeformat.
Springvandet var dog ikke i aktion som springvand. Godt det samme.
Her hvad jeg fik ud af den opgave:
 |
| Akvarel: "Springvand-skulptur med roser og bladhang. 2013 (egenproduktion) |
På mange måder syntes jeg det var lykkedes, og jeg havde nogenlunde malet efter lærerens retningslinjer. God dreng!
Dog var selve kvindefiguren blevet for mørk - fordi jeg var startet med at male den. Jeg skulle være ventet med hende til alle omgivelserne var malet.
Ellers var jeg tilfreds med 'modelleringen' af lys og skygge, både i bladhanget, i pokalen og i træværket.
Også roserne fungerede, syntes jeg.
Jeg har på nettet fundet et foto af springvandet i aktion, fotograferet fra en anden vinkel og sikkert taget for nogle år siden:
 |
| Foto: Springvand på hotellet |
Måden at male den runde cementpokal på med lys og skygge som jeg fik ros for, havde jeg lært mig i forbindelse med nogle akvareller jeg malede fra vores rejse til Burma (Myanmar) for et par år siden. Her havde motivet været store krukker på en muret balustrade med flod og landskab i baggrunden, billeder jeg er ret tilfreds med, har indrammet og har hængende på væggen derhjemme:
 |
| Akvarel: Blå krukke, Myanmar. 2013 (egenproduktion) |
 |
| Akvarel: Tre krukker, Myanmar. 2013 (egenproduktion) |
Dagen efter gik ca. halvdelen af deltagerne med Ane Grete i samlet trop til en meget lille by lige oven for hotellet: Minuta. Den bundne opgave var at male den dekorative trappe ned til et torv hvor vi kunne sidde.
Der lå en udfordring i det vanskelige perspektiv hvor det var svært at arbejde med forsvindingspunkter.
Det var også irriterende at sol og skyer skiftede så hurtigt at det var svært at fastholde fordelingen af og kontrasten mellem lys og skygge i motivet.
Det her var hvad der kom ud af den opgave:
 |
| Akvarel: "Trappeparti i byen Minuta". 2013 (egenproduktion) |
Jeg blev ikke færdig på stedet, men malede videre om eftermiddagen hjemme på vores hotelterrasse.
Det tog tid med konturtegningen i starten på grund af det svære perspektiv, som jeg dog mener jeg er lykkedes nogenlunde med.
Samlet tog den akvarel vel 4-4,5 timer at producere. Hårdt arbejde.
Det er klart den kursus-akvarel jeg er mest tilfreds med. Det er også den der er "mest mig". Jeg er glad for beskæringen af motivet og kompositionen.
Der var ikke meget sol da jeg malede det, så skyggerne og kontrasten mellem lys og skygger er mere umarkerede end jeg kunne ønske.
Men samlet har billedet fået et svag kubistisk anstrøg - noget lidt abstrakt som jeg godt kan lide.
Og fruen fremhæver at billedets udtryk er lidt "mystisk", så man kan opleve at "det fortæller en historie": Hvem dukker op øverst på trappen? Eller: Hvem har lige gået op ad den og er forsvundet?
Den grønne trækrone i baggrunden er jeg ikke tilfreds med. Der skulle jeg have ladt det flyde mere i første omgang, istedet for at lægge vådt på tørt.
Jeg er efter kurset blevet Facebook-ven med en af de andre kursusdeltagere, Marianne Skovsted.
Hun har lagt sin version af samme motiv ud og delt med vennerne.
Det ser sådan ud:
 |
| Marianne Skovsted: "Trappen til torvet i Minuta". Akvarel. 2016 |
Det er nok en akvarel der ligger tættere op af Ane Gretes ideal. Meget mere indbydende. Fremragende teknik.
Det er også malet færdigt hjemme, fortæller hun.
Her et par referencefotos af motivet:
 |
| Foto: Trappe til torv i Minuta (1) |
 |
| Foto: Trappe til torv i Minuta (2) |
... som jeg altså ikke brugte under arbejdet med opgaven!
Vejret var ikke taget i ed i kursusugen.
Den følgende formiddag blev en regulær male-indendøre-session på grund af regnbyger uden for. Igen noget der passede mig fint.
Ane Grete introducerede til nogle 'moderne' akvarelgreb hvor man udnytter akvarelfarvernes naturlige serendipitet - idet man lader 'det heldige tilfælde' råde i starten:
Man maler med løs hånd, brede pensler - og lader farverne flyde sammen - mere eller mindre ustyrligt og kun delvist kontrolleret.
Opgaven med at male et stilleben med hvidløg, kendte jeg fra lærerens første kursus, hvor jeg løste den og fik ros, husker jeg. Det nye var her at man skulle udnytte det at lade farverne i baggrund og forgrund omkring hvidløgene flyde og blande sig frit.
Her ser man hvad jeg fik ud af hvidløgs-opgaven denne gang:
 |
| Akvarel: "Hvidløg i flydende omgivelser". 2016. (egen produktion) |
Sådan set ret OK, synes jeg.
Baggrund og forgrund har fået lov til at flyde, hvorefter jeg har pakket den nederste del af hvidløgene ind i en meget mørk skygge - lige efter bogen, kan man sige.
Igen havde jeg malet hvidløgene for mørke for tidligt i processen, så jeg savnede det hvide højlys som umalede papirfelter giver.
Ane Grete lånte mig en klat hvid gouache-tube-maling som jeg på hendes forslag brugte til at 'reparere' hvidløgene med.
At brug hvid dækmaling er vel lidt forbudt hvis man er 'akvarelpurist'og '-minemalist', hvad jeg langt hen ad vejen jo er.
Billedet blev malet på lidt under en time.
Den anden opgave gik ud på at skrabe dybe linjer ind i papiret - lidt zig-zag på må og få - med en spids skarp kniv. Og derefter at male et landskabsmotiv 'ud af hovedet' hvor man udnytter at disse ridser i papiret suger ekstra farvepigment til sig, så det blev til hårde mørke streger og linjer i det malede landskab.
Den opgave kom der det her billede ud af:
 |
| Akvarel: "Abstrakt landskab med skarpe linjer". 2016 (egenproduktion) |
Flere af de øvrige deltagere oplevede at den akvarel havde motiv fra et grønlandsk landskab med bjerge- og is.
Det var nu ikke tænkt sådan, men jeg kunne godt se det som en mulig associations når de nu fik det ud af det.
Igen kan jeg godt lide (eufemisme for 'nyder') at der er en del hvide - dvs. umalede - felter som fremhæver farverne og linjerne, og som giver motivet karakter.
Og her for første og eneste gang på kurset får jeg udnyttet at akvarelfarverne er transparente så de forskellige halvgennemsigtige lag og penselstrøg spiller sammen og op mod hinanden på en poetisk måde.
Kvaliteterne stammer her fra at jeg hurtigt og ret tilfældigt har malet med brede penselstrøg og få nuancer i blåt, violet og rødligt - og strøget penslen 'sidelæns' hen over papiret med en "rough" overflade.
Det tog 20-25 minutter at male billedet.
Om eftermiddagen var vejret klaret op. Så deltagerne blev tilbudt at gå til Scala by hvor der også var gode motiver og rimelige muligheder at sidde med sit malergrej.
Jeg havde faktisk tidligere udset mig flere steder i byen hvor man kunne sidde nogenlunde godt og finde gode motiver.
Men måske på grund af de dårlige erfaringer fra Ravello-besøget, blev jeg 'gammel sur mand', gik jeg på værelset og satte mig godt til rette på terrassen med udsigt til byen og bjergene over for.
