Sider

onsdag den 6. november 2013

Akvarelmaleriets mysterier (23) - om visuelle formler og rigtige forkerte farver i akvareller fra Sydspanien

Malaga er den største by på Costa del Sol. Vi boede i et lejet hus på en bjergskråning i en mindre provinsby 12 km ved kysten nordøst for Malaga, med udsigt over Middelhavet og adgang til daglige morgensolopgange. Navnet: Rincon de Victoria
   Jeg knipsede på livet løs af mulige motiver til akvareller, både fra visuelle indtryk i byen, ved stranden og havet og fra de mange hvide bjergbyer.
   De fysiske mulighedder for at sidde og male, var klart bedre end de hotelværelser jeg ellers har brugt som atelier for mine akvareller.

Lidt uventet for mig selv blev dette foto den første inspirationsbillede - det første referencefoto:


Der var flere ting der optog mig:
   For det første at det var et modlysbillede med en "stjernesol" som central lyskilde. Og netop "stjernesol" havde jeg et uforløst udestående med som motiv i et af Kreta-akvarellerne.
   For det andet solreflekserne i havet. Som motivisk altid har fascinationsværdi.
   For det tredje var det farven på himlen og på skyerne som var interessante og anderledes: en mørk gråblå farve var gennemgående.
   Så var der den blå gadelampe og palmen som silhuetter i modlys som også gav en del af det æstetiske indhold i billedet.
   De væltede lodrette linjer, som kameraets vidvinkel-optik producerer, ville jeg abstrahere fra, ligesom jeg også ville fjerne de dele af en overdækket terrasse som var kommet med i billedet.
   Jeg skitserede motivet i enkle linjer, og dækkede solen  og reflekserne i havet med maskeringsvæske.

Så kom der den her akvarel ud af det:


Godt var det ikke, men nogle kvaliteter havde det: den blågråviolette farveholdning, "stjernesolen" og reflekserne i havet. 
   Men himlen og skyerne var sjask og sjusk. Jeg havde simpelt hen ikke brugt tid på at beslutte hvordan himlen og skyerne omkring solen skulle "løses".
   Også kompositionen var dårlig, præget af afsmitning fra referencebilledets i forvejen svage komposition - med al motivvægten lagt til højre for den lodrette symmetriakse. 
   Endelig havde jeg erstattet de udstikkende bygningselementer fra fotoet med en ekstra palme, men ikke taget højde for de meget stejle perspektivlinier som ville kræve at den nye palme var meget mindre end den foranstående hvis perspektivlinierne skulle kunne mødes i et enkelt punkt lidt uden for billedet.
  
Om igen. Væk med palmerne, en ekstra gadelampe i forgrunden i korrekt perspektiv, og først og fremmest: en beslutning om en fast  grafisk motivisk formel til at styre skyformationernes udtryk.
   NB. Jeg har tidligere skrevet om "motiviske formler" for naturelementer, noget der som fx. kendetegner stilen i japanske træsnit, se slutningen af dette blogindlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/akvarelmaleriets-mysterier-10.html
Så kom anden version til at se sådan ud: Bingo!

Malaga Dream (1)

Fra at være en dårlig og relativt ureflekteret halvkopi af referencefotoet som var resultatet af første forsøg, er der nu tale om en akvarel med en visuel ide og konsekvent grafisk stil - et typisk "drømmebillede" - svagt surrealistisk i kraft af den sære belysning der får billedet til at svæve mellem dag og aften, og et motiv der er defineret ved et urealistisk stejlt perspektiv som i kraft af lygtepælen i forgrunden med en del af "halsen" uden for rammen - er overtaget og forstærket fra referencebilledets vidvinkel-optiske forvrængning. 

Men jeg kunne godt tænke mig at finde en anden formel for skyerne end den meget bastante jeg har brugt her. 
   Så en akvarel mere med endnu en udgave af dette motiv, ligger på bedding i min bevidstheds akvarelværksteed.

Så valgte jeg et foto af et smukt og betagende bjerglandskab som det næste reference-billede. Der var det hele: dybde og udsigt, et varieret motiv der kombinerede bjerge, træer og en sø eller en flod. Og en ikke for krævende himmel:

Malaga-referencefoto (2) 
Igen havde jeg ikke foretaget en ordentlig analyse af motivets grafiske muligheder og krav, men gik bare igang med at male. Her er resultatet:


Et rigtig dårligt maleri. Sjusket hele vejen igennem. Nærmest på samme niveau som de første dages mislykkede billeder jeg malede på mit første akvarelkursus med Bardur Jakupsson ved Gardasøen.

Jeg får ofte at vide af fruen at jeg, når jeg spiser, er alt for grådig og forslugen. Så i stedet for at nyde den gode mad jeg selv har lavet, og give mig tid til at opleve de smage og lugte den afgiver, så skovler jeg den ind uden for alvor at få mulighed for at sætte pris på hvad jeg får i munden og i næsen. 
   Det er nogenlunde det samme her. Jeg har gået og glædet mig så meget til at male, at jeg bare sjasker og sluprer derudaf - og her faktisk ødelægger en godt oprindelig tegning af landskabet.
   Om igen.

Der er det problem i referencebilledet at næsten hele motivet ligger i skygge. Og dermed bliver det maleri der udspringer af det, fladt hvis  ikke man får tilført det dybde og rumlig karakter ved at sætte ekstra lys på.
   Så det beslutter jeg først: Sollys skal komme fra en kilde ("solen") uden for rammen der ligger i retning af billedets nordvestlige hjørne. Det giver muligheder for klare skyggekløfter i bjergene i baggrunden. Og mulighed for at give træerne form og karakter gennem lyse kanter på løvet i toppen af træerne i kontrast til en mørkere skyggeside.
   Jeg beslutter endvidere at der skal være større farveforskelle i bjergenes grå og violette toner, og at bjergsiderne i mellemgrunden skal være rødbrune, sådan som de rustfarvede kalkbjerge i Sydeuropa ofte er.
   Skyerne på himlen skal være klare, og vandet i søen mørkt og jævnt - uden refleksioner.
   Så kom det til at se sådan ud:

Malaga Dreams (2)
Helt vellykket er det ikke. 
   Men nu er det trods alt et maleri med karakter og identitet. Specielt vandet virker forkert, både i farvevalget og i kraft af at det ikke er malet jævnt i første omgang.
   Men der er noget at arbejde videre med: bjerge med skygger i kløfter og sprækker og huler der bliver fremhævet på grund af et skarpt morgen- eller sen eftermiddags sollys - mere eller mindre fra siden af bjergkæden.
  Bjerglandskaber med den fremtoning så jeg mange gange da vi kørte rundt i bjergene, men jeg fik aldrig taget netop det enkelte billeder der kunne være hovereferencefotoet for en akvarel. 
   Men jeg kan mærke at jeg har meget lyst til at lave det - så det kommer!

Det tredje referencefoto jeg valgte, var et af mange af de maleriske fiskerbåde som lå på stranden ved Reincon. Et oplagt motiv - men også forslidt.
   Og jeg har selv slidt på det i flere akvareller - både fra Kap Verde og fra Færøerne:

Kap Verde-fiskerbåde på stranden
Fiskerbåd på Færøerne
 Her er det udvalgte referencefoto fra stranden ved Rincon:


Jeg er ikke tilfreds med placeringen af den ene båd fordi noget af agterstavnen er røget uden for rammen.
   Heller ikke belysningen er jeg så begejstret for. Den er for svag. Det er for diset. Og sandets farve er for kedelig gråbrun. 
   Endelig er den ene båd malet med en meget lys dueblå i et bredt felt på siden og  - og kun på den ene side af agterstavnen, hvad der giver et udefineret diffust udtryk.
   Havde jeg kunnet løfte den båd, så ville jeg have byttet den ud med en af de andre i samme form, men med et et bredt bånd af blåt malet hele vejen rundt om den nederste halvdel af skroget.
   Men det løses naturligvis nemt med akvarelfarve på papiret bagefter.

Sådan kom det tredje billede i serien Malaga Dreams til at se ud:

Malaga Dreams (3)
Her nåede jeg til et rigtig akvarelmaleri i første hug. 
   Jeg havde analyseret, valgt formler til de enkelte elementer, sat ekstra farver på bådene, sat lys og skygge - og brugte så den tid det tog - specielt med den blå båds "indmad" - noget som krævede stor koncentration og en rolig hånd. 
   Penslen jeg bruger til den slags, kaldes en "rigger" - fordi den i tidligere tider blev udviklet af akvarelmalere til brug for at male rigningen i sejlskibe når de indgik som motiver i marinebilleder af den engelske sejlskibsflåde.

Hvad er jeg tilfreds med?
   Først og fremmest lyset der får billedet til at levere en helt speciel stemning af sensommer som faktisk modsvarer den følelse jeg havde da jeg gik rundt på stranden og tog fotos af fiskerbådene.        
   Men også fornemmelsen af sandet med skyggerne af en masse fodtrin, er jeg glad for.
   Og jeg har brugt en ny og vellykket formel for både himmel og hav - i sammenligning med tidligere himmel- og hav-akvareller.
   Som i de tidligere både-billeder øger det fascinationsværdien at referencefotoets vidvinkel-optagelse giver et fortegnet perspektiv af bådenes former.

Når jeg i bagspejlet ser på processen og forløbet af produktionen af de tre Malaga Dreams-akvarller, synes jeg igen det er slåenden hvordan de neuro-æstetiske principper som V. S. Ramachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain", har været styrende for udvælgelsen af motiverne, kompositionen af billederne og den måde de så er malet på: gruppering, overdrivelse, kontrast, isolation, borte-tit, tilsyneladende tilfældighed, orden-i-sagerne, symmetri, metafor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar