Den kreative Burmarejse (8) - om naturånder og synæstesi

Som jeg skrev i det forrige indlæg, er jeg løbet tør for vers fra Mandalay-sangen. Men ikke for emner jeg gerne lige vil have med i serien om "Den kreative Burmarejse". Det her bliver det sidste i serien.

Jeg  har hovedsagdelig skrevet om seværdigheder vi ikke så og om oplevelser vi ikke havde - på grund af begrænset tid, begrænset udvalg af seværdigheder fra regimets hånd, og fordi der ikke blev fokuseret på dem af vores to rejseledere når de fortalte og introducerede til seværdighederne.

Til det vi ikke hørte og så så meget til under de 11 dages rundtur, var den del af religionen i Burma som inkorporere "NATS" - Burmas 'naturånder'.

   Da vi besøgte Popa-bjerget, kunne de gruppedeltagere der tog alle 777 trin op til toppen, have oplevet figurative fremstillinger - udklædte dukker eller skulpturer - af de "37 GREAT NATS":

 

 

Jeg oplevede ikke de "37 GREAT NATS", selvom 777 for burmeserne er et super helligt tal, hvad der burde lette opstigningen. Men for en sværvægter som mig ville det være døden at gå de 777 trin op ad trappen til pagoden på toppen af Popa-bjerget. Også selv om bjergets mange Nats måske ville være venligt stemt over for mit opstigningsforsøg.

   

Men vi så også andre steder på Burma-rejsen NATS-figurer af forskelligt udseende og tilvirkning, og burmesere der "dyrkede" dem med gaver og ritualer. 

   Det er dog først efter vi er kommet hjem, at jeg gennem research er blevet klar over hvor vigtig en del af Burmas religiøse kultur og tradition disse  naturånder faktisk er.

   Troen på de burmesisike naturånder blev integreret og synkretiseret med Buddhismen for omkring 1000 år siden, og indgår stadig som en central del af de almindelige burmeseres dagligliv og forestillingsverden.

   Wikipedia:

The nats are spirits worshipped in Burma in conjunction with Buddhism. 

   They are divided between the 37 Great Nats and all the rest (i.e., spirits of trees, water, etc.). Almost all of the 37 Great Nats were human beings who met violent deaths.

   They may thus also be called nat sein  (lit. green spirits). The word 'sein', while meaning 'green', is being used to mean 'raw' in this context. There are however two types of nats in Burmese Buddhist belief.

   Nat spirits are termed lower nats or auk nats, whether named or unnamed, whereas ahtet nats or higher nat dewas inhabit the six heavens. 

   Much like sainthood, nats can be designated for a variety of reasons, including those only known in certain regions in Burma. 

   Nat worship is less common in urban areas than in rural areas, and is practised among ethnic minorities as well as in the mainstream Bamar society. It is however among the Buddhist Bamar that the most highly developed form of ceremony and ritual is seen.

   Every Burmese village has a nat sin which essentially serves as a shrine to the village guardian nat called the ywa saung nat.

   An offertory coconut is often hung on the main southeast post in the house, wearing a gaung baung (headdress) and surrounded by perfume, as an offering to the Min Mahagiri (Lord of the Great Mountain), also known as the ein dwin or ein saung (house guardian) nat. 

   One may inherit a certain member or in some instances two of the 37 Nats as mi hsaing hpa hsaing (lit. mother's side, father's side) from one or both parents' side to worship depending on where their families originally come from. One also has a personal guardian spirit called ko saung nat. 

Fascinerende, selv om traditionen ifølge kilderne er på retur i de store byer.

Troen på og dyrkelsen af naturånder kaldes fagligt 'animisme'. 

   Grundlæggende indebærer 'animisme' forestilingen om at naturen er besjælet eller personificeret: bjerge, floder, træer, klipper, søer, dyr, fugle og fisk er i den animistiske forestillingsverden udstyret med menneskelige egenskaber, følelser, intentioner og vilje. Og de kan  styre og gribe ind i menneskenes dagligliv.

   Det er en form for religiøsitet eller spiritualitet som af antropologer og religionsociologer betragtes som meget gammel.
   Sammen med shamanisme og totemisme er animismen udbredt blandt de fleste naturfolk - jægere og samlere - før de stor kulturreligioner opstod sammen med oldtidens storbysamfund og nationer baseret på landbrugsproduktion af kornafgrøder.

Rester af den animistiske oprindelige religion findes hos eskimoerne, hos indianerne i Nord- og Sydamaerika, hos aboriginerne i Australien, hos maroierne på News Zealand, hos hestenomaderne i Mongoliet, hos Samerne i Nordskandinavien. For nu at nævne nogle oplagte grupper.

   Men som det er sket i forhold til Buddismen i Burma er troen på en besjælet natur mere eller mindre blevet integreret og opslugt i de stor kulturreligioners gudegallerier og slår der igennem som hellige bjerge eller træer, som dyreguder eller som blandingen af dyr og mennesker.

  I nordisk mytologi har vi træet Ygdrasil, Fenrisulven, Midgaardsormen. 

  I den ægyptiske religion har vi guderne Anubis og Horus - og ikke at forglemme Sfinxen. 

  I græsk religion det hellige bjerg Olympus og kentaurne. Og i øvrigt en masse andre blandinger af naturvæsner og mennesker.

  Den skandinaviske middelalderlige folkereligion indbefatter naturånder som nøkken, havfruer og havmænd, og vætter, dværge og trolde.

I Japan har man det ultimativt hellige bjerg Fujiyama som ikke mindst den japanske træsnitmester Hokusai gjorde kendt i hele den civiliserede verden i slutningen af 1800-tallet. 

Den stærke og ældgamle animistiske Shinto-kultur i Japan er mere eller mindre blended og synkretiseret med Buddismen - ligesom Nats-forstillingerne er det i Burma.
   Men den gennemsyrer stadig den japanske kultur og tænkemåde på en lang række livsområder, og den er blandt andet en af forudsætningerne for den fantastiske japanske havekultur som også har en kontinuert tradition der går over 1000 år tilbage.

   Hvor levende den japanske animisme som kilde til kreativ tænkning stadig er, fornemmer man ikke mindst i den store japansk tegefilmkunstner Hayao Miyazakis tegnefilm som jeg flere gange har omtalt her på bloggen.
   Tænk bare på filmen "Min nabo Totoro":

Og hvad skulle fantacy-litteraturen og -filmene have gjort uden den årtusindgamle animistiske tradition og al(le) dens væsen(er).
   Eller for den sags skyld Walt Disney klassiske tegnefilm.

Animisme er jo en form for religiøs eller spirituel tonet konceptuel blending hvor i princippet bevidstløse naturfænomener blandes og integreres med forestillingen om "sjæl" og "ånd" og "bevidsthed". 

   Og det som slår mig, er at der kan være en række helt regulære neurobiologisk forklaringer på animismens opståen hos de oprindelige folk, nemlig den særlige form for synæstesi som kaldes "synæstetisk personifikation", og som består i at nogle mennesker - ufrivilligt og automatisk - oplever at tal, bogstaver, ugedage, måneder - og også genstande i omgivelserne - bliver associeret med personlige egenskaber, herunder med køn.

   Her beskrives den form for synæstesi i en anden blog:

This type is known as ordinal-linguistic personification, or OLP. An individual who experiences this will associate ordered sequences with various personalities. Ordered sequences may include numbers, letters, months and so on. For example, a person with OLP may look at the letter ‘A’ and think in his mind that ‘A’ is a rude letter. Personally, I think it’s rather amusingly self-deprecating – but that’s just me. Check out Seattle graphic designer, Jesse Jaren’s unique portrayal of ordinal-linguistic synesthesia (shown in the graphic below) in this entertaining and informative blog post. You’ll agree, it’s pretty awesome. 

 

In addition to thinking that certain ordinal sequences have a personality, a synesthete may also imbue a personality within an object. While occurrences have been reported early on, this is a type of synesthesia that has only gained attention from researchers in recent years.

En videnskabelig artikel beskriver et case-studie af en sådan synæstet under rubrikken:

When "3" is a jerk and "E" is a king: personifying inanimate objects in synesthesia.

Artiklens "abstract" fortæller: 

We report a case study of an individual (TE) for whom inanimate objects, such as letters, numbers, simple shapes, and even furniture, are experienced as having rich and detailed personalities. TE reports that her object-personality pairings are stable over time, occur independent of her intentions, and have been there for as long as she can remember. In these respects, her experiences are indicative of synesthesia. Here we show that TE's object-personality pairings are very consistent across test-retest, even for novel objects. A qualitative analysis of TE's personality descriptions revealed that her personifications are extremely detailed and multi-dimensional, and that her personifications of familiar and novel objects differ in specific ways. We also found that TE's eye movements can be biased by the emotional associations she has with letters and numbers. These findings demonstrate that synesthesia can involve complex semantic personifications, which can influence visual attention. Finally, we propose a neural model of normal personification and the unusual personifications that accompany object-personality synesthesia.

Jeg kan nemt se en sammenhæng mellem den form for synæstesi og fx burmesernes tradition for at opfatte bestemte tal som særlig gode (og dermed lykkebringeende) eller dårlige (og dermed uheldsvarslende). 

Dette at besjæle og personificere dyr - og altså tillægge dem menneskelige følelser, intentioner og bevidsthed, kan også forklares af den moderne hjerneforskning. Nemlig den del som i de sidste 10-15 år har indkredset spejlneuronernes funktion som det neurologisk grundlag for den menneskelige empati - og for mulighederne for - helt automatisk og ureflekteret - at kunde identificere sig med et andet menneske.

   En særlig form for synæstesi man har opdaget for relativt nylig, er den som betegnes som 'mirror-touch-synæsthesia', og som indebærer at man, altså synæsteten, fx. føler en reel stikkende smerte på sin egen arm et bestemt sted, hvis man ser en anden blive stukket i armen på det tilsvarende sted; eller hvis man ser en anden person blive kildet i nakke, så føler man selv at nogen kilder en i nakken. Og man kan ikke lade være med at føle det når det sker.

De forskellige former for synæstesi er sandsynligvis meget mere udbredt end man hidtil har troet, først og fremmest fordi synæsteter oplever den automatiske og ufrivillige "sammenblanding" af delvist imaginære sanseinput som noget helt naturligt, og som - antager de - er mentale fænomener alle oplever. Derfor er det ikke noget at nævne eller tale om.

   Hvis man forstiller sig grupper af omvandrende jægere og samlere i den førhistoriske  stenalderkulturer, så må der naturligvis relativt ofte have være synæsteter i blandt dem. Og disse synæsteter kan meget nemt have fået en særlig status, som shamaner fx, ved helt automatisk at kunne beskrive de omgivende forskellige naturfænomenter som værende besjælede og personificerede.