Sacha Baron Cohen - elefant i et hyttefad - og andre faktionshistorier

Kultursiderne strømmer over med filmanmeldelser og interviews med filmfolk fra dækningen af filmfestivalen i Cannes. Den får fx ikke så lidt i forbindelse med at Thomas Vinterbergs film 'Jagten' er udvalgt til at deltage i hovedkonkurrencen.

   Når vi snakker kreativitet er det selvfølgelig ikke uinteressant at denne film har et "omvendt" problem  og tema i forhold til Vinterbergs internationale prisbelønnede gennembrudsfilm 'Festen'. Hvor 'Festen' handlede om en søns afsløring af et incest-overgreb af en far over for sine børn, så handler 'Jagten' angiveligt om en helt almindelig mand, som i et lukket landsbymiljø bliver stemplet som der har begået pædofil-overgreb selv om han er helt uskyldig.

   En af tanke-formlerne for kreativ ideudvikling er jo netop: "Hvad hvis det modsatte/omvendte var tilfældet?"

Men det var ikke det jeg ville skrive om. 

   En af Cannes-filmene har titlen 'Diktaoren', er instrueret af Larry Charles, og har Sacha Baron Cohen som den der spiller hovedrollen i filmen, en film som tilsyneladende har en række associationer til Chaplins film fra slutningen af 30´erne af samme navn. Den er morsom og udleverer på satirisk vis en række diktatorer og deres regimer i vores globale samtid.

   

Men hvem er Sacha Baron Cohen?

    Han er en af de særligt kreative personligheder - jødisk - hvis forældre er af mildest talt blandet oprindelse: faderen er fra Wales, moderen har iransk-israelsk familiebaggrund.

   Saxha Baron Cohen er berømt og berygtet for en række film  og tv-serier hvor han påtager sig en fiktiv anstødelig rolle som han derefter sender ud i den "virkelige" verden og prøver af foran tv-kameraer i forskellige situationer.
   Plottet: Elefant i et hyttefad!
   Først iscenesat i rollen som rapperen og hiphopperen "Ali G." - "en snydedum, fordomsfuld ung mand med rødder i moderne britisk storbykultur," som Henrik Palle beskriver ham i Politikens filmtillæg fra i går.

   Derefter optræder han som en omrejsende kasakstanske journalist. Sacha Baron Cohen ser vi her...

I rollen som den rejsende kasakhiske reporter Borat, der på sin rundtur i USA viser sig at have stort set ingen forståelse for vestlige omgangsformer, men formår at afdække en lang række af amerikanernes mindre behagelige sider, herunder slet skjult racisme og homofobi.

Her et sammenklip af fantastiske scener fra tv-serien som siden blev opfulgt af en biograffilm med titlen: "Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan"

Filmens plot resumeres sådan her:

Kazakh TV talking head Borat is dispatched to the United States to report on the greatest country in the world. With a documentary crew in tow, Borat becomes more interested in locating and marrying Pamela Anderson.

Hybrid- eller blandingsgenren har jeg jævnligt været inde på i denne blog: mocumentary - i den særlige variant hvor en fiktiv person med en særpræget karakter udfordrer en social omverden i forskellige situationer med henblik på at afsløre og udlevere denne omverdens skjulte, moralsk angribelige normer og værdier. 

    Som seer er man gennemgående i tvivl om hvad der er fakta og fiktion, og om hvor meget de medvirkende er indforstået med hvad det er for en historie de medvirker i.

I Henrik Palles artikel med rubrikken "Komiker eller Klods-Hans i Krig?" beskriver han det som Sacha Baron Cohn gør i sine film og tv-serier, som "sociologisk guerillakrig" der fortæller om "et antroplogisk angreb, hvor barbaren Borat i en nødtørftig forklædning går undercover".

   Jeg synes "sociologiks guerillakrig" er en fin metafor på Baron Cohns filmiske praksis. Og på de tilsvarende film- og tv-projekter som andre hel- og halvfiktive karakterer har gang i når de iscenesætter deres dekonstruktive plot.

Ude i højre kolonne til artiklen Politikens filmsektion nævnes "5 andre iscenesættere": Mads Brügger, Hunter S. Thomson, Dame Edna, Günther Wallraff og The Yes Men".

   Og specielt Mads Brügger er med sine tv- og filmprojekter åndsbeslægtet med Sascha Baron Cohn. Brüggers tv-serier "Danes for Bush", "Det røde kapel" og filmen "Ambasadøren" som jeg så for nylig, er smukke og originale eksempler på denne særlige ironisk udstillende faktionsgenre.

Jeg synes det er synd at Henrik Palle ikke udnytter anledningen til at give læserne lidt mere historisk kød på den danske tradition for at producere tv-programmer som "sociologisk guerillakrig", en historie som ikke mindst Danmarks Radio kan være stolt af. Mads Brügger står på skulderne af en perlerække af tidligere DR-medarbejdere og -programmer

   Fremhæves skal navne som Erik Thygesen på radio-siden i begyndelsen af 70´erne, Per Schultz, Sten Baadsgaard og Poul Nesgaard fra Ungdomsredaktionnen i slutnngen af 70-erne og første halvdel af 80´erne. Og Peter Larsen fra slut-80-erne og  90-erne. Og redaktionen bag "P4 på P1".

Et berømt og berygtet radioeksempel på en sådan samfundskritisk mocumentary var Erik Thygesens fakede arbejdspladsreportage fra et skibsværft på Fyn fra 1973 der vakte så megen vrede i politiske kredse, at Radioråde på ikke mindst Erhard Jacobsens initiativ forhindrede en fastansættelse. Den direkte anledning var en fiktiv dokumentarudsendelse, der formede sig som en direkte reportage fra en arbejdsulykke fra Lindøværftet med dødelig udgang. Udsendelsen var klart inspireret af Orson Wells´ radiodramatisering af SF-romanen "Klodernes Kamp".

Jeg nævner også nogle tv-eksmplereksempler fra listen:

• "Ungdomsredaktionen" med Poul (Nesgaard) og Nulle som værter. Et fremragende eksempel er en udsendelse med et interview med daværende overborgmester Weidekamp, hvor det lykkes at få ham til at svar på spørgsmål og diskutere med unge bz-ere i en iscensat ramme i en kældercafe på Christianshavn - selv om borgmesteren offentligt havde erklæret at den gruppe unge ville han under ingen omstændigheder snakke med.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Poul+Nesgaard&type=all&limit=120 (sidste 10 minutter)

• "Vinduesrækken" - et program hvor en 9 klasse får besøg af en fiktiv embedsmand, der med en deadpan mine og stemmme fortæller klassen at på grund af besparelser på skolebudgetterne, skal vinduesrækken forlade skolen straks - uden eksamen - eller også skal klassen finde ud af andre kriterier for udskillelse af en tredjedel af klassen før afgangseksamen.

• "Ungdomsbrigaden" - et program hvor unge arbejdsløse iklædt hvide overalls indrulleres i en arbejdbrigade der skal tage rundt i byen og udføre en række absurde og meningsløse arbejdsopgaver, som en slags beskæftigelsesterapi.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsbrigaden&type=all&limit=120

• "Isby" - et program der leverer en fiktiv men helt realistisk reportage fra et frysehus hvor man  (sådan ser det ud og sådan rapporteres det) har nedfrosset unge arbejdsløse og hængt dem op i plasthylstre på kroge - til bedre tider hvor man så kan tø dem op igen.

• "I sandhedens tjeneste" - tre programserier med samme fælles titel hvor Pul Nesgaard, Christoffer Barnekow og Nulle  som værter og hinandens kontrastfigurer  alle de konventionelle journalistisk fakta-fortælleformer og -udtryk. Den sidste serie i rækken, blev afsæt for at Poul Nesgaard søgte - og næsen fik - jobbet som tv-direktør. Og det inspirerede ham til i anden omgang at søge jobbet som rektor på Filmskolen, som han fik.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=I+Sandhedens+tjeneste&type=all&limit=120

• "Mens vi venter på retfærdigheden". En tv-udgave af Café Teatrets forestilling. Mange mennesker har efter halvandet års afhøringer i Undersøgelsesretten opgivet at forstå, hvad det egentlig er, Tamil-sagen drejer sig om. Men efter Peter Larsens 'pædagogiske foredrag' kan seerne drage deres egne konklusioner endnu inden retten gør det.  Manuskript: Nils Ufer. Instruktion: Pernille Grumme. Scenografi: Lars Helweg. Musik: Fini Høstrup. Producer: Leon Munkholm. 
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Mens+vi+venter+p%C3%A5+retf%C3%A6rdigheden&type=all&limit=120