Jeg ville se om jeg kunne gøre det bedre end udsigts-akvarellen fra andendagen, og samtidig se om jeg kunne udnytte inspirationen fra 'de moderne teknikkers arsenal af tips og tricks' som vi havde prøvet og øvet om formiddagen.
Det blev så sådan her:
 |
| Akvarel: "Mørke skyer over Ravello". 2016. (egenproduktion) |
Shit! Det gik helt galt.
Jeg havde ikke planlagt det ordentligt og kæmpede længe med de mørke lavthængende regnskyer der lagde en sortgrøn slagskygge ned over alle bjergene i baggrunden.
Hverken skyer eller bjerg i akvarellen, syntes jeg lykkedes.
I hovedet har jeg den grundregel at baggrundens farver skal være lyse og tynde. Og det kom i konflikt med oplevelsen af det faktiske motiv hvor skyerne og bjergene var uheldsvangre mørke.
Her et par referencefotos hvor det første giver indtryk af problemet med de mørke skyer og de næsten sorte bjerge:
 |
| Foto: Mørke skyer over Ravello |
Hvordan maler man noget der både er sortgrønt mørkt, og samtidig svagt tåget og fjernt?
Den her udsigt var til gengæld venlig og inspirerende og inviterede som motiv til et naivistisk udtryk i billedet:
 |
| Foto: Udsigt til Ravello |
Jeg havde fra starten valgt at lade byen og pinjerne rundt omkring mellem bygningerne være det dominerende motiv i billedet.
Men fik så problemer med en uplanlagt forgrund af diffuse grønne træer og buske.
Så jeg besluttede - lidt i desperation - at lade en række pinjer slutte i forgrunden og så lade stammerne flyde ud i evigheden for neden, lidt som vi havde lært om formiddagen.
Til sidst malede jeg vinduer og lys og skygge på bygningerne. Nærmest som en ren udfyldningsopgave.
Resultat: Tre billeder i ét: et mislykket af bjerge og skyer i baggrunden, et naivistisk af bygninger og pinjer i mellemgrunden, et symbolistisk med udflydende pinjer i forgrunden.
Jeg viser det lige igen - til skræk og advarsel:
|
| Akvarel: "Mørke skyer over Ravello". 2016. (egenproduktion) |
End of story.
Men kurset havde endnu en dag. Her var der høj sol, men samtidig en frisk kølig vind. Vi skulle besøge en anden fantastisk location i Ravello - endnu en "Villa": Villa Cimbrone, et produkt af en engelsk rigmands kreative skalten og valten med en blanding af engelsk havekunst og antik kitsch-byggeri. Og placeret dekorativt helt ude på spidsen af det bjerg Ravello lå på.
En kæmpe turistattraktion med mange besøgende.
Vi kunne frit vælge motiv, men den kreative restriktion var at komme til at sidde i skyggen uden samtidig at fryse. Det lykkedes ikke til fuld. Men vi fandt og valgte dette bygningsværk helt ude på spidsen som indgangsportal til en balustrade med antikke-look-alike portrætbuster:
 |
| Foto: Ballustrade fra Villa Cimbrine |
 |
| Foto: Indgangsportal til ballustrade |
Fidusen var at man kunne sidde inde i portalen på en stenbænk og male udsigten ud mod himmel og hav.
Det gjorde jeg så - og malede med med flid og klog af skade uden om den kvindeskulptur som stod i midten af konstruktionen.
Her resultatet som gerne så skulle give associationer til guldaldermalernes billeder fra Italien:
 |
| Akvarel: Udsigt gennem portal, Villa Cambrin. 2016 (egenproduktion) |
Rimeligt tilfreds.
Giver den rigtige fornemmelse af klassicistisk maleri fra 1800-tallet - med antikke motiver fra Italien.
Fik udnytte skære-ridser-teknikken til at markere revner og sprækker i det indre af stenbuen.
Lykkedes ikke helt med perspektivet der blev let forvrænget. Jeg sad for tæt på, så jeg var nød til at bevæge hoved og øjne op og ned for at indfange hele motivet.
Det tog godt 3,5 timer at tegne og male.
En god slutning på et kursus hvor jeg - overraskende for mig selv - klarede op- gåturene op og ned ad bakker og trapper i rimelig stil.
Dog var turen op ad trapperne til Villa Cimbrone lige på grænsen.
Og jeg fik også mulighed for at sidde og male mere på en stol ved et bord med plads til alle remedier og materialer end det så ud til i dagsplanerne.
Og fik så også konstateret at jeg godt kan tegne og male uden at sidde med et referencefoto foran mig.
Jeg lærte ganske meget selv om ingen af billederne er så vellykkede at de kommer op at hænge på væggen derhjemme.
Og jeg blev klar over at jeg skal lære at øve mig og at træne enkeltheder ved at male mange akvareller hele tiden, måske flere på en dag - helst mindst én om dagen (inspiration fra en af de andre deltagere).
Og for at lære at udnytte vådt i vådt-teknikken som jeg stadig kæmper med, skal jeg droppe min perfektionisme og bare lade det flyde så meget og så mange gange at jeg kan styre det.
Jeg skal frigøre mig fra bindingen til tablet-akvarelmaling og gå over til at bruge akvarelfarver på tube. Det vil gøre det nemmere at styre og bruge vådt-i-vådt-teknikken, tror jeg. Især hvis jeg bruger den samme pallet som Ane Grete brugte - og som jeg også har - men lod ligge hjemme i skuffen. Og begrænser antallet af farver til en 10-12 stykker, så jeg tvinger mig selv til at blande.
 |
| Plastpallet velegnet til tube-akvarelfarver |
Jeg fik også endnu en gang banket ind i hovedet at man skal bruge farvehjulet til at udpege komplementærfarverne når man vil mørkne en farve og når man vil male skygger (mix grundfarve med komplementærfarve plus blå).
Og jeg konstaterede flere gange at man med fordel kan begrænse sig til 2-3 farver pr. billede og så blande sig til resten.
Jeg har et par gange prøvet at male en monokrom akvarel, og husker at jeg syntes det var spændende og udfordrende. Så op på hesten igen med det.
Jeg har i øvrigt tidligere eksperimenteret med såkaldt 'one-stroke-painting'. Og det lykkedes faktisk meget godt.
Jeg oplever jo den slags hurtig-teknikker som lidt letkøbte, men effektfulde 'tricks', hvad de ikke nødvendigvis er. Men jeg tror det vil virke befriende hvis jeg laver sådan en one-strok-akvarel hver dag i en længere periode.
Og mange af teknikkerne kommer jo fra Japan og Kina og er inspireret af deres tush-kaligrafiske traditioner som jeg er en stor beundrer af.
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier42-om-at-male.html
 |
| Akvarel: One-stroke-slange med to farvet pensel. (egenproduktion) |
Akvarelmaler og underviser Annelise Pio´s melding var at jeg skulle tage mig sammen og finde min egen stil.
Min tilbagemelding var at jeg syntes det var sjover som akvarelmaler der ikke havde kunstner-ambitioner, at være 'lejlighedsmaler' (min selvopfundne betegnelse) og male i den stil og den form som passede til lejligheden og modtageren.
Kursusproduktioner er for mig også en slags 'lejlighedsmalerier', men af en særlig slags.
Og den her slags akvarel-ferie-kurser med en meget kompetent og erfaren underviser og akvarelmaler til at stille opgaverne, er så den lejlighed der skal til for at prøve ting man ikke på forhånd troede man kunne male, både hvad angår motiver og teknik.
Udfordringen er hver gang om det møde mellem en amatør og en professionel lærer, giver mig noget akvarelteknisk brændstof til at komme videre på.
Det gjorde det her kursus.
Også i den grad.
Tak for interessant fortælling fra akvarelkurset.
SvarSlet