Akvarelmaleriets mysterier (21) - flere Burmadrømmerier - og en maleblokering

Selv om mange af bøgerne der introducerer til akvarelmaleriets teknikker, handler om at male blomster og planter som bærende motiv, så har jeg ikke selv turdet kaste mig ud i det. Det er for svært, forekommer det mig. 

   Og det er ikke blevet lettere efter at jeg lige nåede at komme op på Ordrupgaard og se udstillingen med Anna Sybergs  akvareller - hovedsagelig med blomster som motiv. 

   Spændende og tankevækkende, men uha hvor hun er god. Det var også spændende at læse den bog som blev udgivet i anledning af udstillingen - af Line Funder og Sys Hindsbo:

Anna Syberg er en af de få kvindelige malere der omkring århundreskiftet tilkæmpede sig en en vigtig plads i kunsthistorien som pioner og frontløber - men typisk først fik alvorlig anerkendelse af kolleger og de kunstkloge efter sin død.
   Jeg har tidligere skrevet et kort indlæg om hendes mand Fritz Syberg, primært med afsæt i nogle oplysninger om en traumatiseret barndom - med ekstrem fattigdom, tidligt fadertab og en mor som sammen med halvsøsteren endte på fattiggården, mens han selv var arbejdsdreng.
 
Vel nærmest en ren H.C.Andersen-barndom - gange 2:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/fritz-syberg-hans-barndomstraumer-og.html

Fritz Syberg er også bl.a. akvarelmaler, en af de store landskabsmalere i nyere dansk kunsthistorie  Og højt anerkendt ved sin død i 1939. På det tidspunkt som den højst betalte maler i Danmark, ifølge dansk Wikipedia.
    Og en læsning af introduktionskapitlet i Erlend Porsmoses bog om hans liv og værk: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden", gør at jeg beslutter at de to skal have særbehandling i et senere blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier.

Denne gang handler det derfor primært om mine egne akvareller - i fortsættelse af dem jeg har vist og skrevet om i dette tidligere indlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/akvarelmaleriets-mysterier-18-burma.html

Det kunne være en god ide at læse det indlæg inden du går videre. 

   Her skriver jeg bla. a. med afsæt i de fire første akvareller jeg malede med motiver fra den rejse til Burma jeg foretog samme med fruen og "moster" for tre kvart år siden:

Jeg var faktisk ret tilfreds med dem. I modsætning til høsten fra mit ophold på Kreta hvor kun et fandt nåde for mit kritiske blik bagefter. Og det var med et foto på nettet som "forbillede" - ikke et af mine egne fotografier fra byen.

   

Mest problematisk var det sidste i serien - bl.a. fordi den smukke kvinde heller ikke var en jeg selv havde tage fotos af på rejsen, og fordi det jeg ville vise, var den "sminke" af okkerfarvet pasta som mange af de burmesiske kvinder havde dekoreret deres ansigter med. 

   Og det mislykkedes totalt. Men alligevel endte maleriet med at blive ikke helt tosset, synes jeg. Jeg har ingen forklaring, bortset fra at jeg - som Kipling - tiltrækkes af disse eksotiske ansigter med skæve øjne, knaldsort hår og olivengylden hud. 

Men det er så en af de nye mål jeg har sat mig mht. til Burma-akvarellerne:

   Jeg vil vise det som når alt kommer til alt var det der gjorde størst indtryk på turen: de smukke og frie burmesiske kvinder som vi mødte mange gange, både som arbejdere i forskellige værksteder, og som sælgere af frugt og grønt, og af smykker og andre former for kunsthåndværk. 

   Og dem havde jeg faktisk taget en del fotos  af - i håb om at nogle af dem kunne bruges som "referencebilleder" (et nyt ord jeg har lært fra akvarellitteraturen - for fotos som man bruger som "forbilleder" for sine egne malede akvareller).

Langt de fleste akvarelmalerier jeg har set, har været med landskabs-, by- og naturmotiver, fx også Olav Rudes som jeg skrev om i ovennævnte indlæg. Og de akvareller jeg producerede på kurserne med Bardur Jakupsson var også landskabs- og bybilleder hvor mennesker ikke indtog nogen central plads i motivet. 

   Heller ikke mine akvareller med motiver fra Kap Verde havde mennesker som centralt motiv.   

Og den første akvarel i anden Burma-ombæring følger sporet - som en slags fortsættelse af det ovenfor med de tre krukker på en balustrade med flodlandskabet som baggrund, men nu kun med en enkelt krukke - og i blåt - og med små sejlende indfødte på floden: 

.

Jeg havde svært ved at komme igang igen med maleriet i midten af maj, så det lettede at fortsætte med de tekniske landvindinger omkring reflekser fra solen, de skyggemodulerede runde former og slagskyggen fra det første krukke-billede. Samtidig med at jeg her og nu kunne frigøre mig mere fra referencefotoet.

Jeg repeterer lige Ramachandrans liste af neuroæstetiske grundprinciper:

• gruppering 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit 
• tilfældighedsafsky 
• ordentlighed 
• symmetri 
• metafor 
• metonym (egen tilføjelse til listen) 

Jeg er sådan set meget tilfreds med den blå krukke-akvarel. 

   I kraft af den ekstra isolation af krukken til et enkelt dominerende eksemplar, valget af den unaturlige, overdrevne blå farve, og indførelsen af de meget små sejlende mennesker i baggrunden som kontrast, giver billedet mig selv en fornemmelse af at der ligger et ekstra betydningslag bag det det viser - at krukken fra at være et metonym på den burmesiske gamle folkekultur, bliver en metafor på noget andet og større - ja, hvad skal jeg sige - på 'den burmesiske sjæl'.

   Det lyder måske lidt højtideligt, men jeg ville gerne med akvarellen give en oplevelse parallelt til den som de store burmesiske tempelklokker giver - dog uden det religiøst-buddhistiske indhold som de bærer med sig.

   Jeg har så i øvrigt også nydt at følge princippet om 'ordentlighed' og 'tilfældighedsafsky' ved kompositionen!

Næste billede var også et jeg havde besluttet at male når jeg kom hjem, nemlig solnedgangen over Bagans eventyrlige pagode-/stupa-slette som jeg har skrevet om i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-6-omm-piger.html

Da det kom til stykket var der ikke nogen af de fotos jeg selv havde taget af det motiv - og det var mange - som jeg synes var spændende og interessante nok. Mit kamera og min fototeknik var ikke gearet til det - med kombinationen af modlys, skumring og en næste monokrom farveskala.
   Så jeg endte med nødløsningen, at bruge et af de undelig mange fotos man kan finde på nettet som delvis reference:
   Resultatet er her:

Det er ballonerne der gør forskellen. De tilføjer et moment af 'kontrast' og 'borte-tit' som manglede i mine egne fotos. 

   Samtidig fik jeg afprøvet det at male et næsten monokromt farvet motiv, hvad mange undervisningbøger i akvarel fremhæver som noget man bør eksperimentere med fordi det giver en særlig 'abstraktions'-effekt.

   Lag på lag-teknikken som jo er den jeg indtil videre har dyrket mest, fungerer fint når motivet netop skal have dybde uden mulighed for perspektivlinjer mod et punkt i horisonten. Der lægges simpelt hen flere lag på jo længere frem i mod tilskueren pagoder og træerne befinder sig. 

   Billedet er nok i virkeligheden ikke et solnedgangsmotiv, men et morgendæmringsmotiv. Ballonflyvning med turister foregår tidligt om morgenen inden solen har varmet så meget at der begynder at komme opvinde og vindstød på sletten. 

   Vi fløj ikke i ballon i Burma, men prøvede det i Ægypten. En fantastisk og på mange måder uvirkelig og eventyrlig oplevelse, som jeg selv ikke kan lade være med at læser ind som et betydningslag i denne akvarel.

Her er referencebillederne, både mit eget og det jeg fandt på nettet:

Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet, men kunne godt tænke mig at eksperimentere med flere forskellige farvenuancer i dybden, så dybdeperspektivet blev et resultat af såvel variation af farveintensiteten som et mere radikalt skift i farver frem mod beskueren.

Så kommer vi til de sidste to akvareller i den nyeste Burma-dreams-serie. 

   Det første blev malet i slutningen af maj - umiddelbart i forlængelse af den billedet med den blå krukke og pagodesletten-billedet. Motivet - en kvinde der sælger frugt og grønt - siddende på en togperron som vores tog holdt ved.
   Hun sad midt i den brændende sol - og havde bredt en blå plastikpresenning ud til at sidde på - og til at have sine varer på.

Den sidste akvarel i serien - af en sejlende kvindelig sælger af smykker til turister på Inlesøen - blev godt nok skitse-tegnet i maj ... Men så gik jeg også totalt og aldeles i stå:
   Jeg oplevede en regulær 'maleblokering'!

     Og hele sommeren hvor jeg havde tænkt jeg rigtig skulle kaste mig ud i udforskningen af akvarelmaleriets mysterier, kunne jeg simpelt hen ikke komme igang. 

   Der kom hele tiden "noget i vejen". Ikke mindst forberedelsen og arrangementet af min 70 års fødselsdag 3.-4. august - med 70 overnattende gæster - blev brugt som en dårlig undskyldning. 

   Men i starten af sidste ug tog jeg tegningen frem, tegnede videre og fik akvarellen malet færdig - eller rettere - måske færdig:

Fælles for de to store akvareller er at da jeg tog referencefotografierne, havde jeg en klar forestilling om at de ville levere nogle af den slags motiver jeg ønskede. 

   Og samtidig vidste jeg at de nok ville blive alt for svære at male i akvarel. Så jeg var på forhånd indstillet på at de ville mislykkes.
   Sikkert dumt.

   Jeg syntes ikke jeg havde noget klart akvarelteknisk fundament at trække på når det gjaldt hele menneskefigurer med ansigter, lemmer, krop og klæder. Og at male mennesker med en delvis naturalistisk ambition, var heller ikke hvad mine 'lærebøger' fokusrede mest på. 

Olav Rude, elev af Fritz Syberg,  formulerede princippet for akvarelmaleriet som proces: at man skal tænke længe og male hurtigt. 

   Det er jo i hvert fald rigtigt for den sejlende smykkesælgers vedkommende. Selv da jeg var kommet i gang, malede jeg først en dag, så en dags pause, så en dag, og så en dags pause, og så endnu en dag med at male. En proces op ad bakke. Og det kan nok ses.

   Det billede tog mindst tre dage at male. Nogenlunde det samme tog det at male grønthandlerinden på perronen, men hun blev malet i et hug tre måneder før.

De to 'figur i miljø-akvareller' mislykkede ikke, synes jeg. Men de har begge klare svagheder. Det er tydeligt at jeg "kæmper med stoffet".

   Begge billeder fortæller om burmesiske kvinder som er fascinerende og tiltrækkende i kraft af deres kropslige og mimiske udtryk. De er selvstændige, de er ikke sky og generte.  De gemmer sig ikke bag slør. Og de arbejder for at leve. Og tjener penge til livets ophold derved.

   Der er fysisk kropslig fremdrift og aktion i dem begge, nogle af de egenskaber jeg også føler mig tiltrukket af i nogle af Degas´ pasteller som jeg tidligere har skrevet om.

  

I begge billeder har jeg dyrket det jeg gennem alle mine akvareller har været fascineret af at vise: det stærke sollys der fungerer som en form-, dybde- og kontrastgivende projektør på motiverne. 

   Og det fungerer her som jeg havde forestillet mig: øjeåbnende og fantasi-stimulerende - og uden sammenligning i øvrigt: lidt ligesom i nogle af Vermeers og Rembrandts billeder. 

   Kvindernes tøj med dybe folder og ansigternes mimik fremhæves stærkt og næsten overdrevent gennem dette valg af naturlig scenebelysning.

Det der er tiltrækkende ved grønthandlersken på perronen som motiv, er vriddet i kroppen - samtidig med at hun sidder låst fast på stedet med benene trukket ind under sig. 

  Den sejlende smykkesælger som rækker hånden ud mod beskueren som en gestus der inviterer til at komme nærmer og se varerne i båden, har samme kvalitet - idet hun er låst fast i sin båd og skal holde den stille med åren i søbunden så kunderne kan se udvalget.

   I begge tilfælde er der et 'interessant' spændingsforhold mellem action og fastlåsthed som jeg intuitivt har ønsket at få frem.
   Men det er først nu - bagefter - at jeg kan se at det er det jer er gået efter.

En særlig styrke ved grønthandlersken på perronen er at de blå nuancer er så gennemgående, og at skyggerne er så skarpe og næsten sortblå. Dermed er de med til - som kontrast - at fremhæve de andre farver - både i hendes tøj og blandt frugterne.

   En særlig styrke ved ved smykkesælgeren er at hun er placeret på en diagonalplaceret åben båd i det grønligttonede søvand, og at hun faldbyder en overdådighed af (billige) turistsouvenirs i form af sølvringe og jadeperlekæder.  Bogstaveligt talt - uden at blinke.

De klare æstetiske svagheder i begge billeder har jeg ikke lyst til at pensle ud nu. 

   Men her er de to referencefotos: