Akvarelmaleriets mysterier (30) - noget om akvarelmaleriets historie - og om den fabelagtige akvarelmaler Gunnar Widfors

Når jeg gradvis er blevet interesseret i akvarelmaleriets historie, er det naturligvis fordi jeg begyndte at male akvarel for tre år siden. Og min vane tro - sådan er jeg nu en gang indrettet - måtte jeg så også interesserer mig for denne særlige maletekniks og dette specielle malemedies historie.

   Siden min tidlige ungdom, har jeg læst historie for min fornøjelses skyld. Da Politiken udgave Grimbergs Verdenshistorie (1958-61), abonnerede jeg på den og betalte den bind for bind ud af egne lommepenge. Og jeg slugte hvert nyt bind der udkom. Siden kom Politikens Danmarkshistorie til. Og så ellers derudaf med antikvarisk indkøb at andre historie-værker.

  I de første år i min studietid fra 1963 læste jeg historie sideløbende med mit danskstudie. Siden læste jeg folkemindevidenskab - og til sidst kunsthistorie som bifag. Men gjorde ingen af de tre studier færdige. Og det er måske lige værd at nævne at jeg ikke husker at nogen af underviserne eller nogen af lærebøgerne i kunsthistorie fortalte om akvarelmaleriets betydning eller om særlige akvarelkunstnere.

   Mit videbegær efter historie - og 'begær' er nok det rette ord - har altid været der, og det har aldrig sluppet mig.

Så det er helt automatisk at når jeg bliver mere og mere optaget af selve det at male akvarel, så vokser sideløbende også min interesse for andre akvarelmalere (hvilke teknikker bruger de, hvilke motiver dyrker de?) - og ikke mindst elsker jeg at gå på opdagelse i kunsthistorien for at finde kendte og anerkendte (og for mig ofte ukendte) kunstmalere som også eller for det meste har brugt vandfarver som malemedie.

   For eksempel har jeg fundet ud af at arkitekten Arne Jacobsen var en fremragende akvarelmaler; det er de færreste klar over.

   At næsten alle Fynbomalerne ofte malede akvarel, at Olaf Rude næsten hele sit liv malede akvareller af naturen på Lolland og på Bornholm - når han skulle slappe af mellem de alvorlige opgaver. 

   At den engelske maler William Turner var en fremragende og helt unik akvarelmaler der i kunsthistorien er verdensberømt for sine "watercolourpaintings on paper". 

    At nogle af Emil Noldes aller bedste malerier er de små 'glødende' akvareller han lavede i sin kælder  under 2. Verdenskrig da han havde fået forbud af Hitlerstyret mod at male sin "entartede" kunst. 

     At Cezanne og flere andre af han samtidige også ofte brugte akvarel - ikke mindst til forarbejder. 

   At den enestående fugle-illustrator John James Audebon havde akvarel som sit altdominerende medie når han lavede sin fascinerende illustrationer til pragtværket "Birds of America". 

    At den fascinerende og originale nulevende amerikansk maler Walton Ford har brugt akvarel til de fleste af sine sære, groteske og allegoriske dyremalerier -  i Audebons stil. 

    At Tolkien, forfatteren til "Hobitten", var en fremragende 'amatør-akvarel-maler'. 

    At en stor del af Klees malerier var malet med akvarel.

   Og at den tyske kunstner Albrecht Dürer fra omkring 1500-tallet regnes for akvarelmaleriets fader og er en af mestrene på feltet.

Specielt i England har man i århundreder dyrket akvarelmaleriet som en respektabel og teknisk krævende kunstform - og 'watercolour' som et væsentligt og kreativt malemedie i sin egen ret.

   I England var man også først med at oprette egentlig selskaber til fremme af akvarelmaleriets udvikling og til forsvar for dets kunstneriske status, og den dag i dag har man stadig to konkurerende engelske foreninger: The Royal Society of Painters in Water Colours, stiftet så tidligt som 1804. Og Royal Institue of Painters in Watercolours, stiftet 1834.

   I USA stiftede man i 1866 The American Water Color Society.

Og når vi nu er inde på akvarelmaleriets historie i USA, så bidrog en anmeldelse i Politikens Kultursektion fra mandag den 17. februar af Søren Ryge Petersen med endnu en interessant brik der udfyldte en hvid plet i min viden. Den svenskfødte akvarelmaler Gunnar Widforss (1879-1934) var nemlig gjort til hovedperson i en roman af Fredrik Sjöberg som Søren Ryge anmeldte: "Kunsten at flygte". 

   Gunnar Widforss tilbragte det meste af sit voksenliv i USA, "hvor han især fandt sine motiver i nationalparkerne og gjorde det så godt, at han blev udråbt som den bedst på området og fik opkaldt et bjerg efter sig", som Søren Ryge skriver.

Jeg googler på Widforss navn og billeder - og oplever at finde en skat!
   Gunnar Rydforss 'verdensberømmelse' i USA er fortjent. Og ufortjent er det at hans navn stort set er ukendt eller glemt i Sverige og i resten af Norden.

   Jeg har samlet og kopieret en hoben af hans billeder fra nettet - og gengiver dem her ukommenteret.  De er, så vidt jeg kan se, hovedsagelig malet I en minutiøs vådt-på-tørt-teknik, og på det felt er han en mester i dramatiske og fascinerende landskabsmalerier.

   Se dem, studer dem, nyd dem - her:

En enkelt kommentar: 

   Helt banalt skaber Gunnar Widforss dybde gennem at svække farverne i baggrunden. Men der må være gået et minutiøst tegne-forarbejde forud for det enkelte billede .

   Eller også er han en slags autist!

Til hver enkelt klippeformation er han meget omhyggelig med kun at anvend en "sol-farve" og en "skyge-farve". Landskabs-akvarellerne et malet er som skulle de bruges i en tegnefilm af den gamle skole a la Walt Disney.

   Eller japanerne!