Jeg har i en række indlæg forfulgt det neurologiske og litterært æstetiske fænomen 'synæstesi'. Og det grundlæggende spørgsmål når vi taler om kreativitet, er om og om muligt hvilken sammenhæng der er mellem synæstesi som et særligt træk ved nogle hjerners måde at fungere på, og synæstesi som et vigtigt æstetiske-stilistisk begreb i kunstnernes værktøjskasse inden for film, design, mode, litteratur, maleri, musik.
Neurologisk manifesterer synæstesien sig ved at 'fænomener' der er aktive i hjernen gennem én sans automatisk og uvillet aktiverer input fra et andet sansecenter, vel at mærke uden at denne sans formidle signaler og input fra den ydre omverden.
Altså: ord, bogstaver, tal, noder, musikstykker, objekter, personer som hjernen "arbejder med", aktiverer - som et sideløbende mentalt bånd eller spor - lyde, former, farver, toner, smage, lugte, hudfornemmelser.
Umiddelbart har neurologernes beskrivelse været at der er et uhæmmet "neuralt hul" igennem via særlige nervebaner fra et hjernemodul - fx sprogcentret der læser ord og bogstaver - til et andet - fx det visuelle center der producerer oplevelsen af farver.
Deraf navnet for fænomenet: synæstesi. Som på græsk står for: "syn" = "sammen" og "aesthesia" = "sensation"/"sansning".
Problemet rent forskningsmæssigt er at grundelementerne er dårligt defineret. Mange eksempler på synæstesi-fænomenet handler egentlig ikke om relationen: en sans > en anden sans. Men snarere om: en ide/begrebsmæssig forestilling > en sans.
Betegnelsen man så sammenfatter disse automatkoblinger under, er: 'ideaesthesia' - som kan oversættes til 'sansning af begreber'.
At det nok snarere forholder sig sådan, har man fundet ud af ved snedige eksperimenter: Det ser ud til at en neurologisk synæstesi-relation i hjernen ved kort tids træning kan overføres fra ét grafisk udtryk til et andet som erstatter det. Altså er det det fælles semantiske betydningindhold - ideen/begrebet - som udløser den 'synæstetiske' aktivering af fx faver, ikke noget der nødvendigvis har et sanseligt udtryk.
Ifølge Wikipedia er "ideasthesia" ...
a phenomenon in which activations of concepts (inducers) evoke perception-like experiences (concurrents). The name comes from Greek, “idea”+”aisthesis”, meaning sensing concepts or sensing ideas.[1] The main reason for introducing the notion of ideaesthesia was the empirical evidence indicating that the related term synesthesia (i.e. union of senses) suggests incorrect explanation of a set of phenomena traditionally covered by this heading. “Syn”+”aesthesis” denoting “co-perceiving”, implies the association of two sensory elements with little connection to the cognitive level. However, most phenomena that have inadvertently been linked to synesthesia, in fact are induced by the semantic representations i.e., the meaning, of the stimulus [2][3][4][5] rather than by its sensory properties, as would be implied by the term synesthesia.
'Inducer' betyder "det der sætter noget igang", og 'concurrent' betyder "det der følger med" eller "det der ledsager".
Mekanismen bag 'ideasthesia' er altså at det er en begrebsmæssig forestilling - en 'ide' - som kan have forskelligt konkret udtryk, som aktiverer fx oplevelsen af en bestemt farve.
Se her: Sådan havde en synæstetiker som forsøgsperson det med hensyn til automatkoblingen mellem nogle bogstaver/tal og nogle farver:
Vedkommende har altså det der i fagsproget kaldes "grafem-farve-synæstesi".
Man lærer så vedkommende at et A i det latinske alfabet, svarer til et
i det gammelslaviske alfabet (det 'glagolitiske alfabet'), og giver vedkommende 10 minutters træning i at skrive kendte ord med brug af det glagolitiske alfabet hvori indgår et
Hvis synæsteten derefter skal læse en tekst hvor det latinske grafem for "a" er udskiftet med det gammelslaviske grafem for "a", så induceres under læsningen med det sammen den concurrente farve - her rød - som det oprindelige latinske "a" hidtil har gjort.
Som illustreret her:
Altstå 'induceren' skifter grafisk udseende, mens 'concurrenten' bevarer den aktiverede farve, dvs. synæstesien er lært og overført via et fælles abstrakt begreb: "det første bogstav i alfabetet".
Dette peger på at de forskellige forme for synæstesi er "lært" (meget tidligt), og altså ikke noget medfødt. Men når først nerve-bane-forbindelsen mellem en "inducer" og en "concurrent" er etableret, så er den stabil resten af livet, hvis hjerne i øvrigt fungerer normalt og er ubeskadiget.
Et andet eksperimentelt bevis på ideæstesi-hypotesen, er forsøg hvor en farvesynæstetiker hos hvem bogstavet "O" fx aktiverer farven rød, mens tallet nul = "O" fx aktiverer farven grøn, så skifter concurrenten farve afhængigt af om induceren "O" indgår i en ordkontekst, som fx "OLE", eller i en talsammenhæng som fx O123.
Jeg har i flere tidligere indlæg skrevet om det berømte perceptionspyskolgiske eksperiment hvor forsøgspersoner bedes om at sammenkoble to indholdstomme ord - TAKETE og LUMUMMA med hver sin figur - hhv. en med et takket omrids og en med et omrids med bløde former, her illustreret i Wikipedias artikel:
 |
| This picture is used as a test to demonstrate that people may not attach sounds to shapes arbitrarily: American college undergraduates and Tamil speakers in India called the shape on the left "kiki" and the one on the right "bouba". |
Omkring 98% af forsøgspersonerne hentet fra forskellige sprog- og kultursamfund over hele Jorden, kobler den takkede figur med lyden af "takete" (="kiki"), og den bløde figur med lyden "lumumma" (="bouba").
Principielt indebærer disse resultater at selv om langt de fleste mennesker ikke er bevidste synæstikere, så aktiverer de i deres hjerne en form for ubevidst lyd-form-synæstesi som de trækker på for at beslutte hvilken lyd der forbindes med hvilken form.
En søgning på "kiki-bouba" og "ideasthesia" hitter straks med en videnskabelig artikel med følgende titel:
The Kiki-Bouba Effect: A Case of Personification and Ideaesthesia
Artiklens "abstract" tolker synæstesi-koblingen mellem 'kiki' og 'buba' anderledes, ide forfatterne ikke mener det er en synæstesi der kobler sanserne syn og hørelse direkte sammen, men at der bagved ligger en mere abstrakt form for synæstesi hvor bogstaver eller tal automatisk kobles med personligheds-karakteriserende egenskaber:
There are previous cases of synaesthesia where personality is attributed to numbers or letters. In our results, the word Kiki is overall happy, clever, small, thin, young, unpleasant, and nervous. The starshaped figure is overall clever, tall, small, slim, nervous, unpleasant, and upper-class. That is, the correspondence above all concerns the qualifying adjectives clever, unpleasant, and nervous, as well as the physical appearance small and thin. This brings us to the fat-thin effect. Cinema, literature, comics, and children's programmes are full of contrasting figures: Don Quixote and Sancho Panza, Laurel and Hardy (called the fat man and the skinny man in Spain), Asterix and Obelix, Tintin and Captain Haddock, Bert and Ernie (Epi and Blas in Spanish), or the Spanish comic about very naughty twin boys called Zipi (with fair hair) and Zape (with dark hair). Our main conclusion is that first names and last names are not entirely arbitrary. There is a correspondence between (rounded vs. angular) names and physical characteristics (fat vs. thin objects or persons) and concepts (foolish vs. intelligent, nice vs. unpleasant). The Kiki-Bouba effect is a semantic one.
Det stemmer overnes med det vi som undervisere fortalte på det legendariske TV-SUM-kursus i tv- og film-dramaturgi i DR-regi i 80-erne.
Vi brugte filmen 'Gøgereden' som skoleeksempel, og argumenterede med at alle audiovisuelle udtryk var konceptuelt bestemt i forhold til modsætningen 'lumumma-takete', og bl.a henviste vi til at navnene på hovedkaraktererne tydligevis var styret af synæstisk motiverede valg:
- På protagonistsiden var der tale om 'lumumma'-navne: ("Chief") Bromden, Billy Bibbit, McMurphy.
- På anatgonistsiden var der tale om 'takete'-navne: (Nurse) Rathced, Cheswick, (dr.) Spivey.
(fortsættelse følger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar