New York, New York (4) - glemme- og gemmebogen - fuld af ansigter i farver og sort-hvidt

Min turisttur til New York for snart tre-kvart år siden sammen med fruen og hendes søster, var oplevelsesmæssigt en stor overraskelse - lidt af et mentalt chok kan jeg se her i bakspejlet. 

   I oplevelsesindhold og -intensitet var den på niveau med turen til Japan for 5-6 år siden. Den rejse varede også 10 dage, og mine rejsefæller var også den gang fruen og hendes lillesøster, et par livlige damer der i familien ofte bliver omtalt som "moster og moster".

   Turen til Japan har jeg aldrig skrevet om fordi bloggen her først kom igang et år efter. Men den har sat sig spor i en lang række af de indlæg som har japansk kunst og kultur som (del)emne. Og det sidste spin off fra Japanrejsen er i virkeligheden min jagt på og indkøb af Harald Henriksens stærkt japansk inspirerede træsnit - med danske landskaber og byskaber som motiv.

   

Turen til New York har jeg tidligere skrevet om i tre indlæg i efteråret - og havde egentlig planer om flere, men gik i står fordi andre indlæg og oplevelser pressede sig imellem  og ind over. Her link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-1-en-rejse-et-gensyn.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-2-arkitekttoniske.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/new-york-new-york-3-moma-vs-noguchi.html

Dette indlæg begyndte jeg på i starten af november sidste år, siden har det stået i blog-arkivet som en 'kladde'.

For at starte med kroppen: Mine fødder var mindst lige så ømme under og efter New York-turen som Japan-turen. Begge var det storbyture, og selv om der er fine transportmidler i form af gode undergrundsbaner, så går man rigtig meget.

   

Og til den negative side af oplevelserne hører, at når man er udstyret med hørerapparater som jeg nu er, så sættes man i New York i en permanent stress- og alarmtilstand af gadestøjen og af lyden af de mange mennesker på gader, på museer og i undergrundsbanen.

   

En af de  mange positive sider af oplevelsen var alle de fantastiske og uendeligt varierede synsindtryk. 

   Fra toppen af en skyskraber udsigten ud over byen og de andre skyskrabere, den enorme Central Park.

   Og om aftenen: Broadway og Washington Square med alle lysreklamerne. 

   De utroligt fascinerende naturscene-dioramaer på the Museum of Natural History - og de kæmpestore dinosaur-skelletter. 

   Alle de smukke offentlige og private Art Deco-byggerier og interiører fra 20´erne og 30´erne.

   Også lugtene, lydene, den uendelige variation af menneske-ansigter og -kroppe når man gik på gaden i EastVillage, blev jeg mentalt mærket af.
   Tænk hvis tilsvarend race- og kultur-blandinger var mulige i København og andre steder i Danmark - uden den understrøm af angst, modvilje og direkte fjendtlighed som nu er blevet en del af hverdagen på gaden i mange kvarterer i byer i Danmark

   Og da vi besøgte Fred - min chellist-bror som boede i en fin stor lejlighed i Upper Westside-kvarteret, synsoplevelsen af at der pludselig var mange jødiske butiksvinduer og mænd med kalotter på gaden, som man ellers kun ser i reportager fra Israel.

Under besøget i New York kom jeg i tanker om en af de bøger jeg skrev om her på bloggen for 3½ år siden: "I is an Other" af James Geary. Den havde undertitlen "The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the Vorld". Og den beskrev fænomenet "METAFOR" fra alle mulige faglige vinkler. 

   En metafor gør det muligt for os mennesker at se og forstå noget nyt og fremmedartet, abstrakt og uoverskueligt, ved mentalt at 'se' det gennem noget andet der er mere konkret, overskueligt og genkendeligt.

   I mit tilfælde er det abstrakte og uhåndgribelige mit liv fra da jeg var 16-17 år og til nu. Og byen New York og oplevelsen af den i mødet mellem den gang og nu, det er for mig blevet en slags hidtil uerkendt metafor på den del af mit liv som jeg kan forbinde med fremvæksten af min egen kreativitet.

Under besøget i New York sidste efterår blev jeg også mindet om en anden bog som jeg skrev om her  på bloggen nogenlunde samtidig: "Where Good Ideas Come From" af Steven Johnson. Med undertitlen "The Natural History of Innovation". 

   Hans grundlæggende tese er at jo flere kommunikative forbindelser der er mulige mellem mennesker, jo flere og jo hyppigere opstår kreative ideer bliver udviklet. Det forklarer han lige her i denne anskueliggørende video på 4 minutter:

Fidusen er simpelt hen at jo flere mennesker der hober sig sammen i storbyer, og jo større byerne bliver, jo bedre og jo mere frugtbart er det sociale miljø og det mentale klima for  tanker, ideer, forestillinger kommer til udtryk, støder sammen, slår gnister - og tænder og befrugter hinanden.

I hvert fald blev jeg selv befrugtet af de mange oplevelser af meget forskellige ansigter jeg mødte og blev udsat for - både i skolen og på gaderne i New York.

   Lad os fx tage det med den uendelige variation af ansigtsfysiognomier som karakteriserer mit møde med New York - både den gang og nu. Hvilke spor og efterdønninger i bevidstheden har det givet?

   For nylig gennemgik jeg nogle gamle støvede mapper med ret store billeder jeg havde malet i første halvdel af 60´erne. Og fandt blandt andet en relativt lang serie ansigter - en slags fantasiportrætter malet med pastelkridt på blødt farvet tyndt karton, billeder som jeg fuldstændig havde glemt jeg havde lavet - men altså alligevel havde gemt.

  Se her:

De er ikke malet efter levende model - eller efter fotos. 

   Så det må være en slags øvelses- eller trænings-portrætter hvor jeg har afprøvet effekten af forskellige positioner i forhold til billedfladen,  forskellige farve-kombinationer, fordelingen af lys og skygge, forskellige typer ansigtstræk (nogle negroide eller orientalske, nogle europæiske). 

   Jeg har også, kan man se, forsøgt at lave "næroptagelser" af nogle af fantasi portrætterne. 

   Flere af portrætterne er forvrængede og fortegnede i en eller anden retning. Ingen af dem udtrykke glæde, nogle ser sure ud, nogle er med lukkede øjne - ser nærmest ud som om de mediterer - men jeg kendte intet til meditation den gang.

   Ingen af dem er signerede!

To af farvekridtportrætterne, viste det sig, havde jeg endda fået indrammet efter jeg kom hjem til Danmark -  og må have haft hængende i længere tid på væggen i mit værelse eller i min stue 

   Men jeg husker ikke hvornår det skete, og hvor længe jeg har haft dem hængende.

Et enkelt af farvekridt-portrætterne har en særlig status. Dels fordi farvelægningen er meget mere nuanceret og et bredere spektrum af farver er brugt end til de andre. Og dels fordi proportionerne i ansigtstrækkene er meget realistiske. 

   Det er da også det eneste i serien der er malet efter et fotografi - sort hvidt - som jeg vist nok endnu har i en af mine gamle fotoalbums fra den gang. 

Farvekridt - malet efter sort-hvid foto

Det portræt havde jeg også lavet et blyantstegnet forstudie til som lå i mappen, og mens fantasiportrætterne ikke er dateret, så er forstudiet dateret til 30. oktober 1961.

   Så serien må være  lavet mens jeg endnu boede i New York 1961-62. Og portrættet her er malet godt tre måneder efter jeg var flyttet ind hos min amerikanske familie, og jeg må have malet hele serien mens jeg gik til timer i "Art" på min high school.
  Det var også en etnisk meget blandet skole - med både orientalere, afro-amerikanere og diverse europæiske nationaliteter repræsenteret i flokken af elever.
   Og jeg er sådan set ikke i tvivl om at mødet med de mange etniciteter og ansigtsfysiognomier har været inspirationskilder for de mange farvekridtportrætter.

 
Hvem det sidste portræt så forestiller? - Såmænd min danske gymnasiekæreste som jeg havde efterladt i Danmark, og som jeg godt nok savnede.
   Og som jeg fire år senere blev gift med.

   

Da jeg kom hjem til Danmark, fortsætte jeg med at lave fantasiportrætter, men nu tegnet med kul - og signeret ...

... eller tegnet med tusch ...

Jeg er tydeligvis i 1962-63-64 så småt begyndt at forestille mig selv i rollen som 'kunstner' .

   Men de her mange tegninger og malerier af ansigter, min interesse for at udforske motivet og dets udtryksmuligheder, har jeg altså haft glemt eller fortrængt indtil gensynet med New York og mine 'brødre' sidste år genoplivede erindringer fra den gang.    

Hvornår gik oplevelserne fra mit et års ophold som gymnasieelev i New York for alvor i glemmebogen og forsvandt ud af min bevidsthed?

   Omkring midten af 70´erne mistede jeg kontakten med min amerikanske familie. Ikke som en bevidst beslutning fra min side, men jeg gjorde intet for at opretholde den eller forny den.

Indtil da havde der været jævnlig kontakt og samvær mellem mig og den amerikanske familie. 

   Min amerikanske mor havde et år eller to efter min hjemkomst sendt mig LP-plader med Joan Baez der sang folkesange, og med Odetta der sang Bob Dylan-sange. 

   Og også den fantastisk krigs-kritiske og satiriske roman "Catch 22" af Joseph Heller havde hun sendt mig. Og jeg slugte den med stor fornøjelse, husker jeg.

Og tre år efter min hjemkomst i sommeren 1962 havde jeg og min familie haft besøg af den ældste af mine amerikanske brødre Jimmy da jeg netop var flyttet sammen med min første kone (hende der er portrætteret efter fotografi ovenfor).

   Et par år efter kom mine amerikanske 'forældre' Fred og Shirley til Danmark på et kort visit,  og de mødt også der min daværende kone

   Og vist nok i 1970 eller -71 genbesøgte vi Fred og Shirley i New York. Jeg genså også James som nu gik på universitet og havde fået sig en jødisk kæreste som Shirley - med et afvæbnende smil - kaldte "en bitch", husker jeg.

   Vi boede hos familien i en ny og større forstadsvilla til New York i ca. 14 dage. Og havde en fed tur. Vi kørte rundt nogle dag i den nordlige del af staten og oplevede Niagra Falls.

   Så sent som i -73 fik jeg besøg af min næstældste amerikanske bror Dickie som på det tidspunkt var godt igang med at skabe sig en international musikerkarriere som fremragende kammermusikcellist med moderen kompositionsmusik på repertoiret.

I 1972 og 1975 havde vi adopterede to piger fra Korea, blev derefter skilt, og i -79 flyttede jeg sammen med min nuværende kone (her på bloggen omtalt som 'fruen' eller 'min frue) og dannede ny kernefamilie med sammenbragte børn.

   Og i mit arbejdsliv var skete det afgørende at jeg fagligt-pædagogisk blev opslugt at alt det nye jeg var med  til at igangsætte og udvikle på RUC fra universitetscentrets start i -72 og til -81, hvor jeg så i den grad skiftede fagligt spor med en ansættelse som uddannelseskonsulent i DR´s interne (efter)uddannelsesafdeling.

   Og politisk: USA stod ikke i høj kurs i de år, hverken på RUC eller mere generelt i min omgangskreds, ikke mindst på grund af det store lands rolle i Vietnamkrigen.

  Så i al den emotionelle og faglige tumult forsvandt USA-oplevelserne hos familien Sherry og betydningen af dem under bevidsthedshorisonten - og erindringerne gik i glemmebogen. 

   Det var meget sjældent jeg tænkte på dem og talte om dem.

Symptomatisk for hvor effektiv glemslen eller fortrængningen har været, er at da jeg i 1997 tog til USA sammen med fruen, så var det ikke med henblik på at opleve et gensyn med New York. 

   Nej, rejsen gik til den amerikanske Vestkyst hvor vi var på en 6 ugers ferie-tur i en autocamper i april-maj. Turen gik fra Las Vegas til San Diego, og derfra mod nord via San Francisco hele vejen op langs Stillehavskysten til Seattle.

   En fantastisk oplevelse - men helt uden kobling til fortidens New York-erfaringer. Bortset fra at jeg havde nemt ved at tale, skrive og forstå amerikansk, og meget hurtigt kom efter det og dermed straks følte mig hjemme.

   Og det strejfede mig den gang ikke at jeg kunne kontakte mine amerikanske brødre som jo meget vel kunne have bosat sig i San Francisco, Seattle eller Los Angeles (hvor den yngste Danny faktisk boede og arbejdede på det tidspunk), eller at jeg kunne prøve at finde ud af om mine amerikanske 'forældre' stadig var i live (hvad min amerikansk 'mor' Shirly faktisk var, har jeg nu erfaret).