Dronning Margrethe og Prins Henrik versus Kay Christensen - to udstillinger der ikke klæder hinanden

Jeg har besøgt kunstmuseet i Århus - Aros kaldet. 

   De viser for tiden en i pressen meget omtalt udstilling der kobler de to kongelige personer - Dronning Margrethe og Prins Henriks arbejder inden for billedkunst (og for Prins Henriks vedkommende: digte) sammen i en fælles udstilling under titlen "Pas de deux royale".

  Udstillingen introduceres på  Aros´ hjemmeside sådan her:

Udstillingen PAS DE DEUX ROYAL – et kunstnerisk møde er iscenesat som en retrospektiv dialog mellem Dronningens og Prinsgemalens mangfoldige værker, og museets gæster inviteres indenfor i et univers fjernt fra Regentparrets traditionelle og repræsentative virke.

   I udstillingen møder vi Dronningen som landskabsmaler, men kan også opleve kirketekstilerne, teatrets store scenografier samt de sirlige découpager, som gennem årene har engageret Majestæten og skærpet det kreative talent.

   Hos Prinsgemalen er det skulpturen og poesien, der igen og igen finder nye udtryk i de fantasifulde bronze- og marmorfigurer og i det poetiske flow af ord.

   I udstillingens gallerier visualiseres det, hvorledes Dronningen og Prinsgemalen har delt et langt liv sammen og med kreativt talent visualiseret deres fælles oplevelser på hver deres måde og i forskellige medier. Dronningen er således optaget af den storslåede natur og tildeler aldrig figuren en plads i sin kunst, mens Prinsgemalen altid fokuserer på dyre- og menneskekroppen i sine skulpturer, og med en hyppig anvendelse af ordene ”du” og ”jeg” i sine digte betoner de menneskelige relationer.

Med temaer som naturen, kærligheden, fantasien og det religiøse er Regentparrets mange-facetterede kunst fyldt med vekslende stemninger og udtryk. Under ti overskrifter til udstillingens ti afsnit indgår Dronningens og Prinsgemalens værker i gunstig dialog - rum for rum.

Fruen og jeg var i Århus  anden anledning, men når nu lejligheden bød sig, skulle vi naturligvis ind og se den.

   Jeg har ikke før set nogen af de tos værker andet end i avisgengivelser. Begge har fået meget stor journalistiske opmærksomhed når de har udstillet og udgivet, men har samtidig fået mildest talt lunkne og skeptiske anmeldelser af den professionelle kunstkritik.

  

 Umiddelbart syne jeg at Henrik er en bedre skulptør end Margrethe er maler. 

   Begge to har jo nogle af de træk som kendetegner kreative personligheder: de overskrider grænser - her ikke mindst de grænser og marmorstramme rammer som traditionelt omgiver et kongehus´ centrale figurer og hovedrolleindehavere. 

   Og de blander genrer og arbejder med montageformer: konceptuel blending. Ikke mindst Margrethe med sine såkaldte 'decoupager':

   

Begge dyrker jævnligt eventyr- og fabelstof i deres motiver, fx Margrethe der er inspireret af og har illustreret Tolkiens fantasy-fortællinger, tydeligt i hendes halvabstrakte og øde fantasilandskaber i mørke blå og grønne nuancer:

Men helt ærligt: Selvom jeg er til fantasy-litteratur, -tegneserier, -film og billedkunst, så siger de mig ikke rigtig noget.

   Der er Tolkiens egene illustrationer til sin fortællinger ti gange bedre - hvad jeg opdager da jeg googler rundt efter hjemkomsen:

Og som en sidegevinst for mig - så viser det sig at Tolkien var akvarelmaler når han illustrerede egene historier! Så ham vender jeg tilbage til.

Margrethe har i øvrigt også en del akvareller med på udstillingen i Århus, og igen er de fleste ikke særlig gode - ofte er farverne urene og grumsede og motiverne diffuse. 

   Men enkelte er rigtig gode, som det her hvor hun tegner en del af motivet op med tuschstreger:

Også nogle akvareller med motiver fra Grønland var faktisk udmærkede. 

   Jeg tror jeg det gavner hende (som de fleste) at blive udsat for den disciplinering som udgøres af kreative restriktioner - her kravet om at ikke-male med "hvidt" - det der kaldes "at male negative rum":

Margrethe har også tegnet kostumer og scenografier til flere H.C. Andersen-balletforestillinger og -film, og med de kreative restriktioner der ligger i den slags 'bundne opgaver', der udfolder hendes talent sig også klart bedre end i de "frie" malerier.

   

Fælles for de to kongelige er også at de i stil og motiver ofte flirter med surrealismen, hvad jeg umiddelbart sympatiserer med da det er en retning der bevidst arbejder med konceptuel blending. 

   Men deres arbejder bliver aldrig 'farlige' eller for alvor urovækkende i kraft af ironiske 'undertekster' fra en anden - 'surreel' verden, hvad der efter min mening kendtegner surrealistiske kunstnere når de er bedst. 

   De royale værker i den retning som vi ser på Aros-udstillingen, virker som en slags stiløvelser:

   Her ses Margrethe med et af en serie nyere oliemalerier som hun har med, værker som har lyserøde/kødfarvede fantasiknogler på en gul baggrund som motiv:

   

Specielt nogle små bronzeskulpturer hovedsagelig med motiver fra Grimms og H.C. Andersens eventyr lavet af Prins Henrik, synes jeg faktisk var gode.

   Her et næshorn med vinger - og en giraf-torso - fra Prins Henriks hånd:

Man kan sige at det ikke var til fordel for de to kongelige fritidskunstnere at Arken også viste en anden en stor retrospektiv udstilling - med malerier af Kay Christensen (1899-1981) - en maler som jeg i øvrigt ikke kendte noget særligt til selvom jeg nok husker at have set nogle få af hans malerier i bøger om den nyere danske malerkunst.

  Udstillingen introduceres sådan her på Aros' hjemmeside:

UDSTILLINGEN KAY CHRISTENSEN – DET EVIGE EVENTYR ER EN HYLDEST TIL DEN DANSKE MALER KAY CHRISTENSEN (1899-1981) FOR HANS FORTÆLLENDE OG POETISKE BIDRAG TIL DANSK KUNST. DET ER DEN FØRSTE STORE MUSEUMSUDSTILLING MED KUNSTNERENS VÆRKER SIDEN 1981.

Han kan meget vel være valgt til at supplere "Pas de deux royale"-udstillingen  fordi han jo deler interessen for det fortællende, eventyrlige og poetiske med Margrethe og Henrik. 

   "Kay Christensen - De evige eventyr" var en fremragende udstilling med mange fremragende billeder, som satte de kongelige værkers gennemgående overfladiskhed i relief - ikke mindst når man som jeg gik helt uforberedt fra deres udstillingslokaler og ind i Kay Christensens.

   Her nogle af hans malerier:

La Mouche. "Skønne er de ting vi ser/ Skønnere er de ting vi forstår/
Men langt de skønneste er til visse de som vi ikke forstårr" (Steno)

Den evige finhed

Balkonen, Paris, 1936

Kay Christensens billedverden kan kan give mindelser om Chagall - men giver også associationer til den danske tegner Ib Spang Olsen som jeg for nylig så en meget fin dokumentarfilm om og med, produceret af hans søn Lasse Spang Olsen.

Aros hjemmesiden fortæller om ham:

Inden for dansk kunst forblev Kay Christensen en ener med sin fine sans for farvens udtryksfuldhed og stoflige skønhed. Han voksede op i et kulturelt interesseret hjem, hvor hans interesse for kunst, musik og digtning blev vakt i en tidlig alder.

   Igennem hele sin karriere tog Kay Christensen afsæt i det velkendte og nære med kvinden og barnet som ledende motiver, men i løbet af 1940’erne bliver grænserne mellem den ydre virkelighed og kunstnerens indre verden mere og mere udvisket. Hans figurer begynder at ligne lyriske eventyrskikkelser placeret i et grænseland mellem drøm og virkelighed. I lighed med Marc Chagall lod Kay Christensen indimellem sine figurer svæve i rummet; herunder eventyrskikkelsen Miriam, der for Kay Christensen blev et gennemgående symbol på skønheden og lykken i livet.

   Kay Christensen var fortæller, både i sine billeder og på skrift. Ud over at illustrere andres værker skabte han ofte sin egen syntese af ord og billede, bl.a. i sin store litografiske bog Eventyret om Evigglæde og de fire Vinde (1948). Den sanselige, poetiske og linde ordstrøm, som karakteriserer hans fortællinger, omdanner han i sine billeder til drømmelignende motiver, hvor overgangen mellem forgrund og baggrund ofte glider sammen i et let slør af små penselstrøg.

   Kay Christensen var en kunstner, hvor farvens og poesiens genius var lyslevende til stede, og hvor eventyrets blomster foldede sig ud på lærredet. Hans værker er på én gang glade og tungsindige, poetiske og uhyggelige. De rummer alle det evige eventyr i sig.

En lige i øjet-karakteristik. Afspejler meget godt det indtryk han gjorde på mig og fruen.

   Det var en af de helt store oplevelser, som vi fik - helt uforberedt. Serendipitet.

Gå på Aros og se Kay Christensen - og hvis man vil se de to majestæters udstilling - så undgå at se dem på samme dag.