Kreativt sprog (3) - af journalist og musikanmelder Anna Ullman

Jeg læser sjældent musikanmeldelser. Jeg er så gammel så det meste nyere musik ved jeg ikke siger mig noget - særligt. 

   Jeg er til 60´er pop- og rockmusik, klassisk blues og boogie-woogie på klaver, sydafrikansk populærmusik og sang, Dolly Parton og de andre store contry-sangerinder, zydeco, reggae. Og så har jeg også en svaghed for visse former for meditations-musik, og Mozart, Bach og beslægtede klassiske komponister.

Så for indholdets skyld bliver det ikke til megen læsning af musikanmeldelser. Jeg ved hvad jeg kan lide, jeg ved hvad jeg tænder på.

Men så sker det at jeg bliver lokket ind i en musikanmeldelse - af sproget. Det er faktisk sket nogle gange i Information inden for det sidste års tid. 

   Journalisten hedder Anna Ullman, og sidst jeg hoppede på var onsdag den 11. december i Information da jeg blev fanget af Rubrikken

Smag på psychsuppen

Det var så syret en rubrik at jeg gled videre ned til manchetten, som så netop indleder med en vild syremetafor ("lysergisk tsunami"):

En lysergisk tsunami er skyllet ind over musikken. Moderne psykedelisk rock trives som knæhøj karse. Veteranerne Wooden Shjips og nykomlingene Hookworms er to af de bedste bud på effektiv sandblæsning af bevidstheden.

"Trives som knæhøj karse" og "Sandblæsning af bevidstheden". Jeg spidser øjne!
   Det sidste udtryk  en frisk konkret metafor på en musikeffekt - som gør at jeg aldrig ville købe den musik. 

   Men jeg læser opmuntret og glad videre i anmeldelsen: 

Nu skal rocken være psykedelisk for at være kosher. En ny generation af langskæggede psykonauter har begivet sig ud for at berige verden med spacy guitareffekter, hypnotiske gentagelser og alment stenet velbehag. To fine eksempler er San Francisco-bandet Wooden Shjips, der med fire albums bag sig har opnået noget nær veteranstatus, og de britiske nykomlinge Hookworms, der fermt propellerer traditionen opad og udad.

Udtrykket "kosher" lugter af USA hvor jødiske udtryk er blevet main stream i kulturlivets sprog; "psykonauter" ligeså.
   Det sidste udtryk viser sig oprindelig at være titlen på et kendt computerspil fra 2005, og en nyere dansk science fiction-roman har titlen "Psykonauten". Og "naut" som endelse har oprindelse i ordet "astronaut" eller "cosmonaut" - et besætningsmedlem på et rumskib.

   Og rum-metaforen glider videre gennem udtrykket "spacy". Og videre igen med en flyve- og rum-metafor: "propellerer traditionen opad og udad".

Vi glider fra det psykedeliske indre rum til det satelliternes ydre rum - fra rubrik - over manchet - og til de indledende afsnit. Mange virkeligheder blandes - og teksten frigør sig langt hen ad vejen fra sin genstand: to musikudgivelser der skal vurderes og bedømmes.

   Musikken bliver en slags scenisk bagtæppe, og anmelderens sprog danser en mental og kognitiv ballet på forscenen.

   For mig er der ingen tvivl om at Anna Ullman er god. Det er muligvis ikke særlig præcist associeret fra min side, men af en eller anden grund hører jeg for mit indre ører salig Dan Turells nasale stemme og messende ordguirlander.

Jeg går lidt på jagt i Anna Ullmans andre artikler fra Information som er tilgængelige på nettet.

   Hun skriver blandt andet dagen efter stormen Bodil en meta-reportage om TV-dækningen der røg helt ud af proportion. Og opfinder til formålet konceptuelt blendede udtryk som 

"Klimageddon":

Klimageddon er over os – følg det live på tv. Den hysteriske tv-dækning af stormen Bodil er symptomatisk for en afpolitiseret tid, hvor vejrfænomener italesættes som sikkerhedstrusler

Eller det konceptuelt mixede udtryk "Bodilzilla" som varsles et par linjer inden med udtrykket "katastrofelystne":

At den overstyrede og katastrofelystne tv-dækning i det store og hele er kedeligt fjernsyn – det kan vi hurtigt blive enige om. Mere interessant var det derimod at følge Bodilzillas hærgen som et studie i krisementalitet.

Og Bodil kan genbruges i endnu en semantisk legering "Bodilkalypsen":

Bodilkalypsen er over os. I bogen Living in the End Times hævder filosoffen Slavoj Zizek, at en klimakatastrofe i dag forekommer mere sandsynlig end muligheden for social forandring. Bodil er løjet af, men Zizeks observation forekommer nu endnu mere præcis.

Og sporet af semantisk blanderi fortsætter med udtrykket "Stormaggedon":

Gærhamstringen er muligvis det eneste minde om storkonflikten i 1998, men i arbejderbevægelsen er generalstrejke jo det indgreb, der kan »lamme nationen«. Gær er det afpolitiserede humoristiske symbol på dansk undtagelsestilstand light, og vi kan grine af Stormageddon som en pseudobegivenhed. Men Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik.

Spændstigt sprog: "Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik."
   Læs hele metareportagen her, skrevet under rubrikken "Bodil - en postpolitisk parodi":

http://www.information.dk/481235

Uden at jeg har været inde over alle hendes artikler med et analytisk blik, så ser det ud til at Anna Ullman finder et specielt tema til hver anmeldelse som så føres igennem teksten som et ekstra lag eller spor af fascinerende associationer - associationer der fungerer som glidecreme for læserens bevidsthed

   Da der som regel er flere musikudgivelser der skal anmeldes i et hug, så fungere den slags temaer som en slags rød tråd der binder det hele sammen. En konceptuel bærebølge!

   Som nu i anmeldelsen i Information fra den 30. november med rubrikken "Nuttede musikalske hvalpe" der indledningsvis kobler sex og kæledyr sammen. 

Internettet skulle efter sigende være drevet af porno og kattebilleder. På samme måde ser boybandgenren ud til at være udødelig, fordi konceptet ’brunst og nuttethed forenet i en treminutters popsang’ aldrig går af mode. Ifølge den geniale Tumblr-blog Des Hommes et des Chatons (’Mænd og kattekillinger’) er lysten til at kigge på sexede mænd og lysten til at kigge på nuttede kæledyr to sider af samme sag. Og efter at have set et billede af One Direction ved siden af en kurvfuld missekatte vil de fleste nok være enige.

   Så hvilken kælen hundehvalp skal ligge under juletræet i år? Skal det være skælmske Harry Styles med de smalle slædehundeøjne? Eller du er måske mere til gode gamle Robbie med de prollede tribaltatoveringer og underbiddet, der lover håndværkersex? Okay okay, hvad så med den blonde gæliske sukkerknald Ronan Keating? I december er der frit valg på alle hylder.

Og lidt senere i anmeldelsen kører 'associationsmaskinen' videre omkring skjulte lyster, blufærdighed og kejtethed, "parcelhusliderlighed" og drømme om at "få fedtet rotten":

Hænderne er solidt plantet oven på dynen. Når Niall, Zayn, Liam, Harry og Lewis forsøgsvis dypper storetåen i den voksne seksualitet, bliver det underligt karikeret: »Little Black Dress« med det huggende Def Leppard-riff er voksen parcelhusliderlighed tilsløret i kaudervælsk popsprog. »It’s alright. I wanna see the way you move it for me baby,« tigger Zayn med de mandelformede øjne. Det er mere Joan Ørting og »You Can Leave Your Hat On« end »Boing Boing«, og det lyder i hvert fald ikke som noget, en 20-årig ville synge i håb om at få fedtet rotten.

I det næste afsnit trækkes tråden videre gennem "bar overkrop", "trykke hånden mod brystet" og "krammerock": 

Boyzone er holdt op med at gå rundt i strandkanten i hørbukser og bar overkrop, mens de indfølende trykker hånden mod brystet. Men hører man til dem, der stadig får optur over Ronan Keatings suveræne 2000-hit »Rollercoaster« i Radio Soft, så er BZ20 en yderst tilfredsstillende omgang gælisk krammerock.

Til sidst bæres temaet igennem med udtryk som "metroseksuel", "homofobi" - og med sløjfen på hele anmeldelsen: "en flok kåde hundehvalpe" der får lov til at "slikke dig i ..." - "håndfladen i den mørke måned":

Robbies solokarriere har udspillet sig som en langtrukken flirt med hans arbejderbaggrund. Med den metroseksuelle titel Swings Both Ways lægger den hårdtpumpede gavflab med kulturelt feinschmeckeri afstand til arbejderklassens homofobi og antyder, at han nogle gange spiller på det andet hold. For stik mod intuitionen er det jo ret prollet og nouveau riche at hoppe i et jakkesæt og optræde som Sinatra-imitator.

   Robbie får lov til at svede fløde alene i denne omgang. Men ellers er der lutter gode grunde til at lade en flok kåde retrieverhvalpe slikke dig i håndfladen i den mørke måned.

Jeg kan følge sporet og udviklingen af sproget gennem Anna Ullmans artikler Information tilbage til april 2013. Fire til seks anmeldelser og kulturartikler pr. måned. Om og hvad hun har skrevet før, kan jeg ikke lige finde ud af. 

   Men hun har gang i noget med sit flere-lags blendede sprog, og jeg vil følge hendes udvikling som "scribøse" med interesse.