Jeg har jævnligt skrevet om arkitektur her på bloggen. Både gammel og ny arkitektur har altid interesseret mig. Og som ung havde jeg faktisk en drøm om selv at blive arkitekt.
Da fruen og jeg for et par år siden var i New York var det også noget af det der tiltrak, alle de eksempler vi mødte på arkitektur der så fascinerende sære ud. Se blandt andet dette indlæg (hvor nogle få af illustrationerne som jeg brugte, er blevet "trukket tilbage):
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-2-arkitekttoniske.html
For nylig har jeg været på to danske museer som også hver for sig illustrerer moderne spektakulær arkitektur, Arken ved Brøndby Strand og Moesgaard der ligger10 km syd for Aarhus:
Moesgaard Museum |
De kan vel begge nærmest betegnes som eksempler på 'postmodernistisk arkitektur', hvis man som standard for modernistisk museumsarkitektur tager Louisiana.
Begge havde og har, synes jeg, det problem at det var svært at finde rundt i og føle sig hjemme i - indvendig.
Men fascinerende er de begge at se på - ude fra.
Arken, kunstmuseum, Brøndby Strand |
Som rumskibsagtige artekfakter fra en kultur på en anden planet.
En af de mere fascinerende oplevelser ved at se moderne Science Fiction-film er at opleve den fremmedartede arkitektur som hovedpersonerne lever i og er omgivet af. Fx i Star Wars-filmene.
Her er film-designerne og -animatorerne ikke hæmmet af krav om funktionalitet. Man går simpelt hen efter maximal oplevelses og fascinations-værdi, som jo skal gøre sig på et stort lærred og stimulere publikums fantasi.
Og arkitekturen tillægges af filmenes designere og instruktører naturligvis symbolsk værdi.
Wikipedia skriver om Star Wars-arkitekturen:
- Architecture in Star Wars includes the cities, buildings, ships, and other structures of the fictional Star Wars universe as described and depicted in books, movies, comics, and cartoons. Architects Journal ranked the top 10, including the Death Star and the Jedi Temple.[1] Comparing the urban and natural environments pictured in Star Wars, Mark Lamster wrote that the cities are places of danger and corruption, while the forces of good find sanctuary in the natural world.[2] He also describes the "retro-futurist" cities in the series as being in between those extremes and places of "great beauty but dubious moral character." He attributes the ambivalence towards urbanity to series creator George Lucas' own feelings about cities and urban environments.[2]
Men hvad jeg ikke havde tænkt på før jeg googlede sammenhængen mellem Star Wars og arkitektur, var at filmenes uforglemmelige arkitekturdesign-ikoner også har været forbilleder og inspirationskilder for moderne arkitektur i virkeligheden:
Recently conceived by James Law's Cybertecture studio, the "Technosphere" concept for Dubai in the United Arab Emirates has caused a stir for its resemblance the Empire's planet-sized space station. |
Senatsbygningen på planeten Coruscant fra Star Wars-universet har tydeligvis også været forbillede for flere virkelig byggerier:
The lower dome of the iconic Senate’s complex on the planet Coruscant bears a striking resemblance to Bernard Tschumi’s Carnal Hall at Le Rosey in Switzerland (2014) |
Jean Nouvel’s Louvre in Abu Dhabi. |
Og også den såkaldte "Sandcrawler" fra den først Star Wars-film har kunnet inspirere moderne arkitekter:
Rem Koolhaashis´ Casa de Música in Porto, Portugal, looks like a perpetually stationary Sandcrawler perched on a sand dune on Tatooine |
Aedas architect Andrew Bromberg designed this distinctive headquarters for Lucasfilm in Singapore — paying architectural homage to the rolling fortresses of the Jawas. |
Inspirationen kan selvfølgelig også gå den anden vej, fra faktiske moderne byggerier til filmens designede bygninger, som her den onde og afskyvækkende Jabba the Hutt’s Palads:
Could the home of the galaxy’s most despicable slug have been inspired by the Śneżka Meteorological Observatory in Poland? Architect Witold Lipiński’s mountaintop structure was completed in 1974, while Lucas’ first Star Wars movie was released only three years later |
Eksemplerne her er hentet fra:
Jeg googler så "alien architecture" - altså arkitektur som man må forestille sig skabt af og til ikke-menneskelige væsener fra en fremmed planet.
Jeg finder blandt andet disse billeder på en blog:
Jeg har jo læst mig til at der er mange almindelige mennesker som foretrækker at tro at nogle af fortidens utroligt fascinerende, men også fremmedartede bygningsværker er et resultat af besøg fra rummet af "aliens".
Søger man på "Aliens Architectur on earth", så finder bl.a. man disse eksempler:
De egyptiske pyramider optræder naturligvis også på listen.
Denne arkitektoniske associationskæde blev sat igang af en snak igår med en af mine kreative børnebørn som for ikke så længe siden er begyndt på arkitektstudiet.
Han fortalte at han var blevet optaget af at se på arkitektur gennem de mentale og konceptuelle briller som 'dekonstruktivisme' udgjorde.
Det syntes jeg jo lød interessant, blandt andet fordi jeg ikke selv tidligere havde tænkt de to begreber sammen.
For mig var 'dekonstruktivisme' primært en slags ideologi for en særlig form for kritisk tekstanalyse som Den danske ordbog definerer sådan her:
en filosofisk og litteraturteoretisk retning der hævder at en tekst altid kan tolkes (dekonstrueres) på flere måder idet man søger og fremhæver modsatrettede betydningselementer i tekstens strukturer og logik opstået efter 1967 og især inspireret af Jacques Derrida som reaktion mod strukturalismen.
Men går man til Gyldendals hjemmeside denstoredanske.dk, så får man straks 'dekonstruktivisme' forbundet med arkitektur:
dekonstruktivisme, arkitekturretning, der opstod i 1970'erne. I 1988 kulminerede en international arkitekturdebat med, at der blev trukket en effektiv grænse mellem postmodernisme og dekonstruktion. På dekonstruktionens side udgøres kernen af arkitekter, som i deres gennembrudsår i 1970'erne tilstræbte et opgør med de klassiske arkitektoniske begreber konstruktion, funktion og form samt med disse begrebers indbyggede relation mellem arkitektur og samfund. Hensigten var at realisere arkitektur som selvstændig struktur.I 1980'erne viste det sig, at disse bestræbelser faldt i tråd med det filosofiske dekonstruktionsbegreb, og to af den arkitektoniske bevægelses centrale skikkelser blev involveret i direkte samarbejde med filosoffen Jacques Derrida. Det var schweizeren Bernard Tschumi, hvis hovedværk er Parc de la Villette i Paris (1982-89), og amerikaneren Peter Eisenman, hvis vigtigste arbejde i Europa er et boligkompleks i Koch Straße i Berlin (1982-87). Med til denne inderkreds regnes også den polskfødte Daniel Libeskind med bl.a. det jødiske museum i Berlin.En anden tendens inden for dekonstruktivismen har udgangspunkt i en bearbejdning af den russiske konstruktivismes tankegange. Til denne kategori hører arkitektgruppen Coop Himmelblau i Wien, den irakiskfødte Zaha Hadid (f. 1950) og arbejder af det tyske arkitektfirma Benisch & Partners.Et dansk eksempel på arkitektur influeret af dekonstruktions-tænkning er Museet for Moderne Kunst, Arken, i Køge Bugt Strandpark (1988-96) af Søren Robert Lund og Musikkens Hus i Aalborg.
Coop Himmelb(l)au: Musikkens hus, Aalborg |
Wikipedia har denne udlægning af begrebet:
Deconstructivism is a development of postmodern architecture that began in the late 1950s. It is influenced by the theory of "Deconstruction", which is a form of semiotic analysis. It is characterized by fragmentation, an interest in manipulating a structure's surface, skin, non-rectilinear shapes which appear to distort and dislocate elements of architecture, such as structure and envelope. The finished visual appearance of buildings that exhibit deconstructivist "styles" is characterized by unpredictability and controlled chaos.
Jeg synes at begrebet 'konceptuel blending' er relevant her:
Indeni er disse byggerier - for det meste - meget funktionelle, men udenpå fremviser de kaos, sprængning af menneskelige hensyn og total ufornuft.
Indeni er disse byggerier - for det meste - meget funktionelle, men udenpå fremviser de kaos, sprængning af menneskelige hensyn og total ufornuft.
Det nye samlede - blendede og integrerede - udtryk og koncept lokker et stort og fascinationssultent publikum til. Fra hele kloden.
Hjernens belønningssystem drukner i endorfiner ved synet af den slags bygninger.
Historisk bliver den arkitektoniske stilretning forankret og slår igennem i offentligheden i 80´erne:
Deconstructivism came to public notice with the 1982 Parc de la Villette architectural design competition (especially the entry from Jacques Derrida and Peter Eisenman[1] and Bernard Tschumi's winning entry), the Museum of Modern Art’s 1988Deconstructivist Architecture exhibition in New York, organized by Philip Johnson and Mark Wigley, and the 1989 opening of the Wexner Center for the Arts in Columbus, designed by Peter Eisenman. The New York exhibition featured works by Frank Gehry, Daniel Libeskind, Rem Koolhaas, Peter Eisenman, Zaha Hadid, Coop Himmelb(l)au, and Bernard Tschumi. Since the exhibition, some architects associated with Deconstructivism have distanced themselves from it. Nonetheless, the term has stuck and has come to embrace a general trend within contemporary architecture.
Her kommer nogle eksempler som artiklen i Wikipedia fremhæver:
The Jewish Museum Berlin, by architect Daniel Libeskind. |
Libeskind's Imperial War Museum Northin Manchester. A prime example of deconstructivist architecture comprising three fragmented, intersecting curved volumes which symbolise the destruction of war. |
Seattle Central Library by Rem Koolhaas and OMA |
Frank Gehry: Walt Disney Concert Hall, Los Agneles |
Frank Gehry: The Guggenheim Mueseum, Bilbao |
Vlado Milunić og Frank Gehry: The Dancing House, Prag |
Coop Himmelb(l)au: Groninger Museum, Holland |
Toyo Ito: Hotel Porta Fira (til venstre), Barcelona |
Toyo Ito: Arkitektur-museum, Omishima, Japan |
Der er nok i virkeligheden ikke tale om en 'stilart' i traditionel forstand, men om en bagvedliggende tænkning der transcenderer stil-begrebet.
Udadtil er det byggerier som trodser arkitektonisk sund fornuft og enhver pragmatisk forestilling om menneskelig funktionalitet: Jo skævere, jo bedre, fristes man til at sige: naturstridige hældninger, umulig vinkler og absurde sammenføjninger, irrationelle former, usandsynlige materialer.
Et udtryk der er på trods.
Og egentlig forstår men dem ikke - på samme måde som man ikke med sin fornuft forstår megen distancerende og fremmedgørende moderne kunst.
Jeg har tidligere fundet ud af at man i USA kalder den slags arkitekter for "starchitects".
Jeg har tidligere fundet ud af at man i USA kalder den slags arkitekter for "starchitects".
Herhjemmefra kan vi møde flere forholdsvis 'milde' eksempler på den dekonstruktive arkitekturtænkning: Arken, Ordrupgaards anneks, Den sorte Diamant - og helt for nylig: Rockmuseet i Roskilde:
COBE, Danmark og MVRDV, Holland: Rockmuseet, Roskilde |
Her annekset til Ordrupgaard tegnet af arkitekt Zaha Haldid:
Zaha Hadid: Anneks til Ordrupgaard, Charlottenlund |
I forhold til den indflydelse hun ifølge kilderne har haft på den nyeste arkitektur, så vrimler det ikke med eksempler på realiserede byggerier som hun og hendes firma har konciperet.
Men her noget der blev til noget: Zaha Hadids kulturcenter i den tidligere sovjetrepublik Aserbajdsjan:
Zaha Hadid Archtects: Heydar Aliyev Center, Baku, Azerbaijan. |
Samme bygning, fra en anden vinkel. |
Her føgler et billede af Bella Sky-hotellet på Amager hvor den forrige regering bestående af S, R og SF fik lavet et 'regeringsgrundlag' som ikke holdt en meter - for SF:
Malmøs spektakulære Turning Torso betegnes ifølge en kilde som et eksempel på 'neo futurism'.
Men jeg siger: 'dekonstruktivisme' - vel og mærke i en light udgave.
Hvad skulle fidusen ellers være ved at det snor sig - andet end show-off?
Santiago Calatrava: Turning Torso, Malmø |
Her link til yderligere en artikel om dekonstruktivistisk arkitektur med mange flere illustrerende eksempler:
http://www.historiasztuki.com.pl/kodowane/003-02-04-ARCHWSP-DEKONSTRUKCJA-eng.php
Det er bemærkelsesværdigt hvor mange af eksemplerne på den slags arkitektur som befinder sig i Dubai, Shanghai og andre ny-moderne storbyer i det mellemste og de fjerne østen, alle underlagt autoritære, udemokratiske regimer.
Der har de penge - men forholdet til mennesker blæser i vinden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar