Synæstesi hos frisøren, i familien og i litteraturen - Hanne Marie Svendsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen som cases

Jeg har et par gange skrevet om min kreative frisør - og om de udbytterige snakke vi har når jeg besøger ham for at blive klippet. Det medfører at jeg får 'special treatment' - som regel en halv times ekstra klipningstid oven i hatten - for at vi kan nå at få talt ud og talt igennem.

   Min kreative frisør har for nylig ansat en elev. Frisørelever er for det meste unge kvinder. Men denne gang har han altså ansat en ung mand som også er kreativ. Fx er han god til at tegne. Og han har efter sigende en ADHD-diagnose med i rygsækken.

Sidst jeg var til frisør, snakkede vi blandt andet om det med synæstesi. Og jeg spurgte om han evt. var synæstetiker. 

   Det var han ikke.
   Men frisøreleven havde hørt hvad vi snakkede om, og kom hen og fortalte at det var han til gengæld. Bogstaver og ord forbandt han uvillet og automatisk med farver. 

  Og frisøreleven havde først opdaget det tre uger før - altså at der var et særligt fagudtryk til at beskrive fænomenet - og at det ikke var alle der havde det sådan, men kun et mindretal. At den mentale automatiske kobling mellem bogstaver og ord på den ene side og farver på den anden, altså var noget særligt.

Det var faktisk dette besøg hos frisøren der ad snørklede associative omveje førte til indlægget i lørdags om skriveblokeringer, latente hæmninger - og jeg skal komme efter dig - et indlæg som sluttede med et citat fra Politikens bogtillæg hvor forfatteren Hanne Marie Svendsen afslørede og udstillede at hun også var ord/bogstav-farve-synæstet - ligesom fruen herhjemme er det.

Det førte videre til at jeg i søndags spurgte min (pap)søn om han havde det ligesom sin  mor, da det jo antages at synæstesi er en særlig neurologisk  kobling  i hjernen der er arvelig - "goes in families" - selvom det der "arves" ikke nødvendigvis er samme form for synæstesi. 

   Olive Sacks beskriver i sin bog 'Musicophelia' forskellige former for musik-synæstesi kendetegnet ved at forskellige aspekter af musik automatisk aktiverer andre sanse- og oplevelsesdomæner som smag, farve, lugt, form, berøring. Min søn er meget musikalsk og havde i mange år ambtioner om at synge professionelt, så det kunne meget vel tænkes at der var en kobling der.

   Men nej, der var ikke bid.
   Så kom hans ældste søn, mit barnebarn ind. 18 år og meget kreativ. Er både dygtig til at tegne og male, synger og spiller flere instrumenter på et højt niveau. Men på spørgsmålet om han forbandt bogstaver og ord med farver, var svaret også nej. 

   Men da jeg så spurgt om han fx koblede tal sammen med personlige egneskaber, så ramte jeg plet. Hans reaktion helt entydig og spontan: Ja, tal havde forskellig personlighed eller forskellige kombinationer af personlige egenskaber og karaktertræk. Og han kunne straks beskrive hvilken slags personlighed nogle tal havde: "5 er det stærke og maskuline, mens 6 er det snu og hurtige. 20 er det venlige, men ikke særligt kloge tal, mens 21 faktisk er lidt det samme som 6."

   Siden har han på min opfordring suppleret op med sit synæstesiforhold til bogstaver: 

Med hensyn til bogstaver er det lidt anderledes. Det er gerne bogstavkombinationer jeg "reagerer" på, og med dem er det ikke så meget en personlighed, der er tilknyttet, men mere en "vibe", der er altså nogle kombinationer jeg bedre kan lide eller synes er sejere end andre. For eksempel er 'sympati' eller 'bz' nogle ord/bogstavkombinationer som tiltaler mig. Ikke udtalen, men det visuelle aspekt. Om det er en vokal eller konsonant er sådan set ligegyldigt. Der er også nogle bogstaver jeg forbinder med personligheder; for eksempel z, x og y, hvor z er lederen, x er den store håndlanger og y er en kvindefigur.

Det næste led i kæden var en mail fra Hanne Marie Svendsen der gav mig et citat fra en af hendes tidligere romaner, 'Under Solen', hvor en hovedperson havde en synæstetisk inficeret drøm der byggede på koblingen af bogstaver og farver:

Margrethe Thiede Holm drømte, at hun var død. Hun stod på en høj bakke og så ud over byen. Blæsten ruskede i hende og ville have hende til at lette, men hun lænede sig bagover, borede fødderne fast mellem stikkende strå. Endnu havde hun tyngde til at stå imod.

   Langt nede i sengen over det hvide ansigt, et stort gammelt firkantet ansigt med furer omkring den indfaldne mund, var hendes navn skrevet i sorte bogstaver: Margrethe Thiede Holm. Men her oppe løstes bogstaverne ud fra hinanden, svævede væk som solnedgangsskyer og farvede drager, E´et i elfenben, et lyserødt A halvt opløst i konturerne, I´et blåviolet, kobberfarvede og og orangerøde T´er og R´er på vej i hver sin retning. Det blege Holm var allerede forsvundet ud mod horisonten, borte langt over havet. Det hørte ikke rigtig med til hendes navn, selv om hun havde båret på det mange år af sit liv. Snart var også hendes egne bogstaver vejret væk for vinden, og hun var ingenting, en lille fortætning i skylaget, gråsort som himlen bag solnedgangsskyerne, gledet i eet med den. Men endnu havde hun tyngde. 

   Hun gjorde sig endnu tungere, stemte imod. Natkjolen fløj ud som et sejl over benene med deres knuder og blå årer. Langt ude på det blyfarvede hav stod et vrag og tegnede med spanter og master sit VRAG mod horisonten. Nu krængede det over, gled længere ned i bølgerne. G, A, R forsvandt, og af båden var kun et halvt væltet V tilbage.

Det har jeg ikke tænkt på før. At man kunne gøre det til en del af en fiktiv persons karakter og mentale set up at være synæstetiker. Hidtil har jeg kun opfattet 'litterær synæstesi' som et stilistisk-retorisk figur der blev dyrket af lyrisk orienterede forfattere i særlige litterære perioder, som det fremgår af dette leksikoncitat fra Den Store Danske Encyklopædi:

synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.

Jeg tænker det kunne være interessant om der var andre forfattere der havden skrevet om og beskrevet fiktive personer som de havde begavet med det mentale særtræk at være underlagt en eller anden form for synæstesi.

   Og ja, lidt søgning på nettet viser at forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen som jeg tidligere har udpeget som synæstet, at hun har skrevet to romaner om den kvindelige mystiker fra middelalderen, Hildegard af Bingen, og her har gjort hovedpersonen Hildegard til synæstetiker.

   Forfatteren skriver i et indlæg på sin blog fra 13.12.09 hvorfor hun gjorde det valg:

Jeg har gjort Hildegard til synæstetiker. Eftersom det ikke interesserede hende, at skrive om sig selv og sine private sensoriske oplevelser, er det ikke noget, jeg har kunne læse mig til. Men selvom jeg ikke kan bevise, at den historiske Hildegard af Bingen var synæstetiker, er det en nærliggende tanke for mig. For det første fordi hun beskriver, hvordan musikken allerede findes i verden på en sådan måde, at den kan aflyttes og videregives. For det andet fordi sproget i hendes visioner er fantastisk billedrigt og sanseligt. For det tredje fordi poesi og synæstesi er nært forbundne for mig. Og for det fjerde fordi jeg selv oplever verden sådan, og det gjorde det nemmere for mig at leve mig ind i hendes verden, at jeg udstyrede hende med tilsvarende oplevelser.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller også om sine egne oplevelser med synæstesi. Det fremgår her at hun er multi-synæstet, dvs både farver, lugte, følelser og former indgår i koblingen til fx ugedagene:

Der gik mange år, før jeg for alvor indså, at alle mennesker ikke har den type oplevelser. Som barn fik jeg den første fornemmelse af det, da vi i 1. klasse skulle lære om forskellen på konsonanter og vokaler. Alle bogstaverne i alfabetet blev hængt op i klassen, vokalerne var røde, konsonaterne var blå. Det generede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det. For kunne enhver ikke se, at hvert bogstav havde sin egen farve, og at den farve også var knyttet sammen med både en tone og en følelse. Og at det i hvert fald ikke var de røde overfor de blå? Kunne de ikke se, at det derfor var komplet unødvendigt med den slags primitive og urigtige husketeknikker? Åbenbart ikke. Det var virkelig svært for mig at forstå. Ikke mindst fordi jeg ofte havde talt med mine bedsteforældre om de forskellige ugedages farver. De var ganske vist anderledes end mine egne og mine havde også former, men alligevel. Min mandag var f. eks oval, svagt turkis med et strejf af svømmehalslugt, min tirsdag var en lyserød cirkel med en frugtagtig duft og så fremdeles.

   De fleste synæstetikere oplever deres sansesammenblandinger som neutrale og meget lidt opsigtsvækkende. Som en naturlig måde at orientere sig på i verden. Sådan oplever jeg det også selv. Kun en gang imellem kan det være lige i overkanten, nemlig når lyde eller visuelle indtryk bliver meget stærkt koblet med fysiske fornemmelser. Det kan f. eks være svært at forklare, hvorfor jeg ikke bare synes, at en bestemt farve f. eks er grim, men at den ligefrem er koblet med en helt bestemt form for fysisk ubehag. For de fleste mennesker er det svært at tolke som andet end overdreven sarthed, så det er sjældent, jeg nævner det.

Det at være synæstet(iker) kan være besværligt i forbindelse med omgangen med andre mennesker som ikke har den særlige form for automatkobling mellem sanseområder. 

   Og som jeg har nævnt tidligere kan det fx også betyde at hvis man er ord-farve-synæstet, så læser man langsommere fordi man samtidig med afkodningen af ordene og teksten, skal følge med i 'farvfilmen' på en anden kanal.

  Men faglitteraturen på område, herunder Oliver Sacks, kan også fortælle at synæstesien kan have visse fordele, nemlig som hjælp til at huske. Sacks fortæller om en case, Patrick, for hvem ikke bare musikalske udtryk, men alle former for lyde automatisk forbindes med både farver og former:

Some of his synesthetic corrspondences are of mnemonic use to him (thus when somone said that 9/11 vas a Monday, he could instantly  and with assurance say that it was not, for Tuesday is yelleow for him, and 9/11 is yellow too). But it is the  musical synesthesia wihich plays a vital part in his sensibility and his creative life.

Også for Anne Lise Marstrand-Jørgensen har synæstesien en praktisk-brugbar side:

Når jeg er i stand til at huske overdrevent mange fødselsdatoer, er det fordi jeg ser dem plottet ind på min rumligt-visuelle årskalender. Den går sådan cirka fra skulder til skulder og ligner en skæv hestesko.

Sin synæstesi er typisk ikke noget man snakker med andre om. Og det kan komme som et chok for første gang at høre andre synæsteters  særlige "koder". Oliver Sacks citerer en læser der har reageret meget kraftigt - med kvalme og svimmelhed - ved at opdage at andre musik-synæsteter forbinder musik og farver på en anden måde end hun gør:

I have been reading your book and have just startet your chapter on synesthesia, but could read no further than the third page because the person you cited defined D major as blue. I couldn´t believe my reaction at a person not feeling the same color as i do for D (vermilion red) - it actually made me feel slightly dizzy an nauseous. I have never discussed with other synestetes their perceptions, so I was schock at may reaction.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen forklarer hvorfor man som synæstet ofte ikke snakker om det med andre:

Sikkert fordi, man ikke selv synes, der er så meget at fortælle - farveblinde fortæller vel også kun sjældent om, hvordan deres verden ser ud, mennesker med absolut gehør forsøger sjældent at forklare, hvordan musik lyder for dem. Til gengæld er der ikke noget sjovere end at udveksle oplevelser med ligesindede. Således kunne min datter og jeg diskutere farven af en lyd allerede, da hun kun var et par år gammel. Og da jeg forleden talte med en nær veninde, der også er forfatter , diskuterede vi, hvordan man kan se sit eget ufærdige manuskript i farver og på den måde finde ud af, hvor der mangler noget. "Lidt orange på siden 5 f. eks," som hun så smukt udtrykte det.

Så for en del synæsteter er det en "gave" man har fået som kan være nyttig i den kreative proces. Men som ikke inviterer til offentlighed og front-stage-betroelser.

Oliver Sacks citerer en forsker for at bemærke at "newborn´s senses ar not well differentiated, but are instead intermingled in a syneasthetic confusion."  Og meget tyder på at små børn fra fødslen er synæstetikere over et bredt spektrum af sensoriske og mentale input, og at det først er gradvist gennem de første måneders udvikling at hjernen lærer at holde de forskellige sansemåder ude fra hinanden.

Det er utvivlsomt en fordel i mange situationer - har så at sige overlevelsesværdi for menneskearten - at man kan identificere, udskille og isolere de forskellige sansedomænar så deres input optræder "rent" for bevidstheden, at de ikke tvangsmæssigt blander sig.

   Når man for eksempel spiser et æble,  så kan man skelne mellem smagen af det, udseendet af det, lugten af det, hvordan det mærkes at tage på, og hvordan det knaser sprødt når man sætter tænderne i det.
   Men samtidig kan vores sanser integrere indtrykkene i en helhedsoplevelse: dejligt at spise æblet - på alle kanaler.

   Fidusen ved at de fleste mennesker ikke er synæstetikerer, og at dem der er det, kun er det inden for begrænsede områder, er at vi kan anskue virkeligheden gennem forskellige sansers forskellige "optikker" - og dermed kryds-matche vores seperate sanseindtryk fra den omgivende verden til en mangefacetteret synæstetisk helhedsoplevelse.

                                           (fortsættes)